Sted: Markedspladsen i det centrale bydistrikt i hovedstaden
Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: Koldt og solrigt

Hovedstadens beboere og de utallige gæster tårnede sig op over den ældre dværg, som han let støttet til sin stav gik rundt blandt de forskellige væsner. Han var alene, hvilket i sig selv var en bedrift, for dværgene, der var taget med ham på det årlige offentlige visit havde holdt godt øje med ham, vogtet over ham som var han det mest dyrebare i verden. Efter belejringen af Dragorn, hvor han havde siddet indespærret i den dybeste fangekælder, været blevet tortureret, sultet og nær aldrig var kommet levende derfra igen, havde opmærksomheden i mod ham været stor. Dværgene havde reageret med en voldsom trang til at passe på ham og det var som sådan godt nok, men nogle gange følte han sig en smule klemt. Som han altid havde gjort, glad for den frihed han sjældent havde, men det var kun blevet værre det sidste år.

Det var ikke fordi, at det burde være en overraskelse for hans vogtere, at han blev væk, det var efterhånden en tradition, at han stak af fra dem og brugte nogle timer i hovedstaden alene, når de var her. I år havde han dog slet ikke haft tanken, træt og uden glæde, men på en eller anden måde var det alligevel sket og han havde fundet sig selv vandrende igennem de smalle gader i denne by med himlen over sig. Uden at have sat en bestemt kurs, ledte hans gamle ben ham mod markedspladsens livlige aktiviteter. Det bedste sted i hele byen, han elskede at komme her. Her kunne han betragte racer, han normalt ikke ville se, opleve livet udenfor Dragorn. Og ingen vidste, hvem han var. De færreste havde set dværgenes Than, ingen bekymrede sig om hans eksistens. Og det gav ham en frihed, han nød.

Ved en bod købte han en klump kandis, ved en anden et simpelt trækrus, der blev fyldt med sød æblecider. Og derefter fandt han en bænk i solen ved en husmur. En ung kvinde tilbød ham sin plads og han tog taknemmeligt i mod den. Gåturen havde ikke været lang, men efter tiden i Dragorns fangekælder var hans ben blevet trætte. Han havde ikke så mange kræfter som før, men det var begyndt at hjælpe lidt på det. 
Her på bænken satte han sig til rette, stillede egetræsstaven med sølvet fra sig og gav sig ganske tilfreds til at nippe af cideren og sutte på små stykker af kandissen. Selvfølgelig var begge dele til at skaffe i Dragorn, men det smagte nu anderledes her på markedspladsen. De gamle, blege, blå øjne gled over hans omgivelser og for en stund glemte han alle sine tunge tanker og de evigt triste følelser. Her var han bare en gammel mand, der nød solen og ikke havde ansvaret for et helt folk. 
Og medmindre man havde set ham før eller kunne genkende stavens ved hans side, lignede han også bare en ældre dværg, der tog en pause, det hvide skæg og hår samlet med enkelte fletninger, en almindelig grå kofte og et par brune bukser. Over koften havde han en pelsforet lædervest, der kunne holde ham varm og på fødderne et par forede, kraftige støvler. Intet afslørede, at her sad dværgenes mægtigste mand.

Godric drak sin cider og nød det lille helle, denne bænk bragte ham i en verden, der krævede alt for meget af ham. Lige nu, lige her var der ikke krævet noget af ham og det var dejligt befriende.
En mand fangede hans blik, som han nærmede sig bænken. En kriger iklædt en fuld rustning, der tydeligvis kom fra dværgenes smedjer. Der kunne være mange grunde til, at manden bar denne rustning - han kunne have købt den, gjort sig fortjent til den eller fået den til kamp. Men noget sagde den erfarne dværg, at denne mand var en lysets kriger. Ikke at han kunne genkende ham, men der var også kommet mange krigere igennem hans levetid, de fleste fik han aldrig at se. Og det så heldigvis heller ikke ud til, at denne mand kunne genkende ham, da han kom og høfligt spurgte efter en plads på bænken.

Med et nok gav Godric ham lov til at sætte sig, men sagde ikke noget. Han var ikke interesseret i at starte en samtale, slet ikke når risikoen for, at manden kunne vide hvem han var. I stedet stak han et stykke kandis mere i munden og pakkede resten ned i lommen. Det ville gøre glæde på turen hjem. Tavst blev han siddende lidt endnu, sugende markedets stemning til sig, men roen var alligevel blevet forstyrret af mandens tilstedeværelse. Nu havde han også hvilet sine ben og var klar til at tage en runde mere, måske smide en krystal i ønskespringvandet. Ikke at han var synderligt overtroisk, men det var også en tradition af hans. 

Han tømte det primitive krus i en sidste mundfuld og satte det fast i bæltet ved hanken. En lille souvenir for dagens tur på marked. Derefter skubbede han sig ud over kanten på bænken - der selvfølgelig havde været for høj til, at han kunne nå jorden med sine korte ben og tog sin stav, inden han kort vendte blikket mod krigeren.
"Du må have en god dag." Herefter bevægede han sig ud i mellem alle de høje væsner, der heldigvis rimeligt automatisk undgik at mase den ældre dværg. Han havde ikke noget bestemt mål, men havde planer om at se både de optrædende og smeden, hvis hamren på metal kunne høres igennem al larmen. Måske træskæreren havde noget spændende også. Godric var en overraskende nysgerrig mand.

Man kunne ikke sige at Shireen havde et nemt liv. Måske var det nemmere end så mange andre, men hendes far var som en sort plet i  hendes liv hele tiden. Hun turde heller ikke vise Juno og børnebanden når det var værst, og denne her dag var det kommet ud af det blå. Hun var gået oppe på Hovedgaden med sin far, og noget måtte hun have gjort. I hvert fald var hendes øje allerede ved at svulme op og blive lilla efter det hårde slag, og hun følte dårligt hun kunne se ud af det. Normalvis ville hun være blevet og ikke vist hvor det havde ramt hende, men det kom som et chok, og så ude på åben gade. Det plejde ikke at ske. Så hun kunne ikke holde foragten i sig og var styrtet af sted.

Pga. øjet der var fuldstændig hævet op, opdagede hun heller ikke en lidt mindre mand, som hun kom halvløbende. Det var ikke normalt at der var folk lavere end hende, og hvis der var, så var de ofte for hurtigere til at man løb ind i dem. Oftes ville de ikke se. Så derfor løb hun også ind i ham med et dunk, og hun måtte gribe ud efter ham, både for at stabilisere sig selv, men også lidt ham.
Da hun kiggede ordentlig kunne hun godt se at det vidst faktisk var en dværg, en gammel dværg, og hendes kinder blussede endenu mere op. Før havde det været vrede, men nu var det nærmere forlegenhed der fyldte hende.

"Det... Det må De undskylde," sagde hun og prøvede at tørre tårerne væk der var tæt på at blive fældet. Det allerede hævet højre øje gjorde det lidt svært at gøre noget ved det, selvom det var meget let at se at det var ny lavet. En hver der havde set nogen komme i slåskamp, ville vidde hvordan sådan noget så ud. Den eneste grund til at det så forkert ud, var hendes ellers pæne tøj hun bar. En tyk vinterkappe, der var pænt broderet, og et par ordentlig læderskindsstøvler. Det her var ikke en pige der boede på gaderne, eller burde komme i problemer. HUn var af pæn stand.

Pigen kom ud af det blå og Godric havde slet ikke mulighed for at komme af vejen. De to kroppe stødte hårdt sammen og han var nær væltet, ville have gjort det, hvis han ikke havde staven at støtte sig op af. Og hun greb fat i ham, så ingen af dem endte med at skulle ned på jorden. Med en rynket pande skulle han lige til at sige noget skarpt, men hans blik ramte hendes ansigt og ordene forsvandt inden de forlod hans tunge. Pigen var tydeligvis på grådens rand og havde fået et slag, så hendes ene øje var hævet op. Noget der kun lige kunne være sket.
Hans første tanke var gadebarn, men det modsagde hendes fine, varme tøj sig. Nej, hun var af finere byrd. Det virkede forkert at så køn pige var blevet slået, hvem mon kunne have gjort sådan noget?

Han burde blande sig udenom. Den lille smule frihed han havde stjålet sig til, skulle nydes og bruges på fornøjelse, ikke på at blive rodet ind i noget, der ikke angik ham. Men hendes undskyld og forsøg på at tørre tårer væk fik hans gamle hjerte til at smerte lidt og han rakte ud og rørte ved hendes arm.
"Det gør ikke noget." De blege, blå øjne søgte hendes med tydelig venlighed og let bekymring. "Lille ven, er du kommet noget til? Hvad er der sket?" Ordene der måske kunne være nedsættende var udtalt med så dyb en venlighed, at der ingen tvivl var om, at han ikke mente noget ondt med det. Hun var lille, hun var et menneskebarn og ikke særligt gammel. 

De fleste havde måske svært ved at se så magtfuld en mand som Thanen være specielt børnevenlig, men han var både far og bedstefar og elskede børn. Trods sin alder kunne han sagtens finde på at rode rundt på gulvet med de mindste børnebørn og gøre alt for at læse godnathistorier eller puste på skrabede knæ. Og lige nu var han ikke Than, han var en bedstefar, der stod med et trist barn, der havde brug for en venlig sjæl. Og det var han med glæde, selvom han aldrig havde set hende før og ikke vidste, hvem hun var. Hans berøring af hendes arm var blid og varm. Om hun ville tage i mod venligheden var en anden sag, men han ville ikke gå derfra uden at have prøvet, som det mindste.

Det var forbløffelse og overraskelse i hendes ansigt, før at hun så ikke kunne holde øjnene tørre mere. Hun var ikke ligefrem vant til at blive behandlet pænt fra de voksnes side. Eller engang skete det, men nu om det, nej... det var måske også noget af den mistro Juno havde fået ind i hende, der gjorde at hun ikke længere følte noget for voksne. De var ikke ordentlige mere. Men hvilken lille pige havde ikke ønsket sig en bedstefar der kunne tage sig af dem, når forældrene ikke var god enok længere? Shireen havde i hvert fald. I mange år, men hun havde ikke haft nogen.

"Nej, nej... jeg er..." et snøft. "Okay" kom det endelig ud, men selv hendes stemme var helt grådfuldt, men hun prøvede da i det mindste at få tårerne til at stoppe. Det var lang tid siden at hun havde grædt rigtigt foran nogen.
Det var dog stadig tydeligt at se at hun egentlig ikke var okay, og hendes reaktion havde nok været endnu mere tilbageholdende hvis hun fkatisk havde vidst at hun stod overfor Thanen. Heldigvis var det ikke fordi at nogen forventede at støde på sådan ene vigtig person herude på Markedspladsen.

Pigen havde åbenbart ikke regnet med, at Godric ville reagere så venlig, hun så helt overrasket ud, lige indtil tårerne begyndte at løbe. Stadig med det lidt bekymrede udtryk i ansigtet, flyttede hans hånd sig til hendes skulder, som han klemte blidt, mens hun græd. Omverdenen var glemt for et øjeblik og folk gik da også udenom dem, ligeglade med, hvad der skete. Det var jo bare en ældre dværg, der trøstede en grædende pige.
Godric ventede tålmodigt på, at tårestrømmen ville stoppe. Han var en tålmodig mand, især når det kom til børn, og efter hans mening kunne man ikke skynde på tårer, især ikke når de var så tiltrængte som de så ud til at være nu.

Endeligt fandt hun fatning nok til at svare ham. Hendes ord var vist ikke helt sandfærdige, men det så han ikke som en fornærmelse. Han var fremmed, hvad skulle man også sige til en, man ikke kendte. Roligt slap han hendes skulder og stak hånden i lommen, hvor han fiskede et rent og lidt for stort lommetørklæde frem fra lommen. Med en let bevægelse med hånden foldede han det ud og rakte det til hende.
"Det virker nu ikke sådan. Her." Hvis hun tog i mod det, ville han lægge hånden på egetræsstaven og læne sig mod i mod den, mens han betragtede hendes forgrædte, men stadig kønne ansigt. Hvis ikke ville han lægge det ned i lommen igen. Med et lille nik mod hendes øje snakkede han videre.
"Det ser ud til at gøre ondt." Der var intet fordømmende i hans stemme, bare venlighed.

Shireen vidste slet ikke hvad hun skulle gøre med sig selv, og hun var også godt klar over at hvis nogen fra banden overså det her, så havde hun forklaring at gøre, men lige nu var det så fjernt fra hendes tanker. HUn havde måske behov for at føle sig ikke så alene i verdenen, og ikke føle at de voksne altid var imod hende.

Forsigtigt tog hun lommertørklædet, og tørrede sine øjne med det, selvom man kunne se hvordan det stang når hun nærmede sig sit højre øje. Det var også som om at jo mere tid der gik, jo værre så det også bare ud. En person med den mængde styrke burde ikke slå på en pige som hende på nogen måde, men dværgen skulle nok ikke forvente at kunne få lov til at finde ud af hvem præcist der faktisk havde slået hende. Han var fremmede, men selv hvis han kendte hende, så ville han hurtigt finde ud af at hun var meget stille anlagt, og var en for hemmeligheder. Det var svært at få hende til at tale frit.
"Lidt," mumlede hun, og blinkede de tårer væk der stadig synes at ville falde. Nu havde hun fået grædt sit hjerte ud, og kunne gå tilbage til hvem hun var. Hun behøvede ikke at græde for at få det bedre, selvom den sidste gang godt nok havde taget hårdere på hende end hun havde troede. Forhåbentlig kom hendes far ikke og ville lede efter hende.

Godric smilede mildt og venligt til hende, mens hun tørrede sine øjne og nok ville indrømme, at hendes øje gjorde lidt ondt. Det virkede ikke til, at hun ville snakke om, hvad der var sket og det kunne han som sådan ikke fortænke hende i. Man behøvede ikke at sætte ord på alt, hvad der gjorde ondt, hverken fysisk eller psykisk. At Godric godt kunne tænke sig et alvorsord med den, der havde slået den stakkels pige, det var noget andet. Og sikkert ikke noget, der ville komme til at ske. Men i hans øjne slog man ikke på børn. Så var man et ynkeligt væsen, havde man behov for det.

I stedet valgte han en anden måde at håndtere tingene på, hvilket nok lidt viste, hvorfor han havde været en god Than for dværgene. Diplomati.
”Hvis du har lyst, vil jeg gerne følges med dig hen til en healer, så han eller hun kan se på det?” Af en eller anden grund regnede han ikke med, at hun ville sige ja til det. Hvilket både gjorde hende lidt dum, men også hårdfør, i hans øjne. Så han valgte at give hende en anden mulighed også. Med et let bevægelse med hånden tryllede han en ravkrystal frem, som han holdt op foran hende.
”Eller, hvis du ikke har lyst til det, kan vi besøge ønskespringvandet og se, om guderne føler sig gavmilde i dag.” Nu fik hun muligheden for at vælge. Hun var gammel nok til at tænke, at han var en gammel idiot, men det havde han nu heller ikke en fornemmelse af, at hun ville tænke.

Shireen kiggede op og rystede så på hovedet. "De spørger bare om hvad der er sket, og vil kontakte..." hendes ord døde ud som hendes ansigt blev hårdt. Det var nok ikke helt en krig at gætte sig til hvad præcist der ville ske hvis hun kom derhen. De ville kontakte hendes far, den selvsamme mand der havde slået hende, selvom hun ikke havde lyst til at sige det højt. Det var dog nok ikke svært at gætte med sådan en ledetråd at pege derovermod.
"Jeg er for gammel til at tro på at guderne er interesseret i sådan en smule småpenge," svarede hun så tilbage. Der var i hvert fald ikke meget tro tilbage i hende, selvom hendes familie var tilhængere af Aladrios. Det gav da også mening om hvorfor hun mente de ikke ville blande sig. Aladrios og Kile for den sags skyld, var kendt for at være ret neutrale omkring hvad der foregik på deres jord. Der var nok også bare en generel mistro til hvad den gamle mand egentlig ønskede fra hende, som om at han ville noget andet end at stoppe et grædende barn i at græde. Noget der var lykkedes, men nu skulle han håndtere Shireen der havde en mistillid til voksne mennesker....

Godrics blik var stadig mildt og venligt, som hun nær havde afsløret, hvem der havde slået på hende. Han vidste godt, at det med stor sandsynlighed var hendes far - eller mor. Det var det som regel, når det var en så køn pige af en velhavende familie. Men han vidste også, at han ikke kunne gøre noget ved det, som han ingen magt havde her i Hovedstaden. Ud over at give et navn videre, men han tvivlede på, at han ville få ret meget ud af denne pige. Og det var også i orden, han kunne ikke redde hele verden. Men han kunne gøre nogle minutter af hendes dag bare en smule bedre. Også selvom hun var for gammel til springvandet.

Uden nogen form for skuffelse, gemte han mønten i hånden igen. Med et let smil sprang han elegant over sagen med healerne, der var ingen grund til at køre mere på det.
"Jamen, det er jeg ikke. Jeg er nok bare gammel og overtroisk." De blå øjne gled over mængden af folk omkring dem og han fik et let bekymret udtryk i ansigtet. "Der er blot lidt langt over til springvandet for sådan en ældre dværg som mig, der ikke er helt sikker på benene." Han løftede forhåbningsfuldt blikket mod hende. "Måske du kunne have lyst til at hjælpe mig derover, sørge for at en gammel mand i min højde ikke bliver overset og væltet omkuld?" Han rakte tilbydende en arm ud til hende, hvis hun skulle have lyst til at tage den. 

Han kunne sagtens selv komme derover. Nok var han gammel og nok var staven i hans anden hånd en god støtte, men han var trods alt dværg og der skulle lidt mere end et par små skub til at vælte ham. Men det burde hun ikke vide. Én ting han havde fundet ud af i det sidste år var, at han åbenbart så yderst skrøbelig ud og folk mere end gerne ville passe lidt ekstra på ham. Og han var da ikke, hvad han havde været, men han kunne mere end man lige skulle tro.

Shireen var ikke vant til at voksne var så forstående, så hun blinkede lidt af ham, som han nævnte at han selv ville over til springvandet. Hun havde forventet at han bandede af hende og mente hun skulle være taknemmligh, eller bare efterlade hende her, nu når der ikke var noget at gøre. I stedet for forsøgte han at gøre et forsøg om i det mindste at holde hende til selskab, og det kom bag hende. Hun var også næsten sikker på at han sagtens selv kunne komme derudover, men alligevel tog hun hans arm, så hun kunne fungerer som støtte.

I stedet for at prøve at tage noget op, som hun selv ikke havde lyst til at snakke om, spurgte hun i stedet for til ham. "Hvorfor er du her i Hovedstaden... eller... det er vel ikke for meget at antage at du ikke er herfra," det sidste kom lidt forsigtigt. Forid det var en antagelse hun havde taget udfra hans udseende, at han var en dværg og den følelse hun fik omkring ham. HUn var generelt en ganske god menneskekender, så hun håbede da ikke at hun tog fejl.
Langsomt fik de da også bevæget sig over mod ønskespringvandt, og for det meste blev de da ikke slået ned af dem der var lidt højere end dem. Shireen var heldigvis en okay højde for ikke at blive helt overset, når hun ønskede det.

Til Godrics glæde tog hun hans arm og han lod hende føre sig igennem mængden af væsner på pladsen. Det virkede ikke helt til, at hun havde forventet det forslag fra ham, måske mere en utålmodig eller vred reaktion, men han var en tålmodig mand med en stor glæde ved børn. Og for ham var hun stadig et lille barn, selvom hun i menneskealder nok snart nærmede sig voksenalderen.
Han havde et roligt greb i hendes underarm, som hun uden problemer ville kunne trække sig fri af, hvis hun ville. Staven i hans anden hånd gav et næsten uhørligt dunk, hver gang den sølvbeslåede ende ramte brostenene under dem. 

Hendes spørgsmål fik ham til at smile lidt, måske med et strejf af sørgmodighed. Ja, hvorfor var han her i hovedstaden? Det spørgsmål havde han stillet sig selv et par gange i de få dage, de havde været her. En dæmpet latter lød fra ham ved hendes sidste ord.
"Nej, det er det ikke. Jeg kommer fra Dragorn, dværgenes land i norden." Hans blik gled kort til hende, inden han igen rettede sin opmærksomhed mod deres rute mod springvandet. "Jeg er her for at mødes med en gammel ven. Desværre er hun... optaget. Jeg håber hun finder tiden til at snakke med mig, inden jeg tager hjem igen. Jeg har pligter derhjemme, jeg ikke kan forlade i alt for lang tid af gangen." Han fortalte meget og dog ingenting. Hans ven, ja det var selvfølgelig dronningen. Men hendes talsmand, manden der tilbedte Kile, var ikke åben for at lade Godric hilse på hende, som han var kommet for. Som han havde gjort ved hver eneste leder af Krystallandet hvert eneste år siden han var blevet leder af Dragorn, kun forhindret af krige og besættelser.

Shireen var oplyst omkring det meste i landet, måske ikke så meget på den politiske front, men hun vidste hvor Dragorn i det mindste lå, og hun lyttede da også interesseret i hvad han sagde. Det var ikke ofte hun snakkede med folk udenbys fra. De fleste af børnene i børne banden var trods alt også her fra byen, så det var altid opkvikkende at få historier fra andre lande. Hvis de endelig havde behov for det, så kunne de godt nok opsøge gøglerne, men det var bare ikke helt det samme.

Det var dog ikke underligt at den gamle mand prøvede at være meget vag omkring hvad han egentlig havde af grunde til at være i hovedstaden. "Det er jeg ked af at høre," kom det stille svar fra Shireen. Det var nemt nok for hende at trække tilbage ind i den stille, søde pige hun var omkring sin familie. de ønskede jo ofte ikke at høre hendes mening, eller blive stillet spørgsmål. Så var det bedre at observere, det var der ingen der blev sure over. Men her var hun jo faktisk i samtale med en, så hun blev nødt til faktisk at svare på hans spørgsmål. "Jeg håber hun når at få tid inden du tager afsted, ellers er det noget af en tur uden grund." Det var nok meget godt at hun ikke vidste hvad det egentlig handlede om.

Skridt for skridt kom de nærmere det store springvand og dets plasken kunne fornemmes over alle de snakkende, lende og råbende stemmer, pladsen synes at bestå af. Et par småbørn kom løbende ind foran dem med en gøende hund på slæb. Ak ja, nok var markedspladsen et spændende sted, men enten var det Godric, der blev ældre eller også blev larmen også værre og værre for hver gang han var her!
Han lod sig dog ikke bemærke med det, men lyttede i stedet til pigens stille ord. Hun gav ham et indtryk af at være meget stille og høflig, men det undrede ham ikke. Ikke med det, han allerede vidste om hende.
"Det håber jeg også, det er længe siden, at jeg har set hende sidste." Det var sødt af hende at håbe på hans vegne, så han gav hendes arm et klem og sendte hende et smil.

Endeligt var de fremme ved springvandet, der glitrede i solen. Bunden var dækket af krystaller, utroligt nok at ingen af de utallige lovløse i byen forsøgte at rage dem til sig. Roligt slap Godric hendes arm og fandt ravstykket frem igen, inden han tænkte sit ønske og knipsede krystallen ud i vandet, hvor det gav et lille blop, inden den svævede ned på bunden og lagde sig. Stadig smilende vendte han sig mod pigen.
"Så må vi se om guderne er i god humør." Kanten på springvandet var i en god højde for Godric at sidde på, så han skubbede sig derop og lagde staven hen over sine ben. 
"Jeg har slet ikke introduceret mig. Mit navn er Godric." Han rakte sin kraftige næve frem mod hende. Det var uden bekymring, at han sagde sit navn, for han havde dog fundet ud af, at de færreste faktisk kendte Thanens rigtige navn. Dem som ikke interesserede sig for politik eller var dværg dem selv.

Da Shireen så børnene blev hendes øjne lidt større, men de så ikke ud til at lægge mærke til hende, og det var heller ikke nogen hun havde set omkring gemmestedet. Det var nu ikke fordi at hun ville holde noget skjult fra Juno, men det var aldrig rart at blive set af nogen man kendte når man var i sådan en situation hun var i. Hun snakkede med en voksen og havde en blåt øje der langsomt blev tydeligere og tydeligere.

Hun lod ham gå fri så han kunne komme hen og kaste ravstykket i. Hendes øjne fulgte det og kiggede på vandet selv langt efter at det var blevet smidt i. Det ravstykke ville nok gå til de manglende i byen. De færreste turde at berøve ønskespringvandet for mønterne, men nogen gadebørn havde det så slemt at de var ligeglad, og man kunne nogen gange se nogen der tog en håndfuld af mønterne og løb væk med dem. Hvis man ikke blev taget, så var der ingen straf for det.
Det var først da Godric præsenterede sig at Shireen vendte sit blik mod dværgen igen. Et øjeblik kiggede hun næsten forvirret på hånden. Hun var så vant til at skulle neje omkring folk, at det tog et øjeblik, før at det faldt hende ind, at hun skulle tage den, men tog den da også. "Shireen," svarede hun tilbage og smilede da også lidt til Godric.

Han var nær ved at le, da han kunne se, hvor forvirret hun var over at han gav hende hånden. Så langt havde han ikke lige tænkt, at hun var opdraget til det typiske adelige nej. Det var ikke noget, de rigtigt brugte i Dragorn, kvindelige dværge neje?! Nej, de fleste bukkede som mændene. Eller gav hånd. Ikke at Godric normalt fik lov til at give hånd, ikke blandt sine fæller. Her ude blandt andre væsner benyttede han sig gladeligt af denne form for hilsen og måde at afslutte en aftale på. 
Han gav den fine lille hånd et fast klem og smilede varmt til hende, som hun selv fik et smil frem.
"Shireen. Det er et godt, kønt navn." 

Han trak hånden til sig og stak den i lommen, hvor han fremdrog den sidste halvdel af den klump kandis, han havde købt tidligere, pakket ind i et stykke pergament. Stille og roligt pakkede han den ud med de små tykke fingre.
"Jeg kom til at forkøbe mig tidligere, klumperne er større end jeg huskede det. Spiser du sådan noget sukkerstads?" Han rakte klumpen mod hende. At han egentligt havde planlagt at gemme den til hjmturen var ligegyldigt, han kunne købe en ny inden, hvis det var. Hun så ud til godt at kunne bruge noget sødt, sådan som hendes øje var begyndt at se ud. En skam hun ikke ville med hen til healerne, men det var der ikke noget at gøre noget ved.
"Og bare rolig, jeg har ikke nogle skumle bagtanker, jeg kommer bare ikke ud så meget, selvom jeg elsker nyt selskab." Og det var sandheden. Der var smil i hans stemme og han så stadigt mildt på hende. Han var bare en gammel rar mand.

Shireen var ikke sikker på at hun var enig i det, men det var nu hendes navn, selvom hendes far havde valgt det. Måske når hun blev ældre ville hun skifte navn til noget andet, eller i hvert fald gå under noget andet. Det krævede selvfølgelig at hun kom ud af sin fars klør og det var ikke ligefrem nemt. Så meget havde hun oplevet efterhånden, den ene gang hun havde prøvet at stikke af. Han  kunne måske ikke lide hende, men han skulle ikke have et plettet rygte på sig. Et barn der løber hjemmefra? En skandale!

Hun kiggede på sukkerstykkerne. "Det er ikke ofte jeg får lov til det," indrømmed ehun før at hun rakte ud for at tage en klumperne ind i munden og nød den søde stads ligeså stille opløse sig i sin mund. Børne banden havde ikke råd til sådan nogle goder, og hendes far mente ikke at uartige børn gjorde sig fortjent til sådan noget. Desuden mente han ikke det var sundt for dem, og det var jo mest 'pøblen' der spiste det. Shireen selv havde aldrig forstået hvorfor de ikke kunne spise det, bare fordi at andre gjorde det, men hun havde lært aldrig at stille spørgsmålstegn til det.
"Tak," mumlede hun ud af munden, men hun stadig havde den store klump kandis i munden.

Godric ventede til hun havde taget noget af klumpen, inden han selv tog et mindre stykke. Han var vist lidt af en sukkergris, men han havde efterhånden også alderen til at det var i orden. Og trods at han nærmede sig sin gamle vægt, var der stadig lang vej igen, så lidt ekstra sukker gjorde nok ikke noget. 
"Det var skam så lidt." Han skulle til at stille hende et spørgsmål, da lidt tumult afbrød ham. Støvletramp og stemmer. Fire dværge, alle iklædt let rustning og bærende på deres våben masede sig lettere uhøfligt igennem mængden af væsner. Godric sukkede dæmpet. Så var det slut med friheden for denne gang.

Den forreste dværg fik øje på Godric og satte straks kursen hen i mod ham. De brune øjne lynede og der var ingen tvivl om, at dværgen var vred. Og nok også lidt bekymret. Godric flyttede sig ikke, men blev siddende med staven hen over sine lår og et lidt træt blik, der dog også glitrede lidt af moro. Dværgen stoppede op foran sin Than, åbnede munden for at spy vrede ord ud, men besindede sig så og bukkede hurtigt for den ældre dværg.
"Ærede Than, vi har ledt efter Dem. Der er bud efter Dem på paladset." Vreden i dværgens stemme var ikke til at tage fejl af, selvom han tydeligvis lagde bånd på sig selv for ikke at begyndte at råbe og skælde ud. Godric kunne ikke andet end at smile lidt. Helan havde været hans personlige vagt i mange år, og han var en af dem, der faktisk kunne skælde og smælde på den gamle Than uden nogen så det som en helligbrøde. Og Godric forventede også en opsang, når de kom til et mere privat sted. Også selvom Helan efterhånden måtte have lært, at Godric ville have sig en tur rundt alene i hovedstaden.

"Jamen så må jeg jo hellere melde mig på paladset." Han skubbede sig ned fra springvandets kant og vendte sig mod Shireen. Som var det deres lille hemmelighed, gav ham hende pergamentet med kandissen i hånden.
"Det har været mig en glæde at møde dig." Inden han vendte sig, tøvede han lidt. "Hvis man ikke forventer at guderne gør noget for en, må man gøre det selv. En dag bliver alting bedre." Han sendte hende et smil og begyndte så at gå, igen støttet en smule til stokken, men i overraskende god fart.
"Skulle vi til paladset eller ej, Helan? Lad være med at smøle sådan."
Vagtdværgen sendte Shireen et mistroisk blik og skyndte sig så efter sin Than med de tre andre dværge i hælene.

Egentlig var det meget hyggeligt at snakke med Godric, selvom Shireen næppe lod sig selv tænke på det, men de fik ikke mange øjeblikke til at nyde kandissen de begge to sad og spiste af, da der var flere dværge der troppede op. Shireen selv kiggede chokeret på dem. Det var tydeligt at de var vagter og der var så mange af dem. Var GOdric på flugt? Var han en vigtig person? H vis han var det, hvorfor ville han så tale til  hende?

Det var svært ikke at lade kæben droppe da hun hørte ordene ’ærede than’ og hun kiggede i total chok på Godric, som åbenbart reagerede på det. Var han than? Herre over Dragorn? Hun havde ikke hørt meget om det, men hun var da kommet forbi det i hendes studier, og hun vidste at han var næsten ligeså vigtig som dronningen… og paladset.
”Jeg… ummhhh… i lige måde…” sagde hun og blev pludselig i tvivl om hun skulle bukke, neje eller noget for at sige farvel til denne noget vigtige person, og det var også først meget senere at hun ville reflektere over hvad han egentlig havde sagt til hende, for nu var hun i chok.
Der gik i hvert fald et par minutter efter at hun var efterladt ved ønskespringvandet, et lille ”Hvad?” undslap hendes mund i ren forbløffelse, og der gik derudover lidt tid, før at hun endelig begyndte at begive sig hjemad. Hun kunne ikke have at hendes far startede med at lede efter hende igen.