"Skriv det om" den unge elver så bebrejdende op på hende, og derefter ned på sin egen tekst. Teksten var flot formuleret, smukke tegn og gled lige over pergamentet. Opstilling var praktisk talt perfekt. Men der var to stavefejl i den lange rulle, som eleven havde brugt hele ugen på at skrive ren fra den gamle rulle der var begyndt langsomt at falme og gå i stykker, trods den fine behandling den havde modtaget i disse beskyttede rammer. Valainistima smilede, næsten overbærende og lagde en blid hånd på den unges skulder. "Hvordan forventer du at lærer hvis jeg lader dig slippe afsted med disse fejl? Smukt arbejde, men det skal være perfekt" ungelveren forsøgte at se rolig ud, men kunne ikke skjule et suk og opgivende tanker, som han udemærket godt vidste at hans lærermester ville opfange så snart de blev tænkt.

Imens den unge elver fandt et nyt pergament frem og begyndte at skrive forfra og dermed få alle tingene med, gik Vala tilbage til et andet område af det store rum. Nærmere store sal var det faktisk. Der var arbejdshjørnet hvor hun og hendes elev oftest sad, men Vala vandrede lige så meget rundt blandt de mange reoler, for at holde styr på arkivet og sikre sig intet af det var gået i stykker. Her var folk også velkommen. Og med folk var det mest elvere og andre der var tilstrækkelig involveret og accepteret af dem, at de fik adgang. Vala var skeptisk overfor udefrakommende, men åbnede gerne op og hjalp for sin egen slags, i hvad end de behøvede at finde.

Caelon var ikke ligefrem et kendt ansigt rundt omkring i Elverly. De fleste vidste hvem han var, i hvert fald  hvis man brugte ord som ’alkymi’, ’eliksirer’, og ’særling’. Hvilket ikke var helt forkert. Det var nu heller ikke fordi at han opførte sig uforskammet når han endelig gik ud, han klarede det bare ikke så godt med andre elvere, især på det seneste. Det var ikke ligefrem deres skyld at Ireth ikke kunne huske ham, men det havde skabt en hvis oprør i ham. Det havde været meget uventet.
Så på typisk Caelon manér havde han valgt at ignorere problemet. Hvilket også betød at en tur til arkiverne ikke var en dårlig plan for at tænke på noget andet. Det eneste problem var Valainistima. Hun var i sig selv ganske udmærket, men Caelon kunne ikke lide at have en anden stemme i hovedet, eller potentialet for at få læst sine tanker. Det hjalp selvfølgelig heller ikke med at glemme Ireth problemet.

Det var med næsten tunge skridt at han kom op foran arkivet og ligeså stillede åbnede døren, for at smutte ind. Selvom han var inde på Skovfortet, var han stadig klædt på iført en lang jakke og et par handsker. Ikke som når han skulle udenfor, men de fleste ville ikke have dette på indenfor.
Langsomt kiggede han sig omkring for at se hvor han kunne få hjælp. Tålmodigheden til at gå og selv se om de havde hvad han skulle bruge, var der egentlig bare ikke. Så det var nemmere at spørge om hjælp efter det.

Vala gik i sine egne, ja mange tanker frem og tilbage blandt reolerne. Hun hørte ikke som sådan den fysiske lyd af døren blev åbnet, men løftede alligevel blikket fra ryggen af den gamle bog hun stod med i ryggen. Hun fornemmede at en ny persons tilstedeværelse var kommet, selvom hun egentlig ikke gik ind og læste personens tanker. Hun fornemmede et humør, en utålmodighed, der imponerende nok fik den rolige evner til kort at blive trodsig. Hun tog sig tid til at sætte bogen tilbage på hylden, inden hun gik forbi nogle reoler og til sidst fandt frem til den nyankommende.

Hun huskede hans navn, fra en af de gange hun havde fået det at vide. Vala havde generelt en tendens til intet at glemme, så selvfølgelig vidste hun at elveren foran sig hed Caelon. Hun gik et par skridt nærmere, foldede hænderne foran sig og kiggede på ham med sine store øjne og et roligt antræk på sine læber, der ikke helt kunne kategoriseres som et smil, men mere neutralitet af hele hendes person. ”Kan jeg hjælpe dig?” hendes stemme var tilsvarende rolig i hans hoved, mens hun forsøgte at undgå at få andre input fra hans tanker, trods det var svært hvis de lå lige på overfladen.

Det tog sit for Caelon at holde sig i ro når nogen gik ind i hans hoved. Hvilket var at se hver gang han snakkede med Ireth. Men hun havde været en udefra stående, det her var en fra elverrådet, så han kunne ikke bare lange ud efter hende som han så passende. Nej, nu gjaldt det om at holde et roligt sind, som han kunne, selvom der stadig lå noget uroligt og utilpas lige i udkanten af hans sind.

”Ja, det vil jeg mene,” sagde han. Tonen var ikke engang irriteret, men tålmodig og høflig. ”Jeg leder efter nogen… ja, nok nogen ældre skrifter omkring eliksirer eller lidt mere sjældne planter  og ingredienser til det,” heldigvis ledte han oftes efter healende ting, da det jo trods alt stadig var det han ledte efter til sig selv, for at blive rask. Det ville nok være lidt mere underligt, hvis man begyndte at søge efter giftige ingredienser. At få besøg af elverlederen var helle rikke ligefrem noget han havde lyst til. Det var bedre at passe sig selv.

Vala kommenterede ikke på den lette urolige og utilpasse sindsstemning der emmede omkring ham. Hun gik bevidst ikke ind og rodede i noget, men hun kunne ikke undgå at opfange sindsstemninger og generelt humør. Det lå for tæt på overfladen hos folk til at kunne lukkes ude. Hans høflighed og tålmodighed i stemmen afholdte hende dog fra at begynde at lede videre bag facaden. Hun måtte efterhånden lærer at have bare en smule respekt for andres tanker - hvor svært det end kunne være.

Hun kiggede på ham, tavs for en stund. Han var ikke fremmed for hende, og slet ikke her! At lede efter opskrifter, optegnelser eller andet der kunne bidrage til eliksirbrygning var hvad han normalvis hentede - og Vala huskede sjældent forkert. "Jeg er imponeret over hvis vi har flere tilbage De endnu ikke har læst" svarede hun, men gjorde sig notice af sjældenheden. "Planter her fra egnen eller udefra?" der fandtes også sjældne planter i Elverly, men det var begrænset i forhold til hele landet. Vala begyndte at bevæge sig ned igennem reolerne, men forventning at han fulgte efter, hvis han ville kigge på bøgerne, eller om han mere forventede hun skulle bringe nogle eksemplare med tilbage.

Caelon var godt klar over at det altid var lidt et problem omkring Valainistima, især hvis han var så urolig at han ikke kunne skjule hovrdan han følte, men nogen gange blev man bare nødt til det, og forhåbentlig ledte elverrådsmedlemmet ikke for meget i hans hoved. Lidt privatliv måtte hun vel forstå. Ikke?`Nogen gange tvivlede han faktisk lidt på det.

”Der burde være nogen jeg lod ligge de sidste par gange jeg har været her, men jeg tænkte at måske I har gemt nogen af dem mere væk end hvad jeg har haft mulighed for at få fat i de sidste mange gange,” indrømmede han, men fulgte med Valainstima ned gennem reolerne. Det var bedre hvis han kunne se hvad hun brate op. Især hvis det var noget han allerede havde fået fingrene i.
”Begge dele. Jeg vil gerne udvide min rækkevidde, for at se om der er nogle planter med specielle egenskaber jeg har formået at overse i mine studier,” indrømmede han. Officielt var han nok mere en der lavede eliksirer til healing af andre, men det var også et udmærket dække.

Vala havde meget svært ved at forstå folks ønske om privatliv. Eller hun forstod tanken, men det var så nemt for hende at vide hvad der foregik. Bare at aflæse folks tanker og følelser, at det krævede en del bånd at ligge om sig selv, for ikke at gøre det automatisk. Men hun forsøgte. Forsøgte at lade være med at snage i den private elvers indre tanker.

Vala skævede let til siden, med et lille drilsk smil på sine læber. Hun kunne ikke lade være med at more sig over netop den udtalelse. At hun havde haft noget i gemmerne han endnu ikke havde set. Det var sjovt som de da kendte hende ret efterhånden - nej, man fik ikke udleveret de ældste eller mest værdigfulde bøger og skatte hun gemte her, lige med det samme. "Bøgerne om planter udefra er nok desværre sparsommelig. Jeg tror vi har nogen liggende fra nogle optegnelser bjergelverne lavede for et par hundrede år siden." Der var skrifter fra rangers der havde været ude, men også fra de andre klaner. Man kunne ikke holde sig konstant til sit eget.

Vala drejede ned langs nogle reoler, i et område der virkede jordnært med den brune farve de fleste af bøgerne havde sig. Nogen fordi de var gamle, andre fordi de var læderindbundne. Og gamle. Hun kørte sine fingre hen over bogrygge, indtil hun fandt en af dem frem. Det var ikke den tykkeste bog på hylden, langt fra. Den havde et brungrønligt ydre og afslørede nogle tegn der var lidt mere primitive, kendt fra de nordlige provinser. Bjergelvernes grove sprog. "Den her har De vist ikke haft før" og med vist ikke, var hun hundrede procent sikker på at den ikke havde forladt hendes bibliotek det sidste mange mange år. Hun ragte den frem til ham, inden hun søgte videre i reolen, og om bag nogle af bøgerne. Der hvor nogle af skriftrullerne lå gemt.

Caelon forstod det godt at de ikke ville have alle til at rodde rundt i de ældste skrifter, men siden at Caelon endnu ikke var kommet på den dårlige side af Valainistima, så ville det jo ske før eller siden at han ville få lov til at få adgang til dem. Desuden var han ganske tilfreds med at sidde her og studerer dem i stedet for at tage hjem, selvom her var væsentlig koldere. Sikkert en kombination af at Caelon var vant til 30+ grader i hans egen hytte, og at skrifterne skulle holdes i et tempereret klima for ikke helt at gå til.

Caelon tog roligt bogen. Den var ikke så tung, så det var også til at overkomme for Caelon at bære, men jo flere ting han kunne få jo bedre. Og det gode var at han bare kunne teleportere sig tilbage til sin hytte, når Valainistima havde prakket ham mere end et par bøger og tekster på ham.
”Er det til udlån, eller er det bedst at det blive læst her?” spurgte Caelon. Det var rart at vide, inden at han kom til at angre den gode arkivar.

Vala fortsatte med at kigge om bag bøgerne, hev en rulle frem som var blevet forbigået af en af hendes mange assistenter, i den rengøring der skulle foregå. Det var med et misfornøjet udtryk at hun børstede støvet af den, og en tanke angående en reprimante var allerede ved at forme sig i hendes indre. Det kunne vel ikke være så svært at huske alle hjørnerne?!
"Bøgerne er. Skriftrullerne derimod, ønsker jeg ikke skal forlade stedet. De er mere skrøbelige." Caelon havde på intet tidspunkt misbrugt hendes udlån af bøger, så derfor var hun også mere tilbøjelig til at lade ham tage nogen af dem med sig. Bøgerne kunne holde til mere en rullerne kunne trods alt.

"Foretrækker De at kunne tage dem med hjem, eller læse nogen her?" hun ville ikke bruge kræfter på at finde den ene efter den anden skriftrulle frem hvis han alligevel ikke ønskede at studere her. Det var bare spild af arbejde. I hånden holdte hun stadig den rulle hun lige havde fundet frem, med planter der oftest var at finde i frosthjem. Den var blevet renskrevet for et par årtier siden, og var derfor relativt ny. Ændrede selvfølgelig ikke på den ældre elvers tilgang til at de ikke måtte forlade arkivet.

Selvfølgelig foretrak Caelon at tage det med hjem, men at studere her ville i det mindste stadig få ham til at få sine tanker til at stoppe for en stund og bare koncentrere sig om teksten. Selv hvis det var i fuld offentlighed. Heldigvis var det de færreste der forstyrrede folk der var på biblioteket.
”Jeg har intet problem i at studere skriftrullerne her,” svarede Caelon med et lille nik til hende, så hun vidste at hun bare skulle foresætte med at vise ham hvad der ellers var af ting han kunne få lov til at læse. I det mindste ville han huske det meste, og ellers var det ikke værre end at han kunne skrive det mere vigtige ned selv og tage det med ned. Ofte var det også lettere at forstå ved et hurtigt øjekast, i hvert fald for ham selv.

Biblioteket var naturligvis ikke privat. Folk måtte komme og gå, men her var roligt og sjældent nogen der udgydede al for megen interesse for hvad andre læste. Desuden foretrak Valainistima at holde et hvis niveau af stilhed! Det var ikke et snakkehus, det var et bibliotek hvor folk kunne studere i fred. Der var enkelte rum hvor folk kunne gå ind hvis de havde brug for at føre en længere samtale. Hun ville selvfølgelig ikke overfalde folk for at snakke en smule, det var ikke sådan landet lå.

Vala nikkede som svar tilbage og gav sig til at finde flere ting frem fra hylderne. Skriftruller af forskellig størrelse og pergamentvariation, og bøger af forskellig form og farve. Hun forsøgte at finde det som ud fra hans beskrivelse af sin søgen, ville være mest interessant. Efter en rum tid og en god del skriftruller og bøger mere, uden at overdække ham med ting, stoppede hun op igen. "Jeg kan sagtens finde mere, men tænker De gerne vil starte med dette."

Caelon nikkede let og kiggede ned på mængden af ting han havde fået at bære på. Han kunne også godt mærke at hans arme faktisk allerede anstrengte sig. Forbandede ham og hans fysikke der aldrig nogensinde ville blive meget bedre. Caelon havde i hvert fald ikke meget håb for at hans fysik ville ændre sig, bare fordi at der ikke var en s ygdom der prøvede at dræbe ham.

”Det ville være at foretrække, tusinde tak for hjælpen,” svarede han med et let smil, og ventede da også et øjeblik inden at han vendte sig om for at gå væk med tingene og gå i gang med at studere i alle sine nyfundne papirer og bøger. Forhåbentlig var der noget her der kunne hjælpe ham med hans forskning.

Valainistima lavede et hovednik til ham, som accept af hans beslutning, men forholdte sig ellers tavs. Han havde fået noget læsestof, og skulle være velkommen til at tage kontakt hvis der var mere hun skulle finde til ham. Det var en af de ting hun var her for, trods det ikke var hendes ynglingsbeskæftigelse. Men tid var der nok af. Vala havde ikke travlt.

Vala fulgte med tilbage noget af stykket, men drejede ind et andet sted og satte sig tilbage til sit skrivebord og kiggede på sine egne pergamenter. Det tog ikke lang tid for hende at vende tilbage til den normale rytme af at læse, trods hun ud af øjenkrogen stadig holdte øje med arkivet. Sådan var det altid når andre end lærlingene rendte rundt. Også selvom Caelon nok sad stille. Vala var meget overbeskyttende overfor sit arkiv, med god grund. Så meget viden der kunne gå tabt hvis noget skete. Det ville hun ikke tillade.