Sted: Den skæve måge, en kro i piratbyen
Tid: Om aftenen
Vejr: Blæsende og koldt med slud i luften

Der var en god stemning på kroen, der havde besøg af en del pirater. Det havde blæst i et stykke tid og flere skibe havde valgt at blive liggende ved kaj for en periode end at satse på, at det ikke blev til en rigtig vinterstorm. Tiden på land brugte de fleste på at drikke, hore og spille kort. 
Hicks havde ikke noget skib lige nu og bijobbede lidt på en af kroerne som udsmider og bag baren. Det var ikke sket endnu, at han havde fundet sig helt uden arbejde, da han var kendt af både kaptajner og kroejere og der var næsten altid nogen, der var interesserede i at hyre ham. Han var også kommet i kontakt med en kaptajn, de var bare ikke blevet enige om detaljerne endnu. Det kom nok.

Lige nu sad han ved et bord i Den skæve måge. Ikke den kro, han arbejdede i for tiden, som han udmærket vidste, at han ikke ville have fri, befandt han sig der. Så han fandt altid en anden kro at hygge sig i, end den han arbejdede i. Mio lå og spandt ham i nakken, tilfreds med at være inde i varmen. I hans store hænder var der en omgang kort, som han nøje studerede. Kortspil. En god måde at fordrive tiden på, lære nye folk at kende på og eventuelt få krystaller i lommen. Ikke at det gik så godt i dag, faktisk gik det ret skidt. Men ikke kun for ham, han kunne se på flere af de andre pirater om bordet, at det var en dårlig aften. Og som hans blik faldt på det kort, han lige havde fået på hånden, vidste han godt hvorfor.

Nogen snød.

Roligt sænkede han hænderne og så rundt på sine medspillere, tre mand og en kvinde, der gemte sig under en stor hat.
"Mine herrer og dame, der er nogen, der snyder." Inden nogen kunne nå at protestere, pegede han på bordet. "Der ligger tre esser på bordet. Og jeg har to på hånden." De to kort blev smidt foran ham, så alle kunne se, at ja, der var tre esser. Afslappet lænede han sig lidt tilbage og rakte op for at klø Mio bag øret. Han var ikke ophidset på nogen måde, men han kunne absolut ikke lide, at der var nogen, der snød. Hicks var en mand, der gik meget op i regler. Selv i kortspil.

Idag var en god dag. Så måske var Val mellem jobs, og måske havde hun manglet et sted at sove, da hun var lavt på penge, men det var som om at Chance havde valgt at skinne på hende denne fantastiske dag. Ja, okay, med lidt hjælp, men hun havde set mindst tre andre spillere gøre præcist det samme som hun gjorde. Det var simpelthen bare sådan man spillede her i byen, især når der var op til flere skibe hvor det var ulovligt at spille om penge. Bare fordi at det ofte resulterede i slagsmål og det ønskede man ikke på et skib. Små detaljer.

Hendes ansigt havde næsten været skjult af hatten det meste af spillet. Den lagde i hvert fald en stor skygge på hendes ansigt, men ingen havde brokket sig over det, og selvom hun havde fået sure blikke når hun endnu engang ragede nogle krystaller ind, så var der ingen der nævnte om den snyd der udentvivl var i spillet. Lige indtil at den ene der virkede til at spille renligt, rent faktisk begyndte at brokke sig, og hun kunne ikke stoppe sig selv fra at rulle med øjnene.
"Virkelig? Det havde jeg aldrig gættet," svarede hun før at hun lagde sine kort ned, ikke så de blev vist frem, men der var ingen grund til at holde dem oppe når han tydeligvis ville tage dette 'problem' op. "Hvis du stadig er ny i byen.... så snyder alle altså i kortspil her. Det er en del af spillet." Og ja, Val havde været heldig med hendes snyd. Det var trods alt svært at snyde sig til at vinde det hele, hvis man ikke også bare var virkelig heldig med kortene, hvilket hun havde været.

Det var ikke overraskende kvinden, der svarede ham, som de andre pirater fik mistroiske udtryk i ansigterne og så fra den ene til den anden. Roligt drejede Hicks hovedet og så på hende. Så godt han kunne for hatten, der havde dækket hendes ansigt det meste af tiden. Noget der ellers ikke ligefrem var velset under spil, da det var nemmere at vinde, når man kunne gemme sine øjne og sine afslørende tics. Så snart hun åbnede munden, afslørede hun sig selv. Hicks stoppede med at ae på Mio, der sprang ned fra hans skulder og forsvandt hvem vidste hvorhen. Den kunne lugte problemer på lang afstand og forsvandt altid, som om den ikke ville være midt i balladen.

Stadig utroligt roligt, som sad de blot og snakkede om vejret, lænede han sig lidt frem for at fange hendes blik under hatten.
”Frøken, jeg ved ikke, hvor du er vant til at færdes, men de fleste her i byen er ganske klar over, at sidder man i et kortspil med mig, holder man sig til reglerne.” Han løftede en finger og pegede på to af de tre andre mænd, der sad ved bordet. ”De to herrer der, har været under mig i to år på et skib.” Fingeren blev flyttet til den sidste pirat, der pludseligt så noget nervøs ud. ”Den herre er stamkunde på en kro, hvor jeg arbejdede for et par år tilbage, som udsmider. Ingen af herrerne ved dette bord kunne finde på at snyde mig i et kortspil, da de godt ved, at jeg ikke ser pænt på det. Det leder mig til dig.”

Der var mange måder, hvorpå Hicks kunne håndtere denne situation. Den de fleste nok ville ty til, hvis de havde hans fysiske størrelse og styrke, var vold, men Hicks valgte som altid at starte ud med den diplomatiske løsning. Han gav hende muligheden for at sige undskyld og levere de tiltuskede krystaller tilbage.
”Du kan vælge den nemme eller den svære måde. Du afleverer krystallerne tilbage til bordet og spille videre uden at snyde - eller går, det bestemmer du selv - eller du bliver kylet ud herfra uden nogen af vores eller dine krystaller.” Hans stemme var rolig og ikke specielt truende, bare fast. Han var vant til at bestemme og blive adlydt.

Val så decideret uinteresseret ud som Hicks nævnte at man ikke snød når man sad i kortspil med ham. Hun havde aldrig hørt noget så absurd. At blive taget i snyd var en ting, men hun var ret sikke rpå at hun ikke var skyld i de ekstra essere på bordet. Okay måske en af dem, og ja, hun havde da snydt gennem spillet.
”Ingen af dem lyder specielt tiltalende for at være ærlig,” sagde hun og endelig vippede hun hatten lidt længere op så hun kunne se ordentlig på piraten foran sig. En ork af en art. Ja, de var nogen værre sataner, men ikke nødvendigvis de værste af slagsen. Alligevel brød Val sig allerede ikke om tonen fra ham her.

”Desuden, hvorfor tror du at du er hævet over resten af os? Vi er alle sammen slyngel af den værste slags,” pointerede hun. Ja hun var selv inkluderet i denne gruppe af folk, og måske var hun ikke stolt af det, men det var noget hun havde lært at leve med.

Selvfølgelig skulle der komme en større diskussion ud af det er. Et fredeligt kortspil ødelagt fordi folk ikke kunne holde sig til reglerne. Nogle gange spekulerede Hicks på, hvorfor han var blevet pirat. Han kunne være adelig, sidde hjemme foran pejsen og læse en bog eller spille spil med sin familie. Men nej, han ville absolut sidde her i en stinkende kro og drikke skumsprøjt, mens han skulle håndere snydeglade pirater. Og ærligt talt kunne han nu godt lide det, at være blevet hjemme ville have dræbt ham af kedsommelighed.
"Bare fordi, at man er en slyngel, behøves man ikke at ødelægge et udmærket kortspil med ekstra esser og snyd." Han var stadig rolig og drejede sig lidt i stolen, så han bedre kunne se på hende. Den ene arm hvilende på ryglænet af stolen, den anden på bordet. Jakken havde han hængt over ryggen på stolen. Eller havde han en skjorte uden ærmer på, så man kunne se hans tatoveringer og muskuløse overarme. 

Hendes spørgsmål var vel sådan set reelt nok, hvad gjorde, at han var hævet over de andre? Respekt, såre simpelt. Som sagt havde han været over de to af mændene på et skib og når han havde den position var det meget sjældent, at han ikke havde hele besætningens respekt. Og den sidste havde hurtigt fundet ud af, at var man i en kro med Hicks som udsmider, skulle man ikke begynde at lave ballade. Hicks var en mand man respekterede, enten fordi han var god til at håndtere andre væsner og svære situationer eller fordi han slog hårdt nok til at man kun dummede sig én gang. Et let smil gled kort over hans ansigt.
"Jeg har ikke sagt, at jeg er hævet over nogen, men jeg bliver ikke så glad, når man forsøger at snyde mig. Vil du selv lægge krystallerne ind i puljen igen eller skal du have hjælp til det?" De grå øjne var ved at få et lidt farligt glimt, som han dog stadig roligt så på hende. Ikke at han havde lyst til at ende aftenen ud med en slåskamp, men han var trods alt en pirat blandt pirater.

Der var kun en ting der kunne gøre Val absolut rædselsslagen og det var døden. En mærkelig frygt når man var pirat og levede på kanten hele sit liv, men det var denne kant hun elskede at stå på. Ikke tæt nok på at være i fare at fald enogensinde, men tæt nok på at alle andre troede at hun måske havde et dødsønske. Det var en delikat balance, men hun havde mestret den efter 20 år som pirat. Hun overvejede hvad muligheden var for at dø, og hvis den ikke var der, så tog hun med glæde chancen. Eller solgte hun gerne piraterne ud. 20 år som pirat og hun brød sig stadig ikke om folket hun var omkring.
Så det betød da hun kiggede på Hicks. Der var der ingen sandsynlighed for at han ville prøve at banke hende ihjel. Så chancerne for hvad hun gjorde var pludselig spredt ud. Hvem vidste hvad der ville ske. Hun var selv ikke helt klar over det endnu.

Langsomt tog Val sin hat af. Det kønne ansigt og hår kom til syne, og måske man ville undre sig lidt over hvordan en kvinde med så gode gener var endt i det her liv. Der var dog intet der skreg at hun engang havde været en adelig rolling. ”I virkeligheden er det jo ikke min fejl at det tog dig så lang tid at finde ud af at nogen snød her på bordet,” pointerede hun,mens hun havde lagt hatten lige ved bordet og med en stor bevægelse ragede sine vindinger ned i hatten og rejste sig op for at smutte. Dette var tydeligvis ikke første gang at hun var blevet nødt til at improvisere en hurtig afgang emd sine vindinger.

Hicks betragtede kvinden, som hun tog den store hat af og afslørede et ganske kønt ansigt. Ikke at det ændrede noget ved situationen, selvom en snert af ærgrelse løb over ham. Bare lidt. Tavst, men med løftede øjenbryn, så han, hvordan hun ragede krystallerne til sig, selvom det lige var blevet konkluderet, at det ikke var hendes. Magen til frækhed. Det fik næsten Hicks til at smile, men situationen var alvorlig. Han havde bedt hende om at lægge pengene tilbage og nu tog hun dem i stedet. Dét var en mangel på respekt, som han ikke kunne lade sidde overhørig.

Så langsomt rejste han sig. Ikke vanvittigt meget højere end hende, men noget bredere og mere massiv. Og de havde siddet ved siden af hinanden, så han stod ikke mere end et stort skridt fra hende. En armslængde. Han rakte dog ikke ud og tog fat i hende, ikke endnu. I stedet gled hans blik fra hendes ansigt ned til hatten og tilbage igen.
"De krystaller skulle tilbage på bordet. Hvis du vil have dem, må du vinde dem ærligt og redeligt. Men det er du måske ikke klog nok til?" Hun var i hvert fald ved at dumme sig nu, for Hicks havde ikke planer om at lade hende forlade kroen med de krystaller. Han trådte et lille skridt til siden for at spærre for hendes vej til døren.

De tre andre pirater kastede blikke på hinanden og forlod så bordet for at fortrække til et andet sted i kroen, hvor de ikke ville stå i vejen for Hicks store næver, skulle han begyndte at svinge med dem. Men Hicks havde ikke planer om at slå, ikke før nogen slog først. Han havde absolut ikke drukket nok til at lade sig overtage af sin vrede, hvilket nok var heldigt for alle i kroen, for når han først kom rigtigt i gang, var han næsten ikke til at lægge ned. Han var vel halvt ork, ikke?
Lige nu så han bare stadigt irriterende roligt på kvinden, dog stadig med en advarsel i sit blik. Hun skulle ikke prøve på noget.

Val himlede med øjnene. En hver pirat med respekt for sig selv var i det mindste nogenlunde til at spille kort, men det var ikke udelukkende af klogskab. Det var at kunne læse modstanderne, og så have held. Det var Chances valg hvem der skulle løbe med prisen den dag, og Val havde ikke nogen forventninger om at man kunne vinde på at være god alene.
Det så dog tydeligvis ud som om at hende og halvorken havde to vidt forskellige måder at se verdenen på, så måske de skulle holde sig væk fra hinanden fremover. Ville nok være bedst når man tænkte over tingene. Han ville sikkert også være sådan en der ville bære nag hvis hun solgte ham ud for en god mængde penge.

"Hvis det kan få dig til at sove i nat, så selvfølgelig," sagde hun og rystede på hovedet. Heldigvis var det kun halvorken der så ud til at være interesseret i at få krystallerne tilbage. De andre var allerede smuttet, hvilket da var et held. Hun kunne nok godt overleve en tur med halvorken, men halvdelen af kroen på hende, så blev det et problem. Hendes egen krystal kunne kun hjælpe hende så meget igen.

Hun tog sin hånd om hatten, så det nærmest lignede en lukket pose, så de ikke kunne falde ud og hun kunne holde den i sin hånd, og tog sin anden hånd i lommen,  hvor hendes egen lille krystal lå. Et skjold var altid bedre at kunne få frem end at blive slået direkte.
"Men du må have mig undskyldt, jeg har simpelthen ikke tiden til at stå her og argumentere over sådan nogle bagateller," sagde hun så, på den mest flabet måde, før at hun gik udenom stolen og mod udgangen af kroen, dog ikke udne at hun sørgerede for at holde et halvt øje på halvorken, i tilælde af at han ville overfalde hende.

Det var ret tydeligt, at kvinden ikke ville lægge krystallerne tilbage på bordet og Hicks begyndte efterhånden at blive vred. Han fandt sig ikke i at blive snydt. Selvfølgelig var det en risiko, når man spillede kort med pirater, men normalt var der ikke det helt store snyd med, når han sad ved bordet. I hvert fald ikke noget så åbenlyst som at smide et ekstra es i bunken.
Han så hende lukke hatten som en lille pose og lyttede derefter til hendes undskyldning. Det var bare nogle få krystaller, men hans kæbemuskler begyndte at arbejde i vrede. Var det balladen værd?

Som hun begyndte at gå, rakte han ud og greb fat i hendes arm. Hårdt, men ikke så hårdt, at det ville efterlade mærker. Men der var nok ikke nogen tvivl om, at der var en del styrke i den tatoverede arm.
”Krystallerne bliver her.” Hans stemme var stadig rolig, men den advarende undertone var efterhånden ved at blive ret tydelig. Efterlod hun ikke krystallerne, ville han ikke være bange for at tage magt i brug, hvilket de fleste havde en hvis respekt for, siden han var halvork. De bare overarme fortalte også deres tydelige sprog om, at han var vant til at bruge sine muskler. Der var ikke mange, der helt frivilligt gik ind i en slåskamp med ham.

Val var tydeligvis ikke helt hurtigt nok som hun blev taget fat i, og han holdt fast. Forbandet pirater og deres styrke mange af dem besad. I hvert fald dem der måske havde et bedre ophav end gaden. Val havde været ligeså meget omkring halv syge gamle pirater der ikke havde andet i deres liv. De var ofte heller ikke til meget nytte og gik ofte til grunde.
Hun kunne godt høre at hendes situation blev værre og værre, men hun måtte jo have noget for at fortælle om det. Krystallen som hun allerede havde lagt hånden på i lommer, tog hun så endelig op. Det var ikke som deres møntfont, nej det her var en rigtig krystal. Den havde næsten farven til at være en rubin, men den var lidt mere orange i det, og den var smuk. Det var ikke noget en pirat normalvis ville rende rundt og vise frem, men i dette øjeblik, var den for skue for alle. Den var måske ikke værd i alle de krystaller hun havde i sin hat, men den var nok værd en del.

”Hvad med at kompensere med denne her?” tilbød hun så. ”Jeg har ikke kunne finde nogen der ville købe den, og så mister du da ikke alle dine krystaller.” Selv hvis man tog et tættere kig på den, så ville man kunne bekræfte at den var ganske ægte, og det var ikke bare noget farvet glas.

Hicks' ord havde stadig ingen virkning, som kvinden beholdt hatten med krystallerne i hånden. I stedet stak hun hånden i lommen og fremdrog en smuk krystal i en farve, Hicks aldrig havde set før. For et øjeblik hvilede hans blik på den, mens hun tilbød at han kunne få den for de krystaller, hun stod med i hatten. Og straks begyndte alarmklokkerne at ringe i hans sind. Nok var det en smuk krystal, men han havde aldrig set noget som den og det gjorde ham mistroisk. Hvad var den værd, siden hun så villigt tilbød den for dem hun stod med? Der var noget galt. Hicks tøvede et øjeblik, inden han vendte blikket tilbage til hende.
"Nej, jeg foretrækker mine penge." Han rakte ud og greb fat om hatten for at trække den til sig. Ville hun ikke selv aflevere, måtte han vel tage dem fra hende.

Der var ikke andre i kroen, der blandede sig, heller ikke kromutter, der dog holdt skarpt øje med dem, klar til at hidkalde forstærkning, hvis de skulle begynde at smadre ting. Hicks ville nu helst undgå en slåskamp, men han havde ikke noget i mod at klaske til en kvinde, hvis hun slog først. Han havde forlængst fundet ud af, at kvinder kunne holde til næsten så meget som mænd og hans mor havde lært ham at slås beskidt, så det var han heller ikke i tvivl om, at kvinder kunne. Men han var alligevel opvokset som adelig og han slog ikke på kvinder, medmindre de gjorde sig fortjent til det. Og denne pirat begyndte efterhånden at nærme sig en god gammeldags røvfuld. I ren princip.

Men nu trak han bare i hatten for at få hende til at slippe. Hvis han ville, kunne han sikkert tvinge den fra hende, men som sidste mulighed for hende, inden der ville begyndte at falde brænde ned, hev han blot lidt i den så hun selv kunne slippe den. Hans grå øjne hvilede i hendes.

Val nægtede at give slip på den, og man kunne se hvor anstrengt hendes ansigt blev. Nå, hvis han ikke ville have kompensation, som han måske ikke ville få lov til at beholde, jamen, så kunne de jo gøre det på en anden måde. Måske de fleste pirater gik rundt med ting til som sværd og lignende, selv i kroerne, men Val så ud til generelt at mangle dette på sig. Måske var der ingen der havde lagt mærke til det nu, men nogen lagde mærke til det, som hun knyttede sig hånd om krystallen og et sværd i en farvestrålende orange-rød farve kom frem, og som den formede sig til dette, pegede den mod hans hals.

”Du må hellere give slip på min hat, og vi kan ende det her fredeligt,” sagde hun. Hendes tone var blevet kølig, og hun var ikke udefor at lege mere. ”Du havde endda chancen for at få denne fantastiske krystal, men nej Du skulle absolut være stædig.” Måske hun bare skulle have givet krystallerne, men nu var hun for langt henne af den vej til at skille sig af med dem, desuden havde hun overhånden i øjeblikket.

Slippe hatten ville kvindemennesket ikke og Hicks vidste efterhånden godt, at det ikke ville ende fredeligt og hans hånd var på vej mod sværdets skæfte, som krystallen i hendes hånd pludseligt tog form af et sværd, der var rettet mod hans hals. Det fik ham til at fryse på stedet og skæve ned mod den orange klinge. Om det var krystallen, der var forhekset eller om det var en evne hun besad vidste han ikke, men lige meget hvad var det imponerende - og dødeligt farligt, for han var ikke i tvivl om, at trods at klingen så specielt ud, kunne den skære hans hals over som smør.

Hendes stemme fik ham til at se på hende igen. Slippe hatten? Nej, nu havde hun ovetrådt en grænse ved ham og han agtede ikke at give sig uden kamp. Hvis hun troede et fancy sværd ville stoppe ham, tog hun fejl.
Hurtigt gjorde han flere ting på én gang. For at komme væk fra sværdet, lænede han sig i en flydende bevægelse bagud og skævt til siden, så hvis hun stødte armen frem, ville sværdet kun fare igennem luften over hans skulder, Overkroppens bevægelse bagover ville han samtidigt udnytte til at løfte benet op og sparke ud efter hendes mave. Og hånden, der før havde været på vej ned mod sværdet, fortsatte, rev det ud af skeden og svingede det hårdt op i mod hendes sværd for at få det væk fra sig.

Hele bevægelsen ville få ham ud af balance, men så snart han havde sparket ud efter hendes mave, ville han sætte benet til jorden igen og gå et par skridt bagud for at finde balancen igen. Det var en manøvre, han havde lært hjemme - hvordan man undgik sværdet, havde han lært at sin far, sparket kunne han takke sin mor for. Og selvfølgelig var risikoen der for, at hun kunne forudse hans bevægelser eller simpelthen bare var bedre end ham og ville klare sig uskadet igennem hans angreb. Men han ville hellere slås og komme til skade end at være en god halvork og lægge sig ned og give op. Eneste minus var, at han gav slip på hatten.

Val havde ikke tænk sig at gå ned uden en kamp. Det var krystaller hun have vundet helt legitimt. Så legitimt en smule snyd kunne være. Men hendes kort havde virkelig også været på hendes side i aften. Ikke at hun nogensinde blev belønnet af det fra gudernes side af, men det var hun egentlig efterhånden vant til.

Lige fra det øjeblik hun havde taget sværdet frem var hun parat. Hun var måske en del af det laveste samfundslag, og hun snød og stjal for at komme igennem livet, men hun kunne også en ting eller to med sit sværd, uanset hvor svært det kunne være at tro når man mødt hende i disse situationer. Især siden hun sjældent rent faktisk rendte rundt med et reelt sværd. Krystallen var tydeligvis grunden til det.

Det var virkelig kun med nød og næppe at hun undgik sparket ind i maven, men hun havde stadig hatten i hånden, og sværdet i sin hånd. Ikke at den sidste del var det største problem.
Det var dog kun et øjeblik hun brugte på at få fat i balancen igen, før at hun kiggede på halvorken, vendte sig om i en hurtig bevægelse og satte i løb gennem kroen mod udgangen. Der var en god mulighed for at hun kunne slå ham i en sværdkamp, men ærligtalt, så ville hun hellere tage chancen og løbe væk med krystallerne i behold.

Hicks var forberedt på at skulle starte en sværdkamp, faktisk var han sikker på, at det var det, de skulle til. Men som han flyttede lidt på vægten, klar på at svinge rundt med det store sværd, vendte kvinden om og begyndte at løbe mod udgangen. Overrasket så han efter hende, inden hans ansigt trak sig sammen i utilfredshed.
”Forbandede æreløse pirater,” mumlede han surt, inden han skiftede sværdet over i den anden hånd, greb ryggen på den nærmeste stol og uden tøven slyngede den igennem rummet, sigtende efter kvindens ryg. Ikke om han gad at løbe efter hende. Et udbrud fra kromutter fik Hicks til afværgende at løfte en hånd uden at se på hende, som han bevægede sig igennem kroen. De skulle nok tage den udenfor.

Fremme ved Val, greb han hende i tøjet i nakken og slæbte hende de sidste skridt hen til døren, inden han skubbede den op med foden og kylede hende udenfor. Derefter fulgte han selv med ud i kulden, der ikke rørte ham. Han var vred. Ikke nok til at miste fornemmelsen for virkeligheden, men nok til at han ikke havde planer om at lade hende gå uden en eller anden form for afstraffelse for at snyde og derefter trække et sværd på ham. Normalt var Hicks en rar kæmpe, men man skulle ikke pisse ham af.
”Det ville bare have været så meget nemmere, hvis du bare havde efterladt krystallerne.” Sværdet gled tilbage i den rigtige hånd igen og blev rettet mod hende. Om hun var med på en sværdkamp eller en nævekamp var for ham ligegyldigt. Han havde ikke planer om at nogen af dem skulle komme alvorligt til skade, men han regnede med at give hende en lærestreg.

Der var ikke meget plads at flytte sig på, som Val kiggede sig over skulderen og stolen ramte, til dels hende, men også tildels mængden af andre pirater der fyldte resten af krostuen op. Så det var ikke kun hende der var noget sur over stødet, og hun kunne også godt mærke at den ikke havde ramt særlig godt ind på hendes ryg. Desværre nåede hun ikke engang at komme tilbage op på benene og strække sgi, før at hun meget fast blev hevet i kraven udenfor.

Da hun endelig lå ude på gaden, fik hun da ligeså stille samlet sig på benene. Hatten var stadig ved hendes side, og den så fuld ud som altid, selvom hun i det mindste i posturet af at blive slæbt ud, havde fået taget en lille håndfuld ned i hendes jakke. Hun kunne godt se at denne her kamp ikke gik i hendes retning. Men penge var penge, den ene ting der ikke længere lå i forlængelse af hendes navn.
”Det ville have været så meget nemmere, hvis du bare havde ladet mig gå,” svarede hun, men hun så ikke ud til at hun stillede sig i kampstilling. Sværdet var stadig i hendes hånd, mens hatten var i hendes anden, men hun så afslappet ud.
I virkeligheden overvejede hun hvor meget de penge var værd. Hendes hoved prøvede at give mening til hvor mange krystaller hun havde skrabet sammen henover spillet. Det var alligevel begrænset hvor mange penge der faktisk kunne være i den hat.

Hicks blev først stående i døren og så ud på hende. En enkelt pirat bag ham skulle til at brokke sig, men en anden fik ham til at tie. Der var flere, der havde set den massive halvork folde sig ud, når han blev vred, hvilket ikke var rart for dem, han havde set sig vred på. Så der var ingen, der forstyrrede inde fra kroen, dog et par nysgerrige pirater, der lurede ud af døren og de små vinduer.
Det så ikke ud til, at hun havde tænkt sig at give op og gå sin vej, hvilket både var godt og skidt. Det ville have været den gode løsning, den uden vold, men lige nu havde han lyst til at klapse hende en og lære hende, at man ikke forsøgte at snyde ham. Eller trak sværd på ham.

"Ikke med mine krystaller i hånden." Han begyndte at gå frem mod hende, ned af de to trin og ned på gaden, hvor hans støvler gav lyd mod brostenene. Han stoppede nogle skridt fra hende og løftede sværdet, klar til at tage en fægtekamp. Lige nu så den grønhudede mand ikke specielt venlig ud, hans udtryk bistert og blikket hårdt. 
Nok var det ikke mange krystaller, men det var hans løn som han blev snydt for, samtidigt med, at han af ren princip ikke kunne lade sagen falde. Hans indstilling til ting var en smule anderledes end de æreløse pirater han omgik til hverdag, men det fik ham ikke til at løsne på sine holdninger. 
"Giver du krystallerne eller skal vi lade klingerne tale?"

Selvom Val så ud til at være ganske afslappet, forlod hendes øjne ikke Hicks et eneste øjeblik, hun stod stadig og overvejede sine valg. Det var den hårfine grænse om at gå med livet i behold, eller kæmpe for pengene. Det var trods alt de to ting der vejede højest for hende når hun bedømte om en given situation var det værd. Det var ikke underligt at hun blev bedømt som noget af det værste skidt der var at finde i piratbyen. De fleste andre pirater havde i det mindste en følelse af loyalitet, men den skulle man grave længe efter for at finde hos Val.
"Kan jeg få muligheden for at tælle krystallerne først?" spurgte hun, et lille smil strakte sig over hendes læber, selvom hun ikke regnede med at få lov, selvom hun godt kunne mærke hvordan hun hældte mod at aflevere krystallerne. Ærgerligt, men det var trods alt noget af det man måtte gøre til tider. Modvind var trods alt noget hun var vant til, og det skulle ikke stoppe hende i hendes færden. På et eller anden tidspunkt ville hun nok finde ud af hvilken vej der var ment for hende, men for nu, måtte hun bare tage tingene som de kom.

Tålmodighed var ikke noget, Hicks var kendt for at have meget af og som kvinden spurgte, om hun kunne få lov til at tælle krystallerne først, fordampede det sidste af det, han havde tilbage. Vreden voksede og blev mere tydelig i hans ansigt. Han havde fået nok af denne kvindelige pirat og hendes ualmindeligt provokerende opførsel. Nej, det var slut med at være venlig, han gad det ikke mere.
”Nej.” Nej, hun kunne ikke få lov til at tælle dem først, hvorfor i alverden skulle hun det? Enten afleverede hun dem eller også skulle de slås. Han gad ikke vente på, at hun besluttede sig, så han tog beslutningen for hende.

Hans fødder flyttede lidt på sig og hans holdning ændrede sig en smule, inden han svingede sværdet mod hende, ikke for at ramme, men for at fortælle, at nu var kampen i gang. Nok var han vred, men han havde ikke tænkt sig at slå hende ihjel, blot give hende en lærestreg. Hvis hun da kunne finde ud af at forsvare sig.
Det var nok ret hurtigt at se, at Hicks ikke sloges som de andre pirater, hvor de fleste havde lært kamp på gaden. Nej, hans bevægelser var overraskende elegante og hans måde at flytte sig rundt på og brugen af sværdet viste, at han havde fået undervisning i sværdkamp på et helt andet niveau i samfundet.

"Nå nå... hvis du havde ventet et øjeblik havde du fået dem tilbage," svarede hun, som hendes sværd klingede mod hans. Val var dog ikke interesseret i at lægge mærke til at Hicks sværdkamp var elegant. Selv havde hun næppe lært meget da hun var yngre, så hun sloges som de fleste andre pirater, selvom hendes niveau ofte var af bedre slags. Det var trods alt ikke ualmindeligt at hun skulle forsvare sig selv overfor andre pirater og autoriteterne.

Hendes anden hånd prøvede at få et bedre greb på hatten hun havde i hånden med krystallerne, men ikke for at den ikke blev taget fra hende. Nej, denne gang var åbningen med krystallerne tydeligt, og som pressede sværdet tilbage mod Hicks, trådte hun pludselig et par skridt tilbage, i håb om at han i bare et øjeblik mistede balancen, før at hun smed krystallerne fra hatten mod ham, så de væltede ud over det meste af gaden.
Hun kom ikke engang med en flabet kommentar, men stak af ned af gaden, dog ikke uden et kækt smil på læerne. Ikke mange krystaller faktisk tilbage i hatten, men som menneskerne stadig fyldte gaderne, og de mange små gader var hun snart forsvundet mellem bygningerne.

//Out