Sted: Noget skov nordøst for Dianthos
Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: Svagt blæsende og overskyet, men uden regn. Endnu

Lyden af de store vingers slag igennem luften forfulgte ham, som han fløj hen over Krystallandet. Under ham skiftede et langt stykke med græs til skov. Der var ikke så langt til Dianthos nu, men han var ved at være træt. At bære sin egen vægt plus den sæk, han havde i den ene hånd, var hårdt i længden. Han var ikke muskuløs og selvom musklerne i hans krop var trænet til at flyve, måtte han alligevel have nogle pauser på jorden, når han fløj en hel dag. Men han fløj lidt længere, ivrig efter at komme hjem. Han havde været langt omkring, først i Piratbyen efter det, han havde i sækken, og derefter et smut forbi Lazura, mest af fornøjelse, det var længe siden, han havde været i den del af landet. Men nu var det på tide at tage tilbage til kulten og passe sine forpligtelser, de små kunne ikke tage sig af sig selv uden ham.

Endeligt blev udmattelsen for meget og han lod sig selv dale mod skoven. Vinden havde også forsøgt at skubbe ham ude af kurs, hvilket gjorde det endnu hårdere at flyve. Luften var koldt længere oppe og han var klædt en varm langærmet kofte og et par fornuftige bukser, begge dele i neutrale brune farver. Han så ikke ud til at være mere end en fra middelklassen, hvilket også var meningen. Han behøvede ikke at stikke mere ud, end han allerede gjorde, ikke på denne tur. Hans specielle våben sad dog i bæltet sammen med en kniv og hans pung, det var dumt at bevæge sig ubevæbnet rundt. Dog måtte han indrømme, at han havde savnet sin hjelm, men den ville ikke have været til nytte denne gang.

Træernes kroner kom i mod ham og han spottede en lille lysning, hvor han ville kunne komme ned i mellem kronerne. Han svævede det sidste stykke, udså sig en gren og slog så bremsende med vingerne, inden hans klør lukkede sig om en tyk gren, der så ud til at kunne bære hans beskedne vægt. Han gled ned i hug og hvilede sine arme på sine knæ, mens hans skarpe blik gled rundt på hans omgivelser. Der var ingen grund til at komme helt ned på jorden, det var svarer at komme op fra med træerne omkring ham. Nej, han kunne sagtens nøjes med at sidde på grenen.
Det så ikke ud til, at der var fare på jorden, der var en tre meter under ham, det var godt. Han løftede den ene hånd og gned den over sit ansigt, inden han med et let rysten rejste alle sine fjer for at få dem lagt på plads. Langsomt faldt de ind i mod hans spinkle krop igen. Jo, han glædede sig til at komme tilbage til kulten, få en kop varm te og en nat i sin egen seng. Det var hårdt at flyve.

Som et lyn fra en klar himmel var lysningen ikke længere tom. En skikkelse stod pludselig i lysningens midte, klædt i lette silker og udsmykket med guld. Dens hud var blå og de kraftige, bagudvendte horn viste tydeligt det var en dæmon, og en af de få der ikke bekymrede sig med at forklæde sig udenfor Kzar Mora. Man behøvede end ikke komme tæt på, for at fornemme den kraftige duft af parfume omkring formen, som en tyk sky af tung sødme og stærke krydderier. 

Lunan rettede sig op og rynkede brynene. Af alle de steder dæmonen havde været i sine 2 årtusinde, var dette ikke et af dem, hvilket kun kunne betyde én ting.
Den lokation Lunan havde forsøgt at nå, havde ændre sig. Måske havde en skovhugger fældet træer, og ændre lysningens form. Måske havde en skovbrand fjernet den helt, eller en overentusiastisk elver havde tilplantet det hele og gjort lysningen et med skoven på ny!

Hvad end årsagen var, var Lunan ikke tilfreds. Det kunne betyde Lunan var endte et andet sted i samme skov der havde været målet, eller en skov i den anden ende af landet. Der var ingen måde at vide det på... med mindre...

Lunan så sig om i lysningen, og fik øje på en anden skikkelse. Der var en anden i lysningen. Så helt uretfærdig var Chance alligevel ikke! Ikke nok med der var et andet væsen, så kunne Lunan praktisk talt mærke hadet drive af fuglen, selv på denne afstand. Interessant. "Sig mig, du der hviler på grenen, hvor i landet er vi?"

Iskariot sad et stykke tid, hvilede sine vinger og fik pusten tilbage. Han havde aldrig været stærk eller specielt fysisk, selvom de første femten leveår af hans liv havde foregået med fysisk arbejde. Det var som om, at musklerne ikke rigtigt bed på ham. Men flyve kunne han nu, også selvom han havde brug for pauser. 
Han var lige ved at forsvinde lidt ind i tanker om det han havde i sækken og det, det skulle bruges til, da en pludselig bevægelse i udkanten af hans synsfelt fangede hans opmærksomhed. I en hurtig bevægelse rejste han sig og lod sin frie hånd finde frem til skæftet på det ene spøjst udseende våben. De turkis øjne blev rettet mod væsnet, der var dukket op ud af det blå. En dæmon uden tvivl. Det kunne umuligt være andet. Og enten var det en ung uforsigtig en med for meget selvtillid eller også var det en ældre, der havde tro nok på sig selv til ikke at skjule sin race.

Iskariot sagde intet, men blev stående på grenen og så på dæmonen med et skarpt blik og stadig den ene hånd hvilende på våbnet. Han var ikke svær at se, som grenen stak ud i mod lysningen, for sig selv, så der var plads ti ham. Og ganske rigtigt vendte dæmonen også sin opmærksomhed i mod ham, stillende ham et spørgsmål, der fik ham til kort at rynke panden. Det varede et kort øjeblik, inden han svarede.
"Nordøstligt for Dianthos, omkring en dags ridt." Hvilket ville sige en halv dages flyvetur for ham, så han havde travlt, hvis der ikke skulle blive helt mørkt, inden han var fremme. Skyerne tog stjernerne og det lugtede i øvrigt af regn.

Han stirrede udtryksløst ned på det blå væsen. Dæmoner skræmte ham ikke, han havde håndteret dem det meste af sit liv, den ene endda en dødssynd. Den anden bare gammel og lidt for optaget af sig selv. Han antog intet om denne dæmon, men han havde ikke tænkt sig at komme nærmere, ikke lige nu. Trygheden på grenen, hvor han hurtigt kunne svinge sig op i luften var fin, plus han regnede ikke med, at de skulle have mere at gøre med hinanden, nu han havde besvaret den andens spørgsmål.

Lunan nikkede langsomt. Så tæt på Dianthos? Det var foruroligende. Der var meget stærke holdninger til Lunans slags så tæt på menneskernes hovedstand, på den alliance der kaldte sig selv for 'lyset'. Tanken fik Lunan til at fnyse. Der var ikke mere lys over dem, end mørke over mørket. De var alle blot børn der legede med idéen om at de kunne kontrollere verden.

Lunans blik faldt igen på halvdyret. Den havde bevist sig ikke direkte fjendtlig, selv med Lunan i sin naturlige form. Og så tæt på Dianthos. Interessant.

"Sig mig, du der sidder på grenen.. hvem er din vrede rettet mod?" det var måske et mærkværdigt spørgmål, og et der nok var passeret mange forbi.. Men Lunan kunne mærke det, i luften mellem dem, som en spænding omkring fuglemanden. Han hadede, så meget var Lunan sikker på. Men hvem kunne være værdig til så intenst et had? Et had der måske endda rivaliserede Lunans eget, hvis et sådan had eksisterede udenfor den blå dæmons selv?

Iskariot tog fejl, da han regnede med, at de skulle skilles uden flere ord. Dæmonen virkede lidt overrasket over sin placering, Iskariot gættede på, at hans teleportering var gået skævt. Om det var normalt eller ej skulle han ikke kunne sige, evner virkede så forskelligt fra væsen til væsen. Og Iskariot var som sådan ligeglad, det havde ikke noget med ham at gøre.
Men i stedet for at tage videre med det samme, så dæmonen igen op på ham. Hvem er din vrede rettet i mod? Intet rørte sig på Iskariot som han fik spørgsmålet, men han sukkede indvendigt. En dæmon der kunne fornemme følelser. Eller noget i den stil. For et øjeblik stirrede han bare på ham, overvejede hvad han skulle svare. Eller om han bare skulle lette og flyve bort. Men Iskariot var ikke sen til at gribe en mulighed og denne dæmon kunne måske være et bekendtskab værd.

Roligt trådte han ned fra grenen, lod sine vinger sprede sig og få ham til roligt at falde mod jorden, kun slående med de store vinger en enkelt gang, inden han landede på jorden med sine fuglefødder.
I mens han dalede ændrede han udseende. Det var for sent at skjule sin oprindelige race, men han agtede ikke at møde en dæmon lignende en bonde, så han brugte sin illusionsevne til at skifte tøj. Eller i hvert fald til at få det til at se sådan ud. En kappe i sort foldede sig ud og blafrede ned i mellem hans vinger. Den varme brune kofte blev byttet ud med en formsyet sort frakke med sølvbroderier langs kanterne. Bukserne blev ligeledes sorte, bundet ind ved hans knæ, så man kunne se hans skællede underben og fødder. Sækken forblev dog i hans hånd, han nægtede at slippe den af syne.

Roligt gik han nogle skridt nærmere og stoppede så op lidt fra manden. Han var et hoved lavere, men det var han så vant til, da hans race ikke blev så høj. De turkis øjne lå roligt på hans ansigt, dog med et skarpt glimt.
"Et personligt spørgsmål." Skulle han give et svar? Han slog let  affejende ud med den ene hånd. "Familiestridigheder." Han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede dæmonen.
"Måske De så kunne svare mig på et spørgsmål." Han tillod sig at være lidt fræk, men hvis man ikke spurgte, fik man ikke svar. "Siden De ikke forsøger at skjule Deres oprindelse, må De enten være dumdristig eller tryg i Dem selv?" Han var oprigtigt nysgerrig, hvilket kunne høres på hans stemme, men samtidigt var det rart at vide. Dæmoner var... specielle.

Lunan så til mens fuglen fløj fra sin gren og landede på jorden, for derefter at ændrede sin klædning. Følte fuglen sig intimideret af Lunans udseende? Følte fuglen sig.. mindre værdig? Huh. Interessant. Langt mere interessant var dog halvdyrets svar på Lunans spørgsmål. 

Dæmonen smilede let "Ah. Meget had har rejst sig fra dårlige familie forhold. Lad mig gætte: Det omhandler din fader, eller en broder? Måske en søster der tog en broders plads?" spurgte han overraskende indgående og intenst. Dødelige var så simple på de punkter. De hadede sjældent deres kvindelige familie med sådan intensitet. Nej, i Lunans erfaring nærede de andre følelser for deres kvinder, til trods for deres kvinder ikke havde nogle kvaler omkring at hade dem tilbage.
Lunan lagde hoved en anelse på skrå som halvdyret stillede sit næsten-spørgsmål "Det er muligt jeg kan. Det er muligt jeg vil. Spørg" bød han fornøjet, og lyttede til spørgsmålet. Dæmonens smil blev bredere.
"Begge dele er sandsynligt, og dog er der så mange andre muligheder. Du begrænser dig ved at tro det er de to eneste muligheder. Så prøv igen. Spørg, og måske vil du få svar"

Iskariot var ligeglad med dæmonens reaktion på hans falske tøjskifte, det var for hans egen skyld. Det var ikke fordi, han følte sig under dæmonen, ikke på den måde, men han følte sig under sig selv i det kedelige tøj. Han var meget bedre tilpas, når tøjet fulgte hans indre følelse. Og igen savnede han sin hjelm, der skjulte hans ødelagte ansigt og jog en skræk i livet af de mindre begavede.

Dæmons gætterier om hans familieforhold fik ikke en muskel til at røre sig, ikke en fjer til at komme ud af sin plads. Han var kommet langt og kunne nu skjule sine følelser for det emne. Udenpå, indeni flammede vreden op, men kun for et kort øjeblik. De turkis øjne stirrede udtryksløst på dæmonen og han havde ikke tænkt sig at værdige ordene med et svar. Det var privat og han havde ikke tænkt sig at dele detaljer om sit privatliv med en tilfældig dæmon. Iskariots had til sin halvbror skulle ikke deles med andre.

I et kort glimt kunne man se trætheden i hans øjne, trætheden over ikke bare at få et direkte svar, men at skulle deltage i gåder, han ikke havde bedt om. Han overvejede dog lidt det, der blev sagt, lod sit sind arbejde med spørgsmålet, om der var andre muligheder. Til sidst sukkede han hørbart.
"Jeg sagde ikke, at jeg kun troede, at der var to muligheder. Men siden jeg ikke vil stå og gætte; Hvorfor skjuler De ikke deres oprindelige form som mange andre?" Hans øjne blev kort smalle, klar over at det ikke var sikkert, at dæmonen ville tage det direkte spørgsmål pænt, men han fortrød ikke sin egen åbenmundethed. Han var ikke under dæmonen. 

Lunan lagde hoved en anelse på skrå, og et skævt smil krydsede de blå læber. Fuglen var vist ikke den tålmodige type. Eller også var det blot truslen om regnvejr, der lå så tung i luften at det kunne mærkes som en insisterende trykken mod kraniet der strøg fuglen mod fjerne.
Hvad end det var, nød Lunan irritationen i fulde drag!
"Ikke? Er det ikke det 'enten eller' betyder? At det er enten den ene, eller den anden af to muligheder?" spurgte dæmonen med let sammenknebne bryn. Det evigt flueknepperi af folks ord var en evig kilde til frustration, men det ledte sjældent til had, ihvertfald ikke hos en som halvdyret, der ernærede sig ved det allerede.

"Men det kan ganske vist være tiden der er løbet fra mig.. Det skulle ikke være første gang" indrømmede Lunan med et lille suk. "Dit eget spørgsmål er personligt ligeså, men jeg skal skal give dig svar. Jeg så går som jeg er, fordi det er det jeg ønsker. Jeg vil ikke ændre hvem jeg er blot fordi de dødelige her ikke kan se længere end deres egen livstid" svaret var roligt, og tydeligt noget der lå dæmonen nært på sinde.

Dæmoner. De fleste utroligt uudholdelige at have med at gøre, men Iskariot var ikke i tvivl om, at ønskede man gode forbindelser, var dæmonerne dem, man skulle lære at kende. Hans egen levetid var blot et støvkorn i forhold til deres, hvilket kunne gøre racen til mægtige allierede. Skulle man støde på en, der kunne se ud over sin egen næse. For det meste krævede det mere tålmodighed end han kunne prale af at besidde, men med stædighed kunne man komme langt.
Denne blå skikkelse satte hans tålmodighed på prøve, men ikke mere end han kunne håndtere. Så han smilede roligt ved ordkløveriet og svarede forklarende.
”Ganske vist. Jeg fremlagde blot de to muligheder, jeg anså for mest sandsynlige.”

Han lyttede tavst til dæmonens egen forklaring og nikkede så forstående og godtagende. En god holdning at have, hvis man kunne holde sig ude af problemer med de andre racer.
”En stærk holdning at have sig i en verden af fjendtlige væsner.” At de kortlivede væsner, som ham selv, ikke kunne se længere end til deres egen død, var han ganske enig med dæmonen i. Han tvivlede selv på, at han kunne se længere, måske fordi han ikke følte, at han havde et behov for det. Der var ingen efterladte at skulle tage stilling til, intet eftermægle han drømte om at efterlade sig. Han ville ikke leve så længe og affandt sig med det. Så længe han nåede det, han ville med livet. Hævn.

"Ahhh" lød det forstående fra Lunan "Hvorfor sagde du så ikke bare det fra starten af? Huh? Ah, det er velsagtens ligemeget nu tænker jeg. Gjort er trods alt gjort" sukkede den højblå dæmon overbærende. Halvdyret lød ikke til at bide på så nemt, men nu var det heller ikke Lunans mål for aftenen at omdirregere fuglens had til sig selv. Nej, det var langt bedre hvis det eksisterende had kunne pustet til, og flamme op. Det bulrede så smukt allerede, men det var det gode med had. Det var grænseløst! Man kunne altid hade mere.

Endnu et suk lød over de bløde blå læber "Ganske sandt, men det gør den kun det vigtigere. Min æt og blod er nok ikke velset her, men enhver kan stå ved sine principper når de går med vinden i ryggen, og med verden på deres side. Den eneste måde i sandhed at vide hvor man står, er i modgang" uddybede Lunan med rolig sikkerhed, som var det var ikke en personlig holdning, men en universal sandhed.
Åh de dødelige havde så mange principper. Godhed og ondskab. Ret og Love. Men få af dem havde stået, alene med intet andet end deres principper til at føre dem igennem verdens mørke. Lunan havde, og det lod til fuglen her også havde set sin del modgang. Det var interessant nok til at holde Lunans opmærksomhed.

Den overbærende tone havde nær fået Iskariot til at krumme tær, men hans udtryk ændrede sig ikke. De mange år med Vertis havde givet ham en god gang øvelse i at lade som om, at alt var i orden. Hadede han den fremmede dæmon? Måske en smule, mest på grund af hans måde at opføre sig på, men ellers var han vare træt opgivende og irriteret. At han ikke bare var fløjet sin vej var kun fordi, at han ville se, hvad han kunne bruge dæmonen til. Måske det viste sig, at den var nem at påvirke og han kunne sende den direkte ind på paladset… eller måske det blå væsen kunne noget eller kendte nogen. Det kunne også være, at han blot pinte sig selv ved at blive her og forsøge at have en samtale. Det vidste han ikke endnu.

Han smilede bare lidt stramt som svar på dæmonens overbærende ord, inden han lyttede til de næste. Han forstod måske lidt overraskende dæmonen alt for godt. Ja, det var nemt at sige og gøre ting, når alting gik som en leg, det var meget sværere at gøre det samme, når alting vendte sig i mod en. Noget han havde oplevet alt for meget, ikke så meget for sig selv, men omkring sig. Nogle ville måske kalde ham dobbeltmoralsk, for han havde forladt Mørket som deres krig så ud til at falde til Lysets fordel, men han havde nu altid været ved Mørket af principper. Mere af den grund, at han havde brug for dem. Og det havde han ikke haft mere, da han viste dem hans død.

”Vise ord. Man lærer først sig selv at kende, den dag livet ikke længere er let.” Ikke at han havde personlig erfaring med det, han var født ind i et liv uden medgang. Men det behøvede han ikke at fortælle. Måske det var på tide at skifte emne. Han tog lidt bedre ved posen og slog kort sine vinger ud for at få en bedre behagelig stilling på jorden. De var tunge at slæbe rundt med.
”Jeg håber ikke, at Deres plan er at besøge Dianthos, Kiles Orden og både Lyset og Byvagterne er at finde overalt i øjeblikket.” Og de gjorde livet besværligt for en halvfugl, der gerne ville færdes frit omkring. Det havde været ved at gå galt et par gange det sidste år.

Lunan måtte tage sin metaforiske hat af for halvfuglen. De fleste ville have haft en reaktion på nuværende tidspunkt. Lunan havde nok ikke gjort noget stort, men havde da heller ikke langt fingre imellem, da chancen for at tvære halvdyrets ord ud i ansigtet på ham havde præsenteret sig.
Ydermere havde fuglen vinger, men var pænt blevet hængende og for hvad? Et middelmådig filosofisk drilleri? Han virkede ikke som typen der fandt Lunans personlighed 'mærkværdig charmerende' som nogle andre gjorde (og hvem kunne dog bebrejde dem for det!).

Lunans ene, small øjenbryn skød en smule op ved fuglens advarsel "Ohh? Jamen det var da pænt af dig at nævne! Mit mål var ikke oprindeligt Dianthos, men nu kan det da være jeg slår min vej forbi alligevel! Lade et par byvagter jagte mig rundt, søge tilflugt hos Ordenen, og grine på en tagryg mens de mistænker hinanden!" Lunan klukkede og lod sin hage hvile en smule mod sin ene håndryg "Ahh ja, det kunne bestemt være min tid værdig. Der er nu intet som mere brænde på et ulmende bål!"

Dæmonens reaktion på Iskariots advarsel var en smule overraskende og denne gang var det Iskariots tur til at skyde øjenbryn i vejret, hvilket mest kunne ses som lidt bevægelse i de små fjer i hans ansigt og samtidigt rejste de lange fjer på hans hoved sig et par millimeter. Et glimt af morskab dukkede op i hans øjne. Tanken om at byvagterne og kiletilbederne rendte forvildet rundt om hinanden og beskyldte hinanden for at huse en dæmon, en blå dæmon endda, fandt han ganske underholdende. Han havde som sådan ikke noget i mod byvagterne, deres opgave i samfundet var nødvendig, de forsøgte at holde ro og orden i en verden, der var det modsatte. Kiles Orden fandt han bare irriterende. De forsøgte at styre et land med religion, en magt de tog med vold. Det kunne gøres bedre. Smartere. 

At han selv var medleder en religiøs gruppe, var ikke helt det samme. Der var ingen vold, ikke som sådan. De arbejdede i kulisserne for at få det, de ville have. Hvad det var, ja det var i følge Palisheaf Zaladins komme på jorden, men for Iskariot var det bare ressourcerne og sikkerheden.

Et lidt mere oprigtigt smil viste sig på halvfuglens næb.
"Det lyder ganske underholdende. De er måske ikke så glad for den ene eller den anden gruppe?" Stadig i søgen, om han kunne få noget ud af dæmonen. Han overvejede lidt at prikke til ham med sin evne, men risikoen var stor og han skubbede det så længe som muligt. Han ville ikke komme på kant med en dæmon, han intet viste noget om, ud over at han var blå, åbenbart elskede at spille smart og måske havde et had til byvagter og Kiles Orden. Og kunne teleportere med mere eller mindre held. 

Lunan kunne ikke andet end more sig over fuglens reaktion. Det virkede som om fuglen allerede havde lavet sig et billede af hvem og hvad Lunan var, og Lunan fandt det særdeles fornøjeligt at prikke huller i de fordomme ved hvert et sving og drejning af samtalen. Den blå dæmon var bestemt for unik til blot at tage sig til takke med at blive sat i en kasse med andre dæmoner! ... med mindre det var Ishtar Helia selvfølgelig. Og det skulle da kun tillades for at Lunan kunne bruge tiden med sit livs lys.

"Jeg bære ikke specifikt nag mod nogen af dem" svarede Lunan, og trak en anelse på skuldrene "Men skulle de insistere på at gøre sig besværlige, skulle det være mig en fornøjelse at pisse dem begge af fra nakke til hæl" bekendtgjorde dæmonen med et lille skævt smil.
Det var en af de ældste af alle fornærmelser, men en der aldrig helt gik af mode efter Lunans mening. At dukke op i en mands hus og pisse ham i ansigtet, eller pisse på hans kone, hund, eller anden ejendom (for de tåbelige mennesker mente stadig man kunne elske og eje hinanden samtiddig) var bestemt en gestus der aldrig helt mistede sin signal værdig.

Iskariot var tæt ved at bryde ud i latter ved dæmonens ord, men holdt det pænt inde i sit selv. Dog afslørede smilet om hans næb og glimtet i de skinnende turkis øjne, at han morede sig over, hvad der blev sagt. Han var ganske enig. Så længe de ikke stod i vejen for ham, var de to grupper ligegyldige, men han var klar til at give dem problemer, hvis det skulle være nødvendigt.
Nu havde han fundet et ståsted med dæmonen, en samtale kunne udvikle sig derfra. En samtale, der måske kunne give ham et hint til, hvem dæmonen var og om han kunne bruge ham til noget. Evnen til at teleportere var ikke helt ringe.

Hvad Iskariot ikke vidste var, at han tænkte som den dødssynd, han var vokset op i hænderne af. Om en anden dødssynd. Ironien ville have moret ham, havde han været klar over det.
Men inden han fandt ordene til at fortsætte samtalen, buldrede det i horisonten, en lyd der fik hans fjer til at rejse sig en smule. Uvejr. Hans blik gled til himlen, hvor skyerne var blevet tungere. Hvis han skulle nå hjem, inden uvejret nåede ham, skulle han flyve nu og selv da ville han nok få problemer. Han havde ikke planer om at blive ramt af et lyn.

Et kort utilfreds udtryk gled over hans ansigt, inden han så på dæmonen igen.
”Jeg ville gerne blive og snakke videre, men jeg må desværre drage af sted. Jeg håber De finder frem til Deres destination.” De store vinger blev spredt ud og han lettede fra jorden, sigtede mod et hul i mellem træerne, der var stort nok til at han ikke ramte grenene. En kold vind ramte ham, da han kom ud fra skovens læ og han så i retning af uvejret. Selvom han var træt efter den allerede lange tur, bevægede hans vinger sig en smule hurtigere og mere kraftfuldt end før han landede. Han ville helst ikke blive fanget i regnen.
Dæmonen var for et øjeblik ude af hans tanker, den betød ikke noget for ham alligevel.

// Out

Lunan kiggede lidt efter halvfuglen som han pludselig tog afsted, skæmt af det kommende uvejr. Ak ja, det var vel træls med våde fjer.
Ingen fuglen havde forladt lysningen, havde Lunan teleporteret sig væk.