Sted: Jocastas, Karkhos', Ezras og Helenas hjem
Tid: 02:37
Vejr: Ingen blæst, men dog overskyet og lettere fugtigt

Lyden af hænder der slog mod noget der ikke var helt blødt men heller ikke helt hårdt var dominerende. Smerten var næsten ægte, når hænder ramte kødet i en uregelmæssig og alligevel meget regelmæssig rytme. Vejrtrækningen var anstrengt, hæs, rasende. Et frådende, voldsomt raseri, der bare aldrig sluttede. Ansigtet var næsten rødt af anstrengelse og vrede og øjnene løb i vand. Knoer blødte og fingre var krampagtige. Men de stoppede ikke. De hamrede videre på kødet der engang havde tilhørt et ansigt og det stoppede ikke. Der var ingen pauser. Arme sang af udmattelse, men samtidig var de fyldt med energi. Vred energi. Skyldig energi. Først var der horn på ansigtet. Horn tilhørende en satyr. Et blink afslørede rødligt langt hår der krøllede let og en ældre kvindes krop. Den ene rystende hånd trak en kniv og stak den ned i kroppen, der skreg højt af smerte og frygt. Først var stemmen kvindelig, senere melodisk og tilhørende en mand. Til sidst virkede håret og kroppen genkendeligt. Og da skriget lød, genkendtes det omgående. Hænder lagde sig om offerets hals og klemte til. 

Jocasta følte sig ikke hjemme her. Det var ikke hendes krop, hun selv var i. Men det var stadig de samme tattoveringer der pyntede hendes venstre hånd og arm. Og det samme var der på kroppen under hende. Vreden dulmede ikke af af den grund. Hænderne klemte til. Jocasta ville stoppe det, men hun kunne ikke. Hun var for vred. Ude af kontrol. Som en hund der var besat af galskab. Eller som en bror, der havde sin faders raseri.
Snart vendtes verden på hovedet, og hendes halsrør snørede sig sammen. Hun kunne ikke få luft. Hun blev ved med at forsøge og da hun åbnede øjnene, så hun sig selv siddende over sig, raseriet malet i ansigtet så tydeligt, at det ikke var hendes egne øjne hun så, men derimod Morpheus'. Vrede blev erstattet med rædsel.

Hendes mareridt føltes virkeligt og lydende hun lavede som hun i mareridtet blev kvalt halvt til døde var lige så virkelige. Hvis man blot kom ind i det faldefærdige hus på nuværende tidspunkt, ville man nok tro, at hun havde fået noget galt i halsen og forsøgte at få det ud før hun ikke var i stand til det mere, og det så også helt bestemt sådan ud, som hendes hænder kradsede halsen uvilkårligt i et panisk forsøg på at få usynlige, stærke hænder væk.

Helena havde været i process med at vende sig, for at finde en ny stilling at sove i. Det var blevet direkte svært at sove uden at have Karkhos i nærheden, og hun vendte sig flere gange om natten, ubevidst søgende efter ham. Det resulterede også i, at hun ikke lå i den dybe søvn som hun drejede om på den anden side. Ukendte lyde nåede hendes øre, og fik hende langsomt til at åbne øjnende. Træt. Der var fuldstændig mørkt omkring hende, afslørende at det var midt om natten. Hun blinkede et par gange, vågnende mere op, som lydende blev værre.

Med en brummende træt lyd kom hun op og sidde, lyttende med en undrende blik. Det lød som om nogen var ved at blive kvalt. Det tog et halvt sekund for hende at gå fra søvnbetynget til lysvågen. Helena kastede tæppet af sig og kom op og stå. Der var ikke ligefrem døre i det faldefærdige hus, ej heller ret mange rum eller plads, så lyden blev båret nemt. Panisk bevægede hun sig hen til der Jocasta sov. Hendes øjne kunne skimte hendes skikkelse i mørket, vride sig og fribrilsk tage sig til halsen. Men der var ikke andre.

Hun havde mareridt. Et slemt mareridt. "Jocasta vågn op" Hendes stemme var hæs, afslørende at selvom adrenalinen havde vækket hende, var hendes stemme ikke helt vågen. Hun satte sig ved siden af den forskræmte kvinde, og tog blidt fat i hænderne der forsøgte at kradse halsen til blods. Selvom hendes hænder var blide, var hun også instisterende og fast. "Jocasta, Vågn op!" En smule mere hårdt, som hun trak i hænderne for at få dem væk fra halsen. Hvis det ikke virkede, skiftede hun taktik til at ruske hendes i skulderne, til hun vågnede. Helena vidste at ved et mareridt var der risiko for at blive slået ud efter ved denne behandling, men hellere det end at hun skulle blive liggende i dette mareridt.

Først bemærkede den paniske sovende Jocasta ingenting, men da hendes hænder blev hevet fast og bestemt i, og en stemme lød fjernt, var det som om, at den vågne verden hev fat i hendes allerede rædselslagne sind. Hun vågnede brat og voldsomt, men grundet den rene rædsel var der ingen skrig fra hende. I stedet tog magien inden i hende over og mens Helena havde fat i hende, smeltede hun dem begge ind i den skygge Helena kastede på væggen bag sig. De var stadig i huset. Men her var fuldstændig gråt og en kølig islen ville meget hurtigt bemærkes for Helena der ikke var vant til dette sted. Ikke engang for Jocasta var det her hjem, selvom hun var født med evnen til at træde herind. Der gik et par sekunder før den paniske kvinde, der lige nu trak vejret hurtigt og havde koldsved på panden, samt meget røde mærker på halsen opfattede hvad der egentlig foregik og hun fik dem hurtigt tilbage til den rigtige verden før hun omgående trak sig væk fra Helena, rystende over det hele. For Helena havde været med i mareridtet. Hun havde været ét af ofrene. Sammen med Ezra. Jocasta var fuldstændig overbevist om, at hun lige nu var et forfærdeligt monster. Og det hjalp bestemt ikke, at hun lige havde trukket Helena med sig ind i en anden, kold og mørk verden.

Hun tog sig til hovedet med begge hænder, blev ligbleg og det vendte sig omgående i hendes mave ved de ulækre, forfærdelige tanker der fløj voldsomt gennem hendes sind. Længe gik der ikke fra hun sad der i sengen til at hun var på benene og i løb hele vejen ud til fordøren hvor hun faldt ned på knæ og kastede op i væmmelse over drømmen, der havde holdt hende i sin magt. Hun ville så gerne undskylde. Men det var alt for meget. Alting pressede sig på, og det snurrede fuldstændig for hendes blik. Det var som at være dødhamrendes fuld på den meget, meget dårlige måde. Som at være hundesyg. Det var ækelt og klamt. 

Jocasta vågnede brat og gjorde noget Helena aldrig før havde prøvet. En forskrækket lyd gled igennem hende, som hun spændte op i hele kroppen. Hun slap ikke den andens hænder, men hun var forskrækket. Hun blev revet ud af virkeligheden og ind i en mærkelig grå verden. Huset var væk. Væggene var væk. Alt hun kendte ud over Jocasta var væk. Men lige som det var sket, var de tilbage igen. Forskrækket trak hun sine hænder til sig, som Jocasta panisk trak sig væk. Hun stirrede på den anden og trak vejret en smule mere ujævnt. Men det tog ikke mange sekunder før hun tog en dyb indånding og fik styr på sig selv.

Men hun nåede ikke at reagere yderligere før Jocasta styrtede forbi hende, ud af rummet og væk fra hende, ligbleg og med høj fart. Helena blinkede et par gange før hun rejste sig og fulgte efter. Hun genkendte lyden af en der kastede op, og hun sagtnede farten til mere rolige skridt. Forsigtigt satte hun sig ned ved siden af hende og lagde blidt en hånd på hendes ryg. "Det er okay, det var et mareridt" Hendes stemme var rolig, selvom hun var blevet forskrækket over den mærkelige og ubehagelige oplevelse af at være kommet ind i en mørk og kold verden der ikke var som den levende verden. Men det kunne hun vente med at tænke over. Hun kørte blidt sin hånd i en aende og beroligende bevægelse hen over den unge kvindes ryg.

Mens hun kastede op, blev en hånd lagt mod hendes ryg og hun gav et lille spjæt før hun blev færdig med at vende mavesækken ud. Hun havde det stadig lige så rædselsfuldt. Aldrig havde hun haft så klam en drøm. Ikke engang efter brugen af sin blodmagi. Det her var i en helt anden kaliber af forstyrret og sygt og forkert.
Hun rykkede sig lidt væk fra det rod hun havde efterladt i græsset og endte med at sidde på røven, skjulende ansigtet bag sine stadig rystende hænder. Kulden var både rar og ubehagelig, men det var ikke den der var vigtig lige nu. Hun havde næsten myrdet Helena i sine drømme og hun havde et uendeligt behov for at undskylde for det. Hun skulle bare lige..

Efter et par minutters stilhed formåede hun at se op på på Helena med blanke øjne, før hun rystede på hovedet. "Undskyld... J-Jeg... Undskyld," mumlede hun lavt, før hendes blik sank til græsset foran sig, nærmest chokeret over at hun kunne være så grimt et monster i den drøm. Inderst inde vidste hun dog godt, hvor hun havde det fra. Hun var en Atillian og skønt hendes mor havde efterladt hende egenskaber der var milde og blide, var Ciprian der stadig til at forpurre det. Lige gyldigt hvor meget hun så end forsøgte at se sig selv som en god person, så var hun stadig i familie med to monstre og det måtte betyde, at hun også selv var det. Hun bar på vreden, inde i sig, ukontrolleret men buret så grundigt inde, at hun forhåbentlig aldrig ville falde til det. Andet end i sine mareridt åbenbart. "Det var ikke min mening.. Undskyld," blikket blev så småt helt tomt, som hun bare stirrede ned på græsset.

Helena fortsatte med blidt at ae Jocasta på ryggen trods spjættet der gik igennem kroppen på den unge kvinde. Hun havde været vidne til alt dette før, på en eller anden måde. Når hendes børn havde haft mareridt eller været syge. Hun havde haft tjenestefolk til at hjælpe sig, men det kunne ikke opfylde kravet for hvor vigtigt det var at have en der holdte af sig i nærheden. Så selv hvis det betød hun ikke fik nattesøvn eller måtte nedpriotere at få mad, var hun blevet når de havde været syge eller dårlige. Det gjorde hun også nu. Helena sagde ingenting, men lod Jocasta tage den tid hun havde brug for til at falde ned igen.

Helena lagde ganske let hovedet på skrå, med en undrende mine, som Jocasta begyndte at undskylde. Hun regnede med at det var for mareridtet, turen ind i den mærkelige og ubehagelige verden, og nu opkastet der var strømmet ud af hende. Men det var ikke noget at undskylde for. Helena sukkede let og trak blidt Jocasta ind til sig, lagde armene omkring hende og nussede hende blidt i håret. "Du har ikke noget at undskylde for. Det var et mareridt." Helena ignorerede nattekulden der gled over hendes hud, selvom hun godt vidste at hun ville begynde at fryse på et tidspunkt. Men det var ikke vigtigt. Hun kunne altid få varmen igen senere. Det var ikke fordi hun ikke havde tøj på til at kunne klare det. Det var begrænset hvad der var at sove i, så at sove fuld påklædt var efterhånden blevet en vane.

Længe gik der ikke før et par stadig varme arme lagde sig om hendes rystende krop. Det gav en tryghed som var virkelig tiltrængt, moderlig og kærlig. Præcis som når det var hendes egen mor. Og det værste ved alt det var, at Jocasta ikke følte at hun fortjente det på nogen tænkelig måde, hvilket fik tårer til at strømme ned af hendes kinder, lydløst. Hun var for træt og udmattet til at hulke. Træt i hovedet og kroppen, hun var et komplet nervevrag i dette øjeblik og hun havde mest af alt lyst til at lægge sig til at sove igen, men nej. Nej, mareridtene ville komme igen, hun var sikker på det. Hun ville ikke sove, hun nægtede det. Men det her, det var rart, også selvom hun havde lyst til at vriste sig fri og bare stikke af for at forblive væk fra det hele. Helena, Ezra og Karkhos. De var bedre stillet hvis hun ikke var der. Det måtte være sådan her det føltes når man virkelig var en byrde for andre. Og var der noget, Jocasta frygtede, så var det at være en svag byrde, der ikke kunne beskytte dem hun holdt af.

"Det var ikke bare et mareridt. Det var mig," hun forblev stadig i Helenas favntag. Selvom hendes lyst til at forsvinde og ikke komme tilbage var stærk. "Jeg tæskede livet ud af... Nej... J-jeg kan ikke sige det," hvad ville hun ikke tænke?! Det ville da først ødelægge alting hvis hun fortalte sådan nogle ting til den familie hun havde tilbage som rent faktisk ikke var et rasende monster. Hellere lukke det inde og aldrig snakke om det mere. Men selvom Jocasta forsøgte at sluge sit indre oprør, så var det bare for voldsomt til at hun bare kunne rejse sig og lade som ingenting, så hun blev siddende i Helenas arme og følte sig skyldig og skamfuld for overhovedet at tillade at dette skulle ske. "Jeg har en kold verden inde i mig og jeg er farlig.. Du så det selv, jeg er til fare for dig og Ezra og Karkhos," hendes stemme gik fra træt til lettere panisk på meget få sekunder.

Helena kiggede ned på toppen af Jocastas hoved, som hun begyndte at snakke. Hun sørgede for stadig at holde hende ind til sig, give en eller anden form for tryghed og varme ved at være der. Hun rokkede Jocasta blidt frem og tilbage, som hun fortsatte med de rolige aende bevægelser. Det var okay at have det dårligt. Det var okay at være bange, ked af det og skræmt. Ordene blev aldrig helt færdiggjort i at fortælle hvad der foregik, eller hvad Jocasta havde drømt om. Andet end hun havde slået nogen i sin drøm. At dømme efter hvor panisk hun havde været, var det netop det der havde skræmt hende.

Som født og opvokset i en familie hvor vold var normalt at overvære og mærke, sagde det en del mere om Jocasta, på den gode måde, end den unge kvinde nok selv kunne se. Hun havde det dårligt over netop at havde benyttet vold. Slået nogen så voldsomt at de var døde af det. Det afspejlede en indre frygt der kom til udtryk igennem forfærdelige mareridt. Helena lod hende tale færdig før hun tog egne ord i brug, mærkende panikken i den andens stemme, hvilket fik hende til at holde lidt tættere om hende. Passe på hende.
"Du bragte mig ikke ind i den verden med vilje. Jeg vækkede dig fra et mareridt. Jeg var klar over risikoen ved den gerning." svarede hun med en blid og rolig stemme. Nærmest forsøgende at lade sin egen rolighed glide over i den anden. "Du er ikke til fare for os. Det var et mareridt. Og selv hvis du forsøgte at overbevise os om at du var til nogen form for fare, tror du så selv vi gik fra dig?" Karkhos ville blive, han var fast besluttet på at se sig selv som soldaten der altid var i hendes tjeneste. Helena ville blive, fordi Jocasta var hendes niece og familie. Ezra var Jocastas bedste ven. Men det vigtigste for dem alle tre, var at de holdte af den unge kvinde. Der var fare ligemeget hvor de gik hen eller gjorde. Det betød ikke at de opgav.

Idet Jocasta kunne mærke favntaget blive mere stærkt ved hendes panik valgte hun, næsten som et barn, bare at søge varmen mens hendes hånd automatisk søgte op og tog fat om amuletten der hang om Helenas hals. Det var en ting hun altid havde gjort ved sin mor også og dette føltes bare så rart og trygt at hun ikke kunne lade være. Det var svært ikke at sammenligne Helena bare en smule med Scaralin, især lige nu hvor hun ikke havde styr på sig selv og bare græd videre mens Helenas logiske stemme nåede hendes ører. Det gav alt sammen mening, når hun sagde det på den måde, hun gjorde det på. Hun lod være med at kommentere på noget som helst, sad bare stille og lod sig rokke, mens hendes fingre fulgte mønsteret i amuletten.

"Men jeg er til fare for jer. Jeg var tæt på at få mig selv slået ihjel af min egen sindssyge bror fordi jeg troede at der var et menneske inde i hans rasende hoved. Han kunne have dræbt Ezra da han kom og Karkhos bar mig hele vejen til helbredelseshuset selvom hans ryg ikke kan klare det. Jeg ved godt, at han er en soldat og at han ikke vil vise svaghed, men jeg tærer på hans kræfter, fordi min naive dumme beslutning fik mig slået til... Ja," ordene røg ud af munden på hende i en blanding af frustration og sorg over at have skabt så meget kaos i satyrens og soldatens liv. Hun ville bare gerne gøre ting rigtige igen! Endnu en gang gik tanken om hvad der ville ske hvis hun bare var blevet i Rubinien igennem hende. Hvis bare Scaralin ikke var kommet ud for det uheld ville intet af dette være sket. Og samtidig ville Karkhos være blevet hos hendes hæslige far og bror. Men han ville ikke skulle sove i kulde og dårlige omgivelser. Og Ezra ville være forblevet en lykkelig satyr uden ar på sjælen. "Alt det jeg gør ender med kaos og dårlige hændelser," mumlede hun til sidst efterfulgt af et suk af afmagt.

Helena mærkede tyngden blev en smule tungere i kæden omkring sin hals, som Jocasta tog fat om amuletten. Hun skævede let ned, men gjorde ikke noget for at tage den fra hende. Hun vidste at den måtte minde Jocasta om sin mor. Scaralin der havde haft en nøjagtig magen til. Det var en trøst for hende, og det ville Helena ikke tage fra hende. I stedet fortsatte Helena blot med at rokke ganske let frem og tilbage med den unge kvinde i sin favn og fortsætte de rolige bevægelser over håret.

"Det er ikke sandt." bekendtgjorde hun rolig, selvom hun godt kunne se det fra Jocastas synspunkt. "Jeg kan ikke fortænke dig at have prøvet. Han er din bror, og selvom det endte galt, viser det stadig hvor varm og godhjertet en person du er." forklarede hun stille og roligt, lod sig genspille noget af mindet omkring den mængde af blod hun havde set ved første møde med den unge kvinde. Det hjemsøgte hende stadig nogle gange. "Det er altid nemmere at se det dårlige og det kaotiske der er kommet i følge med ens beslutninger." Helena løftede hovedet en lille smule fra at havde hvilet sig mod Jocastas og kiggede ned på hendes ansigt. Hendes øjne var blide og varme. Hun ville passe på hende, på den måde hun kunne. "Ved du hvordan Karkhos reagerede på at fortælle at han havde valgt at følge dig?" Helena huskede krobesøget, hun huskede sin egen forvirring og de mange spørgsmål hun havde haft. Hvordan hun havde fundet roen i at snakke med den tavse soldat. "Han var glad. Han vidste fra start at det ville blive hårdt, at han mistede magt og materielle goder ved at følge dig. Men han var glad. En handling du har taget, førte til en glæde i hans liv" Helena håbede at Jocasta forstod hvad det var hun forsøgte at forklare. At det nok ikke var en nem rute de var på, og at der skete mange kaotiske ting omkring dem. Men at det var det værd, også selvom det var hårdt. At det ikke kun var den farlige side af situationen der var vigtig, men også hvordan de alle følte. Desværre kendte hun ikke Ezra til at kunne fortælle om hvordan hvilket effekt det havde haft på hans liv, men han var her stadig af en grund!

Efter det store vandfald af ord, der havde formet sig i luften fra Jocastas tanker, tillod hun sig at være stille og lade Helena tale hende ned til jorden igen. Og det ville være en skam at sige, at kvinden havde fejlet. Det gav en ro der overraskede Jocasta og fik hende til at slappe mere af end hun havde gjort længe, selvom hun stadig følte sig meget skidt efter mareridtet. Stadig klam og kold og en smule rystende, men trygheden var ikke længe om at finde frem til hende som Helena slog hendes panik og selvhad til jorden med logik og varme, som ikke engang Jocastas mørke tanker kunne hamle op med. Hun tillod sig at lade ordene synke ind, at lade dem blive virkelige. Måske var hun ikke det monster hun havde malet sig selv til at være alligevel? Hun tvivlede stadig meget, men hun havde brug for dette. Så hun troede på det. Troede på Helenas ord om, at hun havde givet Karkhos glæde ved sine handlinger.

”Jeg…. D-du har ret..” hun lod sig slå og fandt sig i, at hun muligvis ikke havde ret alligevel. ”Han har bare ikke sagt så meget.. Jeg troede jeg havde gjort det hele galt, men du har ret.. Eller.. Det tror jeg,” og med det lukkede hun sine øjne og lod for en gangs skyld roen sejre over kaosset. Hvis bare det kunne forblive sådan her, ville hun være tilfreds. Det ville det sandsynligvis ikke i morgen, men lige nu følte Jocasta sig for én gangs skyld i fred med sig selv.

Det var en lettelse at høre Jocasta give hende ret. At det hun havde sagt, trods alt havde virket på den forskræmte unge kvinde. Hun kunne ikke forstå hvordan hun kunne føre sig så forkert og farlig, når alt Helena havde set fra hende var godhed og varme. At forestille sig hun skulle være et monster, som mange i familien, var simpelthen uvirkeligt. Jocasta lignede sin mor. Noget Helena takkede guderne dybfølt for.

Helena kom med en ganske svag latter, og krammede Jocasta en lille smule mere ind til sig. At Karkhos ikke havde sagt så meget, var en ganske god beskrivelse af ham generelt. Han var stille, mere den brummende type, og han smilte sjældent. Kunne man bebrejde ham ud fra det liv han havde ført sig. "Karkhos siger jo aldrig noget, min pige" Aldrig var måske et for stort ord, men han sagde virkelig ikke meget. Helena snakkede i hvert fald mest af de to! Og hun talte sjældent som et vandfald når det kom til stykket. "Og selvom han måske ikke er enig i alting, så tror jeg han vil sige noget hvis han virkelig mener du går i en forkert retning" tilføjede hun roligt. Hun var ikke sikker. Han var alt for vant til at følge ordre til at stille spørgsmålstegn, men hvis det gik helt galt, måtte hun jo sige til ham, at han var nødt til at tale op. Jocasta lyttede trods alt til ham, til forskel fra hans tidligere herrer.

Den svage latter beroligede Jocasta endnu mere, nok til at hendes gråd lige så stille svandt helt ind, erstattet af et træt suk og et meget lille smil. Det var noget, hun også selv havde bemærket: at Karkhos var en mand af få ord, med mindre der virkelig var en god grund til at tage talegaven virkelig i brug. Under hendes første møde med ham, havde han talt en del, men også fordi hun havde stillet en del spørgsmål, og fordi der havde været en meget væsentlig grund til at åbne op. At han havde drukket øl hjalp sikkert også på taletøjet. "Jeg må huske at spørge ham mere til råds når jeg tager beslutninger der kan være tvivlsomme næste gang," konstaterede hun med et lille, udmattet grin.

Og nu hvor det var talt igennem kunne Jocasta godt mærke hvordan trætheden kom med sin tilbagemelding, forsøgende at få hende til at lægge sig til at sove igen. Det var ikke noget, hun havde lyst til dog, for hun var allerede nu nervøs for at få endnu et mareridt. Med mindre hun selvfølgelig sov lige her, i trygheden i Helenas arme, men det var koldt herude.
"Vi burde nok gå ind. Her er ret koldt," mumlede hun, selvom hun ikke gjorde noget forsøg på at rejse sig fra jorden. Benene ville nok også ryste lidt for meget under hende alligevel. 

Helena fortsatte med at lade sin hånd ae ganske beroligende over Jocastas arm, mens hun smilede. Mængden af gange hun havde siddet på denne måde, var højere end hun kunne tælle. Mareridt eller ubehagelige minder der havde vækket hendes børn igennem tiden. Ikke altid noget hun kunne sige opløftende ord til, men hun havde altid prøvet med alt hun kunne mønstre for at få et smil frem på deres læber. Det samme med Jocasta. Forsøge at sige det rigtige, og ellers støtte så godt hun kunne. "Det vil han blive glad for" svarede hun med et let morende smil på læberne. Samtidigmed at hun faktisk også var sikker på at han ville sætte pris på det hvis hun gjorde. Endda blive glad for at hun tog hans råd med i betragtning.

Helena ignorerede at hun frøs. At den kolde nattevind fik hårene i nakken og ned over armene til at rejse sig. Det var ikke vigtigt lige nu, selvom hun kunne mærke at Jocasta slappede mere af og blev mere tung i kroppen. Hun kiggede ned på Jocasta og smilede let af hendes mumlen. "Kom med ind og sov ved mig." foreslog hun og aede hende blidt over håret. Lysten til at sove efter et mareridt var sjældent noget nogen havde lyst til. Forhåbentlig kunne det lade sig gøre hvis hun ikke var alene.

Der gik ikke meget længe, før Jocastas træthed begyndte at blive mere og mere overmandende. Hun havde på den ene side overhovedet ikke lyst til at sove og samtidig følte hun sig decideret syg af udmattelse over mareridtet. Hun havde jo også lige været syg. Bogstaveligt talt. Men Helena var så beroligende at sidde hos, at hun ikke havde troet det muligt hvis det var noget, hun havde fået at vide tidligere. Hun havde efterhånden kun halvt åbne øjne og sitrede kun en lille bitte smule, en reaktion på at have kastet op og haft mareridt, kombineret med kulden herude.

Helenas tilbud om at komme ind at sove ved hende ville sikkert have haft en helt anden effekt på hende i hendes teenageår. Men hun var et voksent menneske nu, og skønt det godt kunne være lidt underligt havde hun intet problem med det. Helena var familie, så hun havde fuld tillid til hende. Hun nikkede tavs og snart kom de begge på benene. Det krævede lige en lille mundfuld vand, for at blive helt rolig og snart lå Jocasta i sengen, ved siden af Helena og søvnen var for en gangs skyld rolig og fredelig.