Sidka løb. 
Hvornår stoppede alle disse lortetræer? Hvor stor var Elverly lige?
Blodet drybbede bag hende. 
Sibal måtte være lige i hælene på hende, men det måtte skovelverne også være. Pilen i hendes side havde vist hende, at det ikke var for sjov, de var kendt for deres præcision.
Hun var næsten tør for chakra. 

De ville kunne finde hende, hvis de fulgte blodet, og hun ikke gjorde noget for at skjule det. Det ville ikke være nok bare at få jorden til at sluge det bag sig, det ville dræne hende for hurtigt og hun havde allerede brugt for meget magi i forsæget på at fange den ungelver, de havde været på jagt efter, og efterfølgende at sikre deres flugt, da hans venner havde tilsluttet sig modjagten.
De skulle bare så langt væk som de kunne, og så smutte et sted hen for at slikke deres sår, så de kunne vende stærkere tilbage om en uges tid. 
Sidka så sig tilbage. På... Ingenting?
Forpustet stoppede hun op og så på det mest forfærdelige syn, hun kunne forestille sig: Manglen på sin tvilling. Med hjertet siddende helt oppe i halsen, halvt af anstrengelserne, halvt af frygten for at have mistet sin bror, faldt hun på knæ, da pilen mindede hende om, at den stadig sad i hende. Det var blevet underligt tåget omkring hende, og det fine græs var blevet dækket i små dugperler fra den øgede luftfugtighed. Hvor var hun løbet hen?

Væden trængte op igennem hendes bukser, hvor hendes knæ rørte underlaget, og enden af hendes halve nederdel blev en mørkere rød, som den også tog imod græsseta tårer. Hun tog den ene hånd op til såret og lukkede fingrene om det, så pilen stak ud mellem pege- og langefinger. Blodet var varmt og klamt mod hendes hud, og i hendes let foroverbøjede stilling kunne hun se sit lange, hvide hår tage imod den røde farve, som det havde revet sig løs fra opsætningen og lå viltert ned over hendes skuldre efter løbeturen. Hun klemte de røde øjne i og bed tænderne sammen i en frustreret grimasse. Så lagde hun hovedet tilbage og skreg sin smerte og frygt ud mod de mosdækkede træer.
"Giv mig Sibal tilbage!" 
Træerne var alle stille.

Urtesamling. Det var altid urtesamling. Renaél havde en fornemmelse af, at healerne i Elverly var lige så trætte af ham, som han var af dem - og det var måske heller ikke så underligt. I sidste uge havde de bragt en såret spejder ind, og det var lige før, at Renaél selv var gået i gulvet ved synet af blodet. Siden da havde hans daglige opgaver udelukkende bestået af urtesamling.
Renaél havde en stærk fornemmelse af, at de andre healere kun tolererede ham, fordi den øverste healermesters krav var, at alle i Elverly, der havde healende evner, skulle puttes til nytte. Men var det måske Renaéls skyld, at alt healerarbejde enten var virkelig kedeligt eller virkelig ulækkert?

I dag var det gravmos, han skulle samle. Det voksede på de dødes gravsteder ude ved elverhøjene - et lidt skummelt sted i udkanten af Lindeskovene. Renaél håbede, at han ville blive færdig med indsamlingen længe før mørkets frembrud. 
Måske kunne han bilde urtemesteren ind, at det havde taget lang tid, og så kunne han nå at dyppe sig lidt i de varme kilder, inden han gik tilbage til healerhuset...

Tankestrømmen blev afbrudt af et skrig, der rungede mellem træerne, og fik det til at gippe så kraftigt i ungelveren, at han tabte sin urtekurv. Det var først, da han bøjede sig ned for at samle den op, at han så blodpletterne i græsset. Åh nej..
Hjælpløst så han sig omkring, men her var blevet helt stille efter at skriget var dødet ud, og de skræppende fugle, der havde basket mod himlen, var forsvundet. Der var kun sporet af glinsende blod gennem græsset, og ungelveren, der mest af alt havde lyst til at vende om og glemme, hvad han havde set.

Men skriget havde i utrolig høj grad lydt, som det tilhørte en ung kvinde.

Okay, Renaél, tiden er kommet til at lege helt. En ungmø er såret, og endelig kan du bruge dine healerevner til noget nyttigt.. Tanken om, hvordan ungmøen og de andre elvere ville prise ham for hans heltedåd, fik ham til at mande sig op og langsomt følge sporet af blod mellem træerne. Han forsøgte for alt i verden ikke at tænke for meget over hvor meget blod, der var, og hvilken form for frygteligt sår, der havde fået ungmøen til at bløde så meget.

Hun sad på knæ. Det vildtre, hvide hår var plettet af blod, det samme var hendes tøj. Hendes hud var mørk, og Renaél spærrede øjnene op ved synet. Han havde aldrig mødt en mørkelver ansigt til ansigt før..
"Ved Avanya!" Gispede han.

Da nogen gispede en ed bag hende, troede Sidka først, at hun ville vende sig om til endnu en trukket bue, og denne gang ville hun ikke kunne undvige et sigte mod sit hjerte. Men hun blev mødt af et overrasket udtryk i et lige så ungt ansigt som sit eget. Lys hud, lyse lokker, spidse ører. 
Normalt ville hun have hvæset af en skovelver, uanset alder og væbnet tilstand. Hun ville måske endda have indledt kampen med et let smil på læben. Leget med den lyse hud i timevis, plettet den med det fine blod. Men hun ville også normalt have Sibal ved sin side til at hjælpe, le og lege. 
Nu var hun alene.

Sidka prøvede at overføre sit lige så overraskede udtryk over, at der overhovedet befandt sig nogen i det her tågede område, til en arrig trækning, der ville skræmme ham væk. Lige idet hun gjorde forsøget, spændte hun dog op i musklerne i maven, som trak i hele hendes mellemgulv, og pilen blev rykket smertefuldt i. Med en anstrengt stønnen væltede hun ned på den modsatte albue, så pilen stak direkte op i luften fra hendes krop. Blodet virkede sort mod hendes egen mørke hånd, mens det blot gik i ét med hendes vest, hvis røde stof blot så vådt ud i plamagerne. 
Irriteret over at ligge hjælpeløst på jorden over for en skovelver, vældede tårerne op i hendes øjne og gjorde hendes syn sløret. Om det var afmagten eller frygten for Sibals liv, der gjorde mest, var hun ikke engang selv sikker på. 

"Hvad har I gjort ved min bror?" lød hendes smerteramte stemme på krystasiliansk.
Elverfyrens overraskede udtryk havde talt for, at han ikke havde anet, han kunne støde på en mørkelver her, og derfor anede han nok heller ikke, hvem eller hvor Sibal var, men det var det eneste, der fyldte Sidkas sind. Hun havde tabt halvdelen af sig selv  et sted i skoven, og det gjorde næsten mere ondt end såret. Det fik hende til at føle sig blottet og udsat, og manglen på chakra tilføjede en ekstra følelse af svaghed. Lige nu kunne hun maksimalt bygge et lille sandslot, og det ville næppe være til megen gavn, hvis skovelveren valgte at aflive hende.

Der gik en stor mængde af tanker gennem ungelverens hoved på meget kort tid, som han stod der mellem træerne, blikket stivnet på den faldne mørkelver. En del af ham havde lyst til bare at efterlade hende dér mellem bladende, stikke halen mellem benene og skynde sig hjemad. Men hvad skulle han bruge som forklaring på, at han var vendt tomhændet tilbage? Og burde han ikke fortælle nogen, at der var mørkelvere i skovene?
En kriger ville muligvis have gjort det af med hende, men Renaél havde intet andet end sin lille urtekniv, og bare tanken om at stikke den i et levende væsen, fik det til at vende sig i ham. Nej, det kunne han ikke.

Hun havde fået øje på ham. Et øjeblik stirrede Renaéls store blågrå øjne, indrammet af feminine øjenvipper ind i mørkelverens blodskudte blik. Den begyndende grimasse i hendes ansigt var lige ved at få ham til at vende om og stikke af, af frygt for at hun stadig havde styrken til at angribe, men i stedet faldt hun tilbage mellem græs og blade i underskoven.

Et enkelt skridt vovede han sig nærmere, mens han gjorde sit bedste for ikke at se på blodet. Hun så meget såret ud, og man behøvede ikke være uddannet healer for at vide, at hun havde brug for hjælp, skulle hun overleve. Renaél var ikke sikker på, at han magtede opgaven - eller om han overhovedet burde. Var det ikke bedre, hvis en mørkelver døde? Eller ville elverrådet foretrække, at hun blev slæbt tilbage til byen til afhøring?
Hendes ord begyndte så småt at overbevise ham om det sidste, og han så sig forskrækket omkring mellem de tavse træer. "E-er der flere af jer?" Udbrød han nervøst.

"Ikke her, dit fæ," vrissede hun sammenbidt. "I tog ham! Fra mig! Vi fik ikke engang gjort jer noget, så I kan ikke... I kan ikke slå ham... Jeg... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ... uden ham..."
I starten af hendes sætning havde hendes røde øjne lynet i had over at de havde taget Sibal, men jo længere hun kom i sit tankespor - der var noget usammenhængende på grund af blodtabet - jo mere ulykkelig blev hun bare. Skovelverne havde taget hendes Sibalghym. Halvdelen af hendes sjæl, revet væk fra hende, uden at hun kunne gøre noget. Inderst inde vidste hun godt, at han havde gjort det for at give hende et forspring, men hun ville ikke tænke på det. Det var ikke sådan, det skulle ske! Alt skulle de gøre sammen. Også hvis det, de skulle gøre, var at blive fanget og henrettet af skovelvere. Hvordan kunne han bare efterlade hende?

Sidkas syn var sløret og sejlende, og endnu et dybt støn af smerte sneg sig ud mellem hendes sammenbidte tænder. Hun væltede helt ned på siden nu, og holdt om såret med begge hænder, mens hendes brystkasse hævede og sænkede sig i lidt for hastigt tempo. Det værste var, at hun vidste, hun kunne komme betændelsen til livs med en af sine gift-brygge, men det hjalp jo ikke meget, hvis hun døde, før der overhovedet kunne blive tale om betændelse i såret. Lige nu var hendes største problem, at hun endte med at forbløde. 
"Han lod dem ta' sig, bare for mig," hviskede hun med sammenknebne øjne. Et par tårer trillede ud af hendes øjenkroge og ned langs kinderne. "Og jeg takker ham ved bare at dø alligevel..."

Det begyndte langsomt at dæmre i ungelverens hoved. Der havde været en anden mørkelver - og spejderne havde fået fat i ham! Hende her var flygtet, men hun var hårdt såret, og hun ville snart dø, hvis der ikke blev gjort noget for at stoppe hendes blødning. Langsomt gik han en smule tættere på - stadig en smule bange for, at hun ville lange ud efter ham på trods af sin tydeligt sårede tilstand. Han havde hørt mange fortællinger om Mørkelvere, da han var yngre, og de fleste handlede om, at de var onde og luskede.

Men han kunne da ikke bare lade hende forbløde .. kunne han?

Der var noget sårbart og ømt ved den sårede mørkelver, og de glinsende tårer ved øjenkrogene over de natsorte kinder gik ikke Renaéls opmærksomhed forbi. Han krydsede det sidste stykke hen over græsset mod hende og satte sig ganske forsigtigt på knæ. Hans bevægelser var langsomme, for ikke at få hende til at reagere voldsomt. Hun mindede ham mest af alt om et såret dyr.

Synet og lugten af det blodige sår var dog lige ved, at få den unge elver til selv at vælte omkuld i græsset. Han tvang blikket væk fra det og tog nogle dybe indåndinger. Der var ikke andre til at hjælpe ham - det var nu, han skulle vise sit værd som mand og healer!
"Hvis jeg healer dig .. giver du dig mit ord på, at du følger frivilligt med tilbage til Elverly?" Hans blik var fokuseret på hendes ansigt, frem for den frygtelige blødning, og han afslørede naturligvis ikke, at han langt fra var sikker på, at han ville være i stand til at heale hende.

Hun burde slå ud efter ham. Få fat i sin kniv og skære lidt i ham. Men hun var så svag, og armene ville ikke rigtig lystre. Og han... Han tilbød at heale hende. Vent. Han tilbød at heale hende?
Sidka havde hørt, at skovelverne var et blødsindet folkefærd, men hvorfor ville han heale hende? Var de ikke også dødsfjender med hendes race, lige som hun var med deres? Hendes hoved svimlede, som hun prøvede at fokusere på hans ansigt. Han så ikke ud til at have det godt med at komme tæt på hende. Hans skridt var varsomme og han så en smule bleg ud, men det kunne bare være tågen, der spillede Sidkas trætte øjne et puds. 

"Ja, ja det gør jeg," svarede hun. Tanken om ikke at dø var ret tiltrækkende. "Hvorfor... Hvorfor vil du hjælpe?" tilføjede hun derefter hæst. 
Hun var oprigtigt i tvivl, for han lignede ikke en, der havde skumle bagtanker. Nok skulle hun give sit ord på at tage med tilbage til Elverly, men vidste han ikke, at en mørkelvers ord ikke betød noget? Så snart hun var frisk og uden huller kunne hun overmande ham og tage ham med til ... Med til hvor? Hjem? Uden Sibal?
Sidka pressede tankerne om fremtiden væk. De kunne vente. Nu skulle hun forblive i live længe nok til at den lyshårede skovelver kunne redde hendes liv.

Det var med meget langsomme bevægelse, Renaél forsigtigt satte sig på knæ ved siden af den sårede Mørkelver. Hans hånd hvilede i nærheden af urtekniven i bæltet - klar til at trække den, hvis hun gjorde en pludselig bevægelse. Hverken den eller Renaéls ringere end middelmådige kampegenskaber ville gøre meget nytte, så mest af alt satsede han på, at han havde vurderet hendes svækkede tilstand korrekt ud fra mængden af blod.

Han fugtede nervøst læberne og prøvede stadig at undgå at se alt for grundigt på såret. "Elverrådet vil vide, hvad din slags gør her i skoven. De vil sikkert have nemmere ved at få din bror til at tale, hvis du er i live.." Det var måske ikke specielt smart at fortælle hende planen, men han vidste ikke rigtig hvad han ellers skulle sige. Ordene kom en smule snublende frem, som lugten af blod gjorde ham utilpas.

Han sank noget og tog en dyb indånding. Blikket skottede i retning af såret og pilen, der stak ud fra det med skaftet glinsende rødt. "Jeg tror .. vi skal prøve at tage pilen ud mens jeg healer såret.." Han lød alt andet end sikker på opgaven, men han mente, at det var sådan healerne plejede at gøre. Hvis man healede uden at trække pilen ud, ville såret lukket sig om den - og trak man pilen ud og var for længe om at heale, kunne man risikere, at blodtabet var for kraftigt. Han havde aldrig prøvet det før.

"Når vi kommer frem, tigger de ham sikkert allerede om at holde kæft," gryntede Sidka gennem sammenbidte tænder. 
Det gjorde intet godt for hendes krop, at hun havde valgt at vælte sig ned til siden, og smerten var taget til. Det var som om hun kunne føle pilespidsen kradse mod en af ribbenene, men hun håbede for sin egen skyld at det blot var indbildning. Lidt ligesom at hun syntes elverfyren snakkede utroligt hakkende og langsomt. Det måtte også bare være hendes svækkede tilstand, der spillede hende et pus ikke? Han kunne da ikke være så usikker, som han lød. Hun var såret, ukampdygtig... Nok sad sværdet stadig  i skeden ved hendes side, men hun kunne umuligt trække det i den her position, hvor hun lå langvejs oven på det. 

"Jeg tror jeg..." begyndte hun hæst og klappede sig selv på bukselommerne, hun lige kunne nå. "... har noget... Ehm, beroligende."
Op ad den ene lomme fik hun fisket en lille glasflaske med blågrønligt grumset indhold. Der var et mærkat på den, men det stod på mørkelvisk, så hun regnede ikke med den unge skovelver kunne læse det. Hvis han kunne ville han alligevel ikke regne ud, hvad det var, for der stod Pil nallerne, Sibal! på det. 
Hun tippede korkproppen af flasken og tog en slurk af indholdet. Idet hun lagde hovedet lidt tilbage for at synke, fik hun løftet blikket nok til at se på hans ansigt. Før det havdehun fokuseret på himlen eller den summende lyd, der var begyndt at distraherer hende. Han var jo ligbleg. Lignede en, hun ville sælge lidt sjovt til, hvis hun ikke var den der havde brug for hjælp. 
"Er du sikker på, du er healer?" spurgte hun, mens det grønne græs blev farveløst for hendes øjne. "Du ligner mere en... der skal kaste o-... Åh..." Hun skar en grimasse. "Sig, hvornår jeg skal hive."

Selvfølgelig var hun stødt på en healer, der ikke kunne tåle synet af blod. Selvfølgelig. Hvad havde hun forventet af skovelverne? Hun rakte ham den åbne glasflaske og håbede, han stillede den et sikkert sted, og lagde sin hånd om pilen. Selvfølgelig skulle hun gøre halvdelen af arbejdet i sin egen healing, når det var en skovelver, der hjalp. Typisk. 
Farven fra skovelveren forsvandt og Sidka blev tør i munden. Hun skulle virkelig snart finde tid til at arbejde på den bryg igen - den havde alt for mange bivirkninger.

Renaél var slet ikke sikker på, at han ville vide hvad mørkelverne her gjorde i skoven. Han ville ønske, at han aldrig var blevet blandet ind i det - han var ikke nogen mægtig elverkriger, ved Avanya, han var ikke engang sikker på, at han ville være i stand til at påkalde sig den healende kraft, så længe lugten af blodet gjorde ham svimmel. Han måtte synke et par gange og tage en dyb indånding for at være sikker på, at han ikke skulle kaste op.

Han tog imod flasken med blikket fokuseret på hendes ansigt i stedet for såret. Han kunne se hvordan sveden hang på hendes mørke hud - måske ville han i en anden sammenhæng have fundet hende smuk. Lige nu virkede hun skræmmende, på trods af at hun var døden nær.
Et kort øjeblik holdt han flasken op mod lyset for at studere det grumsede indhold. Han havde ingen idé om, hvad indholdet var, og skrifttegnene på den gav ingen mening for ham, men han håbede inderligt, at den virkede. Meget, meget forsigtigt stillede han den i skovbundet og borede den en smule ned i jorden, så den ikke kunne vælte.

Han havde frygtet, at han skulle gøre begge dele selv, men det lød til at hun var klar på selv at hive pilen ud. Det gjorde ham mere lettet, end han havde anet: bare tanken om at røre ved pileskaftet når pilen sad inden i hende, fik en kold følelse til at løbe ned ad ryggen på ham.
Han placerede begge hænder, så de var få centimeter over såret - men uden at røre det. Magien flød bedre på den måde, og der var ingen grund til at give hende mere smerte. Derefter tog han endnu en dyb indånding og hans blik fandt en mild solstråle, der trængte ned gennem trækronerne og kastede en stråle af gyldent lys ned mod mosset. Renaél havde altid fundet, at solens lys gav ham en form for ro.

Mens han påkaldte sig sin svage healerkraft var det som om at de små lyspartikler fra solstrålen begyndte at danse hen imod ham. Han havde aldrig før healet så alvorligt et sår, men han var nødt til at prøve. Han så ikke selv, hvordan hans hænder begyndte at lyse svagt, men han mærkede varmen fra dem og kraften, der begyndte at flyde ned i mørkelverens sår.. "Hiv pilen ud nu!" Udbrød han. "Jeg tror, at det virker!"

Han troede det virkede? Hvordan kunne en healer ikke vide med sikkerhed, om hans magi virkede? Hvor uduelige var skovelvere lige?
Sidka var opvokset med historierne om, hvordan andre racer var svage og underlegne, og kun dæmoner og mørkelvere rigtig havde en plads på Krystallandets overflade. De andres plads var som undersåtter, legetøj eller gødning. Langt henad vejen havde unge Sidka slugt det råt. Hendes træning havde lært hende, at man skulle holde fjenden nede, og at skovelvere ville være noget af det letteste bytte, såfremt de ikke fik lov til at beskyde en fra lang afstand. Ligesom de havde fået lov til i dag på Sibal og hende... Hørte I'endrith om dette, ville tvilligerne med garanti blive tvunget til at opholde sig hjemme et årti eller to endnu, før de kunne få lov til at forsøge at vise deres værd igen. Det ville være mere nedværdigende end det lige nu var at blive healet af en af samme race som havde skudt hende. 
At en race kunne være så dygtige til bue og pil, men være lige så elendige til at hive dem ud igen, var hende dog en gåde. Måske var det derfor, skovelvere var blevet præcenteret for hende som det svageste led.

Imens tankerne for igennem hendes hoved, tvang hun sig selv til at hive pilen ud. Selvom hendes sanser var dulmet af det bedøvende, hun lige havde taget, kunne hun ikke stoppe sin krop i at udstøde et brøl af smerte. Det lød fjernt og fremmed i hendes ører, der føltes tungere end de burde, og egentlig kunne hun ikke føle smerten, men hun kunne heller ikke føle sine fingre mere, så det var nok meget godt, hun havde hevet til da han havde sagt det. Havde hun taget for meget af det bedøvende, eller spillede smerten hende bare et puds?
Så snart pilen var ude, blev hendes krop mere slap. Musklerne behøvedes ikke længere spænde op omkring såret, og den svage kildende fornemmelse af healing - der nok ville have føltes af mere var det ikke for bedøvelsen - fik alting til at blive blødt og medgørligt. 
"Jeg tror jeg... Drak lidt for meget..." mumlede Sidka og lagde hovedet tilbage i det fugtige græs. 
Fugt, hun ikke kunne mærke i hårbunden. Hendes læber var ved at blive følelsesløse. Nogle gange glemte hun, at hendes brygge var gift, fordi hun selv var så forbandet immun over for lortet - også det sjove. Mon healeren var dygtig nok til også at fjerne giften fra hendes system? Sikkert ikke... Skide skovelvere.

Renaél kiggede som hypnotiseret på lyset, der dansede omkring hans hænder. Han kunne mærke hvordan magien flød ind i såret, og han så hvordan huden begyndte at lukke sig. Måske havde han virkelig evnerne for det, når det kom til stykket!
Hendes skrig bragte ham dog ud af trancen. Pilen var ude og hendes krop var anspændt i smerte. Lyset fortsatte fra hans hænder og lagde sig om såret, der stadig var ved at lukke sig. Han ænsede at blødningen, som ellers ville være blevet kraftigere af at hun trak pilen ud, i stedet var ved at blive svagere i takt med at den healende magi tog effekt. Såret ville ikke længere dræbe hende.

Men skriget fik det til at vende sig i ham. Pludselig var han igen bevidst om alt blodet - det sad i hendes tøj, på pileskaftet og den dryppende pilespids, hun netop havde trukket ud af såret, og det var i græsset overalt omkring dem. Selv om han havde forsøgt ikke at røre ved hende, var der alligevel kommet blod på hans kappe og hænder, og han kunne se at hænderne begyndte at ryste, som han fokuserede på dem og lyset begyndte langsomt at miste kraft.

Det hele vældede op i ham, og som hun sank tilbage i græsset vendte han sig om og kastede op. Gispende efter vejret fik han tømt maven for alt, hvad han havde spist tidligere på dagen, og der gik et jævnt stykke tid, før han rystende kunne vende sig om mod mørkelveren i græsset. 
Hvad havde hun sagt.. drak for meget? Hvad havde der været i flasken? "Er du vågen?" Spurgte han hende smådesperat, mens han på hænder og knæ kravlede hen for at lytte til hendes vejrtrækning. Hun kunne ikke lægge sig og dø nu! 

Som såret helede, slappede mørkelverkvindens krop mere og mere af. Et eller andet beroligende var der over healingen - eller også var det den bryg, hun havde drukket, lige inden healingen begyndte. Sidka oplevede, at himlen svømmede og jorden sejlede. Hun var væltet om i græsset, og tog blikket fra himlen, da den truede med at falde ned i hovedet på hende. Hun drejede ansigtet lige tids nok til at se skovelveren tømme sin mave i græsset. 
Det fik hende til at udstøde en kort latter, der gik over i et host. Lidt blod kom med op, og hun spyttede det ud - eller prøvede på det i hvert fald. Fordi hun ikke kunne føle sine læber mere, lystrede de ikke helt, og en blanding af spyt og blod løb ud fra hendes mundvig i stedet for at lande i græsset. Hun kunne dog mærke, at hun ikke var lige så i stykker, som hun havde været, og det gik op for hende, hvor tæt på at dø, hun havde været. Pilen havde brudt helt ind til mave eller lunger, hvis der var kommet blod derind nu, og det havde nok været i sidste øjeblik, at elveren havde valgt at redde hende, inden hun var druknet i sit eget blod. Det kunne hun ikke helt lade være med at føle sig en smule glad for. Selvom det havde været svært for ham, og hans sjæl næsten havde været for svag til at udføre opgaven, havde han prøvet. Og endda over for en fjende. 

"'Aj er.. Bløh... Lidt... Tåget..." Kom det usammenhængende fra Sidka, da han spurgte om hun var vågen. 
Det svimlede stadig for hende, men den prikkende fornemmelse, der var ved at dukke op i hendes fingerspidser plejede at være et godt tegn. Et tegn på at hendes krop kæmpede imod giften. I det mindste var det, hun havde taget, ikke dødeligt. Men at bruge et par timer på at ligge og savle på jorden, var ikke noget, hun havde lyst til lige nu. Det burde være nok ydmygelse for en dag at skulle reddes af en skovelver.

Hendes ord var usammenhængende, men hendes latter ved synet af ham, der ørlede i græsset, havde tydet på at hun stadig havde en smule krafter i sig. Mere end noget andet var Renaél lettet over, at healingen havde virket: han havde aldrig brugt sin magi på så modbydeligt et sår før, og han håbede, at han aldrig skulle gøre det igen.

Han fik sig selv til at se på såret igen: den kraftige blødning var stoppet, men det så stadig ikke kønt ud, og han tvivlede ikke på, at det stadig gjorde ondt. Hun ville få svært ved at komme med tilbage til Elverly i denne tilstand, og han turde ikke lade hende ligge, mens han hidkaldte spejderne - han risikerede blot, at hun var forsvundet, når han ledte dem til stedet, og så var han for alvor i fedtefadet!

Med svagt dirrende fingre placerede han igen hånden over såret og de små lyspartikler begyndte at danse om hans fingre. Det kostede ham en kraftanstrengelse at påkalde sig magien denne gang, og han måtte kæmpe mod kvalmen, men til sin lettelse så han langsomt hvordan hendes mørke hud lukkede sig over såret. 

"Du skal med ... tilbage til Elverly." Gispede han, mens sveden havde formet sig i små dråber på hans pande. Da han tørrede dem bort med bagsiden af hånden efterlod han en stribe af jord og blod.

Skovelveren var klar til endnu en omgang, så det ud til, da hans slanke fingre rakte ud efter såret endnu engang, omringet af små lysprikker. I sin gifttåge blev Sidka overvældet af en lyst til at række ud efter dem og fange dem, og hun formåede at vifte lidt formålsløst med den ene hånd, mens den anden lå lammet i det våde græs. 
En svag latter undslap hendes læber igen, men denne gang var den ikke hånligt ladet - den var mest bare fjollet. De små lys var ikke til at få fat på, og de mindede hende om engang som barn, hvor hende og Sibal havde jagtet ildfluer i de mørke skove i Kzar Mora. Dæmonrigets ildfluer stak, hvis man holdt for længe om dem, men de her lys kildede mest bare hendes håndflade. Det fortalte hendes sanser hende i hvert fald, og var der en ting, hun absolut ikke kunne stole på lkige nu, så var det dem.

Såret lukkede sig, og inden skovelveren tog sine hænder fra hende, mærkede Sidka suget af at den overskydende magi trængte ind for at finde det næste sted, den kunne gøre gavn. Med så megen gift i kroppen, kunne den gøre masser af gavn, og det føltes kort som om hendes blodbaner blev trukket hen imod magien, der forsøgte at sluge giften til sig. Sidka var vant til at eksperimentere med gift på egen krop, men hun havde sjældent adgang til en healer imens, så denne følelse var ny for hende, og næsten lige så spændende som endelig at finde den rigtige dosering på et trip. 
Hun snappede efter vejret og blev med ét meget mere klar i hovedet. Det var næsten samme effekt, som havde nogen hældt en spand isvand udover hende - udover at de steder, hendes krop før havde været bedøvet og prikkende lam nu fik følingen og førligheden tilbage.

Stadig lidt medtaget skubbede hun sig halvt op at sidde med den ene arm, mens hun forsigtigt bevægede den anden for at sikre sig, det ikke bare var midlertidigt. Det var det ikke. Hun kunne fortsat føle alle sine lemmer - og nu også sine læber. 
Hvad der dog var midlertidigt var den klarhed, hun havde fået i hovedet. Da den sidste rest magi opløste sig i hendes giftramte årer, begyndte blodet at løbe igen, og al giften var ikke blevet neutraliseret. Følelsen kunne sammenlignes med at rejse sig op, når man havde drukket mere end man burde. Pludselig slog det ind og gjorde en svimmel. Sidka blev dog knapt så meget svimmel, som en varme bredte sig i hendes kinder, og hun følte sig lettere, end hun burde være. Lige så let som en skovelver, måske. 
"Mh-Mh," svarede hun bare skovelveren og lænede sig frem mod ham med et let snaldret smil. "Før mig til jeres ypperste leder, oh noble skovelver-redningsmand. Jeg må være Dem evigt taknemmelig for at have reddet et så ondt væsen som mig."

Renaéls dirrende fingre blev trukket væk fra hendes krop, og han tog en dyb indånding. Derefter én mere. Hvis sådan noget her var hvad de "rigtige" healere lavede hver dag i healerhuset, var han ikke sikker på, at han nogensinde ville have lyst til at blive en af dem.
Han bemærkede derfor heller ikke bevægelserne i mørkelverens krop - derimod blev han ved med at stirre på sine egne hænder og blodet, der nu plettede dem. Hans magi havde aldrig føltes så kraftfuld før. 

Der var en besynderlig rus ved det - men trætheden, kvalmen og ubehaget, der fulgte med, kunne han godt være foruden. Synet af blodet var også stadig ved at få det til at vende sig i ham, men han havde ikke rigtig mere, han kunne kaste op.

Han forsøgte i stedet at koncentrere sig om mørkelverens ansigt: han bemærkede hendes lidt skarpe ansigtstræk og blikket stoppede ved ringene, der prydede hendes læbe. Han kendte ikke nogen skovelvere, der pyntede sig sådan, men måske var det en almindelig ting blandt hendes folk. Hvis hun da overhovedet havde et folk på samme måde som han?
Han vidste ikke meget om hendes slags, og han var ikke sikker på, at han havde lyst til det. En del af ham var stadig bange for hende.

Hendes smil så dog ikke specielt frygtindgydende ud .. derimod virkede hun næsten som han selv gjorde, når han havde set dybt i et par flasker med elvervin. En rynke viste sig mellem hans lyse bryn, og han begyndte at se sig omkring..
"Hey, hvad var der i den flaske? Var det alkohol?" Hvis det var tilfældet, så trængte han virkelig til at få noget af det! Guderne vidste, at han fortjente det ovenpå denne omgang healing!

"Mmmhn, du vil måske gerne have lidt?" spurgte Sidka og kravlede hen imod skovelveren på alle fire.
 Hendes knæ blev våde, men det var lige meget. Egentlig ville hun gerne have ham til at få de lysende pletter frem igen, så hun kunne fange nogle af dem. Måske proppe dem i munden på ham, så hun kunne more sig over at se hans kinder lyse. 
"Jeg kan nok godt fortynde det nok til at din lille fine skovelverkrop kan håndtere det," fortsatte hun drillesygt og rakte bagud efter sine flasker. 

Normalt kunne hun knappe sin lædertaske op med én hånd og finde den rigtige flaske, men med sin egen gift i kroppen og en let beruset tilstand i hovedet, kunne hun hverken finde taskens spænde eller flasken. Hun måtte rode så meget med det, at hun til sidst blev irriteret over at det tog så lang tid og satte sig op i græsset for at finde den. Tasken havde forvildet sig hele vejen om på den anden side af hendes bælte. Det måtte være sket, mens hun lå og jamrede i græsset. At finde den hjalp hende dog ikke meget, for netop den flaske var ikke på sin sædvanlige plads i hylsteret. Sært. Eller... Noget dæmrede for Sidka. Hun havde jo drukket en god del af den - mere end hun burde - og havde næppe forsøgt at få den tilbage i tasken igen.
"Hov, jeg gav den til dig, gjorde jeg ikke?" spurgte hun og lagde hovedet lidt overdrevent på skrå. Hun var faktisk så meget på skrå, at hun var ved at miste balancen, men det blev heldigvis reddet af en hånd i græsset. Hun kneb øjnene lidt sammen og så mistænkeligt på skovelveren. "Du har ikke allerede drukket resten, har du?"

"Jeg kan godt håndtere alkohol!" Indvendte Renaél, der stadig ikke helt havde forstået, at det ikke havde været det, det grumsede indhold i den lille flaske havde bestået af. Han bakkede automatisk en smule, da hun kom tættere på, men han nåede ikke langt, før han havde ryggen mod et træ.

Hun var blevet uhyggeligt livlig på kort tid efter healingen, selv om hun stadig virkede fuld. Renaél håbede inderligt, at han ville være i stand til at slæbe hende tilbage til Elverly - for selv om hun jo havde lovet at følge med, så kunne man ikke stole på en mørkelver over en dørtærskel.
Det sagde de ældre og klogere elvere i hvert fald.

Hendes ord fik det til at dæmre og han så sig omkring efter flasken - og opdagede, at den var kun få centimeter fra ham, uden låg på, i græsset. Han havde heldigvis placeret den oprejst, men der skulle ikke meget til, før han havde væltet den.
Meget forsigtigt samlede han den op og snusede til indholdet, hvorefter han omgående skar ansigt. "Ved Avanyas hellige navn, hvad er det stads?" Udbrød han.

"Stop! Det er ikke fortyndet!" udbrød Sidka, så snart han tog flasken op til næsen. 
Nok kunne dampene ikke gøre noget, men hvis han tog en slurk, anede hun ikke om han ville omkomme eller opløses eller bare miste en nyre. Netop den her gift brugte hun nærmest kun på sig selv og til nødt Sibal, og primært til sjov om aftenen. Hun havde slet ikke eksperimenteret med den på andre, fordi det lidt, hun nu lavede af den, ville hun have for sig selv. 
Sidka rakte og og hapsede flasken fra skovelverens hånd og knugede den, som var hun bange for, indholdet skulle forsvinde. Havde hun ikke haft en prop et sted? Den hurtige bevægelse, hun havde lavet, distraherede hendes tanker fra proppen og fik hende til at vrænge ansigt. Den ny-groede hud i hendes side var vist ikke helt lige så elastisk som resten endnu, og det trak og nev, når hun strakte sig for meget. Hun løftede sin frie hånd fra græsset og masserede det ømme sted gennem hullet i hendes tøj. Det var en blanding af klistret og hårdt af det halvstørknede blod. 

"Det er min bedste bryg til dato, er hvad det er," forklarede hun så den tydeligvis stadig intetanende elver. "Men den er stærk, fordi vi mørkelvere håndterer den slags for godt. Det gælder også alkohol - er du klar over, hvor meget der skal til, før vi får det sjovt? Så det her... Det her er meget mere effektivt. Måske dødeligt for dig, dog, i store mængder."
Forsigtigt dyppede hun sin lillefinger - der også var den mest rene i samlingen - i glasset og lod den dryppe af på sine bukser, så der kun lige var en glinsende overflade at se. Hun rakte den frem mod ham - meget tæt på hans ansigt og med meget lidt respekt for hans personlige sfære. 
"Her. Så ser vi hvor godt du kan håndtere 'alkohol'."

Lysten til at drikke noget stærkt var meget hastigt begyndt at sive ud af Renaél, efter han havde snuset til flasken. Han gav derfor også ganske villigt slip på den, da hun tog den fra hans hånd - måske var det ikke lige i dag, han skulle drikke mørkelvergift!

"Du skal nok ikke bevæge dig for meget.." Skyndte han sig at sige, da han kunne se, hvordan hun vrængede ansigt i smerte. At han overhovedet havde været i stand til at heale det frygtelige sår, var en imponerende bedrift i sig selv - og noget, han ærligt talt havde tvivlet på, han nogensinde ville være i stand til.. og det havde på ingen måde lukket sig så pænt, som når han havde set healermesteren arbejde. Hun ville nok få et grimt ar..

Hun lugtede stadig af blod, og han trak sig instinktivt tilbage, da hun rakte lillefingeren frem mod ham. Troede hun, at han ville slikke det klamme stads af hendes finger? Havde hun været en skovelverskønjomfru og havde det været liftlige dråber af elvervin, havde Renaél ikke tøvet så meget som et sekund, men denne situation fik det endnu engang til at vende sig i ham. "Behold du bare din gift for dig selv!" Svarede han hastigt og vendte ansigtet bort. Her fik han øje på proppen, der lå i græsset, og han greb hurtigt om den. "Her!" Han rakte den ud mod hende. Bedre at hun pakkede flasken væk. Han tænkte slet ikke over, at urtemesteren sandsynligvis ville være særdeles interesseret i at undersøge indholdet, og at han burde bringe det hjem som bevismateriale sammen med mørkelveren.