Masken var forsvundet.
Som ordenens egentlige formål for alvor var kommet frem i lyset, var kaldet hos den lille præstinde blevet tvivlsomt! Hvad var meningen med det hele. Hun stolte stadig på Kile og hendes ord. Hendes handlinger - eller manglen på samme. Men den orden der skulle vise hendes ord og velvilje, var ikke længere det. Proserpina var ulykkelig. Alt hun var opvokset til, alt hvad hun altid havde troet på syntes at være ødelagt, som hun var rejst med til Norden. Den hvide maske der havde været hendes plads i den orden der nu bragte ødelæggelse og mørke med sig, var blevet efterladt. Hun gik stadig i sorte klæder, men var langt mere nedtonet. En normal rejsende kunne hun nemt forvekslet med. Det eneste der var tilbage fra tiden i Dianthos, og tiden som Leorics lille dukke, var den sorte ring på hendes finger.

I Norden havde hun fundet plads, men var ikke klar til helt at falde til ro. Hun havde mange spørgsmål og megen tvivl. Hvad hun altid havde troet på, var at Kile også ønskede at hjælpe. At døden havde været for voldsom som dæmonplagerne havde hærget landet, og hendes rige ikke behøvede flere sjæle den stund. Proserpina hjalp dem i livet, og hun ville hjælpe dem til en naturlig død, frem for en smertefuld og påført af andre.
Naivt gik hun derfor ikke med våben. Hun bar sin rejsekappe, som hun vandrede afsted, og den halvtunge taske med urter, mad, forbindinger og andet hun kunne bruge til at hjælpe. På sin vej af den støvede landevej mødte hun også en kærre, som flere folk fulgte. Der havde været brænd i deres landsby og de søgte et sted at finde ly og mad. Proserpina tilbød at følge dem med tilbage, efter at have tilset nogle af deres mange sår - alt hvad de havde kunne redde af værdig og personlige genstande var trukket med dem. Nogen var af mere lyssky natur, men Proserpina ville ikke dømme dem. I stedet sad hun roligt på kærren og bandt en drengs arm ind, med rolige bevægelser, som folkene gik og snakkede til hinanden, nogen mere lavmælt og mumlende end andre. Som havde de noget at skjule.

Thanos ventede. Omkring ventede en flok mænd som ham, gemt i krat og buskads langs en vej. Det skete en gang i mellem, at han fik et job, der krævede mere end bare ham selv og det var sagen denne gang. Han kendte alle mændene, både fra sit tidligere liv i hænderne på manden med kun et øre, men også igennem alt det andet, han havde lavet. Han arbejdede helst med folk, han kendte. Ikke at han kunne sige, at han stolede på dem, men han vidste, at de ville gøre, som han sagde.
Dette job gik ud på at skaffe ting og få hævn. En gruppe røvere havde angrebet en landsby, slået mange ihjel og stjålet det meste af værdi. Høvdingen i byen havde valgt at hyre udefrakommende for at få hævn, bange for at miste flere af sine mænd. Lønnen havde været rigtig og Thanos havde sagt ja til at tage på hævntogt. De var dog kommet for sent, som et par unge idioter fra landsbyen havde sat ild til røvernes landsby først, men det jagtede i stedet for gruppen ud fra husenes sikkerhed og ud på landevejen. Så måske det ikke var helt galt alligevel.

Lyden af vognen nåede dem før, de kunne se gruppen og den allerede stille flok blev endnu mere stille. Alle vidste, hvordan dette skulle foregå og alle ventede på signal fra deres leder.
Endeligt var den forankørende vogn tæt nok på, til at han kunne træde ud på vejen og rette armbrøsten mod kusken, der straks fik oksen til at stoppe. Overraskelsen spredte sig igennem gruppen og lyden af våben, der blev trukket, kunne høres, men Thanos' mænd dukkede op fra deres skjulesteder, kampklædte og klar. De var færre end mændene efter kærren, men de havde overraskelsen som fordel og ingen børn og kvinder at tænke på.
"I ved, hvad og hvem vi leder efter." Thanos trådte lidt til siden og gjorde tegn med armbrøsten til, at kusken skulle kravle ned fra kærren, hvilken den unge mand var fornuftig nok til at gøre. Mændene begyndte at tage våben fra røverne og dele mændene fra kvinder og børn.

Thanos lod blikket forlade ham og det gled i stedet over mængden af væsner. Lige nu interesserede kvinder og børn ham ikke. I stedet lagde det sig på en ret stor mand med et viltert sort hår og skæg. Deres leder. Med en vant bevægelse satte Thanos armbrøsten fast i dens holder på hans ryg og trak i stedet sit sværd. Med et svagt smil i den ene mundvig gik han op til manden og mødte hans blik. De mørkebrune øjne uden følelser.
"Haraldur sender sin hilsen, du dræbte både hans nevø og hans kones bror, inden du tog hans datter med vold. Han bad mig give ham sin hævn." Man skulle tro, at Thanos havde taget dette job af medfølelse, men han vidste, at de to landsbyer havde været lige gode om det. Og det var krystallerne, der betød noget for ham. Og de andre mænd, han havde taget med. Der var ingen medfølelse i nogen af dem.

Den store mand var tydeligvis ikke i tvivl om, hvad den hævn bestod af, men han tiggede ikke for sit liv. I stedet tog han en beslutning og gik til angreb på Thanos, uden våben, kun med sin størrelse som fordel. Thanos havde set det komme og han brugte mandens egen fremdrift til at sende ham i jorden på hænder og knæ. I en hurtig og glat bevægelse lod han sværdet falde og hovedet røg af den store mand, hvis døde krop væltede op på jorden. Blodet løb ud på jorden.
"Dræb mændene og de ældste af drengene. Gør hvad I vil med resten. Find tyvegodset, det skal tilbage til den retmæssige ejer." Thanos udtalte roligt de blodige ordrer, mens han bukkede sig ned og samlede det afhuggede hoved op ved håret. Hans bevis på at jobbet var klaret. Han smed det ned i en sæk, mens skrig begyndte at sprede sig omkring ham, kvinder der forsøgte at beskytte deres børn, mænd der forsøgte at redde deres liv og frelse deres familier. Han var ligeglad. Det var hans ordrer, dræb og stop krigen mellem de to landsbyer. Så det gjorde han. Egentligt burde han få selv de yngste drenge dræbt, de kunne vokse op og ønske hævn, men det var ikke hans problem. Og han vidste, at et par af de mænd han havde med, ville tage de duelige med sig. Han var ligeglad.

Sækken med hovedet gad han ikke slæbe rundt på og han smed det op i kærren, som de ville tage med. Der var for mange ting til at slæbe på hestene, de havde bundet et stykke derfra. De brune øjne gled op på kærrens lad og på de få kvinder og børn, der var samlet deroppe. Bønder. Undtagen... hun hørte ikke til. I sit sorte tøj. Hun lignede ikke en fra norden. Men hun var ganske køn. Det svage smil blev en smule større, som han stod og så på hende.

Proserpina var optaget af at holde styr på drengen, der absolut ikke syntes det var sjovt at sidde stille på kærren og få sin arm bundet ind. Nej, han ville ud og lege med de andre børn ved siden af på rejsen. De brændsår måtte vente! Hun kunne ikke lade være med at smile af ham. Bare smile over den ungdommelige travlhed der altid var at finde i børn, og deres trang til morskab. Der var noget rart og forfriskende over det.

Men den verden blev knust og erstattet af virkeligheden, ikke mange sekunder efter, som mænd af ondsindet art dukkede frem fra deres skjul rundt omkring den lille mængde af folk. Proserpina stoppede sit arbejde og lod sine øjne vandre, som scenariet udfoldede sig. En mand der derigerede dem rundt, og derefter gik i kamp. Hun vidste ikke hvad der foregik - men noget sagde hende at det var et lokalopgør hun var havnet i midten af. I midten af sammen med forskræmte kvinder og børn. Specielt en lille dreng som klamrede sig fast til hendes arm, som kampen afsluttede sig med en død. Efterfulgt af en ordre der afgjorde at mændene blev angrebet.

Proserpina forsøgte på bedste vis at skærme for knægten. Forsøgte at føre væk, men det nyttede ikke noget. I stedet stilte hun sig foran ham, pressede ham ind mod kærren, for at han var svære at få øje på. Ret meget mere kunne hun ikke gøre. Ikke for sig selv, ikke for drengen, ikke for de faldne mænd eller deres koner og børn. Proserpina havde set døden før, også på denne unaturlige måde, og intet af det gjorde hende mindre bange end for mange måneder siden hvor hun var blevet angrebet i Dianthos. Denne gange virkede det dog ikke til at nogen kom til deres redning. I stedet frøs hendes blik da hun så ham der tydeligvis havde været lederen, stirre på hende. Det var ikke et behageligt blik, og tanker om hvad mænd af hans.. erhverv.. kunne finde på at gøre, fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Men hun flyttede sig ikke fra at skjule knægten. Hun flygtede ikke trods benene gav hende klare signaler om at hun skulle prøve.

For et øjeblik så Thanos bare på kvinden, overvejede om han skulle gøre noget ved det stik, der var gået igennem ham. Hun forsøgte at beskytte en dreng, han tvivlede på var hendes egen. Måske en rejsende, de havde samlet op. Han lagde hovedet lidt på skrå for at se nærmere på drengen, men han var egentligt ikke interesseret. Børn sagde ham intet, han kunne ikke bruge dem til andet end at sælge og tjene krystaller. Men det var ikke hans mål denne gang, hans mål var efterhånden nået. Død og ødelæggelse. Mon ikke, at der var lidt tid til lidt sjov? Han var ikke den eneste blandt disse mænd, der kunne finde på noget at lave med de hjælpeløse kvinder.

beslutningen blev tagen og han fangede kvindens blik, inden han lavede en let bagudvendt nik for at angive, at hun skulle komme hen til ham.
"Kom." Ordet nåede kun lige at forlade ham, før en af de andre kvinder tog flugten. Ikke ud over kanten på kærren, men mod enden, hvor han stod. Hun nåede frem til kanten, men inden hun kunne springe ned og løbe, greb han fat i hende og trak hende ud af kærren og smed hende på jorden. Et hårdt og velplaceret spark ramte hende i maven, hvilket fik hende til at krølle sammen med en ynkelig lyd. Ublidt placerede han en fod med en tung støvle på hendes hals og trådte lidt til, så hun ville skulle kæmpe for vejret, hvilket også straks kunne høres. Hendes fingre rykkede i støvlen og hans bukser. Følelsestomt flyttede han blikket tilbage til den yngre kvinde, uden nogen form for tegn på, at han var ved at kvæle nogen til døde i det øjeblik.

"Kom herhen til mig eller hun dør." Der var ingen følelser i hans ord, de var så kolde og flade som et stykke glat is. Han løftede en hånd mod hende som var han galant og ville hjælpe hende ned fra vognen. Og ned skulle hun, men det var ikke af galante årsager. Hun kunne vælge at gøre det på den lette måde og følge med frivilligt eller hun kunne modsætte sig, kvinden ville dø en horribelt død og han ville hende oppe i kærren. Begge dele virkede fint for ham. Og det kunne man nok fornemme på ham.

Der skulle ikke mange overvejelser til at vide hvad for nogle primitive tanker der gik igennem de fleste af mændene der havde omringet dem. Som mænd blev slagtet ned og blodrusen derfor blev udgydet på denne led, var der flere af dem der havde helt andre planer med resten af forsamlingen. Forsamlingen af ældre og yngre kvinder, og deres børn. Proserpina der skilte sig ud af tøj og det lange sorte hår, var heller ikke spor i tvivl om hvad der med stor sandsynlighed gik igennem hovedet på manden der ikke syntes at ville tage sit ubehagelige blik fra hende. Beroligende lod hun sin hånd glide over drengens hår, for at få ham til at slappe af. Hvis bare han blev tilbage og halvgemte sig i kærren, var han i mere sikkerhed.

Proserpina forsøgte at skjule hvor bange hun i grunden selv var. Hvor skrækkeligt hun havde det, og hvor meget hun frygtede for sit eget liv - udelukkende for at forhindre drengen i at gå i panik. Ikke at hun kunne forhindre det til al evighed, men hvis hun forholdte sig roligt.. Bare roligt, ville det måske hjælpe. En løgn der ikke kunne overbevise hende selv, trods hun virkelig forsøgte.

Tøvende så hun imod ham, som han beordrede hende komme nærmere. Den tøven der var nok til at en anden kvinde forsøgte at flygte og dermed endte på jorden, med en støvle presset ned over halsen, blokerede luftvejen. Proserpina så forfærdet på manden og gik frem i kærren, mellem de andre kvinder. Hun ønskede at beordre at han skulle slippe kvinden fri. Lade hende slippe udskadt som velvilje over at hun gik med ham - men noget sagde hende tydeligt at han ikke var en type der tog imod fornuft.
Skælvende tog hun imod hans hånd for at komme ned fra kærren, udemærket klar over hvad det ville betyde for hende, men trods frygten og den lette skælven i hendes krop, forhindrede hende ikke i at kigge ind i hans øjne og forsøge at se så fast og sikker ud hun kunne mønstre. "Lov mig at hun forbliver uskadt!" det var en stort ting at bede om. Bevidst sagde hun ikke at den anden kvinde bare skulle leve - for der var mange ting man kunne overleve, men det betød ikke at man var uskadt. Hun kunne heller ikke vide om han gav hende ordet, men hun prøvede. Uden et forsøg ville det ikke lykkes.

Til Thanos' tilfredshed besluttede den unge kvinde sig for at tage den lette vej, at gøre som han havde sagt. Hun kom til ham, tydeligvis bange, selvom hun forsøgte at skjule det, og tog hans hånd. Nu hun var kommet tættere, havde han større mulighed for at betragte hende og han kunne lide, hvad han kunne se. Der sad en ring på den ene finger og han genkendte den straks. En kiletilbeder. Han lod blikket glide op over hende til hendes ansigt. Kiles Orden? Hun manglede masken, men tøjet kunne godt passe derhenad. Sikkert en på flugt. Det ville ikke være den første, han havde mødt, der ikke kunne med det, som Ordenen havde gang i øjeblikket. Thanos var ligeglad, selvom han gemte den observation bagest i sit sind, i tilfælde af, at han kunne bruge den i mod hende.

Hendes ord fik ham ikke til at ændre udtryk, selvom et svagt glimt af morskab måske kunne spores i de bruge øjne. At hun stillede krav til ham, fandt han underholdende, for hun stod ikke i en position, hvor hun kunne kræve noget.
"Jeg sagde, at hun ville overleve." Endeligt flyttede han støvlen fra kvindens hals, der stadig begyndte at gispe desperat efter vejret. Havde han holdt meget længere, var hun nok besvimet. Hvad der skete med hende nu, ja det vidste han ikke, hun var ung nok til at andre kunne finde interesse, men der var også kvinder nok til, at ingen skænkede hende et blik. 

Med en rolig bevægelse trak han den yngre kvinde ned af vognen, stadig næsten galant støttende hende med sin hånd, inden han bukkede sig ned, greb fat i den anden kvindes tøj, hev hende op og kylede hende tilbage i vognen. Og nu. Han så tilbage på den sorthårede kvinde. Omkring dem var der kun lydende af de sidste døende mænd og grædende kvinder, ind i mellem afbrudt af et skrig. Myrderierne var allerede ved at være færdige og snart ville hans mænd tage for sig. I dag ville han følge dem og lade en anden om at passe på vognen og deres fangst.
Og det var på tide at holde op med at være venligt. Så han slap hendes hånd og greb godt fat i hendes hår i nakken i stedet, for at slæbe af sted med hende. Væk fra vejen og ind i buskadset, hvor de havde gemt sig. Ikke at han var genert, men han kunne nu godt lide lidt uforstyrrethed. Så lidt væk fra vejen, hvor han stadig kunne høre, hvis der skete noget, men langt nok væk til, at de ikke var lette at se. 

Proserpina så ned på kvinden med et medlidende blik. Det havde været mere nænsomt at holde støvlen der bare lidt længere og lade hende besvime. Besvime ud af den vågne tilstand, hvor hun ville kunne se, høre og højst sandsynligt føle hvad alle mændene omkring dem havde gang i og tænkt sig senere at gøre. Men manden løftede sin støvle, tids nok til at kvinden kunne hive vejret ned i sine lunger og forblive vågen, og uvenligt smidt op i vognen til de andre.
Proserpina kiggede op på manden. Der var intet at sige til at hun var bange. En ting var hun dog ikke bange for. Hun var ikke bange for at dø. Kile ville byde hende velkommen, tage imod hende med åbne armen, som en gammel ven. Det havde hun altid fået at vide var hendes skæbne såvel som alle andres. Men hun ville gerne dø naturligt. Af alderdom. At dø en smertefuld død, forårsaget af andre, gjorde hende bange. Bange for smerten, følelserne og afmagten. Men hun havde ingen valg end at følge med.

Den nærmest venlige måde han førte sig på overfor hende, ville ikke vare ved. Anspændt i kroppen ventede hun nærmest bare på at han vendte sine gerninger og vidste den tyraniske side frem, som han uden tvivl måtte eje. Hun lukkede øjnende og tog en dyb indånding. Forsøgende at finde ro i sin krop - trænge væk fra situationen, hun alligevel ingen kontrol havde over, og lade skæbnen gøre hvad skæbnen ville. Forblive neutral - men det var praktisk talt umuligt.
Der kom en skælvende lyd fra hendes vejrtrækning, som han greb hårdt fat om hendes hår i nakken og nærmest slæbte hende afsted. Proserpina fastholdte så godt hun kunne farten, til at følge med ham og ikke blive trukket afsted som et eller andet dyr. En smule værdighed havde hun tilbage, men hele kroppen var udemærket klar over hvad han ville. Hvorfor han trak hende med væk fra de andres blikke og ud i buskene. Hun greb instinktivt fat om hans arm, forsøgt at mildne taget, der sendte smertejag ned igennem kroppen når hun ikke var hurtig nok til at følge med. Som de var kommet væk derfra, og det ikke virkede til i forvejen at nogen rigtig værdigede dem blikke, med deres egne problemer og i nogens tilfælde, lyster, der skulle udfoldes, forsøgte hun at kigge op på den høje, bredskulderende og brisk udseende mand. "Hvorfor?" spurgte hun og selvom der var frygt i hendes blik, var der også nået der kunne kategoriseres som medynk. Hvad kunne forårsage at nogen var så modbydelige?

Som han fandt et passende sted, mødte han hendes blik og hendes spørgsmål nåede ham. Lidt overraskende, men ikke noget der rørte ham. Han kunne vælge at lade være med at svare, men talte alligevel.
”Hvorfor ikke?” Den toneløse måde, hans stemme lød fra ham, burde fortælle hende, at han mente det. Hvorfor ikke? Hvorfor skulle han ikke tage det, han lystede? Intet forhindrede ham og han havde ingen samvittighed til at stoppe ham. Andres død og smerte gjorde ham intet og han troede alligevel ikke på, at han skulle stå til ansvar, når han døde. Selv hvis han skulle, jamen så måtte han tage det til den tid. Lige nu handlede det om at få alt ud af livet, han kunne. Lige meget hvad prisen var for andre.

Medynken forstod han ikke. Hun havde ondt af ham? Hvorfor? Han var på toppen. Og for at bevise det, slog han hende hårdt i maven med en knyttet næve, noget der uden tvivl ville få hende til at knække sammen. Så han lænede sig frem for at tale dæmpet hen over hovedet på hende.
”Din gud er ligeglad. Hun kigger på dig uden medlidenhed i sit blik. Hvorfor skulle jeg så gøre andet?” Lyttede man godt efter, kunne man høre en svag morskab i hans stemme, men ellers var den lige så flad som den hele tiden havde været.

Han skubbede hende fra sig, så på hende med et blik der næsten provokerede hende til at løbe. Han havde stadig armbrøsten på ryggen og han ville elske at kunne skryde hende ned for derefter at banke hende halvt fordærvet for forsøget, inden han tog for sig.
Flyttede hun sig ikke, ville han træde frem og gribe fat i hendes skulder, helt inde ved halsen, hvor han ville klemme til. Han behøvede sådan set ikke en undskyldning for at slå på hende, så en knyttet næve ville suse i mod hendes ansigt. Han ville gøre hende en smule slatten, så der ikke så så stor sandsynlighed for at komme til skade, når han fik hende ned at ligge.

Proserpina blev stående som han besvarede hendes spørgsmål med sit eget. Hvorfor ikke. Fandt han virkelig så meget nydelse ved bare at gøre, fordi han kunne? Svaret til det spørgsmål måtte nok være ja. Hun så ikke andre svar der ville give mening, når hun så ind i hans øjne, der for hende virkede døde og kolde. Hun så intet i ham. Intet liv, intet hun kunne relatere til. Det skræmte hende, selvom hun ikke kunne slippe medfølelsen. Hun kunne ikke forestille sig hvordan han klarede livet. Hvis det kunne kaldes et liv.

Forskrækket og gispende bøjede hun sig sammen som næven ramte hendes mave med hård kraft, og fik instinktivt den lille præstinde til at krølle sig sammen med armene beskyttende om stedet han havde ramt. Hun skar en grimasse, pressede øjnende sammen og forsøgte at tvinge sin vejrtrækning til at blive rolig igen. Forsøge at skubbe smerten væk på den måde. "Du er ikke min gud. Hvad giver dig retten til at gøre som hun?" svarede hun tilbage, udemærket klar over at det kunne koste hende at svare tilbage med en let dirren af vrede. Hun brød sig ikke om når nogen tog hendes gudinde ind i sådanne ord og omtalelser.

Proserpina fik rettet sig op, snublede næsten over sine egne ben som han skubbede hende, men fik ellers med en smule balance, holdt sig oprejst og næsten solidt på jorden. Blikket han sendte hende fik kulden til at løbe ned af ryggen. Proserpina var ikke modig. Man kunne tydeligt se frygten i hendes øjne og træk. Hun var bange for ham, men hun løb ikke. Hun vidste hun ikke ville nå langt alligevel - blot trække pinen ud, måske endda gøre den værre. Rystende bakkede hun et halvt skridt, som han gik frem og tog fat i hende og klemte fingrene ned i hendes kraveben, fik hende til at skære ansigt i smerte.
Hun vidste ikke hvorfor han gjorde det. Han så ikke ud til at finde nydelse ved det, men den knyttede næve ramte hende igen, denne gang i ansigtet og fik et forpint støn fra hende, og hendes ben begyndte at ryste faretruende af behandlingen. Hun var en lille skabning, det var begrænset hvad hun kunne holde til, og slaget havde været hårdt nok til at hun blev disorienteret og styrken i sine muskler svandt ud til næsten ingenting.

Slaget havde den ønskede effekt. Det var lige før, at han havde slået for hårdt, hun var godt nok skrøbelig. Han holdt hende ublidt oppe og skubbede hende nogle skridt tilbage, hvor han kunne presse hende op i mod et mindre træ og sin egen krop i mod hendes. Han kunne se hendes skræk, se hvor bange hun var for ham og det hun viste, der skulle ske. Og han kunne lide det, magten over et andet individ. Om det var at tage deres liv eller benytte sig af deres krop, det var lige meget. Det var som om, at det var det tætteste, han kunne komme til at føle, når han i andres øjne kunne se, at han havde magten og han kunne gøre som han ville.

Hendes spørgsmål var ikke gået ham forbi og han lænede sig ind i mod hende, så hans kind næsten rørte hendes, dæmpet talende i hendes øre.
"Lige nu er jeg. Her er ikke andre end dig og mig. Giver det mig ikke næsten samme magt?" Og med de ord trak han hurtigt sin kniv, greb fat i halsen af hendes tøj og skar kjolen op ned foran, hele vejen ned, så der ikke var noget i vejen for ham. Kniven forsvandt tilbage på sin plads og han tog hende kort i øjesyn. Så sart og ren. Det skulle han nok få lavet om på.

De var endt på jorden, da han var færdig. Han havde ikke gjort mere for at få resterne af hendes tøj væk, men alt foran var skubbet til side, hvilket gjorde det synligt, at han ikke havde været blid med sine hænder. Røde mærker af forskellige slags var at se på den blege hud. Der var kvælningsmærker om hendes hals og selv hendes kønne ansigt var ikke gået fri, som hans knyttede næver havde lavet deres egen lille dans på de sarte træk.
Stadig lænet ind over hende, lettere forpustet efter den fysiske udfoldelse, så han ned på netop det sate ansigt, svagt smilende.
"I kiletilbedere er altid i vejen." Egentligt mente han Kiles Orden, men han gættede stadig på, at hun havde været en af de maskeklædte før hun var endt her. Han trak sin kniv igen, lod det kolde stål glide over hendes mave uden at bryde huden. Ikke før spidsen pegede det rigtige sted i hendes side. Det ville være smertefuldt, men det ville ikke dræbe hende, ikke med det samme. Blodtabet ville. Han pressede kniven ind, nød følelsen af dens tur igennem hendes kød. Han gav den et lille vrik, lavede hullet lidt større så hun blødte mere.
"Nu kan du bruge den sidste halve time af dit liv på at bede til din gud." Han trak kniven ud, tørrede den af i hendes kjole og rejste sig så. Satte kniven i bæltet og trak sine bukser på plads.

Uden at sige mere gik han ud til de andre, hvor festlighederne var i gang endnu. Blodet havde farvet jorden rød og den metalliske lugt hang i luften. Han lænede sig mod vognen og havde en afslappet samtale med en af mændene, indtil han valgte at råbe op, nu skulle de se af at blive færdige, de havde en løn at hente! Hestene blev bragt dertil og snart rumlede vognen væk derfra, efterladende døde spredt ud over området, mænd, kvinder og børn uden undtagelse. De fleste af de yngste børn manglede, svinebundet bagerst i vognen med et par enkelte af kvinderne.
Men Dødens håndlanger havde været forbi og efterladt sit mærke uden nåde. Den første krage landede så snart vognen ikke kunne høres mere, snart efterfulgt at flere. Døden efterlod de sorte fugle føde nok til mange dage.

Proserpina skar ansigt som han ublidt skubbede til hende, stadig mærket af slaget mod hovedet der havde gjort hende en smule sløret. Sløret, men stadig fuldstændig klar over hvad der foregik. Noget hun virkelig bad til ikke ville ske, men vidste udmærket også godt forstod hendes gud eller nogle guder af nogen art kunne hjælpe hende med. Der var ikke nogen der kom til hendes redning. Der var ikke nogen der kunne skubbe ham væk fra hende - ikke med de kvalmende lyde hun kunne høre fra pladsen hvor vognen stadig stod og de tilbageværende måtte lide enten samme skæbne som hun selv, eller noget i tæt sammenligning. "Nej" hendes svar var svagt, men hun stod fast. Hun ville ikke sammenligne ham med en gud - han var ikke en gud. Han var bare en mand der gjorde præcis hvad han ville når han ville det. Intet guddommeligt, kun magt. Hendes krop forsøgte at lave en trækning væk som kniven kørte igennem hendes tøj uden problemer og frigjorde hendes krop mere for ham.

Hele hendes krop føltes som sten. Ubeskrivelig tung og død, men samtidig med så smertefuld og øm. Anspændt og alligevel fuldstændig forladt for kræfter til at holde nogle af musklerne i gang. Hun ville hellere dø end det hun lige havde oplevet, men det havde han ikke givet hende. Døden havde været for nænsom, og i stedet valgt at udnytte og tage, med stor vold og ligegyldighed.
Græd hun? Ja. Hun hulkede ikke, eller snøftede, men der løb tårer ned af hendes forslåede ansigt. Hun hørte ikke efter hvad han sagde. Hun lå bare, hørte hans stemme lidt som noget der var langt væk fra hende. Som om han slet ikke var til stede mere. Hendes mave trak sig sammen som det kolde stål sendte ubehag igennem kroppen, som den stærke kontrast der var til varmen i kroppen, spredt af skaderne.

Det var en forpint lød der forlod hende, som hun fik samlet nok kræfter til at løfte sine hænder for at stoppe kniven i at presse sig længere ind i siden, uden nogen form for kræft til rent faktisk at gøre en forskel. Proserpina krøllede sig sammen og stønnede i smerte som kniven drejede i kødet på hende, sendende stærke lyn af smerte igennem hele kroppen.
Hendes hånd lå skælvende over såret der blødte kraftigt og voldsomt. Det varme mørke blød der vædede hendes fingre og resterne af det ødelagte tøj alt for hurtigt. Hendes hoved gled ned til at hvile mod jorden igen, som hun kiggede efter ham, forpint og ødelagt. "Det er ikke mig der behøver at blive frelst" der var ingen kræft i hendes stemme. Ingen styrke til at sige det højt til andet end at hviske det. Herefter gled alt bare ud i et. Han var væk og havde efterladt hende tilbage til en sidste halv time i stærke smerter, der ikke kunne skjules, selvom hun forsøgte at holde de forpinte lyde tilbage. Hun ville bare gerne dø.

Lugten. Den tidligere natteluft førte lugten med sig og Ileana havde sat hesten i trav mod stedet, hvor det kom fra. Den blev kraftigere jo længere fremme af vejen de kom og selv hesten begyndte at reagere på det, slå med hovedet og halen, protestere i mod deres mål. Men lugten trak hende til sig og hun måtte se, hvad der var sket.

Det var ellers kun kort tid siden, at hun var redet fra en ensomt liggende borg, hvor hun havde underholdt borgherren i nogle dage, en ældre mand, der havde mistet sin kone og nu boede alene med nogle få tjenestefolk. Han havde ingen børn og betalte klækkeligt for hendes selskab, ikke kun i sengen, men også ved middagsbordet og i stuerne. Han var ensom og Ileana gav ham et pust af frisk liv. Ikke at det betød så meget for hende, han var en ganske rar mand, men det var kun én ting, han tænkte med. Som alle andre mænd. Hun havde dog brug for krystallerne.

Men hun var ikke i godt humør. Loke var stadig ikke kommet hjem og hun var selv begyndt at føle sig lidt ensom. Forladt. Og den triste følelse gjorde hende vred. Rasende. Det ulmede indeni hende og hun var ikke sikker på, at hendes afkom overhovedet ville overleve at komme hjem. Men efter turen igennem det nordlige Krystalland, hvor hun havde efterladt sig et spor af død, var raseriet faldet lidt til ro. Det lå nu bare inde i hende og ventede på at få fat i den rigtige mand, der havde svigtet hende. Det var, hvad mænd gjorde. Svigtede. Krævede. Kun tænkende på dem selv. Hun hadede dem!

Men lige nu var hendes tanker optaget af lugten. Og i det svage lys, der stadig var efter at solen var gået ned så kort tid før, dukkede der sig et drabeligt scenarie op foran hende. Lig. Så mange lig. Og blodet der flød på vejen, var løbet ned i det tørre grus. Langsomt stoppede hun hesten og med et udtryksløst betragtede hun de døde, der bestod af både børn og voksne af begge køn. Ikke en eneste følelse rørte sig i hende, hun havde set værre. Døden var intet for hende og hvem der havde lidt under den hvordan, ja, det var også ligegyldigt. Hun svang benet over hesten og trak det nervøse dyr ind og ud i mellem ligene, undersøgende om nogen stadig var i live. Det så ikke sådan ud. Ærgerligt. Hun kunne godt have spist, selvom det ikke var så længe siden sidst.

Hun nåede op for enden uden at se noget interessant og strøg beroligende dyret over mulen. Den rystede lidt og prustede skræmt. De måtte nok hellere fort... en lyd fangede hendes opmærksomhed. Noget der klynkede inde fra buskene ved siden af vejen. Hun trak hesten lidt længere frem og bandt den til et ungt træ, inden hun samlede sine skørter og bevægede sig ind i mellem de små træer. Lyden gentog sig og hun fik øje på en skikkelse på jorden, lidt længere fremme. Den blege hud var nem at spotte med Ileanas nattesyn. Og snart stod hun ved siden af en kvinde. Et menneske. Hendes blik gled over den bare krop. Så mange mærker. Trods at Ileana ikke havde drukket blod de sidste par dage, kunne hun stadig lugte manden på pigen. Vampyren kendte alle tegnene - tøjet, volden, lugten - og et udtryk af afsky gled over hendes ansigt. Mænd.
Langsomt satte hun sig på hug og løftede pigens hånd fra såret. Effektivt. Men langsomt. 

Hun sad og så lidt ned på hende. Tog hendes kønne træk ind, fornemmede døden over hende. Det ville ikke vare mange minutter, før hendes hjerte gav op. Fraværende strøg hun hende over panden. Hun var køn. Og havde fortjent sin hævn over den mand, der havde gjort det her mod hende. Og... måske... Ileana fugtede sine læber og lænede sig ned over hende, satte sine tænder i hendes hals og begyndte at drikke den smule, der var tilbage i pigens krop. Inden hun var helt færdig, brugte hun en af sine spidse negle til at skære et snit i sit håndled og tvinge noget af blodet i munden på mennesket. Og snart holdt hjertet op med at slå. Ileana havde kun vendt én person før og hun vidste ikke, om der ville ske det samme. Hvor lang tid ville der gå? Hun vidste det ikke, men de kunne ikke blive der. Der kunne komme nogen, anklage hende for myrderierne, selvom de tydeligvis var gjort med sværd og knive. 

Hun fjernede det ødelagte tøj fra kroppen og svøbte hende i stedet i den forede kappe, inden hun samlede hende op og bar hende ud til hesten. Styrken fra blodet pulserede igennem hende og vægten var intet problem for hende. Snart sad hun med den slappe krop på hesten og de red hurtigt derfra. Ikke at hun kunne nå hjem inden solopgang, nej, det ville tage dage, men hun vidste, hvor hun kunne gøre holdt. En grotte, der engang havde været brugt til tilbedelse af en gud. Den var tør, dyb og med plads til hesten. Hun skræmte et par ulve ud, der havde fundet ly, inden hun kunne trække hesten ind og lægge pigen på jorden. Der var ikke sket noget endnu, men det kom nok snart. Håbede hun.
Hun satte sig på jorden med ryggen mod klippen og lod blikket hvile på pigen, mens hendes tanker bevægede sig tilbage i tiden.

Proserpina var knap ved bevidstheden. Hun lå i sin egen smerte, som udformede den sidste tid af sit liv på denne jord, inden Kile ville hente hende hjem og skænke hende nåden af at slippe væk fra denne skærende smerte. Hun var blevet mere og mere bleg som blodet løb og hendes sind blev mere og mere ustabilt. Hun var ikke sammenhængende, og så ikke godt, hvis man da overhovedet kunne sige at hun så på noget. Hun ventede bare, næsten håbende at hun kunne hjælpe kroppen på vej.

Hun løftede træt sine øjne op imod en skikkelse der nærmede sig. I lang tid kunne hun ikke fokusere på hvem eller hvad det var, men fik en anelse af en kjole og en kvindelig figur, selv her i mørket. Men mere kunne hun ikke se eller fornemme. Alting var så mørkt og koldt. Koldt.. hele hendes krop var begyndt at miste varmen som blodet fortsat løb frit fra såret. Det var ikke meget reaktion der kom af at mærke en smerte i halsen, andet end en svag pippende lyd og sammentræk i ansigtet, men hun flyttede sig ikke, eller gjorde nogen modstand. Hun kunne ikke. Hun havde ikke kræfterne til at gøre noget af dette om så hun ville.

Proserpina husker ikke at hun fik blod dryppet ned i munden, ej heller at hun blev tvunget til at synke det. Hun huskede ikke noget som helst andet end at alting bare blev sort. At hun døsede hen. Mange ville nok sammenligne det med at besvime, men det var mere tungt. Som havde hun ikke nogen form for liv tilbage i kroppen. Hvilket vidste sig at være sandheden, som hun skulle affinde sig med, når hun engang vågnede igen.

Proserpina begyndte langsomt at åbne øjnene op, som noget der kunne antages for liv, vendte tilbage til hende. Hendes øjenlåg var tunge, hun følte sig generelt fuldstændig tung, øm og ødelagt i kroppen, og alligevel ikke skadet. Noget havde haft en indvirkning på hende. Fjernet de blå mærker, fået de ømme knogler tilbage til normal tilstand og formentligt lukket såret i siden. Forvirret kom der en smule mere bevægelse i hende. Det kunne ikke passe at nogen havde healet hende. Langsomt løftede hun sig op at sidde, holdte kappen rundt om sig, og opdagede en kvinde sidde fra hende. Hun kiggede forskræmt over på hende, men ytrede intet. Holdte vejret mens hun kiggede. Holdte det.. nej.. hun.. trak det bare ikke.. Hun havde glemt at trække vejret?! hvordan kunne det lade sig gøre

Tiden gik, men Ileana flyttede ikke på sig, holdt ikke op med at se på pigen. Forvandlingen tog længere tid end med Loke og hun overvejede, om hun mon var kommet for sent. Men nej, der havde været liv i hende og Ileana havde været den til at skubbede hende i favnen på døden.
Hun brugte tiden på at tænke på dengang hun blev forvandlet. Den kolde fangekælder, Krian, der havde givet hende det ultimative tilbud. Hun havde endnu ikke fortrudt, nej langt fra. Hun elskede det. Friheden, styrken, mulighederne. De fleste ville nok rynke på næsen over det, hun brugte sit udødelige liv på, men det var hendes liv og hun gjorde med det, som hun ville. Hun havde selv bygget det op fra bunden, efterladt af sin skaber fra da hun blev skabt. Og hun var stolt af at være den, hun var.

Endeligt var der bevægelse, noget Ileana opfangede med det samme med sine skærpede sanser. Hun blev dog først tavst siddende, så hvordan pigen slog øjnene op og begyndte at røre lidt på sig. Selvom det var over 700 år siden, kunne Ileana godt huske følelsen. Mellemtingen mellem død og levende.
Det var først, da hun satte sig op og fik øje på hende, at Ileana rørte på sig, blinkede og viste sig at være andet end en statue. Hun rejste sig langsomt, mest for ikke at skræmme pigebarnet, og gik så hen for at sætte sig på knæ ved hende, noget der fik den flotte kjoles stof til at rasle omkring hende. Det kønne ansigt havde et svagt smil om læberne og et lidt venligt udtryk, hvilket de skarpe blå øjne dog ikke helt fulgte. 

Langsomt løftede hun en hånd og lod fingrene blidt kærtegne den anden kvindes kæbelinje fra øret og ned til hagen.
"Vær ikke bange, barn. Hvad er dit navn?" Ileana lagde hovedet lidt på skrå og lod fingrene hvile ved hendes hage, mens hun nærstuderede hende træk. Der var ikke meget lys i hulen, et par enkelte stearinlys var sat op, men hun havde ikke problemer med at se. Det ville den anden heller ikke have. Nattevandrernes gave.

Proserpina krummede sig sammen som den anden kvinde rejste sig, hvor forsigtig og rolig hun end var. Det var skræmmende det hele. At gå fra en døende tilstand til pludselig at være i denne grotte eller hule eller hvad end det nu var, som virkede dunkel og alligevel nem at se rundt i. Det var skræmmende. Forkert på rigtig mange måder. Der var noget over kvinden der gjorde det ubehageligt. Hun var for fin og alt for rolig omkring det hele. Samtidigmed at øjnene havde noget koldt over sig, der ikke passede overens med den venlige udstrålingen hun trods alt forsøgte let at sende. Proserpina var i hvert fald ikke overbevidst - mest fordi hun i forvejen var så skræmt og forvirret.

Proserpinas øjne blev større som den anden kvinde rørte ved hende, og hun åbnede munden let, trods ingen ord kom ud af hendes mund til en start. Så den andens træk, udtråling og generelle udseende, som var det højlys dag. Hun måtte være død. Det her var alt for uvirkeligt. Hæst fik hun gang i sin stemme, og svarede på spørgsmålet, trods hun mest havde lyst til at trække sig væk og forblive forskræmt i et hjørne. "Proserpina.." Efternavnet kom ikke med, ikke lige nu i hvert fald. Nok fordi hun ikke følte sig nær så glad for navnet efter alt hvad kiles orden havde forårsaget. Eller også følte hun ikke at den anden behøvede at vide det. Den anden mærkværdige kvinde som på en gang virkede til at ville passe på hende, men samtidigmed også fuldstændig ligeglad med hende. En underlig følelse. Stadig glemte hun at trække vejret og forsøgte en enkelt gang at hive luften ned i lungerne, men det gav ingen forløsning som det plejede. Der var et eller andet galt med hendes krop. Noget der kunne ses i hendes øjnes udtryk der blev mere forvirrede og skræmte. ”H-hvad sker der med mig?”

Åh alt det skræk, der var i den unge kvindes øjne og træk. Ileana selv havde ikke haft tid til at være bange, ikke haft tid til at reagere på sin krops forandring, ikke før hun havde fået sin blodige hævn. Det gik op for hende, at selvom hun havde omvendt Loke, vidste hun ikke, hvordan hun skulle klare denne piges skræk. Ikke rigtigt. Men hun var ikke en, der var bange for at fejle og hun valgte at tage det som det kom. Være sig selv.
"Proserpina." Hun smagte lidt på det og smilede så lidt. "Et smukt navn." Hun var ligeglad med, at hun ikke fik et efternavn, det skulle nok komme. Hendes tommelfinger kærtegnede kort den glatte hud, der var lige så kold som hendes egen, inden hun slap hendes hage igen.

Spørgsmålet var forventet, men Ileana svarede ikke med det samme, betragtede hende bare lidt. Hvordan skulle hun forklare det? Hun sukkede dæmpet, men smilet på hendes ansigt blev en smule større. Som om, at hun skulle til at fortælle hende en god ting. Men det var en god ting, også selvom Ileana ikke forventede, at pigen så det sådan nu. Men det ville komme. 
"Du har fået en gave. Du lå døende efter en mand efterlod dig der. Jeg har reddet dig. Givet dig muligheden for at tage hævn på de mænd, der tror de kan bruge os som det lyster dem." Ileana kunne ikke holde hadet for det mandlige køn ude af sin stemme og sit blik. Men hun forsøgte at holde sig til emnet. Pigens vidunderlige forvandling.
"Jeg kunne ikke forhindre dig i at dø, men jeg kunne give dig evigt liv."

Hun rakte ud og strøg en tot hår om bag pigens øre. Hun var ganske køn. Åh, Ileana håbede hun ville blive godt selskab.
"Du er død. Men levende. Jeg er vampyr og har omvendt dig." Hendes stemme var uendeligt blid. Et afkom. En kvinde. Det var ikke fordi Ileana var overvældet med følelser, men tanken gjorde alligevel noget ved hende. Måske var det sådan det var, at få børn. Det var ikke helt samme følelse som med Loke, men han havde også været et forsøg. En handling af kedsomhed. Denne gang ville Ileana faktisk gerne have det selskab et afkom kunne tilbyde hende. Hun var så alene.

At være bange, var for Proserpina den mest logiske og normale reaktion på alt hvad der foregik. Hun kunne se i mørke, hendes åndedræt skulle tvinges frem og gav ikke hvad hun før havde fået af dens drag, og en fremmed kvinde sad med sine kolde fingre hvilende mod Proserpinas hage og gav ganske let en kærtegnelse, nærmest som var hun der for at passe på den forskræmte unge kilepræst. Hun svarede ikke på at hendes navn var smukt, hun var stadig alt for lamslået til at forstå hvad der foregik, og halsen ville ikke lystre til at udforme ord. Så hun forblev tavs.

Proserpina så på den anden med store øjne. Store forvirrede runde øjne og et udtryk der vidste den samme tilstand. "H-hævn?" derefter begyndte det langsomt at dæmre. Hvad manden havde gjort ved hende, som mange af den type mænd gjorde. Tog for sig af kødet og var ret ligeglad med hvad efterfølgerne var for det som blev deres fornøjelse. Proserpina kiggede op på den anden kvinde. Hadet til mænd var tydeligt, og absolut ikke til at tage fejl af. Nogen havde i denne kvindes liv, gjort ting der ikke kunne tilgives, og hendes søgen havde været hævn. Proserpina ejede nok ikke samme mentalitet, for selvom hun ikke tilgav manden for at havde efterladt hende i smerte, efter at blive udmyget, var hævn nok ikke vejen frem.
Kvindens næste sætning fik Proserpina til langsomt at åbne munden, men endnu engang kom or dikke ud.. Evigt liv? nej, det var der ingen der havde.

Proserpina lukkede sine øjne, klemte dem sammen og krøllede sig lidt sammen. Hun var blevet frataget sin rejse til Kiles rige. Forvist, føltes det mere som, men den anden kvindes stemme, og blide berøring afslørede at det ikke virkede som en ond mening. Men at kvinden havde forsøgt at redde hende, og dermed påførte hende vampyrens forbandelse. Evigt liv, en pris der blev betalt dyrt for. Hun ønskede ikke et evigt liv, men sagde det ikke. Ville ikke såre den anden for sin gerning, som i Proserpinas hoved, stadig var af uselvisk natur. Naivt, men det havde hun altid været. "Hvad skal der ske med mig nu? Jeg ved intet om.." stemmen gik i stå. Hun vidste intet om at være vampyr, og der kunne ikke skjules en let tristhed i stemmen. Proserpina kunne ikke dø naturligt.. ikke mere.. Det havde den anden frataget hende - men Proserpina følte ikke vrede mod hende trods det. "Overlevede nogen af de andre?" tankerne vendte tilbage på de skræmte kvinder og børn, dem hun havde forsøgt at beskytte, uden nogen form for held.

Ileana lagde hovedet let på skrå, mens hun så minderne komme tilbage til kvinden. Hævn. En fremdrift så stærk, at Ileana stadig levede på den 700 år efter det hele startede. Hun kunne ikke forestille sig, at denne unge kvinde ikke ville have hævn for det, der var sket. Den voldelige behandling, at blive taget med magt. Hvem ville ikke se nogen bøde for det?
Kropssproget, de lukkede øjne. Det var ikke let at forstå, hvad der var sket. Hun reagerede anderledes end Loke havde gjort, men hans død havde også været… fredelig… måske det så var lettere at håndtere?

Ileana havde en sær ny følelse i sig som den så meget yngre kvinde åbnede munden og spurgte, hvad der skulle ske med hende nu. Hun ville beskytte hende. Hun løftede hånden igen, men gik i stå i bevægelsen. Hvad mon det nye betød? Hvorfor havde hun disse følelser, dem havde hun ikke haft med Loke. Ikke på denne måde. Et par sekunder gik, inden hun valgte at følge følelsen, se hvor den førte hende hen. Lige nu fik den hende til at stryge fingrene over hendes hår, noget af det stadig stift af blod.
”Jeg vil lære dig. Passe på dig. Ingen skal røre dig, mens du er ved mig.” Ordene var oprigtige, hvilket igen forvirrede Ileana, men der var ikke tid til at spekulere over det nu. I stedet fortsatte hun med at kærtegne hendes hår.

De andre. Ileana fik et mentalt billede af alle ligene, der havde været spredt ud over vejen. Børn, kvinder og mænd. Der havde ikke været nogen overlevende, da hun kom, selv kragerne var gået i gang. Om overfaldsmændene havde taget nogen med, vidste hun ikke. Kort overvejede hun at lyve, men endte med at sige sandheden. Proserpina kunne lige så godt lære, at verden var et hårdt, koldt sted.
”Der var ingen levende, da jeg kom. Du var den eneste, der stadig havde et bankende hjerte.” Denne gang var tonen af tristhed og medfølelse falsk, men det ville ikke kunne høres. De blå øjne var ligeledes fyldt med tristhed, mens hun så på hende, kærtegnede hende. Legede beskytter.

Proserpina havde det mærkeligt over hævn. Intet af hvad der var sket var retfærdigt. Intet af det som var sket hende kunne retfærdiggøres på nogen måde, og alligevel fik hun det dårligt ved tanken om at tage hævn. Hvordan skulle hun kunne gøre det? Hvad skulle hun kunne gøre ved ham der kunne retfærdiggøre den smerte hun havde følt. Hvordan hele hendes krop gøs ved tanken om hvad han gjorde ved hende. Hvordan hun forsøgte at jage alle følelser, minder og lyde væk fra sig så snart enkelte ting bare mindede hende det fjerneste om mandens eksistens. Proserpina hadede ikke folk, men dette måtte være så tæt på hun kunne komme - tænkte hun naivt uden at vide at det præcis var hvad had var.

Proserpina kiggede på den anden kvinde med store øjne. Stadig forvirret over hvad der foregik, men blev beroligede af ordene. Der var en til at passe på hende, og sørge for at intet af det samme skete igen. Kunne hun være andet end taknemmelig, trods hendes dødelighed var blevet hende frataget. Hun sank en klump der havde formet sig i halsen og nikkede svagt.

Øjnende lukkede sig mens et dybt suk forlod hende, trods hun ikke havde behøvet at trække luft ind for at udforme det. Det hele var så underligt i kroppen. Som om intet fungerede, og alligevel opførte sig som om intet kunne ødelægge eller stoppe den. "Oh." det gjorde hende trist at høre, men hun forsøgte at lukke minderne ude. Hun havde ikke set det værste, men enkelte lyde gik igen trods hun burde fortrænge dem. Hun var ikke sikker på om hun nogensinde kom sig over dette. Proserpina kiggede ned af sine egne arme der stadig var dækket mest af skidt, men også noget blod. Med en grov bevægelse gruppede hun sig over armen og fik noget at fokusere på, der distancerede hende fra alt det andet. "Er der mulighed for at vaske sig?"

Ileanas blå øjne hvilede intenst på kvinden foran hende. Hun forsøgte at opfange, hvad hun tænkte på. Læse det i hendes træk. Hun vidste ikke, hvad hun ville have ud af hende, var stadig forvirret over sine egne reaktioner på at have vendt dette pigebarn. Men hun vidste også, at hun ikke kunne gøre så meget ved den følelse nu, så hun gjorde, hvad hun altid gjorde. Skubbede den ned i det sorte hul, hendes indre bestod af. I stedet trak hun sig hånd til sig og samlede dem begge i sit skød. Forsøgte at virke ufarlig. Hun var ufarlig, hun ville beskytte hende. At hun senere nok ville bruge smerte som kontrol, det rørte slet ikke hendes sind lige nu.

Proserpinas spørgsmål fik Ileana til at blinke lidt overrasket, mest fordi det ikke passede ind i den samtale, de lige havde haft. Vand. Hun så kort mod grottens udgang, hvor lyset fra solen kunne skimtes. Det var en lang skæv grotte, og lyset nåede dem ikke herinde. At gå ud efter vand var udelukket, men Ileana drejede hovedet den anden vej. Grotten fortsatte længere ind og hendes skarpe hørelse kunne høre lyden af vand. Ikke meget, det var vand, der kom ud af klippen og lavede en lille pøl på gulvet. Ikke mange centimeter dyb.
”Der er vand længere inde. Koldt, men rent.”

Ileana rejste sig, elegant nok i forhold til hendes store kjole, og rakte ned for at hjælpe den nye vampyr op. Der var intet blod hun kunne give hende og hun regnede med, at kroppen var svag efter forvandlingen. Så hun ville støtte hende hele vejen hen til vandet og tilbage igen, hvis nødvendigt. Forbandede sol, hun havde brug for mad til sit nye afkom.
Ileana spiste, når hun havde lyst og mulighed. Rusen ved at få blod i kroppen var vidunderlig og hun elskede styrken og de forstærkede evner, der fulgte med. Og alligevel holdt hun ofte lidt igen for ikke at tiltrække sig opmærksomhed. Noget hun havde ignoreret efter Midvinterballet, hvor Loke havde efterladt hende. Åh, så meget død og blod, hvor hun gik.
”Så snart solen går ned, finder vi noget at spise til dig. Så du bliver stærkere.”