Kasey havde fået nok af at vente i Ulvehøj på at hendes bror ville komme tilbage igen. Hver gang hun havde gjort antag til at ville ud efter og lede efter ham, var hun blevet overbevist om at give ham lidt længere tid. Han skulle jo nok komme tilbage, før eller siden, men ikke denne her gang. Uanset hvor meget de andre havde prøvet at tale hende fra det, så havde hun pakket sine ting sammen og taget afsted.
Det var ensomt at rejse uden Fayne. Han havde altid været der, og gjorde de lange ture mere håndgribelige, men der var intet til at gøre det bedre denne her gang. Så hun gik i sin egen stilhed, og undgik de fleste folk, for ikke at nævne hendes gamle klans territorium. De havde nok ikke fået udryddet sig selv, så vidt hun vidste.

Hun var ikke helt sikker på hvor hun var på vej hen, der var ingen spor af Fayne hun kunne gå efter, men af en eller anden grund var hun endt her i hvad hun selv ville kalde tågens land. De officielle navne havde hun aldrig lært, men overalt hun så, kunne hun se en tung tåge ligge over det. Ikke nok til at hun ikke kunne se, men det skabte en lidt ubehagelig stemning.
Det var længere hen på dagen, tid til at slå sig ned, men hun var ikke helt klar på det, som hun vadede igennem noget skov der lå. Hendes taske med sovegrej og lidt tørret mad hun stadig havde tilbage, hang over hendes skuldre, mens hun havde to knive i sit bælte, og en bue og et kogger med pile over sin skulder. Det var nemmere at fange vildt med det, og mindre traumatisk fra hendes side. At se ind i et dyrs øjne mens man dræber det, var ikke ligefrem højest på Kaseys liste af ting hun nød.
Et par grene knækkede under hendes støvler, men der kom ikke en lyd fra dem, men til gengæld hørte hun noget længere væk fra hende, der kom nærmere. Noget bevægede sig, og hun kunne ikke lade vær med at spænde buen til. Det kunne være vildt, et menneske eller noget der rent faktisk var farligt, og hun ville helst være sikker på at være på forkant.

Kaos. Ren kaos. Gwen var stadig forsvundet, og sporene var ved at løbe ud. Lorcán og Rouku var vant til at jage drager og følge deres spor, men en drage var en solid del større end en seksten årig pige!! Bekymringerne om hvorvidt hun var rejst af sig selv eller kidnappet eller faret vild tumlede rundt i hovedet på dem alle. Tanker som Rouku valgte at tage alene mens han vandrede rundt i terrænet for at jage, når maden var ved at slippe op.

Rouku var ikke jæger. Ikke af mindre dyr i hvert fald, men tiderne gjorde dem desperate, og månederne havde gjort ham bedre til at jage. Faktisk havde han fundet en bedre metode til at opsætte fælder af mindre art, skjult for smådyrs blikke. Men for en sikkerheds skyld sad buen på ryggen, klar skulle noget andet komme frem.
Grene knækkede under hans fødder, som han gik over terrænet og spejdede ud i den togede grund. Han kunne ikke se præcis hvor han gik og larmede derfor langt mere en tiltænkt.

Rouku fulgte den tågede jord en smule for opmærksomt, og da hans blå øjne rettede sig op stoppede han bræt. Armene skød op i forsvar. Hans ansigtstræk fortrak sig i ren overraskelse og han bakkede et halvt skridt. "Woah!" første og mest ærlige reaktion i denne situation. Han havde ikke synderligt lyst til at blive en nålepude.

Det var blot et menneske. Det var i hvert fald udbruddet der fik hende til at opdage, og hun skulle også tage sig selv i ikke at hoppe af skræk over den yderst høje lyd der kom fra ham. Det var en mand. En mand.... hun havde mødt før? Jo mere hun kiggede på ham, jo mere var hun sikker, og hun kunne ikke lade vær med at stå at stirre flere øjeblikke før at hun endelig tog buen ned.

"Du.... Var du ikke i Medanien?" spurgte hun forvirret, mens hendes hoved ledede efter navnet. Rouku var det vidst. Det var ikke som om at hun havde glemt ham. Han havde været rar og venlig, men hun havde ikke været sikker på ham, så det havde været nemmere at ignorere hans eksistens, især nu når hun ledte efter Fayne ude i ingenting.
Det værste var dog at Kasey ikke forstod hvorfor han egentlig var her. Hvordan de tilfældigvis var endt det samme sted, med mindre han havde fulgt efter hende, men hun havde ikke opdaget ham før. For ikke at nævne at han havde virket overrasket over at hun havde peget buen mod ham, og han ville ikke have været så tæt på, hvis han vidste hun var her.

Spændt bue, lige i ens synsfelt når man mindst ventede det. Nej, det kunne ikke overraske nogen af Rouku blev forskrækket. Det var i hvert fald ikke måden han havde planer om at dø. Efter den noget opvækkende forskrækkelse, begyndte minderne at tegne sig for buens ejer. Han genkendte hende.

Hendes forvirring blev gengældt af hans udtryk, som de løftede hænder langsomt faldte ned igen. ".. I lige måde?" svarede han lige så forvirret, men forsøgte sig alligevel med et forsigtigt, lille, skævt smil på læben. De havde da en yderst speciel måde at løbe ind i hinanden på! Chokket begyndte da også let at dale og han løsnede mere op i skulderne. "hvordan kan du dog være så stille!" hypotetisk spørgsmål, han forventede i hvert fald ikke et svar, som han sukkede dybt og tog sig til panden.

Kasey vidste ikke helt hvad hun skulle gøre i situationen. Det var uvant for hende at støde tilfældigt på nogen hun kendte, især så langt væk fra alle hun burde kunne kende. Hvilket også resulterede at hun svarede på det hypotetiske spørgsmål helt automatisk, uden rigtig at tænke på det, for det var det eneste hun kunne forholde sig til. "Jeg har altid være ualmindelig lydløs." Kunne meget muligt være magi der var i spil, men hun var ikke selv særlig sikker på det, og det var i bund og grund ret lige meget.

"Undskyld mig..." sagde hun så og rystede på hovedet, og pakkede endelig pilen og buen lidt væk, så hun ikke stod klar til at skyde ham i hvert øjeblik. Han virkde ikke som en trussel, ligesom sidst. Han virkede lidt for venlig nogen gange. "Hvad laver du her? Vi er meget langt fra Medanien!" sagde hun så. Det var næsten allerede mere end hun havde sagt sidste gang i en hel sætning, hvor hun ikke  havde været glad for at konversere, men nu var hun alene, og hun følte sig mere tryg ved Rouku, uanset hvor mærkeligt det var.

Rouku kunne ikke undgå at kigge fascineret på hende. Ualmindelig lydløs, ja det var ikke engang at overdrive. Han havde overhovedet ikke hørt hende, eller på anden måde haft en fornemmelse af hun havde været der. Men selvfølgelig var Rouku heller ikke vant til at spore mere lydløse væsner i skoven, men derimod store ildspydende gigant øgler. Han nikkede kort i enighed. Hun virkede også ganske glad for at havde muligheden for at være så ualmindelig lydløs.

Rouku kunne ikke undgå at mærke et stik af lettelse da buen og pilen blev gemt bedre væk og ikke længere var parat til at blive trukket og affyret hvert sekund. Hun var meget forsigtig. Og alligevel virkede hun mindre truet af ham denne gang. Det hjalp nok også at hun ikke var tilskadekommet denne gang.  "Gwen." svarede han med et stift smil. "sporene af hende forsvandt væk fra Medanien, og vi har forsøgt at finde hende her." forklarede han uddybende med en bekymret rynke i panden. Han var fristet til at stille hende samme spørgsmål, men han ville ikke presse hende. Kasey strejfede ham som meget reserveret og et forkert spørgsmål kunne sende hende tilbage til en verden af stilhed og mistillid.

Rouku havde altid virket mere åben end Kasey selv var, og hun var ærligtalt ikke specielt overrasket over at han gav den information ud uden at være alt for forsigtig omkring hende. Ikke at der var meget hun egentlig kunne gøre med de oplysninger, selvom det fik hende til at kigge en smule overraskende på Rouku. Selv ledte hun også efter en, Fayne, men ordene til at sige det kom ikke ligefrem ud. Det var lidt som om at hun ikke vidste hvordan hun skulle interagere med denne Rouku, ikke så underligt. Hun havde aldrig været den bedste med mennesker.

"Gwen?" spurte hun. Det kunne være hvem som helst, og umiddelbart så erindrede Kasey ikke at de havde været inde på familiære bekendte sidst de havde set hinanden, og selv hvis de havde, så var Kasey ikke sikker på at hun ville kunne huske hvem denne 'Gwen' var. Det kunne være en kæreste, mor, datter, søster, eller bare ven, og Kasey ville have ingen ide. Kun at hun næsten var sikker på at det var et pige navn.
"Jeg ved ikke hvem hun er, men jeg tror ikke at I får meget held her," indrømmede hun så. Hun havde trods alt fulgt spor fra Medanien og hertil, og de fleste af dem var enten gamle, eller endt specielt godt.

Rouku nikkede. Nok havde han ikke forklaret hvem Gwen var, men man kunne tydeligt se på ham at han var bekymret. At indrømme overfor Kasey hvem han ledte efter, var heller ikke svært. Hun havde ikke noget med Gwens forsvinden at gøre, og ville næppe få meget ud af oplysningen, i hvert fald i forhold til at bruge den mod ham. Så hvorfor ikke sige det? Der var altid det svage håb at nogen havde set eller hørt fra hende. Hendes ord fik Rouku til at rynke sine øjenbryn og se endnu mere trist ud. ”Hvordan kan du være sikker?” Han var ikke en spore. Han kendte ikke tegnende på nyt og gammelt spor. Ikke særlig godt i hvert fald.

Rouku forsøgte dog alligevel at bevare en mere positiv indstilling. ”Så du nogle andre spor fra Medanien? Gwen ville nok efterlade noget særprægede spor. Hun er stadig meget ung og let til fods, men næsten blind. Hendes søster har fortalt om at hun skulle kunne bruge jorden.. Til at se” han havde et udtryk der afspejlede at han godt vidste at det lød mærkeligt – specielt fordi han ikke helt selv forstod hvordan det foregik, men hun havde virket sikker i sin sag. Rouku så på Kasey med forhåbning i blikket. Bare et lille tegn ville være nok.

Kasey rynkede brynene, hun havde ikke forventet så... civil en samtale, selvom Rouku aldrig havde givet uptryk for at ville hende noget ondt. Så selvom hun stadig så lidt anspændt ud, så forsøgte hun i det mindste at løsne noget af den spænding der var i hendes skuldre. Der var intet at være bange for.
"Jeg har forsøgt at finde nogen spor jeg... leder efter," sagde hun. Fayne havde også meget bestemte spor, men der havde stadig ikke været et eneste tegn på hvor han var henne, og det var absolut frustrerende.

"Det... lyder specielt," sagde hun forsigtigt, før at han lod sig selv tænke tilbage på de spor hun havde fundet, men umiddelbart var der ikke nogen der sprang op, og det var ikke fordi at hun ikke ville hjælpe. Hun kunne se at Rouku var bekymret, og hun vidste tydeligvis hvordan det var at lede efter en der var helt væk. "Det er altid svære at spore nogen, når man ikke ved hvad man skal kigge efter," indrømmede Kasey. Der gik et par øjeblikke mere før at hendes bryn rynkede sig lidt mere. "Eller.... jeg så nogen skridt der virkede næsten tungere i forhold til deres små størrelser... jeg ved ikke om det er på den måde anderledes spor du leder efter." Hun havde ikke tænkt så meget over det dengang, fordi det havde ikke været Fayne, men det... kunne da godt være at det var sådan en person der så gennem jorden så?

Rouku var for bekymret til at bemærke det. Kasey snakkede mere end ved deres første møde, men han skød det stadig over på at hun dengang havde været skadet og situationen derfor mere anspændt. Lige nu var hans hovedmål at finde et spor. Bare et eller andet der kunne hjælpe. Som hun nævnte at hun selv havde ledt efter spor kiggede han på hende med en bekymret rynke i panden. ”Noget held?” det var helt med vilje at han ikke spurgte direkte ind til hvem hun ledte efter. Hun var privat, og hun virkede i forvejen påpasselig med at nævne det til at starte med.

Rouku mærkede at han blev en smule modløs. Ikke fuldstændig, for der var stadig håb i ham om at selvfølgelig skulle de nok finde Gwen. Men det var tydeligt at han lyste op i sine træk som hun nævnte nogle spor som Kasey alligevel havde fundet. Hvor sære de end lød. Han rynkede brynene eftertænksomt og lagde sin hånd mod sin hage. ”Jeg er ikke sikker.. Måske. Hun gør mærkelige ting ved jorden, men hun er ikke videre tung selv. Faktisk er hun meget lille” Iulia var nok bedre end ham til at besvare det spørgsmål. ”Gik de i denne retning?” spurgte han stadig håbefuldt og taknemmelig over hvad end hun kunne give ham af informationer. Hvor lidt det end måtte lyde til at være. Han var virkelig taknemmelig.

Kasey rystede på hovedet, og fortvivlensen var næsten ved pludselig at komme over hende, og selvom hun stadig holdt det inde, så var det at se på hendes ansigt. Uanset hvem det var hun ledte efter, så var det vigtigt, og højst sandsynligt nogen meget tæt på hende. Også selvom hun ikke sagde det højt. For hun var meget reserveret, og hun regnede ikke med at Rouku kunne hjælpe hende.

Det hele lød lidt mærkeligt, og det hjalp ikke at Rouku blev ved med at sige navne, som sagde absolut intet for Kasey. Hun var lige ved at spørge ind til hvem Iulia nu var, men nåede kun at åbne munden før at hun stoppede sig selv og lukkede den igen. Det vedkom ikke hende, hvem Rouku var sammen med.
"Nej, jeg opfangede sporet nord for Medanien, men jeg fulgte det ikke," svarede hun efter en lille tænke pause. Hun kunne ærligtalt ikke huske hvilken vej det gik, og det mest effektive var at gå tilbage til det og tjekke, om man kunne se hvor det var på vej hen. Det var selvfølgelig ikke så nemt bare at gøre hvis man ikke engang vidste hvor man skulle kigge. Selv havde Kasey kun en meget vag ide om hvor hun havde set det.

Noget forandrede sig og Rouku mærkede en knude i maven let vokse over det. Hun så bekymret ud men nu ramte fortvivlelsen let hendes træk. Hvem end hun ledte efter, havde det en stor betydning. Personlig betydning og det fik hans indre til næsten at falde sammen. Uden at svare ham havde hun besvaret spørgsmålet. Hun havde ikke haft heldet med sig. ”Noget jeg kan gøre?” det lød mærkeligt, taget i betragtning af at de ikke kendte hinanden. Men han vidste hvordan det var. Hvordan det var når nogen blev væk fra en, og man ikke kunne finde dem igen.

Han rynkede brynene igen. Fristet til at gå tilbage at lede efter det, men også afholdende fra at forlade stedet. De andre havde virket mere sikre i at det var denne vej. Om det var ren intuition eller om der var et reelt grundlag vidste han ikke. Han turde heller ikke foreslog at de splittede op, for hvad så hvis de blev helt væk fra hinanden. Gøjemøg. ”Jeg tror.. Jeg tror ikke at hun er gået tilbage Nord på, desværre” han havde ikke hørt meget, og selvfølgelig lå Rouku og Lorcáns klan deroppe, men Norden havde også anden effekt på de to kvinder. ”Men tak alligevel” både fordi hun havde nævnt det og fordi hun havde set hans bekymring og havde forsøgt at hjælpe, med det hun kunne.

Kasey kiggede overrasket på Rouku. Hjælp var ikke det hun forventede af fremmede, men samtidig havde Rouku vist sig at være noget anderledes end hvad hun forventede af andre mennesker. Hun var dog stadig ikke sikker på at der faktisk var noget han kunne gøre for at hjælpe hende. Hvis hun ikke engang selv kunne finde spor på Fayne, hvordan skulle en fremmede så kunne gøre det?

"Der er stadig muligheden for at hun er taget øst på," pointerede Kasey. Landet var jo ikke kun inddelt i nord og syd, og selvom Kasey aldrig selv havde været der, så havde hun en svag ide om hvad der var at finde derude. Ikke at det gjorde det mere klart på om denne Gwen var taget den vej. "Men... jeg er ked af at jeg ikke kunne være mere hjælp. Måske hvis jeg kendte hendes spor ville jeg kunne finde hende men..." det var svært bare at fremtrylle et par fodskridt fra en person der manglede. Så skulle de sikkert tilbage hvor de sidst havde set den Gwen, og ærligtalt så var Kasey villig til at hjælpe, men hun havde intet at komme tilbage i Medanien. For der var Fayne i hvert fald ikke.

Rouku brugte lige et øjeblik til at orientere sig om hvor øst helt præcis lå hende. Han var vant til Nord! Nord var der hvor der var koldt og til tider også drager der skulle jages væk fra klanerne. Skattene var naturligvis en ganske dejlig bonus ved det arbejde, men at undgå at klanen blev til en flamberet grillpind var nok endnu bedre.

”Mildest talt, tror jeg hun kan være gået i alle retninger” svarede han opgivende med et let smil på læben. Hvorfor hun bare var gået afsted, forstod han ikke. Rouku var stadig overbevist om at nogen måtte have taget hende. Ellers var hun vel stoppet op og havde spurgt om vej til at komme tilbage af? Eller var hendes øjne blevet værre? Måske hun troede at hun gik i den rigtige retning. Forvirringen og bekymringerne var så mange at Rouku næsten ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv.

Af den grund rystede han også på hovedet og smilede til hende. Hvis bare hun følte halvt så meget bekymring, så havde han stor medlidenhed med hende. Han kunne selvfølgelig ikke se det, men han kunne svagt høre det. Specielt efter at vide at hun selv ledte efter nogen. ”Det er virkelig sødt af dig, men du leder selv. Jeg ved ikke efter hvem, men at tage dig væk fra den søgen.. det ville være umenneskeligt” selvom hans egen bekymring næsten gjorde ondt, så ville han ikke gøre det. ”Men.. hvis du har tid til at vise mig lidt om hvordan jeg kan spore bedre?” han kunne godt bruge hjælpen. Det kunne være det hjalp!

Kasey kiggede bekymret på Rouku, og hendes hjerte skar faktisk lidt som hun så hvor også bekymret han var. Det var samme situation, men forskellen var at der måske var et spor der kunne lede Rouku på rette spor, mens Kasey selv var på bar bund. Var hun virkelig så hjerteløs, at hun ikke kunne hjælpe en der selv havde hjulpet hende? Især fordi hun intet selv havde at gå efter. Fayne kunne ligeså godt være i øst, som her.

"Det er min bror," sagde hun så endelig, og bed sig lidt i læben. Men hun var sikker på at Rouku var en god mand, selvom hun var usikker. "Jeg kender hans spor som var de mine egne, men jeg har stadig ikke kunne finde nogen der passer til ham. Der er ingen tegn på at han er denne her vej." Han havde behov for at vide det her, inden at hun lagde det næste på bordet. "Jeg fik aldrig.... jeg fik aldrig takket dig for hvad du gjorde sidste gang vi mødtes, og hvis jeg kan hjælpe dig med at finde denne her Gwen, så vil jeg gerne. Det ville være umenneskeligt at mig ikke at tilbyde det, når jeg alligevel vandrer uden et mål."
Da hun havde sagt så meget, ja nok det meste hun havde sagt på en gang til Rouku, trak hun sig dog lidt ind i sig selv. Pludselig blev hun lidt usikker på hvad hun havde tilbudt ham, især fordi at hun virkelig ikke var specielt god til at være sammen med andre mennesker. Varulve fint, der var er hierarki, men mennesker var mærkelige. "Men jeg kan også bare vise dig et par tricks til at hjælpe med at spore," kom det så mumlende fra hende som hun kiggede væk.

Rouku havde ikke haft problemer med at acceptere at Kasey var af den mere tavse type. Også selvom han godt vidste at noget af det, nok højst sandsynligt stammede fra at hun ikke stolte på ham. Noget han egentlig heller ikke kunne bebrejde hende i. De var mildest talt stadig fremmede, selvom han altid har haft nemt til at falde i snak. Det bekymrede blik hun sendte, sagde trods alt mere end ord. At hun følte med ham, og selvom det ikke hjalp med at finde Gwen, varmede det stadig.

Rouku kiggede en smule overrasket på hende, da hun fortalte hvem hun ledte efter. En bror. Hans blik blev hurtigt bekymret igen og alvorligt. Han lyttede til hende. Sugede ind at hun sagde meget mere nu end han nogensinde havde hørt hende sige før. Han håbede både at det var fordi hun stolte nok på ham til at gøre det, men også at det lettede hendes hjerte. Han vidste at det havde lettet ham at tale om Gwen, hvor fortabt han følte sig og hvor bekymret han var. Hans træk blødte op til et let smil, som blev en smule større da hun mumlende trak sig en smule mere ind i sig selv. Det var et let stik at vide at hun næppe stolede nok på nogen, andre end sin bror. ”Først, skal du vide hvor umådelig taknemmelig jeg er for at du vil tilbyde din hjælp. Jeg vil ikke kunne sige nej til din hjælp, for jeg føler virkelig at jeg har brug for den” bekendtgjorde han først. Selvom han ikke brød sig om at tage hende væk fra hendes egen søgen, var han også desperat. ”Men Kasey. Du skal vide, at hvis du finder et spor efter din bror vil jeg ikke stoppe dig fra at følge det som det første. Og hvis.. når, vi finder Gwen vil jeg gerne hjælpe dig i din søgen, hvis jeg kan. Hvordan jeg end kan det” han slap hende ikke med blikket, og han holdte et let smil på læben, selvom hans øjne holdte fast i bekymringen og alvoren i situationen. Hvis de kunne hjælpe hinanden, var det klart hvad han ønskede. Han så det ikke som at hun skulle afbetale en gæld for hans hjælp tilbage i Medanien. Det kom han aldrig til.

Kasey havde ikke tænkt sig at blive hvis der var spor efter hendes bror, så meget var hun heller ikke villig til at give op for en mand der næsten var fremmede for hende, men hun var alligevel villig til at hjælpe. Måske hvis der var nogen konkrete spor de kunne følge, så ville Kasey have det bedre. Det føltes modløst at gå rundt uden at finde noget, men hvis hun skulle kigge efter denne her forsvundne pige, så måske kunne det føles som om at der var et mål med færden.
"I ville ikke kunne stoppe mig, hvis jeg fandt nogen som helst spor efter Fayne," sagde hun bestemt, men et svagt smil var at spotte på hendes læber. Det var også rart at vide at man ikke var helt at vide i verden, og selvom hun stadig var en smule utryg ved Rouku, så var det ikke så meget at hun ikke var villig til at tage på denne her færd med ham.

Hun blev lidt stille. "Var du ude og lede efter mad?" spurgte hun så endelig. Hvis de skulle være rejsemakkere, kunne hun vel hjælpe med at jage, hvis det var, selvom byttet så skulle være noget større end de kaniner hun havde spist på det seneste.

Rouku kunne ikke lade være med at smile over hendes ord. "Nej, selvfølgelig kan vi ikke det. Og det vil jeg heller ikke" Hendes bror var helt naturligt det vigtigste for Kasey. Det kunne ingen undre sig over. Ligesom at finde Gwen var vigtigst for Rouku. Han håbede virkelig for alt i verden at den lille tøs havde det godt. Næste opfindelse måtte være at sætte en sporingsenhed på den tøs!

"Oh, ja. Rigtig god ide. Jeg har sat nogle snarre op et stykke herfra, men vi må hellere finde noget mere. Så der er nok til to" Ikke at han var meget for at sætte søgningen på pause, men mad var og blev en nødvendighed. "Kom" han begyndte at bevæge sig tilbage ud i skoven, for at genfinde fælderne. Forhåbentlig var der noget, og så måtte de se efter større dyr i morgen - eventuelt en hjort. Han kunne godt bruge en god hjortesteg, stegt med smør over bål. Rouku rystede let på hovedet. Kanin var også godt! Ingen grund til at gå og blive mere sulten end han i forvejen var.

Der gik et øjeblik inden Kasey fulgte efter Rouku gennem skoven. "Jeg er vant til at jage alene," indrømmede hun. "Hvis du fortæller mig hvor din lejr er, så kan jeg lige cirkle omkring og se om jeg kan finde noget at spise." Problemet var lidt at hun havde en meget atypisk meget at jage på, simpelthen fordi hvis dyrene ikke så hende, så vidste de ikke at hun var der.
Det gik ligeså stille op for hende, at hun havde snakket som om at snarrene ikke virker. "Altså hvis dine snarre ikke har fanget noget endnu." sagde hun. Hun havde været for lang tid alene.

Selv var hun heldigvis ikke kræsen med mad. Det havde været nogle sparsomme ingredienser der var blevet brugt i hendes gamle ulveklan, og det var kun lidt af en opgradering efter hun var kommet til Medanien. Hun havde stadig aldrig fået et fantastisk måltid, så hun mente at så lang tid at kød var stegt så var det fint.

Rouku kiggede over skulderen kort, som han lyttede til hende. "Du er garenteret bedre til at liste rundt end jeg er" Rouku havde ikke taget det som en kritisering af snarrene. Måske hun bare ikke brugte dem, eller haft held med dem, men havde en anden metode som virkede meget bedre. For mad fik hun, for han var ikke spor i tvivl om at hun kunne klare sig selv. "Det kan være de har i morgen, inden vi drager videre. Jeg har aftalt at mødes med de andre om et par dage tættere på bjergområdet." forhåbentlig havde de fundet spor.

Rouku fortsatte lidt rundt i den mere nedtrampede del af skoven før de nåede til et afdæmpet sted hvor en teltdug var sat op som tag, hvor nogle få egendele lå, deriblandt soveskind, vand og tørrede madvare, hvis fælderne ikke virkede. "Det er ikke den pæneste lejr" indrømmede han med et undskyldende smil - selvom han faktisk betvivlede at hun havde noget at sige om det. Det var en lejr og den fungerede.