De var blevet taget i mod af en vagt ved porten til ind bag den store mur, en vagt der med det samme havde genkendt Thanos og de var hurtigt blevet lukket ind. Kamelerne blev afleveret og Thanos trak i en ren skjorte og en vest. Der var ingen grund til at stinke alt for meget af kamel og sved, når man skulle ind og præsenteres for Vargas, man kunne aldrig vide om manden var ligeglad eller ej. Thanos havde prøvet at blive sendt ud for at få et bad, inden Vargas gad at snakke med ham, hvilket så havde varet et par dage. Dæmonen var mere lunefuld end vejret.
Selv slaverne fik en hurtig overhaling, så de ikke så alt for meget ud som om, at de var blevet slæbt igennem en ørken efter tre ugers transport igennem Krystallandet. Begge drenge fik fjernet al tøj på overkroppen og Netrish mistede sin kappe igen, ingen grund til at dække for varerne.

Da det var gjort, blev de ført fra stalden, der lå ved siden af vagternes hus, hvor Thanos ville blive indlogeret sammen med de andre slavejægere, der kom og gik, ned forbi burene med slaver. Små bure, hvor der var hø til at sove i, en spand til at forurette sin nødtørft i og ellers ikke så meget andet. Til den anden side var den store indhegnede plads, hvor der også var hegnet af mod himlen, hvor grifferne ligeledes var buret inde, undtagen den, der var ved at blive trænet med hjælp fra en træner og et fuglehalvdyr. Thanos værdigede hverken det ene eller det andet et blik, som de blev fulgt af en vagt ned til den store plads, der strakte sig fra huset og ud i mellem burene med slaver. Noget af den var indhegnet, beregnet til at lade slaver kæmpe, men den del, de blev vist frem til virkede mere som en fremvisningsplads, som en balkon fra huset gav en god udsigt. I hjørnet af pladsen stod to pæle, banket i jorden, med håndjern i kæder og en mistænkelig mørk jord under.

Thanos stillede de tre slaver op på række.
"Det er vel næsten for meget at bede jer om at opføre jer pænt. Men jo nemmere I gør det, jo hurtigere slipper I for mig." Han rettede kort på elverens kjole og så hende i øjnene. "Hvis I synes, at jeg har været hård, så skal I ikke glæde jer til at møde Vargas." Han gav Juno et advarede dask over nakken og stillede sig så op, med let spredte ben og hænderne samlet på ryggen, som den soldat han i bund og grund var trænet til at være. Hvor længe de ville komme til at vente, vidste han ikke, men han håbede at Vargas var i godt humør i dag.

Juno sukkede ekstra højlydt, da han endelig fik sine reb af, for at gøre Thanos opmærksom på hvor irriterende han havde syntes at de var. Ikke at han troede at Thanos gik op i den slags, men Juno gjorde sit for at være så irriterende overfor ham som muligt, som den eneste form for hævn han kunne udføre på ham indtil videre.

Han trådte et par skridt tilbage, da det blev rakt ud efter hans trøje også, og han skubbede frustreret et par hænder væk, indtil han hørte Thanos rømme sig. Han vidste ikke engang om det var ment til ham, men lyden af misbilligelse var nok til at Junos krop frøs i frygt og derefter stod han forholdsvist stille imens trøjen blev hevet af ham. 

Hans hud var blevet mørkere på rejsen og man kunne tydeligt se linjerne, hvor hans trøje havde gået. Han skulle være blevet rød, men takket været Netrish, var han stort set kun solskoldet i nakken, resten af ham var en lys brun, imens hans overkrop og skuldre stadig var blege.
Imens de gik lagde Juno en arm om Hectors skuldre. Det hjalp på to ting; hans konstante behov for at vide hvor hans ven var henne. Og hans behov for at forsøge at berolige Hector. Selv hvis den mest paniske af dem på turen uden tvivl havde været Juno, følte han stadig at det var hans ansvar at berolige Hector. Det var jo ham, der også skulle befri dem. Han skulle bare lige regne ud hvordan.

Det var afskrækkende at gå igennem de mange bure med slaver, men Juno forsøgte ikke at føle for meget, og i stedet se logisk på stedet. Han afholdt sig fra at sige noget som helst, før Thanos begyndte at stille dem op på række. Her slap han Hector og åbnede munden for at svare Thanos igen, da han pludselig fik et dask over nakken. Han vendte straks blikket mod manden, rasende, og nedstirrede ham.
Han tog en dyb indånding inden han sagde noget. "Jeg opfører mig altid pænt, mand." Han rullede med skuldrene og strøg derefter begge hænder igennem sit hår, hans blik løbende fordi samtlige døre han kunne få øje på. Han ville ikke sælges og han ville slet ikke lade Thanos få en god pris for ham, men han havde en masse nervøs energi i kroppen og han kunne ikke ryste følelsen af at skulle præstere så godt som muligt.

Hector var ærligt talt blevet halv-immun overfor svinets trusler, men det var jo næsten heller aldrig ham, det gik ud over. Af en eller anden grund. Hector anede ikke, om det bare var et tilfælde, eller om det var, fordi svinet havde en eller anden reservation overfor ham, og han var egentlig også fløjtende ligeglad. Han bekymrede sig mest om Juno, som det var lykkedes svinet at knække, og af den grund alene havde Hector sværget en grusom hævn over ham.

Det var svært at forholde sig til virkeligheden omkring dem - slaverne i burene - så Hector undgik det helt. Han lukkede det simpelthen ude og nægtede at lade det påvirke ham. Det skulle nok indhente ham på et tidspunkt, men lige nu kunne han bevare roen takket være sin evne til at aktivt fortrænge og ignorere virkeligheden.

Da overtøjet blev hevet af ham, var Hector faktisk helt nøgen, men det rørte ham ikke. Før de var blevet fanget, gik han jævnligt nøgen rundt derhjemme. Denne gang blev han dog en smule ilde til mode, da han så ned af sig selv og opdagede, at hans brystkasse var blevet en lille smule fyldig. Han sank en klump. Han puffede blidt til Juno med sin albue og nikkede ned mod sit bryst. Juno v ar den eneste, der vidste, hvordan tingene virkelig hang sammen, og han ville forstå Hectors bekymring.

At have tæppet om sig de sidste dage af rejsen havde gjort en verden til forskel for Netrish. At hun ikke skulle bruge sine kræfter på at helbrede sig selv hver aften havde gjort hun kunne hjælpe de andre langt bedre. Varmen havde stadig været kvæle de og drænet dem alle, men hun havde været i stand til at sidde oprejst igen.

Netrish havde holdt skabt øje med åbninger, men sandheden var at selv hvis en havde præsenteret sig, havde hun og drengene ikke haft kræfterne til at tage den. Zaladin tage den forbistrede varme. Før hun viste af det var de fremme.

Synet der mødte hende var ikke betryggende. Det var ikke blot en slave handel men en slave institution! Alting bygget og holdt til at facilitere slavehandel. Synet fik det til at løbe Netrish koldt ned af ryggen. Hvor længe mon folk sad i de bure før de blev solgt? Hvor længe ville hun selv sidde fast i dette hul før hun blev solgt som kød til et sted hun måske kunne flygte fra? Hun ville overleve, tjene om nødvendigt, men hun var ingens ejendom.
Visheden lod hende møde Thanos blik uden frygt eller tøven.
Der var kun en hun tjene, og det var ingen simple dødelig mand.

Ærligt talt så kedede Vargas sig lidt. Efter sin sædvanlige morgeninspektion af området, havde der ikke rigtigt været noget specielt spændende at lave og lige nu lå han henslængt i en chaiselong, mens han kedsommeligt spiste en håndfuld druer. Han var lige ved at overveje bare at plukke en tilfældig slave at have det lidt sjov med, da en vagt dukkede op i døren.
"Thanos Haides er kommet på besøg, Herre Aziz. Han har slaver med."
I en hurtig bevægelse var Vargas oppe at sidde og et smil bredte sig på hans ansigt. Thanos! En mand de fleste nok anså for at være en død fisk, men Vargas kunne godt lide ham. Han havde stil. Smag. Fandt de fleste af Vargas' blodige påfund underholdende. Og havde endda lyst til at deltage i nogle af hans små lege. Man skulle bare passe lidt på, manden havde vitterligt ingen humor.
"Aaah, Thanos! Som kaldet! Jeg kommer om et øjeblik!" Vagten bukkede og forsvandt igen. Vargas blev siddende og så frem for sig, smilet som før havde været åbent og glad, var nu lettere skummelt og med en uhyggelig undertone. Nye slaver. Thanos kom sommetider med nogle gode ting til ham.

Pludseligt kom han op at stå.
"Ana! En kande med vand og et par kopper! Vi har fået gæster ude på pladsen!" Han havde ikke planer om at vente på hende, men kørte i stedet en hånd igennem sit iltre sorte hår og rettede lidt på sit tøj, der den dag bestod af en mørkerød lang kofte med indsyet mønster i guldtråd og et par sorte bukser. Uden at tænke nærmere over det, greb han et langt gult silketørklæde og slyngede det om halsen. Han havde det bedst med noget gult på sig.
Det var ikke ligefrem, fordi at han havde travlt, så han spiste lige et par druer mere, inden han begyndte at slentre ud mod pladsen, der lå op af hans hjem. Gad vide, hvad Thanos havde med til ham denne gang?

Som han kom frem til døråbningen ud, stoppede han op og lavede en bevægelse med hånden, mens han mumlede et par utydelige ord. Det ville fjerne grænsen på Anas kæde, så hun kunne gå ud af huset og ud på pladsen. Ellers ville hendes fodkæde på magisk vist blive stoppet sådan, at hun ikke kunne komme ud. En praktisk ting, som han havde købt af en dværg. Dværgen havde været pænt desperat efter at få sin sjæl tilbage og kæden var lige, hvad Vargas skulle bruge.

Og nu kunne han vende sin opmærksomhed mod de fire personer.
"Thanos, min ven! Godt at se dig her i varmen igen!" Han slog ud med armene, som han gik hen i mod dem. Dog hvilede hans blik kun kort på den ranke mand, inden det løb over de tre andre. En ung mand, en satyr og en elverkvinde... der udfordrende klædt. Vargas øjne glimtede lidt og hans smil viste for et øjeblik tænder, inden han atter så på Thanos.
"Hvad har du med til mig denne gang? Noget specielt, siden du er rejst hele vejen?" Han stoppede op et par skridt foran lejesoldaten og afventede hans svar.

Anastasya havde siddet i et hjørne af sit værelse på en pude hvor hun kunne betragte vinduet der stod åbnet. Der var altid brændende varmt i denne del af krystallandet men Anastasya var så sjældent uden for Vargas' bolig at solen endnu ikke havde præsteret at tilvende hendes hud til varmen og de ubarmhjertige solstråler. Hun havde betragtet en sommerfugl der havde kravlet rundt i hendes rum mens den desperat ledte efter skygge for solen og Anastasya havde sat den forsigtigt i det køligste hjørne hvor der også stod et vandglas. Hun havde siddet i sine egne tanker mens hun havde betragtet vinduet og himlen uden for da Vargas' stemme pludselig brød stilheden. Det gippede i hende og hendes hjerte sank - hvem kom nu? Hun kom på benene og lænede sig så tæt på vinduet som hun kunne for sin kæde mens hun så ned i gården. Hun trak vejret dybt. Flere slaver. Hun gik sørgmodigt ud af rummet og mod køkkenet hvor hun fyldte en kande med frisk køligt vand og fandt nogle kopper frem. Ikke de fineste da de var reserveret til fint besøg og meget kunne man sige om Thanos men fin var han ikke - hun havde stor respekt for alt levende, men Thanos havde ikke et ømt punkt hos hende. Hun kunne ikke begribe hvordan man kunne være så ligeglad. Men så igen, Vargas virkede også til at se alt levende som legetøj.

Hun gik ud af køkkenet, ned af gangen, ud i forgangen og stoppede i døråbningen. Solen varmede sandet uden for og hun trådte forsigtigt ud med den fod der ikke var lænket. Hun kunne ikke præcist huske hvornår hun sidst havde været ude, og frygtede lidt at kæden ville holde hende ind som altid. Men ikke denne gang. Hun kunne ikke lade være med at spejde nysgerrigt rundt men huskede hurtigt sin opgave og skyndte sig mod Vargas. Solens stråler fik hendes rødblonde lokker til at stråle og truede med at få hendes let blege hud til at rødme. Hun var iført en hvid kjortel med et simpelt knyttet bælte om livet. Hun havde bare fødder og sandet var brændende varmt men hun bed det i sig. "Deres vand herre" Hviskede hun og løftede fadet en anelse op. Hun så sit snit til at kaste et blik mod de stakkels skabninger der stod foran deres livs helvede og hun måtte kæmpe for ikke at fælde en tåre for dem. Hun havde ondt af dem, og ville ikke ønske dem denne skæbne. Men der var intet hun kunne gøre.
Hun så en Elver, en af hendes egen race. Et menneske, og et mindre halvdyr hun genkendte som en satyr. Anastasya havde altid haft et blødt punkt for væsner, dyr og halvdyr, og de for hende. Hun trak vejret ind gennem næsen og flyttede blikket til Vargas. Hvis hun dog bare kunne få ham til at give dette fortagende op, sætte alle fri.. Men det var nok mere umuligt end hendes egen frihed. Og hun havde lært ikke at trodse sin herre.

Ventetiden var heldigvis kort, som Vargas hurtigt viste sig i døren ind til hans private hjem. Han så ud til at være i godt humør, hvilket var lidt af en lettelse for Thanos. Vargas var en svær mand at arbejde med, hvis han havde en dårlig dag og han kunne lige så godt risikere at gå herfra med alle tre slaver. Heldigvis havde Thanos efterhånden rimelig god erfaring med at håndtere arbejdsgivere med humørsvingninger værre end vejret. Han arbejdede for et par stykker.
Som Vargas hilste på ham, bukkede han let i overkroppen, korrekt og høfligt. De fleste ville nok ikke tro det, når man så på det noget blodige spor han efterlod sig, men han var ganske veluddannet inden for etikette og korrekt opførsel, når man stod overfor nogen, der stod højere på den sociale rangstige end en selv. En ganske vigtig del af hans job. Var han ikke eftersøgt, ville han sagtens kunne færdes på paladset uden nogen ville fatte nogen mistanke. Måske han også havde været derinde, hvem vidste?

Ved dæmonens spørgsmål arbejdede hans kæbemuskler kort, som han mindedes grunden til, at han i det hele taget var her. Men han tog en rolig indånding og mødte dæmonens blik for et øjeblik, inden han vendte sig halvt mod sine fanger.
"Mennesket er lidt af en hovedpine, men virker til at være lærenem nok. Satyren er den klogeste af de to, de kom i en samlet pakke. Og jeg ved jo, at De kan lide halvdyr. Elveren er healer og jeg hører, at racen er det du vil have i øjeblikket." Han skævede mod Vargas med håb om, at det var sandt. Det kunne måske hæve prisen en smule. "Der er i øvrigt noget specielt ved satyren." Noget Vargas nok ville finde en smule morsomt, men kan kunne egentligt aldrig rigtig vide. Thanos sagde ikke mere om det, det måtte han selv regne ud.

Det var ikke noget specielt, han var kommet med, ikke rigtigt, så han følte sig nødsaget til at forklare hvorfor, at han var rejst så langt. Det var måske bedre at vente til senere, men så igen, nu var sikkert lige så godt et tidspunkt som senere. Han rømmede sig let.
"Donjo gav mig en pris, jeg ikke kunne acceptere. Så jeg tænkte, at det var turen værd for at handle direkte med Dem." Som altid ærlig. Nu kunne han bare vente på, hvad Vargas havde at sige til det.
En ung kvinde dukkede op bag dæmonen og Thanos kastede kun et kort blik på hende. Vargas personlige legetøj, som man ikke skulle glo for meget på, så han lod som om, at hun ikke var der. Manden vogtede over tøsen som var hun solen selv.

Juno var en af de fyre, der nemt blev distraheret af alting omkring dem, og han var som sådan ikke særlig opmærksom på Hector, men da han blev skubbet til af ham, vendte han straks blikket mod ham, og op og ned ad hans krop, da Hector gjorde opmærksom på den. Hans ansigtsudtryk blev straks stramt og han sank en klump, inden han lænede sig ind imod ham og lavmælt brød tavsheden imellem dem; "Du er mere værd som du er. Hvis ikke de selv kan se det, så overbevis dem."

Slavehandleren kom ind af en af dørene og Juno stoppede straks sin hvisken og rettede sig op, hans hænder samlet på ryggen og hans ben let spredte, ubevidst præcis som Thanos stod. Til gengæld rullede han kun arrogant med skuldrene, da Thanos bukkede for manden.
Juno var en stolt fyr og da Thanos påstod, at Hector var den kloge af de to, nedstirrede han manden, forargelsen tydelig at læse på både hans kropssprog og mimik. Han kørte sin tunge langs indersiden af sin underlæbe, inden han brød ud i et forarget smil og med et fnys himlede med øjnene. Han havde været bandeleder. Han havde skaffet dem et sted at bo. Han havde trænet ungerne derhjemme, han havde leder-evnerne, han havde brugbare evner, han var den pigerne ville have og fyrene ville være, og det kløede i ham efter at minde Thanos om det, men det var også hans værste mareridt, at Thanos ikke kunne sælge ham videre fordi han var for uopdragen.
Han havde hele turen følt, at Thanos bare ledte efter en undskyldning for at slå ham ihjel, og hvis han ikke kunne få en høj nok pris for ham, var Juno ikke i tvivl om at Thanos ville vælge tilfredsstillelse ved endelig at kunne myrde ham i stedet. Så han holdt sig i skindet. Hele hans kropssprog fortalte at han var utilfreds, men han holdt sin kæft, selv da Thanos vovede at nævne Hectors situation.

Imens Thanos talte videre, fik Juno øje på pigen bag slavehandleren. Hun var smuk, og han skiftede rastløst sin vægt fra det ene ben til det andet, imens han forsøgte at få øjenkontakt med hende, så han kunne flirte med hende. 

Hector nikkede en smule og tilbød Juno et lille smil som tak for at prøve at berolige ham. Han var ikke helt sikker på, hvordan han skulle overbevise en type som Vargas om, at han skulle bruge penge på Hector på den måde, andet end at spinde ham en lang tåreperser af en historie, men han var til gengæld ret sikker på, at Vargas var komplet ligeglad med den slags. Det eneste, han kunne håbe på lige nu, var, at Vargas fandt ham interessant nok til at holde ham, som han var nu. Han vidste godt, han var speciel nu, men ville Vargas være enig? Hector sukkede stille for sig selv.

Hans suk blev dog hurtigt til at grynt af irritation, da han så, hvordan Juno med det samme begyndte at spille smart foran damen, der kom med vand. Det var fandme typisk! Nu stod de her og skulle sælges til en eller anden psykopat, og så skulle Juno absolut flirte med en tilfældig dulle, bare fordi det var fysisk umuligt for den dreng at tænke med andet end sin pik. Hector blev så irriteret, at han uden videre trampede Juno over den ene fod med sin hårde klov. I det øjeblik var han skide ligeglad med, om de gjorde et godt indtryk eller ej. Livet hos Vargas ville være et lorteliv alligevel, og han var sur nok på Juno til at skide Vargas og alle de andre et stykke.

Juno vidste godt at Hector nemt blev jaloux. Han havde også mærket det før, men han havde oftest mærket det ved at Hector var blevet endnu mere sur og tvær end sædvanligt. Det var ikke første gang de kom op at slås over den slags, men det skete alligevel så sjældent, at Juno slet ikke var forberedt, da han pludselig blev trådt over foden af en klov. Desuden havde han været mere end bare en smule distraheret af pigen foran ham.

"Hvad fanden!" råbte han og væltede et skridt til siden, lige ind i Thanos, da han trak foden til sig. Heldigvis stod den mand stabilt som et bjerg, og Juno brugte ham nærmest som springbræt, da han kastede sig frem og skubbede til Hectors skulder.

"Skal du fronte?" spurgte han, en hånlig latter i stemmen. "Vil du virkelig slås? Nu?!" Han skubbede til ham igen, ligeglad med at han dermed skubbede Hector direkte ind i Netrish. Han havde langt fra vundet alle deres slåskampe mod hinanden, men han var højere og tungere, og han tvivlede ikke et øjeblik på at han ville vinde.

Netrish ansigt var som skåret i sten, som det sædvanligvis var, men hendes øjne, der normalt viste hendes humør, var stålsatte som slavehandleren trådte frem, for at skjule hendes voksende modløshed. Blikket af sympati fra elveren ved hans side hjalp bestemt heller ikke. Hun tjente Kile, ikke denne.. mandsling!

Den pludselige bevægelse fra Hector ved siden af Netrish, fik hende dog til at glemme alt om selskabet for et øjeblik. Det var bare løgn! De møgunger begyndte bare ikke på det nu, her af alle steder!
Juno begyndte at råbe op, og Netrish viste hun var nød til at stoppe det, inden Thanos, eller endnu værre, herren, fandt behov for det!

Elveren gik en anelse ned i knæ, og da Hector ramlede ind i hende, var hun klar. Hun greb Hector med den ene hånd, og førte ham videre rundt med det moment Junos skub havde givet. Samtidig greb hun ud efter Junos hånd, fremstrak efter skubbet, og trak ham ind, og kastede ham over hoften.
Et øjeblik efter lå begge drenge på maven i sandet, hver med et af Netrishs knæ i ryggen. Hun lænede sig ned mellem dem "Hvis i har hinandens liv kært, så stopper i nu" advarede hun og lod det synke ind hos dem begge et par sekunder, inden hun rejste sig igen. Hun regnede med de ville være henholdsvis for stolt og for mopset til at tage imod hjælp op, så hun tilbød den ikke. Hun havde nok sagt det var deres liv på linjen, men hun var ikke i tvivl om at deres opførsel kunne koste hende livet ligeså, værdigfuld slave eller ej.

Vargas anerkendte slet ikke Anas tilstedeværelse som hun gjorde opmærksom på sig selv. Hvorfor skulle han, han havde bedt hende komme herud. I stedet var hans opmærksomhed rettet mod Thanos og de tre slaver, som Thanos gav et alt for kedeligt og kort resume over dem. Nå ja, så var der da noget at finde ud af for ham selv. Det kløede i ham efter at lægge sine hænder på dem. Gramse lidt på deres sjæle. Det var hans eget udtryk, at gramse på sjæle, for det var sådan set det, han gjorde. Med nydelse.
Noget specielt ved satyren? Hans blik gled tilbage til halvdyret, undersøgende, men han kunne ikke se, at der var noget galt. Jaså? Nysgerrig var han ved at dreje rundt for at gå derover, men Thanos fortsatte med at snakke. En rynke dukkede op i Vargas pande. Så Donjo var nærig med priserne? Inden han kunne nå at spørge ind til det, brød kaosset ud, som de to drenge begyndte at angribe hinanden. Uden at røre en mine betragtede han skovelveren lægge dem ned i sandet.

Så snart der tydeligvis var styr på tingene igen, rettede han blikket mod Thanos.
"Har det været en lang rejse?" Tonefaldet var lettere ligegyldigt, men en smule medfølende. For et øjeblik bildte han sig selv ind, at han kunne se hvor forstyrret den følelsesløse lejesoldat var efter rejsen, men det var nok bare indbildning. Som havde slaverne ikke lige kastet rundt med hinanden snakkede han videre på tidligere emner.
"Vi må snakke om Donjo senere. Du bliver vel og spiser med?" Det var ikke så meget en forespørgsel som en ordre. Han ville høre lidt om rejsen og problemerne med Donjo. Og hvad Thanos ellers havde haft gang i af morsomme oplevelser.
"Åh ja, vil du have et glas vand? Det har vel været en tør tur." Uden at vente på svar, greb han kanden og hældte op i et krus, som han straks selv tog en slurk af, inden han med et drillende blik rakte det til Thanos. Manden var jo paranoid som en vanvittig og det var en gammel joke fra Vargas side, at han drak af kruset først.

Men nu. Var det tid til at se nærmere på slaverne. Han trådte først hen foran Juno, som stod nærmest. Stirrede lidt på han med et let smil.
"En hovedpine siger du? Ja, jeg kan godt se det." Hans blik gled ned over den bare overkrop. Ikke mange muskler, intet fedt. Men han var ung, så det kunne vel nå at komme, hvis man satte ham til lidt hårdt arbejde. En af hans sten hang i en kæde om halsen på ham. Så han havde evner? Uden advarsel rakte han hånden op og lagde hånden på stenen, hvilket straks fik den til at smelte ind i huden på drengen, lige under hvor kravebenene mødtes. Det hverken sydede eller røg, men det ville nok føles som havde han lagt et stykke glødende kul mod hans hud. Kæden slap stenen og han rykkede den væk, som han gik videre til Netrish, der stod næst i rækken. Hans blik ramte ret hurtigt kæden med det gamle tegn for Kile. Med rynket næse rakte han ud og tog vedhænget i hånden.
"Sådan et har jeg ikke set længe." Han var lige ved at rykke det af, men lod det hænge. Det kunne han tage sig af senere. Ud over manglen på dækkende tøj og hendes healende evner, var hun ikke så interessant, men han havde da planer. Senere.

Nej, han var mere spændt på satyren, som Thanos havde sagt, var noget specielt. Den stod yderst, så han tog et par skridt mere, så han kunne se både for og bag, inden han endte foran den igen.
"Speciel. Nu er jeg nysgerrig." Han rakte hurtigt en hånd frem og lagde den på brystkassen af Hector. Hector ville straks få en let kvalm følelse og en følelse af, at det trykkede lidt for brystet. Hmm, noget neutralt, satyr, et hint af arrighed... oh... OH! Vargas trådte et skridt tilbage og lod blikket glide over satyren.
"Det er jo en hunkøn!" Med et lidt for begejstret et grin så ham på Thanos. "Det havde jeg ikke gættet!" Åh, han elskede bare, når Thanos kom med overraskelser til ham. Han så straks på satyren igen, nysgerrig.
"Hvordan gør du det? Jeg mener..." Han lavede en bevægelse der tydeligt indikerede, at satyren burde have bryster og former. "Man kan jo ikke se det på dig."

Anastasya var vant til at Vargas ignorerede hende, faktisk fortrak hun det. Hun ville hellere lade som om hun ikke eksisterede end at være offer for hans kedsomhed. Desuden gav det hende mulighed for at spejde rundt. Hun havde været der længe, men livet uden for var stadig lige nyt for hende. Hun fik ondt i sindet af at se de stakkels væsner i bure og hun viste at det ikke engang var det værste der skete her. Hvordan hun havde overlevet omgivet af så meget smerte og sorg viste hun ikke, men det gjorde ondt hver gang der blev bragt nye til. Hun viste ikke hvilken skæbne de kom fra, men den kunne umuligt være værre end den de stod over for.
Hendes blik blev dog hurtigt vendt tilbage til de tre nyankomne, helt hvad der var sket viste hun ikke, men Satyren lod til at have gjort noget ved mennesket. Menneskedrengen så lige frem ud til at angribe satyren. Hun greb hårdt om bakken, hendes hjerte hamrede og hun så skræmt op på Vargas der blot betragtede udspillet. Elveren var imponerende, hurtig, og fik det stoppet hvilket de andre nok skulle være glade for. Anastasya var bare glad for at Vargas virkede til at være i godt humør i dag. Hun så på Elver kvinden med store øjne, tydeligvis var det en kvinde der kunne forsvare sig selv.
Vargas forsatte sin samtale med Thanos og Anastasya så igen mod de nyankomne, urolig for om de kunne finde på at skabe større postyr. Hun løftede bakken igen da Vargas tog et krus med vand og slog ydmygt blikket ned. Hun hørte han tilbød det til Thaos før han vendte sin opmærksomhed mod de andre.

Som altid skulle Vargas inspicere sine varer, nonchalant og koldt som var de ikke andet end et nyt tesæt. Hun bed tænderne hårdt sammen og så væk igen, hvad end Vargas valgte at gøre mod dem havde hun ikke lyst til at se. Hendes blik søgte døren og skyggen, små perler af sved havde dannet sig i hendes hårgrænse og hendes fødder brændte. Men hun gjorde sit bedste for at stå stille og ikke gøre væsen af sig, hvis hun gjorde det godt nok ville Vargas nok ikke tage mere notits af hende for nu. Hun mærkede fra tid til anden når nogle så mod hende, den der kilden i nakken. Vargas var nået til satyren da hun vendte blikket tilbage, og hun viste hvad han gjorde. Hun viste hvor ubehageligt det var, men hun forsøgte ikke at lade sig påvirke af sin medfølelse. Hun så der på mod Elveren og videre til Menneskedrengen. Hun studerede dem i stilhed før Vargas udbrød noget om hunkøn og så tilbage mod Satyren. Det forstod hun ikke, det lignede en mand - eller en dreng. Hun viste dog også at hendes kendskab til verden var meget begrænset og at der sikkert var så meget hun ikke forstod. En ting var hun dog sikker på - kønnet var lige meget når det var et levende væsen, og Vargas behandling af levende væsner var modbydelig.

Det hele havde lige virket så fredeligt, men pludseligt væltede Juno ind i Thanos, hvilket fik Thanos til at skubbe den ene fod ud, for at holde balancen. Drengen brugte ham nærmest som afsæt, da han kastede sig i mod sin ven og Thanos følte næsten for at slå sin ene hånd for ansiget. Hvorfor lige nu. Kunne de ikke bare slappe af i et øjeblik? Var det virkeligt for meget at forlange? Han tog en dyb indånding, forsøgte at kontrollere lysten til at trække sit sværd og slagte dem på stedet, inden han ville til at stoppe dem, men det viste sig, at elveren klarede den opgave for ham. Med nogle bevægelser, der antydede mere kamptræning end hun ellers havde vist frem, fik hun kastet begge drenge til jorden. Thanos kunne næsten takke hende for det, men gjorde det ikke. Hvis hun ikke havde været så ivrig efter at slå ham ihjel og så stikke af, så havde han sat hende til at være passer for de to drenge. Det kunne have sparet ham for meget.

Vargas tog det hele med ophøjet ro og fortsatte samtalen som var intet sket. Han måtte virkeligt været i godt humør i dag. Der var endda en medfølende tone at spore i hans stemme og Thanos trak på skuldrene uden at svare. Men ja, det havde været en meget lang rejse. At han skulle blive og spise med var ikke så overraskende, men ikke ligefrem noget han så frem til. Vargas var mere fornøjelig end både Jezebel og Valkar, men også til tider noget mere farlig at være i nærheden af.
Vand. Jo, vand ville være godt. Vargas drak af glasset og så på ham med et drillende glimt i de brune øjne. Ikke en muskel fortrak sig i Thanos' ansigt, som han tog i mod kruset og selv drak af det. Faktisk tømte han det i en mundfuld, for han var tørstig. Den sidste dag inden Balzera var den hårdeste. 

Han trådte et skridt frem mod Vargas' slavetøs for at placeret kruset på bakken, men hun var hurtigere og snart havde han et fyldt krus igen. Denne gang drak han langsomt af det, mens han betragtede Vargas undersøgelse af slaverne. Et svagt smil var at spotte om hans læber, som Vargas smeltede stenen ind i huden på drengen. Ah, dejligt at se ham lide lidt uden at han selv skulle gøre noget for det.
Vargas virkede overraskende lidt interesseret i Netrish og hendes halvbare krop, men mon ikke, at det kom senere, hvis Thanos kendte ham ret. Og så til satyren. Thanos drak endnu en tår af sit vand og løftede let koppen som hilsen, da Vargas sendte ham et grin. Jo jo, han blev begejstret. Samtalen interesserede ikke lejesoldaten, i stedet gled hans blik rundt, strejfede kort Ana og fortsatte, indtil der ikke var mere at se, inden det vendte tilbage til de tre slaver og den ivrige dæmon.

Hector havde allermest lyst til at give Vargas et los i løgsækken og hvæse, at det ikke ragede ham. Især efter det, Vargas havde gjort ved ham lige før (hvad end det så var), som havde efterladt Hector med en ubehagelig kvalme i maven. At blive kaldt "hunkøn" var noget af det værste, han vidste, og selvom det lykkedes ham at holde masken sådan nogenlunde, så ville folk, der kendte ham (folk som Juno) kunne se, at han var lige ved at eksplodere af raseri. Men... Juno havde jo ret. Hvis Hector ville gøre sig nogen som helst forhåbninger om, at Vargas ville betale for, at Hector kunne få mere af sin eliksir, måtte han nok hellere opføre sig ordenligt. Han fik brug for alle sine skuespilsevner.

"En eliksir, min herre," svarede Hector, og det lykkedes ham at få sin stemme til at lyde helt forsigtig og blid, selvom hans næver var knyttede ved hans hofter. "Jeg... jeg skal have den en gang om måneden for at forblive mig selv. Hvis jeg ikke får den, så... så er jeg ikke længere speciel."

Hector kunne ikke lade være med at skæve lidt til Juno, mens han talte. Han følte sig usikker og utryg, når han ikke havde Juno ved sin side.

Juno havde aldrig forestillet sig at Netrish var typen, der ville blande sig i to drenges slagsmål, og han var på ingen måde forberedt, da han blev smidt ned på jorden af hende. Overraskelsen fik ham også til at forholde sig nogenlunde i ro og han gjorde heller ingen indvendinger, da han kom på benene igen og ikke længere stod ved siden af Hector. Fyren måtte fandme klare sig selv, hvis han skulle være på dén måde.

Juno knyttede begge hænder i vrede, da slavehandleren omtalte ham som var han en vare. En hovedpine. Jeg skal fandme give dig  hovedpine, tænkte han og var lige ved at nakke manden en skalle også, da hans hånd pludselig var på hans hals og det i flere, lange sekunder føltes som om hans hud blev brændt af, hvor stenen om halskæden forsvandt ind i ham. Han gispede efter vejret og kradsede sig frustreret over kravebenet, uden at kunne mærke stenen overhovedet. Han følte sig fortabt nu, hvor han slet ikke ville kunne få adgang til sine evner. Udover at ville bruge sin ene evne til at forsøge at slippe væk, havde det kløet i ham efter at få lov til at skifte sit udseende. Han var træt af sit eget ansigt og en mørkere kulør ville hjælpe ham bedre med at holde solen ud. Men denne gang holdt han sin kæft, for nu.

Det var irriterende for ham at høre på hvad slavehandleren syntes om dem, så Juno brugte det meste af tiden på at forsøge at få øjenkontakt med pigen igen. Nu hvor han ikke længere stod ved siden af Hector, var der trods alt ingen konsekvenser ved det, og det gjorde ham altid i bedre humør at smile til smukke piger, hvilket også var præcist hvad han gjorde, da pigens blik kortvarigt løb over ham. Han blinkede til hende og var lige ved at gå hen til hende, da han hørte slavehandleren nå til Hector.
Øjeblikkeligt vendte Junos opmærksomhed tilbage til sin ven. Ubevidst nikkede han, imens Hector talte, og da de fik øjenkontakt nikkede han igen. For første gang i dag udtrykte han ro og tilfredshed. Hector havde gjort det godt, og Juno var ikke i tvivl om at han ville få, hvad han havde brug for. Han var mere værd på den her måde. Det var en eliksir Hector selv havde haft råd til før, så for en slavehandler måtte prisen være minimal. 

Netrish havde ikke været glad for at rykke de to drenge rundt, men havde heller ikke ture lade de andre stoppe dem. Ikke efter at have set den indtørrede, mørke plet under straffe søjlerne. Det havde været en skæbne hun ikke kunne have reddet dem fra. Hun skævede kort til Thanos. Det var mandens held at han kun havde sloges med hende, mens hun havde haft hænderne bundet!

Som Vargas bevægede sig ned mod dem, måtte hun anstrenge sig for at forholde sig i ro. Det var nu deres skæbner ville blive afgjort. Netrish viste så meget, at en værdigfuld slave måtte leve bedre end en der bare var arbejdskraft. Hendes blik faldt halvt på Juno, og hendes blik forrådte hende og viste en grad af den sympati hun følte ved drengens situation. Men det varede ikke længe før det var hendes tur, og hendes ansigt igen var som sten. Hun stivnede en anelse da han greb om hendes halssmykke, den ene ting hun havde tilbage fra dengang, men ved Kiles nåde lod han den være.

Hendes blik faldt på jorden et øjeblik som Vargas bevægede sig videre. Vargas ord fik hende dog til at stirre på Hector i chok. Han var en hvad?! Hun ville have billiget satyrens håndtering hvis hun ikke stadig havde haft svært ved at få det til at synke ind at han åbenbart var en hun.

Som satyren svarede, forsvandt det spændte udtryk for Vargas ansigt og blev erstattet af tydelig skuffelse. Så bare en eliksir.
"En eliksir, jaså, jaså..." Han mistede tydeligvis interessen for halvgeden igen - dog ikke helt, han skulle nok finde på noget at lave med den, men dens fysiske tilstand var nu ikke længere specielt spændende. Han lod blikket glide ned over satyren igen, lidt vurderende og trådte så tilbage til Netrish, hvor han lod et par fingre glide ind i helvedesgabet i hendes kjole og trak ud for at se ind på hendes krop. Han var tydeligvis i godt humør i dag, eller måske var det slaget af skuffelse fra satyren, for han plejede gerne at afklæde de kvindelige slaver helt, men for nu var et glimt fint. Han slap kjolen igen og trådte hen for at se på Juno igen.
"Jeg tænker, at jeg vil give tolv safirer for elveren og fire for hver af de to andre. Og så smider jeg to safirer oveni, fordi du er rejst så langt." Han ventede ikke på, at Thanos godkendte prisen, for det var en meget fin pris. De to ekstra safirer var sådan set mest for at sørge for, at Thanos ikke skulle begynde at overveje at søge andre græsgange, det ville Vargas være ked af. Og siden det var Donjos skyld, at Thanos var rejst hele vejen og Vargas nu havde ekstra udgifter... han skulle nok få sine krystaller tilbage.

Han betragtede Juno lidt og trådte så ind til ham. Han kørte en hånd over drengens hår og ned til hans nakke, hvor han pludseligt greb hårdt fat og trak ham lidt ind til sig, så han kunne snakke dæmpet mod hans øre.
"Næste gang du klæder Ana af med øjnene, prikker jeg dem ud af hovedet på dig og fodrer dem til kragerne." En trussel udtalt med en kold stemme, der slet ikke passede til hans tidligere opførsel. Han stirrede med et par hårde brune øjne på ham, inden han slap ham igen, gav ham et par blide klap på siden af hovedet og var tilbage til sit smilende jeg.

Frisk klappede han hænderne sammen.
"Tre nye fine slaver til samlingen! Det skal fejres! Kom med ind og få en bid mad og noget at drikke, Thanos, og fortæl mig om din rejse." Han slog ud med armen for at vise Thanos, at han godt kunne gå. I stedet trådte to vagter frem for at tage sig af slaverne. Vargas lod blikket glide over hans lille favoritslave.
"Ikke se så trist ud kære Ana. Vil det gøre dig glad, hvis du må give dem resten af vandet i kanden? Kom direkte ind, når den er tom." Igen ventede han ikke på svar, men lod en hånd glide ned af hendes side, inden han fulgtes med Thanos ind.

Når Ana havde vandet slaverne, ville de to vagter føre de tre ned af rækken med bure, til de kom til nogle tomme. Her ville de smide dem ind en efter en, først Netrish, så Juno og så Hector. Burene ville være omkring to gange to meter og høje nok til at man knap kunne nå toppen. I burene ville der ikke være andet end en bunke frisk hø og en spand. Over alle burene var der udspændt et stofsejl, som ville give skygge for den brændende sol. Burene hang ikke sammen, men stod med så meget mellemrum, at man ikke ville kunne nå hinanden. Mad og vand ville være noget, der ville blive uddelt i løbet af dagen. Maden ville ikke være specielt spændende, men nærende og der ville nok lidt overraskende være nok af den. Vand blev delt ud lidt oftere. Vargas var nok klar over, at sultende, tørstende slaver ikke kunne skrabe mange penge sammen.

Anastasya holdt høfligt blikket nede da Thanos rakte sit krus mod hende og hun fyldte det lydigt. Hun forsøgte at undgå at se for meget på Vargas' behandling af de tre nye skæbner men det vendte sig alligevel i hende da han undersøgte elveren. Hun viste hvordan det var og hun ønskede ikke sin skæbne for nogle andre. I det mindste forblev Vargas glad og tilfreds skønt hans skuffelse over Satyren.
Hun hørte ikke hvad han sagde til menneskedrengen og hævede tvivlsomt blikket da Vargas stoppede ved hende og talte til hende. En kort bevægelse i hendes mundvige indikerede hendes lettelse over at måtte give de tre nye slaver noget at drikke - helt ubarmhjertig var han alligevel ikke.
Det var en kompleks situation hun levede i. På den ene side var Vargas modbydelig, hensynsløs og ond. Men af og til syntes hun at se et glimt af medfølelse - højest tænkeligt indbildning. Men hendes liv var heller ikke nær så håbløst som de andre slavers. Af en eller anden grund havde Vargas vist et blødt punkt for hende. Hun var den eneste der boede i huset med ham, og selvom at hun var en fugl i et guldbur, nægtet sin frihed, var hun alligevel så tæt på som hun kunne håbe. Men hun ville hellere dele skæbne med de tre nye slaver end hun ville være vidne til Vargas morskab. Om det var hende eller andre det gik ud over gjorde hendes hjerte lige ondt. Anastasya viste ikke hvorfor hun var så følsom, men hendes alt for gode og venlige væsen syntes at underholde Vargas til tider.

Anastasya satte bakken på det brændende varme sand, tog tre af de fire sidste krus og vendte dem. Hun hældte omhyggeligt det resterende vand op i ligelige mængder og løftede det første krus. Først gik hun til menneskedrengen, lod ham drikke mens hun lydigt ventede. Hun forsøgte ikke at vise følelser men hendes tofarvede øjne kunne ikke skjule smerten hun følte ved at se deres livs drejning. Hun afventede at han gav hende kruset igen før hun vendte tilbage og hentede det andet krus, forsigtigt så hun ikke spildte en dråbe og gav det til elveren. Anastasya kendte intet til andre elvere, hun havde fået af vide at hun var en elver, højest tænkeligt skovelver, men hun viste det ikke. Hun havde spidse øre som kvinden foran sig, men det var vist også der ligheden stoppede. Kvinden her var stolt og stærk og Anastasya forstod slet ikke hvordan hun var endt i denne situation. Som før afventede hun pænt at elverkvinden havde drukket ud og gik tilbage efter det sidste krus. Hun gik til Satyren og gav ham kruset. Hun så på ham og fornemmede hans usikkerhed, Hun mærkede at han savnede sin ven.
Hun trak vejret dybt og lod sin ånd række ud til ham, omfavne ham blidt i et forsøg på at give ham bare lidt ro. Anastasya havde en evne med væsner, dyr og halvdyr. De havde altid haft en stor betydning for hende, og måske var det derfor at det var ham hun forsøgte at hjælpe. Hun kunne påvirke væsner, lette deres sindsstemning, give dem ro. Hun rørte ham dog ikke fysisk. Hun ønskede inderligt at Vargas ville vende det blinde øje til. At de ikke ville lide under hans 'leg'. Hun viste ikke hvordan hun nogensinde kunne overbevise Vargas om at opgive dette modbydelige fortagende, og lade de uskyldige sjæle gå - både dem der stadig havde en krop og de der ikke havde. Da Satyren var færdig med at drikke tog hun kruset. Hun satte det tilbage på bakken og tog den i sine hænder. Hun nejede for de tre for at vise dem at selvom at Vargas og Thanos ikke længere anså deres eksistens som værdig, gjorde hun.
Hun gik derfor mod døren og i det samme som hun trådte inden for døråbningen fornemmede hun hvordan kæden strammede om hendes ankel, som altid når hun var for tæt på en udgang. Hendes tid i solen var ovre, og hun var atter låst i sit gyldne bur.

Thanos' kæbemuskler arbejdede igen for et øjeblik synligt, som Vargas tydeligvis blev skuffet over satyrens svar. Nå ja, det havde da været et forsøg værd. Han var ved at forberede sig på ikke at få så mange krystaller som håbet, da Vargas kiggede videre på Netrish. Endeligt kom dæmonen med en pris og Thanos kunne ikke skjule en svag overraskelse, inden han bukkede let med kroppen for at vise, at han tog i mod den og endda en smule taknemmelighed. Så havde det alligevel kunne betale sig, at tage rejsen hele vejen herned. 

Vargas greb fat i Juno. Thanos stod tæt nok på til at kunne fornemme, hvad det handlede om og det undrede ham ikke. Juno var en teenager med hormonerne dryppende ud af ørerne og hans forsøg med elveren havde ikke ligefrem været holdt i det skjulte. Men han var ligeglad. Slaverne var ikke længere hans ansvar og han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været så glad for at slippe af med sine fanger. 

Da Vargas angav, at han kunne gå ind i det kølige hus, tøvede han ikke med at gå. Han kastede end ikke et sidste blik på de tre slaver, for de betød intet for ham. De havde blot været en vare, irriterende, belastende og en smule underholdende. Han ville få sin betaling for dem og snart ville han være på vej tilbage igennem ørkenen for at bytte kamelen med sin hest og rejse tilbage til det kolde Krystalland og hvad end der ventede ham af nye jobs der. Ville han tænke tilbage på de tre fanger, han havde brugt en måned sammen med? Højest sandsynligt ikke.