Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Lunalaalanul La Lanalu
Kaldet: Lunan
Køn: Intetkøn
Alder: 1903
Fødselsdag: 12.12 år 121
Tilhørsforhold: Neutral Ond
Tro: Aladrios, Zerafina og Nalish'ra
Erhverv: Søger af Viden og Måneskyggens slægt
Nuværende levested: Omrejsende - Omrejsende I søgen på sit lys' sande navn
Race: Dæmon

Udseende

Højde: 182 cm
Vægt: 83 kg
Lunans sande form er androgyn, med skuldre bredere end hofterne, og en markeret talje. Dæmonens ansigt er spidst, med en markeret hage og kæbe, men lige så markerede kindben. Over de mandelformede, røde øjne er Lunans øjenbryn smalle, og leder ind til en lille næse, hvorunder der sidder et par fyldige læber.
De spidse øre og bagudvendte gedebukke horn er prydet af guld, ligesom armene, hals og hvor end der ellers har kunne sættes fast.
Dæmonens hud er indigo blå og uberørt, mens håret grænser mere til midnatsblå, begge en stærk kontrast til de røde øjne.

Lunan er ofte opulent klædt, og befinder sig i en sky af parfume. Dog er klædningen aldrig mere i vejen end at der kan kæmpe i det.

Grundet verdens skæve syn på dæmoner, er Lunan dog oftest nød til at forklæde og tildække sig, for ikke at blive stukket ned eller forsøgt anholdt hvorend han går.



Med hjælp fra sin partner, Ishtar Helia, tager Lunan til tider andre former.

Mandelig, 'menneske' form

Lunans had til mennesker strækker sig også til deres form, og selv når omstændighederne kræver en mindre åbenlys dæmonisk form, tager Lunan sig stadig visse friheder med sit udseende.

Kvindelig form

Faceclaim: Mollymauk (Critical Role)

Magi

Magisk evne (1): Overflødighedshorn
Lunan har evnen til at forstykke en beholder med mad eller drikke, så denne aldrig tømmes.
Afhængigt af hvor meget energi der lægges i fortryllelsen, vil den holde 1 år og en dag, 10 år og en dag eller 100 år og en dag.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Teleportation
Lunan kan teleportere til steder han kan se, og steder han kan visualisere.
Dette har både fordele og ulemper, da han vil kunne teleportere til et sted han aldrig har set hvis givet en god nok beskrivelse af det, men at steder han har været, der har ændret sig siden han var der, er umulige at nå. Er hans visualisering ikke stærk nok vil han ende det nærmeste sted der ligner, eller slet ikke flytte sig.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (3): Aura af Synd: Frådseri

Da Dæmonen arvede titlen som Dødssynd, begyndte en aura at opstå omkring vedkommende. Auraen spreder følelsen af den synd, der er tilknyttet dæmonen, i dette tilfælde frådseri.
Den strækker sig omkring ti meter fra Døddsynden, og er stærkere, jo tættere man kommer på vedkommende.
Folk med svagere mental udholdenhed, lader sig lettere påvirke af auraen, samt de, som opholder sig længe i Dødssyndens selskab, vil have auraen hængende over sig et stykke tid efter. Dæmoner af Syndens egen slægt lader sig ikke påvirke af auraen, men kan fornemme dens tilstedeværelse.
Når Dødssynden bliver klar over auraens tilstedeværelse, kan den til dels styres. Den kan aldrig fjernes helt, men Dæmonen kan vælge at beskytte individer i sin nærhed, så de ikke påvirkes.
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Personlighed

Lunan foretrækker egenligt at passe sig selv, men finder sig evigt nødsaget til at interagere med andre folk. Selvom Lunan generelt ikke bryder sig om andre, er der stadig en del af den gamle dæmon der søger andres værdsættelse.
Som barn af slægten Had, gør Lunan stadig familiens gerning og nære had hvor det er muligt, om det er rettet mod andre, eller simpelthen ved at være så provokerende at andre hader Lunan selv.
En undtagelse på dette er dog hvis Lunan møder en, der hader sig selv. Dette er utilgiveligt, og Lunan vil gøre alt i sin magt, for at vende dette had for personen, til en anden.

Styrker
Stærkt motiveret
Tålmodig
Erfaring

Svagheder
Ensporet
Fordømmende
Nægter at omstille sig til resten af verden

Drømme
Lunan ønsker intet mere, end at vende tilbage til sit lykkelige liv med Ishtar Helia

Hader
Lunan har stærke, negative følelser omkring mange ting, men Lunans had er reserveret til de udvalgte få. Mennesker, for alt det smerte de har bragt dæmonerne og alle andre racer omkring dem. Mennesker, der evigt pudser deres egen glorie og sætter sig op som de 'gode', og alle de har gjort uret skulle blot glemme det, fordi uretten blev gjort af en tidligere generation. De gemmer sig bag deres korte livstid, og fornægter deres egen races gerninger.
Elverslægten Måneskygge, samt alle de nogensinde har interagerer med, for hvad de gjorde ved Ishtar Helia.
Mørkets Magter, for deres invasion af Kzar Mora. De hunde burde holde sig i deres egen gård.

Elsker
Ishtar Helia.
Stille, uberørt natur.

Baggrundshistorie

Den korte:
Lunan er barn af slægterne Had og Frådseri. Under dæmonkrigene kæmper Lunan bravt, indtil det skæbnesvanger møder med Ishtar Helia, en dæmon af slægterne Mani og Lyst. De forelsker sig, og i Ishtar Helias skød finder Lunan accept af sin families laster og sit eget væsen. En dæmon af had der elsker, en dæmon af frådseri der indser, at denne ene person er nok.
De indespærres i Kzar Mora og lever sammen, til Ishtar Helia hidkaldes til den anden side. Lunan bruger dernæst knap 1000 år på at bryde ud af Kzar Mora og finde Ishtar Helia, for endeligt at blive genforenet med lyset i sit liv.

Lunans rejse var dog stadig ikke ved sin ende, for selvom Ishtar Helia havde skilt sig af med mørkelveren der hidkaldte hende ved navn, havde denne mands søster bundet hende i en ed til at gøre godt.
Deres gensynsglæde blev kort, for Lunan fortsatte ud, for at finde en måde at befri Ishtar Helia fra den ed der bandt hende.

Den lange:
I fordums tider, mens folkefærderne endnu var unge og godt og ondt endnu var flydende, søgte Herskeren af Had en alliance med Dødssynden Frådseri, i et forsøg på at stå stærkere mod deres rivaler. Som en del af disse forhandlinger gik Hads tredje datter, Hastoria, til Frådseri, for at ligge med ham til han fik nok, og hviske had i hans øre imens.
Der kunne være gået evigheder før Frådseris sult var blevet stillet, men det viste sig irrelevant, for den Hastorias had for ham voksede, og før en pagt blev nået, havde hun myrdet ham og lusket sig tilbage til sin familie.
Farsen blev dog ikke helt uden udbytte, for Frådseri havde efterladt en gave. Et nyt liv spirede. Lunan.

Et barn af Had og Frådseri, en arving til begge titler. Det kunne have været så perfekt!! Hvis Frådseri ikke var blevet dræbt før barnet var født. Dagen Lunan blev født var titlen som dødssynd længe gået videre, og med den var chancen for at forene de to slægter blevet forsvindende lille.

Herefter blev Lunans moder efterladt til sig selv med sit barn. De var ikke udstødt som sådan, men blikket af væmmelse fra Had hver gang de nærmere sig, gjorde det klart at de lige så vel kunne havde været det.
Lunan var dog ikke uden ambition, og arbejdede for at komme tilbage i familiens gode lys, trods byrden af den tunge bagage moderens fejltrin var. Lunan gjorde sig positivt bemærket, og agerede sågar som spion for familien i Syndernes hof, hvor de unikke evner fra faderen gjorde det muligt at forklæde sig som en af frådseris ægte børn.

Den unge dæmons første mulighed for vinde rigtig hæder var dog under dæmonkrigene. Lunan meldte sit sværd i sin families navn og tog til fronten for vise sit værd.
Det var her Lunan havde sit første møde med Ishtar Helia, en dæmon af Mani og Lyst. En dæmon der kunne tage hvad end form den ønskede, men for Lunan var udseende ikke relevant. Mand. Kvinde. Det betød intet, så længe man havde det godt i sin form. Dette lod til at forvirre Ishtar Helia, men de nåde aldrig at give deres tanker ord, for krigen fortsatte, og Lunan måtte drage videre til fronten.

Krigen blev siden tabt, og dæmonerne spærret inde i Kzar Mora. De store slægter fortsatte krigen internt over de stumper af land der nu var, men det bekymrede ikke Lunan længere. Ikke Hads familie eller Frådseris slægt. Alt Lunan søgte, var Ishtar Helia, det spøjse Lys han havde mødt under krigen.
Det var svært at finde en der aldrig bar samme skikkelse, men der var ikke meget land tilbage at gennemsøge, og da de endelig blev genforenet, blomstrede kærlighed mellem dem.

Had der elsker. Mani der fandt ro. Sult der blev stillet. De havde hinanden og det var nok. De var lykkelige. Lunan havde sin Ishtar Helia, lyset i sit liv, solen og stjernerne på sin himmel.

Havde Lunans historie endt der havde det været en lykkelig slutning. Det skulle dog ikke være således.

En dag som alle andre stod de to sammen, i færd med at tilberede mad. Ikke at det var nødvendigt for dem, men det var en af de små ting de nød at gøre sammen. Lunan var trådt ud for at hente timian fra deres forrådskammer, da et skrig skar gennem huset. Ishtar Helias skrig.
Lunan for tilbage til køkkenet, lige i tide til at gribe Ishtar Helias krop, som sjælen forlod den, tvunget ud af dens hjem af en dødeligs hidkaldelse. Lunan famlede efter sjælen, prøvede at gribe eller tilbageholde den. Et eller andet! Men intet nyttede det, og før Lunan kunne komme på noget bedre, satte sjælen afsted mod hvem end der havde hidkaldt den.
Lunan lød efter, pressede sine ben og sin krop som den aldrig var blevet presset før. Det var ikke nok. Da Lunans krop gav op og kollapsede var de stadig i Kzar Mora, og Ishtar Helias sjæl forsvandt i horisonten, mod porten til Den Anden Side.

Lunan græd. En dæmons liv var ofte et af smerte, men aldrig kunne en dæmon havde kendt den smerte Lunan følte der, som de røde øjne faldt på Ishtar Helias tomme krop.
Hadet, der ellers havde været en fjern ting siden Lunan havde fundet sit livs lys, kom igen. Først hadede Lunan sig selv. Det halv-forberedte måltid de havde været igang med at lave blev fortærret, igen og igen. Lunan hadede guderne, for at have skabt dæmonerne som de var, bundet til andres bud ved deres navn, tvunget til at skjule det, til at skjule hvem de virkelig var.
Lunan kunne ikke hade Ishtar Helia, men til sidst faldt hadet på hvem end der havde vovet hidkalde hende, og dette had fyldte Lunan med formål. De skulle findes, og straffes.

Lunan brugte de næste 500 år på at finde en måde at blive genforenet med sit livs lys. De første mange år gik forsøgene med at forsere porten, at åbne den på ny, eller komme igennem bjergene. At teleportere havde været nemt, men verden udenfor havde ændret sig så meget, at ingen af de steder Lunan huskede, var som de havde været engang.
Trod mange forsøg kunne hverken bjergenes top nås, ej heller en tunnel igennem findes. Til sidst kom Lunan op med en vanvittig plan: at få sig selv hidkaldt.

Det tog en del forarbejde. Lunan måtte finde en besætterdæmon, finde dens navn og binde den ved det, for så at sende den igennem porten med Lunans eget navn og ritualet der hidkaldte ham. Besætterdæmonen var så bundet til at skrive det ned og sætte det ud i verden, for dernæst at glemme Lunans navn selv, og aldrig kunne ytre det, skulle den finde det igen. Først der ville den være frigivet fra sin tjeneste. Lunan var ikke glad for at skulle binde en anden af sin art, men der var ingen anden vej. Hvis dæmonen ikke var bundet ved navn, ville den blot binde Lunan selv. Det var det, eller vente til porten åbnede sig af sig selv.

Med sit hidkaldelses ritual under vejs, satte Lunan sig på en sten, under et træ nær Porten, og ventede.

Der skulle gå knap et århundrede før Lunan mærkede den altoverskyggende smerte Ishtar Helia havde følt knap 400 år forinden. Smerten af ens sjæl der blev flået ud af kroppen og trukket igennem porten til den anden side.

Lunan blev hidkaldt af en ung, ambitiøs mand ved navn Jhotas. Jhotas var ikke en skidt person, og selvom han bandt Lunan ved navn, viste han også respekt for dæmonen, og tog interesse i Lunan, som andet end en slave til hans ord. Det stoppede naturligvis ikke Jhotas fra at bruge Lunan som han så bedst, men det skete at han spurgte, i stedet for at befale. Lunan sagde altid nej, men sentimentet var værdsat. Lunan lagde ikke skjul på at han ønskede sin frihed, og hvorend venskablig Jhotas var, var de ikke venner, en ting Jhotas lod til at glemme oftere end ikke hvis Lunan lod ham.
Men Jhotas var en smart mand, og han var en gammel mand før han endelig lavede en fejl, en fejl der kunne være endt utrolig smertefuldt for Jhotas.
Men Lunan lod det passere, advarede sågar Jhotas. Det ville ikke have slået manden ihjel alligevel. Men det skulle blive den sidste dråbe der overbeviste Jhotas som at Lunan havde et godt hjerte, selvom han var en dæmon, og han satte Lunan fri. Jhotas var sentimental, og ensom, men Lunan tøvede alligevel. Måske kunne Jhotas hjælpe med at finde Ishtar Helia?
Men nej. Lunan måtte fortsætte alene.

Lunan rejste videre derefter, nu fri til at fortsætte sin rejse, sin søgen, efter Ishtar Helia. Lunan skulle blive hidkaldt flere gange igen, ritualet og Luanans sande navn spredt af besætterdæmonen på Lunans bud. Men det var intet andet end små distraktioner på Lunans vej, småsten der skulle sparkes til side så Ishtar Helia kunne nås.

Der gik knap et årtusinde fra Lunan først havde mistet Ishtar Helia, til de igen var sammen. Imens han havde søgt hende, var hun selv undsluppet . Så mange år var gået, og de havde begge været igennem meget, men hun var stadig præcis som han huskede sit lys...
Næsten.
Der var noget det anderledes ved Ishtar Helia, noget anderledes ved.. hende? Hun forsøgte at lade som ingenting, men Lunan kunne se hun hadede sig form, hun var alt for.. normal, for fast defineret efter dødelige standarter.
Ishtar Helia var stadig bundet, ikke af sit navn men af en ed. Det lod til Lunans rejse endnu ikke var fuldendt. Hvordan kunne den være det, når Ishtar Helia stadig ikke var fri?

Lunan opsøgte de der havde bundet Ishtar Helia, deres familie, alle de havde kendt og interageret med, alle der potentielt kunne kende Ishtar Helias sande navn, så Lunan kunne gøre hende fri. Alt der kunne være hendes sande navn blev samlet og bragt med tilbage. Lunan ville vende tibage og bruge timer på at recitere navne for Ishtar Helia, kun for at drage ud på ny når ingen af dem var hendes sande navn.

Familie: Lunan er af slægten Had, født af Herskeren af Hads tredje datter, Hastoria, og Dødssynden Frådseri.

Partneren Ishtar Helia, Lyset i Lunanas liv

Andet

Kort om de fire slægter:
De fire slægter har været til siden skabelsen af Kzar Mora.
Lidt som dødsyndernes slægt har, dødsynderne som ledere. Har hver af de fire slægter en hersker. Herskeren kan kendes ved at der manifestere en tatovering af en krone på den nuværende hersker.
Kronen kan enten tages ved at en fra slægten myrder sin hersker. Eller den kan gives til anden af slægten. Hvis herskeren dør uden uden at det forgårende er gjort går titlen i arv.

Mani:
Mani er en dæmonslægt der typisk fordyber sig i et gøremål så meget at alt andet bliver ligegyldigt, og det eneste der bringer tilfredsstillelse er gøremålet.
Dette gør mange af slægten er specialister.
Dele af slægten fortære energi fra folk ved at agere muse for en person, der fordyber sig så meget i fx. deres kunst, at de glemmer at spise, drikke og at se andre. Den fordybelse der kommer af at blive opslugt på den måde, det er den energi dele af Mani lever af.

Had:
Had er en dæmonslægt, der ved første øjekast minder meget om Vrede. Men Had er, modsat vrede, en kultiveret følelse, der vendes mod Hads fjender. Fjendskab udspringer fra had, mistro ligeså.
Had slægten har mange krigere, men også snigmordere.
Selvhad går så meget imod hvad hvad Hadslægten står for, at det ind i mellem er set at de har hjulpet dødelige med at dirigere der had mod andre.
Dæmoner af had slægten der ernærer sig ved følelser, gør det ofte ved at fremdyrke had i andre.

Fordærv:
Fordærv er som dæmonslægt dem der korrumpere dødelige, både for egen vindings skyld, men også for at pointere at alt kan ændres, til noget der er værre. Fordærv er ofte meget interesseret i at arbejde sammen med andre, og de vender sig sjældent mod deres partnere, for jo mere de arbejder sammen med andre, jo lettere vil det være at få dem til at falde til deres fordærv i sidste ende.
Dæmoner af Fordærv slægten der ernærer sig af følelser, gør det oftest ved at lede folk fra deres principper, at lede dem i fordærv så og sige.

Håbløshed:
Håbløshed er den mindst aktive af de fire slægter, men på samme tid den mest respekterede og frygtede. Håbløshed arbejder sjældent med de dødelige, men fokusere i stedet på de evige, på elverne, englene og deres egne artsfæller, dæmonerne, der alle, før eller siden, vil falde til håbløshed. De adoptere gladeligt dæmoner fra andre slægter, der tvivler, har mistet viljen eller evnen til at gøre der egen slægt ære.
Dæmoner af Håbløshed der ernærer sig ved følelser, gør det oftest ved at finde folk der allerede er ved at miste deres momentum i livet, og lede dem til tvivl, og der igennem til håbløshed.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Under middel
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Over middel