Sted: Vargas hjem
Tid: Eftermiddag
Vejr: Varmt, solrigt og ørkenagtigt, dog med en lille kølig vind fra havet

Det var dagen efter, at Thanos havde bragt Vargas nogle nye slaver. Ikke så spændende, som de kunne være, men de var et udmærket nyt legetøj for Vargas. Det var ikke alle, der var interessante, men som aftenen var skredet frem i Thanos’ selskab og Vargas havde fået hevet nogle detaljer ud af ham, havde han alligevel fundet noget interesse ved de tre. Lejesoldaten havde via sine ord og udtryk givet udtryk for, at det havde været en meget lang rejse for ham, og bare det, at de kunne Thanos så træt, var nok til at Vargas ville se nærmere på den. Og han havde ikke andet at lave alligevel.

De andre to havde Vargas haft nede i sit legerum, men elveren ville han nu hellere invitere op i sin private stue, der som den større ved siden af, mest bestod af bløde puder, nogle få borde, et par stole, et spisebord (han savnede til tider et ordentligt, nordligt spisebord) med stole og så lidt kunst på væggene. En indmuret pejs var at finde til de kolde nætter og der var opsatser til fakler på væggene. De glasfrie vinduer sad højt, så man kunne ikke se så meget andet end himlen udenfor. En trappe ledte ovenpå til værelserne og en dør ledte ud til gangen, der samtidigt gav adgang til både baderum og køkken.

Hvorfor ville han have hende i sin stue? Han stillede ikke så mange spørgsmål til sine indfald, men havde i stedet smidt sig i en klump puder, hvor han var ved at spise et æble, som han skar i stykker med en skarp kniv. Nej, han var ganske interesseret i elveren, ikke bare på grund over hendes evner, men der var noget over hende, der pirrede hans nysgerrighed. Noget i hendes blik eller hendes holdning. Måske det, at hun lagde begge drengene ned uden besvær. Måske det gamle kilesymbol. Måske lidt af det hele.

Han skar et stykke af æblet og stak det i munden, som en vagt bragte ham elveren, ført igennem gangen og ind af åbningen i hjørnet af stuen. Hun var ikke bundet på nogen måde, som der alligevel ikke var de store flugtmuligheder fra området. Medmindre hun kunne flyve.
Med hånden med æblet viftede han ligegyldigt af vagten, der bukkede og forlod dem igen, som han havde sat Netrish af midt i rummet.
”Velkommen til mit ydmyge hjem. Lad endeligt være med at sætte dig, jeg foretrækker mine møbler rene.” Han talte med lidt æble i munden, men sank det og lagde æblet og kniven fra sig på det nærmeste bord, hvor der stod en frugtskål, en kande med vand og et par finere glas, inden han kom på benene.
”Det var Netrish, ikke? Jeg syntes Thanos sagde Netrish.” Han opførte sig som om, at hun var hans gæst og ikke hans slave, så på hende med et smil og et glimt i øjet.

Netrish havde forholdt sig roligt i sit bur, selv da drengene var blevet hentet tidligere. Hun havde skænket dem et blik på vejen. Idet mindste ville de have hinanden, selvom hun ikke var helt sikker på om det ville gøre dem mere gavn eller skade her.

Hendes blik tog hurtigt rummet ind, hendes ansigt altid som skåret i sten, og hvilede til sidst på Vargas. Han bad hende stå, hvilket var svært at holde imod ham, for hun var langt fra ren længere, selvom hun havde brugt et par dråber af vandet hun fik på at holde sit ansigt rent.
Som vagten efterlod hende holdt hun armene ind mod siden og lidt frem, for at dække det hendes kjole ikke gjorde. Hun holdt sig rank og stoisk.
"det er korrekt. Netrish Nardarlah, præstinde og forkynder af Kiles ord" hun bukkede, høfligt men ikke ærbødigt. De kunne fange hende og fæstne hende, de kunne lægge hende i lænker men hendes lov tilhørte Kile og hun ville tjene ingen anden.

Vargas så ikke ud til at interessere sig så meget over hendes fulde navn og det, at hun var en kilepræst. I stedet var han trådte lidt nærmere og lod blikket glide over hende, som han begyndte at gå rundt om hende. Selvfølgelig var han interesseret i, hvad hun gemte under kjolen, men det skulle han tidsnok nå frem til. Nej, det var mere hendes holdning, den måde hun stod der, rank og med værdigheden i behold. Sådan da. Han vidste godt, hvad Thanos havde fået tiden til at gå med, man skulle bare stille manden de rigtige spørgsmål, så fik man mere ud af ham end ingenting. Også selvom han ikke svarede med ord.

"En skovelver og Kilepræstinde. Det kan ikke være let i disse tider. Elverne er jagtet vildt og Kilepræsterne hadet som pesten." Hans tonefald var ganske let og normalt og han forventede ikke et svar. Han nåede hele vejen rundt og stillede sig foran hende, stadig med et glimt i øjnene. Det morede ham lidt, at hun var begge dele. Modsætninger samlet i en krop. Han lagde hovedet lidt på skrå og rakte ud for at tage ved hendes vedhæng igen. De slanke fingre kærtegnede metallet for et øjeblik, næsten tænksomt.
"Jeg forstår ikke folks forhold til døden. Tænk at frygte den så meget, men stadig tilbede guden, der står som et symbol for den." Han selv tilbad Zaladin, når han en gang i mellem kom i tanke om det, men han var også ret klar over, hvad han gik ind til med det. Ondskabens gud. Han slap hendes halskæde igen uden planer om at tage den fra hende lige nu. Hvilket dog hurtigt kunne ændre sig. Det tænksomme blik livede op igen og han lagde hovedet på skrå.

"Thanos siger, at du ikke bare er tilbeder, men fanatisk tilhænger. Og at du nægter at lade folk dø før deres tid. Hvordan fungerer det?" Denne gang var der nysgerrighed i hans stemme. Det interesserede ham faktisk, at hun havde sådan en tilgang til døden. Og han ville vide, hvordan hun kunne vide, at det ikke var folks tid. Måske var det noget, han kunne bruge. Måske var det ikke, men det kunne han jo ikke vide, før han fik det forklaret.
Hvis Netrish havde forventet at blive hevet direkte op til vild og voldsomt tortur, tog hun fejl. Nok var Vargas lettere syg i roen, men han var ikke en vildmand. Han ville gerne snakke med hende. Inden han måske fik hende til at skrige lidt. Det kom lidt an på hende. Han havde dog planer. Bare lidt. Om det var godt eller skidt for hende, det måtte tiden vise.

Netrish rokkede sig ikke som Vargas nærmede sig, og selvom hans ord ikke indbød til svar, talte hun. "Jeg har været begge længe før Kiles Orden spredte deres falske doktrin, og jeg vil være begge længe efter, om Kile vil det" hendes ord var fattede og faktuelle, som var det et faktum. Han kunne gøre hvad han ønskede, men Kiles vilje ville ske, også selvom hendes udvalgte fejlede.

Elverpræsten forholdt sig rolig som Vargas gik rundt om hende, og hun holdt sig fra at flytte på sine arme for at dække mere. Det ville blot trække mere opmærksomhed til hendes ubehag. I stedet forblev hun stolt og rank som en stenstøtte. Selv da han tog fat i hendes halskæde fortrak hun ikke en mine! Men hendes blik afslørede hendes følelser som havde hun bekendt dem frit. Halskæden betød noget for hende, den var vigtig for hende.. og de afslørede lettelsen da han slap den igen.

"Jeg har svoret mit liv til Kile og til at tjene hende til min tid kommer. Det er en dedikation Thanos aldrig ville forstå, om han så brugte alle hans tilbageværende dage på det. Og i den funktion er det min pligt at gøre Kiles bud, og hjælpe de sjæle hvis tid er kommet til hendes haller, så vel som at værne om de hvis tid endnu ikke er oprundet" forklarede hun roligt "Til dette formål har Kile velsignet mig med visheden krævet til at fuldføre hendes bud"

Elverens ord fortalte ret tydeligt, hvad hendes mening om Kiles Orden var og Vargas besluttede sig ret hurtigt for ikke at fortælle hende, at Leoric var en personlig "ven" af hans. Ingen grund til at forpurre den lille smule samarbejde, han kunne få lokket ud af hende. Og det kom sådan heller ikke hende noget ved. Vargas havde ikke brug for at alle vidste, at han handlede med Leoric, det ville bare give ham problemer senere hen. Sådan nogen kom altid og bed en i røven, hvilket var derfor, at han holdt sig fra politik. For det meste.

Hendes ord om Thanos var lige ved at få ham til at le højt, for hun havde ganske ret. Passion var ikke noget, den mand kunne føle og for at være fanatisk var passion en ganske vigtig ting. Men i stedet smilede han bare og lyttede til resten af hendes ord. Langsomt begyndte han at bevæge sig rundt om hende igen, denne gang stillede han sig dog bag hende og lagde sine kølige hænder på hendes skuldre. Med faste, men rolige, bevægelser, begyndte han at massere hendes skuldre. At det nok ville have den modsatte effekt af det massage normalt ville have, var ham ligegyldigt. Nej, han klemte lidt om de senede muskler på den lidt for tynde krop. Hvis han skulle sælge hende, måtte han nok sørge for at hun tog lidt på. 

"Og hvordan lader Kile dig vide, hvornår folks tid til at dø er?" Han lød stadig nysgerrig og hvis man kunne se bort fra hele slave-tingen og at han uden tvivl var en smule sindssyg, så kunne man næsten tro, at han lige nu indgik i en helt almindelig samtale, mens han venligt forsøgte at få sin gæst til at slappe af. Men der hang en hel fremvisning af piske på den ene væg og der stod en vagt ude i gangen, der ikke var til at se fra stuen. Hun var hans fange, ingen tvivl om det. Og han kunne gøre lige nøjagtigt med hende, som han ville. Hvilket lige nu var at gnide tommelfingrene op af hendes nakke i et latterligt forsøg på at få hende til at slappe af.

Som Vargas nok havde en fornemmelse om, fik hans bevægelser bestemt ikke Netrish til at slappe af, tværtimod. Musklerne spændte op under hans berøring frem for at slappe af, og hårrene rejste sig i nakken på hende. Hun havde aldrig været en til fysisk kontakt og hele Vargas bevægelsesmønster og væsen gjorde det kun værre. Hun nærrede ingen tvivl om at hans intentioner, nærrede intet håb om en nem udvej. Han legede med hende, cirklede hende som en kat om sit bytte, spandt et net om fluen, der allerede sad håbløst fast.

Som Netrish havde vist med Thanos, var hendes bedste skud at spille med, at være så føjelig som muligt og undgå at vække hans vrede. Stadig kunne hun ikke foregive at tjene andre end Gudinden, for det ville være at benægte hende. Hun ville gøre som bedt om for sin overlevelse, men hendes liv ville aldrig tilhøre andre end Kile!

Netrish var ikke glad for at fortælle Vargas om detaljerne, for hun betvivlede ikke at hans spørgsmål havde andre formål end blot hans interesse. Men piskene på væggen var forsikring nok om, at han ville få sine svar på den ene, eller den anden måde.
"Kiles velsignelse lader mig se det lys der brænder i os alle. Det lys der slukkes, når vores tid udringer"

Vargas fortsatte sin behandling af hendes nakke og skuldre, som kunne han ikke mærke, at hun spændte op og blev hård som sten. Det måtte hun jo selv om, her forsøgte han bare at være venlig. Bare lidt.
Hendes svar om at se et lys fik ham til at se lidt frem for sig, inden han nikkede. Han kunne godt se for sig, hvad hun mente, selvom han ikke helt vidste, om hun var bogstavlig. Men det var en meget visuel ting, et lys der brændte ud. Et stik af nysgerrighed gled igennem ham, gad vide hvor længe han havde igen? Men han spurgte ikke. Ville ikke vide det. Når han engang skulle herfra, ville han være uforberedt, men forhåbentligt gå ud med et brag.
"Interessant."

Nu han havde fået sit svar, kunne han fortsætte med det, han havde planlagt. Hans hænder gled ned af hendes skuldre, trækkende kjolen med sig. Roligt og fast skubbede han kjolen ud over hendes skuldre og ned af hendes krop, så den til sidst gled på gulvet. Med et lille skridt trådte han nærmere hende, så hans krop rørte hendes, inden han lod sine hænder bevæge sig om til hendes mave og kærtegnende glide opefter, over hendes bryster og til sidst lægge sig fladt under hendes kraveben. Uden at sige noget, mærkede han på hendes sjæl, hvilket for hende ville føles som en let trykken for brystet og hun ville nok også føle sig lidt kvalm. 
Skovelver, evner, ikke synderligt gammel. Sikke en ild denne brænder med, Thanos havde ret. Og... åh.
Et ulvesmil spredte sig på hans ansigt, som han kunne mærke noget, elveren sikkert ikke engang vidste endnu. Hvordan kunne hun, det var tydeligvis ingenting endnu. 

Han afbrød forbindelsen og lod i stedet sine hænder glide ned for at kuple sig om hendes bryster, tommelfingerene kærtegnende hendes brystvorter. Han lænede sig lidt frem, så han kunne hviske i hendes øre.
"Jeg vil meget gerne gøre noget godt for dig, men først skal du gøre noget godt for mig." Hans tænder nappede hende lidt i øreflippen, inden han slap hende og trådte væk fra hende. Lokkende som det end var, var det ikke dét, han havde i tankerne.
"Ana! Kom herned. Nu." Han hævede ikke stemmen ret meget, men tonefaldet gjorde det også klart, at det ikke var nødvendigt. Enten kom hun eller også var der ballade. 

Ana havde ligget i sin seng, forsøgt at få lidt søvn. Hendes krop var gul og blå efter Vargas' morskab dagen før. Det var ikke første gang, og det ville sikkert ikke være sidste gang. Thanos havde syntes at det var ganske underholdende og hun priste sig blot lykkelig for at hun kom ud af det i ét stykke - mere eller mindre.
Hun havde ikke lukket et øje, hver gang hun trak vejret gjorde det ondt, hver gang hun rørte sig blev hun mindet om smerten. Vargas stemme fik hende til at spærre øjnene op i frygt. Normalt ville hun springe ud af sengen, og styrte neden under i et forsøg på at få så lidt misbilligelse som muligt. Men det var ikke en mulighed i dag. Hun hævede sig op på armene og skar ansigt mens hun forsigtigt svang benene ud over kanten af sengen. Hver en bevægelse fik bølger af sydende smerte til at brede sig i hendes krop men hun bed tænderne sammen og kom på benene. Hun gik forsigtigt ud af døren og begav sig ned af trappen. Kæden om hendes ankel klirrede lidt i det hun gik ned af trappetrinene og indfandt sig ved Vargas' side.
Hun havde kort set på den nøgne elver foran sig, men havde respektfuldt slået blikket ned. Hendes ene øje var hævet, der var lilla mærker fra bæltet på hendes arme og ben fra hendes forsøg på at beskytte sin krop hvilket havde været nytteløst. Hun sagde ikke noget for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse - jo længere tid Vargas ignorerede hende jo bedre.
Hendes rødblonde lokker var løse som altid og hun forsøgte at skjule sig lidt ved at lade dem hænge ned foran sig. Den hvide kjortel hun var iført var ren og pæn - den anden ville tage lang tid om at blive ren. Hendes læbe var sprukket men var langsomt i gang med at heale, hun havde små sår der hvor hendes hud havde givet efter for slagene. Det så ikke ud til at noget af hende var gået fri.
Hvorfor Vargas havde tilkaldt hende var hun ikke sikker på. Elveren var nøgen og normalt ville han have slået hende halvt ihjel hvis hun havde afbrudt ham i sådan en situation. Det huede hende ikke, og hun håbede bare inderligt at hun blot skulle lege tjener og kunne gemme sig i sin seng igen snart. Hendes hjerte bristede en anelse for elver kvinden. Hun havde stået som hende før, og hun kendte ydmygelsen. Men hun kunne intet gøre skønt hun ville ønske at hun kunne redde hende fra denne skæbne.

Netrish måtte holde sig selv tilbage for ikke at reagere mere end minimalt da Vargas begyndte at trække kjolen af hende. Hendes arme, sider, fødder og ansigt var mærket af solen fra turen, hvor de spredte ar nu stod tydeligere frem, men resten af hendes krop var stadig hvid.
Hun havde været igennem meget, og hun var blevet taget mod sin vilje mere end en gang. Thanos havde ikke været den første. Men aldrig så.. eftertænksomt. Aldrig langsomt og velovervejet. Det løb hende koldt ned af ryggen og hun vaklede, bare en anelse, af Vargas pressede sin krop imod hendes, og tog sig tid til at udforske. Hun mærkede det vendte sig i hende, mens hun fik en hård knude i brystet.
Det lød Netrish koldt ned af ryggen. Han ville ikke blot skubbe hendes kjole op og få det overstået. Han ville have al tid i verden til at forulempe hende, nedgøre hende. Og han ville kunne gøre det igen og igen, hvornår end han ønskede.

Hun knyttede hænderne da han trådte væk igen, og lettelsen skyllede igennem hende, selvom hun prøvede at forhindre det. Det ville ikke gøre hende noget godt at håbe.

Netrish skævede kort til kvinden, Ana, da hun trådte ind. Netrish kunne kun have medlidenhed med den anden kvindes skæbne, men viste at hun var sandsynlig til at lide den samme, før eller senere. Netrish havde blot en fordel.

"De ønsker jeg skal helbrede hende?"

Elverens ubehag over hans berøring var som slik for et barn for Vargas, der måtte hive sig selv lidt i nakken for ikke at skrotte sine planer og bare have sjov med hende, lige der midt på gulvet. Hendes tanker om, at han ville gå langsomt frem ville være mere end korrekte, men det var ikke, hvad han ville nu. Selvom hun var yderst lokkende, som hun stod der, nøgen som den dag hun blev født!

Hans tanker blev heldigvis - for Netrish - afbrudt, som Ana kom ned af trappen, forslået og ganske ynkelig at se på. Ah ja. Hendes straf for at have ladet drengen flirte med sig dagen før. Vargas logik var ikke altid helt holdbar, når det kom til Ana. Hans grådighed var gået helt amok overfor elveren, både over hendes to sjæle og hendes evne til at græde diamanter, men måske også bare lidt over hende i sig selv. Han var ikke forelsket, men han elskede hende alligevel på sin egen sære måde. Hvilket gjorde ham absurd mistroisk, jaloux og vogtende overfor hende. Og at Juno tydeligvis havde lagt an på hende, var i Vargas hoved ensbetydende med, at hun havde gjort noget forkert. Og det havde han straffet hende for. Lånt Thanos' bælte (med kommentaren om, at han somme tider savnede nordens klædestil) og tæsket hende synder og sammen, mens Thanos havde fået lov til at slappe af og se på. Havde hun været enhver anden slave, havde Thanos været inviteret, men ingen måtte røre Ana ud over Vargas.

Hendes forslåede ansigt skabte ikke et eneste gram dårlig samvittighed i ham, hun havde jo fortjent det. 
Da Netrish talte til ham, rettede han sig lidt op og vågnede fra sine vandrende tanker. 
"Ja. Vis mig, hvad du kan. Ana, kom helt herover." Han var tydeligvis ligeglad med, om de to kvinder fandt det ubehageligt, at den ene var nøgen. For hans skyld kunne de alle være nøgne, men det var der ikke nogen grund til. Måske senere.

Med et forventningsfuld blik lod han blikket glide fra den ene til den anden. Han var meget spændt på, hvordan elverens evne fungerede. Jo stærkere den var, jo mere var hun værd. Det svingede noget. Han havde to healere i sit sold, som slaver havde en tendens til at komme til skade og det var de stærkeste, han havde haft mellem hænderne på det seneste. Nok var de penge værd, men de var mere værd for ham som ejendel. Fandt han en, der var stærkere, jamen så solgte han den svageste. Sådan var det. I det mindste blev de bedre behandlet end de slaver, der skulle sælges med det samme.

Anastasya trådte usikkert frem mod Vargas i det han kommanderede hende tættere på. Hun stillede sig ved hans side, i stedet for bag ham som hun plejede og holdt blikket solidt plantet i jorden. Hun var da taknemlig for at han ville have hende healet. Det blev hun ofte, og hun viste ikke helt om det var en god ting at Vargas tilsyneladende ønskede at holde hende i live. Hun kunne ikke blive klog på ham, men så igen, hvem kunne virkelig blive klog på dæmoner. Anastasya forsøgte at undgå tanken om, at denne healing kun var for at teste den anden elver. At finde ud af hvor meget hun var værd, mere end at Anastasya selv skulle have det godt. Hun kunne ikke helt finde ud af hvordan hun skulle forholde sig til situationen, at stå foran en nøgen kvinde og forsøge at holde sine følelser af medfølelse og sørgmodighed under kontrol. Hun flyttede uroligt vægten fra den ene fod til den anden, som om hun bogstaveligt talt ikke viste hvilken fod hun skulle se på. Tøvende, og meget meget langsomt vendte hun blikket mod Vargas som om hun afventede hans beslutning på hendes middelmådige problem.
Det gippede let i hende hver gang han rørte en muskel som om hun forventede endnu en tur og flere blå mærker. Hun var tydeligvis meget ukomfortabel og stod som på nåle for at forhindre en forstående katastrofe. Hun fortrak når hun bare skulle servere ting for så var hun usynlig, i modsætning til nu hvor hun næsten var centrum for om end kortvarig opmærksomhed fra både Vargas og elverkvinden.

Netrish undlod at møde den anden elvers blik, både for at undgå situationen blev mere ubehagelig end den var, men lige så meget for at undgå at se kvindens tid. Netrish ville få svært nok ved at klare sig uden at være nød til at ligge hånd på Vargas... yndlings.

Uden kommentar til Vargas ord trådte Netrish et halvt skridt nærmere Ana og løftede hænderne. Hun tog en dyb indånding og hendes blik blev koncentreret. Den konkrete opgave hjalp hende med at glemme hun var nøgen, og hun satte igang med dyb fokus.
Små, grønne lys dukkede op om Netrishs hænder, og svævede dovent rundt mens de tog til i kraft. Roligt rakte hun frem mod Ana og holdt en hånd på hver side af hendes hoved. De små lys begyndte dovent at forlade hendes hænder og lande på den anden elver. Som de gjorde, trængte lyset ind i huden med en behagelig varme, som et flygtigt kys, og bredte sig under huden. Varmen varede kun et øjeblik, men da den fortrak sig igen, havde den taget ømheden og sår med sig.

Det var en tidskrævende process. Netrish gave var ikke stor, men hun havde meget træning i at bruge den, og ingen energi gik til spilde i processen. Hendes hænders placering fokuserede energien og selvom hun aldrig rørte Ana, måtte Netrish bevæge sig hele vejen rundt om hende for at nå alle skaderne.
Da hun endelig var færdig så hun en anelse udmattet ud, med perler af sved dannet på hendes pande. Men det kunne lige så vel være varmen.
Netrish rettede sig op og trådte et skridt væk igen "Det er gjort" erklærede hun.

Vargas trådte et skridt væk, da Netrish trådte frem mod Ana, og lagde armene over kors, afventende. Han havde set mange former for healing igennem sit meget lange liv og man kunne aldrig helt regne med, hvordan det foregik. Og man kunne absolut ikke se på folk, hvor kraftige deres evner var, så han var spændt på, hvad denne tynde, senede elverkvinde kunne præstere. De små grønne lys var da kønne, men han kunne hurtigt konkludere, at hendes evne ikke var imponerende. Jo, den healede, men det tog tid og så ud til at kræve meget af hende. Skuffende. Men han kunne stadig bruge hende, der var kunder til det hele. 
Tavst betragtede han hendes arbejde, så hvordan mærkerne på Anas krop og ansigt forsvandt. 

Da hun trådte tilbage og erklærede, at hun var færdig, nikkede han langsomt og trådte frem til Ana, hvis ansigt han betragtede lidt.
"Smid kjolen." Det var en tydelig kommando, som ikke skulle modsiges. Ikke at han regnede med, at hans kæledyr ville, ikke efter den omgang hun havde fået dagen før. Det ville være dumt, i hvert fald. Han rakte hånden frem for at tage kjolen fra hende, så snart hun havde fået den af. Tavst gik han en runde rundt om hende, for at betragte hendes sarte hud, der nu var fri for mærker. 
"Godt. Jeg har ikke brug for dig lige nu, gå op på dit værelse." Og da det var sagt, rettede han sin fulde opmærksomhed i mod Netrish igen, stadig med Anas kjole krøllet sammen i den ene hånd.

"Ikke det mest imponerende, jeg har set. Men det virker jo tydeligvis." Med et tænksomt blik løftede han kjolen op og duftede til den, næsten som om, at at han ikke selv tænkte over, at han gjorde det. Ana. Selvfølgelig havde Vargas en svaghed for kvinder, men Ana kunne gøre hans knæ bløde med sine store smukke øjne og yndefulde krop. Og to sjæle. Han elskede at mærke hendes to sjæle. Med en hurtig bevægelse sænkede han hånden og et smil, der skulle forestille at være venligt, dukkede op på hans ansigt. Han trådte helt hen til sin nyerhvervede healer.
"Se, nu har du været sød ved mig... så lovede jeg at være sød ved dig." Han lod en finger kærtegne hendes hud fra hendes kraveben, ned i mellem hendes bryster og lod den stoppe ved navlen, inden han slog let ud med armen for at vise, at hun skulle følges med ham.
"Denne vej." Han førte hende ud af den dør, hun var kommet ind af, gik forbi trappen til overetagen og lidt længere ned af gangen,  hvor han drejede ind af en anden åbning og ind i et mindre rum, hvor der var et par simple bænke langs væggene, en enkelt reol og i midten et ganske stort kar fyldt med dampende vand. 

"Jeg tænker et varmt bad var betaling nok for din villighed til at hjælpe Ana." Han plejede ikke at betale slaver for deres arbejde, så røg konceptet ligesom, men der var flere grunde til, at hun blev tilbudt et bad - hun stank og var beskidt og kvindelige slaver var nemmere at sælge, når deres kroppe var tillokkende. Og så legede han med hende. Havde planer for at udforske hendes dedikation til Kile. Han kedede sig lidt for ofte og han greb gerne chancen til at lege med sine slaver på flere forskellige måder. Lige nu ville han se, om han kunne gøre hende en smule mere... tryg. Lulle hende ind i sikkerhed.

Anastasya stod uroligt da Vargas kommanderede elverkvinden til at heale sig. Varmen fra de små grønne lys fik hende til at gyse let af behag og hun mærkede hvordan de fjernede smerterne og ømheden. Faktisk, havde hun det godt bag efter - bedre end hun havde haft det længe. Hun hævede tøvende blikket for lade sine tofarvede øjne se på kvinden foran sig. Hun kæmpede med sine følelser der efter healings processen vældede op i hende. Hun bar stor sorg for den anden kvindes skæbne og Vargas uværdige behandling af hende, hendes hjerte flød over af medlidenhed men nu også lettelse over at smerterne var forsvundet og hendes krop føltes som ny. Hun blinkede flere gange for at kontrollere sit alt for følsomme sind, og det lykkes hende næsten. En enkelt tåre forlod hendes øjenkrog og i det samme faldt den til jorden som en ren diamant. "Tak.." Hviskede hun til Elveren og bøjede ærbødigt hovedet i respekt. Hun håbede ikke at Vargas havde opdaget den ene tåre der havde forladt hendes øje da han som regel ikke var glad for at andre opdagede Anastasyas 'talent'.

Vargas kommanderede at hun trak af kjolen og hun gjorde som han sagde - ikke at hun brød sig om det men hun viste at hun ikke havde et valg, hun havde aldrig et valg. Hun trådte ud af den hvide kjole så hun stod nøgen foran de to andre, lige som den anden kvinde og hun lagde varsomt kjolen i Vargas' hånd. Nøgenhed havde altid været et problem for Anastasya men Vargas havde efterhånden fået det banket ud af hende, nu forsøgte hun blot at ignorere tankerne og stirrede stift ned i gulvet mens han inspicerede hende.
Lettet nejede hun for ham da han bad hende gå, forhåbentlig havde han haft for travlt med inspektionen og sine overvejelser til at lægge mærke til andet end det. Hun turde ikke se på Netrish igen af frygt for ikke at kunne kontrollere yderligere følelser af medlidenhed. I stedet fortrak hun hurtigt og lydløst til trappen og forsvandt op på det værelse han havde til delt hende, kun iført den glitrende kæde der sad om hendes ankel.

//out

Netrish bøjede blot nakken I responds på Ana's tak. Det var ikke at Netrish havde haft noget valg, mens kvindens taknemmelighed varmede alligevel, på trods af den hårde, kolde situation. Netrish skabe elverøjne så tåren, der pludselig blev til en diamant, men hendes ansigt forrådte ikke følelsen. Det gav hende dog en god ide om hvorfor dette monster var så glad for Ana.

Netrish lod blikket ligge på gulvet som den anden kvinde blev afklædt. Hun kendte sine evner og viste der ikke ville være noget St se. Det var ikke normalt for Netrish at fjerne den slags skader, det var noget hun ellers lod heale naturligt for at spare på energien, men Vargas havde ikke behøvet udspecificere sit ønske her.

Monsters besættelse blev kun tydeligere af hans omgang med kjolen. Fy for den lede. At manden havde så lidt selvkontrol kunne ikke være sund.. For Netrish.

Den hærdede elver spændte op igen så snart Vargas vendte sin opmærksomhed, og sine kærtegn, mod hende igen. Hun var ikke i tvivl om at hans ide om at være sød, var noget anderledes end hendes. Dog forblev hun tavs og rank, og som vargas viste vej, samlede hun blot sin kjole op fra gulvet og fulgte med, halvt bange for hun ikke ville få den igen hvis hun efterlod den.

Badet var en overraskelse selv Netrish ikke havde set komme. Hun viste han legede med hende, men et varmt bad var alligevel en luksus hun ikke havde oplevet meget i sit liv, selv før Thanos havde fanget hende. En anelse tøvende trådte hun op til badet og stak en hånd i vandet, så det øverste lag af støv fra hendes hud ligge sig i vandoverfladen. Det kunne ikke lede til noget godt..

Langsomt trak hun hånden op igen og vendte sig mod Vargas "deres gavmildhed er stor" erklærede hun med et buk fra hoften. Hun holdt det et øjeblik, inden hun rettede sig op og lidt modvilligt lagde kjolen fra sig på en bænk.
Netrish var sikker på badet var en fælde, på den ene eller anden måde, men hun var ikke i en position til at takke nej. Langsomt vendte hun tilbage til badet, og kravlede i.
Hendes krop skælvede ufrivilligt som varmen begyndte at trænge ind i hendes muskler og et sagte suk undslap hendes læber. Det var så længe siden hun havde slappet af. Siden hun forlod Dianthos og Asbjørn. Altid på vagt, altid klar.
Hendes krop ville ikke mere nu. Hun var øm og udmattet og træt ind til benet. Hun sad i vandet og gnuppede fraværende sine arme og forsøgte med alt sin magt ikke at døse hen.

Det var let at se på elveren, at hun var overrasket. Og at badet var noget, hun uden tvivl gerne ville have. Vargas var tilfreds. Han betragtede hende tavst, men med et lidt skævt smil og et glimt i øjnene, som hun bukkede for ham og kaldte ham gavmild. Ja! Det var det, han var! Gavmild ud over alle grænser. Men det ville ikke vare ved, men det vidste hun nok godt.
For lige nu ville han lade hende nyde badet, få vasket sig ren og slappet lidt af, hvis det var muligt for hende. Så da hun var gledet ned i vandet, gik han hen til en bænk og gjorde noget så afslappet, og sikkert overraskende, som at lægge sig ned på ryggen med benene bukket og en arm under hovedet. Her lå han så med blikket op i det kedelige loft i stedet for at placere sig sådan, at han kunne se hendes nøgne krop. Så spændende var den heller ikke, han kunne bedst lide former. Og masser af dem. Så der var noget at gribe og gøre ved.

Tankerne tog ham for et øjeblik og han var tavs, mens han lod hende nyde vandet. Men han kom tilbage til virkeligheden med et suk og skævede lidt til hende, hvad han kunne se over karrets høje kant.
"Så lad mig forstå det korrekt. Når du ser en, hvis tid er kommet, slår du dem ihjel? Og omvendt, hvis der er en, der ikke skal til Kile, så redder du dem?" Oprigtigt interesseret i denne form for tankegang, måtte han være helt sikker på, at han havde forstået det korrekt. Især hvis han skulle bruge det. Hvordan... ja, han havde en lille idé. Det var bare for ren morskabs skyld. Han havde normalt ikke så meget andet at lave end at hygge sig med sine slaver. Både noget så simpelt at følge med i deres træning, men også personlig morskab, når han var i det humør. Og han havde lyst til at teste hendes fanatisme. Men ikke nu.

Selvom Vargas var en mand med hang til vold og blod, havde han intet i mod dybere samtaler og spekulationer. Fandt han den rigtige person, kunne han sagtens sidde oppe hele natten med en eller anden form for alkoholisk drik, lidt mad og månens lys ind af vinduerne, mens emnerne kunne springe fra det ene til det andet. Denne kvinde var ikke sådan en person, men han respekterede underligt nok hendes holdninger og tanker. Han var ikke manden, der forsøgte at rette andre ind efter hans egen tro eller tanker. Hvilket måske var sært, siden han havde væsner proppet i bure, som han solgte til højestbydende, men han gjorde aldrig noget for at rette folks tankegang ind efter sin egen. 

Netrish kunne ikke beskrive sin lettelse da Vargas lagde sig ned på bænken i stedet for at hænge over hende. Kile være lovet. Netrish vaskede sig systematisk men noget langsommere end hun ellers ville. Det var ikke en kold skovsø og hun havde ikke så travlt med at komme op og i nærheden af Vargas hænder igen!

For en stund kunne hun næsten glemme han var der, næsten, men hans suk og efterfølgende spørgsmål solgt virkeligheden pinene fast. "det er korrekt. Vi er alle givet en tid, og som Kiles forkynder er det min gerning at hjælpe de sjæle hvis tid er kommet til Kile, og værne om de der risikere at møde et for tidligt endeligt" uddybede hun. Kiles tro havde, indtil for nyligt, ikke handlet så meget om at prædike og sprede troen, men mere om dens gerning. Og alle var taknemmelig i et eller andet omfang, når der var en præst til stede til at sikre ens kæres overgang.
"der er væsner i denne verden der møder deres endeligt for tidligt, og disse kan med gudernes velsignelse gå på jorden igen, og der er væsner der forsøger at bryde kiles ed, og forlænge deres tid i verden med nogen succes.. Men før eller siden går vi alle til Kile"

Dæmonen lyttede grundigt til elverens svar og fik bare bekræftet, at den tanke han havde haft, var gangbar. Der skulle leges. Dagen efter, efter hans tur med de to, de var ikke sammenhængende nok til mere sjov i dag, og han ville stadig lade elveren finde en sikkerhed, hun ikke havde. Bare lidt.
”Jaså. Godt at vide.” Han blev tavs igen, stadig stirrende op i loftet. Han lod hende bade, nyde det varme vand, mens han selv tænkte på sin plan og begyndte at spekulere liv over, hvad han skulle gøre ved hende nu. Han kunne sagtens hive hende op af badekarret og tvinge sig på hende midt på gulvet, men af hvad han havde lokket ud af Thanos, lød det ikke specielt ophidsende. Nej, han måtte nok bare lege lidt videre med hende.

Tiden gik, han havde ikke travlt, men endeligt begyndte han at kede sig. Så han svingede hurtigt benene ud over kanten på bænken og rejste sig. Ærmet på hans jakke blev skubbet lidt op, som han bevægede sig hen til karret.
”Jeg tænker, at du stoler nok på din gud til ikke at panikke nu.” Han lagde hånden på hendes hoved. Der var smil i hans stemme, som var afslappet og rolig. ”Tag en dyb indånding.” Så snart han kunne høre, at hun havde fuldt lungerne, pressede han hendes hoved ned under vandet. Og her holdt han hende for en tid, mens han betragtede sine negle på sin anden hånd. Det var først, som han kunne begyndte at mærke hendes krop begyndte at kæmpe for luft, at han lod hende komme op igen.

Netrish fnøs stille ved hans ord. Han søgte viden, men tog ikke gudindens visdom til sig. Godt at vide havde han sagt. Han slog hende ikke som en religiøs mand, og hvis han var, bad han nok til Zaladin, forbandet være hans navn. Det var kun logisk at han ikke havde søgt viden om Kile, men om hende, Netrish. Dette blev kun bekræftet for hende da han mistede tålmodigheden og kom over til karret.

Netrish protesterede ikke, eller kæmpede imod. Hun sendte Vargas it koldt blik, mens hun lydigt tog en dyb indånding og lod sig presse ned under vandet.
Dette beviser intet. 
Hun tvivlede stærkt på han ville drukne hende. Han havde betalt for hende, og selvom hendes healende gave måske ikke havde været så stor som han håbede, så var den trods alt. Det ville være tåbelig at dræbe hende for så betydningsløs en pointe. Netrish ville gå til Kile når hendes tid var, og indtil da ville hun gøre alt for at overleve, for at tjene Gudinden så længe som muligt, som hun havde svoret.

Et minut passerede og elveren var stadig rolig i vandet. Efter 2 begyndte hendes krop at reagere. Luft slap ud mellem hendes læber, hendes ben søgte grund under sig for at skubbe imod. Luft. Hun skulle have luft! Rolig. Han lader dig ikke drukne. Han skal bruge dig levende. 

Endelig lod han hende komme op og hun gispede efter vejret, skævlende! Men hun havde været rolig, mere rolig end nogen person burde. Hun ville ikke give ham tilfredstillelsen af at antage hendes tro var svag, eller at noget han kunne gøre kunne rokke på den!

Elverens styrke var imponerende, og han skævede lidt til hende ind i mellem, mens han holdt hende under. Hun tog drukningen overraskende godt og han var faktisk imponeret, da hun kom op og begyndte at gispe efter vejret. Som om, at der ikke var sket noget særligt, trådte han lidt rundt om karret, så han kunne se hende forfra.
”Jeg er sikker på, at Kile ville være stolt. Hvis hun overhovedet gad at bekymre sig.” Han kunne ikke lade være med at prikke lidt til hende. Religiøse væsner var så… uf. Nej, han gik ikke ind for alt det religiøse pjat, ikke rigtigt, selvom han en gang i mellem lavede en enkelt ofring til Zaladin. Mest for at være på den sikre side.

Nå, nu gad han ikke det vandpjaskeri mere, så han greb et klæde til at tørre sig i, fra en bunke, der lå fint stablet på en bænk.
”Op med dig.” Hans tone var munter, men hans øjne sagde, at han ikke gad så meget mere. Han havde fået det, han ville. Han kunne tage mere, åh han kunne tage så meget mere, men det måtte vente. Han var alligevel også en smule træt efter den lange dag.

Som hun kom op, foldede han klædet ud og begyndte roligt og med næsten blide bevægelser at tørre hende. Igen bare for at provokere hende. Vise hende, at han havde fuld kontrol over hende og han kunne gøre, hvad han lystede. Hele hendes krop blev tørret over med klædet, også hendes ben og fødder. Der var ingen frygt i ham, selvom han blottede sig selv ved at bukke sig ned. Hun virkede alt for fornuftig til at ville forsøge at gøre ham noget.
Til sidst tørrede han hendes hår, inden klædet blev kastet til siden. Der ville komme nogen og rydde op senere. Anas kjole lå stadig på bænken og han samlede den op og rakte den til elveren.
”Jeg tænker hvid er en passende farve til en kiletilbeder?” Næsten venligt. Kjolen burde passe nogenlunde.