Der var en stigende uro i tempeldistriktet. Tidligere på ugen var ypperstepræstinden for Sharas tempel, en mørklødet Topaliskvinde, blevet afsat, og templet var nu overtaget af Kiles Orden. Den officielle udmelding var, at der foregik "aktiviteter der var imod Lysets og Dronningens styre" i templet.
Men her stoppede det ikke. En officiel medelelse til tempellederne fra selveste Leoric Emhyrean, Yppperstepræst for Kiles Orden og Talsmand for Dronningen, fortalte, at alle templerne fra nu af ville have Ordensmedlemmer til at holde øje med, at den daglige drift af templerne levede op til Ordenens forventninger.

Den følgende dag, en kølig vintermorgen, hvor skarpe solstråler oplyste de smukt dekorerede tempelbygninger, så man en større mængde af de velkendte, sortklædte ordensmedlemmer iført hvide masker indtage templerne for de forskellige Yngre Guder.
Og kort tid efter var den første fred brudt: et par præster fra Leanders tempel forsøgte at spærre vejen for Kiles Orden: "I dette tempel velsigner vi nyfødte og gravide kvinder.. Dødens Vogtere har intet at gøre her!" Udbrød den ene af Leanderpræsterne - en ældre mand iført hvide klæder. Han løftede en belærende pegefinger mod Kilepræsterne, der så til med udtryksløse øjne bag maskerne.
"Ordrer er ordrer." Den nærmeste Kilepræst lagde hånden på sværdet, der hang i bæltet. Skæftet var dekoreret med Kiles symbol. Den ældre mand blegnede og gjorde plads til at præsterne kunne gå ind i templet. Kort efter stormede han ud, rev sine egne præsteklæder af og lod dem falde til jorden. Han spyttede i jorden: "Jeg er en præst af Leander! Jeg nægter at arbejde for Ordenen!" halvråbte han, inden han hastigt vendte om og løb fra tempeldistriktet. De, der tydeligt gik imod Ordenen, endte oftest i en celle, hvis de ikke nåede at flygte fra byen, og det var tydeligt, at Leanderpræsten ikke havde lyst til førstnævnte..


Tråden er åben for alle, der har karakterer som kan finde på at besøge tempeldistriktet. Hvis man vil nøjes med at skrive en reaktion, skal man notere i bunden af sit indlæg, at man ikke skal tagges. Karakterer, der opfører sig voldeligt vil blive ført bort af Ordensmedlemmerne og overgivet til byvagterne. 

Senya var på vej igennem Den Hellige Bydel med de varer, som hun havde købt på markedspladsen. Heriblandt nogle måneskinsliljer til healende drikke. Dette var den hurtigste vej til byporten, fra hvor hun var kommet fra, så derfor gik hun denne vej da hun blev væltet af en mand, som kom løbende i fuld firspring mod hende. Med den fart han kom med, væltede han både sig selv og Senya. Hendes varer røg ud over brostenene, og hun så hjælpeløst til, mens de spredte sig for alle vinde.

"Mange gange undskyld, og må Leander være med dig." Undskyldte manden sig, som han rejste sig og løb videre. Det var højest besynderligt, for normalt var Leander-præsterne meget venlige, rolige og hjælpsomme, men ikke i dag. De hvide gevandter blafrede om ham, som han løb ned af en af de mange gader i byen.

"Og Shara med dig." svarede hun forvirret, mens hun febrilsk begyndte at rydde sine varer op fra gaden. Hun nåede dog ikke så langt, før folk begyndte at trampe på dem. Den vej hvor manden var kommet fra, så hun en enkelt gang og opdagede Kile-præster. Suk ikke dem igen. Tænkte hun med en hovedrysten, som nogen af dem løb hen over hendes varer. Hendes måneskinsliljer var ødelagte, da hun samlede resten sammen.

Der var altid vrøvl, når der var Kile-præster i nærheden. Det var ikke ufarligt med dem, og de havde efterhånden overtaget hele byen.

Theresa havde set og hørt det hele. Heldigt for hende havde hun ikke haft noget at gøre med Kile's Orden, eftersom hun ikke havde været i hovedstaden i lang tid, men nu hvor hun var vendt tilbage, så havde hun vel intet andet valg, end at finde ud af, hvad hendes mening om dem var. De stod for gudinden Kile, og Theresa havde intet imod gudinden, men hendes Gud ville altid være Aladrios. Hun forstod dog ikke hvorfor Kile's Orden tvang sig ind i alle templerne - Hvorfor skulle Kile's Orden kontrollere om alting blev gjort efter deres hoved? Hvorfor trængte Kile's Orden ind i andre guders templer? Det var forkert. Hvorfor kunne de ikke se det? Eller, måske kunne de, men var ligeglade? Theresa så efter præsten, der løb væk, og kunne ikke lade være med at håbe på at han formåede, at slippe væk, men chancerne for det var lille. Især fordi jagten allerede var sat igang.
Andre af Kile's præster var allerede begyndt at løbe efter ham, og var endda så venlige at træde henover nogens ... Hvad var det? Liljer? Måneskinsliljer? Det var også ligemeget, hun kunne mærke at hun var fristet til at hjælpe Leander's præst. 
Det kunne kun være Aladrios' ønske at hun blandede sig. Dog kunne hun ikke gøre meget for at hjælpe præsten, der var løbet væk, men hun kunne hjælpe de andre. Hun vendte sig om og trådte ind i Leander's tempel. 

Hun sørgede for ikke at røre ved sit sværd, hun ville ikke fremstå truende. Endnu. Hun stoppede op og så rundt, indtil hendes blik faldt på Kile-præsterne. Hun gik hen til en af dem. "Undskyld mig... Jeg har et spørgsmål om Kile's Orden." Hun smilede svagt, i håb om at præsten ikke ville se hende som en trussel. "Det virker ikke rigtigt at Kile's præster holder øje i andre guders templer, som om Kile er hævet over andre guder. Det kan næppe være den meddelelse, I vil sende til folket? At Kile er mægtigere end de andre guder?" Theresa var udmærket godt klar over, at hun legede med ilden lige nu, men uanset hvad resultatet ville være, så var det okay med hende. Aladrios beskyttede hende; det var hun sikker på.

Personlig... havde Vlevius ingen troende tilgang.

Han forholdet sig neutral i den slags tilgang, eftersom at guderne ikke ligefrem var den slags ting der blev talt meget om i hans unge dage. Vlevius kunne dog godt forstå det behov som visse mennesker havde, når det kom til forståelse i livet. Han havde ikke selv haft mange møder med disse mennesker der kaldte sig Kile Orden, men han viste fra samtaler fra diverses værtshuse og barer, at de ikke var de meste festilig personligheder at møde.

Den kolde vinter morgen, var en stund hvor Vlevius normalt satte pris på ro. Men, den rutinerede vej som han tog igennem det smukke tempeldistrikts skulle visse sig at være under lidt af et kaos. Vlevius, havde aldrig set den slags adfærd før. Han kunne knap nok træde til side, før en præst kom farende igennem med flere af mænd efter sig. Han hørte hvordan de mændene råbte et eller andet om at præsten skulle stoppe sin flugt. Han kunne sagtens være trådt til for hjælpe præsten der var på flugt, men at trække et sværd mellem så mange andre, ville være dumt. Havde det set bedre ud, kunne Vlevius måske godt holde stand i en tid. Men, hans alder var ikke længere den bedste, og det at kæmpe alene var ikke ligefrem let når oddsene var fire imod en.


//Glemt af sige at jeg ikke ville tags igen den anden dag.. ^^''

 

I teorien var Nao tro mod sin Dronning, og dette virkede det også til at Kile præsterne var, de handlede hvert fald ud fra ordre fra Dronningen og lysets tro, men dette var ikke noget som Nao havde været stor fan af. De havde fået for meget magt, og det var gået over gevind. Kiles præster befandt sig over alt i Hovedstaden, og nu havde de bredt sig til templer, efter ønske om at sikre at det ikke skete aktiviteter, som var i mod Dronningens tro, igen ikke noget som Nao var stor fan af, men som lysets ridder kunne han ikke gå og vise denne modstand mod Kiles Orden, eftersom at han skulle være tro mod Dronningen. 

Det var ikke ofte at han befandt sig i tempeldistriktet, men denne morgen ulmede ingen ro, tværtimod, dette var første indtog fra Kile præsterne. Præster som var imod denne færd, forlod stedet i protest, og Nao var enig i disse, Kiles præster havde intet at gøre i andre templer, som tilhørte andre guder. Der var ikke meget han kunne gøre ved denne færd, men da kaos spredte sig og en ung kvinde måtte se jorden tæt på, og hendes varer blev spredt, efter mødet af en af de utilfredse præster, kunne han hjælpe til. I stedet for at stå og kigge, som han havde gjort det meste af morgenen, satte hans sig ved hendes side og begyndte at samle nogle af de mange varer sammen, de varer som endnu ikke havde set sålerne af forsamlingen. "Lad mig hjælpe dem" lød det hjælpsomt fra ham, og kiggede på den unge kvinde. Dette ville helt sikkert blive en stille dag.

Kile præsten hun havde henvendt sig til mumlede et eller andet, hun ikke kunne forstå, og ignorerede hende ellers bare, selvom hun blev ved med at spørge ind til deres handlinger. Til sidst lagde præsten sin hånd ved sit sværd, og gav hende en kort, men præcis advarsel. Gå væk eller tag imod konsekvenserne. Theresa var ikke villig til at skabe problemer med Kile's Orden - ikke endnu. Hun havde brug for hjælp, hvis hun absolut skulle tage kampen om imod Ordenen, og der var ingen hjælp, at finde her. I hvert fald ingen, hvor hun havde mulighed for at gå væk derfra med livet og friheden i behold. 
Så, hun hævede begge hænder med håndfladerne imod manden i overgivelse, selvom hun hadede det sindssygt meget. Igen måtte hun overgive sig overfor en mand. En del af hende havde lyst til at angribe, gå amok, men hun vidste det ikke ville hjælpe noget. Tværtimod ville det kun gøre det hele værre. 

Theresa gik ud fra templet og bed sig selv i underlæben, så hun ikke gav ind til fristelsen om at råbe eller skrige af frustration. I stedet gik hun målrettet, omend meget hurtigt og med vrede bevægelser, længere og længere væk fra templet, indtil hun nåede hen til kvinden, hvis måneskinsliljer havde været endnu et offer for Kile's præster, men denne gang var kvinden ikke alene. En mand hjalp hende. Med et lille suk begyndte Theresa at slappe af igen. Hun gik hen til dem og satte sig på hug foran dem.
"Blev alle dine måneskinsliljer ødelagt?" Spurgte hun kvinden og smilede svagt for at virke imødekommende.

Senya ryddede febrilsk sine varer op fra brostenene, dem der ikke allerede var ødelagt altså. Næsten alle de dyre urter var spredt ud over brostenene under hende, og hun måtte sidde på knæ for at skrabe dem af stenene. Hun gav dog lidt op, og samlede kun det op, som ikke var gået i stykker.

Hun så ikke manden, før han sad på hug ved siden af hende. Han var mørkhåret og køn, lidt grov i udseende godt nok, og havde en behagelig stemme.

"Lad mig hjælpe Dem." sagde han og hun smilede til ham.

"Mange tak." svarede hun med et lille suk. Det var de urter, tænkte hun med et suk, og var lidt ked af, at de sådan var gået til spilde. De kunne have healet nogen, i stedet for at være mast ud over brostenene under dem. Det var lidt trist. Især fordi nu havde hun endelig fundet måneskinsliljer i Hovedstaden, så det irriterede hende lidt, at hun havde mistet dem igen.

En kvinde henvendte sig også til hende nu. Senya nikkede til hendes spørgsmål, og samlede de sidste ting op i den kurv, som hun bar på armen.

"Ja, de er helt ødelagte."

Denne hændelse kunne man nok ikke give Kile præsterne, men samtidig så var det ikke sket hvis de ikke var kommet på den måde. Det var klart, at deres indtog i Hovedstaden havde skadet byen, og det var de fleste, af dem som ikke var medløbere, nok klar over, men der var nok ikke meget at gøre for at få dem ud af vagten, når Dronningen var på deres side. Præsten som var skyld i denne hændelse var allerede væk, og det var heller ikke fordi at Nao kunne gøre noget ved ham, det var ikke forbudt at løbe, men selvfølgelig kunne han gøre op for de tabte varer, men det var for sent nu.

"Det er selvfølgelig beklageligt med dine varer." sagde han roligt og kiggede over på den unge kvide, som helt sikkert ikke var herfra. Hendes hud var noget mørkere, det samme med hendes hår. Hun var en køn ung kvinde. Nao havde ingen idé, om hvad disse blomster var med til at gøre for hende, men det virkede til at de var specielle, især eftersom at en ny ung kvinde kom over og snakkede, og spurgte ind til dem. De lå spredt ud over stenene, og det var kun de som ikke var helt ødelagt som blev samlet op.
Det var klart at sådan et optrin skabte interesse, og hurtigt var de ikke alene om blomsterne. Den ny tilkomne, virkede mere som en herfra byen af, eller nærliggende steder, endnu en af de mange kvinder som byen blotrede sig i. Der var et mere krigisk udtryk i denne kvinde, i forhold til hende med blomsterne, som de begge nu hjalp. Han sendte hende, et roligt smil som deres blikke mødtes i deres arbejde.

Nao rejste sig, da de sidste var blevet opsamlet og rettede sin rustning og ikke mindst sit sværd, så det hele ar til at have på igen. "Velbekomme" lød det blot fra hende, da hun takkede ham, "Jeg håber at du kan få noget ud af de få som er tilbage"

Rundt omkring dem, var det meste måske ved at dæmpe sig, og Kile præsterne var ved at slå sig ned inde i templet, og uden for, så det var nok bedst hvis han blev i området, hvis der nu skulle ske noget mere.

Theresa kunne ikke andet end at have ondt af kvinden. Hun vidste kun lidt om blomster, men det havde sikkert været svært at få fat i de måneskinsliljer - de lød sjældne på grund af det eksotiske navn, men hun var naturligvis ikke sikker. Hun rejste sig op og børstede sine bukser af, inden hun fokuserede på de to fremmede foran hende. Som altid var hun mere mistænksom overfor manden, end kvinden, det lå bare i hendes natur at hade en mand, selvom hun ikke kendte ham.
Men hun valgte ikke at sige eller gøre noget ved det. Han havde hjulpet kvinden, så mon ikke han var god nok? Kun tiden kunne besvare det spørgsmål.
I stedet fokuserede hun på templet, hun lige havde været inde i. Der var mere ro nu, men hun var ikke klar til at gå videre. Tanken om Kile's Præster træde ind i Aladrios's tempel satte hendes blod i kog, og hun måtte sørge for at det ikke skete. Koste hvad det ville! Kile præster havde intet at gøre i Aladrios's tempel. Heldigvis var de ikke nået hen til Aladrios endnu, af hvad hun vidste, hvilket gav hende lidt tid.

"Du er en del af Lysets Hær." Kommenterede hun, og så på manden. "Hvad er din mening om at Kile's præster træder ind i andre guders tempel og nærmest overtager templet?" Det var tydeligt at se på hende, at hun ikke brød sig om det.

Senya samlede det sidste sammen, og smilede beklagende til manden i rustningen. Der var rart, at han hjalp, for de fleste andre der hjalp stoppede liljerne og de andre urter i egne lommer og skyndte sig væk fra stedet. Da det sidste var samlet op, det der var tilbage anyway og ikke helt ødelagt, rettede manden blikket mod hende og sagde noget.

"Det håber jeg også. De var ikke lette at finde. Måneskinsliljer hænger desværre ikke på træerne længere. Heller ikek selvom man har pengene til det." kommenterede hun til hans ord, og lagde den flettede kurv over armen, hvorefter hun skyndte sig videre. Hun smilede taknemligt til kvinden, som også havde hjulpet.

Hun skævede dog kortvarigt til templet. Hun blev altså lidt harm over, at Kilepræsterne følte, at de kunne indtage andre guders templer. Det kunne hun godt forstå, at templets præster ikke ville finde sig i. Hun kunne dog ikke, selv, gøre ret meget ved det. Det eneste tidspunkt hun personligt ville gribe ind var, hvis de kastede sig over hendes Gudindes tempel: Shara's. Heldigvis så det ud som om, at manden og kvinden som havde hjulpet hende, og ikke bare stjålet, var på vej mod templet, så de ville nok klare det med Kilepræsterne.

Derved forlod hun torvet ved den hellige by, og bevægede sig mod byens udgang, så hun kunne komme hjemad. Ikke tale om, at hun ville opholde sig i byen så længe Kilepræsterne var på krigsstien. Så ville hun hellere se at komme væk og af vejen, så hun kunne passe sig selv og leve sit eget stille liv. Hun var virkelig ærgerlig over, at så mange af hendes urter var blevet helt ødelagt, men det var ikke noget at gøre ved det. Hun havde ikke råd til at købe flere. Ikke i dag i hvert fald. Hun begav sig da den halv dagsrejse mod sin hytte i skoven.

// Out

"Nej, det er er klart" lød det fra ham, og offentligt gjorde hans uvidenhed på området, for det anede han intet omkring. Kvinden med blomsterne forlod hurtigt den hellige by, og nærmede sig dermed udgangen af Hovedstaden, efter at resterne af de mange blomster var blevet samlet op og hun kunne komme videre i hendes dag. Det var tydeligt hvad der var sket, eftersom at der stadigvæk lå ødelagte blomster spredt omkring dem, men det var sådan det var.

Han kiggede over på den nyankomne, og den anden kvinde. Hun var ikke nem at snyde, for med sin rustning som tilhørte lyset, var det svært ikke at vide at han var en ridder af lyset. Nysgerrigheden blomstrede i den unge kvinde, og det kunne også tydes i hendes spørgsmål om hans mening om Kile. Han kendte den godt selv, men det var måske ikke noget han skulle gå og reklamere med, eftersom at han var en del af Lyset, som åbenbart støttede op omkring Kiles præster og deres indtog i byen. "Det er klart at Lyset støtter op omkring Kiles indtog i byen" det var måske et meget radikal indrømning, og nok ikke noget hun kunne bruge til noget, "Det er nok ikke smart, hvis mine interesser og meninger går imod Lyset og mit arbejde.." Han kiggede roligt over på hende, og lod sin hånd hvile på skaftet til sit sværd, ".. Men i mellem os to, så har jeg ikke samme mening som andre, men der er ikke så meget jeg kan gøre" det ville gå udover hans position, det ville jo være at gå imod egne, og mon ikke det blev straffet.

Kvinden med måneskinsliljerne var et uheldigt offer i Kile’s Orden’s magtkamp. Theresa kunne ikke andet end at have ondt af hende, men der var desværre ikke meget hun kunne gøre for at hjælpe - i hvert fald ikke andet end at sørge for, at Kile’s præster ikke gik alt for vidt. Selvom de var gået langt over strengen nu. Det var helt igennem utilgiveligt at overtage et tempel, som ikke tilhørte ens Gud. Hvis det havde været Aladrios’s tempel... Theresa ville ikke lade dem få ét sekunds fred.
Theresa vinkede kort farvel til kvinden med måneskinsliljerne, inden hun havde sit fokus på lysets kriger igen. Hans ord overraskede hende. Selvfølgelig var han tilbageholden. Han ønskede ikke at sætte sig selv i fare ved at gå imod Lyset. Et loyalt træk, men desværre det forkerte træt - ifølge Theresa.
”Men, hvis du intet gør risikere du, at alting bliver værre end det er nu. Jeg har på fornemmelsen, at Kile’s Orden er langtfra færdige med at bringe ‘orden’.” Ved at snakke så åbent om hendes had og modvilje imod Kile’s Orden risikerede hun selv meget, men hvis hun ikke tog risikoer hjalp det ingen. Især ikke hendes Gud.

”Lysets Dronning har været fraværende i lang tid, og snakker udelukkende med Kile’s præster har jeg hørt. Så spørg dig selv; tjener du lyset eller Kile’s Orden lige nu?” Theresa troede ikke på, at dronningen var okay med hvordan Kile’s Orden håndterede alting lige nu. De måtte holde hende fanget, have truet hende, et eller andet - for hvis Dronningen var okay med alt det her, så var Theresa ikke sikker på om hun ville følge Dronningen mere. ”De drev en hel race ud af byen - selvom mange af dem var uskyldige - og nu overtager de andre guders tempel? Jeg nægter at tro på, at Dronningen har givet tilladelse til det.” Theresa var trådt tættere på Nao, for at kunne sænke sin stemme, sås forhåbentlig kun han kunne høre hvad hun sagde. ”Jeg tror du adlyder Kile’s Orden lige nu uden du ved det. Hvis du kæmper imod dem betyder det ikke, at du går imod Lyset - Du beskytter Dianthos.”

Alwyn havde betragtet hele spektaklet fra lidt god afstand. Hun stod lænet op ad en stensøjle ved et mindre Thatos bedested. Hun havde aldrig været særlig religiøs; blindt havde hun fulgt Mørkets Lord i mange år inden dét... Hun slog blikket ned, da hun spottede en Lysets Ridder ud af øjenkrogen. 

Fjols, det er mange år siden. Ingen kender dig. Ingen husker dig. 
Hun vendte tøvende blikket op igen. Trods hendes tro til Mørkets Lord var forsvundet sammen med hans liv, så havde hun alligevel tvunget sig selv til at følge noget. Thatos udfyldte tomrummet ganske fint. Hun lod blikket hvile ved Lysets Ridder og kvinderne omkring ham. Hun havde set ham før - hvad var hans navn? Sikkert noget tåbeligt; alle de lys-fjolser har tåbelige navne. Et smil gled hurtigt henover hendes læber imens hun mindedes alle sine møder med Ridderne. Hun spidsede ører da det gik op for hende, at den ene kvinde stillede nogle interessante spørgsmål. 

Hmm, så selv dronningens riddere tvivler på hendes handlinger. Og folket er også ved at vende sig imod dronningens ordrer. Interessant. 
Hun rettede sig op en anelse, og skævede mod Kiles præster. Heldigvis kendte ingen af præsterne til hendes fortid, og hun behøvede derfor sjældent skjule sig for dem. Om ikke andet, så skræmte en lille kjole-klædt præst hende ikke. Ridderen og kvinden var blevet mere stille (til Alwyns irritation). En del af hende havde lyst til at afsløre dem. Et hurtigt råb - disse tåber mistror vor dronning og vor orden, brødre, grib dem! - og de røde præster ville kaste sig over dem. Det var altid morsomt at sætte Riddere i svære situationer. Men Alwyns nye liv satte (heldigvis) en stopper for hendes (dårlige) idé, og hun trådte i stedet hen til Ridderen og kvinden han talte med.

"I to bør være forsigtige hvor I har sådanne 'forrædderiske' samtaler henne," mumlede hun lavmælt med ryggen vendt halvt mod de to. "Hvis I tror at Kiles Orden kun har medlemmer i røde kapper, så tager I grueligt fejl. De har ører og spioner overalt. En Ridder burde vide bedre." Hun skævede mod de to, og vippede hovedet mod en ældre kvinde, der havde stået og observeret de to - ligesom Alwyn havde gjort det. 

Det var tydelige at kvinden ikke var af samme mening som ham, eller hun var hvert fald mere åben omkring hendes meninger, om den nye orden som hurtigt havde gjort et stort indtog i Hovedstaden. Det var en farlig snak, og det var klart at det var noget som Nao nok gerne ville have undgået, i hvert fald på så åbent et sted, hvor det netop nu vrimlede med Kiles præster. Det var jo tydeligt hvilken magt de havde over vores Hovedstad.
Nao vidste udmærket, al det hun stod og fortalte ham, han havde jo selv samme tvivl om hvem han lige nu tjente, som hun selv sagde så havde Dronningen ikke vist sig offentligt længe, hvilket gjorde at Kiles Orden kun blev strækere, og han var enig i at de nok ikke var færdige med at vise sig, eller skabe orden i byen.

"Det er en farlig snak, det dér" lød det roligt fra ham, som han søgte hendes blik. Deres samtale var lavmælt, men man vidste aldrig hvilke ører som lyttede med til samtaler her i byen, information kunne hurtigt falde i forkerte hænder. Nao kunne som hende ikke stå, så offentligt og åbent, og fortælle om sin mening, "Jeg tjener lyset og Landet.." han kiggede lidt rundt, der var ingen af Kiles folk omkring dem, ikke offentlige, "Hør her, jeg har samme tvivl om alt dette som De har, men jeg er en ridder, jeg kan ikke stå og reklamere med den slags,
det vil være for farligt, jeg har samme ønsker som Dem i det her" det burde være ord nok, til at vise hvor han stod, hun skulle være glad for at det var Nao, som hun var rendt ind i, for andre ville ikke have taget de ord som hun kom med let.

Der gik ikke mange sekunder, før en tilstedeværende kvinde afbrød deres samtale. Det var tydeligt at hun havde hørt hvad der var blevet sagt, og Nao havde haft en bekymring omkring denne samtale, især fordi at det var så åbent et sted, men det virkede ikke til at den unge kvinde ville skabe påstyr omkring dette, men nærmere advarede. "En ridder ved bedre," påstod han, selvom han dog havde taget del i denne samtale. Det var klart at Kile ikke kun havde deres præster, men også havde spoiner ude, for at opsnappede informationer. Nao rettede sit blik mod observerende kvinde, som den nyankomne spejdede imod, det var ikke til at sige om hun havde hørt noget, eller hvem hun var.

Theresa var for vred til at indse, at der også fandtes væsener, som støttede Kile's Orden, der også var normale borgere. I hendes hoved var hendes største fjende præsterne fra Kile's Orden, så det var dem hun fokuserede på, men nu hvor både ridderen og en fremmede kvinde konfronterede hende med det måtte hun indrømme, at det ikke havde været så smart af hende. Det ville hun naturligvis ikke indrømme overfor dem. Hun sukkede bare, gav et lille nik til dem, og så hen imod templet. Mon hun skulle prøve, at få både ridderen og kvinden til at følge med hende, for at kunne snakke mere om det? Hun var dog stadigvæk i tvivl omkring ridderen - ville han være med til at snakke videre om det, og muligvis gøre noget ved det? Og hvad med kvinden? Hvor lå hendes loyalitet henne?
Måske var det for farligt, at spørge netop disse to individer? Uanset hvad, så havde kvinden og ridderen ret - Theresa havde ikke lagt mærke til den ældre kvinde, der åbenbart havde holdt øje med hende og ridderen.

Så, hurtigt brød Theresa ud i et smil og vendte sig om imod de to mennesker foran hende. "Ah ja, I har da fuldkommen ret!" Al vreden i hendes øjne fra før var forsvundet, og blevet erstattet med venlighed. Skuespil, måske? For at få mistanken væk fra dem? "Hvor er mine manerer dog? Jeg glemte helt at præsentere mig selv - Theresa Lexon T'reqen."

At de sammen fik den unge kvinde, til at holde hendes ord på afstand og i ro, var en lille sejr og noget som lige nu var godt. Selvfølgelig var Nao, enig i hende, men han kunne ikke stå og tale på den måde, det ville kunne skaffe ham flere problemer, og hvis han skulle i problemer, så skulle der mere handling under, han ville hellere end gerne af med Kile's Orden. "Theresa, Cay" lød det roligt fra ham, som hans blik gled rundt på de to, "Jeg er Nao" sagde han venligt, med et roligt smil.
Den gamle kvinde, veg ikke fra hendes plads, selvom at han så hvordan Cay sendte hende det skarpe blik. "Jeg tror ikke folket har noget andet valg" svarede han og kiggede over på Cay, "Men det er klart at folket tilpasser sig, og hvis det er at hive hellighederne ud i hjemmene, så er det nok den vej de går" Nao regnede ikke med at mange ville søge i templerne, efter at de røde præster havde indtaget det hele. Bare ideen om at Kile havde, eller ville indtage, templerne i byen, var ikke noget som han ligesom stemte i med, de havde intet at gøre, andre steder ind i deres eget temple, hvor de kunne tilbyde deres egen gud. Nu startede det med Sarah's temple, og hvem mon vidste hvad der kom efterfølgende? "Der er nok ingen tvivl om at, byen vil se mere til de præster" han skuede op mod templet, hvor borgerne nærmest havde forladt stedet i protest sammen med de andre præster, og de røde havde et fast tag, og de få tilbage blevne, vidste måske ikke helt hvad de skulle gøre.

Cay's spørgsmål fik Theresa til at tænke. Hvad var formålet bag alt det her? Hvad ønskede Kile's Orden at præstere ved dette? For hvis deres ønske var at Kile skulle være den eneste Gud, som blev tilbedt, så skulle de få kamp til stregen. Theresa havde respekt overfor alle guderne, men hun var mest loyal overfor Aladrios, og de kunne bare vove på at overtage hans tempel. Hendes blik søgte hen imod Leander's tempel, da hun hørte støj derovre fra, og endnu flere præster traskede væk derfra. Fristelsen til at gå derind og sætte Kile's præster på plads var næsten for stor til at sige nej, men hun blev hvor hun var. Hvis hun risikerede Kile's Orden's vrede nu kunne hun ikke beskytte Aladrios's tempel. Det irriterede hende, hvordan Nao lød til bare at acceptere hvad der skete, men naturligvis kunne han have tanker om at gøre noget ved det, uden hun vidste det.

"Man kan så spørge sig selv om det er en god eller dårlig ting..." Hun sørgede for at hviske denne gang, men havde stadigvæk et smil omkring læberne. "Nuvel. Der er ikke meget mere at gøre her, så jeg tror vil traske videre." Og skynde sig hen til Aladrios's tempel for at sikre sig, at præsterne ikke var nået derhen endnu.

// Regner ikke med at flere bruger denne tråd, men da jeg skal have erklæret Senya død, så er jeg nødt til at lukke den. //