Sted: Udkanten af Dianthos, på ydersiden af bymuren
Tidspunkt: Aften. Solen er på vej ned i horisonten.
Vejr: Ca. 10 graders varme og skyfrit. En let blæst stryger forbi indimellem.

Et vindpust satte trækronerne på den lille skov, i nærheden af muren på nordøstsiden af Dianthos, i bevægelse. Et par fugle kvidrede i baggrunden, men hvad der egentlig brød stilheden var lyden af musik fra en guitar på ydersiden af Dianthos' bymur. Det sammenhængende fingerspil var næppe hørligt på indersiden af muren, men man skulle alligevel ikke ret tæt på muren for at kunne høre det. Havde man kendskab til musik, skulle der heller ikke meget til for at regne ud, at guitaristen var forholdsvis øvet, i hvert fald i de numre der blev kørt igennem denne aften. Der var ingen fejl at høre, ingen skæve toner.

På ydersiden sad en kvinde lænet op ad muren med en guitar hvilende på lårene og spillede. Det ildrøde hår passede i farven til skjorten, der dog skabte kontrast til de sorte, lettere stramme bukser, der igen blev brudt af de mørkebrune, langskaftede læderstøvler, hvis metalspænder genspejlede solens stråler. Dette outfit var akkompagneret af en brun vest. Pandehåret var trukket tilbage og samlet i en elastik på ydersiden af det ellers løsthængende hår (i stil med Legolas i Ringenes Herre).

Alicia havde med vilje valgt dette sted at spille. Hun var ikke glad for at lade andre høre hende spille, for hun var overbevist om, at hun ikke var ret god. Hun elskede det dog, så hun fandt altid afsides steder at lade sin kreativitet udfolde, og hun vidste, at der ikke kom mange mennesker denne vej, for hun var et stykke fra vejen og ikke i nærheden af et vagttårn. De orange øjne glødede kraftigere end normalt, selvom det kunne være svært at se i sollyset, og hendes hår nærmest lyste. Det var tegn på, at hun var i sin helt egen sindsstemning og havde glemt at holde sin magi under kontrol. Kropstemperaturen var ikke steget voldsomt, men den var alligevel nogle grader over normalen for et menneske. Dette vidnede dog også om, at hendes magi var knyttet til hendes sindsstemning og humør. Et svagt, saligt smil var desuden at finde på læberne.

Sangen sluttede, og Alicia tog en dyb indånding, inden hun igen lod fingrene glide over strengene i en ny melodi.

Siden Éir var ankommet til hovedstaden, var han hurtigt blevet overvældet af antallet af beboere. Hvor han før havde tænkt at hundrede mennesker var en ufattelig stor mængde, havde den travle markedsplads hurtigt ændret den opfattelse. Byen fortsatte i endeløse rækker af huse og butikker, eller sådan føltes det i hvert fald for den øbundne dreng, der lystigt gik langs indersiden af bymuren. Dette sted var hurtigt blevet et af hans fortrukne, da det gav ham en mulighed for at nyde et kort øjebliks privatliv - noget han som gadekunstner og lærling til en helbrederske ikke havde meget af for tiden.
Hans tøj var nogle almindelige holdbare klæder han havde købt billigt af en gadesælger. Hans tøj var rene, men mest fordi han ikke var blevet kastet op på i dag. Endnu, i hvert fald. Over dem havde han sin trofaste halvkappe, der kun dækkede for hans overkrop til midt på overarmene, så hans arme var frie til at spille på den lut, han havde hængende over skulderen. 
Som han vandrede langs muren og nød det dejligt varme forårsvejr, hørte han den umiskendelige lyd af musik. Han fik sporet sig frem til at det kom fra et sted på den anden side af muren. Han satte sig ned på sin side, og lyttede tålmodigt med, glad for at kunne høre noget musik uden selv at behøve at spille det. Hvem end det var der spillede var han/hun dygtig nok til at det var værd at høre på, og der blev endda spillet melodier han ikke havde hørt før. Da en pause mellem numrene meldte sig, trak han lutten frem og gentog hvad den anden musiker sidst havde spillet, i et forsøg på at hive vedkommende ind i en musisk duet. 
Da det var første gang han hørte melodien, var gengivelsen ikke perfekt. Han missede nogle af de finere detaljer, men tilføjede andre han syntes komplimenterede melodien og det mindre instrument godt. Intet for vanskeligt, til gengæld. Han havde ikke lyst til at skræmme den fremmede væk.

Det gibbede voldsomt i Alicia, da hun hørte musik begynde at spille med. Så meget at hun med det samme holdt op. Komplet rød i hovedet så hun sig febrilsk omkring, inden det gik op for hende, at lyden kom fra den anden side af muren. Da hun var faldet til ro igen, kunne hun høre at gengivelsen ikke var 100% ens. Der var lidt kunstnerisk frihed ind over, muligvis fordi den anden ikke kendte den sang, hun spillede. Hun var knap så genert nu, da hun vidste, at hun ikke var blevet set, men hun var stadig nervøs for at fortsætte med at spille. Hun var ikke vant til at hendes spil blev komplimenteret, for tidligere havde folk altid nedgjort hende for at finde interesse i musik, og hun anså ikke sig selv for at være dygtig på nogen måde. Den anden, der lød til at spille på en lut, lød til gengæld meget talentfuld, fordi han bare sådan kunne begynde at spille med uden overhovedet at kunne sangen.

Langsomt begyndte hun dog at nyde den andens spil, og nervøsiteten lagde sig. Nærmest helt instinktivt begyndte hun igen at stemme i. Der gik ikke længe, før hun igen ikke tænkte over sine omgivelser. Hun nød lyden af den andens spil, hvis improviserede dele passede fantastisk ind. Det gjorde det samtidig mentalt nemmere for hende, at det var en, der ikke kunne se hende. Hvis det havde været tilfældet, var hun selv overbevist om, at hun ville have panikket for meget til overhovedet at fortsætte sit spil. På denne her måde var det langt nemmere for hende at fortsætte sit spil.

Da sangen sluttede, ventede hun på, om den anden skulle begynde på en ny sang. Hvis dette ikke var tilfældet (sådan inden for 30 sekunder ca.), startede hun selv med en ny sang igen.

Hvem end der sad på den anden side af muren, spillede bestemt ikke dårligt. På gaden ville hun uden tvivl kunne tjene et par ravstykker, hvis hun fandt et travlt nok marked og det rette publikum. Det er selvfølgelig under antagelse at hun ikke havde en bedre måde at tjene til dagligdagen. Mildt sagt tjente gademusikere ikke godt, specielt ikke i hovedstaden. Sikkert fordi der var for mange af dem. På den anden side var det næppe meget bedre andre steder, hvor publikummer var så meget mange færre. Måske var havnen en god middelvej . . . Det var svært at sige, uden at have spillet flere byer i fastlandet. Måske skulle han tage på turne, og se hvordan landet lå.
Tavsheden der pludseligt overtog fra musikken, bragte Éir ud af sin tankestrøm. Han havde dårligt bemærket at han selv var stoppet med at spille, men nu ventede han tålmodigt på hvorvidt hans partner ville starte et nyt nummer, eller overlade det til ham. Efter ti sekunder spillede han en kort melodi, ikke mere end en enkelt linje af et stykke musik. Melodien var simpel, med klare toner og en ukompliceret rytme, som selv en nybegynder i improvisation ville kunne samle op og fortsætte relativt nemt. Tanken var at han ville teste vedkommendes talent, men hvis ikke han/hun var vant til frispil ville det sikkert være grænseoverskridende alligevel. Ved at skifte hvem der spillede frem og tilbage kunne han tilpasse kompleksiteten af sin melodi til at passe deres niveau. Medmindre selvfølgelig han/hun var bedre end ham, i hvilket tilfælde han håbede at samme gestus ville blive vist ham. Måske kunne han endda lære denne mysterieperson noget.

Alicia havde aldrig spillet offentligt. De få der havde hørt hende spille, havde ikke ligefrem komplimenteret hende, så hun var endt med at holde det for sig selv. Hun nød at spille, men hun anså ikke sig selv som værende dygtig på nogen måde. Hun var også overbevist om, at vedkommende på den anden side holdt igen med at vise sit fulde talent. Det var dog rart, at have en at spille med, der ikke bare rakkede hende ned. Hvis det ydermere var en, der ville lære fra sig, ville det kun være godt, for hun kunne sagtens blive bedre. Selvom hun var dygtigere, end hun gav sig selv credit for, var hun langt fra perfekt, og hendes spil havde heller ikke været helt uden fejl. Det var tydeligt, at det hun indtil nu havde spillet, var noget, der var øvet meget på.

Alicia nåede ikke selv at fortsætte, inden hun kunne høre en melodi fra den anden side af muren. Det var en kort melodi, som hun ikke selv kendte. Hun lod tonerne bundfælde sig et øjeblik, inden hun gengav melodien, dog i en lidt dybere tone og med et par udsving af improvisation hist og her, så det ikke bare blev en fuld gengivelse af, hvad den anden havde spillet.
Mens hun spillede, kørte tankerne i hovedet på Alicia: *Er det en mand? Kvinde? Er personen gammel? Ung? Er det en dæmon? En engel? Eller et menneske? Det ville være spændende at møde vedkommende, men tør jeg? Hvad hvis denne bliver skræmt væk?*
Uden at tænke over det, havde Alicia fortsat melodien. Det var til gengæld tydeligt, at det var rent improviseret, så det fulgte melodiens tema, men det var ikke sikkert, at det fulgte den oprindelige sang. Da det gik op for hende, stoppede hun med det samme for at lade den anden fortsætte sit spil igen. Hun elskede at spille, men hun ville samtidig give plads til den anden.

Éir var lykkelig for blot at have tid og plads til at spille for sig, eller i dette tilfælde sammen med en anden. At spille musik sammen var en personlig, privat ting, for Éir på et niveau højere end at føre en samtale nogensinde kunne være. På samme tid var det også langt mere uskyldigt.
Efter den korte pause der opstod da han spillede sin meldoi, var han glad for at høre at hun svarede tilbage, og kort tid efter havde hun overtaget melodien. Éir spillede akkompagnement, men stille nok til at det kun var for sig selv. Den startende melodi var ikke af en skrevet sang, og der var derfor ingen forkert vej at tage musikken. Da instrumentet på den anden side af muren faldt tavs, samlede han melodien op hvor hun var stoppet, og skruede lidt op for kompleksiteten. Hun havde håndteret den første del glimrende, og det føltes nødvendigt at presse hende for at se hvor hun stod.

Det var rart for en gangs skyld ikke at være tynget af bekymringer. Hun følte sig mere fri, end hun havde gjort i lang tid. Det gjorde det dog en del nemmere for hende, at de ikke kunne se hinanden. Hun var ikke engang selv sikker på, at hun ville kunne samle sig om at spille af ren nervøsitet, hvis vedkommende havde siddet ved siden af hende. På den anden side følte hun også, at hun havde langt mere til fælles med denne person i forhold til mange andre hun havde mødtes med ansigt til ansigt. Det var som om, personen på den anden side forstod hende, uden at hun var nødt til at sige noget som helst. En oplevelse hun på ingen måde havde været ude for før.
Alicia kunne tydeligt høre, at der blev skruet op for sværhedsgraden. Så hun blev testet? Hendes svage smil voksede en smule, som hun stemte i. Hun svarede igen ved selv at gøre hendes eget spil en anelse mere kompliceret.
Det varede ikke længe, før hun igen faldt tilbage i sine egne tanker og egentlig bare spillede instinktivt. Hun gav sig hen til at nyde musikken i stedet for. Det var dog ikke sikkert, at hun ville opdage det, hvis modparten skruede op for niveauet igen, men hvis der komplet blev skiftet melodi, ville hun lægge mærke til det.

Éir lyttede roligt til hendes melodier, og viklede sine egne rundt om hendes. Han fik fornemmelsen af at hvem end der sad på den anden side af muren, ønskede vedkommende at blive distraheret, mere end noget andet. Selvom hun var trænet nok til at følge hans melodier, var det svært at guide hende ind i andet musik uden at være lidt voldelig i sine skift. Alligevel spillede de frem og tilbage, uden noget større formål end at få eftermiddagen til at gå forbi. Han kunne fornemme at hun havde et par ting hun kunne lære fra ham - Éir var trods alt "professionel" musiker - men han lærte også selv en ting eller to. Vendinger han ikke havde hørt før, fra melodier han ikke kendte noget til. Personen på den anden side af muren havde tydeligvis lært at spille et andet sted end Éir, i en anden stil. 

Solen var på vej ned, da Éir genvandt sin tidsfornemmelse, og han kom i tanke om at han havde lovet at være tilbage i helbredelseshuset lige omkring nu. Han kunne allerede forestille sig hvordan Dhalias utålmodige fod spillede hans undergangs melodi, og så i hans første uge af lærlingestatus! Han stoppede med at spille den melodi de havde gang i længe nok til at hendes instrument faldt tavs på den anden side. Den eneste måde han kunne sige farvel på, var ved at spille en kort, kompliceret akkord, som en signatur på den korrespondance, der havde været deres samspil, hvorefter han satte i løb tilbage ind mod byen. Han ville komme tilbage næste gang han havde en fridag, for at se om den mystiske guitarist også var tilbage.

// OOC: Tænker vi bare kan fortsætte den samme tråd, og sige at der er gået et par dage?

Alicia var dybt betaget af den andens spil. Vedkommende var virkelig dygtig, og flere gange havde hun taget sig selv i bare at lytte til musikken i stedet for at spille. Den anden havde dog været flink til at komme med pauser, så hun blev opmærksom på dette og fortsætte melodien. Hun kunne ikke selv skifte melodien flydende, men det gjorde hende intet, at de af og til havde bratte skift i melodierne. Hun havde bestemt en masse at lære fra den anden, for han kendte melodier, hun slet ikke gjorde. Hun kunne dog også høre, at når hun slog over i de melodier, hun kendte til, var det ham, der ikke kendte til dem. Det var rart for hende, at hun kunne lære omend en lille smule fra sig. Det var det største kompliment nogen kunne give hendes musikspil.

Alicia havde selv mistet tidsfornemmelsen fuldstændig, og hun havde ikke opdaget, at dagen var gået på held, da modparten spillede noget mere kompliceret end hidtil, og hun kunne høre et par fødder sætte i løb. Hun kom selv på benene i en fart. Hun skulle på vagt jo! Hun havde dog heldigvis noget tid endnu, men hun satte selv i fuldt firspring, for hun skulle nå hjem med guitaren først, og der blev ikke set venligt på, at man kom for sent. Hvilket egentlig gav ret god mening i hendes erhverv.

Der nåede at gå et par dage, inden Alicia igen havde fri til at spille musik, men hun havde bestemt ikke glemt den mystiske person, hun havde dannet duet med, så lige så snart hun havde muligheden, vendte hun tilbage til det sted, de tidligere havde mødtes. Hun plantede sig dog uden for muren på samme måde som sidst.

//OOC: Lav endelig de tidshop, du mener er relevante ^_^

Det lod til at Dhalia gav ham tid om eftermiddagen, inden spisning, at være lidt for sig selv. Der var gået nogle dage og nu hvor pigen med det lysende hår ikke længere skulle passes, var han atter ude for at gå den korte strækning langs indersiden af muren, halvt håbende at han ville høre musikken fra den fremmede igen. På trods af afstanden til havet stod hans held ham bi, og han lod sig falde på plads på den fremtrædende sten, der sidste gang havde udgjort hans siddeplads. Men Éir var i et drilsk humør, og da han hev sin lut frem spillede han lavt nok til at hun dårligt ville kunne høre det. Melodien genkendte han fra sidst, og nu hvor han vidste hvordan den gik, kunne han følge trit med hende og spille det samme som hende, kun med få undtagelser. Når han var faldet ind i rytmen, begyndte han langsomt at spille højere, klar på at stoppe musikken pludseligt hvis hun stoppede, og starte igen når hun gjorde. Nu ville de se hvor længe der gik før hun opdagede at han var tilstede. 

Til at starte med bemærkede Alicia ikke, at der blev spillet med på hendes musik. Hun havde givet sig hen til bare at nyde tonerne. Af og til skiftede hun dog, så hun også spillede noget af det, hun havde lært den anden dag. Hun kunne huske melodierne, og hun kunne næsten til perfektion gengive dem, selvom hun hist og her var nødt til at improvisere en smule.

Ca. halvvejs inde i den ene sang, hørte hun lutten, og et svagt smil trådte frem på hendes læber. Den anden var her altså igen. Hun måtte huske at holde øje med tiden denne gang. Hun havde dog nattevagt denne dag, så hun havde selv noget mere tid at løbe på i forhold til sidst. For at gengive hans dril lidt, begyndte hun selv langsomt at spille lavere og lavere. Til at starte med, var det ikke sikkert, at han ville bemærke det, men på et tidspunkt ville han nok bemærke, at hun var holdt op med at spille.

Der gik rigtigt nok noget tid, før han opfangede at hun også spillede mere dæmpet. Der var en god chance for at hun havde hørt ham, og prøvede at give tilbage, men i så fald ville Éir ikke være den første, der bakkede nej! Aldrig! Han begyndte selv at spille lavere og lavere, men gjorde ikke længere et stort nummer ud af at gengive præcist hvad hun spillede. Istedet gik han tilbage til at spille akkompagnement til hendes melodi, med bedre succes end sidste gang - det var langt nemmere når man kendte melodien, i stedet for at skulle gætte.

Det var først efter at deres melodi havde udviklet sig til et lydniveau hvor man dårligt kunne høre den, at Éir pludseligt spillede op så kraftigt som han kunne. Hvis de havde fortsat meget længere, ville det have været som at spille med sig selv, og det besejrede pointen i at komme så langt herud. Han havde kun til solnedgang, før han skulle være tilbage til middag, så han slog hurtigt over i den udvekslingen af improvisation, de havde sluttet med sidste gang.

Alicia kunne ikke lade være med at smile, da den anden tydeligt fulgte hendes eksempel. Det skiftede dog hurtigt, og brat blev der skiftet til fuld volumen, så hun fulgte trop. Hun skiftede dog også til at akkompagnere hans spil, hvis han skiftede nummer, ligeledes med noget mindre improvisation i forhold til sidst. Det var tydeligt, at hun lærte hurtigt, og at hun ikke behøvede at høre noget ret mange gange for at kunne gengive det.

Hun accepterede, at den anden skiftede til improvisering, og hun fulgte eksemplet i en ganske glidende overgang. Den anden havde tydeligt ikke ligeså god til, som hun selv, men det var vel heller ikke til at forvente, at de begge havde tid på samme tid, altid.

Som dagen igen gik på hæld, kunne hun igen høre den afsluttende tone. Hun blev dog siddende en del længere denne gang for at fortsætte sit spil, og hendes sind begyndte at vandre igen. Hun gruede for at møde den anden, men samtidig havde hun en brændende lyst til det. Det ville nok være bedst at sove på det.

Et par dage senere vendte hun tilbage, fordi hun i dagens anledning havde tid. Hun befandt sig dog på indersiden af muren. Hun havde guitaren på ryggen ved hjælp af en strop, der gik over den ene skulder. Hun satte sig i skrædderstilling og begyndte at spille i håb om, at den anden dukkede op. Hvis det ikke skete, ville hun prøve igen en anden dag.

//OOC: Jeg håber det er okay, at jeg eskalerede det gevaldigt. Jeg var ved at løbe tør for idéer :3

//OOC: Eskaler endeligt! Jeg var også løbet helt tør xD

De spillede til at Éir atter var nød til at tage afsted, og ligesom sidst spillede han den lille signatur som han havde brugt til at signalere sin afsked. Han havde planer om at vende tilbage en anden dag, når han havde tid til det.

Et par dage senere var der tid igen. Han svang sin lut over skulderen, lod overkappen blive hjemme da vejret var blevet bedre, og gav sig atter på tur mod indersiden af borgmuren. Som han nærmede sig kunne han høre hendes musik, kraftigere denne gang, og satte tempoet op. Da han rundede en bygning kunne han se en kvinde med en guitar, siddende tæt på hvor han havde spillet de to gange han havde været der før. Melodierne der forlod hendes instrument afslørede hurtigt hendes identitet, men hun lod til at være for optaget af sin musik til at bemærke hans tilstedeværelse. Først da han var kommet tæt nok på til at han kunne række ud og røre hende, sagde han højt:
"Hej!" han forsøgte at give hende et stort smil i et forsøg på at afvirke den akavede fornemmelse af at møde nogen for første gang, som man allerede havde mødt. "Éir Ó Coileáin, jeg er lyden fra den anden side af muren." Han stoppede sin ordstrøm, og kiggede sig kort omkring. "Eller . . . Den her side af muren, rettere."

Alicia havde efterhånden spillet et godt stykke tid, og hun havde til at starte med ikke opdaget drengen, der var stoppet forholdsvis tæt på, men ligeså snart hun så ham, stoppede hun med at spille, kogende rød i ansigtet, fordi hun var blevet opdaget, og hun troede, det var en komplet fremmed. Farven forsvandt dog næsten, da hun fik øje på lutten, og hun lagde to og to sammen. Hun lod øjnene glide over hans figur, og hun kunne ikke lade være med at måbe. Han var ung. Meget (i hendes hoved) ung. Hvordan kunne en så ung mand have lært at spille så godt?

Der gik adskillige sekunder, inden det egentlig gik op for Alicia, at der blev talt til hende, og hun fik hastigt lukket sin mund nu med rødmen tilbage i ansigtet; det havde næsten samme farve som hendes hår. Hun kom hastigt på benene og sendte ham et overrasket smil. "Jeg er Alicia Minarko. Som De nok har regnet ud, er jeg lyden fra ydersiden af muren" svarede hun og bukkede let for ham; hun var ikke i kjole, så hun følte ikke, at det var passende at neje.

Hun stod lidt og fik styr på sin rødmen, inden det røg ud af hende: "Hvor har De lært at spille sådan henne? Det har taget mig mange år at nå til det niveau her." Hun lød både overrasket og nysgerrig, men hun formåede imponerende nok at holde en høflig tone. Hun fik styr på vejrtrækningen igen og satte sig ned i skrædderstilling.

Éir var selvlært. Så længe han kunne huske havde han spillet musik, og som han tænkte tilbage, kunne han ikke finde et minde hvor han havde været dårlig. Måske var han født med talentet, ellers måtte han være blevet velsignet af Valeria. Personligt foretrak han den sidste teori. Han kiggede på kvinden, der havde sat sig foran ham, og tænkte at det var alt for kedeligt en historie at fortælle.
"Sät dig ned," han ignorerede det faktum at hun allerede sad ned, "og lad mig fortälle dig en historie!" Han begyndte sin fortælling fra dengang han var spæd, i flere detaljer end var realistisk. Det var fortællingen om hvordan han hver nat, når månen stod højest på himlen, kravlede ned til vandet for at mødes med en hav-kvinde. Hav-kvinden lærte ham at spille, og delte med ham hemmeligheden bag den hellige gudsang.
Historien fortsatte i ti minutters tid, og som den udfoldede sig i Éirs fantasi blev der tilføjet flere og flere elementer. Drengen stemme var båret af en passion skabt af hans kærlighed til fortællinger. Han talte med en overbevisning, der ville kunne mislede en død mand til at tro at hans historie var sand, på trods af at intet - så vidt han vidste - af den slags var sket for ham.

Alicia lyttede interesseret til hans historie. Han var fantastisk overbevisende, men noget lød alligevel for godt til, at det var sandt. Han havde fortalt det så overbevisende, at hun ikke følte, at hun kunne tvivle på det, men det gjorde hun nu lidt alligevel. "Hvad hed havkvinden?" spurgte hun nysgerrigt, for hun kunne ikke mindes, at han havde sagt det. Under fortællingen havde hun sagte lavet en baggrundsmelodi med guitaren, uden at hun selv havde lagt mærke til det. Nu hvor han var færdig med at fortælle det, bemærkede hun det og stoppede.

Hun gav sig dog til at spille en ny melodi. En af hans, som hun nu kunne udenad, uden at hun behøvede at improvisere. Hun spillede den dog stadig i et lidt dybere toneleje, fordi det passede bedre til guitarens lyd. Da sangen sluttede, satte hun guitaren til side, og kiggede på Éir. "Der er noget, De må vide. De må ikke blive forskrækket over det, jeg nu viser Dem" sagde hun nærmest bedende, for hun ønskede ikke at skræmme ham væk, men hun havde heller ikke lyst til at lade sin sande natur være skjult. Ganske langsomt, så der ikke bare var et kæmpe skift, lod hun sin kropstemperatur stige, som hun frigav chakra. Langsomt forsvandt hendes pupiller, og begyndte at lyse gult. Herefter skiftede hendes hår til at ligne rene flammer, og til sidst begyndte hendes hud også at gløde svagt, hvilket nok ikke var så nemt at se i sollyset. "Jeg ved ikke, hvad der er sket, men så længe jeg kan huske, har jeg været sådan her. Begge mine forældre er mennesker. Dette har skræmt mange væk, men jeg ønsker ikke at holde det skjult. Vær sød ikke at hade mig" sagde hun igen bedende.

Efter at han var blevet færdig med fortællingen, havde han givet sig selv hen til at lytte til hendes musik, der kildede hans øregange på den rigtige måde. Så distraheret blev han, at da hun stillede ham et spørgsmål, havde han halvt glemt hvad hans fortælling havde omhandlet. Et nogle tænksomme sekunder hvor han gjorde sit bedste for ikke at se tænksom ud, kom han i tanke om det og åbnede munden for at komme på et navn. Før han kunne artikulere lydene, fornemmede han at det var for sent. Det var tydeligt på udtrykket i hendes ansigt, at hun havde gennemskuet hans fantasi.
"Okay, historien var máske ikke helt sand . . ." Hans kropsprog fortalte at han måskeee havde ændret på nogle få detaljer, men på så overdreven måde at det måtte være tydeligt at der var tale om mere end bare småting.
Han rettede sig op, og kiggede på hende med et stift smil. Sådanne sætninger brugte folk kun når de ville vise noget dybt forskrækkende. Éir var ikke den modigste person, i hvert fald ikke efter sin egen mening. Da kvinden langsomt forvandledes til ild, kunne han dog ikke lade være med at finde det fascinerende. Med sin afsluttende sætning fik han en trang til at vise hende, at der ikke var nogen grund til at skamme sig over at være et flamme-menneske, i hvert fald ikke i hans øjne. Han tog et skridt nærmere, og mærkede stigningen i temperatur. I det øjeblik overtog hans nysgerrighed hans bedre forstand, og han strakte en arm op for at stikke sin hånd ind i hendes hår, men stoppede den et par håndbredder fra.
"Brænder dit hår virkelig?" spurgte han forundret. At stikke hånden ind i det var ikke den bedste måde at finde ud af det på, indså i et ukarateristisk øjeblik af klarhed.

Alicia nikkede til hans indrømmelse, men kunne alligevel ikke lade være med at smile. Hun beundrede hans fantasi, og det var tydeligt i de orange øjne. Hun havde ikke selv et 'fortællegen', følte hun, så hun fandt det rart at lytte til andres historier, om de var sande eller ej. De fleste gange kunne hun alligevel gennemskue, hvis det ikke var sandt, men oftest gjorde hun ikke noget ved det. Historier var spændende for hende, uanset hvor sandfærdige de var.

Hun strålede - bogstavelig talt - som en sol, da Éir ikke veg fra hende, men i stedet rykkede sig tættere på. Hun var dog på nippet til at trække sig, men stoppede da han alligevel ikke rørte ved hende. Hun trak lidt på skuldrene ad hans svar. "Det tror jeg ikke. Jeg har i hvert tilfælde aldrig sat ild til noget med det. Pas på med at røre, dog" advarede hun høfligt. Hun havde før forårsaget brandvabler under mindre heldige omstændigheder, og hun ønskede på ingen måde at skade Éir. Efter et lille stykke tid lukkede hun dog for sin chakra igen, hun begyndte langsomt at ligne sit menneskelige jeg igen. "Det er ikke mange, der accepterer det. Tak" sagde hun oprigtigt taknemmelig, men også en smule overrasket.

Éir trak modvilligt sin hånd tilbage, stadig fascineret over det brændende hår. Han havde lyst til at spørge om hun selv havde det varmt, taget i betragtning at hun havde ild på hovedet, men tænkte at det ville blive misforstået som uhøfligt. Hun brændte tydeligvis ikke sig selv. Han tog et skridt tilbage, og satte sig i skrædderstilling på jorden. Der var noget trist ved at blive takket for ikke at gøre et stort nummer ud af noget så fantastisk fascinerende. Han trak sin lut frem, og begyndte distraheret at spille en melodi ingen af dem havde hørt før. 
"Det skal du ikke takke mig for, jeg syntes det var smukt. Tak." Han sagde det med et stort smil. Hun skulle ikke skamme sig om sin evne, om han så personligt skulle sørge for at hun ikke gjorde det.
"Desuden er vi allesammen lidt anderledes. Jeg kan hóre de dóde, for eksempel." Han trak på skuldrene som for at indikeret at det var ingenting, men indeni var han alligevel anspændt. Han havde aldrig fortalt nogen om sin evne til at tale med de døde, og selvom han dårligt kendte hende virkede det passende i sammenhænget. Han fokuserede intensivt på sin musik, da hans frygt forhindrede ham i møde hendes blik.