Det var ikke tit at Anann blev kaldt med ud på en mandejagt. Normalt var hendes pligter tilbage i byvagtskontoret hvor hun indlogeret nye byvagter, og derefter stod for deres oplæring og træning. Men som hun havde forklaret, da der blev spurgt hvorfor hun skulle med ud i dag. En person kunne vel næppe træne nogen op, hvis man ikke selv var ude i felten fra tide og tide. Hvordan kunne et sværd forblive skarpt, hvis ingen slæb det? Måske havde det mest været fordi, ingen gad og diskuterer med hende, at hun til sidst havde fået lov. Hun var også ganske ligeglad, manden de skulle fange i dag havde en personlig betydning for hende. Det var da hun lige var startet i byvagten, at netop denne person havde formået at gøre hende fuldstændig til grin. Så nu var det personligt!

Hun var ikke frontløberen på denne mission, så som hun stod gemt bag i skyggerne, ventede på hun på tegn til at de skulle sparke døren ind til bordellet. Da den nyeste information, lød at han befandt sig i det gode selskab af en kvinde. Smagløst, hun fik en bittersmag i munden. Menneskers lyster, var altid det som fik dem fældet i sidste ende. Hun skulle ikke spille hellig over for sig selv, der var mange ting i denne verden der kunne få hende til at snuble. Men en kriminel af denne rang, burde vide bedre. Og det gjorde han tydeligvis også, dette vidste byvagterne bare ikke endnu.

Det hele gik ganske hurtigt efter der, en god håndfuld vagter stormede ind i bordellet, nogle dækkede udgangen, mens resten begyndte at lede rummende igennem. Det var en formiddag, så der var heldigvis ikke mange personer der fik tilfredsstillet deres lyster ved denne tid. Der lød nogle skrig flere steder, hvor vagterne nok havde fundet nogle mennesker i fuld gang. Anann havde ind til videre været heldig nok til kun at finde ledige værelser. På trods af at hun var taknemmelig for dette, irriterede det hende også grænseløst. Var han der så slet ikke? Hun sparkede døre ind, og denne gang var det med to mennesker som var i fuld gang.

Bordellet. Et sted Randall havde et livslangt forbud mod at komme. Og som altid, når noget var forbudt, lokkede det mere end noget andet. Men den kære bordelmutter havde alligevel sat en skræk i den liderlige stodder og han holdt sig væk fra bygningen. I stedet besøgte han et lidt mindre bordel, hvor han efterhånden var så meget stamkunde, at han både blev tilbudt et bad og noget at spise, når han kom på besøg. Han eget lille hotel fyldt med storbarmede kvindfolk, der mod nogle krystaller med glæde spredte benene for ham. Han bildte sig selv ind, at han var en populær herre, hvilket nok heller ikke var helt langt fra sandheden, siden han gav pigerne lige så meget opmærksomhed som de gav ham.

Men denne gang var han alligevel endt i mellem lagnerne i selve Bordelhuset. Hvor Vigdis normalt vågede over stedet som en høg, men nu åbenbart var taget… ja, et eller andet sted hen. Hun var der i hvert fald ikke. Og når katten er væk, danser musene på bordet. Eller, Randy var stødt ind i en af de nye piger, der ikke vidste, at han var en død mand, så snart han sat foden inden for døren. Så hun havde slæbt ham med op på et af værelserne, hvilket han alligevel ikke kunne sige nej til. Hun var en sød blåøjet blondine med et par ordentlige babbelutter, der havde fanget hans blik fra starten. Hvordan i alverden kunne en dødelig mand sige nej til den slags?!

Hvor længe de havde været i gang, da der begyndte at larme i bygningen, vidste han ikke. Ærligt talt havde han ikke så meget overskud til at lægge mærke til de høje råb, et skrig i ny og næ og lyden at døre der blev sparket op. Hans fokus var på, hvad der skete mellem hans ben, hans hjerte der højlydt pumpede blod rundt og hans forpustede vejrtrækning. Hans hænder havde fat om de runde hofter på pigen, der var på alle fire foran ham. Hun stønnede højlydt og han følte sig som i den syvende himmel, så da døren blev sparket op, blev de begge to lige forskrækkede og hun kom med et lille skrækslagent skrig. Hans hjerte sprang et slag over og han løftede hurtigt blikket mod døren. Hvad ved Zaladin!
Og der stod en byvagt. Det tog hans hjerne et øjeblik at komme i gang, men så genkendte han hende også. Det var byvagten, der havde stukket ham i røven med et sværd!
Uden at trække sig væk fra pigen, blev han siddende på knæ i sengen og fik et irriteret udtryk i ansigtet.
”Ved Zaladins rådne tænder, kan du da ikke lade mig kneppe i fred?!”

Hun burde virkelig havde forventet det syn som der foldede sig ud foran hende. Hun vidste jo hvad bordellet var, det var her folk kom hen for at få stillet deres kødelige fornødenheder. Men alligevel, for alt den forberedelse hun havde gjort sig i tankerne, gjorde det ikke synet foran hende, det bedre. En mand bag en kvinde på alle fire, fuldstændig - nøgen. Hvad værre gjorde det, så genkendte hun manden. Selvom hun nok skulle genkende ham fra plakaterne der prydet byvagterne opslagstavle for kriminelle. Så var det første der gik igennem hoved - manden der havde ligget i høstakken. Ved alle guder i denne verden, hvorfor skulle hun være så uheldig at brase ind på den samme mand, hele to gange! Hun havde set mere til hans nøgne krop, end hun nogen sinde kunne slette fra sine minder. Hvad værre var, var hvor længe hun faktisk stod og stirrede på disse to. Forfærdelig længe, nok til at det kunne tolkes på den forkerte måde.

“Var din mund.. Hiv den ud, få .. afbryd ... STOP MED DET SAMME HVAD DER FOREGÅR HER!” udbrød hun til sidst, mens varmen prikkede ubehageligt i hendes nakke. Hendes hænder var svedige, og hele denne situation var ganske ubehagelig. Hvis hun ikke kunne få den ene forbryder, som hun egentlig var kommet for at fange. Så kunne hun i det mindste få denne afskyelige mand ned i arresten. Så var dagen i det mindste ikke spildt. På trods af at hun ville huske sig selv på, at grave hendes egne øjne ud, og brænde hendes hjerne af. For det syn, det ville da aldrig nogen sinde, kunne forsvinde fra hendes nethinde.

Nogen byvagter råbte i baggrunden, at de ikke kunne finde manden som de ledte efter. Men alt det var baggrunds lyd i dette øjeblik. For manden foran hende, havde hendes fulde opmærksomhed. Hvis han valgte at ignorer hende, ville sværdet blive taget i brug. Det havde virket ganske fint sidste gang, de havde fundet dem selv i denne situation.

Vigdis havde et vidst rygte i byen. Man var ikke bordelmutter i årevis uden at få et, og især ikke når man havde en hørelse som hendes. Derfor var der en vidst frygt for at gå imod hvad hun satte sig for på bordellet. Hvis nogen var blevet bandlyst, så turde de ikke komme i nærheden, for at mærke hendes vrede, og hvis hun lavede en regel i huset, så var det sådan tingene var. Dette var til trods for at hun stadig ikke var den største eller stærkeste kvinde, for ikke at nævne at hun også var ved at blive gammel. Og selvom nogen kunne se hende som en værre rappenskralde, så tog hun sig stadig om pigerne. Desværre var der også visse ting hun ikke altid lige fik fortalt pigerne. Hun troede jo at visse folk havde lært lektien med ikke at komme på hendes bordel, men sådan var det åbenbart ikke.

Hun havde været et par dage væk fra bordellet, intet voldsomt, men hun havde haft ærinder... udenfor byen. En gammel kunde hun skulle se til. Det var altid lidt skræmmende at forlade bordellet, men hun tænkte at det var fint, lige indtil at hun var på vej hjem, og hun hørte foruroligende lyde, selvom hun stadig ikke kunne se bordellet.
Den gamle dame satte i hurtigere gang, og da hun endelig nåede sit elskede bordel, kunne hun høre stemmer indenfra, og vagter der stod ved dørene.
"Lad mig komme ind! Det er mit bordel!" udbrød hun, som hun kæmpede sig forbi vagterne. "Hvor er jeres øverst kommanderende? Hvor vover I at behandle mit hus sådan her!" Hendes stemme var skinger og højlydt, og vagterne kiggede kun kort på hinanden, før de pegede vejen Annan var gået.
Med rasende skridt stampede hun op ovenpå, hvor hun ganske vidst fandt en kvinde i en døråbning, hvor hun var gået i stå. "Er det dig der bestemmer?" kom det skingert fra hende, og hendes kinder var allerede glohede af ophidselse. "Ved Zaladins navn, hvad bilder I jer ind bare at storme ind her?" Hun forlangte svar, men mistede lidt ordene, da hendes blik endelig gled fra kvinden ind på værelset, hvor Randall var. Man kunne praktisk talt se hvordan raseriet bare blev værre, selvom hun intet ytrede endnu om at han var her.

Hvis ikke det var fordi, at Randy lige var blevet afbrudt i et ganske fornuftig knald, havde han nok skreget af grin over udtrykket i byvagtens ansigt. Hun huskede tydeligvis også ham og hun var lige så følsom som dengang. Som om hun aldrig havde set en mands private dele før! 
Man skulle tro, at han ville trække sig fra pigen og få noget tøj på, men så kendte man ikke Randall Kraglin. Hvis der var noget, han ikke havde, så var det skam i livet. Så at knalde en tøs for offentligt skue var ikke et problem for ham, faktisk var han lige ved at overveje at fortsætte, da byvagten begyndte at skråle op om at han skulle holde med det, han havde gang i. Det skulle hun da i hvert fald ikke bestemme!

Men lige som hans hænder greb lidt bedre fat om pigens hofter, gled hans blik om bag byvagten. Her så han noget, der fik ham til at stivne. Vreden i bordelmutters ansigt var klar som solen på en skyfri dag og han vidste straks, at hvis han ikke passede på, fik hun ham flået levende som advarsel for alle andre, der ikke længere var velkomne på bordellet.
Så i stedet for at fortsætte sit ærinde i sengen, klappede han pigen på rumpen og mumlede.
"Måske det var en god idé at stoppe." Så endeligt slap han hende og trak sig tilbage, inden han fik skubbet sig ud af sengen og op at stå, fuldstændigt ligeglad med, at byvagten fik ting at se for anden gang. Ja, Vigdis havde sgu også set det hele før, selvom det var mange år siden.

"Hvad er det så, du vil mig denne gang?! Det er et bordel, det er beregnet til at kneppe i." Han slog ud med hænderne, og pegede så om mod Vigdis.
"Den eneste, der burde være sur over at se mig her, er den gamle harpe." Han skar ansigt af hende og bukkede sig så ned for at samle sine bukser op. Han måtte hellere få sine ting samlet, inden han meget voldeligt blev hevet ud af bordellet, enten af en byvagt eller af bordelmutter selv.

Anann gjorde store øjne, og vidste i starten ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Munden hang let åben, da hans trodsige blik tydeligvis fortalte hende en historie. Om du skrider eller bliver, så knepper jeg den her kvinde ind til at du fysisk river mig af hende. Der gik et øjeblik, hvor hun reelt ikke vidste hvad hun skulle foretage sig. Så det var også af den grund, at hun ikke havde hørt at kvinden der ejede dette etablissement var tordnede på vej op af trappen imod hende. Hvorfor at vagterne havde udpeget hende som værende den lederen på denne mission, det kunne hun ikke vide. Det kunne have noget at gøre med, at mændene typisk frygtede hende nok til at tro det altid var hende der bestemte. Hun så det også helst sådan selv, men desværre lå det lidt længere fra sandheden.

“Hva?” kom der snovlet fra Anann, som vente hendes blik imod den ældre dame. Blikket det mødte hende tilbage, fortalte en tydelig historie om at hvis hun ikke kom med en god forklaring. Så ville hun få verdens største røvfuld. Pludselig blev den ellers ganske selvsikre dame hun var, forvandlet til en 10årig pige, der fik skældud af sin mor. “Jeg undskylder meget, men vi havde en forventning om at en meget farlig kriminel var indtrængt ind i deres... hus?” hun undvig med vilje at bruge ordet bordel, eller horehus. Som man ellers så fint kaldte det ude i byen. Hun havde ikke tænkt sig at gøre denne kvinde mere vred end hvad godt var.

Hun havde fuldstændig glemt Randall, der pludselig kommenterede at det var en god idé at stoppe. Hvilket gjorde at hendes øjne fæstnede sig på ham, lige i det øjeblik hun ønskede det allermest. “Ved alle guder” kom der febrilsk fra hende, som hun vente blikket meget hurtigt væk. Det var så en mand hun kunne skrive på listen hun havde set nøgen, og selv samme liste - over folk hun aldrig havde ønsket at se nøgne. Der var desværre allerede flere end en. “Harpe... Harpe!?” vreden blussede op i hende, hvor til at hun pegede hendes behandskede hånd imod manden. “Du har to sekunder til at få dit tøj på, eller jeg slæber din bare røv tilbage til arresten, hvor du kan sidde som den dag du blev født på de kolde stengulve!” råbte hun, og glemte for et øjeblik at hun havde bordelmutteren stående ved hende side.

En let hvæsen kom fra Vigdis, da nu Randall også fik øje på hende, og han pludselig var klar over at han nok ikke ville gå helskindet fra bordellet. "Randall..." Det var tydeligt at hun så rødt, og pludselig var det langt vigtigere at Randall fik sin straf, end at skælde de stakkels byvagter ud, fordi at de var trængt noget voldsomt ind på hendes område, og at hun udentvivl skulle have erstattet visse ting (så som døren) når de var gået. Hun havde jo ikke oceaner af penge.
Alligevel vendte hun sig mod Annan. "Farlige kriminelle er ikke velkomne her, og så må det have været en fejl," sagde hun bestemt, før at hendes lynende blik vendte sig mod Randall igen. "Ham der er til gengæld bandlyst her i huset, og alligevel er han vendt tilbage," sagde hun vredt og anklagende. Hun var normalvis ikke en der forlangte meget af byvagterne, men i dette her tilfælde, så måtte de hellere gøre deres job ordentlig, om Randall havde tøj på eller ej. Det var alligevel ikke noget der påvirkede Vigdis på nogen måde. Hun havde både set Randall før, og det der var værre. Også det der var bedre for den sags skyld.

At blive kaldt en harpe var dog ikke første gang for Vigdis. Det var ikke altid folk havde forståelse for at hun var streng fordi hun blev nødt til at være det, og hun var da også blevet lidt mere strid med årerne. Alligevel kunne hun ikke dy sig fra at sige: "Du må hellere takke guderne for at det var byvagterne og ikke mig der fandt dig først." For selvom at blive kaldt en harpe ikke påvirkede hende, så havde hun stadig lyst til at gå ind og banke eller hive ham ud af bordellet, men hun var også meget opmærksomhed på at en byvagt ikke ville se helt pænt på det. Selvom denne her byvagt så ud til at kunne udstå Randall ca. ligeså meget som Vigdis selv kunne udstå ham. Så en lille trussel var der ikke noget i vejen med.

Når der foregik noget i byen, var Hecate ofte en af de første til at få det at vide. Den ældre dame holdt oftere end hun brød sig om at indrømme øje med Bordelhuset, så hun kunne notere sig hvem der kom og gik fra stedet og deltog i den slags uanstændige opførsel, der foregik bag de lukkede døre.
Det var derfor heller ikke mærkeligt, at Hecate meget hurtigt var på stedet, da en flok byvagter stormede det. Hun havde adskillige gange besøgt byvagthovedkvateret og klaget over, at denne skændsel på byen stadig havde lov at holde åbent, og nu skulle man tro, at hendes bønner endelig var blevet hørt: med et særdeles tilfreds ansigtsudtryk gik hun gennem hoveddøren til bordellet for at tage bestik af situationen. Vagten ved døren havde allerede haft med én gammel dame at gøre, og lod hende passere efter et par korte spørgsmål, og det faldt ikke Hecate ind at spørge ham om, hvad der egentlig foregik - hun var fuldt overbevist om, at bordellet endelig var ved at blive lukket ned.

Huset som normalt genlød af den slags lyde, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Hecate, skingrede nu af vrede råb og Hecate styrede øjeblikkeligt mod trappen, hvor hun hørte Vigdis' stemme. Muligvis var Hecate nobel af byrd, men det skulle ikke holde hende fra at hovere på dagen, hvor hendes ærkefjende endelig kom ned med nakken.

Døren ind til et at værelserne stod åben og Vigdis stod i døråbningen samme med en byvagt. Nej, ikke bare en byvagt - våbenmesteren. Et tilfreds smil bredte sig på Hecates eller stramme ansigtsudtryk - endelig var der nogen, der gjorde noget ved dette forfærdelige sted.
Med rolige skridt gik hun hen til døråbningen, men stivnede, da hun kiggede ind og fik øje på ingen ringere end Randall - splitternøgen i færd med at samle sine bukser op fra gulvet. Hendes blik gled fra ham til pigen på sengen tilbage til det blottede lem mellem hans ben, og hun gjorde det eneste, hun kunne: stak i et skingrende skrig.

"HVAD I ISARIS HELLIGE NAVN FOREGÅR DER HER!"

Det var bare ikke lige Randalls dag. Både den forfærdelige byvagt, der havde haft den frækhed at afbryde hans sidste knald med at stikke ham i røvet med en sværdspids, og nu stod Vigdis og lignede en tordensky bagved hende. 
Byvagten begyndte at hidse sig op og råbe op om, at han skulle tage sit tøj på ellers ville han ryge nøgen i arresten. Hvor sjovt det sikkert end kunne blive, at blive slæbt splitterravende nøgen igennem byen - overvejede han for et øjeblik at lade tøjet ligge? Ja, helt sikkert - var det ikke ligefrem sommer udenfor og han gad ikke fryse røven af. 
"Ja ja, jeg er jo i gang, klap lige hesten," mumlede han, som han bukkede sig ned for at samle sine bukser op. 

Truslen fra Vigdis gjorde ham alligevel taknemmelig nok for, at det var byvagten, der var kommet først. Altså, ikke at han var hunderæd for den gamle kælling, men livet ville sikker have været blevet noget mere ubehageligt, hvis hun havde fået fingrene i ham. Typisk nok havde han lyttet til en anden del af kroppen end den der sad på toppen, ellers havde han klogeligt holdt sig væk. men horen havde været så lokkende med de blå øjne og de store babser!

Randall nåede kun lige at gribe sine bukser, inden en anden stemme skar sig skingert ind i hans hoved. Hecate. Han vidste det var hende, allerede inden han rettede sig op og så hende også stå i døren og se på ham som om, at han var noget, der var vokset ud af en trolds næse. Det blev jo bare bedre og bedre! Tre sure kvindfolk stod nu og gloede fordømmende på ham og hans vedhæng. 
Lettere frustreret vendte han sig i mod døren og slog ud med armene, så de virkeligt kunne få syn for sagen.
"De damer, skal jeg til at tage betaling for at vise kalorius frem? Jeg ved godt, at den er fin, men det her er ved at være lidt latterligt!" Han vrikkede lidt med måsen, så der kom svingninger foran. "Jeg vidste ikke, at jeg var så populær." Han skubbede øjenbrynene op i panden og så fra den ene til den anden.
"Men måske jeg skulle pakke den væk igen, så der ikke er et par ældre damer, der får en blodprop." Og så begyndte han at trække i sine bukser.

“Ved Isari og alt hun har kært.” mumlede Anann frustreret, da der pludselig også var en civil der var kommet brasende ind i værelset. Og selvfølgelig ikke hvem som helst, nej selvfølgelig var det den forbistrede indtørrede figne til Hecate der skulle vise sig frem. Den næse blev snart så lang at den ville hænge nede ved navlen lige som visse andre ting, der stak syd på når man nåede den alder. Hvis kællingen ikke snart stoppede med at stikke den selvsamme næse i affære som slet ikke kom hende noget ved! Men dette sagde Anann selvfølgelig ikke, fordi det havde hun pænt fået at vide af kaptajnen. Så efter første gang Hecate havde været nede og brokke sig over ligegyldige ting, som byvagterne hverken havde tid, resurser eller lyst til at tage sig af. Havde hun heldigvis altid fundet en flugt vej, og fået nogle andre til at tage sig af den højrøstet rappenskalle.

“Hvis fruen nu ville være så venlig at vente uden for, det er bestemt ikke for civile at blande sig i byvagternes ærinde.” prøvede hun så venligt hun overhoved kunne frem mønstre. Det gjorde næsten ondt i hendes tænder, så sød hun havde lydt. Hvis hun dog bare kunne smide kragen ud, som hun kunne råbe og tryne nye aspiranter for byvagten. “Så hvis i begge ville være så søde, at vente andet steds, skal jeg nok sørger for at fjerne denne pestilens fra jeres øjesyn.”

Det tog alt, for hende at ignorerer de tåbelige kommentarer der kom fra Randalls mund, det var som om at han bare elskede at være så øretæve indbydende. Hun rømmede sig, og vente nogle lynene øjne imod ham. “Resten af tøjet, og få ingen gode idéer klarsmart.” vrissede hun, med en vrænget næse. Jo hurtigere hun kunne komme ud af bodelhuset desto bedre!

Man skulle ikke tro at tordenskyen kunne blive værre om Vigdis, men det var som om at den var i fuld udbrud da den skrigen pludselig blev hørt, og hvis der var nogen der kendte den skrigen så var det Vigdis. "Hecate," kom det næsten hviskende fra hende, sagt med stemmen fuld af foragt og had. Normalvis kunne det være sjovt at tirre den gamle dame, men lige nu var Vigdis allerede ved at være lidt træt af alting, og at blande Hecate ind i sagerne hjalp ikke på det.

"Jeg går absolut ingen steder, før jeg er sikker på at den pestilens er sikkert fjernet herfra," sagde Vigdis med lynende øjne, og der var næsten et morderisk blik i hendes øjne. Hvis man da kunne tro at en som Vigdis rent faktisk kunne finde på at dræbe nogen. Det havde hun alligevel for stort et hjerte til, men hun kunne gøre livet mere end surt for folk, hvis hun virkelig gad, og især for en som Randall.
"Den gamle krage burde dog til gengæld forlade mit bordel," kom det så fra Vigdis, og endelig lod hun sig kigge vredt på Hecate. "Du ved du ikke er velkommen her, og især fordi der er byvagter her." Selvfølgelig var hun her dog, når Vigdis tænkte over det. Mon ikke Hecate tænkte at byvagterne endelig havde lyttet til hende. Som om at det ville ske, når en stor del af dem lige netop besøgte bordellet engang imellem. 

Et øjeblik stod Hecate stivnet og stirrede som hypnotiseret på det dinglende lem mellem Randalls ben. Det var dog det mest vederstyggelige hun nogensinde havde kastet sit blik på! En højrød farve begyndte at brede sig i hendes kinder og hun åbnede og lukkede munden et par gange, før ordene var i stand til at komme ud.

"Jeg håber, at De sørger for, at dette mandfolk kommer til at sidde LÆNGE i arresten!" Skræppede hun op, inden hun fulgte ordren om at træde væk. "Er De klar over, at han har begået vold og indbrud? Hvordan har han fået lov til at være på fri fod så længe?" 

Hun sendte et triumferende blik i retning af Vigdis. Hun kunne kalde Hecate for 'gamle krage' så meget hun ville - bordellets dage var talte. Langsomt flyttede hun så lidt tilbage fra døråbningen, så hun ikke kom mere i vejen for byvagtens arbejde - og naturligvis ikke kunne se de skrækkelige syn i form af den nøgne Randall. Hun gik dog ikke langt, men blev i stedet stående på gangen for at kunne følge med i, hvad der skete.

Sikke dog en omgang skræppende gæs af en flok sure kællinger, der var dukket op for at se ham kneppe en stakkels pige. Byvagtens stemme fik ham til at skære ansigt.
"Ja ja, moar, jeg er i gang, ved Zaladins forpulede røvhul." Mumlende om sure kvindfolk fik ham bukserne på og trøjen over hovedet. Han lyttede kun halvt med på, hvad hønsegården var ved at snakke om. Ham som pestilens og den gamle skrighals som en krage. Det morede ham lidt for meget, at Vigdis og Hecate tydeligvis hadede hinanden så meget, men hvorfor ikke? Vigdis med det største bordel i byen og Hecate med en kæp op i røven. De måtte afsky hinanden som pesten. Hvis han var heldig, ville de have for travlt med hinanden til at tænke mere over ham og han kunne nøjes med at skulle håndtere byvagten.

Randall satte sig på sengen og begyndte at hive sine støvler på. Ved siden af ham sad horen med tæppet trukket op til næsen og store skræmte blå øjne, der gled fra den ene til den anden, tydeligvis ikke helt sikker på, hvad det egentligt var, at der foregik.
"Såe, jeg antager, at den gamle krage ikke ligefrem kom forbi for at tage for sig af dette etablissements lystige tilbud? En skam, jeg kunne ellers godt forestille mig, at blodtrykket ville falde, hvis hun fik stillet en hvis kløe." Han høhøede lidt for sig selv og blinkede til horen, mens han spændt den anden støvle.

Til sidst kunne han trække sin røde læderjakke på og samle sine våben op. Med et suk smed han dem i sengen.
"Er du en snut og passe på dem her, jeg tror ikke, at mor-byvagt vil have, at jeg tager dem med i brummen." Han sendte Anann et surt blik, inden han også hev nogle krystaller frem og smed dem samme sted som sine våben. Selvom han ikke var blevet færdig, havde han trods alt brugt tid sammen med horen. Lidt ordentligt kunne man vel godt være. Og så vendte han sig mod den kvindelige byvagt og rakte hænderne samlet frem, som for at sige, at han var klar til at blive smidt i jern.

Anann måtte virkelig modstod fristelsen for at himle med øjnene. Lige pludselig var Randall det mindste problem for hende, og hun glædet sig næsten til de to kunne komme ud af rummet. Hendes blik faldt på kvinden der sad i sengen og gemte sig fra dem, hun ville have haft ondt af hende - hvis Anann besad sådan en følelse. Hvis man valgte at være i dette fag, måtte man også være vandt til at stå for skue foran andre mennesker. Det kunne ikke være hendes problem, ligesom det to høns bag hende hellere ikke burde være det.

Hun sukkede kort, da Hecate begyndte at råbte op omkring at denne mand skulle arresteres hvor til tanken først var; hvad ved alle guder tror du jeg har gang i din udtørret finke? “Selvføgelig madam, det er også beklageligt at det først er nu vi fanger ham. Men byvagterne er trukket tyndt kan de vel nok forstå..” prøvede hun så diplomatisk som hun kunne. Men det var næsten alt for tydeligt, hvor meget den ældre dame provokerede hende. Så meget, at hun ikke rigtig tog sig af hvad Randall sagde, hun holdte bare blikket stift rettet imod ham. Skulle det være at han fik nogle gode idéer.

Anann var dog ganske tæt på at lukke et højlydt grynt af et grin ud, over hvad Randall fik sendt afsted mod Hecate. Men fik skjult det som et host i stedet, og sendte nogle strenge øjne imod manden. Ikke at det helt havde den samme glød som de plejede. “Du har helt ret” brummede hun med en lav stemme, og fik smidt håndjernene omkring hans arme som han stak foran hende. Hun valgte dog at gøre det omme bag hans ryg, så hun bedre kunne holde fast i ham på vej ud af døren. “Jeg beklager for skaderne vi har forvoldt Vigdis, siden at det var en af dine piger der sørgede for at vi fangede ham. Kan du komme ned til byvagterneshovedkvarter, og få udbetalt dusøren for fangen. Det burde være mere end kompensering nok for at få det hele dækket” derefter skubbede hun ham afsted. Jo hurtigere de kunne komme ud af bordellet desto bedre.

Det var alligevel utroligt at Hecate og Vigdis begge havde udset sig en fælles mand at hade, men det var alligevel sket, hvis Vigdis skulle bedømme det efter hvad Hecate sagde. Det var vidst ikke bare fordi at han havde knaldet på et bordel, så ekstrem plejede hun vidst alligevel ikke at være. Var lidt svært at huske, når skænderierne egentlig bare blev til et stort mudder efterhånden.

Vreden forsvandt dog fuldstændig fra hende, da Anann henvendte sig til hende, om at Vigdis naturligvis ville få udbetalt dusøren, fordi de havde hjulpet med at fange Randall. Hvis der var en ting der talte til hende, så var det at blive kompenseret, og hun var sikker på at Randall havde lidt af en dusør på sig efterhånden. "Oh, det gør ikke noget. Hvis jeg havde vidst at han var her, så ville jeg naturligvis ikke have reageret så voldsomt på at I var her," sagde hun, og gik til siden for at Anann kunne komme forbi med Randall. Dog sendte hun stadig et vredt blik mod Randall, før at hun vendte sig mod Hecate. Et selvtilfreds smil var på hendes læber. Det var nok ikke gået helt som Hecate havde ønsket heller.

Endelig fik Randall trukket i tøjet. Hecate vidste ikke, om det var for at være provokerende, at han havde ventet så længe med det, eller om han var af den type skrækkelige mandfolk, der bare generelt holdt af at lade de ædlere dele hænge frit. En blanding, måske, bestemte hun sig for. Det var under alle omstændigheder fuldtstændig uacceptabelt!

Hun holdt sig af vejen, mens banditten blev lagt i håndjern og der gik et tydeligt suk af lettelse gennem hende, da hun hørte dem klikke sammen om hans håndled. Det var én uromager mindre til at holde hende vågen om natten.
Hun var for en kort stund ved at tænke, at Anann klarede hele situationen ganske professionelt, lige ind til byvagtens næste ord fik bragt hende ud af fatning: en rødlig kulør begyndte igen at brede sig i hendes ansigt, denne gang af decideret harme. Hvor vovede hun!

Det selvtilfredse smil på Vigdis' læber fik Hecates mund på gled: "UNDSKYLD MIG! En forbryder gemmer sig under taget på dette FORFÆRDELIGE etablissement, og De vil BELØNNE stedet? Har De slet ikke lyttet til mine ADSKILLIGE anmodninger om at få denne uanstændige bule lukket ned en gang for alle? De kan jo tydeligt se, hvilken slags banditter der bliver lukket ind ad dørene?" Hun var for alvor bestyrtet og hendes skingre stemme kunne høres højt gennem det meste af huset, som hun skræppede op, følgende efter byvagten, der var ved at skubbe Randall foran sig. 

Et suk forlod Randy, som metallet lukkede sig om hans håndled, men han gjorde ikke modstand, da han blev drejet rundt, så hun kunne sætte hans hænder sammen der. Håndjern var ikke hans største problem, det ville langt fra være første gang, at han kom ud af sådan nogle uden hjælp.
Byvagten begyndte at skubbe ham ud af døren og han kastede et sidste blik mod sine våben og horen, inden han kom ud på gangen, hvor de to andre kællinger stod og kogte. Han blinkede dog lidt overrasket, da byvagten tilbød Vigdis, at hun kunne hente hans dusør nede ved hovedkvarteret. Otte diamanter og tre safirer var vel også noget. Så godt for hende. Han sukkede igen, han kunne altid godt bruge sin egen dusør, en skam man ikke fik den, når man meldte sig selv.

Han nåede lige at gå et par skridt, før Hecate eksploderede ved siden af ham. Det var lige før, at han blev blæst et skridt til siden, som sirenen gik i gang med sit skrigeri, og han var ikke i tvivl om, at han ville få en hyletone i øret, når hun engang var færdig.
Det var det samme gamle pjat om at lukke bordelhuset. Hvad var der med hende og almindelige væsners glæde ved livet? Hvis det stod til hende, var verden et dødt sted uden liv og glæde!

Det var sjældent at Randy fik for meget, men lige nu var han blevet stoppet midt i et knald, lagt i jern og på vej mod arresten – og han skulle håndtere så mange gamle kællinger! Skrigeriet blev simpelthen for meget for ham og han drejede sig i mod kragen.
”Så hold dog kæft din gamle kælling! Kan du ikke lade en uærlig mand blive slæbt af sted til arresten i fred og ro?! Bare fordi ingen gider knalde en hystade som dig, behøver det vel ikke at gå ud over alle os andre?!” Han spyttede på gulvet foran hende og begyndte så at gå videre, om Anann ville med eller ej.

Det hele havde forholdt sig ganske roligt ind til videre, hvis man så bort fra de billeder der aldrig helt ville blive slettet fra hendes nethinde. Og selvfølgelig den hylen der lige så stille, prikkede i hendes øregange. Hvordan kunne sådan en gammel krukke, have så højt et toneleje; det var virkelig ikke godt at vide.
Men lettelsen af, at have ham i håndjern og lige om lidt kunne bevæge sig væk fra bordellet. Lettede alligevel, så skuldrene der havde hævet sig op imod ørene, lige så stille begyndte at falde ned igen.

Langt nåede de dog ikke, før at Hecate’s stemme formåede at blive en oktav højere end hvad den havde været før. Det var som om hele hendes krop spændte sammen, og et koldt blik stirrede frem for sig. Det var næsten som om, kvinden stod og råbte hende ind i øret. Det var ganske enkelt noget af det mest forfærdelige, hun længe havde prøvet. Hendes venstre hånd, fleksede kort før den knyttede sig sammen. Hun spændte så meget, at armen begyndte at dirre en lille smule. Det tog hver dråbe af tålmodighed og selvkontrol for ikke at lade hendes knyttet næve, forbinde sig med Hecates kæbe. Anann måtte trods alt huske på, at vold aldrig løste noget. Selvom, det var utrolig svært i dette sekund.

Men inden hun nåede at sige ret meget til det verbale overfald, havde Randall allerede spist hende af med hans mening og begyndte at gå imod døren. Anann der var tæt på også at give hendes mening til kende, bed tænderne sammen, så hendes kæbe muskler kom under opgave. “De damer” brummede hun irritabelt, og lod være med at kigge på nogen af dem, som hun fulgte efter forbryderen.

Vigdis' egne ører følte også lidt som om at de var ved at sprænges, da Hecate hylede op om at det var uretfærdig, men tiltrods for smerten over den høje lyd, så var det selvtilfredse smil stadig på hendes læber. Det var sødere at vide at Hecate blev gal over det, end den reelle dusør, selvom de diamanter alligevel rakte langt. Selv for en organisation.

Selv fik hun dog ikke meget at sige, som Randall flippede ud på Hecate, og hvis det ikke var fordi at hun ikke kunne udstå Randall, så ville hun havde givet ham et klap på ryggen. Hun havde selv med jævne mellemrum tænkt og sagt højt præcist hvad han gjorde. Selvom der sikkert var nogen på bordellet der godt kunne give hende en omgang hvis hun endelig skulle have det.
Hun gav et nik mod Anann. "Tag dig godt af ham," sagde hun stille, før hun satte hænderne i siden og vendte sig mod Hecate med lynende øjne.

"Ud! Nu! Du ved udemærket godt at du heller ikke er velkommen her," sagde hun vredt og pegede ned mod udgangen, hvor byvagten og den kriminelle ikke engang havde forladt deres syn endnu.

Hecate skridtede tæt i hælene på Randall og Anann, nærmest tæt nok til, at hun bildte sig ind, hun kunne lugte bandittens uvaskethed. Der skulle dog langt mere end et stykke sæbe til, at han nogensinde blev ren - nej, hellere spærre ham inde i arresten, hvis hun så blot kunne være sikker på, at byvagterne havde styr på ham denne gang.

Hun stolede ikke på det. Det ville ikke være første gang, at byvagten ikke kunne holde på en forbryder. Og der var i øvrigt noget mystisk ved Randall - hun kunne havde svoret, at han var død dengang, hun kastede en vase i nakken på ham, og han faldt ned ad trappen. Men her var han igen - lyslevende. 

Hun sendte et rasende blik mod Vigdis - ikke engang sikker på, hvem af de to hun brød sig mindst om, inden hun hastigt skridtede op og stillede sig i vejen for byvagten, der havde haft den frækhed at ignorere hende. "Vil det sige, at De IKKE har tænkt Dem at lukke dette sted ned, på trods af de UTALLIGE klager byvagten har fået?"
Hun var blevet stædig nu, især efter at Vigdis vovede at spankulere rundt, som var hun heltinden i hele dette foretagende. At de utallige klager primært kom fra hende selv, var selvfølgelig én ting, men hun håbede da så sandelig, at hun ikke var den eneste i byen, der forsøgte at bringe lidt anstændighed frem i verden. Nogle gange kunne det godt føles sådan.