Sværdene klingede mod hinanden og Hicks troede, at de skulle til at fægte. Han var klar, vred og han ville have sine krystaller tilbage. Men inden de kom i gang, trådte hun tilbage, hvilket tvang ham til at flytte vægten, men han blev stående, alt for solidt placeret på brostenene. Det var en overraskende bevægelse og han rynkede panden, men inden han kunne gøre andet, fløj krystallerne rundt om ørerne på ham, klirrende mod brostenene. Og hun løb. For et sekund var han ved at følge efter, men ét, han hadede at løbe, to, han havde nu fået krystallerne.

En bevægelse bag ham fik ham hurtigt til at rette sværdet mod døren til kroen og derefter flytte blikket dertil. Et par af de andre pirater var på vej ud efter krystallerne på jorden, men var stoppet op ved synet af det store sværd. Efter at have sendt dem et blik, begyndte Hicks selv at samle krystaller op, uden at sænke sværdet. Snart havde han samlet dem alle op og han sænkede sværdet for at sætte det tilbage i bæltet. Hurtigt talte han krystallerne op. Der var på ingen måde det samme antal som ved spillebordet, men der var nok til, at han kunne få sine tilbage. Han vinkede de to andre pirater hen og gav dem resten. Her var han ikke retfærdig, men det var ham, der havde forhindret hende i at rende med dem alle.

Aftenen var efterhånden ødelagt og han valgte at gå en tur i stedet. Han piftede dæmpet og et øjeblik efter dukkede Mio op. Han bukkede sig ned, samlede katten op og satte den på sin skulder, inden han begyndte at gå ned af gaden. Der var koldt og blæsende og der faldt stadig noget slud, men det rørte ham ikke rigtigt. Han havde brug for at køle lidt ned.