I Det Hellige Bydistrikt i Dianthos' øvre by, står den mægtige kathedral bygget til Isaris ære - et bygningsværk, som kun Krystalapaladset kan måle sig med. De sidste mange måneder havde det været et sorgens sted, for Ypperstepræstinden Reina var erklæret død. Da det imidlertid viste sig, at hun endnu en gang var genopstået, blev den sorgfulde stemning vendt til ærefrygt: for hvis man ikke en, men to gange kunne vende tilbage fra de døde, måtte guderne i sandhed have valgt én til noget stort.

Denne dag var en større menneskemængde ankommet til kathedralen - ikke kun i håb om at få et glimt af ypperstepræstinden, men også for at overvære den ceremoni, der skulle finde sted.
De seneste års tyranni havde haft sin effekt på tiltroen til Lyset, og med Dronningens tilbagevenden, var det blevet sorteret kraftigt ud i rækkerne af Tronens beskyttere. De, som havde taget imod bestikkelse, var erklæret korrupte og måtte straffes herefter. Dem, som havde tvivlet på Ordenen, men fulgt deres ordrer, kunne tilgives, og de, som havde bidraget til Dronningens tilbagevenden blev naturligvis belønnet.

Inde i kathedralen herskede et blidt, gyldent lys, og folkemængden så på, som den første Kriger af Lyset trådte frem og knælede foran statuerne af Isaris engle. Hans stemme gav genlyd i rummet:

"Jeg sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag opstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen."

Ordene mindede i høj grad om løftet, man afgav, når man først trådte ind i krigernes rækker, men hvor Dronningen før i tiden havde stået over alle andre, vægtede Lysets Gudinde nu højest. Målet var at sikre, at en fremmed magt aldrig kunne overtage magten i landet på samme måde igen, for krigerne var ikke kun tro mod landets leder - de fulgte også Isaris bud.

Blandt englestatuerne stod Lysets Dronning, klædt i simple, hvide klæder for at vise sin respekt for det hellige sted. Alderstegnene var stadig tydelige i hendes ansigt, men hendes stemme bar ungdommens stærke klang, da hun bød krigeren at rejse sig:

"Isari byder dig velkommen, Kriger af Lyset."

Ordene blev gentaget og messet af præster og præstinder, såvel som tilskuere. Krigeren trådte tilbage og lod den næste komme til - krigere og riddere var alle påbudt at deltage i ceremonien. Herefter kom en række folk, som havde støttet Dronningen i tilbagetagelsen af tronen, som skulle belønnes, og man forventede, at solen ville være gået ned, før festlighederne i Krystalpaladset begyndte, når årets Midsommerbal efter ceremonien ville blive skudt i gang.

Moana var den næste til at træde frem. Hun var som alle klædt sirligt i sølv og hvidt med hovedet frit. Håret var i dagens anledning flettet i en myriade af tynde feltninger fra kronen af hendes hoved og holdt sammen der af et bånd af sølv og hvidt. Det skilte hende som altid ud, men mindre bemærket nu end for fire år siden da hun havde sluttet sig til rækkerne. Et havfolk blandt få og et uden videre forståelse for den verden hun havde tilsluttet sig.

Forståelsen var kommet som kampe var det, som krig var og nu forræderi var det. En forståelse for landvæsnernes svigefuldhed og lethed til at tage de nemme valg frem for de svære. Så mange havde end ikke undret sig over det skift i ordre der var kommet med Kile Ordenens stigende magt, at hun havde betvivlet sin egen ret til at betvivle dens rigtighed. En ret dværgenes stenfaste overbevisning om egen ret havde understøttet og det samme havde Generalens virke i det skjulte. Hun havde støttet ham fra mødet i Dragorn og bragt ikke så få beskeder frem og tilbage mellem Aquarin og ham i den efterfølgende tid.

Nu knælede hun ned foran Dronningen og statuerne og gentog eden med den ændrede ordlyd. Hun havde været delt første gang hun gjorde det for hun havde allerede svoret en lignende til Aquarins kongefamilie, men hun så ikke længe nogen konflikt mellem de to.
"Jeg sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag opstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen over Havet som Valaria gør det under."

Hun rejste sig som hun blev det budt, bukkede let ved modtagelsen af de få ord og vendte tilbage til rækkerne, hvor hendes væbner stod. En hvid kappe markerede ham som del af lyset, mens spændet der holdt den på plads - en trefork indlagt med tyrkis - markerede ham som hendes væbner. Hun havde fået spændet lavet specielt til det formål, så ingen var i tvivl om hvem han stod til ansvar hos. Moana sendte ham et tilfreds smil. Knægten var endda begyndt at se mindre udsultet ud også. Hun placerede sig ved siden af ham og fulgte den fortsatte ceremoni.

Det var et sjældent syn, sådan som Lysets Admiral var blevet studset til ære for ceremonien, og hans egen personlige invitation dertil. Det var ikke unormalt for manden at lade sit hår frisere og sit skæg barberes til eller rene festlige klæder beklæde sin krop, men som han stod i mængden var det som om den røde farve af hans uniform sprang endnu klarere frem. At de små gulddetaljer var af morgensolens stråle og skinnede lige så. Meget arbejde havde fået ind for at stryge og presse både buks, skjorte og jakke og støvlerne var pudset så man kunne spejle sig i deres mørke læder. Der var meget man kunne sige om Bastian Simmons, men han var nu en flot mand.

De dybe orange og røde og nuancer af solens gang ned i horisonten malede den nærmeste sommeraften, da kaptajnens nye skåler klikkede mod katedralens gulv. Hvert skidt der blev taget osede af stolthed og selvsikkerhed. Og ydmyghed. Foran Lysets Dronning fandtes ingen hoverende følelser eller fornemmelser. Ryggen var ranket og brystkassen bred. Og den kortere kridhvide kappe, der hang over hans ene skulder, flagrede med hans bevægelser. Han havde overværet kriger efter kriger, ridder efter ridder, sige deres ed uden et døsigt øje eller dovent øre, så han kendte sin sti mod statuerne.

Alligevel veg hans blik fra sin tilbagevendte herskerinde og til siden for blot en stund, mens han marcherede, for at lade et smil finde sin vej til den bette finurligt-udseende pige, der smilede tilbage, løftet op på skuldrene af en anden ældre mand, der bar et udtryk mere stolt end den ære, Bastian var til at modtage. Daniel Simmons havde ikke været der til at se sin søn blive udnævnt til admiral, men hans søn havde sørget for at have ham bragt til at vidne denne ceremoni.


Knæet blev sat lydløst i gulvet med en albue hvilende på låret og en hånd lagt mod hjertet. Og hovedet sænket respektfuldt. ”Jeg, Bastian Simmons, sværger at fortsat beskytte, ikke kun Krystallandet, men også dets befolkning mod onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronning og Isaris bud. Og skulle jeg en dag fyldes med tvivl, vil jeg lade Isari vise mig min rette kurs. Til vands, således som til lands.”

Edden var blevet sagt, hvor svaret var blevet sagt hos diverse af Hærens medlemmer, talte Dronningen flere ord. Ord af taknemmelighed for hans hjælp. Ord der bar med sig hans belønning. ”Baron af Havnedalen.” Baron. Hvem skulle have troet?
Atter blev han budt at løfte hovedet og rejse sig. En rulle pergament blev overrakt, skødet og dokumentationen på hans stigning i statusrækkerne. Dette var en stor ære. Så meget forstod selv en som Bastian. Og til trods for smilet på hans læber, var der intet af den lallende, dumdristige kaptajn at finde hos ham, men den mand, som førte Flåden. Og som var værdi af den titel såvel som den, han netop havde taget imod. Baron Simmons.

Bastian bukkede. ”Jeg takker fra dybden af mit sejlende hjerte. Og hvilken glæde det bringer at have Dem tilbage ved vores side, min Dronning.” tillod han sig at sige, før han slå en hånd mod hjertet og trådte af.

Alicia havde opmærksomt fulgt med i hele ceremonien. Der havde allerede været en del oppe, men Alicia havde ikke forventet, at der også ville være en titel til en af dem. Uniformen fortalte, at han var en del af flåden. Hvis forfremmelsen kom bag på manden, skjulte han det godt. Var det ikke Simmons, han hed? Alicia mente, det var noget i den stil, men hun havde som sådan ikke noget at gøre med ham, så hun kunne huske forkert. Hun mente blot, at det var det navn, hun havde set på listen over officerer i Lysets hær.

Som admiralen trådte ned igen, blev Alicia vist op, og hun tog en dyb indånding. Hun havde ingen slægtninge til at overvære dette, men der var så mange, hun gerne ville have inviteret. Shrade ville nok ikke bryde sig så meget om at komme her, men hun havde faktisk overvejet at invitere Éir. Hun havde ikke set ham på det sidste, og hun var faktisk ikke sikker på, hvad der var blevet af ham, siden oprøret havde opløst sig. Hun var ikke engang sikker på, han ville have mødt op, men det havde været rart, hvis der havde været bare et velkendt ansigt i flokken. Det havde måske gjort, at hun havde været mindre anspændt. Hun havde dog forberedt sin ed.

Alicia knælede foran dronningen. Hun havde ikke taget rustningen på, men hun havde i stedet en kofte ud over skjorten med samme sølvmønster på brystet, som skjorten havde i kanten under den. "Jeg, Alicia Minarko, sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag opstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen, som jeg vil lade Aladrios vise mig balancen." Det var ikke længere ukendt, at Alicia var engel, og hvorfor hun var blevet det. Dronningen havde fået hele forklaringen at vide, efter Alicias bedste evne, så hun gik ud fra, at Dronningen vidste, hvad hun mente, og hun ville kunne forstå grunden til tilføjelsen. Alicia skyldte Aladrios meget, og hun kunne ikke vise sin taknemmelighed nok over at få en chance mere.

Alicia rejste sig efter Dronningens svar, og hun bukkede let, inden hun trådte væk igen for at lade den næste komme til.

Outfit
//Der bedes ses bort fra hårfarve, -stil og våben. Dette kommer i selve posten.

Victoria stod blandt rækkerne af Lysets Krigere. Hun var iført uniformen herunder, men spioner, der var til stede, og Dronningen vidste, hvem hun i virkeligheden var. Baldwin, som hun var overbevist om også var her et sted, ville også vide, hvem hun var, men hun havde været meget påpasselig med ikke at afsløre sig selv over for krigere og riddere. Jo færre, der vidste, hvad hun lavede, desto mindre var chancen for, at hun kunne blive afsløret. Det ville ikke være ret hensigtsmæssigt, hvis hele byen vidste, at hun var chef for Lysets spioner.

Hun var klædt i en enkel uniform; den tætsiddende trøje var kortærmet og sluttede ved hoften med undtagelse foran og bagved, hvor den fortsatte ned til ca. midt på lårene i en spids. Støvlerne var for en gangs skyld ikke højhælede, men derimod meget langskaftede; de sluttede først få cm. fra hoften. I venstre side havde hun sin kårde siddende, mens hun i højre side havde sin daggert siddende. Det var dog tydeligt, at dette mere var som pynt, da begge skeder var prydet af sølvmønstre. Håret var sædvanligvis skulderlangt fortil, mens det bagtil var væsentligt kortere. Hun havde heller ikke ændret hårfarven, så det var sort med røde striber i pandehåret.

Øjnene hvilede på en rødhåret kvinde, der nu trådte frem. Hun var ny. Tidligere byvagt og medlem af modstandsbevægelsen mod Ordenen, havde Victoria fået gravet sig frem til. Hun var ikke en trussel mod Dronningen. Løftet indeholdt også Aladrios? Det var en nyhed for Victoria, men der måtte vel være en grund, som Dronningen kendte til, for ellers havde hun næppe taget det så let, at han var blevet nævnt også og så på den måde. Hun slog det hen igen. Hvis Dronningen ikke sagde noget til det, var der ingen grund til, at Victoria tænkte videre over det.

Victoria blev vinket frem, og hun gik med rank ryg og næsen en smule i sky med tydelig stolthed i de isblå øjne. Så knælede hun foran Dronningen. "Jeg sværger at beskytte Krystallandets trone og befolkning. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og hvis tvivlen en dag skulle opstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen og være mit vidne på, at jeg handler efter befolkningens bedste" sagde hun stålfast og ærligt. Så rejse hun sig og trådte ned blandt rækkerne igen.

Tøjet blev fundet frem allerede dagen for inden og havde hængt over ryglænet på den lænestol, der var placeret i Corvus's bolig. Det blå øje stirrede ind i spejlet på badeværelset og han sukkede. Hvor han dog efterhånden savnede det andet øje, men nu var han så langt oppe i årene, at det næsten kunne gøre lige meget. Den venstre hånd gled gennem det halvvåde hår, før han gik mod stuen, hvor han havde efterladt sit tøj. Det sorte par bukser blev trukket op og han så ned da han snørede sammen. Over hovedet trak han en lys skjorte med snører i halsen, lod snøren værd løse og greb da ud efter klappen. En irriteret mine kom.fra ham inden han satte den omkring, rettede den til og fik sine mørke støvler på. Han var lige ved at gå, men kom i tanke om sværdet! Han hægtede sværdets skede til bæltet og trak kort sværdet lidt op og nikkede. Det var stadig i fin stand.

Corvus så rundt på de mange folk, der var samlet i templet, forsøgte at spotte nogle genkendelige ansigter, men så kun dronningen. Langsomt bevægede han sig ind mellem mængden og så mod dronningen og dem af høj rank, der knælede ned for at give endnu et løfte. Corvus's øjne lyste nærmest op da han fik øje på Victoria, men sagde ikke et ord, fulgte hende med øjnene og hørte da hans eget navn blive nævnt. Corvus bevægede sig gennem mængden af mennesker og satte sig på knæ for dronningen endnu en gang. Corvus sænkede hovedet "Jeg... Corvus Corax, sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også landets befolkning. Jeg vier mit liv til min dronnings og Isari's bud. Skulle tvivlen en dag komme, vil jeg lade Isari vise mig vejen og være vidne på, at mine handlinger er for befolkningens bedste" sagde han og så op mod dronningen inden han rejste sig og gik tilbage mellem menneskemængden og forsøgte at lokalisere Victoria igen, ellers måtte det vente til efter ceremonien.

"Jeg sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag opstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen."
"Isari byder dig velkommen, Kriger af Lyset."

Zirra hørte ordene gentaget igen og igen. For hver fuldbyrdet kriger. Begge hendes storebrødre og fader aflagde eden til perfektion igen, gentog ordene så de genlød ud i den højloftede sal. Selv stod hun i tilskuerrækkerne sammen med sin mor og svigerinde. Sorris ville være her et sted med sin ridder, men hun havde ikke fået øje på ham i mylderet. 
De tre krigere kom gående ranke og stolte tilbage til pladsen ved familien. Treston tog plads ved siden af Zirra og gav hendes skulder et klem. Han vidste godt, hvor meget hun havde ønsket at være en del af det her. Men han vidste ikke, at hun allerede havde aflagt sit eget løfte igen til sin overordnede aftenen før et hemmeligt sted i Dianthos. Hun arbejdede for Lyset og hun ville holde sit løfte, også selvom det havde klinget lidt hult for hende at sige, hun ville lade Isari vise sig vejen. Det var Aladrios, der havde fået hende hertil, og hun følte ikke der var meget hjælp at hente hos Isari, når hun bad om den. Men hvis Isari holdt hånden over hendes familie, kunne hun godt afgive en sådan ed. 

Siddende stille blandt de få der ej bar Lysets hær farver sad Opalslottets herre Valkar stille, ladende sit blik følge kriger efter kriger sværge sin ed til Lystet, dronningen og Isari.
Han var ej som dem, engang kunne han have været en ridder af lyset, men ak det lå til hans liv før hans genkomst. Jeg sværger at beskytte dem der ej kan beskytte sig selv... ordne lød som en stille hvisken, en hvisken der ej kom fra nu, men et ekko fra hans fortid. Jeg vil være skjoldet der værner mod mørket, jeg vil være lyset der vil lede vejen for de fortabte.
Forvirret blinkede han med øjnene, han havde taget fejl? Han kunne ej blot have været som dem, han havde været en af dem.
Med en sagte rysten på hovedet fik han atter samlet sit fokus, der var ingen grund til at dvæle ved hvad havde været, han måtte holde øjnene mod fremtiden og hvad han kunne gøre den til. Dette ville blot være et skidt på hans sti.

Tålmodigt ventede Valkar til at den sidste kvinde fra lysetes hær havde svoret sin ed, før at han begav sig op mod alteret. Knælende ved alteret lod han sine sorte og hvide vinger vise sig for Isari og hendes gæsters udsyn. "Jeg sværger at beskytte dem under disse vinger der er blevet mig skænket, mod dem der truer landet. Jeg sværger at værne om dem der gør mit hjem til deres. Jeg sværger lede dem der følger mig langs den rette sti. Dette sværger jeg under guderne og folkets åsyn" Et stille nik blev sendt i hans retning fra Dronning Isanne "Lyset og Tronen takker dem for deres indsats, ikke blot deres hjælp i vor rejse tilbage, men ligeså at være Lazura's værn mod Ordnens fremtog. Rejs jer Valkar Tordenklinge, Baron af Lapiskysten, herre af Opalslottet" 

Templet var overvældende for hendes blik. Badet i varme farver der udstrålede Isaris og ikke mindst dronningens tilstedeværelse iblandt de mange krigere, ridder, væbner, vigtige personer og ikke mindst tilskuere. Det var intet under at timerne trak ud i denne noget anderledes men nødvendige start på Midsommerballet. Azteka stod blandt de andre krigere. Lyttende til hver eneste der gik op og aflagde den fornyede ed. Alle fortjente respekten af den utvedelte opmærksomhed som hun kunne give dem. Alt imens hun forsøgte at guide sine øjne væk fra de intense farver der fyldte rummet. Følelserne der udspillede sig i alles sind, som farvede katedralen på en helt anden måde. 

Hendes egne tanker var kort i vildfare. Hun havde ikke regnet med at nogen fra lysets hær kunne forråde den ed de havde aflagt, da de påtog sig de hvide farver. Men ikke destro mindre, var der tyndet ud. Der var velkendte ansigter, hvis fravær hun bemærkede. Folk hun havde stolt på som brødre og søstre, der alligevel havde henlagt sig i de griske og onde. Fundet nydelse ved hvad Kiles Orden havde pålagt landet. Azteka selv vidste at hun kunne havde gjort mere for at forhindre den magt Ordenen havde haft - men havde handlet efter hvad hun troede var sin dronnings bud. Og derfor var det også kærkommen at eden nu ikke kun indebar dronningen, men også Isari selv. Hendes gud. Godhedens væsen der beskyttede dem. Når alt kom til alt, var det præcis hvad Azteka ville. Beskytte de svage og følge lysets vej.

Det var derfor heller ikke svært for hende at knæle ned foran sin dronning på ny, hvis ansigtstræk bar præg af tidens prøvelser. Guderne måtte vide hvad hun havde været udsat for. Ordenen kom ud fra hjertet, både nemt og hårdt at sige. Hun troede fuldt og fast på dem, men ville aldrig afgive et løfte nemt. Et løfte måtte aldrig blive nemt af aflægge.

"Jeg sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag genopstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen.""

Sorris sad ved siden af Derek og messede den samme sætning om og om igen, hver gang en Kriger havde aflagt det nye løfte. Han så op, da Derek rejste sig og gik hen mod forhøjningen og han kunne mærke hjertet begynde at banke hårdere i brystet. Han skulle ikke selv op og deltage i ceremonien, men Derek havde forlangt, at han deltog. 'Dette er vigtigt,' havde han sagt. 'Dette er måske den vigtigste ceremoni, du nogensinde kommer til at deltage i. Lyt godt efter og tag dagens budskab med dig i hjertet.' Og Sorris havde lyttet. Men hver eneste gang, han igen skulle messe tilskuernes svar fik han sværere og sværere ved at trække vejret. Hvad nu hvis han en dag selv ville blive i tvivl om, om nogen virkelig var, den de burde være? Hvordan ville han vide, om Isari ledte hans hånd eller om han bare underminerede en dygtig kollega?

Da Derek kom tilbage, mærkede Sorris sin ridderherre lægge en stor hånd på sin skulder. 'Snart er det din tur,' hviskede han lavmælt og Sorris sank forsigtigt en klump. Det var alt, hvad han nogensinde havde ønsket at blive. En Kriger af Lyset. Men hvorfor gjorde tanken ham så så skrækslagen?

Alt, Nor kunne tænke, var at han ikke fortjente at være her. Sammen med så mange noble krigere. Selvom hun var klædt i samme uniform som dem, trænende med dem, spiste med dem, kæmpede side om side med dem, anså dem som sine venner og sin familie, så følte hun pludselig skam. Hun følte, at hele ceremonien var hendes skyld. Ikke udelukkende hendes skyld, men hun vidste, at havde hun fulgt sit hjerte, i stedet for sin logik, havde hun gjort hvad hun følte var rigtigt, i stedet for hvad hun var blevet beordret, og havde flere af hendes kollegaer gjort det samme, så havde der ikke været behov for den ceremoni der var i dag.

Så det var med tunge skuldre, at hun aflagde samme ed. "Jeg sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag opstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen."

Nor rejste sig, da hun blev budt velkommen som kriger af lyset igen. Hendes hjerte sad i halsen på hende som aldrig før, skrækslagen for at bare én af tilskuerne ville kunne genkende hende som en af de krigere, der havde hjulpet Kiles Orden, og ville tage chancen til at råbe skældsord efter hende. Ord, hun havde fortjent. Hun kunne ikke lade være med at lade sit blik glide nervøst over folkemængden, men ingen sagde noget. Hun var Lysets Kriger igen. Denne gang ville hun ikke kludre i det. Aldrig igen.

Ikke alle kunne deltage i dagens ceremoni i templet. Der skulle stadig varetages opgaver rundt omkring i riget. Nu var ikke et tidspunkt at lade dele af styret være svagt bevogtet. 
En af dem, der ikke deltog, var Lynn. Hun stod i stævnen på Spor IV og så udover det bølgende hav. Normalt når de var på havet ville de have til opgave at finde nogen eller undersøge noget. Eskortere, transportere, hjælpe. I dag holdt de vagt. De lå ud for en lille klippepynt og lavede ingenting. Hendes besætning havde godt af det efter de hårde dage i havnen, hvor de havde skullet dobelttjekke alle rejsende og fange flygtende Kilepræster. Det var blevet til lidt flere end de havde regnet med, og alle var de blevet sendt tilbage til hovedstaden for at modtage en passende straf. 
Men dæmonen, der efter sigende skulle have leget dronning de sidste par år, havde de ikke fundet. Og nu stod de her og kiggede på de blå bølger gå i ét med den blå himmel, mens de håbede på, at dæmonriget ikke ville komme farende med et stærkt søangreb. Hvad deres planer havde været eller var fremadrettet vidste de ikke, så de måtte hellere være på vagt. 

Dagen inden Spor IV var sejlet ud, havde alle besætningsmedlemmerne besøgt en udsending fra Dianthos og aflagt løftet, som de fleste krigere ville gøre i Isaritemplet i dag. Løftet havde hvilet mindre på Isari og lidt mere på Lyset for dem, for alle vidste, at sømænd ikke altid kunne sætte deres lid højest til Isari, men var i havgudernes magt. Men hvemend der blev sat sin lid til, var løftet blevet givet, og Lynn betvivlede ikke loyaliteten hos en eneste i sit mandskab.

Det var noget af en gang pompt og pragt der var sat på i Isaris katedral. Hargin stod i sin uniform med pladeskuldre, i et lidt dværgeagtigt design, armbeskyttere, også i metal med dværgeruner i kanterne og sin kappe, der hang pænt omkring hans skuldre. Skægget var lige blevet flettet og håret redt godt ud af hans kone Kira, som var hjemme i dette øjeblik. Hun havde sine egne pligter at tage sig af, hvilket Hargin havde fuld forståelse for. Han stod med en hånd hvilende på sin hammer, hovedet af den på gulvet foran fødderne, ventende på sin tur til at sværge troskab på ny. Nærmest alle de andre krigere og riddere af Lyset stod her også, deres højder overskyggende ham, fordi.. Ja han var jo sjovt nok en dværg og derfor ret så lav.

Snart blev det den standhaftige dværgs tur. Lyden af stærke støvler på marmorgulvet lød da han trådte frem, hagen løftet og et stålfast blik i øjnene. Hans ellers altid muntre ansigtsudtryk var lagt i seriøse folder, som han stillede sig frem, igen med hammeren hvilende med hovedet mod gulvet. Her knælede han, hånden om skaftet på hammeren, med løftet hoved og sine øjne rettet direkte mod Lysets Dronning, skabende en fast øjenkontakt som han med sin mørke, klangende stemme sværgede sin ed.

"Jeg sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag genopstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen."

Men i modsætning til alle andre, der var af forskellige racer, mange af dem mennesker, var han en dværg og han var derfor nødt til at sværge på mere end blot Lyset, Isari og hans dronning.

"Jeg sværger på min slægt, Ragnarsson-slægten, Isari's guddommelighed og mit riges Than. Må hans vrede slå mig ned skulle jeg fejle min pligt."

Der blev kigget lidt ekstra på ham, men ellers blev der ikke sagt noget mere end det normale svar. Om Lysets Dronning ville tale med ham efter dette, var ikke til at vide. Men han var en dværg og som dværg sværgede man også på sin Than, om man hørte under andre eller ej. Med sine ord sagt og Dronningens svar var givet, rejste han sig og gik tilbage i rækkerne af krigere og riddere. 

Selvfølgelig skulle dværgen da også sværge på sine landsmænds magter. Tarrim kunne ikke undgå at smile af manden, for selv havde han lært, at selvom Dragorns rige ikke var helt som Dianthos, så var det et smukt sted, og dets dværge et unikt, fantastisk folkefærd. Tarrims holdning var, om muligt, malet ret kraftigt af at han havde et meget godt øje til Guinevere fra Dragorn, men han lod ofte som om at det slet ikke var sådan at det reelt var. For det var hemmeligt nu, hvordan de to havde sendt breve til hinanden i længere tid. Hvordan han havde mødtes med hende og de havde drukket mjød sammen i Thanens mjød-og vinkælder. Det var der ikke nogen, der havde behov for at vide.

Efter et par flere krigere havde svoret deres eder, var det Tarrims tur. Iklædt uniformen og med et roligt smil på læberne, trådte ham frem foran Dronningen. Hans knælen foran hende, fik nogle krigere til at kigge, for Tarrim havde et omdømme i Lysets rækker. Han var en ganske uknækkelig mand. Han havde oplevet forfærdelige oplevelser og han var gået fra dem alle ubrudt. Og nu var han her, hvor han måtte gensværge sin gamle ed. Og skønt han godt var klar over at Dronningen nok godt vidste, at hun havde hans loyalitet til hans død, så svor han sin ed uden dem mindste tøven. "Jeg sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag genopstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen." da han løftede hovedet fik han kort øjenkontakt med Dronningen hvis ansigt så lettere hærget ud oven på hendes prøvelser og han var sikker på at der var et blik af genkendelse. At hun nu fuldt ud forstod hans loyalitet og hvor mange gange den var blevet testet uden at han havde fejlet. Hendes svar gav genklang og Tarrim kunne rejse sig og stille sig i Lysets Hærs rækker igen.

Tiden under Kiles Ordens styre havde ikke været nem for Mirabelle eller hendes familie. Som ordrene blev mere og mere underlige, havde Mirabelle trukket sig fra Dianthos, og søgt komfort oppe nordpå i familiehjemmet. Hun havde gjort det meget ukarakteristiske og løbet fra de fleste af sine pligter, fordi noget i hendes samvittighed havde sagt at det var forkert.
Hun havde stadig lavet småting, men efter Baldwin var forsvundet havde været minimalt. Det var først da hun havde hørt noget røre sig i Dianthos, at hun tog rigtig tilbage, og undersøgte hvad det var. Ligeså snart hun havde opdaget at den rigtige Dronning var blevet fanget, havde det tændt en ild i sig, og hun havde sluttet sig til gruppen.
Og nu… nu var der endelig fred igen, og Mirabelle kunne have et lettet hjerte over at de ting de skulle have gjort, ikke var fra deres rigtige dronning.

Selve ceremonien var ikke noget Mirabelle ikke have oplevet før. Hun havde alligevel klædt sig i en skinnende ren uniform, og da det var hendes tur, var der ingen tøve som hun gik op foran Lysets Dronning og statuerne.
"Jeg sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag opstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen." sagde Mirabelle tydeligt, og kiggede op, da det var dronningens tur til at sige noget.
Mirabelle rejste sig op, og smilede let, før at hun tog sin plads ved siden af sin far på rækkerne. Det var med god samvittighed at hun kunne forsætte sit arbejde i rækkerne af Lysets Hær.

Tankerne havde sust mellem ørene på ham, og aldrig givet den aldrende general et øjebliks pause. De seneste års prøvelse havde gjort Baldwin nærmest grånæbet og han syntes alderen for alvor var ved at melde sig. I menneskeår var han stadig anset for værende en mand i sin, måske sene, men bedste alder. Men Baldwin var ikke et menneske. Hans hule knogler føles tungere, mest betynget af tunge tanker. Han følte stadig skyld. Han havde reageret for sent. Havde han reageret rigtigt? Tankerne stoppede ikke med at kredse som ceremonien gik i gang, og de lovlydige og æresbetyngede krigere og riddere trådte frem for både Dronningen og Gudinden Isari selv, for at aflægge en ny ed. Trods katedralens lyse stemning, solens varme stråler gennem de utallige vinduer og genskæret fra skinnende rustninger, følte Baldwin et mørke i sit sind. Alle og enhver af hans riddere og krigere havde aflagt ed til deres Dronning før, og alligevel kunne han se manglende ansigter. Det gav ham en modbydelig smag i munden.

Baldwin stod urokkelig med fronten mod forsamlingen med hænderne samlet bag ryggen og et neutralt utryg. Trods hans blik fulgte hver og en som de gik op, vendte han ikke kroppen for at følge dem hele vejen, men han hørte hver og en. Huskede hver og en. En smule af fortvivlelsen og mørket lettede fra hans sind. Trods forræderiet, havde ikke alle vendt sig væk fra lysets. Langt fra.

Timerne gik. Den varme lyse solskin blev mere rødlig som eftermiddagen skred frem, men Baldwin stod urokkelig på sin plads. Helt til aller sidst, hvor den sidste af krigerne gik ned. Først der vendte han kroppen og så op på Dronningen. Årene havde taget synligt på hendes ungdom og kræfter, men det hindrede hende ikke at fremsende en udstråling der bragte ro i hans hjerte og sind på ny. Han vidste at tiderne ville blive husket. På godt og ondt. Han vidste at det var en hullet og usikker vej der lå i fremtiden, hvor sandheder skulle frem, mens troværdighed og bånd blev sat på prøve. Mellem folkeværd overalt i landet, som skulle plejes og styrkes. Han tog de få skridt op og knælede ned samme sted hvor alle de andre havde været forinden, og gjorde præcis som krigerne før han selv. Han stod ikke hævet over dem på den front.

Edens ord blev sagt uden skælven, uden tvivl og hans blik veg ikke fra Isannes øjne et eneste sekund. Han huskede de sidste mange dages indre kamp med tankerne. Et tilbud om titlen som Baron, med tilhørende land, ære og hæder. Man afslog ikke sådan en gave. Et bevis på hendes taknemmelighed. Men det var også der det slog ham. Han havde ikke brug for at resten af landet kunne se at hun var taknemmelig for hans hjælp. Han havde gjort sin pligt, og det ville han gøre til han dragede sit sidste suk. Beslutningen havde været utraditionel og uforståelig for mange, men den fik ham i dette øjeblik til at smile. Et let smil der nåede hans øjne, og han syntes at kunne se genkendelsen af det samme lette smil i Dronningens aldrende øjne.

Ord skulle formelt ydres og Baldwin lyttede til Dronningens taknemmelige ord, men der var det usagte som han blev bedt rejse sig igen, som forblev mellem deres blik. Baldwin havde afslået tilbuddet om barontitel og landområder. Baldwin var General. Han havde gjort sin pligt, og forlangte intet ekstraordinært tilbage.

Efter hvad der virkede til at have været hårdt måtte Xaphan revurdere sit liv. Under Kiles Orden havde han rent faktisk tænkt over at stoppe som Lysets rider. Måden Kiles orden havde haft magten. Hvordan Lysets Dronning havde acepteret hvad der blev gjort. Hvordan Bladwin's forsvinden havde gjort Lysets riddere rystet. Hvordan de kunne være blevet angrebet uden så meget som en havde taget magten efter Baldwin. Baldwin havde ikke engang givet en anden ordre til at tage hans plads mens han var væk. Det hele havde været så rodet, og det havde ikke været Xaphans gode vilje der havde fået ham til at blive. Det var hans ordre til at beskytte Lysets Dronning da han blev accepteret ind i rækkerene af Lyset selvom der var dæmon i ham. Han havde en pligt for dronningen, og han ville ikke bryde den pligt han havde sagt.
Han skammede sig over at han ville have været stoppet, især da det kom frem det ikke var den sande dronning men en forræder mod lyset. Godt nok havde han ikke gjort sin pligt som ridder under Kiles Orden, men der havde været så meget andet at tage sig til. Hele tiden var han blevet misbrugt til at afhøre folk, også selvom han ikke ville. Han var afhørings mester og dette kunne han ikke komme uden om. Baldwin var tilbage på sin plads, og selvom Xaphan havde en torn i øjet på Baldwin var han da glad for at Lysets General var tilbage på sin plads. Han havde været indebrændt på Baldwin længe, mn han kunne ikke blive ved med at være det. Han måtte lade det ligge og se fremad. Der var så mange ting der nu endnu en gang skulle tages hensyn til, og så mange ting skulle ordnes. Der var meget arbejde foran dem alle sammen, og han håbede egentlig på at der ville gå hurtigt. Men det var som om der kørte en landesorg i Dianthos, det var sådan han følte det. Alle var da glade for at den sande Dronning var tilbage på tronen, men der var så meget der skulle bygges op igen. Tilliden mellem indbyggere og riddere skulle genopbygges, for slet ikke at tale om Lysets Dronning der også havde sit at se til.

Han havde stået i nærheden af Baldwin og stirrede intenst på ham hele tiden uden at røre sig, men cermonien var gået i gang og han måtte desværre også ligge sin ed, selvom han ikke så den mindste grund til at han skulle gøre det. Tiderne var anderledes, og tilliden til Baldwin skulle også genopbygges. Han trådte frem og bukkede foran Dronningen. Jeg sværger at beskytte, ikke kun Krystallandets trone, men også dets befolkning mod de Onde magter. Jeg vier mit liv til min Dronnings og Isaris bud, og skulle tvivlen en dag opstå, vil jeg lade Isari vise mig vejen. ikke at han så nogen grund til at gøre dette, han tjente under dronningen og ikke under nogle andre. Han holdte stadig sit ord som den dag han havde givet det. Det skulle ingen lave om på. Han var bare usikker på om Baldwin endnu engang ville forsvinde uden at pege på en næstkommenderende. Ville han fortsat være den fødte general og få samlet Ridderne til den næste udfordring der ville dukke op?  Han rejste sig og gik tilbage i rækken han havde stået i. Endnu en gang lod han sit blik stirre stift på Baldwin, bare for at se hvad han kunne finde på at gøre nu.