Lyden af metal mod metal kunne høres gennem værket, selv på dette sene tidspunkt af dagen. Der var dog intet der indikerede tidspunkt. Lamper var tændt på de sparsomme bygninger der var blevet indhugget i bjerget, mens lavakanalerne løb langs ydersiden af området, og en enkelt der krydsede på tværs. Lavakanalerne gav hele området en rødlig glød, og en massiv varme, som de fleste der boede hernede allerede for længst havde vænnet sig til.
Den største bygning lå en anelse længere væk fra de andre bygninger, den havde et højt tårn, og en balkon, hvor man kunne se udover pladsen og de andre bygningerne, og forbundet til balkonen var Orpheus' kontor, hvor han ofte sad og arbejdede. Hvis man gik op af trapperne, til de sidste niveau i tårnet, var der i stedet for Orpheus' private rum. Det bar meget tydelige præg af at have været blevet bygget i første omgang for 2000 år siden. Møblerne så gamle og slidte ud, og kunne nok bruge en udskiftning. Det nyeste der var der, var hvad der lignede en lænestol over i det ene hjørne, og tæt på et af vinduerne, så man kunne se ud på værket, selv heroppe fra. Et lille stenbord stod ved siden af, hvor en bog, et tomt glas og en halv tom flaske stod. Der var ikke mange møbler, udover et bord og et par stole, og en seng. Det var tydeligt at Orpheus ikke brugte meget tid heroppe.

Manden værelset tilhørte sad i lænestolen. Hans øjne var en smule blanke, som de spejdede ud af vinduet. Hans dødelige krop kunne godt mærke konsekvensen af alkohollen han havde drukket, men for ham var en krops død ærligtalt ikke noget han gad at bekymre sig for. Selv hvis han endte med at drikke sig selv ihjel.
For ham havde dagen været lang. Ikke nødvendigvis pga. sit arbejde, det var trods alt, alt hvad han levede for i disse dage, men da han havde modtaget et brev fra sin datter, var hele hans verden bare gået i stykker. Han elskede sin datter, men det var ingenting i forhold til sin hustru, som stadig virkede til ikke at ville have noget at gøre med ham, ud fra hvad der stod i brevet. Det havde fået ham til at tænke på hende, og hans indre havde vredet sig, og gjort ondt. Hen på aften havde det været for meget og han havde efterladt sit arbejde, for at finde en af de gamle flasker med brændevin, som han kunne drikke sig igennem. Og der havde han siddet de sidste par timer og bare drukket et glas efter det andet. Han hældte noget mere op til sig selv, og drak det i to hurtige slurke, før at han satte glasset ned igen.

Selv i sit fulde stadie kunne han høre døren gå op, og hans øjne fulgte over mod trædøren. Der var næsten ingen der havde lov til at komme op. Arden måtte, og ellers var det kun hvis det var meget akut. Selvom han vidste dette, så følte han stadig et gisp forlade sine læber, som hans øjne fandt en velkendt kjole. En kjole han selv havde foræret sin hustru. "Elskede," kom de dæmoniske ord fra hans læber. Selvom Arden måske ikke vidste hvad det betød, så havde hun udentvivl hørt Orpheus sige det til sin hustru mange gange. 

Trapperne gjorde absolut intet godt for den halte fod. Anstrengelserne var egentlig ikke til at se, når hun besteg trin for trin, men hun kunne mærke det, når hun endelig kunne sidde ned senere. Hun følte de ubehagelige spændinger i musklerne og særligt i senen, der var selveste synderen. Men hun havde aldrig nogensinde beklaget sig over det. Hun havde altid taget turen op ad trappen lige så vel, som hun altid havde taget turen ned igen. Og hun gjorde altid et bravt forsøg på at ikke vise et synligt besvær med det på dårlige dage. Men inde i sig selv frygtede hun dem svagt.
I dag var heldigvis en god dag, og hun nåede toppen uden kamp, selv med den fyldte bakke balancerende i sine hænder. En god dag, ja. For hende…

Arden havde kun lige åbnet døren - stille og roligt, selvfølgelig, for at forstyrre så lidt som overhoved muligt - før hun stivnede på stedet efter et lydløst gisp. Elskede. Straks følte hun fornemmelsen af, at få hældt isnende vand ned i nakken og ned langt ryggen, spredte ihærdigt gysende gåsehud udover hele hendes krop. Den første tid, turde hun simpelthen ikke bevæge sig, men deres øjne havde allerede mødtes, det samme øjeblik, at han havde løftet sit fordrukne blik mod hende, så hun kunne ikke nå at trække sig tilbage. Forsvinde ud ad døren. Ligesom hende selv, havde hendes herre også gode og dårlige dage. Dette var i særdeleshed en af de værre. Og hun kunne ikke flygte. Var det også for sent at ikke træde så glasset krakelerede?

Meget anstrengt sank hun og lagde pludselig mærke til, hvordan hun helt havde glemt at trække vejret. Hun sænkede ydmygt sit eget blik ved at blinke den overvældende nervøsitet væk. Hun måtte ikke bare stå sådan. Hun spildte tid. Og værkmesteren brød sig ikke om at hun spildte tid med at finde sine ord eller handlinger.
”Det er bare mig, herre Orpheus,” lykkedes det hende endelig at få frem, og med hovedet respekterende gik hu med hurtige skridt mod det andet bord i værelset, hvor hun kunne stille bakken med mad. Et velduftende og solidt måltid bestående af en skål godt tyk stuvning, et stykke hårdt ost, en skrive hvidt brød og en lille tærte, hvis der var humør for dessert. ”De har ikke spist i to dage nu, så jeg tog friheden til at bringe Dem et varmt og nærende måltid.”
Hendes fyldige virvar af krøller var blevet bundet tilbage til, hvad der kunne minde om en knold i nakke med en simpel lædersnor, men i det mindste fjernede det de fleste totter fra hendes ansigt. Gjorde hende den smule mindre genkendelig, så man hende fluks ud af øjenkrogen. Kjolen hun havde på passede hende ganske fint. Lidt stram omkring brystkassen og lidt hængende ved hofterne. Men den havde ikke passet for akavet til, at hun ikke havde antaget, at det faktisk var hendes, da hun havde fundet den fra sin personlige samling af beklædning.

Det røde hår der var bundet tilbage, kom ligeså langsomt ind i hans syn, og det forkerte ansigt, og kjolen der sad forkert, og så de ord. Hans hustru ville aldrig have kaldt ham herre. De var på ligefod, selv i sengen, og de nød den skubben frem og tilbage de havde haft mellem sig. Alt ved det her skreg til ham at det var forkert, og ligeså stille formede synes af hans hustru sig til Arden.
Vreden boblede i ham. Det kunne godt være at det ikke var Ardens skyld, men kjolen tilhørte hende ikke, og når værkføreren i forvejen var i dårligt humør, så var der ikke meget der skulle til at få ham til at koge over. Alkohollen hjalp heller ikke på noget som helst punkt.

En fnys kom fra ham, men han kunne efterhånden godt mærke at hans krop ville have mad, selvom han ingen lyst havde til det. Ulempen ved en dødelig krop. Den behøvede næring.
Hans øjne faldt ned på maden på bordet. Det gik op for ham, at det var forkert. Det her var ikke maden han plejede at få, langt fra, og han bakken med maden på jorden.
"Ved Zaladins navn, hvad er det du serverer for mig?" råbte han vredt til Arden. Hans øjne lynede, og han følte bare alle de indebrændte følelser komme op. Hvordan hans hustru havde forladt ham og efterladt Arden hos ham. Hvordan han ikke havde set hende i månedsvis og han savnede hende og alt hun stod for.
Han rejste sig op og hev fat i kraven på kjolen, og kiggede afventende ned på Arden og hvad hun havde tænkt sig at sige til ham.

Med alle sine nerver spændt op som fjedre, sprang Arden forskrækket op ved den skarpe lyd af bakken, der blev kastet ned på stengulvet, som en lille mus, der kun lige akkurat havde oplevet en musefælde smække sammen foran snuden på den. Automatisk havde hun taget et skridt tilbage og på afstand, for ikke at risikere at blive ramt af potentielle skår eller madsprøjt. Hendes skuldre sad om ørene og hjertet sad helt oppe i halsen, som hun umådeligt skræmt svang sit blik op fra madspildet og hurtigt op på Orpheus, der… nærmede sig!

Instinktivt havde hun ført begge sine hænder ind mod sin brystkasse, og selv da han greb fat i hende, forblev de der. Egentlig pressede hun dem nok bare endnu mere ind mod sig selv for netop at virke så lille og svag som muligt. Det værste man kunne gøre var at virke truende overfor ham. Eller nogen, for den sags skyld. Hun ville ikke skabe problemer! Men problemer blev hun tilsyneladende ved med at skabe.
”Je-Je.. Jeg…” stammede hun rædselsdagen. Hun var virkelig ikke meget for at se væk fra ham, særligt ikke når hans vrede øjne fængslede hende så voldsomt. Hun frygtede kun det værste, hvis hun vovede at se væk. Men det var nødvendigt. Så med meget modvilje drejede hun hovedet for at lige kunne skimme mod maden på gulvet. Ved første øjekast kunne hun ikke finde fejlen, men panikken fremmede hendes desperation for at finde.. et eller andet. Da hun lagde mærke til den tydelige mangel på klumper i den tykke, brunlig-røde sovs, løb det hende atter koldt ned ad ryggen, og på et splitsekund mistede hun farve i ansigtet.

I al hast vendte hun blikket tilbage mod ham, denne gang med opspilede øjne. ”Det var en fejl, herre Orpheus! Jeg må have vekslet Deres måltid ud med min egen. Jeg ville aldrig servere dette for Dem med vilje,” fløj det ud af munden på hende, mens hun ihærdigt prøvede ikke at trippe for meget for at holde balancen på sine tær. Selv med elvergenet, var denne dæmon højere end hende. ”Tilgiv mig! Det vil a-aldrig ske igen. Det lover jeg! Lad mi-mig bringe Dem det rette.”
Heldigvis var det faktisk muligt. Hun spiste aldrig før hun havde bragt Orpheus sit mad. Havde hun til gengæld gjort det, så ville hun have opdaget fejlen før ham…

Det var ikke fordi at Orpheus lunte var kort normalvis. Han havde en tilbøjelig til ikke at gide at tage kampe op der ikke var det værd, men hans temperament var blevet værre siden hans hustru havde forladt ham. Især når han blev mindet om hende. Ærgerligt for Arden at hun ikke vidste hvad præcist der havde fået Orpheus op i det røde felt denne her gang.

”En fejl? EN FEJL?” brølede han af hende. ”Ved du hvad der sker hvis vi laver en fejl her? Hele værket kunne kollapse! Alt hvad jeg har arbejdet på!” Det var måske lidt voldsomt at påstå at fordi Arden lavede en lille fejl, så ville værket gå under, men i realiteten var det sådan Orpheus så på det. Alt skulle være perfekt, og være på deres plads. Forholdene skulle være optimale for alle der boede der (om man så var enige om at de var optimale, var noget andet).
Hans øjne tordnede, og man kunne se hvordan han rystede af vrede, der bare ventede på at blive udløst. Hans stramme greb blev dog ikke løsnet. Ikke endnu.

”Hvordan har du tænk dig at rette op på det? På dine fejltagelser? Vi ved begge to at det ikke er nok bare at rette op på dem nu når de er sket. Det lærer man ikke noget af!” I lige det her tilfælde så ville Arden nok lære af det, men Orpheus var ligeglad. Han havde behov for en udløsning for sine følelser, og nu når Arden nærmest havde serveret sig selv på et sølvfad, så var der ikke noget at gøre. På den ene eller anden måde ville hun blive afstraffet.

Hvis det da overhoved var muligt, som hun stod der, krøb hun endnu mere ind i sig selv. Trykket fra hans brøl virkede så voldsomt, at hun næsten kunne mærke det i de få løse totter af hår, der havde slippet fri fra lædersnoren, der holdt resten af det væk. Arden havde ligeledes gjort alt hvad hun kunne for netop ikke at klemme sine øjne i, men det havde lagt fra lykkedes for hende. Hendes krop havde reagerede helt af sig selv. Gået fuldkommen i selvforsvar, der i hendes tilfælde var at prøve at gøre sig så lille og uset og ufarlig som overhoved mulig.

Men frygten for at have gjort sin sag værre ved at have kigget væk fra ham, når han talte til hende, fik heldigvis hurtigt åbnet hendes øjne og løftet hovedet igen. ”Jeg beklager, herre Orpheus! Det var ikke min mening at fornærme Dem sådan. Jeg beder Dem, lad mig fjerne denne hæslige mad fra Deres gulv og bringe Dem det rette måltid. Je-Jeg vil ikke spise. Je-Jeg har ikke fortjent mad, når jeg begår fejl som disse. Når jeg ikke engang kan servere Dem det korrekte.”
Lige som ham, rystede hun, men i modsætning til, at han sitrede af raseri, så var hun ved at gå helt til af skrækslagenhed. For manden. For hvad manden ville gøre ved hende. Det var derfor meget vovende, at hun flyttede sine hænder fra deres knugede plads nær hendes brystkasse til at i stedet ligge sig omkring hånden, der holdt hende fra at kunne tage afstand fra dæmonen. Den ene holdte næsten krampelignende ved hans næve, mens den anden havde søgt længere ned til hans håndled. Det var intet forsøg på at befri sig selv. Nej, dét ville hun aldrig turde gøre overfor Orpheus. Men det var et forsøg på at støtte sig bedre. Og et forsøg på at lade sine bedende ord trænge igennem til ham.

”Je-Jeg beder Dem. Giv mig ikke til ’dem’. De slår så hårdt,” stammede hun videre og bedte og bedte sådan efter nåde. ”Jeg kan knap nok g-gå bagefter. Og hvordan skal jeg kunne tjene Dem ordentligt?”  Det var en tabt kamp. Det vidste hun godt. Men hun var så desperat for at hendes bedende ord en dag ville virke hos den kolde dæmon.

Det kunne kun være en sølle trøst, at få lov til at prøve at sige hvilken straf man ønskede, for at gøre det bedre, for i sidste ende, så var det Orpheus der bestemte, og der ville komme en straf. Desuden ville Arden nok vide at miste et måltid ikke var nok for Orpheus. Hvis han var sikker på at hun ville overleve det, så ingen mad i en måned havde været mere hans stil, men han havde behov for hendes arbejde.

Hans hånd føltes næsten krampeagtig, som den nærmest var en klo i hendes tøj, og kun en gang imellem kunne det mærkes hvordan den klemte lidt mere om stoffet. "Dem?" sagde han, hans øjne klemt sammen, men det var stadig tydeligt at se at påvirkningen af alkohollen stadig var der. Hans krop var trods alt for menneskelig, til at den kunne modstå det. "Det er blot hvad du fortjener." Selvom hun selvfølgelig havde en pointe. Det var ikke godt når hun havde svært ved at tjene ham når det var sket. Desuden var han i et ekstra sadistisk humør i øjeblikket.
"Nuvel, det har været et stykke tid siden at jeg har taget mig af dig," sagde han så endelig. Det mindste hint af et smil var på hans læber, men det var ikke rart, det var koldt, ondt og bittert.

Langsomt gav han slip på hende. Han havde ikke redskaberne heroppe til at straffe hende, så de måtte gå ned, men han vidste at hun ville følge efter ham. Hun vidste jo også godt at hun havde gjort noget galt.
"Følg med," kom det kolde svar, og han begav sig den lange vej ned af trapperne. Ned til hvad man kunne kvalificere som en kælder. Det var et af mange steder hvor Orpheus havde mulighed for at opdrage dem på værket. Det var ikke så stort, men det havde et par tortur redskaber, selvom Orpheus selv var mere til en simpel pisk. Det fik jobbet gjort, især når det var Arden. Hendes hud var blød, og hun var villig til at tage straffen uden problemer. 

Lettelsen over at ikke blive givet videre til andre hænder, var kun meget kort og meget lille, og det var langt fra nok til at berolige hende på nogen som helst måde. For alternativet var ikke trods alt ikke tilgivelse. Det var ikke blot en enkel lussing. Det kunne hun se i hans øjne. Se i hans smil. Høre i hans stemme. Lugte i hans ånde. De alkoholfulde nætter bragte et helt nyt lag til hans uretfærdige afstraffelser af hende. For det var, hvad dette var. Uretfærdigt hårdt for fejlen hun havde gjort. Men det var en fejl. Og som han havde gjort det meget klart for hende, så måtte ingen fejl ske i Værket. Fejl var katastrofale. Ligemeget hvor store eller små de var. Og hun var den der havde gjort fejlen.

Arden slap selvfølgelig Orpheus med det samme, at han løsnede sit eget greb i hende. Andet ville hun risikere at få til at virke som modvillighed, hvilket umuligt kunne sætte hende i et bedre lys. ”Javel, herre Orpheus,” adlød hun, kæmpende med ikke at stamme for meget denne gang. Og lige så lydigt fulgte hun med ham. Sørgede for at hverken gå for hurtigt, så hun rendte lige i hælene af ham, men heller ikke for langsomt så hun sakkede bagud. Der ville kun være ekstra pålagt straf at finde dér. Hun gik med hovedet sænket med en ydmyg og overgivet kropsholdning, dog hun bibeholdte en respektabel ranketryg.
Kælderrummet var hende ganske bekendt og havde han ikke ført an, ville hun også selv have kunne finde derned på egen hånd. Bekendtskabet gjorde nu ikke stedet mere trygt. Det var et absolut forfærdeligt sted! Men alligevel trådte hun frivilligt indenfor.

Kortvarigt dansede hendes tordengrå øjne omkring, som ville det ikke gøre hende værre tilpas af at se de få redskaber. Så snart hendes blik landede tilbage på den dæmoniske mand var den bedende essens i dem der stadigvæk. Den ville nok ikke forsvinde lige foreløbig, så hun sænkede straks blikket igen for ikke at irriterer ham med det.
Egentlig ganske stille og roligt førte hun sine stadig rystende hænder om på ryggen. Der blev fumlet lidt, men inden længe var den første knap blevet besejret. Og så den næste. Det var ret forundringsværdigt, hvor smidig hun var, men det var forventet, for hun havde heller ingen til at klæde hende på om morgenen, så knapperne havde hun allerede knappet selv den selv samme morgen. Hendes nøgne ryg blev mere og mere blottet, indtil at hele kjolens bagside var åbnet ned til skørtets start. Hun vidste, hvad han ville. Troede hun i hvert fald. Langsomt vendte hun Orpheus den blottede ryg og med forsigtige bevægelser, trak hun kjolens overdel yderligere ned over hendes skuldre, sørgede for at stadig holde sin front anstændig, men gav ham så meget plads at arbejde på. Tilbød nærmest sig selv til piskens smæld, hun forventede.

Hele Orpheus krop sitrede som han kiggede rundt i rummet, for at lokalisere et redskab til afstraffelsen. Det var ikke ofte han gjorde dette, han foretrak ikke at  besudle sine egne hænder med et så lavt stående job, men nogen gange var der et behov for at få sine aggressioner ud.
Hans øjne faldt på en pisk. Simpelt, effektivt, og han bevægede sig hen for at tage den. Den lå godt i hans hånd, selvom hans kunne mærke hvordan den var blevet brugt mere af de dragefødte. Der var huller efter deres klør i håndtaget, men den var solidt lavet, og han vidste godt at det ikke var unormalt at han sendte dem herned for at straffe enten dæmoner eller dragefødte, alt efter hvad problemet hvad. Det ville være sådan et svineri at få dem straffet på hans kontor.

Da han vendte sig over mod Arden igen, kunne han se at hun allerede var klar. Om det gjorde hendes straf mindre var ikke til at sige, men han blev i det mindste ikke mere vred.
"Hvor mange slag skal vi sige, Arden," han lagde tryk på hendes navn. Det var ikke ofte at han følte sig nødsaget til at bruge hendes navn, eller havde lyst. Til tider kunne man næsten tro at han havde glemt hendes navn, men nej, det blev ofte brugt på de værste tidspunkter.
Han knækkede sine fingre, før at han tog ordentlig fat i pisken, og var klar til at piske, når Arden havde bestemt sig for sit svar. Der var intet rigtigt svar, men der var mange forkerte. 

En klump havde sat sig grundigt fast i halsen på hende og gjorde det nødvendigt for hende at virkelig kæmpe med at synke den, før hun overhoved kunne have chancen for at svare ham. Det tungede en del mod hendes brystkasse, hvilket også gjorde det besværligt at få nok luft ned i lungerne, så tungen kunne komme på gled. Men hun var… vant til det. Det var ikke en umulig opgave for hende.
”N-Ni.” Det var af meget simple grunde, at hun havde svaret med netop dét nummer. Det var lavt nok til at være på kun to tal. Og så var det alligevel det højeste i den kategori. Hvorvidt muligt det var et acceptabel svar i Orpheus’ mening, var der virkelig ingen garanti i. Men hun vidste, at det ville være bedre for hende at svare ham, når han spurgte om noget, frem for at fornærme ham med sin stilhed. ”Ni slag, og jeg vil aldrig glemme og aldrig gøre samme fejl igen.”

Arden håbede inderligt, at han havde bare et lille hint af nåde denne aften. At hun ikke havde sagt et tal alt for langt fra, hvad han havde i tankerne. At han ikke bare havde sat hende op til at fejle. Desværre var det kun ønsketænkning, at det ikke faktisk var tilfældet. Hun gjorde blot sig selv blind for, hvordan hun havde følt omkring ham, da hun var trådt indenfor. Hvordan hun havde vidst, at hun skulle træde forsigtigt med ham. Han ville aldrig tilgive hendes fejl. Men at indrømme dét, var næsten mere skræmmende.

Man kunne sagtens se hendes vejrtrækninger på måden, hvorpå hendes nøgne skulder hævede og sank sig i samme rytme. Nervøsiteten og den nervepirrende ventetid før det første pisk sad ligeledes på ydersiden. Hele hendes krop var spændt op på forhånd. Man kunne se de usikre trækninger i hendes skulderblade. Hendes hænder havde på allerede klamret sig til kjolens kanter og stof nede omkring overarmene.
”Tr-Tre mere for min uforskammethed af at ubelejlige Dem med min afstraffelse,” vovede hun så ellers at tilføje efter en pludselig rædsel over at hendes oprindelige svar var så lavt.

Orpheus kunne se frygten fra Arden, praktisk talt lugte den, men den gjorde intet for at dæmpe hans vrede og frustration. Normalvis elskede han at vide at han var frygtet og respekteret, for i bund og grund gik det jo næsten ud på et, men ikke lige nu. Det gjorde ikke nok for ham.
Vreden begyndte blot at brænde lidt mere da han forsøgte at sige 9 slag. Kunne han få det ud af sin krop og sjæl ved blot at slå hende ni gange? Nej, det mente han ikke. Hans hånd knugede lidt mere om pisken han stod med. Han vidste at det var uretfærdigt at lod hans frustration gå ud over Arden, men han havde nu aldrig været en venlig mand, og han kunne ikke få sig selv til at bekymre sig om det, ikke rigtigt.

"Så du mener at 12 slag er nok?" sagde han. Måske det havde været nok hvis det blot havde været maden og kjolen. "Jeg tror vi siger 21. Det er jo næsten det samme tal ikke?" Et lille smil spredte sig på hans læber, og han stillede sig parat. Han gjorde intet tegn på hvornår han startede, sagde intet, men pludselig svang han bare med pisken så hårdt han kunne hen over Ardens ryg, og endelig følte han en anden følelse vælde op i ham.
Han gav ikke Arden tid til at vænne sig til smerten, for han tog bare pisken tilbage og smældede hende endnu engang henover ryggen. Og igen og igen og igen. Han talte ikke højt, og med mindre Arden talte, ville hun ikke have nogen ide om hvornår han havde tænkt sig at stoppe.
Selvom han kunne være blevet ved, så stoppede han da hun havde fået det 21. slag, og beundrede sit mesterværk. Hans åndedræt var lidt hurtigere, tydeligt at han havde brugt kræfter han ikke var vant til at bruge, men selv følte han sig lettere. Nogle af frustrationer var ude af hans krop.

Lyden af hans endelige beslutning skubbede med ét luften ud af hendes lunger og resulterede i et skrækslagent gisp. 21 slag… 21 slag.. Det var som en hån. Hun havde valgt forkert. Og i stedet for at blot give hende det korrekte facit blev hun straffet med mere. Med ryggen til ham, var hendes ansigt i det mindste ikke synlig for ham, men en hver ville kunne forestille sig sammentrækningerne af brynene og spændinger i kinderne og kæben. Læberne presset sammen i håb om at ikke skrige, når først pisken ramte. Måske ville han være så barmhjertig at have hendes straf være den rene frygt, overbevisningen om at skulle til at blive udsat for de 21 slag…

Nej. Hendes ejer var ingen barmhjertig mand.
Straks forrådt hendes mund hende. Læberne skilte sig ad og struben ytrede sig et hjerteskærende og smertefuldt skrig, tvunget frem af det pinefulde smæld. Det allerførste pisk sendte hende direkte i knæene. Hamrede dem hårdt mod stengulvet. Hendes krop rystede allerede betydeligt mere, og hendes lille skikkelse krummede sig sammen, armene omkring sig, hænderne klamrende til, hvad end de kunne gribe om. Tøj. Overarme. Hendes øjne havde klemt sig hårdt sammen, og selv ved det første slag, var det begyndt at ringe for hendes ører, så hun havde intet at gå ud fra til at forberede sig, før pisken igen gjorde kontakt med hendes hud.
Igen skreg hun. Og igen svajede hendes ryg sig, blot for at krumme sig sammen. Hun ønskede inderligt at kunne ligge et pres mod de smertende områder. Lindre dem. Men hun måtte ikke. Han var ikke færdig endnu. Stadig 19… Hun skreg igen… 18 slag tilbage. Tårerne havde gjort sin entré.

Sådan fortsatte det. Den eneste trøst var, hvordan han ikke gav hende tid til at sunde sig, så flere gange, blev han beriget med kvalte lyde og sviende indåndinger frem for et skrig. Det havde lykkedes hende at forblive siddende oprejst for ikke at gøre det besværligt for ham at piske hende. Nogen ville kalde det imponerende, men det talte blot endnu en sag om, hvad Arden før havde været udsat for. Hun havde lært at tage sine straffe. Selvom hun vel kunne tage dem bedre…

”Ti-Tilgiv m-mig…” Nu hvor piskesmældene eller hendes skrig ikke overdøvede det, blev hendes sagte og klynkende gråd hørlig. Kjolen var faldet længere ned af hendes arme i takt med at hun havde krummet sig mere og mere og holdt mere og mere fat i ærmerne for at modstå smerten. Hendes stakkels ryg var fyldt med blussende mærker fra pisken. Mærker en hver ville kunne se, sveg værre end flammer. Flere af slagene havde brudt igennem hendes ellers så fine hud og tegnede blodrøde streger ned af hendes blege teint. Det var ikke en farve der klædte hende, ligesom hendes røde krøller gjorde.

Orpheus stod længe og bare stirrede på Arden, uden at give et ord fra sig. Hans fodtrin ekkoede i rummet, som han gik hen og lagde pisken fra sig, og det var først da han denne gang vendte sig mod Arden, at han begyndte at tale igen. "Jeg tilgiver dig for nu. Sørg for ikke at lave den slags fejl igen." En fejl var en fejl og heldigvis havde Arden forstået det, og hun havde taget sin straf for det.

"Rejs dig op," han ventede til at hun havde gjort det, før han forsatte med at snakke. "Siden du tog straffen som du fortjente, vil jeg ikke frarøve dig dit måltid," hun havde nok behov for det, for at hun blev frisk igen hurtigere. "Jeg giver dig mulighed for at... ordne dig selv, inden du kommer op med maden. Som jeg tager på mit kontor." Det var måske et mærkeligt tidspunkt at begynde at arbejde igen, men Orpheus havde brugt lang tid nok på at have ondt af sig selv, og nat og dag betød desuden intet under jorden. At hun fik lov til at slikke sine sår lidt inden hun skulle servere for Orpheus var også mere at gøre med at han ikke gad at se hende med blod løbende ned af sig selv. Nej, hun skulle se nogenlunde ordentlig ud.

Selvfølgelig fik hun ikke lov til at bare forblive på gulvet og klynke og komme sig over den grusomme oplevelse. I Ardens verden var Orpheus ligeglad med hendes lidelser. Han så dem slet ikke. Han så kun hendes fejl, og det ville være endnu en fejl, hvis hun ikke adlød hans befaling. Det var det ansvar hun havde som slavebundet. Det ansvar, hun var blevet født med på sine skuldre. Og det ansvar, hun egentlig kun kendte til.
Så hun rejste sig. Langsomt og med ben, så usikre og rystende at hun frygtede, at de ville give efter og sende hende i gulvet igen. Totter, der havde befriet sig selv fra deres sammenbinding med lædersnoren, dinglede elegant, som hun rettede sig op. Det skar ind i hende i det samme øjeblik et af dem så meget som strejfede henover de sviende mærker og flænger, og hun måtte tilbageholde det skarpe sug ind igennem tænderne. Hendes vejrtrækninger hoppede stadig lavmælt som i en gråd. Det gjorde ondt. Det gjorde så ondt.

”Selvfølgelig, he-herre Orpheus,” ytrede hun sig i en kamp om at ikke også frembringe gråden og smerten i hendes stemme. Hun skulle være taknemmelig nu. For at han havde holdt. Og at han lod hende spise. Der var ingen grund til at kommenterer på, hvordan hendes mad lå på gulvet inde på hans private værelse. Hendes appetit var ikke engang til stede længere. At selv spise var ikke hendes prioitet.

Arden klamrede sig stadig til sig selv, som hun vendte sig mere omkring mod Orpheus. Hendes kinder var våde, men hun havde da fået stoppet strømmen af tårer. Hendes blanke blik løftede sig også kun kortvarigt mod ham, før hun ydmygt sænkede det igen. Eller nok nærmere skamfuldt. ”Jeg vil ikke lade Dem ve-vente længe.” Hver enkel lille bevægelse hun gjorde, fik det til at svie, så hun prøvede virkelig, at ikke gøre det alt for meget. Men det var uundgåeligt. Og hun så bestemt ikke frem til at skulle se til sin ryg. Alene. Hun havde ingen til at tilse hendes sår og skrammer for hende. Ikke som hun tilså andres hernede. Men det var også okay. Hun var selv skyld i dem hun havde fået denne aften.

Der var en begrænsning for hvor sød Orpheus kunne være, hun skulle virkelig bare være taknemmelig at det ikke havde været værre med det humør han havde været i. Selv synes han næsten at han havde været barmhjertig, men det var et meget anderledes blik man havde på tingene, når man ikke selv blev udsat for det.

"Godt," sagde han, som det eneste og nikkede kort til hende, før han begyndte at gå ud af kælderen, sikker på at Arden nok selv skulle kunne finde op til sit kammer og køkkenet, selv med hendes sår på ryggen.
Han stoppede kort lige udenfor døren, og kiggede til venstre, hvor en af de dragefødte så ud til at være blevet fanget i at gå lidt for langt ind i bygningen uden tilladelse. "Nu når du er her, så kan du lige gøre rent efter mig," sagde han i dæmonisk, og kiggede strengt på den dragefødte. Det var en af de yngre, der ikke havde bygget alt for meget muskelmasse op endnu, som nikkede ivrigt. Alt for ikke at blive udsat for hvad den lige havde hørt, og den praktisk talt ilede ind i kælderen, for at hjælpe med at gøre rent, ænsede næsten ikke Arden.
Efter det forsatte Orpheus bare op af trapperne, for at gå ind på sit kontor, hvor han kunne få lov til at arbejde i fred og ro, især nu når hans krop summede af energi.

Ved den dragefødtes ankomst til kælderrummet, beholdte Arden sit hoved og blik sænket. Hun var som regel et hjælpsomt væsen. Et høfligt et, der hilste og anerkendte andres tilstedeværelse. Men når hendes ånd var blevet tæsket som den netop var blevet gjort, så var hun en langt mere ynkelig skikkelse. Skammende over at have endt, som hun var. Straffet. Ingen ville være stolte af den slags. Det var dér, hvor hun følte sig allermest svag.
Hun forlod derfor dragen uden så meget som et enkelt ord.

Hendes kammer lå blot én etage oppe, men trinene blev taget med tunge skridt, der ikke kun sikrede sig, at hun ikke gik lige i hælene på Orpheus, der heldigvis allerede havde marcheret af sted, før hun overhoved havde slæbt sig selv mod trappen. Kammeret var småt og simpelt. Med plads nok til en simpel seng, som hun sov ganske udmærket i - hun var tilmed blev givet behagelige puder og bløde tæpper, og en lavtstående kommode, som ligeledes blev brugt til at have hendes eget vandbad stående. Hun levede ikke et usselt liv her i Værket. Tværtimod kunne man påstå, at hun havde bedre forhold end andre. Og hun var taknemmelig! Der var absolut intet, hun kunne klage over. Og aldrig havde hun tænkt sig at klage over noget.

Døren havde hun i sin hast og fortumlede tilstand ikke sørget for at lukke helt i, før hun stillede sig foran kommoden, ryggen vendt mod døren, og forsigtigt, åh så forsigtigt førte sine hænder om til den lille snøre, der holdte kjolens skørt fastspændt omkring hendes hofter, og trak den lås. Hele kjolen blev med det samme helt slap omkring hendes krop, og alt hun skulle var at møve sine arme det sidste stykke ud ad ærmerne for at den kunne dale til gulvet.
De værste bevægelser, var dem der fik skulderbladrende til at rykke rundt. Det sendte dybe jag af smerte videre ned igennem den lettere flænsede ryg. Det hoppende vejrtrækninger var blevet mere markante, som hun var for sig selv. Hun måtte gentage for sig selv, at det var overstået. At hun var okay nu. I morgen ville det ikke gøre lige så ondt. I morgen ville Orpheus ikke være i et sådan ilde humør. I morgen lavede hun ikke fejl.

Kluden, der havde ligget på vandbadets kant, samlede hun op og druknede i det friske og kolde vand, hun ellers havde gjort klar til et skyl inden sengetid. Hun undlod at vride den særlig meget, så den var tung og dryppende, da hun løftede den henover den ene skulder, mens hendes anden hånd sørgede for at fjerne løstsiddende hår fra nakke og ryg.
Med en rystende hånd lagde hun kluden mod sin nakke og klemte. Vand flød henover ryggen og selvom hun virkelig bed tænderne sammen flygtede det sig et smertende klynk fra hendes tunge idét vandet gjorde kontakt med sårene. "H-argh..!" Hånden der ellers havde sørget for at holde håret væk, havde straks måtte flytte sig derfra og mod kommodens bord, hvor fingrene krampende forsøgte at gribe omkring den flade flade. Uden held selvfølgelig.

Der var altid nogen der var vågne på værket. Der blev patruljeret døgnet rundt, og der var altid et par dragefødte klar på at hjælpe hvis Værkføreren havde behov for noget. Det var bare en del af hverdagen, og egentlig havde de fleste dragefødte ikke nogen præference, det var blot en del af deres hverdag.
Derfor føltes alting også bare normalt da Mushu var blevet fat i, og bedt om at tage nogle papirer op til Værkføreren. Det var højst sandsynligt fordi ham der bad Mushu om det, ikke gad at gå op af trapperne... og at Værkføreren havde været i dårligt humør på det seneste. Det var de øjeblikke, hvor de dragefødte altid var lidt mere påpasselige.

Selvom han ikke var eden mest adrætte af de dragefødte, så havde han ingen problemer med at bestige trapperne, og det blev gjort let og hurtigt. Han fik blot et nik da han afleverede papirerne, og det virkede til at Værkføreren ikke virkede så forfærdeligt et humør mere.
Det var med en let hoppen i skridtene at han begav sig ned af trinene. Stolt over at han havde hjulpet, og han for en gangs skyld ikke blev skældt ud over hans eksistens. Det gode humør forsvandt dog, som han nåede til døren ind til Ardens værelse. Egentlig ville han ikke være stoppet her, men udbruddet af smerte gik lige ret ind i knoglerne på ham, og for et par sekunder stod han som lammet.

Forsigtigt gik han nærmere døren, og åbnede den lidt op, for at kigge ind i rummet. "Arden?" spurgte han forsigtigt ud i rummet. Navnet var et af de eneste ord han kunne sige flydende på krystallisiansk, men det havde han også gjort sig meget umage om! Det var trods alt hendes navn.

Arden.
Lyden af hendes navn blive sagt så blidt og så forsigtigt - så åbentlyst ikke fra Orpheus mund - kom noget bag på hende. Kluden, der havde været på vej tilbage mod vandbadet for at absorbere en ny mængde  vand, så hun kunne gentage sig selv, blev med ét sluppet og faldt slasket ned på gulvet nær hendes fødder. Hovedet svang hun fluks omkring for at se sig over skulderen, og før hun fik øje på skikkelsen i døråbningen, ville den resterende rædsel, som hun havde tilladt sig selv, nu hvor hun alligevel var alene, kunne lige nås at opleve i udtrykket i hendes ansigt.

Hun genkendte hurtigt skikkelsen. Den var høj og slank, havde den haft en menneskelig figur og havde belysningen været mere dunkel og dæmpet, ville den næsten have været et mareridtsvækkende syn, men Mushu stod klar og tydeligt i hendes øjne. Med sit evigt venlige ansigt, og takkede form. Panik hobede sig dog alligevel op i hende, som det gik op for hende, hvem det var. Havde han hørt hende? …Set hende?

En arm var straks ført henover hendes brystkasse for at dække sig i forlegenhed, selvom at den dragefødte alligevel ikke havde udsyn til andet end hendes bagside, skulle han se i hendes retning. Forlegenhed var egentlig ikke det der var det helt store af hernede ved Værket. Hun var bare ikke meget for at blive set i dét lys. Skarpt vendte hun blikket væk fra ham for i stedet at lade det glide videre til den ene side af hende mod sengen. Og med det samme, til trods for hvor ondt de pludselige bevægelser måtte gøre, kvalte hun afstanden og rakte ud efter det første og bedste tæppe, som hun kunne svinge omkring sine skuldre og krop.
Hun krøb sammen idét at tæppets materiale strejfede den rå-revne ryg, men hun minimerede sine lyde til et sagte sug. Først dér efter drejede hun sig med fronten mod den dragefødte. Lige for at være på den sikre side fik hun sneget en hånd hen over sine fugtige rødblussende kinder i håb om at ikke afsløre alt for meget. ”Mu-Mushu!” udbrød hun i et forsøg på at virke overrasket og dermed mindre.. grådkvalt og snøftede en sidste gang.

Fortsat kæmpede hun en brav kamp om at ignorere smerten, som hun roligt trådte tættere på ham. ”Hvad… Noget jeg kan gøre for dig?” Hendes draconiansk var noget humpet. Det var ikke et sprog der lå naturligt på hendes tunge, som elvisk eller krystalliansk gjorde. Men visse standard sætninger og ord kunne hun både eller enten tale eller forstå. Det var hun nød til.

Mushu gispede lydløst da Arden tabte kluden, og det stak ham lige ind i hjertet. Det havde ikke været hans mening at forstyrre Arden, og man kunne se de store reptil øjne blive lidt mere klare i det, som når han var ked af det på andres vegne. Det var trods alt sjældent at han havde særlig ondt af sig selv.
"Det var ikke..." Han prøvede at finde ordene på krystallisiansk, men de var kluntede og der lå en tydelig accent over den. "Jeg ville ikke skræmme dig." Når ordene ikke helt kunne vej på krystallisiansk, så prøvede Mushu bare at supplere med det draconiske. Det hjalp at Arden kunne en smule af det.

Den nøgne krop gjorde dog ikke noget for Mushu, selvom han havde lært at Arden var bekymret for det, og derfor pressede han heller ikke på det. I stedet for skubbede han døren lidt mere åben, og gik med lidt forsigtige skridt længere ind i lokalet.
"Du var trist," sagde han. Var det egentlig det rigtige ord? "Græd?" Kom det lidt mere undrende ord fra ham, før han rystede sig på hovedet.
"Kan jeg hjælpe?" spurgte han så. Han var usikker på hvad han skulle gøre med hænderne, så han prøvede først at række lidt ud efter Arden, før at han tænkte at det nok ville skræmme hende mere, så han begyndte at stå og vride sine hænder sammen. 

Han havde hørt hende… Der var en chance for, at Mushu bare var så modtagelig for atmosfæren omkring ham, at han havde fornemmet de negative spændinger, hun måtte have sendt ud fra sig selv, men ville han så ikke have beskrevet det anderledes? Nej. Han havde hørt hende. Hun måtte have glemt at lukke døren helt i. Hvordan havde han ellers kunne kalde igennem døråbningen uden, hun havde hørt klikkene fra at den åbnede?
Arden skammede sig over det. Det var skamfuldt i sig selv, at hun havde grædt over afstraffelsen, selv når hun havde fortjent piskesmældene. Men det smertede sådan! Hun havde absolut ingen kontrol over sin krop på den måde. Havde hun været under pisken siden hun var barn, ville det måske have været anderledes. Før Værket havde det værste været…

Hurtigt møvede hun en arm fri fra tæppets svøbt for at sende den mod sit ansigt og fluks gnide og tørre både kinderne og øjnene i tilfælde af, at der stadig var rester af tårerne, som Mushu havde lagt mærke til. En enkel - og forhåbentlig sidste gang - snøftede hun også lige. For at samle sig! Og så rystede hun let på hovedet. ”Jeg er okay. Ikke trist. Bare ondt,” forklarede hun ham med korte sætninger for at ikke sætte ham på overarbejde til at forstå, hvad hun sagde. Han var blevet så god til krystalliansk. Han var blevet meget bedre til hendes sprog, end hun følte, at hun var blevet til hans. Havde Orpheus gjort noget for at lære hende op, ville hun have kommet meget længere, men hun var der trods alt ikke for at sludrer med de dragefødte. Hendes venskab med Mushu blev vel egentlig også set ned på..

Roligt drejede hun sig for at se sig over skulderen. Krøb tættere ind i tæppet, som frøs hun, hvilket kun trykkede det tættere ind mod den sarte ryg, og hun sugede diskret luften dybere ned i maven. Ordene kom ikke til hende, så hun drejede blot helt omkring for så at begive sig tilbage mod kommoden. Hun kom ned på hug og samlede først og fremmest kluden op, så den ikke lå gav kjolen på gulvet flere fugtskader. Hun burde passe bedre på sine ejendele.
Hun vendte sig så atter tilbage mod Mushu. Kæmpede et oprigtigt, værende det småt, smil frem til ære for ham. ”Har.. du tid?” spurgte hun samtidig med at hun holdte kluden frem, hentydende.