Hector var nervøs, men han var også spændt. Der var gået nogle dage nu, og han havde endnu ikke fortalt Juno om Ezra. Han vidste ikke helt, hvordan han skulle begynde ("Så, jeg måske måske en onkel... eller en grandfætter eller noget...?"), så til sidst havde han besluttet, at det ville være nemmere at vise Juno Ezra end at fortælle om ham. Han sendte Kuli ud i byen for at finde Ezra og bede ham om at mødes med Hector i krostuen i Hønsehuset kl. 19 samme aften. Der var ikke specielt mange krystaller tilbage fra de diamanter, Hector havde stjålet fra Vargas, men der var da nok til, at han kunne købe et måltid mad og noget at drikke til dem alle tre. 

Det føltes, som om Kuli var væk i timevis, inden knægten endelig kom tilbage og fortalte, at han havde overgivet beskeden til Ezra. Hector nikkede og klappede lidt fraværende Kuli på hovedet, mens han tænkte på, hvordan han skulle lokke Juno med sig. Der var stadig en times tid, til de skulle være der, så Hector benyttede lejligheden til at tage et bad. Vandet var ganske vist ikke varmt, med det gjorde ikke noget. Det gav ham til tid til få nerverne lidt under kontrol, inden han gik ud til Juno.

"Du, chef," sagde han, da han kom ud i køkkenet et stykke tid senere, stadig med fugtigt hår, der stod ud til alle sider. Han havde iført sig en mosgrøn kofte og en karrygul strikket trøje, der var alt for stor (det var vist Junos), udenpå. Bukser havde han aldrig brudt sig om, og han havde ikke tænkt sig at gå og sprede ben ude i byen alligevel. 

Han lænede sig mod det store bord i køkkenet og trak fingeren igennem en bunke mel, de store børn var ved at bage brød med. 

"Jeg vil gerne... vise dig noget," fik han så sagt. "Ude i byen. Nu."

Juno stod med hænderne nede i en dej, da Hector kom ud i køkkenet. Han hjalp nogle af pigerne med at bage, og de udnyttede hans ego ("det bør være den stærkeste, der ælter dejen") til at få hans hjælp. Ikke at han ikke nød det - han havde aldrig været særlig god til bagværk eller madlavning, det var én af de evner man ikke fik trænet med overklasseforældre, men han kunne godt lide det. Det var et rart afbræk fra at stjæle og snyde sig igennem sin hverdag, og selvom pigernes samtaler ikke sagde ham så meget, syntes han også det var hyggeligt at høre på.

Han stod i tavshed, men med et skævt smil over noget en af pigerne havde sagt, da Hector bad om hans opmærksomhed.

"Nu?" gentog Juno, og selvom det lød som et spørgsmål, forventede han ikke et svar. Han slap omgående dejen og skubbede den over mod en af de ældre piger. Melet på hans hænder blev gnubbet af imod et viskestykke, der havde hængt over hans skulder, men som nu blev smidt på bordet, som Juno gik rundt om bordet og ud af køkkenet.

Juno ventede til han havde fået jakke og støvler på, og de begge stod udenfor, foran huset, inden han vendte sig imod Hector.

"Hva' så?" spurgte han og tændte en smøg, imens han gestikulerede at Hector bare skulle vise vejen.

Hector var taknemmelig for, at Juno ikke stillede spørgsmål ved den lidt kryptiske besked - det var en af de ting, han allerbedst kunne lide ved Juno; han stille aldrig for mange spørgsmål, og han stolede som udgangspunkt på Hector, hvis Hector bad ham om at gøre et eller andet for sig. 

Efter selv at have taget et stort halstørklæde på, trådte han ud ad døren til Juno udenfor. Det var ved at blive rigtig koldt nu, og Hector sendte en varm tanke til den tykke pels på hans underkrop, der holdt ham varm og buksefri.

"Hmm," gryntede Hector og trak skuldrene lidt op om ørerne, mens de gik. "Vi skal hen til Hønsehuset. Jeg, øh, jeg mødte én har en uges tid siden, som... ja, du kan selv se. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det. Det er nemmest, hvis du selv møder ham."

Hector havde lyst til at tage Junos hånd, mens de gik, men han følte sig ikke helt tryg ved at gå hånd i hånd ned ad åben gade, så han nøjedes med at puffe let til Juno med sin albue og smile til ham. Turen var ikke specielt lang - der var heller ikke mange folk ude i den kolde vind - de ankom hurtigt til Hønsehuset. Hector gik i forvejen og skubbede døren op og blev straks mødt af en bølge af varm og velduftende luft fra krostuen. Lyden af stemmer mødte dem også, men der var heldigvis ikke overfyldt, selvom der var en del folk, der havde søgt tilflugt for den bidende efterårsvind.

Hector holdt døren for Juno og så sig omkring, da de var kommet indenfor for at se, om han kunne spotte Ezra ved et af bordene.

Dagene i Dianthos var gået og Ezra havde brugt sin tid på det, han gjorde bedst - at underholde. På markederne og i kroerne. Det var dog ikke blevet til så meget på markederne, da Kiles Orden åbenbart havde set sig sure på gadegøglere og optrædende, så det var sket et par gange, at han havde måtte fortrække hurtigt, ofte hjulpet lidt på vej af byens beboere, der var trætte af ordenens nye love og regler. Nej, kroerne var mere sikre, det var som om, at de forbandede præster ikke turde rode for meget ved folks mulighed for mad, alkohol og en hyggelig aften. Han så dem i hvert fald kun et par gange.

Der efterhånden gået en uges tid siden, at han havde mødt den anden satyr, hvilket havde efterladt ham med en trist følelse af, at han nok ikke fik ham at se igen, inden han tog videre. Byens huse var begyndt at mase sig ind på ham og han havde brug for at komme ud i det åbne landskab. Lade naturen inspirere sig, også selvom efteråret var kommet. Det var på tide at rejse syd på mod varmere himmelstrøg. 
Men som han havde sat sig på kanten af et springvand og spillede en melodi på sin fløjte, var en lille unge kommet op til ham og lidt genert afleveret en besked om, at Hector ville komme forbi Hønsehuset samme aften. Inden knægten havde kunne nå at rende sig vej, havde Ezra spillet ham en melodi og givet ham et brød, han havde fået tidligere. Gadebørn. Ezra forstod ikke helt konceptet, for der var da voksne nok i byen, så hvorfor skulle børnene bo på gaden? Det ville aldrig ske i Lindeskoven, men de var selvfølgelig heller ikke så mange.

Men nu sad han her på en bænk i Hønsehuset med ryggen mod muren og en tom skål foran sig, mens hans fingre i et lidt dovent tempo bevægede sig hen over hullerne i tværfløjtens blanke træ. Det var ikke fordi, at han spillede for at blive hørt, mere for bare at lave lidt baggrundsmusik for de tilstedeværende. Han havde hurtigt opfanget, at hans musik betød meget et sted som her. Spillede han for trist kom folk op at slås, spillede han for energisk, ja så kom folk op at slås. Så han sørgede for at spillet lidt en mellemting, når han ikke decideret optrådte.
De blå øjne åbnede sig, da døren gik op og han så straks Hector, hvilket fik et udtryk af glæde frem på hans ansigt, men han slap ikke fløjten med det samme. Der var ikke noget være end ikke at slutte en melodi ordentligt og han skyndte sig at spille de sidste toner, inden han trak fløjten væk og vinkede til Hector. Og hans ven?

Juno havde ikke regnet med at få forklaret ned til mindste detalje hvad de skulle eller hvor de skulle hen, ham og Hector plejede trods alt at tage tingene som de kom uden for meget planlægning eller forberedelse, men Hectors forklaring var usædvanligt vag. Værre endnu, så kunne Juno ikke fornemme hvad Hector mente med, at han havde mødt én. Var han forelsket? Var det her relateret til, at Juno havde kaldt dem næsten-kærester?

Da Hector smilede til ham, gengældte Juno det dog, og lagde straks sine bekymringer til side. I værste tilfælde ville Juno kæmpe for at vinde Hector tilbage.

Han lagde en arm om skuldrene på sin ven, så de kunne gå lidt tættere og dele deres kropsvarme. Han slap ham igen, da de nåede frem til Hønsehuset, og smilede i hele hovedet til Hector, da han holdt døren for ham. "Gentleman," drillede han og daskede til Hectors overarm.

Da Juno smilede til Hector og daskede til hans arm, kunne verden omkring dem lige så godt være sunket i grus, og Hector ville ikke have lagt mærke til det. Hans kinder blev meget røde, og han smilede bredt over hele hovedet, mens han blot stirrede på Juno et par sekunder. Men ud af øjenkrogen fik han øje på Ezra, og resten af verden vendte straks tilbage til ham. Hector blinkede med øjnene et par gange, inden han løftede en hånd og vinkede tilbage til Ezra. 

"Det er ham," sagde han til Juno, og uden rigtigt at tænke over det, tog Hector Junos hånd og førte an igennem rummet til Ezra.

"Ezra, hej," sagde Hector uden at slippe Junos hånd, da de nåede hen til ham. "Ezra, det er Juno, min næsten-kæreste, og Juno, det er Ezra, min... min måske-onkel eller grandfætter eller noget i den stil."

Hector havde knapt nok lagt mærke til, at hans stemme lød lidt stakåndet. Hans hjerte hamrede afsted i hans brystkasse for fuld smadder, og hans greb om Junos hånd blev en del strammere, mens han så fra den ene fyr til den anden. Selvom han ikke havde kendt Ezra længe, så var han i kraft af den, han var, en af de vigtigste personer i Hectors liv, og nu mødte han Juno, den ultimative allervigtigste person i Hectors liv, nu og nogensinde. Hvad hvis de hadede hinanden?

Det passede ret godt med, at han havde fået pakket fløjten væk, da den yngre satyr og en menneskedreng kom hen til ham. Nysgerrigt så han fra den ene til den anden, uden at rejse sig fra bænken, han sad på. Hector så lidt rød ud i kinderne og virkede helt forpustet, gad vide hvorfor? Den anden unge mand så bare forvirret ud, men det fortænkte Ezra ham ikke i, for da Hector introducerede dem, virkede det mest til, at det var første gang, at han nævnte ham.
Smilet på Ezras ansigt blev straks større, faktisk endte han med at le dæmpet, en glad, lidt forundret latter.
"Næsten-kæreste? Kan man være det?" Han rejste sig i sin fulde højde, hvilket ikke kunne måle sig med mennesket, men passede meget godt med den anden satyr. Smilende rakte han en hånd frem mod Juno.
"Jeg tror det er en måske-granfætter, men er det nu også så vigtigt? Hej, hyggeligt at møde dig!"

At hans måske-granfætter havde introduceret en menneskedreng som sin næsten-kæreste så ikke ud til at gå Ezra det mindste på. Og det gjorde det heller ikke. Han havde aldrig selv været forelsket eller haft en kæreste, så han forstod ikke helt, hvordan det fungerede, selvom han havde digtet og sunget om kærlighed til han var blå i hovedet. Men hverken raceforskellen eller at de begge var af hankøn, provokerede ham på nogen måde. Hvis de var glade, var det det vigtigste!
Efter at have trykket Junos hånd så han stadig nysgerrig fra den ene til den anden, inden han slog ud med armen.
"Slå jer ned hos en stakkel skjald, der sidder helt alene her en hyggelig aften." 

Efter at have sat sig, kløede han sig kort på det bare bryst. Der var varmt i kroen og han havde ikke behov for at have en trøje på indendørs. Det svage lys afslørede hans lidt synlige ribben og de ar, han havde fået på sit eventyr som slave i Rubinien. Han var selv holdt op med at tænke over de utydelige hvide streger, der især dækkede hans ryg, de var heldigvis ikke så tydelige som de kunne være, især ikke nu, hvor han ikke var så solbrændt som dengang. Han havde et par bukser på, noget han helst ville undvære, men for at få arbejde, var det alligevel bedst at følge menneskernes ønske om, hvilke dele af kroppen, der skulle være dækket. De store hvide horn forhindrede ham i at læne hovedet mod muren, men det tænkte han heller ikke over, da det havde været sådan i mange år. Håret hang ned i mellem dem og ned over hans skuldre. De lyseblå øjne var tydelige i lyset og hans hvide tænder kunne skimtes bag smilet.

'Det er ham'. Junos selvkontrol rakte lige til at holde sig fra at skære en grimasse, for i ét frygteligt sekund var han overvældet af jalousi, indtil han fik øje på manden Hector havde ment. En satyr. Pludselig faldt brikkerne på plads - Juno havde aldrig mødt en anden satyr end Hector. Han gik ud fra, at de ikke brød sig særligt om Dianthos.

Fremme ved bordet hvor satyren sad, gav Juno Hectors hånd et klem, for at minde ham om at han stadig holdt den, i tilfælde af at han helst ville give slip inden fyren bemærkede at de holdt i hånd, men Hector slap den ikke, og Juno blev kun endnu mere forvirret.
Juno åbnede munden for at proterestere, da Hector introducerede ham som sin næsten-kæreste, men inden han kunne sige noget, ombestemte han sig. Det var vel, hvad de var, han havde selv sagt det samme til Mars. Så gav hånd-holdningen også mere mening. Ubevidst skævede han ned til deres hænder, og da han så op på Hector igen, havde han fået farve i kinderne. Samme farve som Hectors kinder, gættede han på med et skævt, selvtilfredst smil, selvom hans farve var tydeligere.
Derefter flyttede han blikket over på Hectors måske-granfætter og gengældte dennes smil, inden han tog imod hans hånd.

"I lige måde?" svarede han, og det kom til udtryk som et halvt spørgsmål. Han vidste ikke helt, om det var hyggeligt at møde Ezra. Han var endnu lidt skeptisk. Hector havde aldrig før mødt et medlem af sin familie, og nu var den første satyr han mødte tilfældigvis i familie med ham? Det virkede for godt til at være sandt. Juno havde snydt og bedraget så mange folk, at han straks mistænkte andre for at gøre det samme. Juno ville under alle omstændigheder ikke lade Hector blive såret.

Der var varmere på kroen, end der havde været hjemme i deres utætte hus og Juno rystede jakken af sine skuldre og satte sig, da han blev bedt om det, med benene over kors og begge arme trukket tilbage, hvilende på stolens ryglæn, så hans brystkasse var skudt frem. Hans blik gled bedømmende over Ezra. Satyren var for tynd og så ud til at have haft det hårdt, men Juno ville helst ikke være for skeptisk, når nu det her lod til at betyde meget for Hector. Han ville hellere holde sine bekymringer for sig selv og så tage sig af det, uden at Hector fandt ud af det, hvis der var noget uldent ved Ezra.

"Så... Hvordan fandt I hinanden?" spurgte han i stedet og smilede til begge fyre. 

Hector havde IKKE lyst til at slippe Junos hånd, og han var lige ved at begrave neglene i den, da Juno trak den væk, men han gjorde det ikke. Alt så ud til at gå godt indtil videre mellem Juno og Ezra, så hvorfor blev hans hjerte så ved med at galopere af sted? Det dunkende i Hectors ører, og det var lidt svært at koncentrere sig, men han fik sunket en klump og sat sig ved siden af Juno og fremmanet et smil. Han kunne godt se, at Juno var lidt skeptisk, hvilket kun var forståeligt. Hector ville have været skuffet, hvis Juno ikke havde været på vagt. Det havde han jo også selv været, da han først mødte Ezra.

"Vi, øh..." begyndte Hector, mens han forsøgte at ignorerer den hurtige dunken i brystet. "Jeg så bare Ezra på markedspladsen en dag, og jeg havde aldrig set en anden... en anden satyr i Dianthos før."

Han slikkede sine læber, der føltes tørre. "Så talte vi lidt sammen, og... Så fortalte han om en familie, der godt kunne være min."

Hectors blik vekslede mellem Ezra og Juno, mens han talte og håbede på, at en af dem ville overtage, så han kunne prøve at få vejret.

Mennesket rødmede sørme også. Ezra var lidt i tvivl om, hvad der foregik, men det så ud til at være noget mellem Hector og Juno, så det var ikke noget han ville blande sig i. Lige nu. Det kom lidt an på hans nysgerrighed, men lige nu havde han en fornemmelse af, at holde lav profil var det, der var påkrævet lige nu. Skepsissen fra mennesket var i hvert fald tydelig for ham at mærke, hvilket lidt gav ham en lille knude i maven. Hans mentale styrke var ikke så god efter alt det, der var sket og små ting havde en tendens til at hyle ham ud af den. Få hans krop til at reagere med angst og hans tanker til at blive usammenhængende. Men han skubbede det fra sig, da han satte sig. Det var bare mennesket, der var beskyttende for sin... næsten-kæreste? Mon ikke.

Junos spørgsmål fik Ezra til at se mod Hector, det virkede mest passende, hvis han fortalte. Det var en hakkende, nervøs fortælling, hvilket næsten gjorde Ezra endnu mere forvirret. Hvad var det, han ikke fangede? Hvorfor var det så farligt for Hector at introducere dem?
Det blik, der kom hans vej, sparkede straks gang i hans stemmebånd, hvilket der heller ikke skulle så meget til.
"Det var lidt af en overraskelse at se Hector stå der, nu har jeg kun været her et par gange før, men ingen hjemme i Lindeskoven kunne finde på at komme her, så at se en anden satyr i Dianthos er da helt specielt. Og da vi ligesom kom frem til, at vi måske er i familie..." Smilet på hans ansigt sagde det, han ikke sagde med ord. Det var et helt eventyr i sig selv!

Selvfølgelig var der risikoen for, at han tog helt fejl med historien om sin familie, men det passede nu så godt sammen, selvom Hector ikke var en pige. Det mysterium havde Ezra ikke fået svar på endnu, men den måde den yngre satyr havde sagt, at det godt kunne være ham, havde fået Ezra til at tro ham.
"Det er selvfølgelig kun et måske, men verden er sommetider ikke ret stor." Han flyttede lidt på sig, havde lidt håb i stemmen om, at det faktisk var sandt. Han var vokset op med familie omkring sig og det var lidt svært for ham at rejse alene rundt. At møde en anden satyr var i sig selv lindrende, men at de måske var i familie?! Fantastisk!

Juno gav Hector sin fulde opmærksomhed, da han forklarede. Han rettede oven i købet på sin position, så han kunne læne sig frem mod Hector og bedre se på hans ansigt imens, og da Hector spillede bolden videre, kunne Juno ikke lade være med at føle, at det var hans ansvar at berolige sin ven. 

Han lagde en hånd om Hectors nakke og gav den et kort klem, inden han løsnede sit greb igen og blot lod hånden ligge der, imens han distræt strøg sine fingre over Hectors hud og igennem hans hår.

Ezras fortælling passede med Hectors, og passede også med Junos forestilling om, at der virkelig ikke var nogle satyrer i byen det meste af tiden, og Juno blev lidt blød, da han så det smil Ezra kom med, da han udtrykte glæden over at have fundet ud af at de måske var i familie.

"Det er da.. det er da fedt?" Juno så over på Hector, som ledte han efter svar dér. "Hvis du har fundet din familie, fundet ud af hvorfor de efterlod dig?" Han skævede imellem de to satyrer, for at høre hvad de ellers havde at fortælle.

Junos hånd var varm og blød mod Hector nakke, og han kunne mærke, hvordan varme langsomt spredte sig i ham, så hvorfor pokker ville hans hjerte og vejrtrækning ikke slappe af? Hector kunne ikke forstå det. De sad jo bare her sammen, ham, Juno og Ezra, og Juno og Ezra så ud til at komme fint ud af det med hinanden, så der var jo ikke noget at være nervøs over? Eller... når Hector mærkede efter, føltes det ikke længere som nervøsitet. Det var mere som en slags... alarmberedskab? Som om han forventede, at Vargas pludselig ville hoppe frem bag fra et gardin og lægge sine uhyggelige hænder på ham. Men Vargas var jo ikke her, og han og Juno var jo blevet købt fri. Der var ingen grund til, at Vargas skulle rejse hele vejen til Dianthos for at prøve at fange dem igen. 

Det var, som om vægge kom tættere og tættere på, og Hectors hals blev mere og mere tør, indtil han følte, at selv hvis han skreg, ville der ikke komme en lyd ud. Hjertet slog hurtigere og hurtigere og blev højere og højere og hans hænder og pande blev klamme af koldsved og hans blik flakkede, sortnede...

Så talte Juno til Hector, og hans stemme skar igennem kaosset i Hectors hoved. Han blinkede og vendte sig straks mod Juno, og så umiddelbart ud som om han netop var vågnet.

"Ja!" fik han sagt, hæst og lidt for højt. "Eller nej... De forlod mig vist ikke, hvis... hvis det altså er min familie. Skal vi ikke have noget at drikke eller hva'?"

Hector stak en hånd i vejret og fik vinket en barjomfru hen med en kande øl og tre krus. Måske ville alkohol hjælpe. Det plejede at få ham til at slappe af. Hector snappede sit krus, så snart det var fyldt og mumlede et hurtigt "skål" inden han satte det for munden og tog tre store slurke. Det hjalp ikke. Han kunne allerede mærke det efter den første slurk, og han havde allermest lyst til at kyle kruset mod den nærmeste væg.

Ezras blik var kort vandret ned i den anden ende af kroen, men da han så på Juno og Hector igen, fik han fornemmelsen af, at der var noget galt. En rynke dukkede op i hans pande, mens han lidt indgående så på Hector, der så helt forkert ud i hovedet. Nu havde Ezra selv lidt af rimeligt voldsomme panikanfald igennem det sidste år og selvom han aldrig havde set sig selv under et, genkendte han med det samme nogle af kendetegnene. Blegheden, koldsveden, det blanke blik, der udstrålede en afgrundsdyb frygt for verden. Ezra så på Juno, næsten med forventning om, at han ville gøre noget, men inden nogen kunne reagere, kom Hector tilbage til virkeligheden og begyndte at snakke om at drikke. 

Barpigen var der næsten med det samme og Ezra lavede en stoppende håndbevægelse mod hende, da hun ville række ham et krus.
"Jeg vil gerne have et krus te i stedet." Han sendte hende et smil og hun smilede tilbage, inden hun forsvandt op mod baren for at hente hans bestilling. Hans blik vendte tilbage til Hector, der så ud som om, at han var ved at drukne i sin øl. Det var ikke godt. Ezra havde ingen anelse om, hvor panikken kom fra, men han vidste også godt, at det ikke behøvede at være noget stort. Hvis overhovedet noget. Han vidste også, at det bedste i mod et panikanfald var at blive distraheret, men lige nu var han på en eller anden måde meget bevidst om, at han var den ældste i selskabet og at han måske burde tage sig af situationen på en anden måde end bare at spytte en ligegyldig historie ud.

Så efter at have fugtet sin underlæbe, lænede han sig lidt frem og rørte forsigtigt ved Hectors knæ for at få hans opmærksomhed.
"Har du det godt? Du ser noget... rystet ud." Hvad han ville få ud af at spørge, vidste han ikke, men den yngre satyr så virkeligt mere end bare rystet ud og Ezra ville gerne hjælpe. Han vidste heller ikke, om Hector og Juno kunne finde ud af at snakke om ting, slet ikke når de kun kaldte sig "næsten-kærester". De var så unge begge to!

Juno vidste ikke nok, til at vide hvilke tegn det var han fik fra Hectors kropssprog, men måden han faldt rundt i sine egne ord på, fortalte Juno mere end noget andet at der var noget i vejen. Juno havde aldrig set ham så nervøs før, hvis nervøs overhovedet kunne beskrive det, og han så på ham med sammentrukne øjenbryn, da han også nærmest slugte sin øl. De plejede ikke ligefrem at tage det langsomt sammen, men de var ikke ude for at drikke sig stive, de var ude for at møde hans granfætter.

Juno så taknemmeligt over på Ezra, da han kommenterede på det. Juno ville selv have været flere minutter om det, hvis han skulle finde på noget at sige. Dét, eller han ville have sagt noget helt forkert.

I stedet for at sige mere, rykkede Juno sin stol lidt tættere på Hector og lagde sin arm om hans skuldre. 

Da Ezra spurgte, om han havde det godt, gik Hector i panik. De andre kunne se det, frygten og panikken strålede ud af ham, og nu kunne alle andre også se det, og så ville de vide, at han bare var en svag, lille lort, det ikke kunne en skid. De kunne bare tage ham og gøre hvad som helst med ham, og han var for svag til at kæmpe imod; han kunne ikke beskytte sig selv, han kunne ikke beskytte Juno, han kunne ikke beskytte Juno, Ezra eller nogen som helst anden, han bare brød sig en lille smule om. Hvis bare hans hjerteslag ville blive lidt lavere, så han kunne høre sig tænke, så han kunne samle sig, men det skete ikke. Det føltes, som om nogen slog på en kæmpe stortromme lige ved siden af hans halvspidse ører, og det var fuldstændig umuligt at koncentrere sig om andet.

Det føltes, som om Hector havde siddet dér, forstenet i panik, i flere minutter, men i virkeligheden var det vist kun et sekund eller to, inden Juno lagde armen om Hector og fik Hector til at spjætte i overraskelse på stolen. 

"J-jeg har det fint," sagde han og fremtvang et smil til Ezra, selvom han godt vidste nu, at han på ingen måde så ud til at have det fint. Han var så bleg, han kunne blive, hans pande og kinder var klamme af koldsved, og hans øjne var blanke og flakkende. Han havde allermest lyst til at gemme sit ansigt mod Junos bryst og bare... forsvinde lidt fra det hele, men det kunne han ikke. Juno var den, der havde haft de hårdest af de to, det var ham, der skulle passes på, ikke Hector. Hector skulle bare lige tage sig sammen. Han skulle bare lige...

"Jeg skal bare pisse," fik han annonceret og rejste sig. Hans ben føltes svage, selvom de var den stærkeste del af ham, og hans syn sejlede i svimmelhed, men det lykkedes ham at vende sig og stavre mod døren til udhuset ved hjælp af stolerygge og skuldre på fremmede, han kunne støtte sig mod.

Han sparkede døren til udhuset i, så snart han var kommet ind, og han sank ned på knæ, foroverbøjet med begge hænder på det ulækre gulv, mens han forsøgte at få styr på sin vejrtrækning, der lød som om, han havde løbet bymuren rundt tre gange uden pauser.

Det smil, Ezra fik af Hector var så hvinende falsk, at det næsten gjorde ondt i hans tænder, det samme med ordene. Men det var ikke noget, der gjorde Ezra fornærmet. Han havde ikke ligefrem regnet med at få et dybdegående svar på hans angst. Han ville aldrig selv havde fortalt noget til nogen, når det skete for ham. Slet ikke nogen, han ikke kendte. Selvom det var endnu sværere at forklare til nogen, man kendte. Han havde aldrig fortalt Jocasta hvor slemt det var, men han havde snakket med to fremmede om det. Tre, hvis man kunne kalde den gamle soldat for en fremmed mere.

Tankerne gjorde han fraværende i et halvt sekund, men så proklamerede Hector han han skulle lade vandet. Bekymret så Ezra efter ham, som han begyndte at bevæge sig ned igennem kroen mod bagdøren. Han kastede et kort blik på Juno og vidste ikke, hvad han skulle gøre. Skulle han forsøge at udspørge Juno om, hvad der var galt? Han så næsten lige så forvirret ud som Ezra. Vidste han det overhovedet? Han åbnede munden for at spørge, men lukkede den så igen, mens han tog en anden beslutning. Hector havde brug for en venlig stemme lige nu, og det kunne han give ham. En hjælpende hånd. Lige som en fremmed havde givet ham.

Han vidste ikke, hvad han skulle sige til Juno, noget der ellers sjældent skete, men han sendte ham et blik, der båede var undskyldende og bestemt, som han rejste sig og skyndte sig efter Hector.
Ude i baggården nåede han lige at se døren smække i bag Hector, og langsomt gik han derover. For an døren gik han i stå og overvejede kort om han skulle åbne den, men besluttede, at det nok var lettere, når de ikke kunne se hinanden, så han fugtede sine tørre læber og begyndte så at tale dæmpet igennem døren.

"Du skal trække vejret helt ned i maven. Jeg ved godt, at det føles som om, at du er ved at dø, men det er du ikke. Bare træk vejret dybt ned." Han tog selv en dyb vejrtrækning, inden han fortsatte med at snakke. Distrahere. Få Hector til at forholde sig til virkeligheden. "Det er bare din krop, der er gået i panik. Det er bare din hjerne, der får din krop til at tro, at du er i fare, men det er du ikke. Så træk vejret ned i maven. Tænk på noget trygt og godt. Jeg plejer at forestille mig Lindeskoven ved solopgang i foråret. Hvordan blade og blomster folder sig ud under solens varme stråler og de tidligere insekter begynder at summe rundt og egerne slås med hinanden på stammerne, mens de skændes om maden. Duften af fugtig jordbund og morgenduggen. Synet af en hjort nede ved den lille sø, hvor solen bliver genspejlet og skinner mig i øjnene." Hans stemme var blød, mens han fortalte og Lindeskoven blev synlig for hans indre blik. Han håbede Hector kunne se det for sig. Bare lidt.

Juno vidste, hvad Hector gik igennem, da han pludselig forsvandt med en dårlig undskyldning om at skulle pisse, men hvis det var ham, der havde taget lederpositionen ville han have bedt Ezra om bare at vente på at Hector kom tilbage til dem. Om fem minutter ville Hector være afslappet igen, ville han ikke?

Men Ezra ventede ikke på at Juno gav ham instruktioner. I stedet sendte han Juno et blik, som Juno fortolkede som undskyldende, og forsvandt derefter efter Hector. Juno vidste ikke, hvad han skulle sige, og lod ham forsvinde efter sin ven. På den ene side skammede han sig over ikke selv at kunne hjælpe Hector, og på den anden side var han lettet over ikke selv at skulle stå med ansvaret for at Hector slappede af igen.

Han lænede sig tilbage i stolen, så efter sin ven og hans fætter, og sippede langsomt af sin øl, imens han ventede på at de fandt ud af det sammen. Det ville ikke overraske ham, hvis Ezra kom tilbage om et øjeblik, for at bede ham om hjælp med Hector, men han håbede at det ikke blev nødvendigt. Han ville alligevel ikke vide, hvad han skulle sige.

Det var en mærkelig følelse, der boblede op i Hector, da han hørte Ezras stemme og ikke Junos igennem døren. Han var både lettet, skuffet og pinlig berørt midt i al panikken, der brusede igennem ham som et kæmpe, ukontrolleret vandfald. Hans hænder var knyttet mod den hårde stengulv, og alt Hector kunne gøre, mens Ezra talte til ham, var at stirre ned på gulvet, hvor en lille sø af de tårer, der trillede fra hans øjne, samlede sig. Han vejrtrækning var stadig alt for hurtig, og han begyndte at føle sig svimmel. Ezras stemme blev druknet i støjen i hovedet, og Hector satte sig op med et ryk og var lige ved at skrige i frustration, da hans baghoved kolliderede med væggen. 

Et ordenligt knald lød indeni Hectors hoved, og med ét blev alting helt stille. Hans hjerte var stadig i fuld galop, men det føltes, som om det var ved at slappe af. Støjen og panikken var væk nu, og der var kun en rungende smerte tilbage fra slaget med hans hoved. Han kunne mærke noget varmt og vådt pible igennem sine krøller og ned ad hans nakke, men han var ligeglad. Panikken var væk. Væggene var holdt op med at lukke sig om ham. Han var... okay? 

Hector rejste sig og udstødte med det samme et grynt af smerte. Hans hoved gjorde afsindigt ondt, og han var mere svimmel end før, men i det mindste følte han sig mere eller mindre tilbage til sig selv nu. 

"Ezra," fik han gryntet, mens han lænede sig mod væggen og forsøgte at komme lidt til hægterne. "Jeg kommer ud nu."

Et øjeblik senere kom Hector ud. Hans øjne var røde og stadig lidt våde, og hans knoer var en smule skrabede, mens ellers lignede han mere sig selv nu. Udover den blødende revne i hans baghoved, som han ikke rigtigt have opfattet. Han smilede halvt til Ezra, et mere ægte smil denne gang, og sagde, "Undskyld, det var ikke meningen at... Jeg har det fint. Nu."

Stadig svimmel og med en let kvalme gik Hector forbi Ezra og gik tilbage mod krostuen. Han havde ikke lyst til at lade Juno sidde alene alt for længe. Det faktum, at der løb en lille, vedvarende strøm af blod ned ad hans nakke og forsvandt ned i hans trøje, havde han ikke opdaget. Det meste var også blokeret af hans tørklæde.

Endeligt lød Hectors stemme igennem døren. Den lød forkert, men Ezra tænkte til at starte med, at det nok var fordi den anden satyr havde grædt. Han trådte lidt tilbage fra døren, så han ikke stod så tæt på, når Hector kom ud, hvilket han gjorde øjeblikke senere. Så snart han så på den andens ansigt, vidste han at et eller andet var helt ravruskende galt. Ikke fordi han tydeligvis havde grædt eller fordi han var bleg. Han var for bleg. Der var noget forkert over hans øjne. Tavst så han efter ham, som han gik forbi ham og langsomt begyndte han at følge efter. Tæt nok på til, at han opdagede noget skinnende i hans hår og noget mørkt på hans tørklæde.

Hurtigt rakte han ud og greb ham i armen.
”D-du bløder.” Forskrækkelsen var tydelig i hans stemme. Om Hector protesterede eller ej, skubbede Ezra han hen at sidde på en bænk, der stod op ad kroens mur. Her skubbede han hans hoved frem og lod fingrene glide ind i det krøllede hår. Der var meget mere blod end han havde kunne se, og han kunne mærke sig selv blive bleg. Hvad skulle han gøre? For et øjeblik mærkede han sin egen panik, angsten der begyndte at gribe ham om hjertet og få verden til at sortne. Han gispede anstrengt efter vejret en enkelt gang og nev sig så hårdt i armen. Smerten fik alting til at falde til ro igen.
”Bliv siddende her!” Selvom han stadig var bleg, var der pludseligt noget bestemt over ham og han lagde al den autoritet han kunne finde i de få ord.

Og så vendte han om og styrtede ind ad bagdøren til kroen. Han løb ikke ned igennem kroen, men vinkede hen over hovederne på folk i et forsøg på at fange menneskets opmærksomhed. Så snart han havde øjenkontakt, lavede han en bevægelse, der sagde ”kom her”, inden han skyndte sig ud til Hector igen. Ved bænken gik han ned i knæ for at kunne se Hectors ansigt bedre. Hvis han havde slået hovedet, kunne det gå frygteligt galt. Og det kunne ikke ske, han havde lige fundet ham!

Juno var ved at blive både utålmodig og bekymret, og derfor sad han også og så efter drengene, da Ezra fik hans opmærksomhed ved at vinke efter ham. På ingen tid var Juno oppe og ude af kroen.

Han så blodet på Ezras hænder, inden han så det i Hectors hår. Det tog ham et øjeblik at opfange situationen, men så satte han sig ned på hug og gav Hectors lår et betryggende klem - han sad foran Hector, ved siden af Ezra. Begge satyrer så ud som om de var ved at gå helt i panik og selvom Juno forstod følelsen, forholdt han sig rolig lige nu. For ham var lidt blod ingen grund til panik. Han havde set Hector bløde værre før, ligesom han havde taget sig af søllere drenge før. Det føltes som om hans bande nærmest udelukkende bestod af at tage sig af sølle drenge.

"Hvasså Ezra." Hans stemme var rolig og afslappet, og da han havde fået Ezras opmærksomhed så han lige så roligt på ham. "Tror du, at du kan finde os noget at presse mod såret? Et viskestykke fra baren måske? Og noget koldt, hvis de har det?"
Stadig med en hånd på Hectors lår, lagde han venskabeligt den anden hånd på Ezras skulder. "Så bliver jeg her og holder øje med Hector imens?" Begge fyre så blege ud og Juno var ikke meget for at efterlade dem alene sammen. Så tænkte han, at det alligevel var bedre at give Ezra noget at lave.