Dianthos havn var altid fuld af liv, dag som nat. Prøve som de gjorde, så kunne selv ikke Kiles Orden stoppe tidevandets kommen og gåen, og søens folk, der bekymrede sig mere om havets luner end hvad en fjollet præst på land sagde.
Det havde været en kold dag, men skyerne var trukket sammen hen af eftermiddagen, og vinden havde lagt sig som solen var begyndt at dykke ned mod horisonten bag det tunge skydække. Tunge og truende hang de, og lovede det ville blive en våd aften.

Sofie sad under et udhæng fra en bygning ved havnefronten og ventede spændt, mens hun gumlede på en humble tørt brød. Mon der ville komme lyn og torden også? Hun elskede at se regnvejr over havet, og det så ud til det ville blive en ordenlig omgang!
Hun havde trukket benene op til brystet og sjalet der ellers havde dækket hendes hår, havde hun trukket om skuldrene for at holde varmen. Det var normalt ikke det store problem, men som mørket faldt på, blev den svage glød mere og mere synlig.

Lidt længere nede af kajen stod to mænd og talte lavmælt men tydeligt ophidset mens de pegede på et stykke papir mellem dem og skævede op mod pigen under udhænget.
"Jeg siger dig, det er hende! Bare KIG mand! Beskrivelsen passer på en prik, og hun LYSER!!" 
"Hendes HÅR lyser din abe"
"Det må sku da være godt nok! Måske kan hun et eller andet der dæmper det! Og hvor mange andre piger på den alder tror du lige der render rundt og LYSER"
Diskuterede de to internt, inden de nåde enighed. Det måtte være den rigtige pige, og de skulle til at være stinkende rige!

Sofie skænkede ikke de to mænd der nærmede sig hende en tanke, før de var helt nære ved. Huh, det kunne være de boede i hus-
Hendes tanke blev afbrudt af en hånd der pludseligt rakte ind og trak hende ud fra hendes skjul og op på benene "HEY HVA I-" udbrød hun, men stoppede bræt da den ene fik lagt en arm om skuldrene på hende, og diskret lagde en smal kniv mod hendes hals "Shhh lille stjerne. Forhold dig roligt og der vil ikke ske dig noget" advarede han. Sofie gav et lille nik som tegn til hun havde forstået, men noget ved hans ord fik hende alligevel til at åbne munden "Jeg er Ik-" han behøvede ikke gøre andet end presse klingen en smule ind mod hendes hud før hun holdt kæft igen.
Lort.
Uden meget andet valg fulgte Sofie med de to mænd, der prompte ledte hende ned af den nærmeste sidegade. Nok var det hen af aftenstide, men de skulle ikke have noget klinket hos byvagten, eller Kiles Orden for den sags skyld!

Hicks var ikke ligefrem i perlehumør, som han bevægede sige ned af gaderne i Dianthos' havn. Mørket havde næsten lagt sig og han kendte godt til udgangsforbuddet. Ikke at han var bange for Kiles Orden, men han ville helst holde sig ude af problemer. Det var heller ikke af egen fri vilje, at han nu med en sæk i hånden rendte rundt herude. Han havde fået hyre på et piratskib med en ulidelig kaptajn, der havde set sig sur på ham allerede dagen efter, at de var taget fra piratbyen. Hvorfor i alverden han havde skrevet kontrakt med dette skib vidste han ikke helt, men han havde sådan længdes efter havet og de var de eneste, der lige havde søgt. Hverken besætning eller kaptajn virkede til at kunne lide ham og det skete ret så sjældent for den store halvork. Han var normalt værdsat hos begge. 
Det havde givet nogle problemer og i dag var han degraderet til hvad end der lige passede den, der havde brug for en hånd. 

Han havde fået besked på at hente en pose med forsyninger og trods nattens tydelige komme, var han blevet sendt af sted. Katten så han næsten intet til for tiden, hun havde gemt sig et eller andet sted på skibet, så han var alene af sted. Hvilket nok også var godt nok, for han var som sag ikke i et specielt godt humør. Måske han skulle prøve at komme ud af kontrakten, når han kom tilbage til piratbyen og så finde sig et andet skib. Eller et job i byen igen.

Sækken var tung, men ikke noget problem for halvorken, der havde slynget den over skulderen og en smule raskt gik ned af den lille gade. Havnen lå forude og han ville gerne tilbage til skibet, inden regnen begyndte at falde. Det var for koldt til at blive gennemblødt. Hvilket han ikke ville blive, fordi han havde sin vandafvisende skindjakke på, men stadigvæk. Regn i denne kulde? Ikke behageligt.

Tre skikkelser dukkede op lidt længere fremme, hvilket Hicks først ikke ofrede så meget opmærksomhed, så snart han kunne konkludere, at det ikke var enten Kilepræster eller byvagter, men et eller andet fik ham alligevel til at se bedre efter. Det var ikke en lanterne de gik med. Det lignede... For et øjeblik var han ved at stoppe op, som han genkendte pigen i mellem de to mænd. Sofie. Det kunne det da ikke være? Hun var... nej, han var ikke i tvivl. Det var hans bekendte Amalias datter Sofie. Det var nogle år siden, at han sidst havde set hende, men så mange piger med lysende hår kunne der muligt være.

Hun var tydeligvis i problemer og Hicks ændrede straks sin kurs lidt, så han ville ende med at gå i vejen for dem. Og de to mænd var da også nødsaget til at stoppe, som de ikke kunne komme forbi ham i den smalle gade.
"Hey, flyt dig lidt makker, du går i vejen." Manden så irriteret på Hicks, der lod blikket glide fra den ene mand til den anden, inden han sænkede det til barnet i mellem dem.
"Har De brug for en hånd, frøken Sirenesang?" Der var intet truende over ham ud over hans størrelse og sværdet, der kunne skimtes under frakken. Hans stemme var rolig og spørgende og hans ansigt neutralt, som han venligt så ned på pigen.

Sofies hjerte spang et slag over da hun så og genkendte den store skikkelse der stillede sig i vejen i den smalle gade. Ved alle Chances luner så skulle netop den mand være på den havn samme dag som hende! Hvad var sandsynligheden lige for det!
Selvom lettelsen var tydelig i det lille halv-smil der faldt over Sofies læber, kom der ikke andet end et fnys fra hende ved halv-orkens kommentar. Smilet forsvandt dog ret hurtigt da manden der holdt hende pressede kniven tættere mod hendes hals.

"Drop det makker, hun kommer med os!" sagde den anden mand og pustede sig op så godt som han kunne overfor Hicks. Nok var han stor, men de var to, og havde en kniv for struben af en pige han tydeligvis kendte. "Du flytter dig lige nu, ellers går det udover pigebarnet" for at understrege truslen greb han pigen i håret for at hive hendes hoved tilbage så halv-orken tydeligt kunne se kniven.

Sofie bed tænderne sammen som hun blev trukket rundt i håret men en temmelig utilfreds lyd undslap hende stadig. Det gjorde da ondt! Hun sendte Hicks et blik. Så gør da noget i stedet for bare at stå der! Ikke at hun viste hvad han kunne gøre, der ikke resulterede i hun fik skåret halsen over. Hun tænkte så det knagede og langsomt formede der sig en idé. Hun vædde sine læber og fangede Hicks blik mens hun nynnede en svag, skæv tone, prøvende. Hun var ikke glad for det, men hvis Hicks kunne få dem til at fjerne kniven, kunne hun måske bruge sin mors evne!

Det var ikke en let situation, der var dukket op foran Hicks. Manden havde kniven mod pigens strube og ville på et splitsekund kunne skære halsen over på hende. På en eller anden måde skulle Hicks have kniven væk, så han kunne komme til at lammetæve de to mænd uden at Sofie var i fare.
Det var måske ikke så tydeligt at se på ham, men hans indre var begyndt at koge i vrede. To voksne mænd med et pigebarn og en kniv. Da manden trak i hendes hår, var det kun lige, at Hicks blev stående og ikke brændte sammen lige der. Sådan var der ikke nogen, der skulle behandle Amalias datter! En rynke viste sig i mellem hans tynde øjenbryn og de store næver blev knyttet.

Men hvad kunne han gøre? Idéer fløj rundt i hovedet på ham, de fleste alt for farlige for Sofie. Han tænkte ikke så meget på sin egen sikkerhed, pigen var vigtigere. Hun var ikke hans familie, men han havde trods alt kendt hende, siden hun var lille. Og Amalia var en af de få pirater, han anså for at være en ven.
Som han var ved at veje for og i mod, nynnede Sofie en enkelt tone og han mødte hendes blik. Ah. Sirenesang. De gav nogle lidt andre muligheder og hans kropssprog ændrede sig en smule. Hans hånd, som ikke holdt sækken, åbnede sig igen og rynken i hans pande forsvandt, som han så på manden, der havde truet ham.

”Sådan et par store stærke mænd, I må føle jer meget modige at true et lille pigebarn med en kniv. Hvad med at rette den kniv mod nogen på jeres egen størrelse.” Han trådte et skridt frem, truende, hvilket fik begge mænd til at træde et skridt tilbage. Og selvom Hicks ikke havde regnet med, at det ville virke, faktisk var han ved at overveje om han kunne kyle sækken i hovedet på den ene og angribe den anden, flyttede den ene mand faktisk kniven for at rette den mod ham.
”D-du bliver, hvor du er!”
Hicks stoppede op og løftede afværgende den frie hånd, som skulle han nok det. Med en hurtig bevægelse fløj den fyldte og tunge sæk af hans skulder og mod hånden med kniven, der var strakt frem mod ham og et sekund senere klirrede den mod brostenene. Det var jo gået noget nemmere end forventet! Så var det op til Sofie.

Sofie kunne ikke lade være med at himle med øjnene af Hicks forsøg på at provokere dem. Helt ærligt, det var sku da det ældste trick i bogen! Selvfølgelig ville det ikke virke! De skulle da være mere end almindeligt dumme for at miste det den ene fordel de havde, ved ikke at true deres gids-
Og så forsvandt kniven fra hendes strube. Kæft nogle idioter! Allerede inden Hicks svang sækken, trak Sofie luft ind. Sækken for igennem luften og slog kniven fra hans hånd mens Sofie holdt en tone og forsøgte at række ind, at finde sin moders evne, flygtig som den var, som luften selv! Kniven ramte jorden, og for et øjeblik resonerende tonen med Sofie.
Der!
"For når stormen har lagt sig og månen skinner lyst,
og bag skyerne kommer stjernerne frem
Så vender jeg skuden to-tre grader øst
Mod Azurien og sejler hjem
Mod Azurien og sejler hjem!"
Sangen var en sømandsvise hun havde lært af sin mor, og den eneste hun rigtig kunne bruge til at aktivere evnen med bare nogenlunde sikkerhed. Den klingede og hendes kidnappere stivnede på stedet, inden de begge slap hvad de havde i hænderne, og løftede armene op over hoved. I et par hurtige skridt smuttede Sofie fra dem, og om bagved Hicks, inden hun lod sang den sidste linje, og lod de to mænd få deres vilje tilbage.
"For Azurien er... mit hjem"

Det havde virket ud over al forventning og Sofie havde nu muligheden for at vise, hvad hun kunne. Hicks havde mange gange hørt hendes mor synge, så folk omkring hende mistede forstanden, men han havde ikke hørt datteren synge. Så trods situationen lyttede han til hendes stemme og kunne konkludere, at hun nok skulle blive lige så dygtig som sin mor. At sangen ikke påvirkede ham, som den skulle, det var jo kun ganske heldigt. Mens hun sang, lod han sækken falde til jorden, så han havde begge hænder fri til at håndtere de to mænd, der fortryllelsen mistede sin effekt.

Og som hun sang sidste linje i en sang, han selvfølgelig kendte alt for godt, trådte han frem, så de første de ville lægge mærke til, var den store grønne halvork. Et let smil var at skimte i hans ellers alvorlige ansigt, som han fangede deres blikke med sit eget.
"Bøh." Og så løftede han begge de store, knyttede hænder og smækkede dem direkte ind i smasken på de to mænd. Ah, tilfredsstillende. Han var klar til, hvis nogen af dem skulle beslutte sig for at angribe, men de greb sig begge til de blødende næser, kastede et blik på hinanden og satte af i løb tilbage den vej, de var kommet frem. Et tilfreds smil dukkede op på Hicks ansigt, som han så efter dem. Altid en fornøjelse at se folk stikke af som kaniner. 

Men det holdt ikke længe, som han vendte sig i mod pigen, der havde fundet sikkerhed bag ham.
"Ved din mor godt, at du er taget på eventyr?" Han var ikke vred, han brummede bare lidt, som han samlede sin sæk op. Og kniven, som han rakte mod Sofie med skæftet først. Han havde ikke brug for den, så hvis hun ville have den, måtte hun for hans skyld gerne få den.

Sofie var så overrasket over at se Hicks ikke bevægede sig som de andre mens hun sang, at hun næsten tabte tonen. Hendes mor kunne naturligvis gøre det selektivt, og kun påvirke dem hun ønskede, men Sofie var ikke så trænet som sin mor, og forsøgte at undgå at bruge evnen hvis hun kunne. Sofie kunne sagtens klare sig uden sin mor, eller hendes dumme evne! ...selvom den var ret praktisk nogle gange..

Sofie så til med umådelig tilfredshed og et overlegent smil mens Hicks tog sig af de to idioter. Ved alle guderne det var tilfredsstillende at se! Hendes smil kunne næsten have været en spejling af Hicks eget og det forsvandt lige så hurtigt som Hicks vendte sig mod hende. Oh-oh.
Sofies mine blev tvær som halv-orken nævnte hendes mor. "Hun aner ik' hvad jeg laver nogensinde, så hvorfor skulle det være anderledes nu!" svarede hun næsvist og tog imod kniven. Det var måske ikke en helt dum ide at have sådan med sig for fremtiden!
"Hun har sku da nok mere styr på hvad DU laver, end jeg!" tilføjede hun mere vredt, og der var unægteligt sandhed ved det. Amalia og Hicks sejlede nok ikke sammen, men Sofies hjem var heller ikke ligefrem lige på vejen. Piraterne var mere sandsynlige til at støde på hinanden i havn eller til havs.

Hicks tog hendes svar som, at Amalia ikke vidste, at hendes datter var stukket af hjemmefra. Ah Amalia nok vidste mere om hans gøremål end sin datters… ja, det ville ikke undre ham, hvis der var noget sandhed i det. Ikke fordi at Amalia ikke elskede sin datter meget højt, men Hicks var nok klar over, at hun ikke besøgte hende så ofte. Hun havde endda sendt ham af sted en gang eller to igennem årene for at aflevere ting til pigen og hendes bedsteforældre. Et par ganske søde ældre mennesker.
”Det er derfor, at hun har dine bedsteforældre til at se efter dig. Mon ikke, at de er bekymrede?” Der var ikke bebrejdende i hans stemme. Han kunne sagtens forstå, at pigen var stukket af. Hun var vel ikke meget yngre end da han selv vinkede farvel til sit sikre og trygge hjemmeliv.

Han nikkede ned mod kniven.
”Kan du bruge den eller ender du med at prikke et øje ud på dig selv?” Han var alvorlig nok, da han sagde det, men der var også et let glimt i hans øjne. Han var på ingen måde sur over at finde hende alene, han havde en fornemmelse af, at hun nok skulle klare sig selv. Hun var jo trods alt Amalias datter. Han havde kendt hendes mor siden hun var et barn og hun havde klaret sig.
Ville han sige noget til Amalia, skulle han støde på hende? Nej, det regnede han ikke med. Han burde, men hvorfor skulle han? Pigebarnet havde lov til at have sin frihed. Og hun ville jo nok finde ud af det før eller siden.

Sofie fnøs og den unge piges blik blev hårdt "De bekymre sig ikke en skid om mig! De vil bare have det guld mor bringer med sig, og så låse mig inde til hun komme med det næste!" udbrød hun, og det tog ikke den største menneskekender at se hun var vred, men også frustreret. Hendes bedsteforældre havde lukket vinduerne og sat slå for, de havde låst hoveddøren, og da hun havde lært at bryde den, havde de låst hendes dør. Restriktioner på restriktioner, alt sammen fordi hun var faldet i den lorte brønd som barn!!
Hele hendes liv ødelagt af det uheld! Og hendes mor havde været så vred.. På Sofie, på bedsteforældrene, på alt. Sofie huskede godt nok kun hvad der var sket svagt, hun havde været ung, men hun huskede den vrede.. "... desuden efterlod jeg dem et brev så de viste jeg ik ville komme tilbage"

Sofies knoer var blevet hvide om knivens håndtag og hun så arrigt op på ham. Men hun så også glimtet i hans øje. Lavede han sjov med hende?! "Gu kan jeg så" svarede hun bare tvært. Sofie havde aldrig lært at slås, og da slet ikke med våben, men det skulle han sku ikke vide!

Hicks betragtede hende lidt, som hun skældte ud over sine bedsteforældre. Han kunne ikke sige, om hun havde ret eller ej, han havde trods alt kun været der et antal gange, han kunne tælle på én hånd. Så han valgte at lade være med at bore mere i det, det kom alligevel ikke ham ved.
”Et brev. Bedre end ingenting.” Som før var der ingen bebrejdelser i hans stemme, det var bare en tanke. Et svar til hendes ord.

Hendes tvære svar fik ham til at løfte øjenbrynene lidt og se på hende med et ”aha”-blik. Han hev sækken lidt bedre over skulderen og så ned af gaden.
”Du siger bare til, hvis jeg skal lære dig et par tricks til at forsvare sig selv med en kniv, uden man kommer til at skære i sig selv.” Igen virkede alt på ham, som om de var ved at snakke om vejret, der var intet alarmerende ved hans ord eller hans opførsel. Han var bare rolig, grænsende til det kedelige. Han havde ikke tænkt sig at hidse sig op og skændes med en teenager, han end ikke kunne huske alderen på. Og nu var hun stukket af og så ikke ud til at ville hjem igen, så kunne han lige så godt lære hende at bruge kniven, hvis hun havde lyst til det.

Mørket var ved at have lagt sig og det fik Hicks’ blik til at glide rundt. Måske det var en god idé at komme væk fra gaderne, inden en sur byvagt dukkede op. Han kunne ikke tage Sofie med til skibet, men ærligt talt kunne de også rende ham.
”Hvornår har du sidst spist?” Hans grå øjne vendte tilbage til pigen med det lysende hår.

Sofie fnøs ved hans kommentar om brevet og mumlede et eller andet i retning af 'bedre end de fortjener'. Hun var vred, men det var trods alt en sætning hun ikke helt kunne få sig selv til at sige højt. Ligegyldigt hvor vred hun var og hvor forladt hun følte sig.. så viste hun nok godt inderst inde at de holdt af hende på deres egen voksne måde.. men ikke helt så meget som de holdt af hendes fætre og kusiner.. De var også.. normale..

Sofie løftede et øjenbryn da han tilbød at lære hende at bruge kniven, og vreden sivede langsomt fra hende igen, næsten så hurtigt som den var kommet. "Og hvad kan du da for nogle tricks?" spurgte hun. Tonene var stadig defensiv, og hun spurgte hvertfald ikke om hjælp! ...men hvis han nu bare viste dem alligevel så kunne hun måske lære noget alligevel.

Som han nævnte mad gik luften endelig af ballonen og hun sukkede "Jeg var igang med at spise da de to røvhuller greb mig.. men nåde ik' at få mere end et par bidder" mumlede hun lidt og som for at understrege hendes ord, lød der en svag knorren fra hendes mave. Flot Sofie. Få det er lige sådan man beviser man er voksen og godt kan selv!

Et let smil dukkede op på halvorkens ansigt, som hun spurgte, hvilke tricks han kunne. Hun var tydeligvis interesseret, men ville tydeligvis heller ikke bede om hjælp. Det var også fint nok, han kunne godt vise hende en ting eller to alligevel.
”Åh, lidt af hvert.” Han var faktisk ganske udmærket med en kniv. Noget hans mor havde lært ham, siden hans far havde været god til sværdet. Og knivkamp havde også en tendens til at blive mere beskidt. Der var selvfølgelig forskel på at slås med kniv, når man var en 189 cm høj og 95 kilo tung halvork og en lille teenagepige, men det burde nok kunne gå.

Hans smil blev en lille smule større, som hendes mave højlydt rumlede og han så ned af gaden. Der havde været en lille kro med liv lidt tilbage af den vej, han var kommet.
”Lad os komme ind i varmen og få noget at spise, så kan jeg vise dig en ting eller to bagefter.” Han skævede til hende og begyndte at slentre ned af gaden i forventning om, at hun fulgte med. Der var ikke så langt til kroen og han var tavs derhen. Hvad skulle han sige? Det var Amalias datter, så han agtede at hjælpe hende godt på vej, men jo mindre han vidste, jo bedre. Hvis han skulle støde på kvinden i den nærmeste fremtid.

Kroen var rimeligt godt fyldt op med sømænd og Hicks følte sig straks en smule udsat, som hans tøj og hans race ikke passede ind. Han var pirat og han lignede også en. Dette var en almindelig havn med sømænd og havets lange arm. Men han forsøgte ikke at lade sig mærke med det og gik op til baren, hvor et halvdyr med kattetræk stod og slyngede drikkevarer over disken. Han kastede et blik på Sofie, inden han rettede de grønne øjne mod Hicks.
”Hvad skulle det være?”
”To portioner af hvad køkkenet kan tilbyde, et krus øl og vand til pigen.” Hicks smed krystaller på bordet, lidt mere end hvad det burde koste, men han sendte manden et blik, der sagde, at det også var for at undgå nysgerrige spørgsmål og krystallerne forsvandt da også uden et ord.

Hicks øjnede et frit bord og gjorde tegn til, at de skulle gå derned og sætte sig. Det stod heldigvis lidt ind til siden, så han ikke skulle befinde sig midt i rummet. Åh, han følte sig synlig, ellers normalt ikke et problem for ham, men halvorker som sømænd var ikke ligefrem normalt og han havde trods alt et lidt sigende udseende. Det ville ikke være det bedste sted at komme i klammeri med nogen, men en risiko han måtte tage lige nu. Og ind til videre havde ingen kigget på ham mere end højest nødvendigt.

Sofie havde ingen intention om at skulle bruge hvad hun lærte af Hicks, til at starte en slåskamp, så meget som hun skulle bruge det til at have et ekstra trick oppe i ærmet, hvis hun skulle komme i knibe... igen.
Et stramt snøft undslap hende efter hendes mave havde afsløret hendes sult. Lort! Hun ville ikke have at han troede hun ikke kunne klare sig selv! ... hun ville ikke have han sladrede til hendes mor.
Alligevel var løftet om mad og varme mere end hun kunne takke nej til, især som regnen langsomt var begyndt at falde.
Lovningen om varme og tag over hoved fik hende også til at fjerne sjalet fra skuldrene, og igen binde det om håret mens de gik. Jo mørkere det blev, jo tydeligere blev det.

Luften af mad, spildt alkohol, salt og sved væltede over Sofie og hun rynkede stramt på den lille næse. Underligt nok var kaptajnsdatteren ikke van til havnekroer, eller ret meget hav-relateret generelt. Hendes primære erfaring var at kigge på vandet, højt hævet over det, fra Azuriens klippekyst.
Selv for Sofies uvante øje, var det tydeligt hvor meget halv-orken stod ud, og hendes tilstedeværelse gjorde det bestemt ikke bedre. Katte-halvdyret blik blev mødt med et skævt smil og et nik. 
Hun fulgte med Hicks til bordet og satte sig, så hun kunne se så meget af kroen, og have ryggen så fri som muligt. Hendes rejse alene fra Azurien havde hurtigt banket vanen ind i hende, men hun var ikke van til selskabet.
"Såå hva' laver du så tæt på hovedstaden Onkel Hicks?" spurgte hun, og den sure mine fra før var så godt som forduftet.

Hicks havde sat sig sådan, at han havde et udsyn over det meste af kroen. Sofie havde snuppet hans favoritplads med ryggen mod væggen, men det gik nok. Hun måtte holde øje for ham, hvilket det så ud til, at hun også gjorde. Normalt ville han have sat sig henslængt i stolen, måske endda smække de lange ben op, men denne gang blev han siddende op, lænet en smule frem mod hende med armene hvilende på bordet. Hans blik gled fra rummet til pigen foran sig. Onkel Hicks ligefrem?
”Jeg har hyre på et skib. Kaptajnen mente det var en god idé at komme her forbi.” At kaptajnen var en pyntesyg klaphat uden forstand på hverken at svinge et sværd eller styre et skib, det var, hvad det var. Hans besætning var loyale og Hicks havde gjort sig dårligt bemærket, fordi hans forhold med kaptajnen var stramt. Mildest talt. Han glædede sig til at komme tilbage til piratbyen igen, så ville han komme ud af kontrakten og finde et andet skib at være på.

Han overvejede om han skulle spørge, hvad hun lavede her, men lod være. Som sagt, jo mindre han vidste, jo bedre. Om hendes planer og hendes rejse i hvert fald. Han havde dog ikke planer om at lade hende gå, før han vidste, at hun kunne klare sig selv. Han huskede tydeligt, hvor meget stolthed han havde haft, da han stak af og hvor meget han egentligt havde haft brug for en venlig hånd ind i mellem. Livet var noget hårdere end man regnede med i den alder.
”Ved du, hvad de to mænd ville med dig?” Han var nysgerrig, selvom han ikke regnede med andet end at det var to, der havde set sig et nemt bytte. Til hvad, ja det havde han ikke lyst til at tænke nærmere over. Havde han haft muligheden, havde de fået en rigtig lærestreg og ikke bare et par blodige næser.

Sofie havde nok tidligere på aftenene svoret at hun aldrig ville kalde ham 'onkel Hicks' til hans ansigt, men der havde hun også haft travlt med at have en kniv for struben og forsøge ikke at få den skåret over. Nu var hun til gengæld indenfor, på en kro, i varmen med mad og drikke lige på trapperne.. Nogle gange skulle der ikke meget til at løfte den unge piges humør.´

Det hjalp også at hun ikke havde behov for at bevise noget længere. De havde taget sig af de to bøller, sammen, og ingen kunne sige den ene eller den anden havde gjort mere eller mindre! ... okay måske havde Hicks taget det største læs lige der, men han var også en stor halv-ork! Han var bare bedre til den salgs!

Sofie rynkede en smule på næsen ved hans spørgsmål "Jeg tror ikke de var efter mig overhoved" sagde hun, og hendes blik flakkede lidt mellem Hicks og rummet. Hun sænkede stemmen "Jeg tror de ledte efter en der lignede mig. Det lød som om de forventede at få en masse penge ud af det, men de nævnte overhoved ik mor, og de blev ved med at kalde mig en 'lysende stjer-'" Sofies øjne blev store "De ledte efter Mia!" hun rejste sig op med et sæt "Jeg bliver nød til at advare hende!!" der gik et langt sekund, inden hun satte sig ned igen med et tungt suk og satte hænderne i håret "Men jeg har ingen anelse om hvor hun er nu.."

Hicks lagde hovedet en anelse på skrå, mens han lyttede til det, som Sofie havde at sige. De tynde øjenbryn skød op i hans pande, da hun rejste sig med et sæt, som hun arbejdede sig frem til, at hun kendte hende, de faktisk havde været efter. Han var ikke helt sikker på, at han forstod, hvad der foregik, men Sofie så bekymret ud og han lænede sig lidt frem.
"Hvis du ikke ved, hvor hun er, er der ikke så meget at gøre ved det nu. Få noget at spise og noget hvile, så kan du være frisk i morgen, hvis du vil videre for at finde hende." Han forsøgte at virke beroligende, selvom det ikke ligefrem var hans stærke side.

Han skulle lige til at række ud for at lægge en hånd på hendes, da halvdyret dukkede op med en bakke med deres mad og drikke. Så Hicks lænede sig lidt tilbage igen, så han ikke var i vejen, som tallerkener og krus blev placeret foran dem og manden gik igen. Maden duftede himmelsk og Hicks var ikke langsom til at gribe skeen og trække skålen til sig. Det var en tyk grød med kød og grøntsager. Det smagte lige så godt, som det så ud og han tyggede hurtigt et par mundfulde i sig, inden hans blik vendte tilbage til pigen ved siden af ham.

"Klarer du dig ellers nogenlunde igennem?" Han ville gerne være diskret i sit spørgsmål, men han havde alligevel ikke finessen til andet end at spørge direkte. Men han kastede det lidt ligegyldigt af sted, så hun forhåbentligt ikke troede, at han troede, at hun ikke kunne klare sig selv. Han ville bare være sikker på, at hun kunne klare sig. At blive kaldt "onkel Hicks" understregede bare, at han havde et ansvar for hende, selvom hun sikkert ikke ønskede at se det sådan. Og han ville gerne kunne se Amalia i øjnene, næste gang han så hende, også selvom han nok ville holde dette for sig selv. Kunne han undgå at blive blandet ind i familiestridigheder, så gjorde han det. Han havde rigeligt af den slags derhjemme.

Sofie sukkede dybt og frustreret inden hun trak hænderne ud af håret igen og rettede sjalet på plads. Hun havde trods alt ikke lyst til at tiltrække sig mere opmærksomhed den aften end hun allerede havde. En dramatisk oplevelse som det måtte være nok for et stykke tid! "Du har nok ret.." medgav hun, selvom hun ikke lød glad for det. Hun blev nød til at finde Mia igen hvis hun kunne. Hun blev nød til at advare hende! Hvis Mia da ikke allerede viste det i forvejen..

Madens ankomst fik dog hurtigt Sofies tanker væk fra sin veninde i potientiel nød, og hen til hendes egen mave, der pludselig føltes som et tomt, gabende hul. Hun havde slet ikke opdaget hun var blevet så sulten! Men samme ihærdighed som Hicks greb hun skeen og begyndte at skovle ind.
Hicks spørgsmål fik hende til at se kort op fra maden og hun nikkede, for optaget af maden til at tænke mere over spørgsmålet. Hun sank den mundfuld hun var igang med og svarede mens hun skovlede den næste op "Det går fint! Det er helt vildt så anderledes Dianthos er fra derhjemme! Jeg troede slet ikke byer kunne blive så store" hun tykkede hurtigt endnu en skefuld ned og fortsatte "Og jeg har mødt så mange nye folk! Mia mødte jeg på vejen herud til havnen, og det var vildt mærkeligt fordi hun lyste også, og vi ligner lidt hinanden! Hun er lidt sær, men også virkelig flink" hun skovlede en skefuld mere ind og fik knap sunket den inden hun startede igen "Og lige da jeg kom til Dianthos fandt jeg Rofus! Eller, han fandt sådan set mest mig nok" hun sænkede stemmen "Jeg sneg mig ind på en forladt kro for at finde ly for natten og de der Kiletosser der har lavet udgangsforbud, men det viste sig den slet ikke var rigtig forladt selvom det så sådan ud, for Rofus var der, og det er hans families kro, men de.." Sofie stoppede sig selv pludseligt. Det var nok ikke særlig smart at fortælle Hicks alt det her.. LORT!
"Men ehh de var flyttet! Ja.. Såå deeet" hun stak en skefuld i munden og tykkede noget langsommere på den end før.

Da Hicks havde stillet spørgsmålet, havde han mente det som et ja/nej-spørgsmål. Ja, hun klarede sig, nej, hun klarede sig ikke. Han havde ikke forudset den strøm af ord, der pludseligt væltede ud af pigebarnet, ord der fortalte alt, alt for meget om, hvad hun havde rendt rundt og lavet. Det gjorde efterhånden benægtelse svært, hvis han mødte Amalia igen.
De grå øjne stirrede bare på hende, øjenbrynene skubbet lidt op og en skefuld mad gået i stå halvvejs mellem skålen og hans mund. Som hendes ord endeligt døde ud, stak han skeen i munden og tyggede grøden i sig, inden han sank og langsomt svarede på hendes uanede mængde af ord.
"Så du får venner på din tur. Det var godt." Han besluttede sig hurtigt for at det var det eneste, han ville have ud af den svada og hans blik faldt til skålen som han begyndte at spise igen.

I stedet for at tænke så meget over hvad der var sket, spekulerede han over, hvad han skulle gøre med hende. Han kunne ikke bare efterlade hende i natten, det ville hans samvittighed ikke lade ham. Han kunne ikke tage hende med på skibet, selvom han nok burde svinebinde hende og slæbe hende med hjem til sin mor. Nej, der var vel ikke så meget andet for, end at bruge noget af sin hyre på at betale hende et værelse på kroen, så hun havde et sted at være natten igennem.
Tankerne delte han ikke med hende, han havde en fornemmelse af, at hun ville sige nej tak. Det fik hun nu ikke lov til, men ingen grund til stridigheder under måltidet.

Sofie nikkede bare med en lille Mmm-hmm lyd mellem to skefulde "Rofus og Mia er fantastiske" bekræftede hun, og rødmede en anelse. Hun var umådelig lettet over Hicks ikke fandt på at stille spørgmål. Sofie havde haft sin del af problemer siden hun var taget afsted, men de virkede ikke så vigtige som de andre ting, især ikke overfor Hicks, der kunne sladre til hendes mor.. For selvom Hicks ikke var den værste voksen, så var hun stadig sikker på han ville fortælle det til hendes mor, hvis han viste hun var i problemer. Og hvor forsikrende det end var, så var det også skide irriterende at de skulle sladre!

Skålen foran Sofie var snart tom, og hun lænede sig tilfreds tilbage mod væggen. Det var noget bedre end det hårde brød hun havde nippet på tidligere! Og noget varmere.. og mere velsmagende. Hun var egentligt ret glad for hun var stødt på Hicks når det kom til stykket..
Sofies blik løb over kroen, og stoppede på vinduet, hvor mørket var faldet på, og regnen så småt var begyndt at falde. Så den drev indlands. Lort! "Nggggh" lød det irriteret fra hende som hun rejste sig "Jeg stikker lige ud og henter mine ting.. De ligger stadig hvor de to klaphatte samlede mig op"

Et næsten usynligt smil gled kort over Hicks’ ansigt som pigen rødmede let. Han var oprigtigt glad for, at hun havde fundet sig nogle venner derude. Det var en hård verden og Hicks selv vidste, at han ikke ville have klaret sig igennem, hvis han ikke igennem sit liv havde mødt væsner, der ville hjælpe ham, når det gjaldt. Det var blandt andet Sofies mor, der havde stået ved hans side flere gange. At hun snart ville hjælpe ham endnu en gang, vidste han ikke, men det ville ikke undre ham, havde nogen fortalt ham det. Amalia var en god kvinde, trods hendes erhverv som pirat. Måske derfor hende og Hicks havde det så nemt sammen.

Han spiste roligt videre af sin mad, indtil Sofie rejste sig.
”Fint nok.” Han så hende forsvinde ud af døren, inden han fik fat i halvkatten og spurgte til et værelse. Et mistroisk blik fik ham til roligt at understrege, at det var til pigen, da han selv havde et andet sted at sove. Til sidst gav han halvkatten krystallerne for værelset og nok til at Sofie kunne få morgenmad også.
Det hele mindede bare halvorken om, at han var en pirat, og en halvork, på en kro for de lovlydige og da krofatter gik igen, skævede Hicks lidt rundt, men der var stadig ikke noget at bemærke. Det ville være dumt at komme i karambolage med lovens lange arm blot ved at være til stede! Men langsomt genoptog han spisningen og ventede på, at Sofie kom tilbage. Halvkatten kom ned og lagde en nøgle på bordet ved ham, hvilket Hicks takkede for med et tavst nik.