Sted: Ved Philianders hytte lige øst for den nordlige del af Tusmørkedalen
Tid: Formiddag
Vejr: Solrigt med fluffede hvide skyer, der farer hen over himlen

Det var en kedsommelig dag. Philiander havde ikke noget at lave og det fik ham til at surmule lidt. Der måtte da godt ske noget! Selv musen havde gemt sig og til sidst havde den gamle mand forladt den lille hytte for at se, om den lille omkringliggende skov kunne tilbyde noget at lave. 
Iklædt en lang grå kjortel, der gik ham til midt på skinnebenene og mest lignede noget, man skulle sove i, den store robe han altid havde på og læderhatten, man skulle tro var limet fast til hans hoved, var han gået ud i bare fødder for at gå rundt mellem træerne. Ud over en guldsmed, han formåede at følge et godt stykke, var der heller ikke noget specielt underholdende ude i skoven. Normalt var han ikke svær at underholde, men det var åbenbart lige en dag, hvor hans humør ikke helt var med ham.

Til sidst satte han sig ned i en lille lysning og begyndte at plukke græs som et surmulende barn. Verden var dum, når der ikke var noget at lave. På et tidspunkt søgte hans blik op og han fik øje på en sky. Den lignede grangiveligt en kanin. Hans blik gled til en anden. Kunne det være... en and? Uden at tænke over det, gled han ned at ligge på ryggen, så han bedre kunne se på skyerne. Jo, det lignede en and. Men vent, kaninen ændrede form. Delte sig i to. Med et barnligt udtryk i det gamle ansigt fulgte han med i, hvordan skyerne ændrede form, flyttede sig over himlen og blev erstattet af nye. Så mange mulige former. 

Hvor længe han lå og kiggede skyer vidste han ikke, det var heller ikke noget, han spekulerede nærmere over, som tid var sådan et flydende begreb for ham. Men det var en varm dag og langsomt begyndte hans øjenlåg at falde i. Og til sidst faldt den gamle mand i søvn, liggende i græsset med solen til at holde sig varm og et par myrer, der tog på eventyr i hans store grå skæg. Han var faldet i søvn med armene ud til siden og trak vejret stille, og selvom der kom et enkelt snork fra ham ind i mellem, kunne han lige så godt være faldet om på stedet med et hjerteanfald.

Det skete ikke tit at Vanya lod Melda udforske landsbyer alene, men der var jo altid undtagelser.  I dag var sådan en undtagelse. Melda skulle finde nogle ting til sit alkymist projekt og Vanya havde følt sig slemt klemt inde i byen. Derfor havde Vanya meget mod sin vilje overladt Melda til sig selv. Vanya måtte snart indse at Melda ikke var et barn mere, men det var svært at lægge ansvaret fra sig. Hun elskede trods alt sin søster over alt andet og det var hendes mission at holde hende sikker.

Vanya sænkede buen da fuglen forsvandt ud af syne og hun sukkede tungt før hun begav sig længere ind i skoven. Det lange platin blonde hår var flettet i en lang simpel fletning og hun bar sit almindelige tøj der var en blanding af grønt hør og læder. Hendes skridt stoppede op da hun anede en lysning ikke langt fremme. Hun hævede atter buen; lysninger var et samlested for alskens dyr, og hun havde brug for at finde noget til aftensmad. Helst en kanin eller to, da hun så kunne blive færdig med Meldas handsker.

Langsomt listede hun tættere på lysningen men fandt den øde og forladt, eller det var hendes første tanke. Et eller andet stort lå i græsset og Vanya stoppede op. Hun burde nok gå, men hun var nysgerrig og det bragte hende ud af skoven og ind i lysningen. Da hun kom nærmere så hun at det var en gammel mand der lå i græsset, som var han faldet ned fra himlen. Vanya kastede et blik mod skyerne men konkluderede hurtigt at han nok var kommet gående som hende og ikke var faldet fra de hvide skyer.

Hun gik nærmere og rynkede brynene. Var han død? Hun hængte modvilligt buen over skulderen igen og greb en af sine knive for at kunne forsvare sig hvis der skete noget uhensigtsmæssigt. Hun stod snart helt henne ved siden af manden. Han så død ud, og hendes første tanke var at det da var et herligt sted at tilbringe sine sidste minutter. Hun satte det ene knæ i jorden ved siden af ham og fokuserede på hans brystkasse  - svagt kunne hun ane vejrtrækning hvilket betød at manden var i live.

Nu var Vanya om muligt endnu mere forvirret. Hvad i alverden lavede denne gamle mand, tydeligvis i noget der lignede nattøj, her midt i lysningen? Hun rakte tøvende en hånd ud for at ruske i hans skulder for at se om hun kunne få liv i ham.

Philiander sov, drømte lidt om skyer og duften af græs. Det var ikke altid, at hans drømme var så fredfyldte, nogle gange handlede de om mørke rum, råbende væsner og skarp smerte. Men i dag var alting fredeligt i hans hjerne og han opdagede ikke, at han blev betragtet, ej heller at personen kom tættere på. Havde Tyttebær, hans mus, været med ham, havde den sikkert forsøgt at vække ham, men den var hjemme i hytten.

Så det var først, da nogen greb ham i skulderen og begyndte at ryste ham, at søvnen gled til siden og virkeligheden kom tilbage. Lidt brat satte sig sig op, hvilket hans ryg protesterede lidt over, og så sig forskrækket omkring. Hans blik faldt på elveren og hendes hvide hår og man kunne se, at han blev bleg. Ligbleg, som havde han set et spøgelse. Hans øjne blev store og skrækken var malet i ansigtet på ham.
"N-nej, ikke igen, ikke igen, hver sød..." Stemmen gled ud og han begyndte at skubbe sig væk fra hende, stadig siddende, hvilket blev lidt besværliggjort af det lange tøj. Hans underlæbe begyndte synligt at dirre og mest lignede han en, der lige havde set døden i øjnene.

Det hvide hår. En af dem havde haft hvidt hår og hans hjerne havde trukket en forbindelse mellem sine gamle torturbødler og denne kvinde. At han aldrig havde set hende før var lige meget, det var håret der havde sendt han direkte tilbage i Mørkets torturkælder, selvom det var så mange år siden.
De krogede gamle fingre borede sig ned i græsset, som han forsøgte at komme væk fra hende i desperate, men ikke specielt voldsomme bevægelser. Han var gammel og hans krop kunne ikke, hvad den gerne ville. Men han var i bevægelse, brugte sine ben til at skulle sig tilbage, væk fra den fremmede elverkvinde, hans skræk var rettet i mod.

Vanya nærmest faldt tilbage da manden pludselig satte sig op og hun hævede instinktivt sin dolk for at beskytte sig selvom mod angreb. Men mandens næste handlinger fik hende til at sænke den igen – han havde tydeligvis forvekslet hende med en anden.
”Jeg gør ikke noget..” Sagde hun forvirret og hævede begge hænder som et tegn på fred – ikke  at hun var sikker på at manden forstod det, eller noget andet.

”Er du okay? Har du brug for hjælp?” Hun spekulerede på hvad han lavede her, om han var blevet væk eller overfaldet. Manden virkede både som en gammel mand, og samtidig som et lille barn, den dirrende underlæbe.

Hun så sig om for at se om der var noget omkring hende der tilkendegav hvorfor manden opførte sig sært. Havde han drukket? Spist noget giftigt? Men intet indikerede at der skulle være noget fysisk galt med ham. Hun lagde kniven fra sig på jorden og hævede hænderne igen mens hun holdt varsomt øje med ham.

Hele verden var fyldt med frygt og minder om smerte for Philiander og alt han for et øjeblik kunne fokusere på, var at komme væk. Hans blik hang ved hendes hår og minde efter minde fór igennem hans sind, så meget mørke og smerte og det hvide hår, der havde skinnet i faklernes skær. En tåre slap hans ene øje og gled ned over hans rynkede kind for at forsvinde i hans skæg. Nej, de måtte ikke tage ham igen, han kunne ikke holde til at blive udsat for det igen. Ikke igen. 
Han fik jorde under neglene og græsset knækkede under hans hænder, som han forsøgte at skubbe sig væk, men han var ikke stærk og frygten lammede han nærmest, så han komme ikke langt. Et par skridt.

Kvindens stemme trængte langsomt igennem skyen af angst. Langsomt trak blikket fra hendes hår og så i stedet for på hendes ansigt. Forvirringen dukkede op i hans ansigt. Det var ikke... det var godt nok en elver, men det var... en kvinde. For et øjeblik var det tydeligt, at han ikke vidste, hvad der var op og ned. Hvor var han? Hvem var hun? Hans blik gled stadig langsomt videre, så deres omgivelserne. Skoven. Han var hjemme i sin lille skov. Men det hvide hår... Han trak sine knæ op til sin brystkasse og lagde armene om sine ben, igen en gerning der passede bedst til et barn, der søgte beskyttelse. 

Til sidst så han på hende igen, dybt forvirret og utryg, men ikke bange som før. Minderne var ved at forsvinde ud af ham igen.
"Hv-hvem er du?" Selv hans stemme var forvirret og knækket. Ville hun ham ondt? Han havde set en kniv. Men hun så ikke ud som om, at hun ville ham ondt. Men håret. Hun ville ham ondt, han kunne mærke det. De blågrå øjne søgte hendes og først vidste han ikke, hvad han så, men det var ikke ondskab. Ikke som hans, der havde været helt iskolde. Philianders skuldre faldt en smule ned, måske hun ikke var en af dem.

Vanya tog ikke sine isblå øjne fra den gamle mand, lidt bange for hvad han kunne finde på – han virkede bestemt ikke til at være ved sine fulde fem. Hun valgte at blive siddende, knælende med hænderne hævet for ikke at provokere en uforudset reaktion fra ham.
Det var tydeligt for hende at der var noget galt med manden og hun fortrød lidt at hun havde forstyrret ham. Hendes liv, og tydeligvis også hans, ville have været meget mere roligt hvis de ikke havde krydset veje.

Dog virkede det til at manden blev lidt mere klar, at han faktisk indså at han ikke kendte hende og at hun ikke gjorde ham noget. Men hun turde ikke tro på at han ikke skiftede tilbage til den tidligere holdning og måske endda blive aggressiv.

”Mit navn er Vanya” Sagde hun uden at flytte sig fysisk. Man skulle måske tro at hun sad som en mus foran en kat, rørte sig ikke for ikke at blive set. Men sandheden var mere at hun sad som hun ville gøre over for en stor bjørn, rørte ikke en muskel for ikke at provokere den.
”Jeg kom forbi og troede du måske havde brug for hjælp” Hun valgte langsomt at sænke hænderne, så langsomt at det tog hende mange sekunder før de ikke var ved siden af hendes hoved. ”Er du blevet væk? Skal du have hjælp til at finde tilbage?”

Vanya ville ikke ses som svag eller blød – men hendes liv som ansvarlig for sin søster havde givet hende et stort moderligt instinkt hun ikke ville være ved. Og lige nu spillede beskytter instinktet ind da manden tydeligvis ikke kunne klare sig selv her ude.

Philianders hjerte sad stadig helt oppe i halsen på ham, forskrækkelsen havde sendt hans krop ud i et stadie af panik, men han var ved at falde lidt til ro igen, som det langsomt gik op for ham, at hun måske ikke ville ham noget ondt. Han var bare så forvirret og hans tanker usammenhængende, der var ikke noget at holde fast i. Ikke før hun åbnede munden igen og han kunne koncentrere sig om hendes stemme. Vanya. Så var hun helt bestemt ikke ham, der havde gjort ham ondt for så mange år siden. Han havde heddet... noget andet. 

Hendes spørgsmål, om han var blevet væk fik ham til at løfte hovedet en smule i et ryk. Blevet væk?! Han var ikke blevet væk! Lidt febrilsk og rodet med det lange tøj, kom han på benene og hævede armen i en lidt voldsom bevægelse.
"Jeg er ikke væk! Jeg bor den vej!" Han drejede hovedet og så den vej han pegede. En rynke dukkede op i hans pande og han kom med en irriteret prustende lyd, inden han hævede den anden arm og pegede en anden vej. 
"Den vej!" Han kiggede igen den vej, han pegede og rynken blev dybere. Hvor var han egentligt? Lysningen virkede bekendt, men han kunne ikke huske, hvor den lå i forhold til hans lille hytte. Han drejede hurtigt rundt om sig selv, men intet afslørede, hvor han var.

Udefra måtte opvisningen af vred forvirring være sær at se, især når han gik direkte fra rædselsslagen til frustreret. Men så snart hans tanker var gledet over til problemet med at finde hjem, havde han glemt, hvad der lige var sket. Han havde endda glemt hende for et øjeblik, mere koncentreret over at forsøge at regne ud, hvor han var henne. Hvad lavede han i det hele taget ude i skoven? Han skulle hjem! Så efter at have drejet hovedet et par gange, så skæg og hår stod ud omkring ham, besluttede han sig for en rute. 
"Den her vej!" Han kastede et kort blik på hende, næsten for at se om hun udfordrede hans valg af retning, inden han trampede af sted, som han nåede trækanten, drejede han til højre og gik i en ny retning. Den vej!

Vanyas øjenbryn truede med at forsvinde op i hendes hårgrænse da hun hævede dem en anelse hver gang han fandt en ny vej han mente han boede. Hun havde næsten ondt af manden, så forvirret og så alene – men hun havde også ondt af sig selv, hvis ikke hun havde blandet sig havde hun måske fanget middagen og var på vej tilbage til Melda. Men hun kunne ikke forlade manden nu, ikke når han tydeligvis var komplet konfus.

Hun valgte ikke at kommentere på hans ord, om at han ikke var væk. Noget i hendes sagde at hun ikke skulle gøre ham mere forvirret end allerede tilfældet. Da han endelig besluttede sig for en retning hævede Vanya sig langsomt op på benene. Hun samlede sin kniv op og fast gjorde den og stod lidt og overvejede om hun kunne tillade sig at stikke af. Med et dybt suk og en muggen kommentar til sig selv, valgte hun dog at følge den gamle mand for at være sikker på at han nu også kom hjem.

Som elver havde Vanya altid haft en god stedsans og blev sjældent væk i skovene. Hun havde fra barns ben lært at læse himlen og skoven omkring sig og hun var derfor også temmelig sikker på hvor hun kom fra selv. Det var ikke lige frem den retning manden gik, men hun kunne ikke få sig selv til at overlade ham til de vilde dyr.

”Den her vej” Bekræftede hun blot med et anstrengt smil og tjekkede at buen og pile koggeret sad forsvarligt fast. En tanke slog hende. ”Nu kender du mit navn, men jeg kender ikke dit? Hvad hedder du?” Det gik for sent op for hende at hun måske ikke skulle proppe flere tanker ind i det forvirrede gamle hoved.

Selvfølgelig vidste han, hvor han var! Han blev ikke væk! Philiander trampede af sted, dybt fornærmet over den tanke. At han egentligt ikke var heeeelt sikker på, hvilken vej han skulle, valgte han at ignorere. Han var sikker på, at den her vej var mod hjem!
Det ville ikke være første gang, at han var faret vild i den lille skov, men han kom altid hjem igen. Om det var held eller om et eller andet i hans hoved alligevel havde lidt styr på situationen var ikke til at sige, men hjem kom han. På et eller andet tidspunkt.

At elveren fulgte efter ham tog han sig ikke rigtigt af, det kunne godt være svært at sige, om han overhovedet lagde mærke til, at hun var der, som han havde travlt med at se frem og følge den sti, der ikke var der. Hendes spørgsmål fik ham dog til at snurre rundt og stoppe op for at rette sig op i sin fulde højde og stikke en finger i vejret.
”Mit navn er…” Der gik et kort sekund som om, at han lige skulle huske det. ”Philiander Koios! Kendt som Portionsmageren!” Han gik i stå, kneb øjnene lidt sammen, mens han bekræftede det med sig selv, inden han snurrede rundt med en mumlen. ”Johanna kalder mig Phili.” Faktisk kaldte de fleste ham Phili. Johanna var ikke nogen, der var i hans liv mere, det havde været babysitteren fra da han var lille, for længst død, men det havde han glemt lige nu.

Hans lange ben bar ham af sted igen, igen i en lidt anden retning, hvilket fik ham lidt for tæt på en busk med torne og hans løse robe hang fast., hvilket nær havde fået ham til at miste balancen. Med en irriteret mumlen, der vist lød lidt ala ”dumme busk, jeg klipper dig ned, slip så”, begyndte han at forsøge at hive sig fri, hvilket ikke gik specielt godt.

Vanya blev mere og mere overbevist om at dette var en rigtig, rigtig, rigtig dårlig ide. Men hun havde ikke hjerte til at forlade ham nu og hun bad i sit indre blot for at Melda kunne klare sig selv lidt længere end planlagt. Vanya var en værre hønemor over for sin unge søster og var ofte meget mere bekymret for hende end hvad der var nødvendigt.

Forskrækket stoppede hun op og hævede atter hænderne da manden pludselig snurrede rundt. Med en finger pegende op ad, fik hun da endelig et navn ud af ham. Philiander Koios – hun havde aldrig hørt om ham, eller ikke det han hævede at være kendt for. Men hun var heller ikke helt sikker på at selv viste hvem han var, måske var han slet ikke denne Philiander. Han nævnte kort at en eller anden kaldte ham noget andet – ikke noget Vanya fik helt fat i, men hun havde respekt og høflighed nok til ikke at brune kælenavne over for fremmede.

Deres færd tog en ny drejning da manden nu sad fast i en busk. Et tungt mentalt suk bedte sig i Vanyas hoved og hun gik langsomt frem. ”Her... Nu skal jeg” Sagde hun og satte sig på hug for at pille tornene ud af mandens kåbe. Det var ikke nemt mens manden hev i den men det lykkes da til sidst. ”Av…” Mumlede hun da hun stak sig på en torn – hun havde en del ridser på sine hænder efter at have forsøgt at hjælpe ham, men denne torn var gået igennem huden og en rød dråbe formede sig på hendes finger, men hun ignorerede det og rettede sig op. ”Okay Hr. Koios, lad os komme videre” Sagde hun så og kunne ikke skjule den træthed der lå bag de ord.

Forbandede busk! Philiander rynkede panden og hev hårdt i roben, hvilket hverken hjalp fra eller til. Dumme busk! Hvor vovede den! Han skulle lige til at skælde den hæder og ære fra, da den fremmede kvinde satte sig på hug og begyndte at frigøre stoffet fra tornene. Med et mistroisk blik betragtede han hende arbejde. Hvem var hun? Havde han set hende før? Af en eller anden grund kunne han huske hendes navn, Vanya, så han måtte have snakket med hende før. Han stirrede lidt på hendes hvide hår, som om det burde sige ham noget, men der var bare tomt i hans hoved.

Et av fik ham til at flytte øjnene til hendes fingre og bloddråben, der stod i skarp kontrast til hendes hvide hud, fangede hans blik med det samme. Hun blødte! Det var hans skyld, han sad fast i busken som den ubehjælpelige klods, han var. Tanken tog så hårdt ved ham, at han bare stirrede på hendes hånd og ikke rigtigt opfangede hendes ord om, at de skulle videre. Det var hans skyld, at den venlige dame var kommet noget til.

Pludseligt gav det et sæt i ham, han rettede blikket mod hendes ansigt og uden et ord, greb han hende om håndleddet og begyndte at trække af sted med hende. Nu skulle de hjem! Hvorfor i alverden var han gået den her vej? Han drejede lidt af, så de gik mere direkte mod hans lille hus.
Grebet om hendes håndled var fast, men siden han ikke var særligt stærk, ville hun kunne trække sig fri uden de store problemer. De lange ben trampede hurtigt igennem skoven og det tog ikke mange minutter, før hytten dukkede op i mellem træerne. Han skubbede døren op og gik ind i mørket, hvor han hurtigt slap hende og gik direkte hen til en reol fyldt med æsker, kasser, små poser og ting der bare lå og flød. En uforståelig mumlen lød fra ham, inden han endeligt hev en lille pose frem med et ”ha!”.
Han vendte sig mod sin gæst og viftede med hånden mod en stol.
”Så sæt dig dog ned!”

Vanya nåede dårligt at opfange skiftet i mandens opførsel før han pludselig havde grebet hende om håndleddet. Et splitsekund troede hun det var en eller anden form for angreb, ind til han begyndte at hive af sted med hende. Hun åbnede munden for at bede ham om at sætte ham sætte farten ned men måtte dukke sig for en gren og glemte at hun ville have sagt noget.

Før hun fik set sig om dukkede en hytte op. Hun var et eller andet sted glad for at han havde haft dette skift i opførsel, for dette var bestemt ikke den vej de havde haft kurs mod før. Da han gik ind i huset og virkede til at være hjemme gik hun ud fra at dette faktisk var hans hjem. Der var dunkelt og hendes skarpe øjne skulle lige vænne sig til mørket, men hun fornemmede at Philiander stod ved en bogreol. Måske var det på tide at finde Melda igen? Men lige som tanken strejfede hende brød hans stemme igennem og beordrede hende at sætte sig.

Tanken var ikke lige den første hun var gået til, at tilbringe mere tid i denne sære mands selskab end højest nødvendigt. Men samtidig spirede hendes nysgerrighed også lidt – og hun turde rent faktisk ikke tænke på hvad han ville gøre hvis hun ikke gjorde som han havde sagt – kunne han blive voldelig? Hun satte sig tøvende ned på en køkkenstol og flyttede buen og pilekoggeret ned på gulvet så det ikke sad i vejen. Hun var glad for at Melda ikke var med her, hun ville ikke risikere denne mands vanvid mod sin søster.

Philiander lagde ikke mærke til, at kvinden virkede bange for ham, ej heller at hun tøvede med at sætte sig. Han var allerede gået hen til bordet, der stod op ad den ene væg, fyldt op med alt fra små skåle, glaskolber og en enkelt bog, der lå slået op. Rodet var uoverskueligt, men den gamle mand greb uden tøven en ren skål, der ikke var større end den passede i hans hånd, inden han med lange skridt gik hen til en spand, der var fyldt med vand. Han fyldte skålen med vand og tilbage ved bordet satte han den fra sig for at hælde noget pulver fra posen ned vandet. Han greb en rørepind, kastede et hurtigt blik på den, inden han tørrede den af i roben og derefter rørte rundt i vandet.

Det hele foregik i et hurtigt tempo, men også på en måde, der sagde, at han vidste nøjagtigt, hvad han lavede, noget man ikke altid kunne sige om ham. Men synet af bloddråben havde vækket noget i ham og han levede pludseligt op til, hvad folk også kaldte ham. Portionsmageren.
Da han kunne konkludere, at pulveret var nogenlunde opløst, smed han rørepinden fra sig og så sig op med rynket pande. Ah! Han tog et par lange skridt tilbage til reolen, hvor han greb noget stof, der var skåret i små overkommelige stykker, inden han greb skålen og endeligt vendte opmærksomheden mod sin gæst.

”Frem med hænderne!” Hans stemme var overraskende bestemt og fast, men ikke decideret uvenlig. Han kommanderede med hende som om, at hun var en elev eller i hvert fald en person, han var over. Den gamle krop dumpede ned på en skammel og han dyppede det lille stykke stof ned i vandet, klemte lidt vand af og så så på hendes hænder, der var revne efter tornene i busken. Den busk han så idiotisk havde siddet fast i. Gamle nar! Han fnyste af sig selv og begyndte så at duppe hendes hænder med stoffet. Måske var det lidt overdrevent at begynde med at gøre hendes hænder våde i den sårrensende blanding, men hun havde blødt, det var hans skyld og noget i ham ville ikke tage den chance.

Mandens tydelige kendskab til hjemmet overbeviste Vanya om at dette faktisk var hans hjem – skønt, det betød at hun ikke længere var ansvarlig over for ham. Hun spekulerede på hvordan hun nemmest kunne komme ud af situationen og tilbage til Melda som måtte tro at Vanya måtte være faldet i en bjørnefælde siden hun ikke var kommet tilbage. Eller også nød Melda tiden uden at være under observation, en tanke Vanya ikke var begejstret for.
Kort før Vanya havde tænkt sig at rejse sig og byde sin afsked kom manden, Philiander, pludselig hen til hende og satte sig på en skammel. Han kommanderede at hun skulle komme frem med hænderne og Vanya var ikke helt tryg ved tanken om at lade denne mand ’hjælpe’ sig.

Dog gjorde hun som han sagde og han begyndte møjsommeligt at rense hendes står og hun hævede spekulativt et øjenbryn. Kunne der være en chance for at Melda kunne lære lidt af denne mand? Forbedre sine healer evner og sin plante kundskab?
Et blik rundt i huset gav et tydeligt svar – Melda kunne sikkert lære noget af manden, men Vanya troede ikke på at manden ville tillade Melda at lære noget alligevel. Og Vanya var stadig ikke glad for tanken om at bringe sin søster inden for rækkevidde af den sære mand.

Hun rømmede sig lidt mens han duppede hendes hånd og hendes blå øjne flakkede lidt mellem ham og den hvide sarte hud. ”Så.. De er alkymist?” Spurgte hun, delvist for at få manden til at skumle over hvad end det var han tænkte på og delvist for at spore sig ind på hvad han var og hvad han kunne – det var altid rart at have den viden i baghånden.

Philiander var dybt koncentreret om at få hver eneste rift duppet med det lille stykke våde stof. Han kunne ikke huske, hvordan busken havde set ud, men nogle af de buske, der var i området, kunne give noget udslæt og det ville han ikke have, at hun fik. Hun havde trods alt hjulpet ham fri af de forbandede torne!
Selvom den gamle mand sjældent virkede dybfølt venlig, var han faktisk ret god af sig. Han ønskede sjældent nogen noget ondt og gjorde hvad han kunne for at hjælpe. Når han var sammenhængende nok til det. Og det var han lige nu. Hvor længe det varede, kunne end ikke guderne svare på. Selvom han ubevidst var klar over, at han havde kort tid at løbe på, mens hans hoved fungerede, var det ikke en tanke, der ramte ham, som han sjældent var klar over, at han havde så store problemer som han havde.

Med tungespidsen i mundvigen vendte han hendes ene hånd, så han kunne undersøge indersiden også. Det var lige før, at han ikke hørte hendes spørgsmål, men til sidst løftede han blikket og så på hende med et lidt mere fast blik end før.
"Alkymist, ja, det er hvad jeg er!" Han duppede kluden mod en lidt dybere rift, inden han snakkede videre. "En af Dianthos' bedste," mumlede han, som om at han stadig boede i den store by. Det var mange, mange år siden, at han havde sat sine fødder der, men tid var et sært begreb for ham og lige nu mente han, at han stadig boede hjemme.

Han begyndte på hendes anden hånd med en svag rynke i panden, mens han halvvejs koncentrerede sig om arbejdet og halvvejs forsøgte at tænke. Hvem var det nu hun var? Han havde ingen anelse, havde glemt, at han havde fået hendes navn. 
"Hvem er du?" Han så kort på hende med et lidt forvirret blik, inden han vendte hendes anden hånd om også.

Vanya lod ham studere sin hånd mens hun spekulerede på om hun overhovedet kunne stole på at det han gjorde, var det rigtige eller om hun kunne risikere at det nu for alvor ville gå galt. Hvad hvis han ikke anede hvad han kom på hende? Hun mindede sig om at Melda kunne hjælpe hende hvis det gik galt.
Hun bed tænderne sammen da han svarede på hendes spørgsmål, samtidig med at han duppede hendes sår – det sved lidt men hun lod det ikke vise. Hu smilede anstrengt til ham ved hans ord om at han var en af Dianthos bedste alkymister og lod være med at nævne at de var ret langt fra Dianthos og rømmede sig let i stedet. ”Min søster er også Alkymist” Sagde hun i et forsøg på at bibeholde en samtale mellem dem.

Da han spurgte hvem hun var hævede hun lettere overrasket øjenbrynene. Det var ikke helt forkert antaget at manden ikke var ved sine fulde fem – faktisk havde hun nok været lidt for god ved ham i sin konklusion om hans mentale helbred.
”Mit navn er Vanya – jeg hjalp Dem hjem da vi mødtes i skoven” Sagde hun langsomt mens hun studerede hans ansigt for tegn på at han kunne huske hende. Det var ikke betryggende at han så hurtigt glemte hende, det ville højest tænkeligt ende med at gøre ham fjendtlig og bange igen. ”De tilbød at hjælpe med mine sår efter jeg fik Deres robe fri fra en tornebusk” Afsluttede hun.

Philiander rynkede panden lidt og lyttede til hendes beskrivelse over, hvordan de havde lært hinanden at kende, og for et øjeblik kunne han intet huske, men det kom tilbage til ham. Det slog ham, noget det ellers sjældent gjorde, at hans hjerne var et stort rod, når han ikke kunne huske kvinden efter så kort tid. Men tanken hang ikke ved.
Han nikkede og slap hendes hånd. Han var færdig.
"Vanya. Det vidste jeg godt." Han lod være med at se på hende og skyndte sig i stedet at tage klud og skål og sætte det tilbage på bordet ved væggen.

Hendes anden sætning dukkede op i hans sind og han snurrede rundt.
"Er hun det?! Er hun god?!" Der var pludseligt et glimt af konkurrence i hans øjne. Han elskede at snakke med andre alkymister, der var altid noget at lære, også selvom han ofte var den bedste af dem alle sammen! Hvilket ikke var helt usandt, han var meget dygtig - neden under al sindssygen. Og en gang i mellem skinnede det igennem og han fik lavet noget fornuftigt. Hans sidste opfindelse var en ny blå farve til at farve tøj med. Hvad der var sket med opskriften havde han ingen anelse om, han havde stort set glemt, at han havde lavet den.

Da han stod ovre ved bordet dukkede der en mus op fra under en bunke tørrede urter. Den luntede midt ud på bordet og satte sig på halen for at snuse i luften mod den fremmede, inden den løb over til Philiander og begyndte at kravle op af hans tøj og ind under hans skæg. Den gamle mand så slet ikke ud til at opdage noget, han var efterhånden så vant til at Tyttebær kravlede rundt som den lille.

Vanyas skeptiske blik forblev selvom at manden tilkendegav at han nu kunne huske hende - det var da altid noget når nu han tilsyneladende ikke havde en korttids hukommelse. Hun fulgte ham med blikket mens han gik tilbage med kluden og skålen og lod der efter blikket vandre til sin hånd som om hun forventede at det allerede var healet - men manden kunne nok ikke det samme som Melda.

Vanya smilede skævt ved hans spørgsmål om hendes søster og skævede rundt i hytten. Melda viste som regel hvad hun lavede, men hun var ikke en mester. Faktisk ville Vanya ønske at Melda kunne se og læse nogle af alle de bøger den ældre mand havde, da de uden tvivl ville lære søsteren meget mere end hvad hun selv kunne finde ud af.
"Hun kan lidt af hvert ja - men hun har brug for en læremester... Og nogle nye bøger" Svarede Vanya med et anstrengt blik. Penge til undervisning og nye bøger var ikke en ting Vanya havde meget af, men når alt kom til alt ville hun ofte alt på Meldas undervisning hvis det kom til det. Dog skulle de lige klare sig igennem vinteren før Vanya igen kunne forsøge at sætte lidt af til at købe Melda en ny bog.
"Hun gør hvad hun kan med hvad hun har. Hun har en Morv der hjælper hende med at finde planter og som beskytter hende når jeg ikke er ved hende" Ordene mindede Vanya om at hun allerede havde været væk for længe men hun følte det var uhøfligt at brase ud - måske næste gang han ikke kunne huske hende?
Det gav et minimalt sæt i Vanya da en mus pludselig tittede frem under nogle af hans urter og hendes blik flakkede lidt mellem manden og musen. Det kunne ikke være sundt at have mus i sine urter hvis det skulle laves til noget brugbart senere. Som Vanya sad og stirrede kravlede musen op af Philiander og ind under hans skæg! Vanya lagde en hånd for munden for ikke at grine eller sige noget og mindede sig selv om at være alvorlig.
"Mange tak for hjælpen hr Koios" Sagde hun og lænede sig lidt frem, hun måtte snart finde Melda og hun tvivlede på at Philiander ville lade hende tage noget med her fra at vise sin søster alligevel.

Med et spændt blik lyttede Philiander til kvinden fortælle om sin søster, der kunne alkymi. Der havde brug for en læremester og nye bøger. Ja, den slags var essentielle for at lære noget og blive god til alkymi. Han selv havde haft en fantastisk læremester og slugt bog efter bog. Hans tanker forsvandt lidt tilbage til dengang, han havde været i lære og han hørte knapt nok, hvad hun ellers sagde til ham. Han lagde slet ikke mærke til hendes reaktion på musen, den var jo helt normal for ham.
”En morv, javel ja,” mumlede han, mens han kløede sig i hårgrænsen ved hatten.

Hendes tak fik ham dog til at løfte hovedet og se på hende, han havde allerede glemt, hvad han havde gjort for hende. Men der var noget andet, der havde sat sig fast og han stirrede lidt på hende, inden han marcherede over til sin reol og begyndte at rode rundt, stadig mumlende, men ikke noget, der kunne tydes. Endeligt hev han en bog frem med et ”ha!”, inden han med et par lange skridt gik over til hende.
”Enhver alkymistuderende skal have den her bog!” han rakte den til hende. ”Det er mange år siden, jeg har kigget i den, men din søster kan helt sikkert bruge den!” Der var tydeligvis ingen åbning for, at hun kunne benægte at tage i mod den, ikke med det udtryk han havde i hovedet. Stædigt, vildt og fast.

”Og hvis I kommer forbi Dianthos, vil jeg anbefale jer at opsøge alkymisten Jacobi! Han er den bedste af sin slags i den del af landet.” At Jacobi havde været død og begravet i mange år gik ikke lige op for ham, men selv hvis de skulle komme til Dianthos en dag, når Kiles Orden var væk, ville hans sønner tage godt i mod dem.

Vanya fulgte ham med blikket mens hun talte, og hans blik virkede mere klart og nærværende end det havde været tidligere. Det lød til at han faktisk hørte hvad hun sagde, og kunne processere det. Pludselig rejste han sig og marcherede over til sin bogreol hvor han gav sig til at rode efter et eller andet. Vanya skævede mod døren og lyset udenfor for at vurdere hvad klokken efterhånden havde slået.
Pludselig stak han hende en bog og hun tog chokeret imod den. Hun lod blikket hvile på omslaget og så på ham med et tvivlende blik – men hun var nok i nød til at takke uden at kny sig. ”Mange tak Hr. Koios” Sagde hun og bøjede respektfuldt hovedet.

”Jeg vil tage Deres råd til mig, hvis vi kommer der til” Dianthos var bestemt ikke stedet for elvere lige nu og med den udvikling tingene havde taget ville der gå lang tid før det ville blive aktuelt igen. Men Vanya ville huske hans ord, og en ting var helt sikkert, hun ville aldrig glemme sit møde med den gamle sære mand, en anden ting der nok var sikkert var at han ville glemme mødet med hende.

”Jeg må tilbage til min søster. Det var… informativt, at møde dem Hr.” Sagde hun og rejste sig op. Den lave hytte gjorde hende en anelse utilpas når hun stod op. Hendes fingre var lukket om bogen som var den hendes vigtigste ejendel og hun kunne dårligt vente med at se Meldas ansigt når hun overdrog hende bogen. ”Tak for denne gang Hr” Sagde hun og trådte mod døren.