Solen var begyndt sin langsomme færd mod horisonten, som Samantha med et sidste vink til den udtrukne nattevagt satte fod på stillestående grund og satte kursen mod byen bag havnen. Det var ikke den største by hun havde tilbragt en aften i, men så sandelig heller ikke den mindste. Havnen var en solid en af slagsen brugt til mere end fiske fra og der var beværtninger nok til en hver kunne finde noget til egen smag. Om det var i mænd, drikkelse eller anden fornøjelse.

Selv ledte Samantha efter markedspladsen for andet end fisk og reb. Noget hun havde et glimrende håb om at finde og som var årsagen til hun ikke var taget med pigerne på druk allerede. De havde i stedet givet hende en liste. En fyldig liste.
Hvilken fornøjelse.

Hun kunne ikke andet end smile, som hun drejede om et hjørne og så markedspladsen folde sig ud for hendes øjne. Selvom det var halvsent for sælgende var alle boder stadig åbne og udvalget så overraskende interessant ud. Som var der en lokal festlighed i gang. Mad, drikkelse og alt hvad hjerte ellers kunne begære. Hun sløvede sine skridt og gled ind i mængden med blikket vandrende over boderne, stoppende ved synet af tørrede planter i bunker og gørende sine første få indkøb, førhun forsatte roligt videre.

Det fredelige Medanien, hvor selv nattelivet kunne være ubeskrivelig kedelig i de fleste af de små byer og bygder. Alt for lidt kriminalitet på disse kanter. Men så var det godt, at der altid kunne findes en havn hvor der var godt gang i de små gader, boder og befolkning. Der var noget for enhver smag når man kom til havnen, da diversiteten var stigende for hvert skib der lagde i havn.

Logan selv befandt sig ofte i Medanien, for at påtage sig småarbejde hist og her, og det havde han da også gjort denne gang. Det krævede bare den rette forklædning at komme tæt på. Noget han kunne gå og gruble over mellem boderne, hvor han oftest ville skille sig tydeligt ud med de sorte tattoveringer og den bredde fysik, men havnearbejdere havde efterhånden alle den afstøbning.

Logan gik og kigge på alt og ingenting da en let bølge af brunt hår fangede hans opmærksomhed. Måske en bekendt han havde været i nærheden før, eller også havde han en sjette sans for at finde gyngende hofter. Ganske instinktivt fulgte hans blik efter til genkendelsen ramte ham med et smil. Oh, det var altid en spændende oplevelse når hun var i nærheden. Desuden. Var der ikke noget med at hun skyldte ham noget? Han havde trods alt reddet hendes yderst fine røv noget tid tilbage. Så selvfølgelig valgte han fuldstændig ugeneret at gå efter hende, til han nåede op på siden af hende. "Det må efterhånden være skæbnen at vi bliver ved med at løber på hinanden" ikke at Logan en skid troede på skæbnen. Opreklameret bavl.

Samantha rystede opgivende på hovedet af bodholderen og gjorde antræk til lægge det stykke klæde tilbage på plads som hun havde været ved at byde på. Det ændrede tonen hos den anden og gav den ønskede åbning for at prutte videre om prisen. Det tog sin tid. Tilslut fik hun ikke prisen så langt ned som hun gerne ville have haft den, men kom i stedet derfra med tre andre stykker stof, som Amalia helt sikkert ville kunne passe ind i et eller andet.

Som hun pakkede indkøbende sammen i vadsækken hun heldigvis havde været fornuftig nok til at tage med, prikkede følelsen af øjne hvilende på hende. Som var der en der fulgte hende gennem mængden. Aldrig en helt god følelse og slet ikke i en fremmed havn langt fra resten af mandskabet.
Eneste fornuftige var dog at lade som intet og blive hvor der var mange omkring hende.
Samantha stoppede kort op ved den næste bod og rettede på vadsækken, mens hun skjult forsøgte at fange et blik af hvem end det var der fulgte hende. Intet held. Til gengæld fangede en bod lidt længere hendes opmærksomhed så brutalt at den ubehagelige følelse blev glemt for håbefuldhed. Kunne det virkelig været...?

En velkendt stemme fra lige ved siden af hende fik Samantha brat tilbage til hvor hun var igen og hendes hånd først til skæftet på sværdet, før hun slappede nok af til at dreje sig mod Logan. "Skæbnen eller forsynet? Måske Chance blot mangler lidt underholdning til hendes aften?" Hun stoppede ikke helt op, men lagde en smule ekstra svaj i hoften, som de fortsatte. "For du bringer underholdning til min aften?" Fortsatte hun halvt spørgende og halvt drillende. En aften med terningespil, druk og det derefter med Logan var lige hvad hun godt kunne bruge efter tiden på havet.

Det var egentlig ikke så underligt at hun var på en indkøbstur. Det var vel begrænset hvor ofte hun var i land til at gøre det. Livet på havet. Logan havde prøvet det, ikke fundet det alverdens interessant. Men sådan var alle nu engang så forskellige. "Så har Chance og jeg noget til fælles" Hans blik gled ubekymret ned til hendes svingende bevægelser og gik helt med vilje et halvt skridt efter hende, bare for at kunne nyde synet.

"Bestemt! Du er lige præcis den jeg har brug for her til aften" Nej, Logan var på ingen måde gentlemand nok til at den sætning ikke kom ud med et undertone af hvad han godt kunne bruge af bekendt skab i aftentimerne. "Jeg har brug for den tjeneste du så modvilligt skylder mig" bare for at ødelægge stemningen fuldstændig. Men ideen han fik, krævede sin hjælp og hun var det perfekte offer - samarbejdspartner - til dette formål.

"Så det har I..." Samantha så skråt tilbage på ham med et muntert glimt i øjnene og en kælen tonen på læberne. Med det blik var der ingen tvivl om hvad han lod være underforstået om den underholdning. Ikke at hun tænkte ret meget i andre retninger så snart han kom ind i hendes synsfelt. Aften var bestemt blevet en del mere sikker på god underholdning og den interessant bod en del mindre det.

Hun kunne da heller ikke lade være med at besvare hans selvsikre ord med latter. Han lagde aldrig fingrene i mellem, men efter længere tid ude, så var hun slet ikke imod ideen. Ikke før han fortsatte og trak det kort ud af kassen hun havde håbet han havde glemt. Så - hvor intet vovede. "Hvilken tjeneste?" Hun drejede let væk fra det travle torv og ud til at stå i en af de tilstødende gader. Det gav dem lidt færre der kunne overhøre dem og bedre muligheder for at smutte væk hvis det var nødvendigt. Af en eller anden grund regnede hun med med det var tjenester i sengen han ville forlange for at have reddet hendes røv tidligere.

Det var ikke engang et spørgsmål om de havde den del til fælles! Det var ikke underligt at Logans tanker automatisk drev ind i mere private gemakker hver gang han så Sam. Det havde fungeret så godt ved hvert møde indtil videre, og det så han ikke nogen grund til at ændre på. Natten var og blev ekstremt mere morsom hvis han kunne tilføje en hvis dame i regnestykket.

Logan kunne ikke lade være med at grine brummende som hun lod helt og aldeles som om, at tjeneste var ikke noget de havde mellem sig. Det kunne han skam ikke fortænke hende i, for hvem gad også skylde sådan noget til folk! Det var bare besværligt. "Ja, bare en lille bitte en" pointerede han og fulgte efter hende hvor der ikke var alt for mange folk til at lytte med på samtalerne. "Jeg skal bruge en sød lille sag til at distrahere nogle tåbelige mandfolk for en stund - og hvem er bedre til opgaven end en lille skønherlighed som dig" det havde været fristende bare at indløse tjenesten i et andet rum, til andre fornøjligheder han godt kunne tænke sig. Men han øjnede chancen.

"Ahh, den lille bitte tjeneste..." Nej, hun kunne ikke sno sig uden om at betale den tilbage og det virkede til at være tiden for Logan at indkassere. Godt eller skidt? Samantha trak mentalt på skuldrene. Det var vel altid bedre at få den slags ud af verdenen og det havde da lige givet lidt ekstra gnist til aftenen. Især da han næppe havde noget helt ufarligt i tankerne.

Hun stillede sig afslappet op og så blot afventende på ham, før hun hævede et øjenbryn. Det lød jo næsten ikke ildevarslende det der. "Og hvor... distraheret..." Hun lagde lidt ekstra i ordet ved den korte pause og en svag ændring i tonefaldet, før hun fortsatte. "..tænkte du de skulle være?" Hun var med på en del, men hun der var grænser for hvad hun ville gøre for at indfrie sin gæld. Det var dog bedre at fordreje hoveder - hvis det var hvad han antydede til - end så meget andet.

Et smil prydede det hærgede ansigt og et lumsk blik løb over hende. Logan mente bestemt at Sam var perfekt som distrahering, men hun skulle ikke distrahere dem på samme måde som hun opnåede at få snoet ham om sin lillefinger i baren og senere gemakkerne. "Nok til at fastholde deres opmærksomhed, ikke så meget at du skal smide tøjet" svarede han, og forestillede sig mentalt hvor yndigt det ville være hvis hun langsomt fjernede det ene lag efter det andet.

Hvor meget det irriterede ham, var tiden ikke til disse tanker lige nu. "Nu vi taler om tøj - jeg har en perfekt lille sag at føre dig i til aftenens lejlighed" påpegede han og klappede på vadesækken der han over hans skulder. Hvor han havde den fra, var ikke vigtigt at diskutere. Men der var en adelsdame der meget frivilligt havde smidt den for nogle uger siden. "Lord Bariston har et godt øje til fine diamanter i hans omgangskreds, og med hvad jeg har i tankerne, vil hans øjne næppe forlade dig i langt nok tid til at opdage hvad det store skideskur render rundt og laver" det store skideskur værende hamselv. Han gav Sam armen, for at føre hende ned mod en kro, hvor der trods alt var privathed til at skifte kludende. Så kunne han også tilegne sig et udsøgt syn, og måske mærke lidt på sagerne også.

Samantha kunne ikke andet end lade en let latter følge Logans ord, som hun muntert skød den ene hofte lidt ud og stillede sig an. Nok var det andre han ville have hende til at distrahere, men hvad sjovt var der i ikke at forsøge sig med ham allerede nu? Han virkede da også lettere fraværende et øjeblik, før han smed sin næste lille ting efter hende. Noget der trak hendes øjenbryn i vejret og hendes smil lidt for sigende skævt. "Og hvorfor i alverden rander du rundt med en kjole i min størrelse?" Sikkert fordi han havde haft en anden plan til han så hende, men at lade antydningen af ham i dametøj hænge i luften var sjovere.

Hun tog hans arm med mere elegance end nogen ville forvente af en dame med hendes beskæftigelse og nikkede værdigt til ham, før hun lod ham føre hende væk. Hans forklaring på hvem der skulle distraheres. Det lød ligefrem til at kunne blive underholdende. "Skal han blot distraheres eller lokkes på afveje?" Det ene antydede at det var baronens ejendele der var målet - det andet atdet var baronen selv.
De tog passende en bagindgang til gården tilknyttet en kro og bagtrappen op til førstesalen hvor værelserne var. Meget diskræt og praktisk, så ingen kunne se hende komme og forandret forlade kroen igen. "Det er vel ikke her, han holder til?"

Logan fik et drillende smil på læben som Sam påpegede om hvorfor han i alverden rendte rundt med en kjole i hendes størrelse. Det var da spændende som hun havde så nærgående spørgsmål! Hvorfor ikke! Var det fordi han havde planlagt at finde en sød lille sag han kunne betale for at hoppe ned i kjolen, at han rendte rundt med den? Ja, men det var sjovere at lege lidt ”Hvorfor ikke? Jeg må havde gået og drømt om at løbe ind i dig igen.” Antydningen om at han selv skulle i kjolen var da også ganske morsommelig! Men han tvivlede stærkt på at han kunne krodse sine alt for brede skuldre og bredde overkrop ned i sådan en sag! Men med den rette løn, så kunne han jo nærmest alt.

Der var noget frisk og helt uimodståeligt som Sam stilte sit spørgsmål, der i sig selv lød ganske uskyldigt, men betød at hun forstod præcis hvad han havde i sinde at gøre var dybt kriminelt. Præcis hvor ulovligt var så en del af spørgsmålet. ”Kun distrahering denne gang – men kan garenteret godt finde flere opgaver hvor du ville være god at have med” med det var nok også at strække den tjeneste lige lovlig meget.
Med munter bevægelse kom de ind af bagindengangen, videre op af bagtrappen og Logan vidste vej til et af værelser. En let brummen af morskab forlod ham som han åbnede døren med lidt besvær, som dørkammen var blevet medtaget med årene. ”Det ville være et særsyn! Men jeg må desværre kun byde på mine ydmyge gemakker til at skifte over i noget mere afslørende, end hvad du bære nu” og havde han i sinde at hjælpe hende af tøjet – selvfølgelig havde han det! Han var vel en gentleman!

"Hvor sødt!" Samantha klappede Logan kærligt på armen, som hun lod tone glide over i det troskyldige. "En dame siger aldrig nej til sådan at få en kjole forærende!" Om det var det han havde ment så hun stort på. Muligheden havde ligget i hans ord, så hun tog det for givet. Hun kunne under alle omstændigheder godt bruge en ny sag at tage i byen i, når sømandstøjet ikke helt passede til hendes planer.

Hun nikkede let til hans afklarende ord, før hun rent faktisk drejede blikket mod ham med et skævt smil. "Se det er jeg slet ikke i tvivl om. Så må vi se om jeg er i rette havn til det også." Og om han ville give rette pris for hjælpen. Måske lød det ganske underholdende, men en pige skulle jo leve og rom var ikke billigt.
Som døren blev åbnet og holdt for hende, gik Samantha først ind og til siden. Atter var det ikke det største rum der blev afsløret som lys blev tændt, men af bedre stand end hvad gaden udenfor antydede til. Ingen fugt ned væggene eller lugt af noget der havde været dødt for længe. Hun lod de få indkøb hun havde noget falde til gulvet ved siden af en stol, før hun med en hånd åbnende bæltespændet vendte sig mod Logan. "Må jeg så se hvad du har i tankerne?"

Røg hans dyrebare kjole til lyssky opgaver lige der? Havde hun lige fået det drejet til at blive sin egendom? Logan var faktisk ikke helt sikker, men det endte med at han bare tog det med. "Specielt ikke når damen fortjener en skøn kjole" Han kunne da altid skaffe en ny, hvis han nogensinde skulle få behov for at stoppe et kvindfolk ned i tøj. Normalvis plejede han at hungre efter at få dem UD af kjolerne, og ikke i dem.

"Man har jo lod at håbe" grinede han muntert og gav hendes hånd et klap. Han kunne selvfølgelig ikke bare forlange at hun hjalp ham på alle andre tidspunkter. Logan havde trods alt også en pris, specielt når han skulle arbejde for tingene!
Som Sam gav sig til at løsne bæltespændet var Logan faktisk et kort øjeblik fuldstændig blank for at han skulle bruge hende i en kjole. Hans blik var ugeneret plantet ved bæltespændet. "Mine tanker..." han løftede hovedet med et skummelt smil på læberne. "De tanker må vi hellere vente med" tydeligt antydende at de ikke havde flyttet sig langt fra hvad de plejede. Han hankede vadesækken af skulderen og fandt kjolen frem. En yndig sag med flere lag og blonder. Alt for fin og yndig til hvad Logan normalvis gad sætte næsen op efter. Selvom det selvfølgelig havde krævet at han fik kjolen af en adelsdame før han kunne få den med sig. Han havde ved gud ikke været ude og købe den.

"Hvilket damen gør i høj grad." svarede Samantha med et bedårende blik. Hun havde ikke set sagen, men hvem havde brug for det? En kjole var bestemt værd at udvidde ejendelene med og hendes sidste led en ret krak skæbne uger tidligere.
Hun besvarede det næste med et muntert smil, men lod det ligge der. Samarbejde hvor det ikke var en gæld der skulle indfries var bestemt noget der skulle gemmes til de atter var på lige fod. Det lød dog som en underholdende måde at bruge en senere landgang på der ville øge hendes beholdning af krystaller i stedet for at dræne den.

Samantha kunne se hvordan Logans blik sank og fulgte hendes bevægelser, hvilket kun fik hende til drillende at tage sig tiden med spændet. "Var det et løfte?" Hun holdt blikket på hans ansigt, som hun lod bæltet falde til gulvet og mærkede bukserne følge trop til de hang lavt på hendes hofter. Hun lod dem hænge der, mens hun vred støvlerne af og fulgte udpakningen af den så omtalte kjole fra sækken.
"Jeg er imponeret. Den der kræver jo ligefrem at jeg finder de pænere manerer frem fra gemmerne." Med det løsnede hun snøren der holdt bukserne oppe og lod falde, efterladende hende i sokker og skjorte. Den sidste krængede hun af, før end hun trådte hen mod ham med et vurderende blik på kjolen. "Den kræver hvis lidt hjælp at komme ordentlig i." Snøreliv var bar måske fornemt og fint, men upraktisk som ned til Zaladin.

Oh så forfriskende en tøs hun da var! Hvis nu der ikke havde været et arbejde at udføre så han igen fik en rummelig og anseelig mængde krystaller på lommen, så havde han blæst højt og helligt på sin opgave. Men ak oh ve, han måtte holde sig i skindet og blot smile et af sine velkendte luskede smil. "Altid" oh et syn som bæltet faldte og bukserne opgav at blive hængende anstændigt. Han kunne faktisk mærke hvordan det prikkede i fingrene.

Han fulgte hende uden hæmninger, mens han holdte kjolen op. Ja, det var en fin sag! Den havde også taget en allerhelvedes lang tid at få snøret af kvindemennesket der var dens tidligere ejer! "Oh jeg hjælper skam gerne" nok havde han ikke erfaring med finere tøj, men hvor svært kunne det være? Desuden, mens han var i gang kunne han snige en hånd ind hist og her. Det kunne jo kun tale til hans fordel!

Samantha lo dæmpet som hun så Logans tanker vandre endnu mere end hans blik gjorde det. At aflede ham fra hvad som helst så ud til kun at kræve en løsning af bæltespændet og synkende buksekant. Det lovede også godt for aftenen efter hvad end opgave han havde trukket hende ind i. Noget hun så så ganske meget frem til!

"Det var jeg ikke i tvivl om du ville sige." Hun sendte ham et skævt smil, før hun gravede i sækken og fandt underkjolen frem. Enkel og løs, men rar at have mellem sig og det indsnøringshelvede han så pænt holdt for hende. At tage underkjolen på burde måske også bringe lidt af hans tanker tilbage. Måske.

Stadig smilende skævt tog hun kjolen fra ham og fik den så meget på hun kunne selv og vendte opfordrende ryggen til ham. "Hvis herren vil være så venlig...?" der var stof at sætte ordentligt, men mest af alt snøre at stramme ind til kjolen sad og hun forhåbentlig ikke snappede efter vejret! Lidt mindre kunne jo gøre det! "Så hvad er planen for distraktionen?"

Logan var klart en mand der foretrak at tøjet forblev af kvindekroppen og ikke på den. Så som Samantha begyndte at fjerne lag, ville han nødigt ligge nye lage over. Men der var trods alt et mål der skulle nås! Penge var også en yderst fantastisk ting som han ligeledes havde en stor kærlighed for. Mon ikke han kunne udvise bare et snært tålmodighed?
Der var heller ingen tvivl om at Logan brugte tiden på at stirre. Han havde ingen pli, og specielt ikke i denne sammenhæng overhovedet. Men som Sam vendte sig for at få snørret ryggen sammen på kjolen, måtte han alligevel gøre noget aktivt. Han begyndte at spænde den ind, afslørende at det ikke var første gang, selvom hans erfaring mere lå i at få den snørret op end ind. ”Selvfølgelig, min kære” Han strammede den ind, som den skulle, og det var formentlig ikke det mest behagelige. Moden blandt de adelige – ikke på vilkår om han forstod det, selvom det skubbede nogle goder op til frit udsyn.

”Oh, og her tænkte jeg du ville blive kreativ?” Logan grinede brummende, men opfølgede alligevel på sine ord. ”Lord Bariston er en grådig mand, som samtidigmed nyder at fråse sig i vin, god mad og kvinder. Du skal distrahere ham med de goder du har fra naturens side, men være tilbageholdende nok til at du ikke blot er en kvinde der kaster sig i hans arme. Han nyder en udfordring, og det skal du give ham – pas på lange fingre.. Han tager sjældent et nej for gode vare” konstaterede han, men Logan vidste også at Sam aldrig ville komme i fare, selvom hun næppe ville finde situationen særlig behageligt. Bariston var en udfordret mand med sin rigdom, som havde efterladt præg på mave, motorik og nogle gange også hans hygiejne. Nogen kaldte det en rigmandssygdom, Logan kaldte det klamt.

Samantha besvarede Logans tag i kjolen med at svaje i ryggen og skyde bagdelen tilbage. Bare fordi hun kunne. Hun rettede sig dog snart efter op, som et ikke helt uøvet tag i snørerne spændte hende ind og trak et hvislende vejrindtag fra hende. Ikke at han havde strammet fuldt til - endnu - men nok til at hun huskede hvor meget hun afskyede denne del af moden. At vende ansigter og sammenbryde hjerner var måske en fantastisk effekt, men hæmningen i muligheden for et hastigt tilbagetog var ikke det værd. Ikke helt.

"Det er nemmere at være kreativ... med en ide.. om målet." Hun hev vejr ind lidt upraktiske steder, før han heldigvis udleverede lidt konkrete oplysninger om målet. Ikke tiltalende, men hun kunne dårlig være kræsen når det stregede en gæld ud. "Og hvor længe havde du brug for han var distraheret?" Det var rart med en tidshorisont for opgaven.
Som kjolen blev strammet det sidste stykke til og hun sluppet fri til at rette det sidste, strøg hun hænderne ned over siderne først, rettende folder ud og sættende kjolen bedre. Derefter gik turen til håret, som hun løsnede fra den praktiske knold og lod falde i bløde krøller ned over skulderne et kort øjeblik, før hun brugte båndet til at samle dem halvt sammen og tæmme det hele til en væsentlig mere elegant frisure end det burde være muligt. Jonatan havde sin effekt på de fleste ombord og han havde været en del efter hende på den sidste tur på havet.
"Det bliver vist ikke bedre med så kort varsel." Hun vendte sig mod Logan med holdningen ret og statelig. "Led vejen til den heldige Lord Bariston, så han ikke skal hensygne i længsel..."

Havde Logan ikke vidst bedre ville han ganske simpelt mene at Sam måtte være en sirene, sendt for at lokke ham i fordærv. Lokke alle mænd i fordærv faktisk! Men han holdte sig mere til at hun måtte være beslægtet med dem! Han kunne trods alt tænke i hvert fald ti procent med hjernen når hun var til stedet!

Korsettet gjorde dog ikke hans hjerneaktivitet til andet end urene tanker, meget nemmere. Men han fastholdte sig for nu stadig til målet og at fortsætte med at stramme ind til det sad perfekt. Eller i hvert fald præcis som det burde. Som kvinder måtte lide for at lokke mænd - og Logan mente ikke engang at et korset var nødvendigt for at lokke ham i fordærv. "En time. Hvis du kan, for jeg har en del vagter jeg skal forbi også, men det burde ikke blive et problem." han måtte bare håbe på at han ikke stod fanget et eller andet sted og mistede den dyrebare tid.
Logan slap kjolen som hans hjælp ikke længere var behøvet, og huskede hans fingre på at hans hjælp var behøvet senere når kjolen skulle af igen. "Oh hvem der bare var Lord Bariston" en lusket brummende latter forlod ham som han holdte døren for hende, og derefter vidste vej til festlighederne.

Ingen stilte spørgsmålstegn til at Logan forholdte sig tavst som en ucharasmatisk vogter og kun svarede enstavelse om hvem han var, som han fulgte Sam ind i festlighederne. Diskret pegede han ud i mængden. "Den fine herre der, for lov at nyde dit vidunderlige selskab" han hviskede tæt ved hendes øre, men diskret nok til at det ikke vækkede mistanke omkring dem. Og sikke en herre det var. Man var i hvert fald ikke i tvivl om at han var rig og levede et luksoriøst liv. Men en fryd for øjet, ville Logan næppe kalde ham.

"En time. Det burde jeg lige kunne klare..." Samantha rettede let på fronten af kjolen, flyttende tvillingerne bedre på plads så de to sig bedst muligt ud... og ikke hoppede ud. Hun skulle trods alt stadig være en pæn adelige. På overfladen. I hovedet var hun så småt begyndt at bygge en rolle op, så hun havde lidt at byde til med i en samtale og ikke kun havde sit udseende at arbejde med.
Hun lod en perlende latter følge Logans næste ord. "Du kan være min Lord senere... hvis du ikke lade mig vente for længe på dig..." Smilet han fik talte mere end ordene om hvad hun havde i tankerne.

Allerede et stykke før døren havde Samantha skiftet til den adelige kvinde hun skulle spille. Hun holdt sig rankere, bevægede sig med en afmålt og indlært elegance og uden et blik på omgivelserne. Stedet de stillede mod var ikke for almene borgere og som hun sejlede forbi mændene ved døren lod de spørgsmålene falde til Logan. Ganske som det skulle være. Han nåede helt op til hende i en skygge på vejen og gav hende anvisning nok til at finde den herre han ønskede hende at distrahere.
"Han ligner da også en der trænger til lidt bedre selskab..." Hun havde dårligt bevæget læberne som hun sagde det. "En time." Hun kunne måske holde manden hen længere, men hvorfor give ekstra for gælden der skulle betales.

Uden et blik til Logan fortsatte hun ind og lod blikket glide søgende over rummet. En lille utilfreds mine gled frem på hendes træk, som blikket var nået rundt og hun tydeligt ikke havde fundet hvad hun søgte. Så lod hun det glide ud endnu engang, findende et ledig bord ved siden af Lord Baristons og søgende mod det med en alt andet end tålmodig mine.
Hun havde fanget fleres opmærksomhed, men heldigvis også den ønskedes. Han lod hende kun tage plads og virke til at ville blive før han indledte en samtale og inden længe havde lokket nok af en historie fra hende at hun havde skiftet mimik til at se ham interesseret an.
Spillet var i gang og Logans tidsfrist det samme.

//OOC: Jeg tænker du kan trække ham ud, skubbe tid og lade ham komme tilbage? Tid brugt op til dig ^^

Logan var ikke sikker på hvordan han kunne havde fået smidt så meget held i ansigtet af Chance til at støde ind i Samantha ikke bare en men hele tre gange! Så forfriskende et pust i hans vandringer på landevejen og flere dele af ham var umådelig begejstret. "Jeg kunne aldrig finde på at lade dig vente for længe" svarede han med den sædvanlige undertone der ikke var til at tage fejl af. Nej, han havde massere af planer for resten af aftenen, såfremt han ikke blev fanget i løbet af dagen. Det ville virkelig være en kold skyller som han ikke havde bedt om!

Logans ansigt skiftede til mere brysk og tavst. En mand der beskyttede sin frue som den beskytter han var ansat til at være og ikke gad at folk stilte for mange spørgsmål. Det hindrede ikke mændene i døren, og han fik hurtigt knurret en forklaring til dem med få stavelser men nok til at de trak sig. Efter at havde givet de sidste anvisninger var han klar til at tage en anden rute og lade Sam klare distraheringen. "En time"

Logan forsvandt lidt tilbage, men fulgte kort Samantha med blikket før han var ude. Der var vagter, men ikke noget han ikke kunne tage sig af ved enten at gå udenom eller et velplaceret tag om deres hals til de besvimede og stille kunne sættes på jorden. Lokalet var alt for tæt på rummet hvor festlighederne foregik, og lykkes det ikke Sam at fastholde Lord Baristons opmærksomhed ville han formentlig tjekke sine vagter. Han var, med retteligt, en paranoid mand.

Gennemsøgningen, nedpakningen og at snige sig ud fra den skjulte gang han ganske besværligt havde måtte lokalisere ved at banke på et par forkerte sten og få en køkkenknægt til at holde kæft og formentlig senere få en masse tæv for at være blevet væk fra køkkenet fordi han lå besvimet inde i et kosteskab. Men det lykkedes og han fandt vejen tilbage til festlighederne, hvor han stilte sig i baggrunden, spejdende rundt. Ledende efter sin søde distrahering. Han var faktisk ikke sikker på hvor lang tid der var gået, men han fandt hende siddende ved sit offer og han begav sig rundt til han kunne få øjenkontakt med hende, nikkede med et skævt smil og gik derefter lidt mere rundt. Kunne hun ikke finde en måde at undskylde sig fra Lord Bariston, ville Logan komme og indformere lavmældt at Sam var ønsket andet sted, da hendes fader havde brug for at tale med hende. Det burde være ganske rigeligt til de begge kunne forsvinde ud af rummet og ret hurtigt til andre, både mere behagelige og sikre gemakker.