Sted: I et bur i Vargas' slavehandel
Tid: Mørket er næsten faldet helt på, men pladsen er oplyst af fakler
Vejr: Vindstille og varmen er begyndt at vige for nattens kulde

De store håndjern klikkede som vagten låste dem op igennem tremmerne og Sheno kunne mærke den sædvanlige lettelse over at miste ikke bare den fysiske, men også psykiske vægt, jernet om hans håndled gav ham. Uden at skænke vagten mere opmærksomhed, holdt han sin ene arm ind mod brystkassen, mens han drejede rundt og gik de få skridt over til den anden side af buret. Han havde omkring fire gange fire meter at leve på. Værre var det med højden, han kunne nå tremmerne over sit hoved uden at strække sig. 

Med et tungt, træt suk satte han sig med ryggen mod tremmerne, benene over kors og hovedet lænet tilbage. Han var mørbanket, hans ribben i den ene side gjorde ondt og gjorde hans vejrtrækning en smule overfladisk, han havde brækket armen og pelsen i halvdelen af hans ansigt var fyldt med blod. Det meste var hans eget, et sår sad i panden over det ene øjenbryn. Noget var hans modstander i arenaens. Sheno brugte alt, hvad han havde af våben, det gjaldt også hans tænder, han havde et voldsomt kraftigt bid og nogle store tænder. Hvilket orken havde måtte sande, da den store halvløve havde forsøgte at tage en luns af hans skulder.

Men kampen havde været rimeligt lige, begge væsner bredt bygget og stærke. Orken havde dog brugt sin styrke godt, og Shenos arm havde givet efter sammen med skjoldet, der var flækket på midten. Men orken var også gået skadet derfra, uden mulighed for at støtte på det ene ben. De sloges ikke for at slå ihjel, det var spild af ressourcer for slaveejerne. Nej, de skulle bare have den anden ned at ligge og det var også Sheno, der var endt på toppen. Det var kun tredje kamp, han havde vundet for Herre Aziz, der var stadig fire tilbage, før han havde vundet sin frihed. Det havde været noget sværere at vinde, end han havde regnet med, men han vidste også, at han kunne klare det. Ellers havde han ikke foreslået dæmonen den handel.

De gyldne øjne gled i og han koncentrerede sig om sin vejrtrækning. De to andre gange havde der stået en healer og ventet på ham, men ikke denne gang. Vargas hævnede sig sikkert over Shenos opførsel, en måde at fortælle ham, at der var noget, han ikke skulle gøre igen. Da kampen var færdig, var vagterne kommet ind for at føre dem ud, men en af dem, der stod for orken, havde mistet tålmodigheden og havde slået det store grønne væsen, fordi han ikke kunne komme op på grund af benet. Shenos temperament havde slået gnister og han havde simpelthen klasket vagten i gulvet med en stor næve. Det havde givet ham et par slag fra de andre vagter, men han var ligeglad. Orken havde kæmpet godt og fortjente noget respekt. 

Han sukkede dybt igen, skar ansigt ved smerten og åbnede øjnene igen for at se ud over pladsen. Hvor længe manden, der havde ham i sin besiddelse, ville lade ham lide? Sheno havde ikke travlt, ikke som sådan, det var ikke første gang han havde fået tæv. Men det ville blive en lang nat.

Anastasya turde ikke tænke på hvad Vargas’ forventning var men denne dag havde hun fået lov til at give nogle af slaverne lidt vand. Det var varmt da hun bevægede sig ned gennem burene, den lange sølvkæde om hendes ankel lavede et spøjst mønster i sandet og hun kunne høre de tunge skridt af vagten der gik bag hende. Vargas ville jo ikke risikere at nogle af slaverne forsøgte på noget.

Hun stoppede op ved et bur, alt for lille for den massive skikkelse der sad der inde. Han var stor og så farlig ud, men den klare dyriske side Anastasya kunne fornemme gav hende en naiv overbevisning om at han ikke ville gøre hende noget. ”Vand, hr?” Hendes stemme var lys og forsigtig. Hun satte bakken på sandet og knælede ned foran den. Hun hældte vand op i en kop, hun gik ud fra at fangen gerne ville have noget at drikke.

Anastasya havde heldigvis ikke selv været tilskuer til den kamp hun havde fået nys om at løven havde deltaget i, men med ét blik på ham var det tydeligt for hende at han ikke var kommet der fra med skindet i behold. Forsigtigt satte hun koppen ind på den anden side af tremmerne og bed sig i underlæben. Hun ville gerne hjælpe ham, og alle de andre slaver, så godt som hun kunne. Men hvad kunne hun egentlig gøre? Hun besluttede sig for at det bedste hun kunne gøre var at forsøge at bringe ham lidt ro. Med en dyb indånding sendte hun positive og behagelige energier mod halvdyret – der som alle andre dyr ville kunne mærke det men selv ville kunne vælge om han ville lade sig påvirke.

Sheno havde lukket øjnene igen, mediterede for at komme ud af sin fysiske smerte og gøre tilstedeværelsen en smule mere udholdelig, men trods det, havde hans sanser været opmærksomme på hans omgivelser. Pigen, der tilbød vand havde han hørt for længe siden, som hun bevægede sig ned af burene, men han rørte sig ikke, før han kunne høre hendes kæde rasle og hendes stemme trængte igennem. Langsomt åbnede han øjnene og betragtede hende hælde vand op uden at have fået svar. Så snart hun havde stillet vandet ind i mellem tremmerne, skubbede han sig på benene, kun svagt besværet af ikke at kunne bruge den ene arm. Han nåede helt over til kruset og satte sig på hug for at samle det op med den virksomme arm, den anden holdt ind i mod brystkassen for at holde bruddet i ro, inden noget begyndte at prikke til hans sind. 

"Stop." Hans brunorange øjne blev rettet mod hendes ansigt og han rejste sig, hvilket vil ham til at tårne sig over hende. Der var dog ikke noget vredt over hans udtryk, hans stemme bare fast. Hvad end hun forsøgte at gøre, så skulle hun stoppe. Det føltes som om, at nogen forsøgte at påvirke hans sind og humør. Det ville han ikke have, ingen skulle forsøge at ændre ham, for værre eller bedre.
Blikket blev på hende. Vargas lille personlige slave. Han vidste intet om hende, ud over at hun boede i huset og så ud til at have mere frihed end de andre slaver på pladsen. Måske mindre frihed, kæden om hendes ankel slangede sig bagud tilbage mod det store hus. Han havde set hende et par gange i den tid, han havde været der, altid i hælene på sin herre som en lille skræmt kanin.

Så snart følelsen forsvandt fra hans sind, hævede han kruset, slugte indholdet i en mundfuld og rakte ud mellem tremmerne for at give hende kruset tilbage, hvis hun havde bakken i hænderne, stillede han den der, ellers måtte hun tage den fra hans store potelignende hånd. Vagten flyttede lidt på sig og han trak roligt hånden til sig igen. Det var ikke hans plan at gøre pigebarnet noget.
"Tak for vandet." Nok var han et slave i et bur, men han behøvede ikke at miste sin høflighed af den grund. Trods sin opdragelse som kriger, var han ganske civiliseret. Han var ikke et vildt dyr, selvom de fleste nok ønskede at se ham sådan i øjeblikket. Det store tunge hoved nikkede kort til hende, da han takkede hende, hvilket fik manken til at flytte lidt på sig. Han følte ikke, at hun var bange for ham, selvom han lige nu så noget drabelig ud med blodet i ansigtet.

Anastaysa skyndte sig undskyldende at slå blikket ned og stoppede hendes forsøg på at lindre hans sind. ”Undskyld Hr, jeg forsøgte blot at hjælpe” Svarede hun. Hun blev siddende, knælende i sandet til han havde drukket vandet og først da han rakte kruset ud gennem tremmerne igen slog hun de tofarvede øjne op igen og tog i mod kruset. Både krus og bakke var lavet af groft træ og var tydeligvis ikke så fint som det der var i huset – men Anastasya behandlede det med samme respekt som hun ville behandle et krystalglas.

”Det var så lidt, Hr” Svarede hun meget høfligt som altid. Anastasya havde den holdning at selvom at folk var slaver skulle de behandles med samme form for respekt som Vargas og alle andre skulle. Det høstede til tider nogle underlige blikke men hun havde ikke tænkt sig at ændre på det. ”Ønsker de mere?” Hendes blik var vendt mod ham, og man kunne fornemme hendes massive medfølelse og en snert af sorg over at se det prægtige væsen i bur. Anastasya ville befri alle fanger hvis hun kunne det, men det var desværre umuligt selv med hendes underlige bånd med Vargas.

Sheno havde måtte bukke sig ned, for at aflevere kruset til hende igen, men han rettede sig op og blev stående bagefter, så ned på pigen, der sad ned på jorden på den anden side af tremmerne. De tremmer, der havde været en del af hans liv i snart et halvt år. Åh, hvor ville han gerne være fri igen. Han lagde sin ene arm om den anden for at holde den stabil. Snart ville han kunne gå herfra som en fri mand, kun fire kampe mere. Han skulle bare vinde.
Tavst så han lidt på elveren, inden han rystede på hovedet og trådte et skridt tilbage, så han ikke var placeret så direkte over hende.
"Nej, der er andre, der mangler mere end mig." Ikke at de tørstede, meget kunne man sige om slavehandleren, men han gav dem både vand og mad nok. Sheno havde fået i arenaen, og selvom der ikke havde været meget i kruset i forhold til hans størrelse, ville han hellere, at de andre fik også.

Medfølelsen osede nærmest ud af hende, og var det et strejf af sorg han så i hendes øjne? Han rynkede kort panden. Hun havde ondt af ham? Det var hende med kæden om anklen. Han kunne ikke forestille sig at sådan en køn lille elver ville have det let i et udyr som Vargas' hjem. Nej, det var nærmere ham, der skulle have medfølelse med hende. Havde han det? Ja, en smule. Som med alle andre slaver i burene. Hans hale lavede et slag i luften, inden den faldt til ro igen.
"Hvorfor kigger du sådan på mig?" Han gled ned for at støtte på det ene knæ, så han bedre kunne se hendes ansigt. Hans blik var alvorligt og løveansigtet udtryksløst. Han var nysgerrig og at snakke med hende, ville fjerne hans tanker fra så meget andet. Det tomme hul i hans bryst blandt andet.

"Jeg ønsker ikke din medfølelse. Eller din hjælp. Giv det til nogen, der har brug for det." Der var stadig intet vredt over han stemme, det var blot en rolig konklusion. 
Hans ene øre rystede en flue væk, den var nok tiltrukket af lugten af blod. Men han flyttede ikke blikket fra hende, så hende i øjnene som var hun ham ligeværdig. Og det var hun også i hans øjne, selvom hun tydeligvis ikke selv anså sig selv for at være det.

Hun nikkede blot ved hans ord og satte kruset tilbage på bakken. Det havde han ubetvivleligt ret i. Hans næste ord fik hende til at slå blikket ned igen. ”Undskyld Hr. Det gør mig bare ondt at se Dem i den forfatning, lukket inde et sted så lille..” Hun sagde ikke mere, hun følte ikke at løven ønskede at hun forklarede sig, eller at hun så på ham. Han virkede ikke specielt interesseret i at hun var og det accepterede hun. Hendes tanke var at han, som mange andre, mente at hun havde bedre kår end alle de andre slaver – hvilket jo også var sandt. Men hun ville hellere end gerne sidde i et bur her end at tilbringe resten af sit liv som Vargas personlige legetøj.

Hun hørte og fornemmede den store løve knæle ned foran sig og hævede langsomt sit blik igen. Hans prægtige ansigt var arret og blodigt, og blodet forsatte ud i manken. Hun mærkede en tåre forlade sin øjenkrog og den faldt lydløst ned i sandet hvor diamanten glimtede men hun ignorerede den.
Han lyttede til hans ord og slog atter blikket ned. ”Alle her har brug for hjælp” Svarede hun lavt og skævede til vagten bag sig før hun trak vejret dybt. ”Der er bare ingen ude fra der kommer” Hun viste ikke hvad hun forsøgte at sige – hun viste at der ikke kom nogle for dem, ikke for hende hvert fald, måske for dem der blev solgt. Hun ville så gerne hjælpe alle men hun havde ingen mulighed for at gøre det.

Anastasya hævede ikke sit blik igen, løven havde allerede udtrykt at han ikke ønskede hendes blik, hendes medfølelse eller hendes tilstedeværelse følte hun. Dog kunne hun ikke holde sin nysgerrighed helt tilbage og forsigtigt hævede hun sine tofarvede øjne igen og mødte hans blik. Han var mægtig, enorm og hun burde føle frygt, men hun følte kun medfølelse. Han ville måske kunne mærke det på hende, svagt – hun kunne ikke helt slå sin evne fra.

Sheno flyttede ikke blikket fra den spinkle elver, da hun forklarede sin medfølelse.
”Din herre sender formentligt snart en healer, og min frihed er inden for rækkevidde.” Hvorfor fortalte han hende det? Sikkert for at berolige hende med at alting ikke var så slemt, som det så ud. Lige nu var det. Faktisk var det værre end det så ud, han kunne hele tiden mærke det tomme hul gnave i brystet af sig. Men han var ikke en mand, der havde ondt af sig selv, alt det var trænet ud af ham som barn. Man måtte arbejde med det, man havde, og det var, hvad han gjorde nu. Han havde sin krop, sine evner og sin styrke. Han var stadig i live, selvom det ikke føltes sådan.

Tåren, der forlod kvindens øje, fangede Shenos blik, som den blev til et fast materiale. En diamant, der faldt ned i sandet. Fascinerende, men han var egentligt ikke overrasket. Det var derfor, at Vargas holdt hendes så tæt på livet, sikke en rigdom, han kunne få ud af hende. Bare ved at få hende til at græde. Et stik af mere dybtfølt medlidenhed gled igennem ham, hun ville nok aldrig opleve sin egen frihed igen. Ikke så længe dæmonen kunne holde hende i mellem sine kløer.

Hans blik blev trukket op igen, da hendes stemme lød. Han svarede ikke, ikke med det samme. For hun havde ret, der kom ikke noget hjælp udefra. Han havde boet i ørkenen hele sit liv, tjent dem der ville betale, og han vidste, hvordan holdningen var til slaver hernede. En holdning han vidste, han ikke helt kunne undsige sig. Nogle væsners skæbne var ikke andet end at tjene. Og lide. Han havde aldrig brudt sig om det, men affundet sig med, at sådan var det bare. Havde han det stadig sådan? Han vidste det ikke rigtigt, han prøvede det nu selv og følte ikke, at det var hans skæbne at sidde i et bord og tjene andre, ikke på denne måde. Hans skæbne var at leve som kriger, men alligevel være fri. Det var i hvert fald den tro, han var vokset op med.

Han flyttede lidt på sin vægt og kunne mærke hendes medlidenhed endnu. Han havde nær rakt ud for at røre ved hende, trøste hende, men han var ikke i tvivl om, at vagten ville forhindre det. En vagt, der i øvrigt så ret utålmodig ud, men ikke afbrød dem. Ikke endnu. Sheno betragtede hendes tofarvede øjne lidt, inden han endeligt svarede hende.
”Nogle gange er der ikke andre til at hjælpe en, end en selv.” Det var sådan, at han ville komme ud derfra. Ved at hjælpe sig selv, også selvom han som nu sad med en brækket arm og en besværet vejrtrækning.

Anastasya valgte at undlade at kommentere på løvens ord om Healer – hvis Vargas var i et dårligt hjørne kunne der vel gå dage før han ville sende en healer her til, og efter som at han ikke allerede havde gjort det fornemmede Anastasya at løven blev straffet, måske for noget der skete under kampen. Hun vendte blikket mod Vagten bag sig der så ualmindeligt sur ud, hun havde brugt for lang tid på denne slave men vagten viste bedre end at røre hende uden grund.

Da hendes blik fandt løven igen smilede hun melankolsk. ”Sandt.. Og så alligevel” Hun trak vejret dybt og så lidt frem for sig. Nogle gange måtte man hjælpe sig selv – men det var ikke altid at man kunne det. Nogle gange havde man brug for verden, for en venlig hånd. Hun ville dog ikke diskutere med løven, vagten mente allerede at der var gået for lang tid og der ville nok ikke gå længe før han ville trodse Vargas regler og skubbe til hende for at få hende videre.

”Jeg håber du finder det du søger – alene eller med hjælp” Sagde hun så og så på hans arm. ”Så vil jeg se om jeg kan overtale Herren til at sende en Healer snart hvis ikke han selv gør det” Alle hendes overtalelser kom med en pris. Men om hun skulle betale med sin krop, med smerte eller med gråd så dikterede hendes hjerte at hun skulle hjælpe hvor hun kunne.

Sheno kunne ikke stoppe med at betragte den kønne elver. Hun var speciel. Det var ikke nødvendigt med dæmonens sjælemærkende evne for at kunne se det. Hun var alt for mild, alt for god til at have en kæde om benet og være fange hos sådan en mand. Bitterheden gav ham en grim smag i munden, mest fordi han vidste, at han intet kunne gøre ved denne uretfærdighed. Livet var uretfærdigt og en bølge af negative følelser, noget der måske kunne betegnes som en underliggende depression, skabt af tabet af sjælen, gled over ham, men de blev ikke vist på hans udtryksløse ansigt. Følelser skulle gemmes indeni og hans løveansigt var perfekt til det.

Det var tydeligt vagtens tilstedeværelse skabte et pres på situationen og Sheno sendte ham et blik, der ikke lagde skjul på hans afsky for Vargas' håndlangere. De havde hjulpet dæmonen igennem hver eneste session af tortur, han havde været udsat for. Stor og stærk tog det mere end én mand til at styre ham. Da de tog hans sjæl, havde de været fire til at holde ham nede. Kunne han, flåede han hver og en af dem fra hinanden.
Hans blodige tanker blev afbrudt, da den anden slave talte igen. 
"Din herre har, hvad jeg søger. Han og englen flåede min sjæl fra mig." Sin elskede dødsengel havde dæmonen kaldt kvinden. Han håbede at møde hende en dag, så han kunne hævne sig. 

Kvindens ord om at hun ville snakke med Vargas om en healer, fik Sheno til at slå med halen og rejse sig fra sin knælende position.
"Lad være. Jeg kan godt vente." Han så alvorligt på hende. Han mente det, at bede om noget fra Vargas kunne kun betyde, at man skulle give noget igen, og han ville ikke have, at denne kvinde skulle udsætte sig selv for hvem vidste hvad, for at han kunne slippe for smerten ved en brækket arm. Han havde før gået i dage med brækkede knogler og han vidste, at han kunne håndtere det. Spidsen af hans hale vippede lidt frem og tilbage og hans ører bevægede sig efter en lyd fra en anden del af pladsen, men hans øjne blev på hende.

Ved hans ord gled stor sorg og frygt over Anastasyas ansigt. Vargas havde altid været fascineret af hendes sjæl og det var det værste han kunne gøre at røre den. Den smerte kunne hun ikke gemme sig fra, hun kunne ikke lukke sig selv inde i et lille skjult sted i sit sind og glemme den.
”Det gør mig ondt” Hviskede hun og et væld af tåre forlod hendes øjne og faldt lydløst ned i sandet som skinnende diamanter.

Hun tog sig sammen, Vargas var ikke glad for at hun efterlod diamanter over alt i sandet når hun gik mellem slaverne og hun begyndte møjsommeligt at samle dem op for at undgå at han blev vred. Hun havde så let til tårer og de sørgelige skæbner i slavehandlen var mere end rigeligt for at få hende til at bryde sammen.

”Hvis det er hvad De ønsker Hr.” Svarede hun bekræftende på hans ord og forsøgte at mestre et smil til løven. En rømmen bag sig fik hende til at sætte farten med at samle de mange små diamanter op og lægge dem på bakken. Hun lod fingrene glide over sandet for at sikre sig at hun have fået dem alle. Derpå tog hun et tag i bakken og kom på benene.

Sheno blinkede en smule overrasket over de tårer, der pludseligt væltede frem over hans ord. Han havde ikke længere ondt af sig selv, ikke på den måde. De første par dage efter de havde taget hans sjæl, havde han begravet sig i sin egen elendighed, men det kunne han ikke bruge til noget. At andre kunne føle så meget medlidenhed med ham, var ikke helt noget, han havde forventet. Slet ikke fra en, der på mange måder havde en skæbne værre end hans. Igen var han ved at række ud for at røre hende, for at trøste hende, men lod være. Han kunne mærke vagtens blik på sig.
Diamanterne lå efterhånden spredt i sandet foran buret, men Sheno var overraskende lidt interesseret i de små klare sten. De var ikke hans, derfor heller ikke hans til at tage. Kvinden begyndte også ret hurtigt at samle dem op. Vargas ville sikkert have dem, han var en grådig mand.

Han sagde ikke mere, betragtede blot hendes fingre arbejde. Vagten rømmede sig, sikkert løbet tør for tålmodighed og elveren kom på benene. Inden hun nåede at gå, måtte Sheno alligevel gøre det forbudte. Han trådte hurtigt frem, stak en arm ud i mellem tremmerne og tog fat i hendes arm. På ingen måde hårdt, mere overraskende blidt for den store halvløve med de muskuløse overarme, inden han lænede sig frem for at fange hendes blik.
"Jeg mener det. Hjælp dig selv. Pas på dig selv. Jeg kan ve-" Hans ord blev afbrudt, som noget hårdt ramte ham i hovedet, gled af og hårdt slog ned i hans skulder. Vagten havde reageret hurtigt, sikkert i panik over at en slave så farlig havde fat i Vargas' kæledyr, og slog hårdt til halvløven med en kort stav, de fleste af vagterne gik rundt med. 

Sheno reagerede lige så hurtigt, han slap kvinden, trak armen til sig og kastede sig mod tremmerne, hvor vagten stod, med en løvesnerren, snuden krøllet sammen og tænderne blottet, vreden skinnende ud af de sammenknebne øjne. Smerten fra armen registrerede han knapt nok, som han kastede sig frem igen og fik fat i fronten af vagtens tøj. Hårdt trak han ham ind i mod tremmerne og klappede kæberne sammen lige foran mandens ansigt. Deres blikke låste sig i hinanden for et øjeblik, vagten vidste tydeligvis at han så døden i øjnene, Shenos brændende af vrede. Men selvom han kunne, gjorde han ham ikke noget i de sekunder, han havde til det. Postyret havde hidkaldt flere vagter og snart faldt der flere slag i mod hans hoved og overkrop, så han slap manden og bakkede tilbage. Hans blik gled kort mod elveren, nærmest med et undskyldende udtryk, inden han igen vendte sin opmærksomhed mod vagterne og sprang frem mod dem igen. Mest for af afskrække dem fra at komme ind i buret til ham, det ville ikke ende behageligt for nogen.

Anastasya blev temmelig forskrækket da den mægtige løve tog fat i hendes arm. De bløde trædepuder under hans fingre var varme mod hendes hud og selvom at løvepelsen var strid føltes den blød på samme tid. Hendes blik fandt hans, de varme gyldne løveøjne fik hende til at føle et væld af varme inden i. Hun ville egentlig svare, men hun nåede hverken at starte eller slutte før der skete en masse andet. Hun vendte sig chokeret da vagten slog ham. Før hun fik set sig om, kastede løven sig mod tremmerne der pludselig virkede som tandstikker i forhold til den vægt de alligevel præsterede at bære.

Et væld af tænder og kløer kaldte på flere vagter og Anastasyas øjne blev store af rædsel. ”STOP! NEJ!” Hylede hun. Hun tabte bakken i det hun instinktivt løb mod den nærmeste vagt for at trække ham fra halvvæsnet. ”Han kan ikke gøre jer noget! Lad ham være!” Selvom at et par tåre af chok forlod hendes blik var hendes stemme ikke grådfyldt eller rystende. Den var fast og bestemt, selvom at det stadig var den lyse pigestemme. Hun lagde al sin vægt i at skubbe vagten fra buret og nåede lige at se op da den nærmeste vagt foran hende, med stor fart førte sin hånd og stav bag ud for at få mere kraft på et slag han ville tildele Sheno. Hvad vagten ikke viste var hvor tæt Anastasya var på ham, efter at have skubbet den anden vagt væk. Vagten ramte hende med hånden hårdt knyttet om staven, ved det ene øjenbryn.

Havde Anastasya været en stor og stærk kriger ville slaget sikkert ikke engang have fået hende til at blinke. Men hun var lille, spinkel og ynkelig på mange punkter. Hun kom med et chokeret udbrud og væltede af den vagt hun havde fået væltet. Hendes hoved rungede og hendes blik var sløret nogle sekunder mens hun forsøgte at genvinde fatningen. Noget varmt og klistret formede sig ved hendes ene øje, ikke voldsomt hurtigt men det gik hurtigt op for hende at der var gået hul på den tynde hud over øjet. Det sved og hendes hjerne føltes som om den var hoppet adskillige gange inde i kraniet på hende.

Efter en håndfuld sekunder genvandt hun fatningen og skulle til at komme på benene, men vagten hun havde væltet, var hurtigere. Han greb hendes håndled og holdt hende nede, siddende på jorden for at hun ikke blev ramt igen. Han var højest tænkeligt ligeglad med hendes ve og vel, men var nok klog nok til at vide at Vargas ville henrette dem hvis der skete mere med hende – hun vendte blikket mod ham og så at det var den vagt der havde fulgt hende rundt hele dagen. ”Slip!” Sagde hun og flyttede desperat blikket mod postyret – hun måtte få det stoppet, de skulle lade løven være, han havde jo ikke gjort noget.

Vargas havde haft en udmærket dag, løven havde vundet for ham i en af arenaerne og Vargas var pludseligt en god slat krystaller og et par slaver rigere. At slaven havde slået en vagt ned var uheldigt, og Vargas havde besluttet sig for at straffe ham ved ikke at sende ham en healer før dagen efter. Lidt smerte kunne måske lære det store halvdyr ikke at gøre sådan noget igen. Selvom Vargas nok godt vidste, at en brækket arm nok ikke ville afholde løven i at udleve sin retfærdighedsfølelse igen. Sjælen havde ligefrem skinnet af retfærdighed, det var derfor han var blevet interesseret i den til at starte med.

Da han var kommet hjem, havde han været i godt nok humør til at lade Ana gå en tur med noget vand blandt slaverne. Det ville gøre hende tilfreds og måske han ville udnytte det senere. Det var nogle uger siden, at Liv var taget af sted med de to slaver og hans seng føltes tom. Og mon ikke, at hun snart var kommet sig over den dumme satyr?
Mens hun var ude med vand, gik han op til sit kontor for at føre ting i den store bog. Bedst som han var ved at skrive de sidste par tal ind, lød der råb udenfor. Og en umiskendelig lyd af en løve. Han rejste sig og så ud af det glasløse vindue. Et blik og han var hastigt ude af kontoret og nede af trappen for at styrte ned af gangen og ud af døren til den store plads i hans slavehandel.

At vagterne sloges med løven var ham lige meget, men han havde set det lange lyse hår i mellem de brede vagter. Ana. Midt i en slåskamp. En blanding af vrede og bekymring væltede igennem ham, som han hastigt skridtede ind over pladsen mod burene. Det første han så, var Ana ppå jorden, holdt nede af vagten, der havde fået besked på at passe på hende. Åh godt, hun var uden for fare. Som han kom nærmere så han blodet. De mørkebrune øjne blev mørkere af vrede og som han nåede derhen, rungede hans stemme ud over vagterne.
"Hvad foregår der her?!" Blikket gled over vagterne og løven i buret, inden han bukkede sig ned og hev Ana på benene. Reaktionen var omgående, der blev helt stille, ud over en knurren fra løven. Først ignorerede Vargas alt og alle, mens han tog ved Anas hage for at dreje hendes ansigt, så han kunne se skaden. Det så blodigt ud, men ikke på nogen måde livsfarligt. Men noget havde skadet hans Ana og nogen skulle betale.

Tavsheden fra vagterne blev brudt af manden, Vargas havde regnet med, havde evnerne til at passe på Ana. Han havde fejlet.
"Det var løven, Herre Aziz, han greb fat i hende og bagefter angr..."
Vargas nedstirrede ham og afbrød ham.
"Han greb fat i hende? Gav han hende skaden?"
"N-nej Herre, hun må være blevet ramt da vi..." Vagten krympede under den høje dæmons blik.
Vreden boblede op igennem Vargas og han så mod de fire andre vagter, der åbenbart havde været så modige at angribe hans slave, mens slave stadig var i bur. Uden varsel rakte han ud, trak vagten til sig og skubbede sin hånd ind på hans brystkasse for at hive til i mandens sjæl. Den kvalte lyd af en mand i smerte og uden mulighed for at trække vejret lød igennem stilheden. 
"Hvem slog hende. Hvem?!" Han hævede stemmen. Først skete der intet, andet end vagten han havde fat, der stadig kæmpede med at få vejret. Endeligt begyndte vagterne at flytte blikket mod en enkel vagt, der så skrækslagen ud og dog trodsig.
"Det var ikke med vilje, hun stod i vejen. Jeg ved heller ikke, hvad en slave..."
Vargas slap vagten, der gispende røg på knæ, inden han med faste skridt gik over til vagten, der havde ramt Ana. Manden blev stående, mens Vargas tavst nedstirrede ham for et øjeblik, inden han vendte sig mod de andre.
"Du, hent en healer. Og I to, sørg for, at han ikke render nogen steder." Han kastede kort med hovedet mod den sidste vagt, inden han trådte de få skridt over for at se ind på løven. Ved første øjekast så det ud til, at der var frisk og gammelt blod overalt. De havde fået nogle slag ind, men det så også ud til, at Sheno havde givet nogle tilbage, hans vagter var heller ikke i hel tip-top stand. Ganske imponerende, når de var fem og der var tremmer i mellem dem.
"Pisken venter til dig senere." Tonen var kold. Han vendte ryggen til ham og gik tilbage til Ana.
"Hvor slemt er det?" Han rakte op mod såret, men rørte ikke, så hende blod i øjnene og ventede på et svar.

Slagene faldt hårdt og kontant igennem tremmerne. Smerten fyldt ham og blodet sprang, men han blev ved med at angribe, efterhånden helt væk i sin vrede. Han hadede vagterne. De havde hjulpet dæmonen med at skade ham, holdt ham fast og mishandlet ham og han ville se dem bløde. Tiden flød lidt ud for ham, smerte, slag og vrede. Smagen af blod, mest hans eget. Det var først, da en stemme skar igennem, at den røde hinde over hans syn trak sig tilbage og det gik op for ham, hvad han lavede. Hans krop var høj på adrenalinen og han kunne ikke stoppe med at knurre, ikke med det samme. Først da han så, hvordan Vargas tog fat i vagten og hev i hans sjæl, blev han stille. Erindringen om englen, der hev hans sjæl ud, gjorde ham pludseligt dårlig og havde han været uden pels, havde man kunne se ham blive bleg.

Så han blev tavst stående, som Vargas begyndte at kommandere rundt med sine vagter. En blev sendt efter en healer. Halvløven havde ingen forventning om, at den healer var til ham, ikke når dæmonens dyrebare lille elver var kommet til skade. Og nok havde Sheno ondt, men han havde ikke tænkt sig at tigge for en healer. Han kunne sagtens vente. Han ville ikke få noget søvn, men i stedet bruge tiden på at meditere sig selv ud af sin fysiske smerte. Han havde gjort det før.

Til sidst kom slavehandleren hen og så på ham med et iskoldt blik. Ikke at Sheno krympede sig og så væk, han stod ret og så manden i øjnene. Så ned på ham, som han var et stykke højere end den høje mand. Lovningen om pisk fik ham til at spænde op i kæben og han måtte holde sig selv tilbage for ikke at spytte på jorden foran dæmonen i foragt. Han var ikke bange ved tanken, nej, han var vred. Han fandt sig ikke i at blive behandlet sådan, selvom han lige nu ikke havde andet valg. Kunne han, ville han flå dæmonen fra hinanden. Men det ville aldrig blive muligt, ikke uden at han selv kom til at ofre sig.
Lidt træt flyttede han blikket til elveren og håbede, at hun var okay. Han havde slet ikke set hende i kampen. Det var hans skyld, han skulle ikke have rørt hende. Han havde dummet sig og han vidste det.

Anastasya blev bleg da Vargas pludselig tårnede sig op i postyret. Hans ord forsvandt i virvaret i hendes hoved og hun så bare skræmt på ham da han hev hende på benene. Hun sank nervøst og lod ham inspicere sig – det gik op for hende hvor meget mere rod hun havde puttet løven i ved at blande sig i kampen. Men hun havde følt et voldsomt behov for at beskytte væsnet og det beskytter behov sad stadig i hende. Derfor kom hun også med et lille udbrud da en vagt begyndte at anklage løven. Hun skulle til at protestere men Vargas afbrød hende og hun kom desuden hurtigt på bedre tanker.

Hendes lille hjerte hamrede som besat i hendes bryst og hun spekulerede som en gal på hvordan hun kunne overbevise Vargas om ikke at gøre løven noget ondt. Vargas slap hende for at tage fat i vagten og Anastasya vendte lynhurtigt blikket væk. En følelse af dyb kvalme og ubehag bredte sig i hende da vagtens smerte kom til lyd og hun bakkede lidt mens hun skjulte ansigtet i hænderne. Tårerne trillede men der var intet hun kunne gøre for at stoppe det. Vagtens smerte føltes som hendes og hun anede ikke hvad hun kunne gøre for at gøre situationen bedre. Ingen af vagterne havde ønsket at skade hende, de havde angrebet løven fordi han havde rørt hende – det var hendes skyld.

Hun bakkede til hun mærkede noget hårdt bag sig, og drejede blikket. Hun havde stødt ryggen mod løvens bur men hun var langt mindre bange for løven end hun var for Vargas. Vagtens lidelser endte da Vargas slap ham og han gik nu imod manden der havde ramt hende – ikke at hun selv havde været i stand til at udpege ham i postyret.

”Herre han har intet gjort, jeg…” Tårerne trillede igen ved tanken om at løven skulle have pisk på grund af hende. Det gjorde så ondt at Vargas næsten lige så godt kunne have forsøgt at hive hendes sjæl ud. Hun stoppede dog omgående med at tale da Vargas henvendte sig til hende igen og hun slog omgående respektfuldt blikket ned. ”Det er ikke slemt, Herre, det var et uheld. Løven ønskede mig intet ondt, han ønskede mig blot held. Vagterne misforstod hans intention og…” Hun stoppede og snøftede kort mens tårerne trillede igen. Det ville tage hende en evighed og lidt til at få alle de diamanter samlet op.

Vargas betragtede Ana med et tomt blik, da hun begyndte at forsvare løven og begyndte at græde igen. Det var lige meget om løven ville hende ondt eller ej - Vargas tvivlede på, at det store halvdyr ville kunne få sig selv til at skade en uskyldig kvinde som Ana - men han havde rørt hende og straf skulle uddeles. Løven kunne holde til det, det havde hans bevist for Vargas ved at stirre ham i øjnene, samtidigt med, at dæmonen havde udsat ham for meget, meget værre. Det vidste Ana bare ikke så meget om, han gik ikke ligefrem og fortalte hende, hvordan han torturerede sine slaver.
Han rakte ud og strøg en hånd ned af siden af hovedet af Ana for at trøste hende. Hun var så sart. Men der var også noget i det her, hun skulle lære. At blande sig udenom hans arbejde og slavehandlens styrelse. Han agtede ikke at sende hende ind, hun skulle se det hele. Om så hele pladsen skulle skinne af de tåreformede diamanter.
"Shh. Det er der ikke noget at gøre noget ved nu. Stop med at græde." Ord der burde være milde, men som mest var tomme, ja måske en smule kommanderende. Han var ikke i humør til at håndtere en grædende Ana, ikke lige nu.

Vagten, der var løbet af sted efter healeren, der sad længere nede af rækken af bure, kom tilbage med en topaliskvinde på slæb. Vargas lavede en kort bevægelse mod Ana og healeren skyndte sig hen til hende med nedslået blik. Vargas betragtede hende få det lille sår i Anas pande til at forsvinde og en lille knude i hans mave forsvandt. Så snart healeren trak sig tilbage, pegede han mod løven.
"Også ham." Der var ingen grund til at ødelægge dyret mere end højest nødvendigt, han skulle også kunne slås for ham ugen efter. Egentligt var han ligeglad med løvens velbefindende, han kunne lade ham lide til han døde, men han havde vist sig at være ganske effektiv i en arena og krystallerne han havde tjent hjem på dagens kamp klirrede stadig i Vargas' hukommelse. Bedre at heale ham nu. Han ville ikke være smertefri længe.

Mens healeren tog sig af løven, vendte Vargas sig mod vagten, han havde mishandlet. Manden var kommet på benene, en smule bleg, men han så ud til at fungere. Godt.
"Jeg regner med, at jeg kan stole på, at du passer ordentligt på hende nu?" Han sendte vagten et hårdt blik og manden skyndte sig at nikke, inden han sprang hen og tog ved Anas arm for at holde styr på hende. Vargas var tilfreds. Det var ikke første gang, at den vagt fik lov til at holde øje med Ana, lige denne vagt havde ingen interesse i kvinder, hvilket var grunden til, at Vargas lod ham følge med hende rundt.

Så snart healeren var færdig med løven, viftede Vargas med en hånd og vagterne så kort på hinanden, inden de bevægede sig ind i buret for at hente løven ud. Det gik overraskende fredeligt. Snart havde de ført ham ud på pladsen og hen til de to tykke pæle, der var sat i jorden. Håndjernene var næsten for små til de tykke håndled, men det kunne lade sig gøre og til sidst var løven spændt på i mellem de to pæle. Vargas greb en af vagternes piske og kastede et blik på Ana for at sikre sig, at hun så, hvad der skete, inden han førte armen tilbage og lod læderet ramme den bare, pelsede ryg. Ti slag. Fem for at røre Ana, fem for at skabe så meget postyr. Og han lagde ikke fingre i mellem.

At se slavehandleren røre elveren gav Sheno en klam fornemmelse i maven. Hvad den mand ikke måtte udsatte hende for. Sheno havde tilbragt nok tid sammen med dæmonen til at have fået en indsigt i, hvordan han fungerede. Men der var ikke noget, han kunne gøre ved det. At den blonde elver forsøgte at hjælpe ham, fik ham næsten til at skære tænder. Hun havde ikke hørt ham. 
Healeren blev hentet og Sheno betragtede den mørke kvinde heale elveren. Til hans store overraskelse sendte Vargas hende videre til ham og han trådte roligt hen til tremmerne, så hun kunne nå ham. Det store hovede hvilede sig mod tremmerne og han lukkede øjnene, mens hun arbejdede på at klare hans skader. Hun startede med armen, det var som en lindrende bølge, da bruddet lukkede sig. Derefter hans ribben og hans ansigt, der var blevet hårdt ramt af vagternes stave. Til sidst trak han sig tilbage, der var kun småskrammer, hun ikke behøvede at heale. En bekymret rynke dukkede op i hendes pande, men han nikkede for at sige, at det var i orden. 

Og så kom vagterne. Et stik af vrede fór igennem ham, men han skubbede det ned, sammen med tanken om, at han nu var klar på at slås uden skader. Han var træt. Udmattet. Og det ville ikke gøre noget godt alligevel. Dæmonen skulle nok give han sin straf og han ville uden tvivl lægge mere til, hvis han skabte flere problemer. 
Den ene vagt slog ham i maven, nok for at vise, at de havde styr på det, hvilket kun fik en let advarende knurren ud af Sheno, der ellers fulgte frivilligt med. Han vidste, hvad der skulle ske. Fremme ved pælene kæmpede han stadig ikke i mod, men lod dem lægge lænkerne på ham og hive hans arme op og ud til siden. 

Og første slag faldt. Smerten skar ind i hans krop, men der kom ikke et lyd fra ham. Ydmygelsen var værre end smerten. At blive behandlet sådan. Han var for stolt. Men der var intet han kunne gøre og endnu et slags faldt. Og endnu et. Ved det sjette lød der en dæmpet snerren fra ham, af vrede. Men han blev tavs igen. Han havde talt til ti, da han kunne høre dæmonen rulle pisken sammen igen. Lænkerne blev løsnet og han vaklede kort, da han skulle holde sig selv oppe igen. Hans ryg brændte og han kunne mærke blodet løbe. Tavst lod han vagterne fjerne metallet fra hans håndled. Lige nu var der ikke mere kamp i ham. Han ville bare tilbage til sit bur og hvile.

Anastasya turde ikke sige noget. Ikke at Vargas’ vage forsøg på at berolige hende virkede men hun kendte ham godt nok til at vide at hun ikke skulle presse situationen. Hun holdt derfor de pæne tofarvede øjne slået ned på sandet ved hendes fødder mens Healeren så let som ingen ting fik såret ved hendes øje til at lukke sig. Nu var der bare plamagen af blod der kunne tørres af når hun kom til et vaskefad.

Hendes største opgave lige nu var at kontrollere den ustyrlige trang til at græde. Det havde altid været en gåde for hende hvorfor hun havde så let til tåre, det var som om hun bare var mere modtagelig end andre. Hun var næsten lettet da Vargas kommanderede healeren til at heale løven også – måske havde han faktisk indset at løven intet havde gjort? Hendes håb forsvandt hurtigt igen da løven blev kommanderet ud af buret og ud på pladsen. Hjertet sank i hendes bryst og hun følte at kroppen blev tung som bly af skræk.

”Nej… Herr-” hviskede hun men vagten der havde hendes arm i et fast greb, rømmede sig og hun stoppede. Vargas så tilbage mod Anastasya, mødte hendes blik før han svang pisken. Overraskende nok var det Anasasya og ikke løven der kom med en beklagende lyd. Hendes krop hoppede hver gang pisken faldt og ved tredje slag knækkede hendes ben sammen under hende. Vagten forsøgte at hive hende på benene men gav hurtigt op, uden at slippe hendes arm. Anastasya hulkede og man kunne ane ordet nej. Hun tiggede Vargas om at stoppe men ordene var uden sammenhæng. Hver gang pisken ramte løven var smerten i hendes indre så voldsom at det føltes som om hendes hjerte gik i stykker hver gang Vargas svang pisken. Sandet omkring hende glitrede og den varme gyldne farve gav et indtryk af at det var guld og ædelsten. ”Op..” Sagde vagten lavt mens han rykkede i hendes arm, men selvom at Anastasya ønskede at adlyde kunne hendes krop ikke bære hende. Hun begravede ansigtet i hænderne men lyden af pisken skar gennem hendes sjæl.

Vargas elskede følelsen af at svinge pisken. Siden han havde gjort det første gang, havde han vidst, at det var en sport for ham. Lyden af læderet, der ramte huden, smerteskrigene fra offeret. Det ophidsede ham på sådan en tilfredsstillende måde. Selvom han havde besluttet sig for ti slag, havde han lyst til at fortsætte, men han holdt altid en aftale, også selvom den kun var med sig selv. Der var skuffende lidt reaktion fra løven, men det overraskede ham nu ikke, under sine små hyggesessioner med løven havde han hurtigt fundet ud, at det store væsen var god til at håndtere smerte. Til en hvis grænse, selvfølgelig, men det tog sin tid at få andet end tavshed eller vrede ud af ham. Alligevel var han tilfreds, da han var færdig. Ydmygelsen i sig selv ville være nok til at give ham den lærestreg, Vargas mente han fortjente. 

Han begyndte at rulle pisken sammen, mens han lyttede til den klynkende Ana. Nej, løven havde ikke reageret, men det havde elveren, han havde haft hendes piveri i ørerne alle ti slag igennem. Han forstod hende ikke, hendes empati og medfølelse, der ødelagde hende hver gang, der skete noget dårligt. Tårerne, der væltede frem ved mindste lille ting. På den ene side var det noget, der fascinerede ham omkring hende, samtidigt fandt han det ofte ganske irriterende. At hun nu græd så meget over denne slave, halvløve og retfærdig eller ej, fik ham til at føle sig en smule træt.

Han rakte pisken til en vagt og nikkede mod løven.
"Smid ham tilbage i sit bur." Da vagterne ville føre ham væk, trådte Vargas frem og fangede løvens blik. Så ind i de brunorange øjne, undersøgende. 
"Næste gang du laver ballade, slipper du ikke så let, kampe eller ej." Han tog i mod løvens reaktion uden at røre en mine og flyttede så sin opmærksomhed mod elveren, der var sunket sammen på jorden. Med et suk gik han derover og greb hende i armen for, med vagtens hjælp, at hive hende på benene, inden han lidt ublidt greb om hendes hage og fik hende til at se på sig.
"Dette kunne være undgået, hvis du havde passet bedre på. Det er din skyld." Det var hårde ord, han sendte mod hende, men hun skulle løve at passe bedre på. Og hvad ville virke bedre end en masse dårlig samvittighed?

Han holdt stadig hårdt fast i hendes arm som han begyndte at slæbe hende mod huset. Han var næsten færdig herude. Der var én ting mere, der skulle ordnes. Vagten, der havde ansvaret for Ana, havde stadig fat i hendes anden arm og Vargas drejede hovedet for at se på ham.
"Vagten der ramte hende. Smid ham i et af de små natten over. Jeg vil lige overveje en passende straf." 
Vagten nikkede og slap Ana for at udføre ordren. Dæmonen hankede lidt mere op i Ana og tog hende med ind. Det var tid til at lade hende tænke lidt over tingene på værelset. Måske hun skulle se vagten få sin straf, det kom an på hans humør dagen efter. Med lide, det skulle vagten, ingen skadede Ana uden at komme til at lide. Undtagen ham selv.

// Out

En let kvalme huserede i Shenos krop, næsten gemt væk under smerten. En velkendt kvalme, der kom hver gang dæmonen havde haft fat i ham. Det var ikke smerten eller torturen, det var ydmygelsen. Han kunne næsten ikke bære den, selvom han skjulte den godt. Han var ikke dyr, man kunne gøre hvad man ville med, han var en kriger, der skulle slås for sin egen værdighed. Og den mulighed blev ham frataget her. Han havde ikke et valg. Kunne intet gøre for at tage kontrollen tilbage. Sammen med trætheden og smerten var det nok for ham lige nu, og selvom noget i ham skreg på at flå sig fri af vagterne og forsøge at flå slavehandleren fra hinanden, lod han være. Noget han fik en grim fornemmelse af, at dæmonen kunne se i ham, da han så ham i øjnene og smed den sidste trussel efter ham. Selvom det sled i ham, nikkede han kort til ordene. Han accepterede, at hans handlinger havde konsekvenser, selvom han ikke accepterede konsekvenserne.

Turen tilbage til buret føltes lang. Lyden, ja endda følelsen, af den grædende elver forfulgte ham, men han havde ikke set på hende. Ville ikke provokere hende eller sig selv til at gøre noget dumt. En svag glød af vrede ulmede dog i hans bryst, at se en uskyldig kvinde blive behandlet sådan gjorde ham arrig, men han vidste også godt, at han aldrig nogensinde ville kunne ændre hendes liv til det bedre. Selv hvis han blev fri, ville han ikke kunne gøre noget. Hun var i en grådig mands kløer og Sheno vidste, at han aldrig ville slippe hende igen.

Lågen blev lukket bag ham og for et øjeblik stod han bare med lidt hængende skuldre og trætheden som en ekstra pressende vægt på sin krop. Endeligt gik han, en smule tumlende, de få skridt over til det leje, der udgjorde hans seng, hvor han lod sig selv gå på knæ og endeligt kunne han lægge sig på maven med armene under sit hoved. Ryggen sved ved hver eneste bevægelse og han kunne mærke blodet i sin pels. Han kunne bære det. Det var bare fysisk smerte. Hans øjne gled i, han var bare så træt. Fysisk og psykisk udmattet til et punkt, hvor det faktisk lykkedes ham at falde i søvn inden natten nåede at blive alt for gammel. Det havde været en lang dag.

// Out