Sted: Stalden, nærmere bestemt Killians rum, hos Mathis Transport
Tid: Omkring middag
Vejr: Råkoldt og med regn

En svag lyd kom fra Killian. Han sad med benene på hver sin side af hofterne på manden, der lå i sengen under ham, en høj halvelver, der havde sine hænder mod hans bare hud omkring hofterne. Trøjen var bleve trukket af, men bukserne havde han dog på endnu. Det forhindrede ham dog ikke i at at gnide sig mod mandens skridt i forventning om, at der snart skulle ske mere. Deres læber var låst sammen, kun skilt af, når deres tunger ville mødes. Killians ene hånd kærtegnede Ez' brystkasse og mave, stadig hungrende efter at mærke hans hud, selvom de havde været viklet ind i hinanden hele natten.

Han havde været oppe som han plejede og havde ladet halvelveren sove. Det trængte han uden tvivl til. Dog havde han været inde for at tjekke på ham et par gange, det var en travlt dag, men ikke mere end at han godt kunne snuppe fem minutter til lige at tjekke op på sin ven. Der var dog tid til pause lige nu, så der var rigeligt med tid til at vise Ez noget af den opmærksomhed, han uden tvivl gerne ville have. 
Men Killian havde i hvert fald sovet fantastisk godt i favnen på Ez, og han var glad ved tanken om, at han skulle have ham i hvert fald en nat mere. Giles havde ikke været forbi for at give besked om noget endnu. Og i Killians øjne hastede det heller ikke mere end det jagede, ud over den konstante trussel fra Kiles Orden. Han havde været nervøs hele dagen, holdt alt for meget øje med indgangen, men der var ikke kommet nogen forbi. Det lod til, at kentauren kunne holde sin mund.

Men det var slet ikke i hans tanker lige, intet var rigtigt i hans tanker. Hverken hestene, arbejdet, det mad han burde spise eller det, at han ikke havde sat en slå for døren. Det havde han slet ikke haft tid til, som han havde set Ez ligge og slange sig i sengen. Nej, lige nu var al hans fokus på berøringerne, varmen, ånden mod hans ansigt og de smukke øjne, han kunne fokusere på, hvis han trak hovedet lidt tilbage. Det gjorde han dog ikke. For at kysse var næsten alt, han ville lige nu. Næsten alt. Ez' hænder gled ind under hans bukser og greb fat om hans røv, hvilket fik Killian til at skubbe sit underliv ned i mod hans med et svagt støn.

Juno havde hørt, at der var travlt ude i stalden og han var kommet forbi i sin pause, klar til at give Killian en hånd med. Da han ikke kunne finde Killian, trak staldknægten blot på skuldrene, og Juno gik selv i gang med at lede efter ham. Først i samtlige bokse, tænkende at han kunne være faldet i søvn i en af dem. Da han heller ikke var der, tog Juno et kig ud i gården, inden han gik tilbage ind i stalden og derefter ind af døren til hvor han vidste at Killian boede.

Synet det mødte ham derinde, kunne intet have forberedt ham på. Killian i bar overkrop og med halvdelen af røven blottet, med et par hænder stukket ned i bukserne på sig.

Juno brød sig ikke om det. Han havde godt vidst, at Killian var sammen med andre, mænd og kvinder, og ofte, men han havde ikke lyst til at se på det, eller høre på det for den sags skyld, slet ikke når han ikke kendte fyren, der lå under ham, så selvom han havde åbnet døren stort set lydløst, smækkede han den nu åben imod væggen med et knald.

"Jeg troede I havde travlt," kommenterede Juno, hans stemme så afslappet at intet afslørede, at han ikke havde set det samme hundrede gange før, men hans blik gik fra varmt til køligt, da det landede på Killians fyr.

Ez havde sovet igennem for første gang i ugevis, og klokken var næsten 10 om formiddagen, inden han begyndte at vågne. Han havde været i gang med at flette sit hår (noget han altid gjorde, når han skulle fordrive tiden, da Killian kom ind til ham i sin frokostpause. Hans lange hår var blevet trukket væk fra hans ansigt og spidse ører og holdt tilbage i et flot mønster af sirligt flettede fletninger, der snoede sig ind og ud mellem hinanden, noget hans elvermor havde lært ham, da han var helt lille. Ez havde ikke lige tænkt på, at det måske ikke var en god idé at have håret væk fra de afslørende ører, og han blev hurtigt distrahere af den smukke Killian.

Få minutter senere sad de på sengen, og Ez havde Killian i sit skød. Han havde på fornemmelsen, at de ikke havde alt for meget tid, men han kunne alligevel ikke få sig selv til at skynde sig. Så ville han hellere bare fjolle lidt rundt nu og gemme hovedretten til senere. Ez brød sig ikke om at skynde sig med noget.

Det gav et lille sæt i ham, da døren til værelset pludselig blev smækket op, og han vendte hurtigt hovedet i fuld forventning om, at en flok kilepræster ville vælte ind, der ville slæbe ham tilbage til den modbydelige gabestok, men da det viste sig kun at være en dreng, der åbenbart kendte Killian, slappede Ez lidt mere af, selvom hans ansigt var blevet en kende blegt og hans hjerte slog lidt for hurtigt.

"Davs," fik han sagt og smilede til drengen, mens panikken stadig prikkede i huden. "Hvem er du?"

Det gik ikke op for Killian, at døren bag ham blev åbnet, han var alt for optaget af følelsen af hud under sine fingre og den hårde bule, han kunne mærke under sig. Så det var først, da døren hårdt bankede mod væggen, at han rettede sig op med et skræmt gisp. Nu kom de. Med et udtryk af skræk og forskrækkelse drejede han overkroppen rundt, så han kunne se døren, med al forventning om at se sværd og vrede væsner. Men det var bare Juno. Lettelsen væltede igennem ham, men tårerne var allerede kommet op i øjnene på ham og han skyndte sig at blinke nok gange til, at det ikke var så synligt.

"Åh, hej Juno. Du forskrækkede mig. Os." Han så ned på Ez og kunne se samme skræk i hans udtryk, som han selv følte. Han smilede beroligende til ham, inden han skubbede sig af ham og kom ud på gulvet at stå. Det første han gjorde, var at rette på sine bukser, ikke fordi han var genert, men han kunne måske godt forestille sig, at Juno ikke fandt det så behageligt at se på. Hurtigt bevægede han sig hen og trak Juno ind, inden han lukkede døren og slog slåen for. Bedre sent end aldrig, ikke?
"Det her er Ez, han, ehm, han har lidt problemer med Kiles Orden, så vi gemmer ham lige her indtil... han skal videre." Killian skar ansigt, ikke sikker på, om det var en god idé at fortælle Juno så meget, men det var nok bedre bare at være sandfærdig.

"Og det her er Juno, han arbejder her og er min ven." Selvom han snakkede løs og havde et smil på læberne, måtte han synke en klump af vrede over Junos bragen ind. Alle vidste, at man ikke bare gik ind ved Killian, han tog sit privatliv meget seriøst og det var de færreste, der havde set hans rum. Det var hans. Men det var ikke lige nu, at han skulle tage den med Juno. Ez' sikkerhed var vigtigere for ham, og så fangede Junos blik og så på ham med et alvorligt udtryk, lidt atypisk ham.
"En ven, der kan holde på hemmeligheder. Ikke?"

Det gav ikke Juno nogen nydelse at se de to fyre blev forskrækket, men han blev lidt selvtilfreds, da Killian sprang af fyren.

Først da Killian selv påpegede at fyren i sengen var eftersøgt af Kiles Orden, gik det op for Juno at manden var elver, og han forstod pludselig hvorfor Killian opførte sig så underligt, selvom han ikke forstod, hvorfor han hellere ville være herinde med en sengebundet elver end ude i stalden med ham. Selvom Juno ikke kunne gøre for Killian, hvad elveren havde haft gang i, kunne han mærke sig selv blive jaloux. Han havde aldrig haft dét problem før, men han havde heller aldrig været tvunget til at se dem Killian havde været sammen med, eller tvunget til at se Killians røv eller hans læber mod en anden fyrs.

Men Killian var ikke hans og Juno vidste, at han ikke kunne blive jaloux, ikke hvis de skulle blive ved med at være venner.

"Selvfølgelig kan jeg det," svarede han lidt irriteret. Han ville dø, før han ville fortælle byvagter eller Kiles Orden noget som helst, så meget burde Killian da vide om ham.

"Jeg holder min pause med Thoran," tilføjede han lavmælt. Han kunne jo se at han forstyrrede og nu, hvor han havde haft tid til at tænke over sine handlinger, kunne han godt se at han ikke var velkommen. Han nidstirrerede Ez en sidste gang, men undgik bevidst Killians blik, da han vendte sig om for at gå.

Ez blev blot siddende i sengen og kiggede fra den ene til den anden. Der foregik vist et eller andet mellem dem, som Ez ikke kendte til, og det havde han heller ikke specielt meget lyst til lige nu. Sådan noget med jalousi og ejerfornemmelser var overhovedet ikke Ez' kop the. Sådan havde han det ikke overfor nogen, ikke engang Keeran. Kærlighed skulle deles, for der var jo rigeligt af den.

"Nej, det behøves da ikke," sagde Ez til Junos forslag og rejste sig endelig fra sengen med en varmt smil. Han vidste godt, at hans højde kunne skræmme nogen, så han forsøgte at bringe så meget venskabelig varme ind i sit smil som muligt. Desuden var denne Juno jo utroligt køn at se på, så det var svært ikke at smile til ham.

"Vi kan da spise frokost sammen?" foreslog Ez og så på Killian. "Jeg vil gerne lære jer begge bedre at kende og det gør man som regel bedre, når man taler end når man elsker."

Junoes reaktion fik Killians smil til at falme. Han havde det pludseligt som om, at han havde gjort noget forkert, men det var noget fis. var det ikke? Han havde bare hygget sig med Ez og det var ikke forkert. Han sank en klump og skulle til at sige noget til Juno, bare hvad som helst, da Ez afbrød dem. Lidt taknemmeligt så ham mod halvelveren, der kom på benene og foreslog, at de kunne spise sammen. killian greb de hjælpende ord med glæde.
"Frokost! God idé! Der er stadig suppe tilbage fra i går, Serena laver altid rigeligt." Uden at vente på svar fra Juno, skyndte han sig over for at tage gryden med suppe og bar den over til ildstedet, hvor han placerede den i gløderne, så det kunne blive varmet op.

Mens han sad der på hug med ryggen og siden mod de to andre, gned han en hånd ned over sit ansigt. Han var stadig ikke helt kommet sig over forskrækkelsen og han havde lige brug for et par dybe indåndinger. 
Han nåede ikke at sidde der længe, inden en svag banken lød på døren og en ung stemme lidt usikkert lød igennem dem.
"Killian, Herra flipper ud og jeg kan ikke... hun vil ikke falde ned igen." Stalddrengen lød utryg. Han var glad for heste, men en gang i mellem blev de lige store nok for ham. Killian kom på benene.
"Jeg kommer nu." Han så undskyldende på de to fyre i hans rum. "Arbejde kalder... hold lige øje med suppen! Jeg er straks tilbage!" Han greb sin trøje og skubbede sig forbi Juno, inden han slog slåen fra og hev døren op. Lyden af en vred, skræmt hest nåede ham med det samme og han fik knapt smækket døren, så travlt havde han med at komme ned til boksen.

Det viste sig, at hun var blevet forskrækket over lyden af den smækkende dør, så det var egentligt ikke så svært at få hende til at falde til ro. Men så kom Managhan med et par spørgsmål og pludseligt gik tiden. Det var lige før han glemte, at han havde både Juno og Ez på sit værelse. Det var godt nok, så fik han lige forskrækkelsen og den forkerte skyldfølelse ud af kroppen. Og hvad kunne der gå galt ved at lade dem alene sammen?!

Ez kunne smile lige så meget som han ville, intet kunne få Juno til at glemme, at han lige havde set mandens hænder om Killians røv. Han var selvfølgelig ikke jaloux. Han ville bare gerne passe på Killian. Og en elver - en to meter høj elver, med stiv pik og store hænder om hans røv, det var ikke hvad der var bedst for Killian, fortalte Juno sig selv.

Derfor blødte Juno heller ikke op, da elveren foreslog at de spiste sammen alle tre. Han havde ikke lyst til at lære ham at kende. Han havde lyst til at slå ham, og det var sværere at slå nogen hvis man først kendte dem, medmindre de var helt store svin.
Men Juno kunne heller ikke sige nej til Killian, så han blev stående hvor han var, med armene lagt over kors, imens Killian begyndte at varme suppe. Desuden var Serenas mad for god til at takke nej til, ligegyldigt hvor stor ens stolthed og stædighed var.

Først da Killian lukkede døren efter sig, brød Juno tavsheden.
"Hvis du gør ham ondt på nogen som helst måde, slår jeg tænderne ud på dig," truede han lavmælt og skævede også mod døren efter, for at sikre sig at Killian ikke kunne have overhørt det.

Ez blev bare ved med at smile til Juno, også selvom det var ret tydeligt, at Juno vat mistroisk overfor ham. Ez kunne jo heller ikke bebrejde ham det; de havde aldrig mødt hinanden før, og Juno havde lige overrasket ham med sine hænder nede i Junos vens bukser. Det ville nok være en chok for de fleste at møde en fremmed på den måde første gang. 

Ez var dog ikke så god til smalltalk, så han vidste ikke helt, hvad han skulle sige til den fremmede dreng, så i stedet rakte han ud og samlede sin trøje op fra sengen og hev den over hovedet. Hans hoved kom frem lige tids nok til at få Junos trussel. 

Smilet forsvandt lidt, for han var faktisk slet ikke vant til at blive truet. Men han havde efterhånden hørt en del trusler her på det seneste - hvis det ikke var fra vagterne og præsterne, så var det fra folk, der gik forbi ham og spyttede på ham, mens han sad i gabestokken.

"Jeg har overhovedet ikke i sinde at såre Killian," sagde Ez meget alvorligt, og det var helt tydeligt, at hans krop var anspændt lige pludseligt. "Han har reddet mit liv. Jeg skylder ham alt."

Juno blev kun selv mere anspændt, da han så at Ez blev det og han trak sig oven i købet et skridt bagud, væk fra ham. Det var ikke helt bevidst og han blev også flov over at have gjort det. Ikke fordi det var uhøfligt overfor den fremmede elver, men fordi det viste svaghed fra hans side af. Ez var stor, han var tydeligvis også ældre end Juno og var også gået længere med Killian end Juno havde. Det eneste Juno havde var hans temperament og selv dét var ikke ligefrem stort. Han blev nemt vred eller sur, men det var sjældent at han ligefrem blev voldelig, og han havde svært ved at holde masken, når det var så tydeligt, at han var bange for Ez.

"Så har dine tænder jo ikke noget at bekymre sig for, vel?" svarede Juno tilbage med en kæphøj stemme, der ikke helt matchede hans defensive kropssprog eller dét, at han havde taget et skridt væk fra ham.
Han så på Ez' ører og tilbage på hans ansigt. "Er det derfor han reddede dig? Fik Kiles Orden fat på dig?"

Ez kunne ikke finde ud af, hvorfor Juno var så defensiv overfor ham, men det var måske bare, fordi han var beskyttende overfor Killian, som han tydeligvis holdt af.

Han nikkede til Junos spørgsmål.

"Ja," svarede han og smilede lidt forlegent. "Det var nok mest min egen skyld. Vi havde mødt hinanden for ugen før, tror jeg, og jeg blev lidt glad for ham, så jeg blev i området omkring Dianthos, selvom jeg vidste det var farligt, fordi jeg håbede på at se ham igen. Og så... Ja, så blev jeg fanget. De satte mig i gabestokken på markedet. Jeg sad der næsten en uge, før Killian så mig og reddede mig samme aften."

Ez' ansigtsudtryk blev blødt og varmt, da han talte om Killian, og smilet kom tilbage igen.

Ez' forklaring gjorde kun Juno endnu mere mistænksom. Fulgte fyren efter Killian? Havde han mødt ham én gang og så forelsket sig i ham? Bragte han Killian i fare ved at være her? Havde det ikke været fordi Ez pludselig så sød blød og kærlig ud, da han snakkede om ham, ville Junos vrede kun være vokset, men som han stod der, og tydeligvis havde et meget blødt punkt overfor Junos ven, blødte Juno også selv lidt op. 

"Killian er en god fyr," gav han lavmælt Ez ret, og lod sine arme falde ned ad sine sider, inden han gik hen til suppen, som han rørte lidt rundt i. Hvis ikke snart Killian kom tilbage, ville han være nødt til at vende tilbage til arbejdet uden at have spist. Eller at indse, at han bare skulle spise her, alene med Killians nyeste fyr.

"Det er farligt for ham, hvis du bliver her." Juno havde ikke lyst til at være så sur, men en eller anden var jo nødt til at passe på Killian, når han bragte sig selv i fare på dén måde. 

"Jeg er også på vej ud," sagde Ez med et nik, mens han betragtede Juno ved gryden. "Jeres chef... Giles, hedder han vist, er i gang med at finde ud af, hvordan jeg kan blive smuglet ud af byen."

Ez kunne godt mærke, at han allerede havde lidt udlængsel efter et døgns tid på det lille værelse, men han kunne også godt mærke, at han ikke helt var kommet til hægterne endnu. Desuden ville det være alt for farligt, hvis han begav sig ud på egen hånd. Ez var ikke specielt god til at snige sig rundt, når det ikke handlede om at gå på jagt.

"Hvad med dig?" spurgte Ez og smilede til Juno for at lette stemningen lidt. "Render du også rundt og redder klumrehoveder fra gabestokken?"

Juno nikkede eftertænksomt imens Ez fortalte. Det lød troværdigt nok, hvis han kendte Giles, og det lød også som om at Killian ikke selv var i fare, hvis Giles også hjalp til. Selv hvis han blev opdaget med en elverflygtning i sit hjem, var Juno overbevist om at Giles kunne hjælpe ham. Det betød at Ez ikke var til stor fare for Killian og at Juno kunne slappe lidt mere af.

Juno rystede på hovedet ved elverens spørgsmål og undgik at se over på ham. "Jeg kan ikke redde nogen," svarede han og først efter han havde sagt det, gik det op for ham hvor dystert det lød. 

"Jeg har et hus, hvor jeg tager gadebørn ind, men de unger er sgu også de eneste jeg redder. Måske jeg ville kunne lirke låsen til gabestokken op, hvis jeg fik nok tid, og måske jeg kunne arrangere nogle børn, der kunne lede vagten væk fra gabestokken længe nok, men herinde i byen interesserer vi os kun for den stakkel der sidder i den, hvis vi kender ham. Jeg har i hvert fald ikke råd til at risikere selv at blive smidt i den, for at redde en fremmed." Først nu skævede Juno over til Ez, en smule skamfuldt. Juno ville aldrig have været den, der reddede ham. Han ville have hjulpet Killian, hvis Killian havde spurgt ham, men en tilfældig, stakkels elver, ligegyldigt hvor høj og flot, ville aldrig have fået Junos opmærksomhed i gabestokken. 

Ez lyttede med interesse til Junos fortælling, og hans smil voksede imens. Det var sjovt, at Juno, som ellers virkede ret fjendtlig og hård, tilsyneladende var så medfølende, at han havde et hus fuld af gadeunger, som han tog sig af.

"Du er en god person med et godt hjerte," kommenterede han med et nik med hovedet. "Ingen kan redde alle, men det lyder til, at du redder flere end de fleste. Det er sikkert, derfor Killian kan lide dig."

Ez satte sig på sengen igen; selvom han ikke havde stået op i ret lang tid, kunne han allerede mærke, at han blev træt. Selvom hans krop var stærk, var den også ret medtaget af opholdet i gabestokken. Der ville nok gå en dag eller to endnu, før han var klar til at rejse videre.

Og bedst som Managhan havde været ved at forklare ham et eller andet, var det gået op for Killian, at han havde efterladt Juno og Ez sammen nede i rummet. Et stik af bekymring gik igennem ham, mest fordi de to var så forskellige og han kendte til Junos modvilje mod fremmede mænd. Så han skyndte sig at afbryde Managhan så høfligt som muligt, inden han med hastige skridt gik ned igennem stalden og tilbage til sit rum. Bare de begge to levede endnu!

Han bankede kort på, hvilket føltes lidt forkert til sit eget hjem, inden han åbnede døren og hastigt skyndte sig ind og lukkede døren igen. Han skubbede slået på plads og vendte sig så mod sine gæster med et smil.
"Så, undskyld, Managhan ville lige høre efter noget også. Jeg håber suppen er varm, for jeg er døende!" Han grinede og så fra den ene til den anden. Undersøgende. Hvordan var stemningen? Der så ikke ud til at være noget i vejen, hvilket var lidt af en lettelse for den krøltoppede staldmester. Han ville gerne, at hans venner kunne sammen!

"Nu har I ikke kedet jer, vel?" Nu kom den svære del. At rette lige meget opmærksomhed i mod begge på to forskellige måder. Så han startede med at gå hen til Juno, som han vidste nok ville være mest jaloux, og bukke sig ned ved siden af ham for at se til suppen.
"Mhm, det dufter godt. Håber du er sulten! Du har vel smagt Serenas mad før, hun er en gud i et køkken!" Han smilede stort og rettede sig op, inden han lidt eftertænksom tilføjede, "Bare ikke sig til hende, at jeg har sagt det, så får jeg bare en med en grydeske!" Han blinkede til Juno og vendte så rundt til Ez, hvis hånd han kort strejfede med sine fingre og smilede et mere følelsesmæssigt smil, men som han ikke sagde noget til. Berøringen burde være nok.

Juno trak på skuldrene uden at møde Ez' blik, da han fik at vide, at han havde et godt hjerte. Sådan havde han aldrig selv tænkt på det. Et blødt hjerte, måske, men det kunne man ikke bruge til meget. Han vidste heller ikke hvad han skulle stille op med komplimentet, hvis det var sådan ét, så han åndede lettet op, da Killian kom tilbage.

"Mmh, hun er dygtig," svarede Juno, lidt tilbageholdende endnu, men han så på Killian, da han talte til ham, og han skubbede også venskabeligt til hans arm med sin, i et forsøg på at kommunikere at han ikke var sur længere.

Han kommenterede ikke på, om de havde kedet sig, eller hvad de havde snakket om overhovedet. Det overlod han til Ez. 

"Jeg tror slet ikke det er muligt at kede sig i det her selskab," svarede Ez og smilede ovre fra sengen, hvor han havde sat sig. Han havde allermest lyst til at gribe fat om Killians håndled og trække ham ned i sit skød, men det måtte vente, til Juno var gået igen. Ez havde på fornemmelsen, at Juno ikke ville sætte pris på den slags. Desuden var han faktisk meget sulten, og duften af suppen fik hand mave til at knurre højt.

"Er der noget, jeg skal hjælpe med?" spurgte han. Han følte sig lidt fjollet ved bare at sidde her, mens de to andre lavede det hele.

Juno gav ham et par tegn på, at alting var i orden igen og det gjorde Killian lettet. Han havde ikke vidst, at Juno ville tage sådan på vej af, at Killian nussede lidt med en anden, og det var helt sikkert noget, han havde brug for at snakke med ham om, men ikke lige nu. På et andet tidspunkt, når Ez var taget videre, og der var kommet ro på igen.
Ez så træt ud, men det kunne Killian alligevel ikke fortænke ham i. Mon ikke, at den store halvelver skulle sove noget mere, når de havde spist. Killian ville elske at tage en lur med ham, men arbejdet kaldte desværre.

"Det kunne jeg heller ikke forestille mig." Han grinede lidt, inden han rystede på hovedet. "Nej, slap du bare af og bliv siddende." Han gav hans hånd et klem, inden han begyndte at rode rundt med nogle skåle. han var ikke vant til at have gæster, men tre skåle kunne han dog godt fremmane sammen med skeer. 
Herefter vendte han tilbage til Juno.
"Jeg tager lige gryden ud, inden det begynder at brænde på." Lidt voksen var han da og han kunne altså godt varme mad op uden at ødelægge det, selvom Serena somme tider udtrykte sine tvivl om det. Med lidt forsigtighed og noget stof, der var foldet sammen mange gange, fik han hevet den varme gryde ud af gløderne og placeret på en træbrik på bordet.
"Gider du smide noget brænde ind, bare et par stykker?" Han spurgte i et tonefald der sagde, at hvis Juno ikke gad, så var det også okay. I mens hældte Killian suppe op til Ez og gav det til ham i sengen. Næste skål blev fyldt, inden han tog en til sig selv og satte sig ved siden af Ez, så Juno kunne sidde på rummets eneste stol.

Lidt forsigtigt pustede han på en skefuld, mens hans blik gled fra den mørkhårede halvelver til det lyshårede menneske.
"Hvordan går det ude på lageret i dag? Det virker ikke så slemt i dag?"

Juno trak på skuldrene, da Killian bad ham om at smide mere brænde på, og gjorde så som han blev bedt om. Han havde ikke noget imod at arbejde eller imod at gøre, hvad han blev bedt om, så længe det ikke var af voksne. Og selv dét var han blevet bedre til efter han var kommet i arbejde. Til at starte med var det også gået imod alle hans instinkter at gøre som Thoran bad ham om, men han havde relativt hurtigt vænet sig til det, i hvert fald lige med Thoran. Thorans stemme var blevet én han adlød helt automatisk, men andre kunne stadig ikke slippe af sted med at give ham ordrer. 

Han satte sig ned sammen med de to andre drenge og rørte lidt distræt rundt i suppen, imens han overvejede om han skulle fortælle Killian om banden. Nu havde Ez jo hørt om den. Så han så lidt overrasket op, da Killian snakkede til ham. Han havde regnet med at blive ignoreret til fordel for Ez.
"Øh, ja, eller nej, det går stille og roligt. En af de dage hvor der ikke sker så meget, eller hvor vi i hvert fald kan følge med." 

Han så fra Killian til Ez og tilbage igen. Havde Ez tænkte sig at fortælle det, når han var gået? Det var bedre at Killian hørte det fra ham selv. 
"Jeg fortalte lige Ez at... At når jeg har fri skal jeg hjem til et hus fuldt af børn. Mit hus. Fyldt med gadebørn." Han slog blikket ned i suppen igen og tog en skefuld af den, som var den pludselig det meste interessante i hele rummet. Det var grænseoverskridende for ham at fortælle noget så personligt til Killian, som han så gerne ville have så ham som sej og spændende.