Sted: Et par kilometer syd for hovedstaden
Tidspunkt: Middag
Vejr: Lunt, solrigt og forårsagtigt

Lyden af børnelatter, råbende sælgere og snakkende væsner fyldte luften mellem de hurtigt opsatte boder, der for det meste bestod af et bord med et dug over, duge der blafrede let i den lidt lune brise. Duften af mad blandede sig med lydende, stegt og kogt kød, somme tider blandet lidt sammen med duften af nybagt brød. Kødfestivallen trak folk til langvejs fra, som den tilbød alverdens former for kød. Nu hvor vinteren var ovre, blev de sidste svage og gamle dyr slagtet og efterhånden var det blevet tradition at samles her på denne mark, så både bønder og byboere kunne samles og købe ind for at fråde. En fest for alt det gode mad, man havde sparet på igennem vinteren.

Randall slentrede ned i mellem boderne med en flaske rom i den ene hånd og den anden med tommelfingeren i bæltet. Han var måske en lille smule beruset, men ikke mere end at han kunne gå i en nogenlunde lige linje ned af den optrådte sti, der ledte en ned i mellem boderne. Pølsefestivallen. Ja, det blev den kaldt lidt i sjov, siden der hang pølser i de fleste af boderne, og det gik han og morede sig lidt over i sin brandert. Uden rigtigt at tænke over det, nynnede han dæmpet en sang netop om denne hændelse.

"Hvor mistede, ja, hvor mistede du din uskyld?
Spurgte han og lo
Den, ja, den mistede jeg til Pølsefestival
Svared' hun med fro
Til Pølsefestival du mistede uskylden da
Var den pølse go'?
Det var den bedste pølse på hele festivallen
Jeg endte ud med to!"

Trods den snurrende fornemmelse af sprutten og at de grå øjne var ved at begynde at svømme lidt, nød han den glæde, der var på marken. Vinteren syntes altid så tung og trist og med foråret kom Krystallandets glæde tilbage. Den havde klaret lidt af hvert og den skulle nok også klare nogle Kilepræster med hovedet op i... Han var lige ved at snuble over en sten og brummede lidt irriteret, inden han tog en slurk af flasken og fortsatte. Han havde egentligt ikke noget mål, men han regnede med at ende med hovedet i rendestenen, så fordrukken han ikke kunne huske sit eget navn. Det var efterhånden noget, der skete ret ofte. Den kære Randall var røget ud over det sidste stykke, der gjorde ham til mere end en hyggedranker.

En festival hvor kød var i store mængder og en god håndfuld alkohol kunne nydes til. Hvad var der ikke at elske? Det trak ham til stedet hver eneste år, for at nyde af denne overflod trods det gjorde hans pengepung let. Stemningen var fantastisk, med glade stemmer, høj latter, råbende sælgere i hvert hjørne og den generelle gode stemning. Her kunne en robust stor mand som Logan nyde sin tilværelse uden at blive skubbet for meget til. De fleste gættede nok på han var halvkriminel, og et par børn pegede med åben mund af ham og fik en grum drillende grimasse med på vejen så de løb forskrækket væk og den ældre mand kunne grine brummende. Han var ikke en mand der holdte af børn, men man havde stadig sin morskab med dem. Især at skræmme dem hen til deres mødres skørter.

Logan traskede ned forbi bodere med et saftigt stykke kød i den ene hånd han kunne tage et par lunser kød fra engang imellem, og en god solid mjødflaske i den anden for at drukne den salte smag ned, så den gyldne væske skinte i hans skæg. Om det var fedt eller mjøden der blev synlig i solens stråler, afhang ganske meget af hvad han sidst havde haft i nærheden. Han grinede muntert af den velkendte der var ved at snuble over sine egne ben så det ud til, og brummede muntert. "Hold næsen fra jorden, mester" Logan var skabt til at provokere, men han var munter i dag. Der var ikke noget hånende over hans ord denne dag. Det var maden og sprutten for godt til!

En stemme nåede Randall, som han var ved at hælde rom ned i halsen og de grå øjne landede på en stor mand, han genkendte med det samme. Et stort smil spredte sig på hans ansigt og han løftede den ene hånd i vejret som hilsen.
”Ved Zaladin, det er jo Logan! Længe siden!” Fødderne bar ham hen til den store tatoverede mand - en mand han havde lært at kende igennem de kredse man nu færdes i, når man var en smule kriminel og havde en tendens til at tage grimme jobs for penge. Han havde haft et enkelt job med manden foran ham, hvilket var endt rimeligt vellykket ud. Randall kunne lide ham og han var oprigtigt glad for at se ham.

”Hvad får et skrummel som dig så tiden til at gå med?” Hvis man kendte Randall, ville man aldrig tage noget han sagde seriøst eller som en fornærmelse. Han lukkede konstant lort ud uden at tænke over det. Især når han havde fået lidt at drikke, hvilket han havde fået nu. Ikke at han havde den største brandert på endnu, men flasken i hans hånd burde afsløre, at det var hans plan.
Han havde faktisk fået noget at spise, hvordan kunne man ikke i mellem alt det velduftende mad, også selvom det gjorde ondt af bruge krystaller på det. Han havde fanget en pung i hovedstaden, inden han var taget herud. Man skulle jo leve, ikke?

Det var satme lang tid siden Logan havde set den fordrukne slampert! Et muntert smil gled over hans læber ved synet af den løftede hånd i vejret. Afslørende at Randall havde genkendt ham, trods mængden af alkohol der normalvis var involveret når de var i nærheden af hinanden, på nær den ene gang hvor der faktisk havde været en opgave at udføre. Selvfølgelig, havde Logan heller aldrig udleveret ham for en dusør.. endnu.. hvilket nok gjorde at de kunne tale sammen på en knap så fjenskabelig måde! Faktisk langt mere venskabelig når det kom til stykket. "Randall, din gamle sjovert! Hvor fanden har du gemt dig" Han slog armen ud for at tage imod den andens med et klast. En måde han som regel hilste på kammerater af forskellig art, hvor godt han end kendte dem. Nogen kaldte det en krigerhilsen, andre som Logan selv, mente blot det var en god måde at hilse, for et almindeligt håndtryk virkede sgu for sofistikeret.

Logan grinede højlydt, ikke spor fornærmet af det den anden mand sagde. Det var tiden simpelthen ikke til! Og hvad fanden var der at blive fornærmet over? Stort skideskur, var lige præcis hvad han var. "Det sædvanlige. Druk og hor højest på min liste!" Intet nyt der! Faktisk var han faldet ret godt til med at finde sig villige kvinder i de fleste byer, og at drikke havde altid været en ynglingsbeskæftigelse. Noget i det slidte øje fortalte dog også at han havde arbejdet. Arbejdet hårdt og farligt - som sædvanligt.

Randall klaskede sin hånd i mod den andens underarm i den hilsen, han selv brugte ind i mellem. Det lydløse grin på hans ansigt blev kun større, som den anden kaldte ham en gammel sjover. Hvis der var noget Randall kunne lide, så var det at være social med ligesindede. De gode historier, den grove humor, glæden ved damer og druk. Han havde altid følt, at det samfundslag med mere eller mindre kriminelle var mere familie for ham end sin egen bondske. Også selvom de fleste med glæde ville stikke en kniv i ryggen af ham og indkassere prisen på hans hoved. Han sagde ikke en god familie, vel?
Men denne store mand havde endnu ikke forsøgt på noget sådan, hvilket gjorde Randall glad, for han ville nødigt skulle forsøge at forsvare sig selv og være tvunget til at skade ham. Ikke at Randall anså Logan som en ven, nok nærmere bare en god bekendt.

"Åh, lidt hist og lidt her, du ved hvordan det er." Randall kunne aldrig huske, hvem der kendte til hans lille forbandelse, så det var ca. den samme sætning han fyrede af hver gang. Mandens svar til han spørgsmål fik ham til først at klaske en flad hånd på hans overarm og derefter pege på ham med en finger fra hånden, der holdt om romflasken.
"Det, min ven, er også det vigtigste at prioritere! Som du kan se!" Han løftede flasken op i hovedhøjde med et grin og førte den så til læberne for at tage endnu en dyb slurk. Druk skulle der til, masser af det! Var han heldig, ville Logan følges med ham og der var en hyggelig aften forude. Han kom med et "aaah" og tørrede sig om munden med bagsiden af hånden.
"Hvad så, har du travlt med at komme videre eller kalder ølteltet? Du mangler stadig at vinde over mig i kort!"

Et meget intetsigende og alligevel ganske velkendt svar. Her og der og alle vejne, ja det kom de vel alle. Det var ganske velbrugt i de mere urene kredse hvor det ofte ikke var en god ide at afsløre nøjagtigt hvor man havde været eller hvad man præcist havde lavet. Logan skulle heller ikke til at tale om smuglervare eller andet i samme kategori, der kunne få ham i fedtefadet.

"Og du er allerede godt i gang!" brummede han morende, som Randall løftede flasken og tog en slurk mere. Logan selv var ikke helt nået så langt. Men uden mad og drikke duede stodderen ikke! Og han havde ikke tænkt sig at forblive ædru resten af dagen! Ikke når der var en festival til at underholde ham - og i disse kanter betød det, rigeligt af saltet kød og lækkerier, tøndevis af øl, og kvinder der ikke var vant til at se ordentlige mandfolk. "Næh! Ølteltet skal sgu ikke undvære sådan en skønhed som mig!" kom der med høj stemme og et groft grin efterfulgte ham. "Ha! Ikke noget med at snyde denne gang!" tilføjede han og prikkede hårdt til den andens skulder et par gange. "Vi skulle jo nødig have at der skete noget med dit kønne ansigt" kortspil var ikke ligefrem der Logans held normalvis lå. Mest fordi, han snød ikke, og han var ikke alt for god til at få spillet til at give mening når øllet havde løbet en smule for tykt ind i blodet. Men derfor var han alligevel altid frisk på det.

Med et solidt tag i sin rygsæk hvor der kun var de mest praktiske genstande, banede han sig vejen frem til ølteltet der stod smukt og prængende på pladsen. Logan kom måske til at skubbe til et par småfolk i processen, men intet han syntes var videre vigtigt at notere sig af. Øl! Det var det han manglede.

Ja, Randall var godt i gang. Han kunne dele flasken med Logan, men han var ikke en gavebod, så manden måtte ved Zaladin købe sine egne drikkevarer! Så mange krystaller var Randall alligevel ikke i besiddelse af, at han kunne drikke skideskuret under. Men det så heller ikke ud til at være et problem.
De hårde prik mod hans skulder fik ham til at stille det mest uskyldige udtryk op, han kunne administrere.
”Snyde? Jeg kunne aldrig finde på at snyde! Du spiller i øvrigt så elendigt alligevel, at det ikke er nødvandigt!” Han lo og slog følgeskab med den store mand, der med sin brede statur fik folk til at gå udenom. ”Og mit kønne ansigt har set værre end dine næver!”

Han drak endnu en slurk og slentrede tilfreds af sted ned mod ølteltet, der skulle lægge hus til hans og Logans sjove aften. Han håbede, at der var krystaller nok til en ordentlig brandert, mere end han håbede på, at der var damer. Selvom han havde nu ikke noget i mod et lille hurtigt knald i en høstak, hvis et kvindfolk skulle kunne se det sjove i det!
”Har du hørt, hvad der er sket med Balder?” Der var også rig mulighed for sladder fra kredsen af kriminelle udkast og det var altid godt at få samlet op på, hvad der var sket. Tænk hvis man kunne score noget på det!

Ha! Det uskyldige udtryk var da nok den største løgn den mand kunne sætte op foran Logan! Randall den lumre satan, var da alt andet end uskyldigt! Udtrykket fik skam også mange til at le højlydt, uden at tænke over de blikke der kom i deres retning over deres larmende natur. "Kortspil er bare dømt til at gå i møddingen!" nej, Logan var aldrig heldig med sine kort! og han tabte alt for mange penge på det lort, men det afholder ham ikke fra at spille alligevel. Dum og skadet, men ikke tilstrækkelig til at trække piben ind. Heldet kunne jo vende!
Logan fnøs falsk fornærmet over at hans næver tilsyneladende ikke var det værste som det fine kønnet ansigt kunne få kontakt med - Det skulle da næsten komme an på en prøve!

Ølteltet var som altid fyldt med de alt for friske og fulde sjæle. Letpåklædte kvinder der møjede sig vej for at tjene lidt krystaller for løse skørter, men mest af alt var det øl, mjød, vin og grog for alle pengene! Det sidste måtte Logan nok heller slå sig fast på ikke skulle indenbords denne dag. Klamme stads! Nej, øl var satme vejen frem, og så måtte de se der blev opgraderet eller nedgraderet hen af vejen.
Logan skævede til siden, som han fik indfanget et solidt krus fra en omvandrende spirvip af en kvinde, med et stort fad på armen, i byttet for et par krystaller. "Næh? Hvad fanden har den satan nu rodet sig ud i?" Logan slog røven i sædet på den første og bedste stol, der også så ud til at ligge i rette kurs til bakkebæreren.

Det morede kun Randall, at Logan selv havde indset, at han var elendig til kortspil. Man kunne ikke være lige heldig med alting og mon ikke den store mand havde held med så meget andet. Det andet køn blandt andet?
Med et tilfreds grin på ansigtet, fulgte Randall efter Logan ind i ølteltet. Åh, sådan et sted måtte da være så tæt på himmerige som muligt! Øl, damer og senere uden tvivl et par friske slåskampe! Han elskede det! Men for nu nøjedes han med at sætte sig på en bænk overfor Logan. Lige nu sparede han sine krystaller, ligeglad med, at det nok ikke var helt i orden at slæbe sin egen drikkelse med ind, men han havde stadig en halv flaske stærk sprut tilbage og den agtede han at drikke først! Det så nu heller ikke ud til, at nogen havde tid til at tage sig af det.

”Jo, han fik pisset en adelig af nede i Medanien, så efter at have være tvunget til at tømme hele stalden for møg og derefter brugt tre uger i en plantage, blev han overleveret til Byvagterne… så nu sidder han ved Zaladin i fængsel på brød og vand. Og det fik selvfølgelig kællingen til at gå fra ham, selvom hun efterhånden ligner den tykkeste so i svinestien… Gæt hvem hun gik til? Hark! Så nu skal han så være far for en andens unge…” Han kunne ikke andet end at slå en latter op. Det var da latterligt, hvorfor i alverden ville Hark sige ja tak til en kvinde med rogn? Og så ikke hans eget? Pff.
Så snart latteren var færdig slugte han en tår mere og skar ansigt. Det var noget godt stads, han havde fået fat i!

Logan satte sig til rette og lyttede efter historien. Der skete nogle af de mest underlige og mærkværdige ting! Og nu dette! Det var egentlig ikke så underligt. Mange af deres bekendte havde en tendens til at havne i problemer, og gerne mange af dem. Det var lidt en del af deres personlighed, selvom nogen var dummere end andre! Logan slog en latter og og rystede på hovedet. "For fanden da. Men det kunne jo ikke undre! Han havde aldrig været for god til at holde på damerne til at starte med" lo han og rystede stadig på hovedet med et muntert udtryk.

At overtage en med en andens rogn der bagte godt og grundigt i bageriet var ikke ligefrem noget der huede ham. Så igen, en enkelt kvinde. Én enkelt kvinde resten af livet. Det fik ham til kort at skære ansigt, som han tog en solid slurk af øllet. "Desuden, Hark har sgu heller aldrig været den skarpeste kniv i skuffen! Kvindemennesket har garenteret bildt ham ind at ungen er hans efter første tur i høet og at ungen bare var hurtig fremme" Det skulle fanme ikke undre ham! Det var lige præcis noget som Hark kunne vælge at tro på med sit store dumme smil, mens resten af verden udemærket ville vide hvad der foregik. Men så længe han fik luftet sit undergarmen, så var han sgu nok ganske lykkelig.

Randalls smile var stort som Logan fandt hans historie morsom. Perfekt! Det var nu også ret morsomt med de idioter, der fandtes i deres omgangskreds. At Randall nok blev anset for samme slags idiot var han ligeglad med, i dette tilfælde var det helt sikkert de andre, der var dummere end ham. Og de var dumme, fordi de manglede brikker, Randall var bare idiot, fordi han syntes det var sjovt! Ikke?!
”Nej, det har han ikke!” Selvom manden altid havde snakket om at stifte familie. Pff. Overvurderet!

Han brød ud i en høj, rungende latter, da Logan sagde, at Hark nok kunne bildes ind, at ungen var hurtigt fremme. Uden tvivl! Han lo så hårdt, at han knækkede sammen over bordet for et øjeblik, inden han let hulkende kunne rette sig op og tørre en tåre fra den ene øje.
”Det kunne du godt bilde mig ind!” Han kom med en sukkende lyd af morskab og lænede sig ind over bordet, mens han med et glimt i øjet betragtede sin drukkammerat.
”Apropos kvindfolk, skal vi vædde om, hvem der kommer herfra med hende dér?” Han nikkede ikke specielt diskret mod en af servitricerne, en storbarmet, lyshåret skønhed med blå øjne. Hun var lige til at lokke med ud i en høstak, og selvom Randall havde mere lyst til druk en tøser, ja så kunne han nok lige overtales til at gøre noget ved hende. At Logan nok ville vinde, fordi, ja Randall ville ikke lyve, manden var et brød og selv han kunne godt se, at han havde noget over sig, damerne nok hellere vil have, hvor Randall selv mest havde sin charme. Men hvilken charme! Han ville folde den ud, hvis væddemålet blev aktuelt. Han ville ikke give op på forhånd!

Det var ikke ligefrem intelligensen som var højest hos mennesker som dem. Som dem i historien og dem der lige nu sad ved bordet. Logan havde også til tider udsat sig selv for virkelig uanede mængder af fare og dumheder, simpelthen fordi han ikke tænkte sig om men bare gjorde ting. Men der var forskel på at dumme sig og til at ægte en rundtetrunte med rogn der bagte godt og grundigt OG oven i købet være overbevidst om at det var hans boller der havde leveret til dejen! Der var sgu grænser.

Latteren var smittende, og han begyndte selv at grine så det rigtig rungede ned i maven, og ventede også med at drikke til det var stilnet af. Skadet af førhenværende handlinger, måtte han nok krybe til kors med.
Mens den alkoholiske drik blev indtaget, stilte Randall en konkurrence op for ham. Blikket vandrede til siden til servitricen der vandrede rundt mellem bordene med barmen gyngende smukt ved hvert skridt. Med et hævet øjenbryn satte han krusset tilbage på bordet, bøvsede og overvejede det.
"Det kommer helt klart an på præmien!" Ikke fordi, med den barm og de solide hofter, jamen så var det at kaste sig ud i høet med hende belønning nok i sig selv, men spørgsmålet var jo også hvad han kunne tabe ved ikke at vinde hende over. Nok havde han fordele ved bredde skuldre og det hårde udseende, men det var ikke noget alle tøser gad. For en bartøs som hende, så hun nok mere eller mindre alt i sin hverdag. Måske hun ikke gad nogen af fulderrikkerne. "Vigtigst, hvad taber man"

Randall kneb øjnene lidt sammen, da Logan ville vide, hvad man ville vinde. Eller tabe. Så langt havde han ikke lige tænkt. Med en tænksom mine skævede han mod den lokkende servitrice og overvejede, hvad den store mand ville være med til at vædde om. Helst ikke noget alt for dyrt, Randall var ikke i besiddelse af krystaller det meste af tiden. Han kunne dog stjæle sig til dem…
”Hvad med at taberen giver en flaske af teltets bedste sprut? Og en omgang pølser? Vi er trods alt til Pølsefestival?!” Det var da lige til at overkomme, ikke? Han så på Logan med et forventningsfuldt udtryk.

Randall elskede at indgå i væddemål, især hvis han kunne snyde sig ud af det, men i dette tilfælde ville det bare være sjovt at se, hvem der kunne hive tøsen med sig. Hvis nogen af dem kunne, men de var så forskellige, at en af dem måtte da kunne komme i mål!
Flasken blev ført til læberne og han drak en stor slurk. Det var begyndt at snurre så dejligt behageligt i hans krop og han vidste, at han var på vej mod en ordentlig brandert. Måske han skulle holde lidt igen, hvis han skulle have nogen mulighed for at vinde og føre den helt i hus. Så han sænkede flasken og lod bunden hvile mod sit ene lår. Han var ikke meget for at sætte den fra sig, tænk hvis den blev væk?! Det gik ikke! Scorede han ikke blondinen, kunne han score sig en brandert, der efterlod et sort hul i hans hukommelse. Det var næsten lige så godt. Hvis ikke bedre.

Præmien var måske ikke så svær at gætte når alt kom til alt. En tur i høet med en bredbarmet skønhed, der kunne få hele teltet til at gynge, var en præmie i sig selv - og noget han gladeligt tog imod - oven i at modtage en flaske af det bedste skumsprøjt som teltet havde at tilbyde, med en solid omgang fedtdryppende pølser - jamen det kunne han jo ikke sige nej til! Logan lo en munter latter, og stak lappen frem for at give hånd på det. "Det er fanme en aftale" om ikke andet, kunne han trods alt drikke sig i hegnet og æde sig tyk i ekstra pølser, hvis det vidste sig at tøsen var mere til ranglet charmetrold end bred grovtræ.

"For ikke at skræmme tøsen væk så vi kun nyder hinandens beskidte selskab, må du hellere prøve krafter først" både en fordel men på sin vis også en ulempe. Et sats fra Logans side, der i øjeblikket faktisk ikke havde noget imod at tabe, trods den gyngende hofte havde sat ugudelige tanker i gang hos ham, næsten samme sekund. Logan lænede en arm på bordet, og løftede den anden for at drikke af krusset han havde fået så snart de havde placeret bagdelen. Nu måtte den bedste mand jo vinde - hvis Logan da overhovedet nåede at få en chance.

Randall skyndte sig at gribe skideskurets store lap med sin og give den et ordentligt tryk, mens et grin var klistret på hans ansigt. Sådan! Et væddemål af kaliber. Om han vandt tøsen eller ville blive efterladt til sig selv for at drikke sig i hegnet, mens Logan tog sig af hende, ja, det gik nok begge dele. Lige nu var han mere interesseret i legen i sig selv.
”Perfekt! Må den bedste mand vinde!” Han slap hans hånd og gav ham et hørbart dask på armen, inden han greb flasken og skulle til at drikke af den, men blev stoppet af Logans ord om, at han nok måtte prøve først.

Hans blik gled til servitricen, der lige i det øjeblik lænede sig ind over et bord og fremviste sin smukke bagdel lige i hans retning. Noget i ham vågnede op og han blev pludseligt meget optaget af, at han skulle vinde. Så flasken blev sat på bordet og han rejste sig fra bænken, svingede benet over og var kun lidt ved at vælte, men holdt balancen. Hænderne gled over det korte, fedtede hår og han blinkede til Logan, inden han valsede over til kvinden, der var deres mål.

Han kom bagfra og lagde en hånd mod hendes lænd, hvilket fik hende til at vende sig i mod ham med spørgende øjne. Kønne øjne. Han sørgede for at fokusere på dem og ikke på barmen, der nu også kom til syne. Han havde da i sin lange levetid fundet ud af, at skulle man rigtigt hive en dame hjem, så var det ikke der, blikket skulle hvile. Hendes bevægelse havde flyttet hans hånd til hendes hofte.
”Hej, jeg vil bage høre, om du ikke kan komme ned med en kande og et krus til bordet, hvor jeg om min ven har slået os ned.” Han smilede sit mest charmerende smil til hende og sænkede hovedet lidt, så han måtte se en smule op – det bedste bud på et hundehvalpeblik han kunne give, noget han vidste fik ham til at se lidt sødere ud.
Kvinden smilede hjælpsomt.
”Jo, selvfølgelig.” Hendes blik flakkede lidt over hans ansigt og hendes smil falmede lidt, som han bare blev ved med at kigge lidt på hende. ”Er der noget i vejen?”
Randalls smil blev en smule større og han trak vejret ind.
”Nej, undskyld, jeg forsvandt bare lige ind i dine kønne øjne.” Han rettede sig lidt op og lod som om, at han kom tilbage til virkeligheden. Hans ord havde en reaktion, som hun fik en let rød farve i kinderne.
”Må jeg spørge, hvad du hedder?”
”Ydun.” Hun tog lidt bedre ved bakken, hun havde ved, stadig lidt rød i kinderne. Randall lyste op.
”Sikke et smukt navn! En prinsesse værdig!” Han blinkede til hende og hun fniste. ”Smukke Ydun, jeg vil glæde mig til at se dine smukke øjne lyse dagen op, nede ved vores bord!” Han blinkede til hende igen og vendte tilbage til Logan med en tilfreds mine.
”Der kunne godt være bid!” Han fik sine stænger ind over bænken igen og satte sig til rette. Ha!

Logan satte sig til rette, kom med en brummende latter, der nok i andres øre mere ville lyde som en svag gnæggen, mens han muntert så til. Han sad med armene hvilende på bordet og nydt tilværelset, drak et par slurke af krusset med jævne mellemrum, og lod sit blik fæsne sig på den smukke runde bagdel der lænede sig frem over et bord for at sætte varene af fra sit fad. Hun kunne være en skønhed at hive med sig, og der var da også en del af Logan der selvfølgelig gerne ville vinde væddemålet - af flere årsager. Men ret skulle være ret - Randall fik lov at prøve først. Stadig en generøsitet der kunne gå begge vejen.

Logan lyttede og så til, som Randall skabte kontakten til den barmfrie kvinde, der end ikke var det mindste generet af en fremmed mands berøring af kroppen. Et ganske uskyldigt, og alligevel sigende sted at ligge en hånd. En fejl at lade Randall gå først. Hvor beskidt knægten end var, var han fanme også en charmetrold overfor kvinderne. Logan besad slet ikke samme evner. Han vandt oftere på sin bredde fysisk og udseendet der for kvinderne var mystiske. Noget der ikke gjorde ham unik i et telt som dette - her var mange rejsende som han selv, og det var ikke en lille bitte landsby for tøserne kun havde set deres fædre, brødre og andre landsbytosser i deres levetid.

"Din snu satan! Du gemmer dine esser godt oppe i ærmet" brummede han med en snert bitterhed, omend den muntre tone overdøvede mere. Der var flere tøser at hive i høet når det kom til stykket. Desuden var kvinder ikke alt. Logan måtte hellere tage det som en mand, skulle det vise sig med hundredeprocent sikkerhed at nederlaget var hans. "Hva.. hvad farve var de kønne øjne du var limet fast til" okay, Logan var ikke verdens bedste taber.

Randall kunne ikke lade være med at le, da Logan kaldte ham en snu satan. Han så nok ikke ud af meget, men han havde nu et godt tag på kvindfolk! Han havde jo også mange års erfaring i bagagen, sikkert flere år end Logan var gammel. Men det sagde han ikke noget om, ingen grund til at fortælle mere end højest nødvendigt.
Han blinkede til den store mand og greb sin flaske, han hurtigt drak en stor tår af. Han havde savnet dens hals i mellem sine fingre, mere end han havde lyst til den fyldige barm mellem sine hænder. Sprutten betød efterhånden mere, fordi den kunne give ham en fred, selv kvinders søde favn ikke kunne.

Trods den brandert, han allerede var i, fangede han godt, at Logan ikke var helt tilfreds med hans evner. Det var der ikke så meget at gøre noget ved, de havde indgået et væddemål i et felt, Randall var rimeligt øvet i, og han regnede da selv med, at han havde en god chance for at vinde. Medmindre pigebarnet var mere til muskler end charme. Nu måtte de se, han havde i det mindste fået hende til at komme ned til bordet, så Logan kunne få en mulighed også.

Randall lænede sig lidt frem i mod ham og satte et lidt drømmende udtryk op.
”Blå som en skyfri sommerhimmel… med et hint af grønt.” Det havde været et par ganske kønne øjne. Han holdt udtrykket lidt, inden et stort lydløst grin dukkede op.
”Du må se, om hun falder for de store muskler dér.” Han lænede sig frem og klappede med en flad hånd et par gange på den ene store overarm, inden han drak en tår mere, der brændte helt ned i mavesækken. De grå øjne flyttede sig til den unge kvinde, der allerede var på vej ned i mod dem.
”Din tur mester.” Han selv satte et stort charmerende og imødekommende smil op. Legen fortsatte!

Logan havde ikke en god fornemmelse, men ikke på vilkår om han bakkede ned fra en udfordring bare fordi der var noget modstand. Store muskuløse forbrydere eller slimrede mænd der troede det var store og stærke, var alt det pigebarn så det meste af sin tid i sådan et telt som dette. Logan havde musklerne på sin side, og ofte hvad kvinder kaldte et hint af mystik og udtryk der fik dem til at længes efter at prøve det farlige – Logan fattede virkelig ikke meget af det, men han var heller ikke en kvinde. De havde satme nogle mærkelige lyster engang imellem! Men det skulle ikke hindre ham i at udnytte de netop havde disse tanker. Hvor lidt mystik der end var over ham når det kom til stykket.

”Man skulle næsten tro du var forelsket” svarede han brummende og daskede til den andens skulder som kvinden kom hen imod dem. Oh det var ikke lige sådan han havde lyst til at skulle forsøge at vinde hende. En direkte kamp som hun hurtigt ville blive blandet ind i. Vide at de begge konkurrede om hendes fyldige barm og gloværdige blødhed mellem deres grove hænder. Udfordrende.
”Tak smukke” svarede han som der blev placeret en flaske mere på bordet. Hun havde tydeligt øjnende vendt imod det charmerende og imødekommende smil, tilfreds med opmærksomheden. Men ganske let skiftede hun over for at kigge på Logans arrede ansigt der ikke besad samme charme men mere en grovhed der nemt kunne få kvinder til at tro det var en facade. ”Nu var han vel ikke for nærgående vel? Han bliver meget forfjamsket når smukke kvinder er i nærheden, den gamle sjover” nederdrægtigt træk at i stedet for at ophæve sig selv, gøre modstanden mindre eftertragtet. ”Jeg synes mere at det var sødt” en hjertelig latter som hun kiggede over på Randall. Det blev da heller ikke nemmere. ”Hør, har jeg ikke set dig før? Du virker…” hans øjne løb over hende, undersøgende, let undrende. Noget der fik hende til at se tilbage på ham, gøre det samme, som skulle de havde mødt hinanden før. ”Hvordan går det med ham den gamle! Længe siden efterhånden.” Logan bluffede det bedste han havde lært, til at etablere et grundlag om at de skulle havde kendt hinanden fra lang tid før, fordi Logan havde haft forretninger med faren. Nogen gange virkede det, andre gange slog det fejl. Ofte ville de helst ikke tabe ansigt med at de ikke kunne huske en af sine fædres bekendte. Langsom, men ofte ganske velfunktionerende metode. ”Oh han holder lidt lav profil. Bøvl med.. ryggen” yeah, helt klart en far med lyssky forretninger. Men han havde fået det han ville have. Opmærksomhed. Så Logan forsøgte på bedste maner at tale videre om det bekendte, for at nå ind noget mere nærtliggende for hende som person – lidt svært når hun ikke helt slap sin opmærksomhed mod den anden til stede ved bordet. Logan kunne etablere så meget han ville, men hun var efter charmebukse. Typisk.

Randall himlede kort med øjnene af det store brød, da han sagde, at man skulle tro Randall var forelsket. Det var han også. I hver eneste kvinde, der kom hans vej forbi. Deres duft, deres udseende, øjne, hår, smil... selv de kvindfolk de fleste anså for at være grimme. Der fandtes ikke grimme kvinder i Randalls øjne. Kun personlighedsmæssigt. Men alle kvindlige kroppe var de smukkeste kroppe i verden i hans øjne!
Og hans blik kunne da heller ikke andet end at løbe op over kroppen, der kom hen til bordet. Så fyldige former. Han kunne næsten ikke vente med at lægge hænderne på... Han trak sig selv ud af den fantasi, nu skulle han jo lige vinde væddemålet først. Så han sendte hende et åbent smil, med al den charme han kunne finde frem i sin begyndende brandert.

Logans forsøg på at tale ned om ham så tydeligvis ikke ud til at virke. Et lavt skud, men ikke noget Randall ville holde op i mod ham, det var krig og beskidte tricks var altid tilladt! Og den unge kvinde fandt det meget sødt. Han sendte sin ven et sejrrigt blik, da hun kiggede væk fra ham. 
Men ellers var han tavs, gav Logan lov til at forsøge sig frem med sit gennemskuelige trick, der dog overraskende nok virkede. Gad vide, hvem hendes far var? En der var mulighed for at kende? Der var ikke noget hint at hente i hendes kønne udseende, hun tog nok på efter sin mor.

Randall lod dem snakke lidt, men i smug fandt hans hånd frem til hendes baglår, sådan ganske uskyldigt - til at starte med, for hånden fandt ganske roligt frem til hendes åh så skønne bagdel, hvor den fandt hvile efter et let klem, der fik hende til at fnise lidt, men hun brokkede sig ikke. Han kunne ligefrem lugte sejren inden den var i hus.
Endeligt begyndte hans tålmodighed at løbe ud, så han fangede hendes opmærksomhed.
"Sådan et par kønne ben må da ved at være lidt trætte. Kunne du ikke tænke dig at sidde ned?" Han løftede øjenbrynene og lavede en håndbevægelse mod sine egne ben, for at indikere, hvor hun skulle sætte sig. Hun rødmede lidt, men satte sig så i hans skød, inden hun svarede på det seneste spørgsmål fra Logan. 
Randy sendte ham et "så er spillet ude"-blik og lagde demonstrativt en arm om pigens liv.

Logan var ikke videre begejstret for at lide nederlag, men man kunne ikke vinde det hele. Og selvom gnebet til at komme nær noget personligt havde virket, var han ikke i tvivl om at Randall arbejdede lige så meget for sagen, bare tavst på den anden side af bordet. Listige skiderik. Det trak ud, og selvom han fik nogle ganske fine oplysninger, måtte han alligevel se sig overvundet. Hun havde set for mange af Logans type, til det var interessant.

Bare for ikke at afslutte samtalen meget brat, fortsatte han lidt, trods blikket fra Randall udsendte et helt klart signal. Et signal han end ikke var i tvivl om. Hvor nemt han end kunne spolere det ved at påpege at Randall havde vundet, højlydt og indikerende at hun kun havde været et spil mellem de to, var han ikke så nederdrægtig. "Men hils ham endelig næste gang!" afsluttede samtalen på en naturlig måde, mens han lod sin modstander nyde godt af det kvindelige kød på sine lår. Hans blik vandrede andet steds hen imens, putte et lille plaster på sine sår ved at tage for sig af retterne med blikket, og dulme smerterne med solide slurke fra sit krus. Han tog endda fra Randalls flaske på bordet der var kommet med den fine dame. Han skulle nok ikke gøre for stor modstand lige nu - desuden Logan skyldte ham alligevel en sprit ny når han kom tilbage fra at få hø i røven.