Sted: En lille lund et sted i Medanien
Tid: Sen aften
Vejr: En smule blæsende og ret så køligt

Ilden blafrede i vinden, selvom Aldric havde fundet sted med læ. Han skubbede sig en smule lettere på og trak sin kappe om sig. Han var træt. Trods mørket omkring ham, var det ikke svært at se, at hans hud virkede grå, selvom bålets flammer farvede alting gulligt. Selv hans normalt meget grønne øjne, virkede falmet. Det var ved at være på tide at betale for evnen, den stærke healer-evne, der styrede hans liv. En forbandelse og en velsignelse på samme tid.
Han hadede at betale, men han slog sig selv ihjel, hvis han ikke gjorde. Men selvom det kun var træer og sten det normalt gik ud over, slog han det stadig ihjel. Og det tog ham til et lige mørkt sted hver gang. Men det var valget - enten healede han og måtte slippe den negative energi eller også healede han ikke og levede uden den byrde. 

Men selvfølgelig kunne han ikke stoppe med at heale.
I dag havde han rejst rundt i mellem nogle gårde. Der var udbrudt en mindre omgang influenza, der var ret så farlig overfor gamle og børn, så han havde været en velsignelse for flere familie, hvis kæreste lå syge. Og så var der alle skavankerne, sårene og andre sygdomme. Der var altid noget at lave og i dag var han udmattet.
Selvfølgelig var han blevet tilbudt at blive det sidste sted, men han havde set på den her fattige bondefamilie med lidt for mange børn og et lidt for hårdt år og han havde vidst, at der var nogen, der ville gå sulten i seng, hvis han blev og spiste deres mad. Så han havde takket nej og var taget videre.

Nu sad han her, frysende og med døden tegnet i ansigtet, med de sidste rester af brød og tørret kød, han havde takket ja til dagen før. Og et par æbler. Det var ikke meget, men det var noget. Han var bare ikke sulten. Betalingen tog hans sult, hans lyst til at bevæge sig og gøre noget. Andet end at sove.
Med et suk pakkede han maden væk igen og lod være med at tænke på de tydelige ribben, kraveben og hofter, der gemte sig under hans tøj. At leve på landevejen var ikke for ham, han vidste slet ikke nok om livet som omvandrende, heller ikke selvom det sidste år var foregået sådan.
Træt lagde han panden mod sine knæ. Han skulle tømmes for negativ energi. Lige nu ville han bare helst gerne have varmen.

Det var køligt. Alt for køligt til at rende rundt udenfor så sent om aftnen. Marad ville langt hellere have brugt aftenen hjemme foran sit ildsted, men han havde et formål med sin sene gåtur. Han havde netop begravet sin seneste healer, svæklingen havde ikke engang kunnet klare nogle af hans svageste sygdomme. Hvorfor han overhovedet havde brugt tid på hende til at starte med, vidste han ikke.
Han havde hørt fortællinger om en healer, som gik rundt og kurerede folks sygdomme. Normalt ville dette irritere ham, der var ingen grund til at gå rundt og kurere sygdomme, selvom det ikke var nogle han havde skabt. Men denne gang havde det været en glædelig nyhed. Healeren lød til at være langt mere holdbar, end den sidste han havde haft fingrene i.
Det havde taget et stykke tid at opspore lejeren, men det svage lys fra et lejerbål overbeviste ham om, at han var på rette vej.
Lige så snart han nåede frem til bålet så han kunne se knægten, og han kunne se ham, blev han ramt af det. Energien. Det strømmede jo nærmest ud fra knægten. Han kunne næsten mærke munden begyndte at løbe i vand. Det var så længe siden. Hans sidste healer havde næsten ikke kunne skabe noget energi, siden han kun kunne udsætte hende for små mængder af hans sygdomme.
"Er det dig som har healet folk på gårdene?" Han brugte ikke tid på at introducere sig, det var irrelevant. Det burde ikke være svært for knægten at se, at det var en mand af en vis status, som stod foran ham. Kappen som beskyttede ham mod aftenens kulde var af tyk pels, og selv et utrænet øje ville kunne se at alt andet tøj, endda skoene, langtfra var af billigt materiale.

Aldric havde været så træt, at han ikke havde hørt nogen komme. Faktisk havde han nok været ved at blunde lidt hen, da en stemme pludseligt lød igennem mørkets stilhed. Forskrækket kom han på benene og bakkede et par skridt væk fra manden, atter en gang alt for klar over, at han var ubevæbnet. Ikke at et våben ville have hjulpet noget, han nægtede at slås. Nægtede at skade andre væsner, hvis det kunne undgås. 

Han havde taget sit tørklædet af, så da han så på den fremmede, var det med både det gode og det ødelagte øje, hvor arret stod tydeligt frem i det svage lys og den hvide hinde over øjet ikke var svær at se. Men det grålige, grønne øjne gled hurtigt over manden og endte ved hans ansigt.
"J-ja, det er det. Kan jeg hjælpe Dem med noget?" Der var en svag mistro i hans stemme og blik, hvilket mest kom på grund af, at manden havde sneget sig op på ham en mørk aften. Og at han så så fin ud i tøjet. Det var ikke en desperat bonde, der havde opsøgt ham, men hvem var det så? Ikke at rige ikke også kunne være desperate, alle kom til Aldric efter hjælp. Så hvorfor han havde en underlig mistroisk følelse ved denne mand, vidste han ikke.

Der var langt i mellem dem, fysisk. Aldric var en mellemhøj ung mand med tydelige nordbogener, hans hår sort, men hans hud hvid trods hans liv udendørs. I modsætning til den høje, mørklødede mand. Hans tøj var tydeligvis brugt og beskidt, selvom trøjen var ret ny. Hans støvler så ud til at leve på sidste tid. Kappen om hans skuldre var af skind og var tydeligvis lavet til hårdt vejr, men var ikke specielt varm. At han frøs trods bålet, var måske ikke så sært, han var ikke klædt på til vindteren, hvilket også var grunden til, at han var på vej syd på. Væk fra kulden.
Det funktionelle øjne flakkede igen ned over manden, mens det ødelagte var ubevægeligt. Fint tøj og rank holdning. Han mindede mest Aldric om en Rubinier, men hvad ville sådan en lave her nord på? 

Han så nu noget ynkelig ud, drengen foran ham. Han så ikke ud til at være bevæbnet, ikke at Marad troede på, at knægten alligevel ville kunne gøre ham noget. Der så ud til at være noget galt med hans øje. Kunne han ikke heale det? Der var selvfølgelig også en mulighed for, at skaden var sket, før drengen havde opdaget hans evner. Det håbede han, ellers var der ikke megen håb for knægten.
"Du skaber energi når du healer.. Det udmatter dig" Det blev ikke sagt som et spørgsmål, nærmere som en konstatering. Han kunne stadig mærke energien i luften. Den fik hårene til at rejse sig på hans arme. Han måtte have den. Han trådte et par skridt tættere på knægten.
"Min evne skaber den samme energi, men jeg behøver ikke at skille mig af med den. Det kan ikke skade mig" Igen trådte han tættere på ham. Der var ikke langt imellem dem nu.
"Jeg kender den byrde det skaber. Jeg kan hjælpe dig med at skille dig af med det" Hvis han ikke frivilligt gik med til det, havde han alle intentioner om at tage det med magt. Han kunne mærke det prikke i huden, mærke hvordan energien søgte imod ham. Men det var ikke nok. han blev nødt til at være i berøring med knægten.

Man kunne tydeligt så på Aldric, at han ikke var tryg ved den fremmede. Der var noget over ham, der fik hans små hår i nakken til at rejse sig og alt i ham skreg efter at stikke af. Men hans ting lå på jorden, og han vidste, at han ikke ville kunne nå væk alligevel. Så han knyttede sine hænder og trådte et skridt tilbage, da manden trådte et frem. Tavst lyttede til det, han havde at sige, mens han bakkede endnu et skridt. Selv mandens ord gav ham en kold klump i maven, den måde han sagde dem på.

Langsomt svarede han ham, tydeligvis i et forsøg på at få ham til at gå sin vej.
"Det, min evne skaber, er dødeligt. Skiller jeg mig af med det, dræber det." Han løftede kort hænderne i en afværgende bevægelse, der bad manden stoppe med at nærme sig og gå sin vej. Utrygheden skinnede ud af ham og han måtte bakke endnu et skridt, hvilket efterhånden førte ham ud af det lille båls varme cirkel. Kulden slog i mod hans ryg, men han lagde ikke mærke til det. Hele hans opmærksomhed var rettet i mod manden.

Aldric vidste ikke meget om at slås, men han agtede at forsvare sig, hvis manden angreb. Om han så skulle trække sin kniv. Han kunne altid heale ham bagefter.
Men han var træt og svag, og han vidste godt, at han ikke havde en chance. Manden var så meget større end ham og han så stærk ud. Bare den måde han førte sig frem fortalte, at han havde selvtilliden til en, der havde noget at have den i. 
Nervøst sank Aldric en klump.
"Vær sød ikke at komme nærmere. Jeg vil helst ikke gøre Dem noget." Han forsøgte at angive, at han ville bruge det negative energi i mod ham, selvom han aldrig end ville overveje sådan noget.

Marad var ligeglad med at knægten foran ham tydeligvis var utilpas ved situationen. Han havde set noget han ville have, og intet kunne holde ham fra det.
"Intet kan slå mig ihjel" Et lille smil var sprunget frem på hans læber, men der var intet varmt ved det. Hele hans mimik var kold. Han mindede kort sig selv om, at han ikke måtte slå knægten ihjel. Han skulle bruge ham. Han bevægede sig roligt tættere på ham. Selvom han stak af, skulle han nok fange ham, og valgte han at angribe ham, skulle han nok kunne overmande ham. Der var ingen vej uden om det. 
Han kastede sig pludselig frem mod ham, og greb fat i hans håndled, og vred det rundt. Med det samme deres kroppe rørte hinanden, kunne han mærke det velkendte sus af energi. Han gryntede svagt af nydelse. Det var præcis hvad han havde brug for.
Det han havde fået hvad han ville, kastede han drengen fra sig. Nu skulle han finde en måde at få ham med hjem. Det burde ikke være noget problem. Han kunne mærke energien bruse i ham, gøre ham stærkere, hurtigere, bedre. 

Intet kan slå mig ihjel. Det lille smil, der fulgte, gjorde Aldric dårlig, og han sank en klump. Og pludseligt var manden over ham. Havde Aldric været frisk, havde han måske kunne gøre noget, men han var træt og vag og han nåede knapt nok at flytte på sig, før manden havde fat i hans håndled.

Og så startede det. Ubehaget, der grænsede til grim smerte. Normalt når Aldric gav slip på den negative energi, var det en lettelse, han kunne mærke sig selv få det bedre, mærke en byrde blive løftet. Men det var også frivilligt. Dette var tvang og det føltes som om, at nogen hev i tusinde små snore igennem hans krop. 
Han ville skrige, men der kom ikke mere end et støn af smerte og ubehag fra ham. Han blev endnu mere bleg end han var i forvejen og han spærrede øjnene op med et rædselsslagent udtryk. 

Hans ben var ved at give efter under ham og tårerne begyndte at dukke op i hans virksomme øje.
"St-stop, d-det... stop..." Han gjorde modstand mod hans greb, men kun svagt og hans stemme var næsten ikke hørbar. Som ubehaget og den let skærende smerte fortsatte, begyndte han at vende det hvide ud af øjet og da Marad skubbede ham fra sig, tumlede han slapt op på jorden, uden nogen styrke i kroppen, gispende efter vejret, halvt hulkende. Det var noget af det mest ubehagelige, han nogensinde havde prøvet i sit liv. Hele hans krop føltes krænket. Ulækker. Men samtidigt var der noget rart. Den negative energi var væk og lettelsen lå under ubehaget. 

Han forsøgte at komme på benene, flygte, men han var ødelagt. Og trætheden, der altid kom, når han havde givet slip på den negative energi, slog ned i ham som en smeds tunge hammer. Han så tilbage mod manden med et vildt og panisk udtryk i det mu pæne grønne øje.
"Lad mig være," hulkede han frem og forsøgte at skubbe sig væk fra ham, men hans krop ville ikke lystre. Alt for træt, alt for smadret efter det, der lige var sket.

Tårene gjorde ikke noget udover at irritere Marad. Der var intet at græde for, han havde jo ikke engang gjort noget slemt. Endnu. Han så på ham, som han lå på jorden. Havde han ikke haft desperat brug for en healer, havde han nok slået knægten ihjel på stedet. Det ville være så utroligt nemt.
I stedet sukkede han irriteret, bukkede sig ned, samlede knægten op og slyngede ham over skulderen. For han sikkerheds skyld tog han også de få ejendele med, som lå ved bålet. Det kunne være, at der var noget brugbart.
På den måde begav hans sig hjem. Med knægten slynget over skulderen, som vejede han ingenting.

Da han langt om længe nåede hjem i varmen, satte han kursen mod et af husets mange gæsteværelser, hvor han lagde knægten fra sig på sengen. Han havde uden tvivl brug for søvn.
Han forlod værelset, og gav en tjenestepige som kom ilende besked om, at hente ham så snart, knægten atter var vågen.
I mellem placerede han sig foran ildstedet i en af husets stuer, og begravede sig i en god bog. Hans tanker blev dog ved med at forlade bogstaverne på siden, og i stedet optage sig af de formål, han kunne bruge sin nye healer til. 

Intet hjalp og manden kom nærmere. Aldric forsøgte at kæmpe i mod, han sparkede ud og forsøgte at slå fra sig, men det var som at bevæge sig i vand. Tungt og langsomt. Så snart følte han sig selv blive slynget over skulderen på manden, som vejede han absolut ingenting. Bevægelsen gjorde han svimmel og den nedadhængende position fik blodet til at løbe ham til hovedet. Med et blik, der svømmede, så han manden samle hans ting op og så begyndte han at gå. Derefter lagde Aldric ikke rigtigt mærke til noget, da han faldt ud og ind af bevidstløsheden.

Det gik på et tidspunkt op for ham, at han blev ført ind i et hus. Og så ramte hans krop en seng. En fin seng. En dør blev smækket og Aldric var alene. Han måtte komme på benene, han måtte... han rodede lidt rundt mellem tæpperne, indtil alting blev sort igen. Han gik simpelthen ud på grund af træthed og den pludselige varme, der omgav ham.

Der gik ikke så længe, før bevidstløsheden blev til søvn. Han trængte til det. Søvnen, varmen, den gode seng. Nogen tog hans støvler af på et tidspunkt og skubbede ham ordentligt på plads i sengen, men han registrerede det ikke. Han sov. Og sov. Natten fortsatte og solen stod op. Det var lyset og en lyd, der vækkede ham.
Mindet om, hvad der var sket dagen før, slog ned i ham og han satte sig op med et sæt. En forskrækket pige så på ham, mens hun var ved at hælde vand op i et fad. Inden han kunne nå at spørge hende, hvor han var, forsvandt hun ud af døren, som hun lukkede bag sig.

Forvirret så han rundt. Det var et pænt værelse. En god seng. Et sted med penge. Han gned sig i ansigtet i håb om at få mere ud af noget, men i stedet huskede han fornemmelsen, da manden havde rørt ham. havde han virkeligt... ja, hvad... suget energien ud af ham? Han gøs ved mindet og svingede benene ud over sengekanten. Hans støvler stod på gulvet og han gav sig selv en pause ved med vante bevægelser at tage dem på, inden han gik over til fadet og plaskede vand i ansigtet. Han skulle ud herfra. Væk. Men hvad med hans ting? Han så rundt, men de var ikke i rummet. Usikkert ved han sig i læben og bevægede sig mod døren.

Natten var gået, solen havde gjort sit indtog på himlen, og Marad havde stadig ikke forladt sin lænestol. Han havde knap nok bevæget sig i løbet af hele natten, og ingen havde turde at forstyrre ham. Det var først da han hørte døren ind til lokalet blive åbnet, at han fjernede opmærksomheden fra bogen. En skræmt tjenestepige stak hovedet ind ad døren, og fortalte, at deres gæst atter var vågnet.
Han smækkede bogen i, rejste sig og begav sig roligt ned mod gæsteværelset. Han havde haft hele natten til at planlægge hvad han skulle gøre med sin nye healer, og, vigtigst af alt, hvordan han skulle få ham til at blive. Han havde ingen problemer med at låse ham inde eller på anden måde tvinge ham til at blive, men det ville gøre det hele meget nemmere hvis han var samarbejdsvillig, og selv valgte at blive.
Da han nåede end til gæsteværelset åbnede han døren lige tidsnok til, at knægten nær var gået ind i ham. Han så på ham med et hævet øjenbryn.
"Det er uhøfligt at gå uden selv den mindste tak, når jeg har ladet dig overnatte i mit hus" Ordene blev sagt nærmest ligegyldigt. De var ikke ment som en trussel, mere en henkastet kommentar. Han blev stående i døren og ventede på, at knægten atter gik ind i lokalet, så han kunne snakke med ham. Der var belejligt placeret to stole samt et lille bord inde på værelset. Det var ikke første gang, at han havde brugt præcis det værelse til en af sine healere. Og det ville heller ikke have været første gang, at nogen havde været spærret inde der, hvis det ville komme til det.

Aldric nåede ikke helt hen til døren, før den gik op og manden fra dagen før stod i døråbningen. Aldric trådte forskrækket et skridt tilbage, men det var tydeligt, at han havde det meget bedre end dagen før. Han havde fået farve i kinderne og hans øje var klart. Og han var klar til kamp. Ikke om manden skulle få lov til at røre ham igen, det havde været en forfærdelig oplevelse, men den havde ikke slået ham ud. Langt fra. Fanatismen var tilbage i hans udtryk og han havde ikke tænkt sig at overgive sig, lige meget hvad manden ville.

Men skræmmende var han, det kunne han ikke komme uden om, og han besluttede sig for at starte med at se, hvad han ville. Aldric troede for det meste på det gode i folk og han blev nødt til at lade tvivlen komme ham til gode. Plus at fornuften sagde ham, at han nok ikke ville kunne kæmpe sig vej ud derfra. Det føltes som en stor bygning, både med værelsets indretning, men også fordi der var tjenestefolk. Denne mand måtte være rig. Rigere end hvad Aldric havde troet dagen før.

Mandens ord lød ligegyldige, men Aldric fik alligevel en kold knude i maven.
"Det er uhøfligt at kidnappe fremmede mod deres vilje. Og gøre, hvad end De gjorde ved mig i går aftes." Den høflige tiltale fløj ud af ham uden at han tænkte over det, det var for det meste sådan, han tiltalte andre. Han var en tjenestedreng for alle på sin vej, en der skulle yde en funktion og en hjælp. Men det smagte grimt at kalde manden for De, han vidste dog godt, at det nok var det mest fornuftige i denne situation. Indtil han havde fundet ud af mere.

Han bakkede endeligt lidt længere ind i værelset, da det ikke så ud til, at han ville få lov til at gå forbi. 
"Hvor er mine ting?" Hans blik forlod ikke manden, og da han havde stillet sit spørgsmål bed han sammen og man kunne se hans kæbemuskler arbejde under den blege hud. Han var vred og utryg.

Marad hævede et øjenbryn over knægtens ord, ellers var hans ansigt lige så udtryksløst. Han var irriteret. Hvorfor kunne han ikke samarbejde? Det ville gøre det hele meget nemmere. Men, det var trods alt meget sjovere, hvis der skulle lidt tvang til.
"Der var ingen tvivl om, at du ville være faldet omkuld udenfor. og med din, mildest tal sølle, kappe, ville du uden tvivl være frosset ihjel. Desuden er jeg langt fra det mest skræmmende, du ville møde derude." At han skulle forklare sig, gjorde intet for at mindske hans irritation, men for nu holdt han det skjult. Han kunne stadig mærke energien han havde taget fra knægten tidligere, og det hjalp med at holde lidt styr på hans vrede. For nu.
"Dine ting ligger klar til dig" Han havde dog kraftigt overvejet at smide dem ud, men hvis de kunne være med til at mindske knægtens mistroiskhed, kunne han for hans skyld sagtens få dem tilbage.
Han satte sig hen i stolen, og forventede tydeligvis, at knægten fulgte efter ham. Valgte han at forsøge at forlade rummet, ville han umuligt nå særlig langt. Og så skulle han være heldig, hvis han slap levende fra forsøget.
"Lad mig for en god ordens skyld præsentere mig selv. Mit navn er Marad" Han tvivlede ærlig talt på, at knægten ville vide at hans navn betød sygdom på et fremmed sprog. Det var hans egen lille interne vittighed.
"Og på trods af du har overbevist dig selv om, at jeg bortførte dig hertil, har jeg ikke desto mindre brug for din hjælp. Jeg har en tjenestepige som er forfærdelig syg, og ordentlig hjælp er så.. besværlig at skaffe." Det var ganske givet ham selv, som havde gjort pigebarnet syg, men det ville knægten nu tidsnok finde ud af.  

Aldric lyttede tavst til hans forklaring, inden han langsomt rystede på hovedet.
"Jeg kan klare mig selv. Jeg har styr på min evne." Det var halvvejs sandt. Det var sket, at han havde mistet bevidstheden. Nogle gange udløste det negative energi sig selv, mens han ikke havde kontrollen over sin krop, andre gange vågnede han op og kunne gøre det selv. Men det var sjældent, at det gik så langt og det ville det heller ikke have gjort dagen før. Han havde bare været træt, men ikke helt fyldt op med det negative energi, så han ville have klaret sig. Ville have været begyndt at blive syg i løbet af den efterfølgende dag, men det var også det.

Mandens sidste ord svarede han ikke på. Et eller andet nagede ham ved det, men han viste det ikke. I stedet var en svag tvivl begyndt at snige sig ind på ham. Havde manden virkeligt bare gerne ville hjælpe ham? Men det var ikke, hvad han havde set i ham aftenen før. Langt fra. Og ubehaget. Han kunne stadig huske den smerte, den kvalmende fornemmelse der havde været, da manden rørte ved ham. Han havde fjernet den negative energi, det var Aldric ikke i tvivl om. Det havde følt som om, at han havde tvunget den ud af ham, trukket den ud mod hans krops vilje. Erindringen fik ham til at gnide sin arm i ubehag.

Han fulgte manden med blikket, da han gik hen og satte sig på stolen. Et enkelt blik mod døren. Nej, han ville ikke forsøge at gå. Han vidste underbevidst, at det ville være dumt. Så i stedet vendte han sig mod ham, men uden at gå hen til ham.
Marad. Ikke et navn, der sagde Aldric noget.
Først da manden sagde, at en tjenestepige var syg, ændrede Aldrics kropssprog sig. Han rettede sig op og han rynkede panden. Det var tydeligt, at det betød mere for ham end hans egen situation.
"Jeg vil godt hjælpe. Hvor er hun?" Det var ret tydeligt, at han var klar til at haste til hendes sygeseng for at hjælpe. Han tøvede dog kort, inden han så ned i jorden for et øjeblik.
"Min navn er Aldric. Aldric Dai." Hvis det var på grund af den syge tjenestepige, at manden havde bragt ham hertil, måtte han hellere forsøge at lade være med at være så mistroisk. Selvom det var svært.

Marad ignorerede hans ord, han var for længst færdig med at debatere dette emne. Han havde en plan, som uanset hvad gerne skulle få ham til at blive. Han skulle bare spille nogenlunde sød en lille smule endnu, hvor uudholdeligt det endelig var.
Han tog hans manglende reaktion som et tegn på, at han ville hjælpe hans tjenestepige. Hvis det ikke var tilfældet kunne han lige så godt slå ham ihjel nu, så havde han ingen metode til at måle hans evne.
"Hvis du vil følge med mig, kan jeg vise dig hen til hendes værelse" Han gik ud og lokalet og ned ad gangen. Lidt længere nede ad gangen gik han ind i et nyt lokale. Han havde ikke engang bekymret sig om at tjekke, om Aldric var fulgt efter ham. Var han stukket af, skulle han nok finde ham.
Lokalet han netop var trådt ind i var bemærkelsesværdigt anderledes end det Aldric havde befundet sig i.
Der stod kun en enkelt seng i lokalet, og det var tydeligt at hverken sengen eller det tykke tæppe som dækkede den var af samme dyre kvalitet som resten af tingene i huset. Under tæpper lå en ung kvinde, nærmest mere død end levende. Der kunne ikke herske nogen tvivl om, at hun ikke havde lang tid igen.

Aldric sagde ikke noget, men fulgte bare med manden, lige i hælene. Behovet for at hjælpe syge var så gennemgribende for ham, at han end ikke stillede spørgsmål ved, om det var rigtigt eller om manden førte ham i en fælde. Hvis der var en syg person, skulle han gøre alt i sin magt for at gøre personen rast. Om det så var brækkede knogler, stiksår eller sygdom. 
På vejen lagde han knap nok mærke til sine omgivelser, men han blev bekræftet i, at det var et stort, dyrt hus. Sikkert dyrere end han kunne forestille sig. Men ærligt talt havde han ikke så meget forstand på det, vokset op i fattigdom. Den eneste erfaring han havde med rigdom var, når han blev inviteret ind for at heale i de adeliges hjem. 

Rummet de trådte ind i, var tydeligvis et sygeværelse eller også behandlede han sine tjenestefolk virkeligt dårligt. Men det havde Aldric ikke tid til at spekulere over, for han fik øje på pigen med det samme. Ligbleg og dækket i en fed hinde af feberens sved. Hun så ud som om, at hun stod ved kiles dør.
Uden tøven trådte Aldric hen til sengen og lagde en hånd på hendes pande. Han nåede ikke at gøre noget, før hans evne sparkede ind, aktiveret af den ekstreme sygdom. Han kunne ikke stoppe den, om han så havde villet. 

En bølge af healende energi gled igennem det stakkels pigebarn og man kunne ligefrem se farven komme tilbage til hendes hud og hun slog øjnene op. Tidsnok til at se Aldric kort blive grå i huden og miste farven i det god øje, men kun for et par sekunder, hvilket også var længere end normalt. Han trak hånden til sig og vaklede, så han måtte støtte sig til sengens hovedgærde. Han havde lige trukket en person tilbage fra døden og det tog tydeligvis på ham. Men han blev stående, tydeligvis træt igen. Pigen så skræmt på ham og brød så ud i gråd. Det gik op for Aldric, at han ikke havde sit tørklæde på, og han fik bakket et par skridt, i den tro, at hun var bange for ham.
"Hun er rask." Han så på manden, der havde bragt ham der.

Der skulle meget til at imponere Marad, men da Aldrig rørte tjenestepigen og kort efter proklamerede, at hun var rask, var han lettere imponeret. Han kunne næsten ikke holde et sadistisk smil fra sit ansigt. Det her skulle nok blive sjovt. Endelig en healer, som faktisk kunne bruges til noget. Nu var det tid til næste skridt i hans plan. Først sendte han dog tjenestepigen et strengt blik. Hun burde vide bedre, og han lovede kort sig selv, at hun ville blive straffet senere.
Han rakte han hånd ud, som ville han støtte Aldric. Sandheden var dog en hel anden. Som hans hånd kom i kontakt med Aldric, sprang hans evne til live, og en svag hvid tåge, som knap var synlig for det blotte øje, bredte sig fra hsns hånd. Det burde ikke tage lang tid.
"Jeg skylder dig tak" der var ingen ægte taknemmelighed bag ordene, men i dette øjeblik gjorde han hvad end det krævede, at få Aldric til at blive. Når han først var smittet, ville det blive en smal sag. Han ville kun have behov for at holde ham i huset indtil det atter blev aften, og så ville de første tegn på sygdommen vise sig i hans krop.

Trætheden var tilbage, dog ikke lige så tungt som dagen før. Men han havde allerede for meget af det negative energi i kroppen igen. Det havde været en slem omgang sygdom og nogle gange havde han det som om, at han havde været oppe at slås med selveste døden, når han healede nogen så slemt tilredt. Det var sket nogle gange i hans liv. Dette var tredje gang på lidt over et år, at han havde trukket noget tilbage fra dødens dør. 

Han gned en hånd ned over sit dårlige øje uden at tænke over det, men som for at finde styrke. Men det gav et ryk i ham, da manden rørte ved hans arm. han havde næsten forventet et hårdt greb og smerten fra dagen før, men intet skete. Han havde bare ville støtte ham. Og så takkede han ham. Aldric så lidt på ham med et træt blik, mistroisk, men endte så med at nikke. 
"Det er, hvad jeg gør. Healer folk." Han kunne ikke forestille sig at lade være. De to uger i Helbredelseshuset i Dianthos stod stadig klart i hans sind - han havde fået forbud mod at heale og i stedet hjælpe til på et lavpraktisk niveau, hvilket som sådan havde været fint, hvis det ikke var fordi, at han kunne have healet hver eneste patient uden at få sved på panden. Det havde han ikke kunnet leve med og havde forladt Dianthos for at udføre sit kald. 

Han tog en dyb indånding og forsøgte så at ryste træthed og ubehag af sig. Han havde brug for at komme ud herfra, selvom det var dejligt at befinde sig indendørs i varmen. 
"Jeg vil gerne have mine ting nu. Så tager jeg ikke mere af Deres tid." Han tvang et smil frem. Normalt ville han bede om en form for betaling, fordi manden var så rig, men han havde ikke lyst til at presse sit held, og han ville bare videre så hurtigt som muligt. At han var helt dårlig af sult var en anden ting, men mon ikke, at han kunne finde noget mad på turen. Der plejede at ligge små gården rundt om de store, han kunne bruge nogle af sine meget få krystaller på mad.

Marad kunne igen mærke den negative energi. Det fik hans hud til at prikke. Den forsvandt stille og roligt ind i ham, men ikke så hurtigt, at Aldric burde kunne mærke det. Han overvejede et kort øjeblik, om han atter skulle tappe ham for energi, så han forhåbentligt faldt i søvn. Nej. Det måtte vente. Hvis hans planer lykkedes, ville han havde adgang til al den energi, han skulle bruge.
"Lad mig i det mindste byde dig på noget mad først. Jeg har en af de bedste kokke i Medanien til rådighed" Det burde ikke komme bag på nogen, at han ikke ville spise noget, som ikke var tilberedt af en kompetent kok. Når man kun spiste for nydelsen og ikke for overlevelse, var kviltet det mindste man kunne forvente, i hvert fald ifølge ham.
"Du kan vente i samme værelse som før, hvis du ønsker at være alene. Ellers har jeg et bibliotek som, hvis jeg selv må sige det, du formentlig aldrig har set magen til."
Han overvejede atter, om det ikke ville være meget nemmere simpelthen at slå knægten ud. Men nej. Han ville se hans reaktion mens sygdommen spredte sig i hans krop. HANS sygdom, som var blevet perfektioneret gennem mordet på adskillelige væsner. Tanken fik ham næsten til at smile. Han nåede dog at fange sig selv i det.
"Jeg kan hjælpe dig af med al den energi, hvis du ønsker. Det er ikke nær så ubehageligt, hvis vi samarbejder om det." Han trådte et enkelt skridt tilbage for at vise, at han denne gang ikke agtede at dræne ham ved brug af magt.

Tilbuddet om mad kom for Aldric lidt ud af det blå, han havde ikke fået fornemmelsen af, at manden var en, der gav ved dørene, heller ikke selvom Aldric lige havde reddet en af hans tjenestefolk. Så han tøvede synligt, rynkede panden og åbnede munden for at komme med et høfligt afslag, men Marad snakkede videre. Og da ordet bibliotek blev nævnt ændrede Aldrics udtryk sig. Han blev nysgerrig. Spærrede øjnene lidt op. Et bibliotek. Et stort et? Måske han kunne finde nogle af de svar, han søgte derinde? Selvom sandsynligheden for, at manden havde bøger om healing og anatomi måske ikke virkede som det mest sandsynlige. 

Ordene om at tage energien fra ham skabte to følelser i Aldric - frygt og trist morskab. Først gled den første følelse over hans ansigt, inden han sank en klump og derefter rystede på hovedet. Et svagt smil dukkede op, et smil der indholdt for meget smertelig tristhed til at kunne være et rigtigt smil.
"Jeg kan ikke give dig min negative energi frivilligt, det vil slå dig ihjel." Det var tydeligt, at han var sikker i sin sag. At Marad måske kunne absorbere energien, selv når han skubbede den ind i ham, faldt ham slet ikke ind, for alt hvad han gjorde det ved, visnede og døde. Han havde aldrig gjort det ved et menneske, men han var engang kommet til at slå en hund ihjel på den måde. Og en kat, der havde ville trøste ham engang, han havde ligget syg af det samme negative energi. Alt døde. Selv jorden under hans fødder.

At han lige havde sagt til manden, at den eneste måde, hvorpå han kunne få den negative energi, var med vold, det slog ham ikke. Han var træt og lidt rundt på gulvet og ved at dø af sult, så lige nu var det som om, at det hele snurrede rundt for ham. Langsomt trak han vejret ind og lukkede øjnene for et øjeblik.
"Jeg... takker ja til maden. Det er længe siden, jeg har fået et ordentligt måltid." Han sagde det ikke for at få medlidenhed, men for at fortælle, hvor taknemmelig han ville være for mad. Lidt forsigtigt kiggede han på ham igen.
"Og jeg vil meget gerne se Deres bibliotek."

Den malplacerede hensynstagen irriterede Marad ekstremt. Kunne knægten ikke snart forstå, at der ikke var noget, som kunne slå ham ihjel? Og da slet ikke en lille portion negativ energi.
"Det kan ikke slå mig ihjel. Men som du vil" Så måtte han tage det med magt fremadrettet. Det betød ikke det store.
Han gik ud og lokalet, og satte kursen mod biblioteket. På vejen gav han en stuepige ordre om at sende besked til køkkenet om, at en gæst ville gøre dem selskab i dag.
Han stoppede op foran solid trædør, og kiggede kort på Aldric.
"Biblioteket er fyldt med bøger om alle emner du kan forestille dig. Det er værdifulde bøger der befinder sig i det rum" Der lå en slet skjult trussel i ordene. Hans bøger var om muligt hans mest værdsatte genstande.
Han åbnede døren ind til rummet, og trådte ind.
Rummet var stort, langt større end de rum, Aldric endnu ville have fået at se i huset. Alle vægge var dækket af solide reoler i mørkt træ. Alle reolerne var fyldt med så mange bøger, at man kunne tvivle på, om der kunne presses så meget som en enkelt bog til ind. I midten af rummet stod en solid lænestol, ved siden af stod et bord, med en høj stak bøger på. Der kunne ikke herske nogen tvivl om, at dette rum indeholdt viden, som var samlet igennem flere år, end de fleste væsner levede.
På reolerne var sat små plader, hvor der stod, hvilken slags viden bøgerne på de enkelte hylder indeholdt.
En stuepige kom småløbende ind i rummet, og stillede sig tavst langs den ene væg.
"Jeg har andre ting i huset, som jeg skal tage mig af, så jeg vil lade dig få fred her. Jeg sender en stuepige for at give dig besked, når maden serveres."  Han vendte sig om, og gik ud af lokalet. Han vidste, at stuepigen som han havde efterladt i rummet ville give ham besked, hvis der skulle opstå det mindste problem med Aldric, eller hvis der skulle ske hans elskede bøger noget.
Imens begav hans sig afsted ned ad gangen. Han skulle gøre et rum klar med til hans nye gæst, og så var der vist også en enkelt stuepige, som havde gjort sig fortjent til en afstraffelse. Han smilede svagt. Endelig kunne han få afløb for den irritation og vrede han havde forsøgt at holde skjult mens han talte med Aldric.