Små huse tittede frem på de sneklædte bakker, og bittesmå myrer bevægede sig rundt mellem træer og strukturer dernede. Vinden føg og blæsten bed i Zahinaels hud, som Luna bar ham mod den største ujævnhed i syne på bjergsiden. Det måtte være hendes tilholdssted.
Han havde ikke selv set stedet før, men rapporterne nævnte en overdådigt udskåret bolig i selve klippen, og intet mindre var den; smukt udført, prangende, storslået. Præcis som Zahinael forventede sig af Den Sorte Døds personlighed.
Som de nærmede sig, faldt Luna i højden, og de myrerne blev til mennesker, der forundret slog blikket mod himmelen. Med en elegance som kun griffer havde, slog Luna vingerne ud i deres fulde pragt og lod sig dale mod fast grund. Kløerne borede sig ned i sneen, og først da hun stod helt stille, svang Zahinael sig ned fra sadlen og hev en kvinde med stof bundet for øjnene med sig ned. Hendes hænder var bundet sammen og han havde et godt tag i et reb om hendes hals.

Skindstøvlerne efterlod dybe spor i sneen, som han trådte frem og kiggede ud over de folk, hvis arbejde han lige havde afbrudt. Han var et godt hoved højere end de fleste, og iført en lang pelsfrakke som værn mod den værste kulde. Med den ene hånd hev han lidt i rebet, så kvinden trådte et par skridt frem også, mens han hev sit tørklæde væk fra ansigtet.

"Jeg bringer gaver," sagde han og fik øjenkontakt med den i mængden, der ikke umiddelbart havde en kurv eller et redskab i hænderne. "Bring mig til jeres gudinde."

Flokken af Sols tilbedere betragtede den fremmede med mistroiske blikke. De var alle klædt i tykt pels- og skindtøj, kamikker og anorakker, i grålige nuancer. Deres ansigter, der ellers normalt var gemt væk af pelsmasker mod kulden, var i dag, hvor solen skinnede klart fra en skyfri himmel, afdækkede, og man kunne nemt se, hvordan de gyldenbrune ansigter og mørke øjne så på den fremmede med stor skepsis. Spurgte den fremmede virkelig efter deres gudinde? Vidste han overhovedet, hvad han gik ind til?

En kvinde trådte frem fra gruppen. Hun var ligesom de andre ikke speciel høj, og hun måtte bøje nakken lidt bagover for at møde den fremmedes blik. At hun på nogen måde skulle være han underlegen stod dog på ingen måde at læse i hendes ansigt. Nærmest tværtimod. Det var helt tydeligt, at hun ikke mente, at den fremmede var noget specielt.

Efter et par sekunders overvejelse, vippede hun dog med hovedet for at vise, at den fremmede skulle følge med hende, inden hun vendte sig og traskede igennem sneen mod den udskårne bjergside. Hun førte den fremmede mand til indgangen, der var en udhugget port mellem seks stensøjler. Ved porten lå en kæmpemæssig, sort ulv vagt. Den løftede hovedet, da de to passerede den, og de blå øjne fulgte dem tæt. Så snart de begge havde passeret den, rejste den sig og luntede efter dem på sine store, tunge porter.

Der var ingen fakler i den korridor, de kom ind i, men der var lys for enden. Det var ikke rigtigt til at se først, når man kom ind i gangen, men man skulle ikke gå mange skridt, før det ville gå op for én, at korridoren langsomt blev smallere og smallere, jo længere man gik, og til sidst blev den så smal, at en fuldvoksen mand næsten ikke ville kunne gå, uden at hans skuldre rørte de glatte klippevægge. Loftet var højt, så højt at det forsvandt i mørket over dem. Jo længere de kom ind i bjerget, jo varmere blev det også. Det var en fugtig varme, der næsten var kvælende til sidst. 

Kvinden foran den fremmede gik et i rask og bestemt tempo og lod sig tilsyneladende ikke mærke af den tiltagende varme. Det var først, da de nåede enden af gangen, og gik endelig gik ud i lyset, at hun stoppede. Rummet, de var trådt ud i, var stort og perfekt rundt. Langs vægen var der udhugget en rand, der førte dampende varmt vand rundt fra en varm kilde dybt i bjerget. Der var også udhugget alkover i klippevæggen, og i disse sad der mennesker, som alle så op mod dem.

"Kajuaq? Hvad vil du?"

Stemmen kom fra midten af rummet. På et hævet plateau, der var flere meter bredt og dækket af tykt, blødt mos, sad to nøgne kvinder. Den ene var lav med langt, sort hår og gyldenbrun hud. Hun havde et sovende spædbarn i armene. Den anden kvinde var høj, meget høj, og hendes hud var lige så kulsort som hendes millimeterkorte hår. Det var hende, der havde talt. Det var Sol, bjergets selvvalgte gudinde.

Kajuaq bukkede dybt og pegede mod den fremmede mand. Den sorte kvindes blik rettede sig mod ham.

"Hvem er du?"

Zahinael nød de lange gange med højt til loftet - endelig et sted, der forstod sig på at lave døråbninger kun var til besvær. Konstruktionen var i den grad beundringsværdig, og han lod en hånd glide over det behageligt kølige klippe, som han blev ledt dybere ind i bjerget. Bag ham ramte kvinden flere gange ind i væggen, da hun ikke kunne se, at den blev smallere. Zahinael noterede sig tilfreds, at hun undlod at bande over det.

Rummet med det dampende vand imponerede kun Zahinael mere. Han havde funder rapporter frem om samfundet hjemmefra, men ikke kunnet finde nogle optegnelser over det indvendige af bjerget. Han havde forventet noget storslået gemt bag de kolde bjergtinder, og han fandt intet mindre. Hendes besøg uden for sit lille samfund havde imidlertid givet ham et par grove skitser af Sol, og hun gjorde dem alle til skamme med sin udstråling.

Zahinael trådte et langt skridt frem mod plateauet, satte det ene knæ i jorden og bøjede hovedet i respekt. Her gjaldt Sols regler, og han havde tænkt sig at følge dem eksemplarisk. Det var, hvad han selv ville forvente sig af gæster der kom til ham. 
"Jeg er Zahinael Caz, Gudinde Sol," sagde han og hævede blikket for at møde hendes, stadig knælende. "Mørkets Skygge." 
Hans navn var uden betydning for alle uden for Mørkets rækker, men forhåbentlig var Sol velinformeret nok om verden udenfor til at kunne regne ud, hvad hans titel betød.
"Dette er dog et mere personligt besøg, og jeg håber vi kan indgå i et gensidigt profitabelt samarbejde."

Så var grobunden lagt. Accepterede hun hans indledende tale, kunne han give hende sin medbragte gave, og forhåbentlig nyde en længere samtale med hende.

Sol sukkede; efter besøget i Dianthoas mente hun, at hun var træt af mænd og deres gode ideer. Hun havde ikke haft andet end besvær med dem, synes hun, og de eneste mænd, hun overhovedet gad at have i nærheden af sig, var hendes mager. Da hun sukkede rejste Eivor sig straks fra den alkove, han havde siddet i, og tog et par truende skridt hen mod Zahinael. Eivor var ung og muskuløs og altid klar til at forsvare sin gudinde, men han stoppede med det samme, da han fik et bestemt blik fra Sol. Der var nu alligevel noget ved Zahinael, som var interessant nok til, at Sol ikke gad smide ham ud lige med det samme. Hvad præcis dette var, var hun ikke helt sikker på endnu, men det måtte hun finde ud af. 

Sol rejste sig fra sit leje og trådte et par skridt tættere på Zahinael. Hun tårnede sig med sin lange krop på næsten 2 meter over den knælende mand, og sådan burde det også være. Hun var jo trods alt en gud.

"Mørkets Skygge," gentog hun med en god portion skepsis i stemmen. "Det lyder som en, man ikke kan stole på. Hvad er det for et samarbejde, du mener, vi kan indgå?"

Hendes blik faldt på den bundne kvinde bag ham. 

Zahinael lod sig ikke intimidere af manden, der trådte frem blot for at blive fejet af af Sol. Den eneste, han overhovedet gad bruge tid på at frygte bare den mindste smule, ville være Sol selv, med de rygter han havde hørt om hvad hun kunne gøre med folks sjæle. Og indtil videre, havde han kun respekt at vise for hendes opsætning og ophøjelse. 
Han lod hende tårne sig op over sig, for han vidste at selv med en fremmed i sit bjerg, var det lige så vigtigt at hun viste sin styrke over for sine undersåtter, som over for ham. Magtspillet var på ingen måde nyt for ham.

"I dag er jeg her på mine egne vegne," svarede han og fulgte hendes blik om bag sig. "Jeg har adgang til en del ting, jeg ikke nødvendigvis selv får brugt, og jeg har hørt meget godt om jeres handelsvare. Hvordan det præcis skal udforme sig, kommer an på, hvor meget vore interesser stemmer overens. Dette," Han hev i snoren, og kvinden snublede frem mod ham, så han kunne rejse sig en smule op og hive båndet fra hendes øjne. "Er en indledende gave til Dem."

Kvinden var muskuløst bygget, men tydeligt medtaget af lidt for lang tids stilleståen. Så snart hun fik mulighed for at se, fór hendes øjne over rummet, og endte mellem Sol og Zahinael. Der var noget forskræmt i hendes blik, men ikke helt underkuet. Hun bibeholdt også en nogenlunde oprejst holdning, selvom hun havde krympet sig tydeligt ved bare den mindste berøring fra Zahinael. Der var ingen tvivl om, at hun havde nogle ubehagelige minder med ham.
Hun havde været Lysets Kriger engang, og selvom Zahinael ikke havde fået al modstand ud af hende, havde han fået de informationer, han skulle bruge. Nu var hun værdiløs i deres fangekælder, men det stred imod hans principper at smide et stadigt brugbart værktøj ud.
Han gav hende et lille skub i ryggen, så hun kom et skridt tættere på Sol, hvilket hun på ingen måde så ud til at være enig i var en god ide.

Sol gryntede i svar. Et par ekstra hænder kunne man jo altid bruge, og især når hænderne sad på en kvinde, der så så stærk ud, som denne kvinde gjorde. Sol lænede sig ned til kvinden og tog hårdt fat om hendes hage for at undersøge hende lidt nærmere. Hun undersøgte kvindens tænder og ansigt, for derefter at rette sig lidt op igen. Hun mærkede på kvindens bryster. Havde hun båret børn før? Sol kunne godt bruge en fremmed til at avle børn med hendes undersåtter. Sol vidste nemlig godt, at hvis den samme gruppe mennesker avler for meget med hinanden, begyndte børnene at blive mærkelige. Det var ikke sket endnu, men det skulle helst ikke ske.

Sol nikkede. Hvis kvinden var ufrugtbar, kunne Sol altid fodre hende til Balder.

"Jeg tager imod din gave," svarede hun roligt og gestikulerede mod Kajuaq. "Få hende vasket og fodret."

Kajuaq skyndte sig med det samme hen og tog fat i kvinden for at tage hende med sig udenfor klippepaladset.

Sols mørke blik fandt Zahinaels igen og hun lagde armene over kors over sit nøgne bryst. "Og hvad skal du så have tilgengæld?"

Kvinden så ikke helt ud til at vide, hvad hun skulle gøre ad sig selv. Hun prøvede hårdt på ikke at fortrække en mine, da hun blev rørt, men ubehaget stod malet i hendes øjne. Et kort øjeblik skævede hun til Zahinael, som var hun bange for at han skulle ombestemme sig, og forhindre Kajuaq i at slæbe af sted med hende. Da Zahinael ikke ofrede hende et eneste blik, så hun ud til at slappe noget tydeligere af.

Zahinael smilede let og åbnede sin frakke, der var ved at koge ham levende. Brokadevesten, han bar over sin skjorte, spillede i rummets lys. 
"Det ville ikke være meget af en gave, hvis jeg straks forlangte noget til gengæld, ville det?" svarede han og hendes mørke øjne blev mødt af hans lyse blå. "Hvad jeg søger er noget mere... langsigtet. Mine kilder fortæller mig, at I handler med ædelstene og pelse som det primære, og ellers bjergenes andre gemte skatte. Det I ønsker at afsætte, ønsker jeg at overtage."

Ædelstene, fine pelse, flotte smykker. Alt sammen talte direkte til Zahinaels behov for at se godt ud i enhver situation. Og han kunne godt trænge til at have lidt ekstra liggende, som nogle af hans bedste spioner kunne få glæde af på deres missioner. Meget kunne man tage fra andre, men det var svært at være en overbevisende adelig, hvis man kun havde attituden. 

Sols blik fulgte de to kvinder, mens de forlod salen. Sols nye slave så stærk ud, men hun så også så opgivende ud, at Sol ikke var bekymret for, om hun kunne finde på at skade Kajuaq i et forsøg på at undslippe. Desuden var Kajuaq ikke til at løbe om hjørner med, og Balder ventede på dem i korridoren. Sols blik vendte tilbage til Zahinael, der så ud til at have det varmt. Et lille smil spillede på hendes læber.

"Interessant forslag," brummede hun tænksomt og mente det. Som tingene var arrangeret nu, sendte hun en lille flok af sine følgere ud med nogle måneders mellemrum for at sælge deres varer til de handlende i byerne ved bjergets fod. Derfra blev det fragtet videre ud i landet. Det ville unægtelig være nemmere, hvis hun slap for at gøre det, for det skete jo engang i mellem at gruppen blev overfaldet af røvere eller vilde dyr, og selvom man ikke skulle tro det, så holdt Sol meget af sine tilbedere. Hun brød sig ikke om, at de kom til skade.

"Og hvordan skulle det så foregå?" spurgte hun, mens hun vendte sig og gik tilbage til platformen for at sætte sig. Kvinden med barnet havde flyttet sig, og Sol gestikulerede til Zahinael, at han skulle sætte sig. Han ville få våde bukser, hvis han beholdt dem på, når han satte sig, for mosset var fugtigt. Det sagde hun dog ikke noget til Zahinael om.

Zahinael fulgte med Sol op på platformen, og fik viklet sig ud af den alt for varme frakke på vejen. Hans skjorte var heldigvis tynd, men vesten måtte han dog også knappe lidt op - om ikke andet så bare for et øjeblik, mens han kølede lidt ned. Det var klart at foretrække at have vesten nydeligt knappet, når man gik ind til handelsaftaler.

"Det praktiske bliver intet problem," som han satte sig ned, støttede han kort på mosset med hånden, og som væden søbede op om hans fingre, nåede han lige præcis at folde jakken ind under sig som siddeunderlag, uden at det blev helt akavet at komme ned at sidde. Han satte sig i skrædderstilling, og lod den nu våde hånd dryppe af udover det ene knæ. Den skulle i hvert fald ikke tørres af i hans tøj.

"Jeg har folk under mig, der har tid til at tage flyveturen herop og adgang til bemandede karavaner ved bjergets fod vil heller ikke være svært at få aftalt," sagde Zahinael. "Og hvad vi bringer til gengæld afhænger af jeres behov, og ikke at markedet uden for, og hvad der lige bliver destribueret i øjeblikket."

Zahinael havde adgang til de fleste handelsvare, og mange havde han selv styr på, hvornår skulle stige og falde i pris. Det var simpelt, hvis de lige havde brug for at få en klemme på nogen. Og det var på ingen måde til gavn for nogle andre end Mørket, så det var en let ting for ham at tilbyde Sol fri adgang til handlen efter hendes behov, samtidig med, at det ville give hende en enorm fordel. Og ud fra hvad Zahinael havde hørt om hende, var hun en, han sagtens kunne leve med fik lidt flere fordele.

Sol lyttede til Zahinaels ord med en eftertænksom mine. Mens han talte kom der et par mænd hen til dem og serverede en stærk, mørk vin, som blev brygget på lokale bær og urter, og en skål med tørret frugter. 

"Hvad jeg har brug for," sagde Sol, da Zahinael var færdig med at tale, "er korn. Ikke sådan noget svagt, eftergivende korn, som I har nede sydpå, men stærkt, hurtigt voksende korn, der kan tåle vores vejr, og som kan vokse sig modent på vores korte somre. Og så kunne vi nok godt bruge nogle flere hjælpende hænder, både til det ene og det andet."

Sol tog en slurk fra sit glas og skævede til Zahinael for at se, hvad hans reaktion var på hendes krav. Hun syntes ikke selv, de var urimelige. Faktisk syntes hun godt, hun kunne have krævet meget mere fra den fremmede mand. Det var trods alt ham, der var kommet til hende, ikke omvendt.

Vinen var lige så stærk som Zahinael foretrak den, og hans velbehag over smagen lod han frit vises på sit ansigt, mens han sippede til den, og nikkede til Sols ord.

"Intet problem - gætter  jeg på," svarede han. "Nu ved jeg absolut ikke det fjerneste om korn, men det har jeg garanteret folk, der gør, og ellers må der findes magikere, der kan få sat gang i væksten. Så enten finder jeg noget godt korn, eller nogle gode arbejdssomme hænder til at løse opgaven."
Det var ikke helt korrekt, at Zahinael ikke vidste noget om korn. Han havde da leget landmand et par gange, og fået et par siders kornteori at læse op på inden, men det var mange år siden, og længe før tørken. Han havde hørt der var sket væsentlige fremskridt under tørken, fordi beholdningen ellers ville være gået helt tabt. Så det nye korn og de nye metoder, vidste han intet om.

Han holdt en kort tænkepause og tog endnu en slurk vin. 
"Virkelig udsøgt," kommenterede han, og fortsatte. "Hvad angår flere hænder, har jeg masser at give af. Vi har det med hurtigt at få fyldt vores... hmm, værelser, og jeg vil helst ikke have at nogle af den der bliver flyttet ud bliver nødt til at gå til spilde."

Det var langt fra alle, der kunne håndtere den stærke vin, så Sol var en smule imponeret, da Zahinael så ud til at nyde den i fulde drag. Hun slikkede sine læber. Måske var Zahinael endelig en mand (ud over hendes mager, naturligvis), som hun kunne holde ud at bruge mere end ti minutter sammen med uden at have lyst til at flå ham levende? Helt utroligt...

Hun lænede sig tilbage og støttede på sin ene albue, mens hun tog endnu en slurk af den næsten sorte vin, der farvede ens tænder mørkerøde, hvis man drak for meget af den.

"Vores værelser? Hvad er det for nogle værelser?" spurgte hun. Nu havde hun bestemt, at Zahinael var i orden - indtil videre i hvert fald - så nu ville hun vide mere om ham. "Fortæl mig om dig selv. Jeg vil vide, hvem det er, jeg skal handle med."

"Mørket har en vis mængde personer, de føler ikke burde rende frit rundt i landet. De fleste får et værelse i kælderen," svarede han. Han slappede lidt mere af i holdning nu, men uden at falde sammen på nogen måde.
Zahinael fornemmede, at han havde fanget gudindens interesse, og samtalen kunne let overgå til at indeholde færre praktiske detaljer. Selvom handlen var den primære grund til Zahinaels besøg, kunne han ikke sige sig fri for at være interesseret i kvinden bare tilnavnet Den Sorte Død. Indtil videre var han ikke blevet skuffet. 
Ofte dømte han folk på deres beklædning, men manglen på samme i dette møde havde blot været en kærkommen afveksling fra hans normale bekendtskaber. Han kunne påskønne en smuk kvindekrop lige så vel som et par skræddersyede bukser.

"Jeg specialiserer mig i at udtrække informationer fra folk, og jeg har nok års erfaring i det efterhånden," En lille gråhvid glasbobbel formedes mellem hans fingre, mens han talte, og han rullede den legende mellem fingrene, tydeligt uden nogen særlig grund. "Jeg ved ting om folk, og hvis jeg ikke gør, kan jeg finde ud af det. Primært folk af interesse for Mørket, så eftersom De ikke har været på radaren, ved jeg lidt nok til at være nysgerrig."

Sol havde godt hørt om Mørket og Lyset og deres evige legen tagfat i verdens sandkasse, men hun kendte ikke til detaljerne, for den slags interesserede hende ikke det mindste. I sin egenskab af halvdæmon var hun blevet tilbudt at slå sig til Mørket et par gange, men hun havde altid afslået. Hendes interesse lå i at fremme sig selv og sine egne interesser, ikke nogle andres.

Da den lille lyskugle tonede frem mellem Zahinaels fingre, blev hendes blik straks draget af den, og hun så nysgerrigt på, mens den roligt trillede frem og tilbage. Gad vide, hvad den kunne? Hun skulle til at spørge, da hendes interesse i stedet blev fanget af Zahinaels ord.

"Jaså," sagde hun med et let drillende smil. "Hvad er du så nysgerrig på?" 

Der var som udgangspunkt ikke noget hemmeligt i Sols liv, men der var heller ikke ret meget interessant at komme efter efter hendes egen mening. Især ikke i de sidste godt 2000 år, hvor hun havde boet på bjerget, men derfor var hun da stadig nysgerrig på, hvad Zahinael mon ville vide om hende.

"Er De tilfreds?" spurgte han ligeud. Fortider kunne han altid opstøve. Motiver var sværere.

Zahinael lod den lille kugle trille ned i sin håndflade, hvor den lagde sig til rette i den lille hulning. Det var et lidt stort åbent spørgsmål, men det var et af dem, han sjældent kunne spørge andre om. Primært fordi han i de givne situationer altid havde rimelig konkrete ting, han skulle have ud af folk, og hvis han endelig havde tid til at stille dem dybere spørgsmål, gad de som regel ikke svare dybdegående.
Han kunne som regel sno sine ofres reaktioner om sin lillefinger og få alt det, de vidste om deres arbejde, opgaver og hemmeligheder, ud af dem, men selvom det i sig selv var yderst tilfredsstillende, var de jævnbyrdige samtaler som denne, det han fandt sig selv længes efter.

'Med hvad?' havde Sol lyst til at spørge om, men hun vidste godt, hvad Zahinael mente. Hun trak vejret langsomt og dybt ind, inden hun udåndede igen og tog en slurk vin, mens hun overvejede sit svar, og hvor meget hun egentlig havde lyst til at fortælle ham. Hendes første indskydelse var at fortælle ham alt, for hun havde jo som sådan ikke noget at skjule, men hun holdt nu alligevel lidt igen. Nu hvor hun overvejede det nærmere, havde hun ikke lyst til at fortælle ham om hendes børn. Måske kunne han selv regne ud, at barnet, han havde set, lige da han kom ind i salen, var hendes, men der var i hvert fald ingen grund til at skilte med det. Hun kendte ikke denne mand - hun havde ikke engang mærket på hans sjæl endnu - og der var ingen grund til at afsløre en af hendes eneste svagheder for ham. Hvis han virkelig var spion, som han sagde, han var, så ville han sagtens kunne finde på at vende sig mod hende, hvis det tjente hans interesser på et senere tidspunkt.

"Ja," sagde hun endelig og nikkede lidt. "Jeg har, hvad jeg skal bruge. Engang havde jeg ambitioner om hele verden, men dette er min verden nu."

Hun ventede spændt på, om han havde tænkt sig at spørge mere ind til hendes liv her.

"Hmm," lød det korte, simple svar fra Zahinael. "Jeg kender den fornemmelse."

Han tænkte tilbage på sine unge år, hvor han gjorde alt for at udvide sin magt, underlægge andre, og stige i hierakiet. Hvordan det at have en leder havde føltes som at blive holdt tilbage, samtidig med at han aldrig villet have forrådt hende. Men nu, nu hvor han kunne gøre, hvad han ville, og hvor hans eneste overordnede var selveste Mørkets Lord, og denne stolede på at Zahinael var selvkørende, og ikke blandede sig... Nu var der ro på hans tørst. Han behøvede ikke mere i den forstand. Fokus var rykket.

"Hvilke hænder har I mest brug for?" spurgte han, og så kort mod der, hvor Kajuaq var smuttet med hans gave til Sol. "Jeg kan skaffe det meste. Selvom jeg nok hellere må advare Dem om, at hende her virkelig er et pragteksemplar, og mange andre vil være varierende grad af i stykker... mentalt."

Sol trak lidt på skuldrene over Zahinaels advarsel; den slags var hun vant til. Sol behandlede sine egne hårdt, godt og retfærdigt, men det samme kunne ikke siges for de slaver, hun bragte ind udefra. De var ikke troende, de var ikke værdige. De skulle udelukkende bruges som arbejdsdyr eller fødemaskiner for at holde Sols egen befolkning mæt og sund, og ingen af de to jobs krævede en sund forstand.

"Så mange hænder du vil skaffe os," sagde hun og viftede lidt ud i luften med sin ene hånd. "Arbejdet er nemt og ligetil. Så længe de kan gå, stå og løfte en le, kan jeg bruge dem."

Sols opmærksomhed blev dirigeret væk fra Zahinael, da Kajuaq kom tilbage med kvinden, der nu var skrubbet helt lyserød og ren. Hun var blevet klædt i en blød pels, der nok ville være en luksusvare andre steder i verden, men hos Sol var det hverdagstøj.

Sol satte sig op og nikkede til Kajuaq, som ledte kvinden hen foran Sol og Zahinael, inden hun trådte et par skridt tilbage. Sols blik gled over kvinden, inden hun vendte sig mod Zahinael.

"Hvor har du hende fra?"

Zahinael nikkede til Sols ord. De fleste af fangerne kunne sagtens stadig fungere. Dem der ikke kunne, var han ikke lige så ked af blev smidt ud. Lidt sjov skulle Mørkets Krigere også have, og det var et lille offer at der røg et par ellers arbejdsdygtige hænder den vej. 

"Hun var Lysets Kriger, og en ret dygtig én af slagsen," svarede han, som hun blev skubbet frem mod dem. Hun virkede i langt bedre stand nu, og kuldestivheden fra flyveturen havde forladt hende. 
Sådan ren havde hun ikke været siden før, hun faldt i Zahinaels greb. Der havde hun været dækket i blod, primært andres, og hun havde ikke fået lov til at blive ren. Inden de var fløjet, havde hun fået en tur i en kold sø, men det var udelukkende fordi hverken Zahinael eller Luna ville lugte af ugegammelt blod og sekreter, og man altid burde aflevere gaver i pæn stand. 

"Den eneste, der var værd at samle på i en flok, der prøvede sig mod en af vores posteringer. Hmm, jeg fik aldrig hendes navn, det var aldrig relevant. Hvad er dit navn?"
Han blev mødt af et fastere blik, end han havde været vant til fra hende. 
"Jeg tilhører ikke dig længere," hvæsede hun lavt, men ikke lavt nok til at det ikke kunne høres.

"De fleste vil have bedre manerer," sagde han henvendt til Sol. "Vi har også kun haft hende her et par uger, men med så hurtigt hun opgav alt, hun vidste, havde jeg troet, hun havde lært sin plads."
De sidste tre ord blev sagt mens han vendte hovedet tilbage mod kvinden igen med et blik, der fik hende til at krympe sig og se ned i jorden. Men Zahinael gjorde ikke noget. Han var mere interesseret i at se, hvordan Sol ville håndtere den slags.

Sol kunne ikke lade være med at le en smule af kvindens uforskammethed. Hun havde gejst, og det havde Sol som sådan ikke noget imod, så længe hun forstod at makke ret, når hun skulle. Den sidste del kunne heldigvis læres relativt hurtigt. Men Sol måtte lige teste for at se, hvor meget indlæring der skulle til med hende her.

"Hvem tilhører du mon så?" spurgte hun kvinden roligt. Hendes stemme var dyb, men den var ikke uvenlig. Sols mørke øjne hvilede spændt på kvinden, der så ud til at være kommet sig ovenpå Zahinaels usagte trussel.

"Jeg... jeg tilhører ikke nogen! Jeg er min egen!" fik kvinden sagt og rettede sig rankt op med tydelig trodsighed i hendes ansigtstræk. Sol skulle åbenbart også testes.

"Jaså," brummede Sol og satte glasset fra sig, så hun kunne rejse sig og stille sig overfor kvinden med sin tårnende højde. Hun løftede en finger og lod den glide langsomt langs kvindens kæbelinje, inden hun lavede en pludselig bevægelse med hånden. Kvinden gispede og tog sig til halsen, tydeligvis med meget stort åndedrætsbesvær.

Det så ikke ud, som om Sol gjorde noget ved hende, men Sol havde faktisk fat i kvinden sjæl og langsomt, men sikkert klemte hun til. For kvinden føltes det, som om hendes lunger var ved at blive hevet ud af hendes krop, som om nogen systematisk var i gang med at presse luften ud af dem.

Sol smilede.

"Nå?"

Kvinde gispede et eller andet.

"Hvad siger du? Jeg kan ikke høre dig?"

Sol lænede sig længere ned mod kvindens mund, så hun kunne høre, hvad kvinden forsøgte at sige.