Sted: En lille kro i en lille by ved kysten i Diamantbugten
Tid: Tidlig aften
Vejr: En smule blæsende med vind fra havet, men ellers stadig højsommer

Den lille kro duftede af mad, med en undertone af øl og svedige væsner. Der var sommer ude og varmen fik flere til at søge tilflugt i den lille stenbygning, der husede områdets lokale kro. Der lå ikke mange huse her, men der var nok til at man kunne sige, at det var en landsby. En fiskerby, da havet lå lige på den anden side af en række klipper. Kaizler havde været nede på stranden og få sand mellem tæerne, mens han dyppede fødderne i det stadig kolde vand. Havet var hypnotiserende at se på, men han blev helst på land. Der var for meget vand at drukne i og skibe vippede sådan. Så han havde smidt sig i sandet og havde betragtet vandet, mågerne og de små både, der først kunne anes ude på vandet, inden de kom nærmere for at søge mod land. 

Til sidst var han kommet på benene og havde søgt op til den lille landsby og kroen. Begge dele var i hans øjne forholdsvis nye, som det kun var tredje generation af mennesker, der boede der. Kroen var endnu yngre, men han havde da været her et par gange før. Stor var den ikke, men den var stor nok til at tage i mod de rejsende, der kom igennem byen og samtidigt været sted at samles for fiskerne om aftenen efter en hård dag. De lavede en fantastisk fiskesuppe, og det var også, hvad Kaizler havde betalt sig til med sine stjålne krystaller. Det og et krus øl. Så den første halve time sad han alene og spiste og fulgte lidt med i, hvad der skete i kroen. De første fiskere kom hjem og snart summede stedet med tale, latter og liv.

Endeligt kom han på benene og med et venligt smil og et par ord, fik han lov til at sætte sig ved bordet, hvor et par kolossale fiskere sad og spillede terninger. 
Først gik det godt. Terningerne havde ikke nogen favorit og samtalen gled let. Øllet manglede heller ikke, men Kaizler holdt pænt tilbage, for han havde ikke planer om at blive fuld. 
Endeligt begyndte den ene fisker at vinde mere end de andre og efter endnu et godt slag, bankede Kaizler en hånd i bordet.
Beskyldningen om snyd faldt tydeligvis ikke i god jord. Næven slog hårdt, men det var jo også derfor, at han havde udset sig de to største i hele kroen at være sociale med. En hånd i hans krave løftede ham op og hans ryg slog i mod den kolde væg. Han kunne smage blod, som han havde bidt hul på sin kind og blodet løb ud af hans dunkende næse. Han kunne ikke lade være med at grine. Det blev dog ret hårdt afbrudt, som en næve med samme hårdhed som en kampesten blev banket ind i maven på ham og han mistede vejret.
"Sådan en lille ferskvandsreje, jeg skal banke livet ud af dig og bruge dig til fiskefoder!" Spyttet stod ud fra ham, men Kaizler var mere optaget af at få luft tilbage i lungerne. Så man efter, smilede han stadig stort, selvom hans ansigt var fortrukket i smerte. Åh, han slog hårdt! Dejligt!

Lynn var gået i land for at få et par tiltrængte uger uden arbejde. Hun savnede allerede vindens susen og skibets vuggen, men i det mindste lå duften af salt stadig omkring hende. Normalt ville hun være gået i land højere oppe og taget direkte til Dianthos, men denne gang havde hun valgt at besøge en lille fiskerby lidt længere nede ad kysten. Det var længe siden, hun havde været her, og hun følte, hun havde forsømt dem og udskudt besøget for længe. Det havde været her, hun som ung gople havde fundet et sted at være. Her hun var sejlet ud med en fisker hver dag i flere måneder, lige indtil de var blevet samlet op af et piratskib. Hun var vendt hjem, men det var han ikke. Strabadserne havde tærret for hårdt på hans gamle krop, og hun havde måttet overbringe nyhederne til hans familie, da hun endelighavde fundet sin vej tilbage til frihed. 

De var stadig glade for hendes besøg. Den gamle kone var gået bort for et par år tilbage, og nu var der en ny generation mødre, fædre og børn. Børnene holdt af at hive Lynn i håret og bede om farveshow, når hun var forbi. Hun havde brugt et par dage sammen med dem, og skulle nu videre til Dianthos. Men inden hun tog af sted, skulle hun købe lidt mad til rejsen på kroen. 
Kroen, der normalt var et fredeligt sted. 

Ikke i aften. Lynn havde netop rakt kromutter krystallerne for sin indpakkede mad, da der udbrød tumult ovre ved et af bordene. En stor, brutal fyr begyndte at tæve løs på en mindre... smilende ... fyr? Det var noget af det mærkeligste, hun længe havde set. En mand smile så meget over at blive slået på?
Med et nik fra kromutter trak hun dog sin armbrøst, lagde sit ansigt i seriøse folder, og gik hen til den store gut. Han var over to hoveder højere end hende selv, men armbrøstboltens spids imod hans lænd fik ham dog til at stivne. 
"Slip knægten og smut hjem," sagde hun med autoriteten drivende ud af stemmen. "Kromutter vil ikke have mere blod på sine møbler."

Endnu et slag ramte hans ansigt, men smilet forsvandt ikke, selvom det efterhånden var en smule blodigt. Det var som om, at hans glæde ved slagende hidsede manden endnu mere op, hans ansigt begyndte i hvert fald at få en vred rød farve. Næven blev ført tilbage, klar til næste slag, da den store mand frøs og en kvindes stemme lød i mod dem. Hvad i alverden?! Han vippede hovedet lidt til siden og forsøgte at få øje på, hvem der snakkede til den vrede fisker. Han var lige ved at vippe hovedet den anden vej, da han endeligt fik øje på den lille kvinde, der holdt noget, han lige kunne skimte til at være en armbrøst, der var peget mod mandens lænd.

Der var nogle sekunder, hvor mandens vrede blik flakkede lidt, inden han lod Kaizler glide ned af væggen, så hans fødder ramte gulvet igen. Skuffelsen var ret tydelig i Kaizlers udtryk. Nu var de jo lige ved at have det så sjovt, hvorfor skulle den lille kvinde stoppe dem? Og hvorfor lod den store fiskermand sig stoppe? Svaret kom med det samme, som manden løftede sine hænder og drejede sig mod hende.
"Jeg vil ikke have problemer med Lyset." Derefter sendte han et ondt blik til Kaizler og tømte bordet for indhold, inden han og hans kumpan skyndte sig ud af kroen.

Lyset. Kaizlers blik lagde sig på den lille kvinde, der ganske rigtigt var i uniform. Lort. Han ville heller ikke have noget med Lyset at gøre, Nael havde eftertrykkeligt sat en skræk i livet af ham omkring Lyset og deres forhold til dæmoner, noget han i løbet af de sidste 700 år ikke havde fået afkræftet, snarer tværtimod. Men lige nu kunne han vist ikke helt komme udenom at skulle snakke med den lille kvinde, der tydeligvis ikke var menneske. Hvad hun så var, da, det kunne vel være lidt lige meget.
Han snøftede ind, hvilket ikke hjalp så meget, da hans næse stadig blødte. Så meget, at det dryppede fra hans hage, men det var lidt som om, at han ikke helt lagde mærke til det. 
"Ødelægger du det altid, når folk har det sjovt?" Hans mund smagte af blod, som han talte og hans mave brændte ved musklernes bevægelser. Men det var ikke helt nok. Han sukkede og rettede på sit tøj, der var trykket op, så hans mave havde været bar.

Manden reagerede som Lynn havde håbet. Slap drengen og skred. Tog selvfølgelig sin sprut med sig, men han boede sikkert i byen, så de krus ville komme tilbage igen i morgen. Hun tog sikringen tilbage på sin armbrøst, hev bolten ug og satte det drabelige våben tilbage på ryghylsteret. Med sin lave højde, stak det op bag hende og gav hende lidt ekstra intimidering, som store skuldre ikke gjorde. 
Det var altid tilfredsstillende at få de store brød til at smutte. Især når hun var en lille kvinde. Men hun var en lille kvinde med en magtfuld uniform. Hendes hår havde været på vej op i det røde felt, men nu vendte det tilbage til dets normale hvidlighed. Hun satte hænderne i hofterne, som den blødende knægt talte til hende.

"Har det sjovt? Har det sjovt? Kalder du det her bras for sjov?" spurgte Lynn forarget og trådte frem med et tørklæde, som hun begyndte at tørre blod af hans ansigt. Hendes hånd var ferm og hård, ikke blid som man ellers ville forvente. "Du har tydeligvis aldrig været i en stor havneby, knejt. Det er meningen, du skal slå igen, ikke bare tage tævene."
Hvilken gut syntes det var sjovt at få tæv? Måske havde han haft et trick oppe i ærmet, han kunne have brugt om lidt, når alt så tabt ud for ham. Vende det til sin fordel og overraske alle. Men det ændrede ikke på, at det ville beskadige kroens inventar og give en forfærdelig masse rengøring. Alt sammen noget, Lynn vidste, kromutter hellere ville være foruden, og selvom Lynn ikke var på arbejde, var det hendes pligt at opretholde lov og orden i landet.

Det nåede lige at gå op for Kaizler, at kvindens hår skiftede farve, og han gik lidt i stå med at stirre på det, forundret. Så det var først, da hun ublidt begyndte at tvære et tørklæde rundt i ansigtet på ham, at han kom i tanke om, at der var en person under håret også. Det var da ikke spor behageligt at få tørret sit ansigt af på den måde, og det hjalp ikke på det, at hun var en kvinde OG med Lyset, så han kom med en irriteret lyd og trak hovedet væk fra hendes hånd.
"Det er da sjovere end at spille terninger." Han vidste godt, at folk ikke forstod hans besættelse med smerte, og han var for længst holdt op med at forsøge at sætte ord på. Han kunne ikke rigtigt selv beskrive sit behov og så var det ligesom endnu sværere at beskrive, så andre kunne forstå det.

Han snøftede ind og slugte en klump blandet af blod og snot. At der var andre i kroen spekulerede han ikke over. Hans verden rakte lige nu til hende, ham og det tomme bord, hvor hans optjente krystaller var forsvundet. I det mindste stod hans taske stadig på gulvet.
Det kildede under hans næse igen, som endnu en blodsdråbe fandt vej ud af hans forslåede næse. Lidt frækt snuppede han tørklædet ud af hendes hånd og trykkede det op mod næsen for at stoppe blodet i at løbe. Noget han kun gjorde, fordi hun selv så frivilligt havde kørt stoffet rundt i ansigtet på ham.

"Ligner jeg en, der har en chance mod et bjerg af en fisker?" Han vrængede lidt af hende og hendes ord om, at han skulle slå igen. Han kunne slå, men ærligt talt var det ikke, hvad han gjorde bedst. Hvorfor skulle han, han ville enten lade sig frivilligt få tæv eller også havde han en anden måde at komme ud af problemer på. En mere effektiv måde. Som han helst ikke ville ty til et sted som her. Men det kunne hun jo heldigvis ikke vide.
"Det er nemmere at vente på, at de er færdige." Han så ned på det efterhånden ret blodige tørklæde, inden han pressede det mod næsen igen.

Tørklædet blev revet ud af hendes greb, men hun lod det villigt blive hos knægten, da han så ud til faktisk at bruge det til noget fornuftigt og ikke bare smide det væk. Folk i kroen stirrede, så Lynn tog fat  i hans arm og trak ham mod udgangen, mens de talte. Hun så hans blik mod tasken ved bordet og smed den op i hans favn på vej ud. 
"Hør, knejt, du bør lære at vælge dine kampe," sagde hun og skubbede krodøren op med sin frie hånd. "Og så trænger du tydeligvis til at lære nogle beskidte tricks. Jeg har smidt brød større end ham der overbord, så nu skal du ikke tro, du ikke har en chance! Især når han bare er sådan et råddent fiskefjæs og ikke engang en nogenlunde  kompetent bunke piratskrald."

Udenfor lugtede der af fisk, salt og hav. Det var det samme i alle fiskelandsbyer. Den her var lidt mere frisk end de andre at færdes i, fordi den havde et bredere udsnit strand og lidt færre træer helt ned til kystlinjen. Salten sad primært fast i indbyggerne - det samme gjorde fiskene. Sommersolen var ved at forsvinde om bag træerne, og strålerne ramte kun lige det yderste af havets bølger nu. Nattens køligere luft blæste ind fra ude over vandet og tog fat i Lynns løse hår. 
Normalt ville så langt hår have fløjet med vinden, men hvert hårstrå på Lynns hoved var kraftigere og tungere, næsten som muskler. I vand bevægede de sig ligesom andre gopler, let og ubesværet, men her over vand virkede det dovent, medmindre hun aktivt bevægede det. 

Kaizler skulle lige til at protestere, da hun greb fat i hans arm og begyndte at hive ham af sted, men han blev afbrudt, som hun klaskede hans taske ind i favnen på ham. Hvor ville hun have ham hen? Han ville hellere ned at sidde og drikke et par mundfulde af noget stærkt. Ikke mere, for han brød sig ikke om at blive fuld. Man mistede hurtigt kontrollen med det hele.
Kaizlers øjne blev ret store, da hun begyndte at snakke, for sikke da en mund, der var på det kvindfolk. Det var ikke ligefrem, hvad han forventede af en dame fra Lyset. Og det gik ham ikke forbi, at et par andre fiskere også hørte hende, og sendte sure blikke efter dem. Fedt. Her skulle han i hvert fald ikke ind igen før om et par hundrede år.

Luften var frisk i forhold til inde i kroen, og han tog en dyb indånding. Igennem munden, for han havde stadig troligt tørklædet presset mod næsen. Han blødte altid som en sindssyg, når det var næsen, det gik ud over. Den havde nok fået et par slag for meget igennem tiden.
”Man bliver så upopulær når man slår folk ihjel,” mumlede han, egentligt mest for sig selv, inden han trak sin arm til sig med et lille ryk. ”Jeg kan godt slås, jeg gider bare ikke,” sagde han lidt højere, henvendt til hende. Det var i og for sig sandt, han ville godt slås, han slog bare sjældent igen.

Endnu en gang fjernede han stoffet fra næsen og ventede et par sekunder. Måske det var ved at være… han satte hurtigt tørklædet mod næsen igen. Nej, ikke endnu. Han brummede lidt irriteret og så rundt. Ingen sure fiskere i syne. Men hvad så nu? Han havde faktisk planlagt at sove på kroen. Og at sove på stranden virkede ikke så lokkende lige nu, ikke med fiskefjæs og hans kumpaner i nærheden. Så han så tilbage mod hende. Et eller andet sted havde han bare lyst til at sige, at hun hang på ham, men så igen, hun var jo fra Lyset. Så det var nok smartere at stikke af, inden hun fandt ud af, at han ikke var nogen ”knejt”.
”Meneh, tak for hjælpen, god fornøjelse med at kaste flere overbord. Hil Lyset og alt det der.” Han drejede rundt for at gå, stadig med hendes tørklæde i hånden og tasken i favnen.

"Yeah, hil Lyset... eller noget..."

Lynn gik ved siden af drengen et minuts tid, inden hun rømmede sig. Hun var vant til at blive overset af høje folk, og ham her var tydeligvis på vej væk i en fart. Aggressiv, afvisende... Ikke ligefrem den mest charmerende rejsepartner, men nogle gange havde man ikke et valg. 
"Jeg skal samme vej," forklarede Lynn med et skuldertræk og rakte ham endnu et tørklæde. Det, han havde i hånden var efterhånden så rødt af blod, at det ligeså godt kunne have været et rødt lommetørklæde fra starten af. 

Lynn havde stukket hænderne i lommerne på sin uniformsfrakke. De var store og dybe og perfekte til det her lige-lidt-for-kølige blæsevejr tæt på havet. Længden hjalp også, for den dækkede det meste af hendes lår og helt ned over knæhaserne bagpå, hvorfra de solide støvler tog over. Det kunne være risikabelt at skilte med sin arbejdsplads, når man var alene som Lynn nu her, men i dette vejr ville hun ikke undvære beklædningen. 
"Så sig mig, hvad er der med dig?" spurgte hun henslængt, mens hun stadig slentrede videre af den lille sti, der førte ud fra byen. "Dine ord virker noget selvmorderiske, men du er tydeligvis ikke nok til fare for dig selv til at føre det igennem, for du gik ikke bare tilbage til hr. Fiskefjæs og bad om revanche."

Kaizler trampede af sted med retning ud af de få huse, der udgjorde den lille fiskerlandsby. Han havde ingen anelse om, hvor han var på vej hen, men på et eller andet tidspunkt fandt han vel nok et sted at slå lejr. Stadig med tasken i favnen og tørklædet mod næsen, stirrede han stift frem for sig. Jo, han vidste godt, at den lille kvinde fulgte med, han var ikke helt idiot, men han forsøgte efter bedste evne at ignorere hende. Måske hun så ville gå sin vej?! Det hjalp ofte med hunde, bare at ignorere dem?!

Men da hun rømmede sig, var det lidt svært at fortsætte med at lade som om, at hun ikke var der, så han skævede til hende. Typisk! Han havde åbenbart slået følgeskab med en fra Lyset. Han så frem i håb om en sidevej til stien men der var ingen stier i hedelyngen. Ikke så langt han kunne se. Ved Zaladin! Det ville også bare virke dumt at begynde at trampe af sted væk fra vejen, bare fordi han lige nu gik ved siden af en lille flådekvinde. Altså, en fra Lyset. Der uden tvivl hellere så en dæmon som ham død end levende. Det var i hvert fald, hvad Nael havde sagt, igen og igen, ord der ikke var blevet modbevist i de sidste 700 år. Han sank en klump og knugede lidt om sin taske.

Han tog tøvende i mod lommetørklædet og skiftede det andet ud. Det nye fik ikke så stor en plet, så han var ved at være færdig med alt det bløderi. Det var åbenbart godt ramt af fiskefjæs.
Han stivnede lidt, da hun begyndte at snakke igen, og lyttede mens han fortsatte med at gå. Hans skridt blev for et øjeblik lidt langsomme, men så snart han opdagede det, satte han farten op igen. Det var nok ret tydeligt, at han var i tvivl om, hvad han skulle svare hende og han kiggede ikke på hende. I stedet fjernede han det nye tørklæde, kiggede ned på det og snøftede ind med en utilfreds mine, inden han satte det for næsen igen.
"Det ved jeg ikke." Hans tonefald var afvisende. Hvorfor skulle han forklare sig for hende? Især lige hende?
"Han ville ikke have slået mig ihjel, selvom han slog dejligt hårdt." At kvinden så ham som selvmorderisk, var måske ikke så sært, siden han var det. Han sagde hende heller ikke direkte i mod.

Lynn holdt tempoet, selvom det betød at hun måtte tage en del dobbelte skridt for at følge med. Knægten havde sgu lange ben - eller måske var det bare hende, der som altid var den laveste i selskabet. Lige nu var hun i det mindste højere end lyngen og ikke lyng-højde i forhold til træerne. 
"Hm," fnøs hun kort ved hans ord. "Du virker mere erfaren end det. Havde du ønsket døden, er jeg sikker på, du kunne have fundet den for længst."

Hans måde at tale om tævene på og den ligegyldighed over faren i det hele, gav Lynn et indtryk af, at han ikke var helt ny til den slags. At han havde opsøgt det flere gange end han var blevet reddet fra det. Der var vist en del mere til hans historie end blot at være ung og frustreret, hvilket oftest var de unges grund til at komme i gentagne slagsmål. Han virkede noget formålsløs i sine egne grunde. Slås blot for at blive slået?

"Se bort fra uniformen, gider du?" sukkede hun så, en smule stakåndet af den hurtige gang, men ikke nok til at talen ikke stadig flød ufortrødent. "Jeg har noget at skulle have sagt på mit skib, og det er ikke der, jeg er lige nu. Jeg havde bare ikke en anden jakke med, og det er for koldt at gå uden. Du behøver ikke bekymre dig om, om jeg gør noget ved dine voldelige tendenser, for selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke arrestere dig lige nu. Standard bereaukratipis med at holde flåden og hæren adskilt medmindre andet er specifikt udstedt."

Noget af det eneste, Lynn hadede ved sit job, var at folk lidt var i to lejre, så snart man var i uniform: Enten krævede de ens hjælp, eller også ville de straks så langt væk fra en som overhovedet muligt. Det var umuligt at rejse med nogen, tale med nogen normalt eller bestille et krus øl et sted uden at høre for det. Men nu valgte Lynn måske heller ikke de mest Lys-venlige steder at gå i lang.

At kvinden havde svært ved at følge med, med sine korte ben, lagde Kaizler ikke mærke til. Han var for travlt optaget af at ville væk fra hende. Eller, ikke hende som person, selvom hun sagde nogle underlige ting og stillede nogle trælse spørgsmål, men det hun repræsenterede. Lyset. Det var nok ikke så sært, at Kaizler var bange for Lyset, siden han havde været i hænderne på en fra Mørket i så mange år. Hvad han ikke havde hørt af negative ting om Mørkets modstandere. Og han havde holdt sig langt væk fra dem, så han havde ikke lært andet.
Han svarede hende ikke. Hun havde helt sikkert ret, ville han dø, var det ikke noget, der ville være svært at opnå. Nogle dage ville han gerne dø. Nogle dage var han så tæt på, at han næsten havde sagt farvel. Men i dag havde ikke været dagen, han havde bare brug for at føle sig levende.

Han sænkede alligevel svagt farten, da han underbevidst opfangede, at hun havde svært ved at følge med. Hendes ord fik ham til at skæve mistroisk til hende. Se bort fra uniformen? Det var ikke muligt. Ikke med hans fordomme om Lyset i hovedet. Også selvom hun ikke ligefrem levede op til det billede han havde af folk fra Lyset. Lille. Med magisk hår. Hvad var hun egentligt?
Hendes ord om, at Flåden og Hæren ikke var det samme, fik ham til at rynke på næsen.
"Lyset er vel Lyset." Han kunne ikke rigtigt skjule, at han ikke var vild med den del af Krystallandet. Han ville ikke i problemer, og han svang endeligt sin taske på ryggen i stedet for at gå med den i favnen. Det var nemmere at komme væk sådan. Han konstaterede, at hans næse var holdt op med at løbe.

"Vil du have tørklæderne tilbage?" At stjæle fra en fra Lyset var måske ikke den bedste idé, så han rakte de to tørklæder - det ene begyndende stift af blod - frem mod hende. Samtidigt skævede han mod hendes hår, lidt i tvivl om han egentligt havde set rigtigt. Skiftede det farve tidligere?

"Bare behold dem," svarede Lynn og viftede afværgende med hånden. Der var ingen grund til at rende rundt med to blodige lommetørklæder, når hun nemt kunne få nogle nye ved at sprætte et gammelt lagen eller lignende op. 
Hun tog sig et par åndedrag til at overveje sine ord. Knægten virkede mistroisk og ikke overvældende begejstret for selskabet, så hvis hun skulle undgå at hun blev den næste, han slog til for at få lidt tæv, burde hun vare sine ord.

"Lyset er... Besværligt," sagde hun så i et nærmest indrømmende tonefald. "De foretrækker at have hæren og flåden adskilt, så hæren tager sig af landting, og flåden... Ja, vi hjælper faktisk primært rige handelsmænd sikkert igennem farvandene. Selvfølgelig er der fra tid til anden brug for at vi sætter pirater på plads - primært ned til havets bund - eller at vi sikre at en havn ikke bliver overtaget af Mørket. Men altså, her på land har jeg ikke meget at skulle have sagt. Mødte vi nogle soldater, ville de nok foretrække, at jeg holdt mig ude af deres arbejde."

Lynn trak på skuldrene. Flåden var en tilfredsstillende arbejdsplads, men ikke altid den mest spændende. Ofte havde de lange uger på farten uden at være i kamp. Ville man i kamp, skulle man blive udstationeret i et krigsramt område som fodtusse. Man skulle ikke sejle en båd.
"Derudover sejler jeg med et sporingsfartøj. Vi finder folk og assisterer i gidseltagninger. Vi er ikke typerne, der opsøger folk for det mindste lovbrud og sejler dem ned," tilføjede hun midt i sin tankestrøm. Det virkede som en relevant ting at nævne for at få ham til at slappe lidt mere af i hendes nærhed.

For hende var reglerne på vandet og på land ret forskellige. Måske var det bare fordi hun kendte vandet bedre, måske fordi det var der, hun havde nogen som helst form for reel magt. Landvæsner var også lidt sære. Hvem ville ikke altid bo lige op ad vandet?

Kaizler trak på skuldrene og stoppede tørklæderne i lommen. Måske han ville prøve at vaske dem senere, han havde ikke nogen selv, og de var jo tydeligvis brugbare. Han snøftede lidt ind og sank en klump for at få lidt gennemtræk, mens hun begyndte at snakke. Snak snak snak. Han lyttede til, hvad hun sagde, sådan da. Samtidigt var han ved at spekulere på, hvordan han kunne komme væk derfra hurtigst muligt, inden den lille kvinde skulle finde på noget underligt, som at rette armbrøsten i mod ham eller forsøge at lægge ham ned i lyngen.

Da hun endeligt var færdig med at snakke, skævede han mod hende. Han havde fanget hendes hovedpointe - Lysets hær og Lysets flåde var ikke det samme. Og hun havde reelt ingen magt på land. Men uniformen hylede ham stadig ud af den, og hun var stadig en del af Lyset. Lyset hadede dæmoner. Han var en dæmon. Ergo var det bedst, hvis han kunne komme væk.
At han egentligt nok havde evnerne til at skade hende nok til, at han kunne flygte, slog ham ikke. Han var ikke specielt voldeligt anlagt, han var lidt mere et flugtdyr end en kæmper. Medmindre man fik ham presset op i et hjørne, eller han havde en af de dårlige dage. Dem havde han heldigvis ikke så ofte. Så hun var sikker. For nu.

"Spændende," fik han svaret lidt mumlende. Noget fik ham til at vende sig og se bagud, hvilket viste sig at være en god idé. Skjult af lyden af bølger, var tre heste galoperet i mod dem. Kaizler stoppede op og så lidt dumt på dem, det var ikke en af hans bedre dage.
"Øh, er det ikke dem fra kroen?" Han blev stående, mens han var ved at beslutte sig for, om det var dem eller ej, mens hestene kom buldrende nærmere.

Straks hev Lynn sin lille lommekikkert frem og rettede det mod de gallopperende heste og deres ryttere. Det var måske lidt meget at bruge en kikkert for det, for det her var ikke havet, hvor de utroligt store afstande gjorde det umuligt at se, om et skib sejlede imod eller væk. Her på land var det lettere, og Lynn var absolut ikke i tvivl om, at rytterne var på vej imod de to gående. Det hun kiggede efter var heller ikke deres retning. Det var deres ansigter, udtryk og hænder. 

Deres ansigtsudtryk var forvrænget i modvinden med nedadgående mundvige og sammenknebne øjne. Den ene genkendte hun straks som fiskefjæset, der havde slået knægten tidligere. Hans ansigt var genkendeligt nok til at hun ikke behøvede kigge to gange. De to andre mænd havde hun ikke lagt nok mærke til, da de var i kroen, til at kunne identificere nu, men de var sammen med fiskefjæset, så de ville nok hvad han ville. 
Dertil kom det sidste, Lynn tjekkede: Hænderne. De lå på sværdskæfterne, klar til at trække dem, hvis ikke allerede i gang. Det fortalte hende, hvad de ville. De ville have hævn. 

"Jeg håber du ikke har tænkt dig bare at lægge dig ned og tage tævene denne gang," sagde Lynn til knægten, mens hun trak sin armbrøst og ladede den, forholdsvist rolig taget situationen i betragtning. 
Noget ved udsigten til kamp sænkede en underlig ro i hende, og et par øjbelikke føltes alting som om det gik i halvt tempo. Armbrøsten ladt. Sigte taget. Dybe, rolige åndedræt. Skyd.

Pilen susede igennem luften og ramte rytteren til højre for fiskefjæs i armen. Han havde næsten fået trukket sit sværd helt, og med en armbrøstbolt gennem overarmen, tabte han sværdet og væltede af hesten i sit forsøg på at gribe det igen. Hesten fortsatte dog samme retning som de to andre, der stadig kom buldrende mod dem. Snart var hovene over dem, og Lynn måtte springe til siden for ikke at blive trampet ned. 

Kaizler var så optaget af at stirre på hestene og mændene, mens han forsøgte at finde ud af, om det var dem fra kroen, at han slet ikke så kvinden fra Lyset hive en kikkert frem. Det var først, da hun snakkede til ham og trak sin armbrøst frem, at han flyttede blikket mod hende. Urolig. Tæv. Et både utroligt tiltalende og et utroligt ubehageligt ord, for det bragte smerte. Og det var både godt og skidt. Han så hende lade armbrøsten og fyre den af, og hans blik fulgte pilen, som den ramte den ene mand, der faldt af sin hest. Stadig helt blank, blev Kaizler stående midt på vejen.

Den ene hest, med Fiskefjæs på ryggen, forsøgte at komme udenom ham, men han blev alligevel ramt af dens skulder, hvilket hårdt skubbede ham bagover og væk, hvilket var heldigt, for en sværdspids gled igennem luften, hvor han havde stået. Med en forpustet lyd tumlede han om på jorden og af vejen, ned i lyngen. Det var ikke fordi, at han slog sig ret meget, det var bare råstyrken bag hestekroppen, der bankede luften ud af ham, og han gispede hårdt efter vejret, som han fik hovedet vendt op mod himlen og benene ned i lyngen.

Men chokket fik ham hevet ud af hans tanker og tilbage til virkeligheden. Alting stod mere klart for ham. Hestene, der blev bremset op, manden med pilen i armen, der var på vej i mod dem med sværdet i den anden hånd, de to på hestene med sværdene trukket. De var vrede. Ville have hævn for ydmygelsen. Og i et klart øjeblik var Kaizler ikke i tvivl om, at deres hovedmål var kvinden. Han var bare pynt på kagen. Et øjeblik var han sikker på, at det var bedst bare at stikke af. Det var ikke et problem for ham, han kunne løbe fra en hest uden problemer. Altså, for en kort distance. Der var bare ikke noget sted at flygte hen.
Og hvad ville der ske, hvis han efterlod kvinden alene tilbage? Måske det ville give ham problemer. Han ville ikke i problemer med Lyset.

Og med den tanke kom han på benene og trak sit sværd. Fiskefjæs havde rettet sin opmærksomhed mod kvinden, pressende sin hest frem i mod hende og brugte den som skjold mod hendes armbrøst. Den anden mand drejede sin hest og sendte den, skummende om mulen, frem mod Kaizler, mens han hævede sit sværd.
Man ville nok ikke forvente, at Kaizler faktisk kunne bruge sit sværd, men han havde haft god tid til at lære det igennem sit liv, og han havde udmærket styr på, hvad han lavede. Han parerede slaget ved at lade klingerne glid af mod hinanden, som hesten trampede forbi ham. Derefter vendt han sig hurtigt og lod klingen falde ned over mandens lår. Blodet sprøjtede og manden skreg. Hesten var tydeligvis ikke vant til kamp og stejlede, så manden faldt af, i skræk, inden den satte af for at komme væk, efterladende sin rytter på jorden. Kaizler var hurtig, og uden at tænke over det, sprang han frem og gennemborede manden med sværdet. Det var næsten for let. Fiskere burde ikke lege krigere, konkluderede han et eller andet sted bagerst i sit hoved.

Lynn rullede stadig rundt i lyngen, da knægten blev skubbet om kuld, og et kort øjeblik troede hun, at han var blevet trampet ihjel af hesten. Men da hun selv kom på benene igen, kunne hun se at han ud af øjenkrogen var ved at trække et sværd. Så han havde tænkt sig at hjælpe. Fantastisk. Lynn ville næppe have kunnet klare sig alene mod så mange modstandere. I hvert fald ikke her på land. 

Hendes fokus kom tilbage på situationen, da fiskefjæs' hest kom tromlende frem mod hende. Han ville blokere for et skud med armbrøsten, og det var en fin taktik, omend lidt meningsløs indtil hun faktisk havde fået ladt sit våben igen. Det var stadig en fin taktik til at trampe hende ned, dog. Igen kastede hun sig til siden, men denne gang sprang hun skråt, så hendes krop endte med at være på siden af hestens ben, mens den fór forbi. Idet dens bagben strejfede hende, lod hun sin magi flyde ud igennem håret. 
Det blev knaldrødt for et øjeblik, og hesten vrinskede i smerte, da de mange små nældeceller brændte henover dens hud.
Mens Lynn landede på siden i et halvdårligt rullefald, bremsede hesten op og nægtede at lystre sin rytter mere. Den dansede rundt med paniske skridt, som om den kunne slippe for smerten, hvis den blot bevægede sig hurtigt nok. Lige meget hjalp det - det ville brænde et godt stykke tid endnu. 

Distraheret af det sammenstød, nåede Lynn ikke at opdage at manden til fods var nået hen til hende. Kun fordi hun gled i noget jord, hestens hove havde sparket op, da hun prøvede at rejse sig op, undgik hun at få kappet hovedet af. Liggende på jorden trak hun en kniv op fra støvlen og hamrede den ned i hans fod i en instiktiv reaktion på modstanderens tilstedeværelse. 
Lidt derfra kunne hun høre en tredje mand brøle af smerte - det lød da til at knægten havde mere held med kampen end hun havde lige nu!

Kaizler trak sit sværd fri af manden, der kom med de sidste døende lyde, blødende ud i lyngen og med det der blik i øjnene, der fortalte, at han var klar over, at hans tid var slut. Intet af det rørte Kaizler, han havde allerede glemt ham, som hans blik gled over til de andre. Fiskefjæs var ved at kæmpe med sin hest - hvad mon det gik ud på? - og kvinden fra Lyset lå på jorden med den sidste mand stående over sig. Manden skreg og så ud til at have ondt, men samtidigt havde han et sværd i hånden og han løftede det, tydeligvis for at skade kvinden på jorden. 

Det måtte han ikke. Tænk hvis Lyset kom efter Kaizler i stedet. Om det var forkert eller ej, om Kaizler bedre kunne lide kvinden eller ej, det var lige meget. Han var ikke rigtigt bekymret om rigtigt eller forkert, men sin egen sikkerhed. Og han ville ikke have, at Lyset troede, at han slog deres egne ihjel. Han ville jo blive jagtet vildt. Mere end han var i forvejen som dæmon, eller som Nael havde bildt ham ind, at han var.

Det næste foregik lidt i slowmotion for Kaizler. Sværdet faldt til jorden ved siden af ham, som han slap det. Inden det nåede jorden, var han ikke længer end mand. Han var et dyr, med sort pels, lange kløer, lysende øjne og et tandsæt en varulv ville misunde. Og han var hurtig, som han faldt ned på alle fire og med en hastighed, der næsten gjorde ham svær at følge med blikket, løb frem mod manden, der skulle til at lade sit sværd falde mod kvinden. Han blev væltet omkuld af dæmonen, der satte tænderne i halsen af ham, så det forskrækkede skrig blev kvalt og i stedet var en gurglen.

Blod. Smagen af det fik ham næsten til at glemme, at der var flere. Flere fjender. Flere der skulle dø. Med blodet dryppende fra gabet så han op og fik øje på manden, der stadig sad på hesten og nu med skræk malet i ansigtet forsøgte at få den til at løbe. Det endte med, at han prikkede den med sværdet, og så satte den af. Kaizler var bare hurtigere. Hesten interesserede ham ikke, så den slap uskadt fra væsnets angreb. Det gjorde manden ikke. Kaizler sprang frem, kastede sig op over hesten og flåede manden af. De landede på jorden og rullede rundt. Men det skulle ikke gå stærkt. Noget gjorde ondt, men han lagde slet ikke mærke til den velkendte smerte, nej han ville have blod. Mere blod. Masser af blod. Og hans kløer gik igennem tøj og hud og skrigene skingrede i hans ører. En arm kom i mod ham. Han bed i det, ruskede den som en hund med et ben. Lyden af knogle, der gav efter. Mere blod. Han slap og begravede tænderne i mandens hals.

Snart bevægede manden sig ikke mere. Og Kaizler løftede hovedet. Så mod den sidste toben. Alle tænderne dukkede op som han smilede af sit sidst offer. Han kom på benene og bevægede sig langsomt mod hende. Havde glemt, at hun skulle leve.

Lynn nåede næsten ikke at opfatte det, før et stort behåret bæst sprang henover hende og flænsede hendes modstander. Og flere end bare ham. Dyret sprang op mod fiskefjæs, hvis hest satte i gallop væk, mens manden blev flået op på jorden. Kun blodsprøjt og gurglelyde kom op over græshøjde. Lynn satte sig omtumlet op og så sig om. Hvor var det dyr kommet fra? Var knægten okay?
Oh...
Knægten var dyret, var han ikke?

Lynn rejste sig op og bekræftede, at hun ikke kunne se knægten nogle steder, og at dyret var opstået på mystisk vis, mens han var forsvundet. Intet var tilfældigt i Krystallandet, så meget vidste hun efterhånden. Var han en varulv? Dyret lignede ikke helt en varulv, men det var det nærmeste noget genkendeligt, hun kom. Men dog ingen måne... En dags-varulv? Det lød urealistisk, selv i den her verden. 

Som det blottede sine tænder og kom hen imod hende, gik hun lidt ned i knæ - ikke at hun behøvede at gøre sig selv meget mindre for at være i øjenhøjde med den i forvejen - og tog en dyb indånding. Fra hårrødderne kom et svagt, blåt lys til syne, der langsomt tog til i styrke, som det gled ned over håret og til sidst farvede alle hårstrå helt blå. Med musklerne i håret løftede hun de lange lokker op, langsomt så hun ikke virkede intimiderende eller aggressiv. Håret hang omkring hendes ansigt, som var luften blevet til vand. Vægtløst hang det om hende som en lysende blå aura, og hun lod hårstrående pege fremad, så dyret forhåbentligt ville komme i kontakt med den bedøvende effekt før hendes strube.
"Shhh, det er i orden," sagde hun og håbede hun lød mere beroligende end bange. "Alle er døde, du kan slappe af nu. Ingen grund til at gøre mere."

Smagen af blod fyldte hans sanser, sammen med lyngen under hans poter og den svage vind i hans pels. Død, der var død overalt. Han havde slået ihjel, han kunne lide det, der skulle mere død. Smerte. Smerte var godt.
Han trådte endnu et par skridt hen i mod den sidste toben. Og stoppede så op, som hendes hår blev blåt. Et forundret udtryk gled over hans ansigt og tænderne forsvandt, som hans øjne gled over farveskiftet. Hendes hår kunne skifte farve. Som på kroen. Men der havde det da været rødt, havde det ikke? Det var som om, at hans tanker begyndte at hænge lidt mere sammen, da han forsøgte at huske tilbage.

Hendes stemme rykkede ham tilbage til nuet og hans blik fór tilbage til hendes ansigt. Det var kvinden, hende fra Lyset. Hende, der skulle leve, så han ikke ville blive jagtet vildt. Så Lyset ikke kom efter ham, som Nael havde advaret ham så kraftigt i mod. Hun skulle leve.
Tanken, sammen med kvindens ord, borede sig ind i hovedet på ham, og en svag lyd kom fra ham, som han satte sig ned. Og så ændrede han udseende, flydende og hurtigt, så man nok kunne se, at han skiftede, men ikke helt nå at fange detaljerne i det.

Kaizler sad på hug, lænet frem med det ene knæ og begge hænder i jorden. Han var smurt ind i blod, i ansigtet, ned af halsen og på tøjet foran. Selv hans lyse hår havde klistrede røde pletter. De blå øjne var store og så på hende med en blanding af skræk og forvirring på hende. Han havde vist hende sin sande skikkelse. Ville hun slå ham ihjel nu?
Tanken fik ham til at rejse sig. Lidt for hurtigt. Et stik af kvalme gled igennem ham, som altid når han havde indtaget for meget blod, men hans mave vendte sig kun kort. Han havde efterhånden vænnet sig til det, og det var kun, hvis han havde mulighed, at han gav sig selv tid til at brække det hele op igen. Lige nu var hun vigtigere. Uden at tænke over det, lagde han en hånd over sin side. Hans tøj var klistret, vådt af blod, men denne gang var det hans eget. Han registrerede knapt nok smerten. Smerte betød ikke så meget for ham, det havde Nael sørget for.
"Jeg vil ikke dø," sagde han hæst og bakkede et usikkert skridt væk fra hende.

Lynn rejste sig langsomt op med hænderne let hævet, håndfladerne vendende opad strakt frem imod ham som en invitation. Hun havde fulgt hans skikkelsesskift med store, forundrede øjne. Ikke fordi hun var bange - da han først begyndte at skifte, var hun ret sikker på, han ikke ville bide struben af hende mere - men fordi det var så sjældent man fik lov til at se en formskiftning. Hun havde ikke set mange, og dem hun havde set var sket så hurtigt, at hun ikke havde nået at opfatte det. Her havde hun næsten kunne se hvert enkelt sort hårstrå trække sig tilbage ind i drengens hud, der langsomt kom til syne igen. Klør, der trak sig tilbage og blev til fingre. Hele hoftepartiet der på en eller anden måde omarrangerede knoglerne til at fungere på to ben. Fascinerende.

"Du er såret," sagde hun til ham, men gik ikke frem mod ham mens han trådte tilbage.
Han var bange, forståeligt nok, og hun ønskede ikke at han løb væk nu. Gjorde han det, ville han måske dø for sig selv inde i skoven, og det kunne hun ikke have på sin samvittighed. Han havde reddet hendes liv - nu var det tid til at gengælde handlingen. 
"Jeg vil ikke lade dig dø," fortsatte hun og strakte sine hænder lidt mere frem mod ham. Samtidig prøvede hun at fastholde det blå i håret. Det var svært at koncentrere sig om at snakke og holde den beroligende aura samtidig, men det virkede til at farven havde fanget hans opmærksomhed. "Jeg hjælper dig, hvis du vil lade mig."