Lydene og lugtene af byen var overalt omkring hende. Hun havde aldrig set så mange mennesker på ét sted, og synet både overvældede og skræmte hende. De sortklædte Kilepræster, hvis udtryksløse masker, hun passede på vejen. De råbende gadesælgere. Byvagterne i deres udrustning. 
Byporten havde været nem at komme ind af. En strøm af mennesker havde været på vej ind i byen, og hver enkelt blev standset og udspurgt ved porten. Lidt teleportationsmagi havde dog sparet hende besværet - et lille 'plop' og hun befandt sig i en snæver gade på den anden side af porten. Godt nok var hun landet i en mødding, men det måtte man jo tage med sig.

Menneskemængden inden for porten havde været værre. Hun fulgte strømmen, da de fleste så ud til at være på vej til det samme sted, og efter en gåtur, hvor hun med store øjne havde suget alle indtrykkene til sig, befandt hun sig på byens markedsplads. Her var boder overalt og larmen steg til nye højder. 
Der var alle slags mennesker til stede her, og også enkelte af andre racer. Hun så flere halvdyr, dværge - og endda en enkelt alf. Hun genkendte også nogle få lyshårede, muskuløst byggede nordfolk, samt mørklødede sælgere fra Rubinien, iført farverigt tøj. Hun selv havde en brun kofte af skind og bukser i samme farve. Hendes skindstøvler var efterhånden ved at være slidte, men varmede fødderne godt. I bæltet havde hun en lillebitte kniv og over ryggen bar hun en bue - et primitivt jagtvåben, som hun selv havde lavet, og som var hendes store stolthed.

Nysgerrigt gled hendes blik rundt på bordene og standsede ved en sælger, der solgte nybagt brød. Hendes mund begyndte at løbe i vand, og hun gik tættere på, draget af duften af bagværket. Det var nemt at række ud og tage et stykke, mens sælgeren vendte ryggen til, og hun skyndte sig væk med sin fangst.
Lige ind i armene på en bredskuldret byvagt. Han tårnede sig op over hende, og idet hun forsøgte at smutte forbi, løftede han op i hendes krave, så hendes ben dinglede et par centimeter over jorden. "En lille skarnsunge. Og ikke en særlig kløgtig en. Ikke været i byen før?" Han så op og ned af hende og rynkede på næsen, idet lugten af mødding ramte hans udspilede næsebor. Maela gav en lille, klynkende lyd og vred sig i hans greb.
"Og hvad er dette her? Legetøj? Du tror da forhåbentlig ikke, at du kan skyde noget som helst med denne her?" Der kom et hånligt fnys fra byvagten idet han tog fat i hendes bue, og Maela så skrækslagent til, idet han inspicerede våbnet. Et lille, hånligt snøft kom fra ham. "Ubrugeligt." Buen blev smidt på jorden. En stor, jernbeslået støvle trampede på den, og en ubehagelig, knækkende lyd hørtes. 
Hun var nær begyndt at græde, men hun bed arrigt læberne sammen. Hvor vovede han! I stedet lykkedes det hende at vriste sig fri af hans greb, og hun vaklede et par skridt baglæns..

Karkhos havde tømmermænd. Noget der ellers ikke ofte faldt på ham, men den seneste tid havde været hård og dagen før var filmen knækket nok til, at han havde forsøgt at finde glemslen i bunden at en kande øl. Flere kander øl. Nok var han ikke ung mere, men der skulle stadig lidt til før øllet slog hårdt nok.
At hans druk blev afbrudt af et ansigt, han aldrig troede han skulle se igen, det havde han ikke regnet med. Og det meste af natten var gået med snak, følelser og planlægning. Men tømmermænd havde han nu stadig fået, som han vågnede i det værelse, han havde betalt sig til i kroen. 
Jocasta var ikke at finde, men han vidste, at de nok skulle støde på hinanden senere på dagen, så han havde vasket sig for at gøre sig mere frisk og havde bevæget sig ud i byen. Han var sulten, og trods at der var mad på kroen, trængte hans tomme mave til noget helt bestemt. En kødtærte fra en bestemt bod nede på markedet. 

Så nu masede han sig igennem de travle væsner, en smule bleg, men det var mest på grund af hovedpinen, som hans mave var faldet til ro igen. Han var som sædvanligt iklædt sin sorte frakke, de sorte bukser og robuste støvler. Kappen havde han ikke fået med sig fra det lille hus, han og Morpheus havde boet i, siden de ankom til byen for et års tid siden. Den måtte han hente, næste gang, han skulle derhjem, for trods nogle tunge beslutninger aftenen før, var han ikke færdig med den unge mand. Hvordan kunne han være det? Så mange år måtte have en ordentlig afslutning. Men lige nu var den ældre lord også derhjemme og han kunne Karkhos ikke håndtere. Ikke i dag.

Larmen på pladsen gav ham næsten kvalme igen og han ville have været fortsat direkte hen til boden, hvis ikke det var fordi at hans opmærksomhed blev fanget af en byvagt, der løftede en ung pige op i kraven, flå hendes bue fra hende og træde på den. Hele hans tømmermændsramte krop bad ham om at ignorere det, men måske var det tømmermændene, der netop gjorde, at han var irritabel nok til at gøre noget ved det, han så. Normalt var han ikke en mand, der gik op i at gøre godt for andre, men synet at den store byvagt, der tydeligvis misbrugte sin magt, gjorde ham arrig. 

Som han nåede de sidste par skridt derhen, kom pigen fri og bakkede direkte ind i hans tømme mave. Uff. For at forhindre hende i at stikke af, lagde han en tung hånd på hendes skulder og klemte let til. Han havde bemærket den godt skjulte hale, hun var et halvdyr.
Hans trætte blik var blevet hårdt og strengt, som han så på byvagten.
"Jeg erindrer ikke, at en byvagt har beføjelse til at ødelægge andres ejendele, heller ikke tyvagtige gadebørn. En byvagt skal holde ro og orden, ikke selv bryde loven og begå hærværk. Skal jeg bringe jer begge til din overordnede og få hende til at forklare det for dig?" Der var ingen tvivl om myndigheden i hans stemme og trods at han ikke selv var en del af byvagten, burde manden vide, hvem han var. Når han deltog i deres træning, kaldte de ham stadig Løjtnant. Og han kendte byvagtens overordnede, som han kendte de fleste andre.

Det store brød af en byvagt, var en af de småkriminelle bøller, der for nyligt var indsat i vagten, for at være med til at holde lov og orden. Magten var hurtigt steget ham til hovedet, og markedspladsen var blevet hans foretrukne domæne, hvor han tilbragte dagen med at tyrannisere alle, der var mindre end ham selv.
Alt dette kunne Maela naturligvis ikke vide. Hun så blot en forfærdeligt stor og vred mand, der for hende i dette øjeblik repræsenterede ordensmagten i byen, og han havde netop knust hendes kæreste eje. Det krævede al hendes indre styrke at forhindre tårerne i at vælde frem.

Hendes blik var stadig fast fokuseret på byvagten, som hun vaklede baglæns og brat stoppede, da hun ramte noget. Eller rettede sagt: nogen. Hendes skarpe næse fangede lugten af mand med et lille hint af alkohol. Sidstnævnte var en lugt, hun var kommet til at kende godt, da hun arbejdede i kroen nordpå. Denne mand stank ikke, som en typisk drukkenbolt ville, men der var ingen tvivl om, at han for nylig havde været i flaskerne.
Hun kastede et blik opad, over skulderen, idet hun mærkede en fast hånd på den. Det lille klem fra hånden var venligt, og hun så op på det vejrbidte ansigt tilhørende en ældre mand. Hans væremåde indgød respekt, og hun opfangede øjeblikkeligt, hvordan det store brød af en byvagt nærmest begyndte at skrumpe i størrelse. 

"L-løjtnant Ruadon.." stammede manden forfjamsket. Maelas mund åbnedes et øjeblik i overraskelse og hun kastede igen et blik over skulderen, op mod den ældre herre. Løjtnant. Hun vidste ikke helt, hvad ordet betød, men det var tydeligvis en form for fin titel, der gav respekt. Byvagten, der havde fået en smule kontrol over sig selv igen, pustede sig en anelse op: "Den unge dame her, var i gang med at STJÆLE fra en af boderne. Jeg gør skam bare mit job.." 
Maela kunne mærke hjertet synke i livet på hende igen, idet hun så ned på det halvspiste stykke brød, der stadig var gemt i hendes hånd. Ville den ældre mand stadig hjælpe hende, når hun havde foretaget sig noget kriminelt?

Trods tømmermændene var det rart at se, at hans autoritet blev genkendt af denne mand. Karkhos genkendte ham som en af de nye rekrutter, der kun var hevet ind for Kiles Ordens skyld. Forbandede tilbedere. Karkhos var ikke fan, selvom han normalt blandede sig udenom den slags. Men de nye rekrutter var ofte ikke egnet til et arbejde som byvagter. De havde ingen orden, ingen sans for at følge reglerne. Og det var nok der, det gik lidt galt for Karkhos, for var man ansat til at håndhæve en lov, skulle man også selv følge den. Ellers gav det ikke mening.

Størrelsen på manden skræmte ikke Karkhos, der nok mente, at han, trods sit lige nu mere sølle stadie, ville kunne lægge ham ned. Størrelse betød ikke så meget, hvis man ikke kunne finde ud af at bruge det - eller hvis ens modstander vidste, hvordan man kunne vende det i mod en selv. Så trods at han teknisk ingen magt havde over byvagten, fortsatte Karkhos med at nedstirre ham med de grå øjne, der var fyldt med autoritet og en smule foragt for bøllen.
"Det har på intet tidspunkt været en byvagts job at ødelægge andres ejendele, ej heller tyveungers." Hans ord var så kolde, at de næsten kunne fryse springvandet til is. "Jeg tænker, at det er på sin plads, at du samler hendes ødelagte bue op og giver hende den tilbage med en undskyldning." Han strammede den, det var han nok klar over, men han var vred. Den lovsamling de alle levede efter gjaldt også byvagter. Hvis det først gik af fløjten, ville samfundet ikke kunne fungere. 

Hans hånd hvilede stadig på pigens skulder. At hendes bue var gået i stykker var en skam, men ikke noget Karkhos kunne græde nogle tårer over. Hun kunne have ladet være med at stjæle. Men han havde en fornemmelse af, at hun ikke var fra byen, både med hendes påklædning, at hun stank lidt af mødding - åh hans stakkels mave - og selve buen, der ikke hørte til i denne storby. Hun var i hvert fald ikke en af de typiske gadeunger, der løb rundt i gaderne.

"Nå, hvad bliver det til, byvagt? Skal vi tage turen tilbage til hovedkvarteret og forklare din overordnede det eller giver du pigen hendes bue og en undskyldning?" Nu var det med, om manden var mere bange for sin overordnet end i mod en smule ydmygelse.

Maela havde allerede så småt bestemt sig for, at hun slet, slet ikke brød sig om byen. Men vinteren i skovene var for hård, og hun var nødt til at være et sted med mennesker og varme.. Hun sank og skævede op mod den ældre mand, hvis hånd stadig lå som en tung vægt på hendes skulder, og hun kæmpede et øjeblik mod instinktet, der fortalte hende, at hun skulle stikke af. 

Det var mandens næste ord, der overbeviste hende om, at hun måske ikke var i en nær så stor knibe alligevel, og hendes øjne blev en anelse større. Han forsvarede hende .. selv om hun havde stjålet? Forundret skævede hun igen i hans retning, før blikket gled fremad mod det store brød af en byvagt, der stadig teede sig en smule forfjamsket.
Hun kunne nærmest fornemme hans vrede, og hun kunne se hvordan en blodåre var blevet tydelig i tindingen på ham, mens hænderne åbnede og lukkede sig. Alligevel var det tydeligt, at han var bange for den ældre herre, der stod på Maelas side.

"Javel." Kom det endelig, og Maela så hvordan den store mand bukkede sig ned og samlede de sørgelige rester af buen op, før han rakte det til hende med en tydelig næserynken og et "Undskyld jeg ødelagde dit legetøj, tøs. Hold de lange fingre fra boderne en anden gang." 
Hendes hænder tog fat om det ødelagte våben, og hun stod lidt forvildet med det i hænderne. Skulle hun sige noget tilbage til byvagten? Hun vidste ikke hvad, og ente med at forblive tavs. I stedet kom et svagt, hviskende "Tak" fra hendes læber - ikke mod byvagten, men mod den ældre mand, der stod bag hende.

Til Karkhos godt skjulte lettelse sagde byvagten ja til at samle buen op.  Han havde tvivlet på, at det ville ske. Sandsynligheden for, at manden kom i tanke om, at Karkhos slet ikke var en del af byvagten var ret stor, men han havde åbenbart et stærkere omdømme end man skulle tro for en nordligt boende gammel soldat. Så med et tilfredst blik kunne han betragte den store mand samle de sørgelige rester af den lille bue op og give den til pigebarnet. Manden sendte dem begge et ondt blik, der bare understregede, at han slet ikke burde have den magt, han havde, inden han tydeligvis besluttede sig for at forsvinde inden Karkhos fandt på flere urimelige krav. Den gamle soldat så lidt mørkt efter ryggen af ham.
”Når ulven passer får.” Et udtryk fra hans hjemsted, der passede godt til situationen. Det var mest noget han mumlede til sig selv.

Det svage tak fik ham til at se ned på pigen. Trods lugten var hun meget køn og Karkhos, der normalt ikke anså sig selv for blødhjertet, kunne mærke, at han havde svært ved at give hende et møgfald. Han var egentligt heller ikke sikker på, at hun fortjente det, men han burde nok irettesætte hende lidt. Så han skubbede hende lidt ud for sig, vendte hende rundt og forsøgte at mildne sit udtryk en smule, så han ikke virkede så mørk. Dog var han alvorlig.
”Hvad… byvagten… gjorde, var ikke i orden. Men det er heller ikke i orden at stjæle. Hvad har du taget og hvor meget?” Det var ikke noget, han havde fået at vide og af en eller anden grund var det vigtigt at holde styr på. Hvor stor gerningen var, så den passende straf kunne udmåles. Også selvom han var ret sikker på, at mødet med byvagten var mere end straf nok.
For et øjeblik var tømmermændene glemt, som han skulle forholde sig til pigebarnet i sit greb.

En følelse af lettelse gik igennem Maelas krop, da byvagten vendte ryggen til og begyndte at gå væk med en sur mine. Hun lavede en mental note om for fremtiden at holde sig langt borte fra alt og alle, der var iført uniformer. Der, hvor hun ellers kom frem, havde det ikke været så svært at rapse lidt i ny og næ - men byen var uvant og farlig.
Den faste hånd på hendes skulder mindede hende om, at hun endnu ikke var helt ude af situationen, og da hun blev snurret rundt, så hun ind i den ældre mands alvorlige ansigt. Han virkede også en smule skræmmende. Ikke på samme måde som byvagten, der tydeligvis misbrugte sin magt, men nærmere fordi denne ældre herre rent faktisk udstrålede reel magt. Og han virkede ikke som en mand, man kunne løbe om hjørner med.. Lidt skræmt over situationen, mødte hun hans blik.

Hun sukkede og åbnede sin knyttede hånd for at vise ham brødet. Det var blevet lidt klemt og så rimelig sølle ud, efter hun havde stået og knuget det i hånden. ".. Det duftede godt." Mumlede hun, selv om hun godt vidste, at han ikke ville godtage undskyldningen. Det havde lærerne på skolen heller aldrig, når hun havde rapset fra køkkenet. Men hvorfor skulle andre bestemme, hvornår hun skulle fylde maven?

Karkhos’ blik faldt til den klemte humpel brød, pigen havde i hånden og han havde næsten lyst til at sukke. Mad. Selvfølgelig. For et øjeblik overvejede han, hvad han skulle gøre, men til sidst rettede han sig lidt op.
”Kom med mig.” Ikke at hun helt havde et valg, som han ikke slap hendes skulder. Men hans greb var ikke hårdt, bare bestemt. Roligt begyndte han at føre hende igennem mængden af væsner ned mod nogle boder. Normalt ville han være tavs, men han kunne godt fornemme på hende, at hun var utryg, hvilket han nu godt kunne forstå, så han forsøgte sig med lidt venlig småsnak.
”Min navn er Karkhos. Hvad hedder du?” Som sædvanligt når han begav sig ud i at skulle småsnakke var det ret tydeligt, at det ikke var noget, han var vant til. Men han forsøgte da.

Duften af mad lå over deres omgivelser, som de gik ind i mellem de boder, der havde alt fra frugt til en slagter, der skar kød ud i sin bod. Selv Karkhos svage mave måtte give op og rumlede lydløst.  Den var tom og han var sulten. En mand der normalt spiste solide måltider, der passede til hans størrelse og hans aktivitetsniveau, der var rimeligt højt i forhold til hans alder. Hvordan det ville se ud i fremtiden vidste han ikke, men han var forberedt på at tabe et par kilo, som han tvivlede på, at der ville være meget mad uden fast løn. Men den bro måtte han krydse, når han kom til den.

Maela genkendte udtrykket i mandens øjne. Det var udtrykket hun så, hver gang hun tog noget, der ikke var hendes. De voksne, hun tidligere havde opholdt sig omkring, havde været på nippet til at opgive - selv om det unge halvdyr vidste, at det var forkert, kunne hun stadig ikke lade være.
Hånden på skulderen begyndte at føre hende af sted, gennem mængden. Et kortvarigt øjeblik overvejede hun at teleportere, men det havde det med at gå galt.. sidst var hun endt i møddingen. Hun rynkede næsen lidt over stanken, der stadig hang i luften omkring hende.

Eftersom manden ikke så ud til at ville tage brødet fra hende, stoppede hun hurtigt resten i munden og tyggede ivrigt. Det var godt at fylde maven. "Maela." Svarede hun med munden fuld af brød og et lidt mistroisk blik op på den gamle mand. Hvor var han ved at føre hende hen? Hvis det var til arresten, så skulle hun nok stikke af!
"Er du byvagt?" Spurgte hun efter et øjebliks tavshed. Hun så kortvarigt op på Karkhos, før hendes blik blev distraheret af synet af frugt og kød. Hun havde aldrig set så meget mad på ét sted, og hun kunne mærke, hvordan hendes mund begyndte at løbe i vand igen..

Karkhos holdt mere øje med, hvor de gik, end han så ned på pigen, men han kastede et kort blik på hende, som hun nævnte hendes navn. Han kunne godt se, at hun ikke stolede på ham, hvilket han ikke kunne fortænke hende i. Han var en autoritær voksen og hun var… et gadebarn? Hun var tydeligvis ikke fra byen af, men virkede heller ikke til at have et sted at høre til, så gadebarn var vel den rigtige betegnelse. Han følte med hende, men han vidste også godt, at der ikke var så meget han kunne gøre ved det. Plagerne havde gjort mange forældreløse og han som soldat kunne intet gøre. Generelt. Nu kunne han gøre lidt for denne pige, som gik ved ham.

Hendes spørgsmål var vel til at forstå, men hans svar var kort og afvisende.
”Nej.” Havde verden set anderledes ud, kunne han måske have været det, men han måtte nøjes med at have tætte bånd med Byvagten, efter at have arbejdet sammen med dem i mange år i sin ungdom. Han var ikke en byvagt, men han var alligevel en form for ordensmagt. Dog havde han ikke tænkt sig at skabe problemer for pigebarnet, slet ikke i dag, hvor hele hans verden slet ikke hang sammen.

Endeligt nåede de frem til hans mål - en fedladen kvinde stod bag en bod, der duftede vidunderligt af mad. Kødtærter. De bedste, han nogensinde havde smagt. Hun genkendte ham tydeligvis og smilede stort til ham, mens hun skævede mod ungen, han havde med sig.
”Karkhos, hvad kan jeg hjælpe dig med? Du ser lidt bleg ud om næbbet.” En kraftfuld dame, der ikke lod sig skræmme af soldater og autoriteter.
”Det blev en lang nat. Kan vi få fire tærter.” Karkhos lød en smule mere venlig, som han snakkede med damen, men hans hånd slap ikke Maela. Den anden stak han ned i pungen ved sin side for at finde de krystaller, han skulle bruge for at betale.
”Fire tærter til den trætte herre og hans lille ven.” Kvinden blinkede til Maela og fandt maden frem, som blev pakket ind i grove stykker stof for at holde dem varme. Karkhos betalte og tog i mod tærterne. Endeligt slap han pigen for at give hende de to af tærterne. Der var nok mere end hun kunne spise nu, men så havde hun også til næste gang, hun blev sulten.
”Det her mætter lidt mere end brød.” Han brummede og tog selv en bid med det samme, som hans tænder løb i vand ved duften. Han begyndte at gå videre igennem boderne for at komme ud på den anden side, hvor der ikke var så mange væsner.

Maelas blik blev ved med at vandre til menneskemylderet på markedspladsen. Hun havde aldrig set så mange folk og så mange varer på ét sted, og hun følte sig ganske overvældet af de mange indtryk. Automatisk kom hun til at gå lidt tættere på Karkhos - for på trods af, at hans bryske fremtoning og frygten for hendes kommende straf, gjorde hende urolig, var han alligevel det eneste kendte ansigt i den endeløse mængde af folk.

Det korte, afvisende svar fra ham, fik vækket en lille nysgerrighed i hende. Havde han et problem med byvagterne? Var det derfor, han havde kommet hende til hjælp, da den ondskabsfulde byvagt havde fat i hende? Men hvorfor havde manden så behandlet ham med så stort respekt?
Voksne.. og byboere. Hun forstod dem ikke.

Maela kunne med det samme lide damen ved boden. Hun virkede rar, og måden hun blinkede til Maela på, fik hende til at føle sig velkommen. Hendes ansigt lyste op i et forsigtigt smil i retning af damen, mens hendes næsebor udvidede sig og hun tog en kraftig indånding for at lugte al den herlige mad..
Store brune øjne fulgte Karkhos bevægelser, idet han betalte for tærterne, og hun kunne næsten ikke forstå det, da han rakte hende to af dem. Hele to! Omgående satte hun tænderne i dem, afslørende hendes lettere skarpe hjørnetænder. Det smagte vidunderligt. 
Stadig med tærte i munden småløb hun efter ham for at kunne følge med på sine kortere ben. "Tak.. du er en god mand!" Udbrød hun, ordene en smule besværliggjort på grund af alt maden, hun havde i munden.

Maden smagte himmelsk og Karkhos måtte holde sig selv lidt i nakken for ikke bare at spise løs. Maven var ikke helt god, så han måtte hellere spise lidt forsigtigt. Langsomt tyggede han sin mundfuld, mens han lidt raskt gik igennem boderne og ind og ud i mellem de væsner, der befandt sig på den travle markedsplads. Om pigen fulgte med, måtte hun selv om, han kunne ikke gøre så meget mere for hende alligevel, så hvis hun valgte at smutte med maden uden tak, det kunne han godt overleve.

Men hun dukkede op ved hans side med munden fuld af mad og nogle ord om, at han var en god mand. Et brum kom fra ham, som han tyggede færdig og sank. En god mand. Det ville han nu ikke kalde sig selv, langt fra. Men han gjorde da det bedste, han kunne. Først virkede det til, at det var det eneste, han ville svare, men som de kom ud på den anden side af boderne, hvor der var færre væsner, stoppede han op og vendte sig mod hende.
”Der er stor forskel på land og by. Folk holder sig mest til sig selv herinde. Hvis du agter at blive i hovedstaden, så vil jeg anbefale dig at finde et arbejde. Der er mange gadebørn og meget konkurrence.” Der var ikke noget vredt i hans tone, bare den typiske mørke alvor, der altid lå over ham. Han behøvede ikke at vide noget om hende, ikke hendes baggrund eller hendes planer. Hun var bare endnu et gadebarn i en alt for stor flok og han regnede ikke med at se hende igen, når de skiltes.
”Forretningerne og boderne leder ofte efter bud eller anden hjælp, hvilket giver mad eller krystaller. Det er bedre end at stjæle.” Det sidste blev sagt en smule mere strengt, selvom han i bund og grund var ligeglad. Det var ikke hans problem.

Tærten forsvandt hurtigt, og Maela var begyndt at overveje, om hun skulle gemme den anden til senere, eller om hun kunne tillade sig at æde den med det samme. Det ville nok være en dårlig idé - hvem vidste, hvornår hun næste gang ville få mad? Med et lille suk stak hun tærten i den sæk med få ejendele, hun bar, sammen med de sørgelige rester af buen, og så fortsatte hun ellers med at haste af sted i hælene på Karkhos.

Endelig stoppede han op, og hun fik et lidt stædigt udtryk i ansigtet. "Jeg kan sagtens klare mig!" Udbrød hun. Det lød barnligt, og hun havde jo lige bevist, at hun havde haft brug for hjælp med at komme ud af kniben med byvagten. Alligevel var trodsigheden malet i hendes ansigt.
Det holdt dog ikke voldsomt længe, som hun så op på den ældre mand. "..hvor tror du, jeg vil have den bedste chance?" Spurgte hun - nu lidt mere spagt. Hun kunne nok godt finde ud af at arbejde i en bod, men ville de tage imod hende? Hendes hånd gik automatisk til de pjuskede ræveører, der var gemt bag manken af rødt hår. Man skulle ikke se særlig længe på hende, før man fandt ud af, at hun ikke helt var menneske.

Karkhos ændrede ikke udtryk, som pigen påstod, at hun kunne klare sig. Måske det var sandt, men han havde en fornemmelse af, at hun var længere ude end hun kunne bunde her i storbyen. Hun kom fra landet og byen var et indviklet sted i forhold til de bondesamfund, der var rundt omkring.
Han sukkede let, som hun lidt mere spagt spurgte, hvor hun ville have den bedste chance. Ærligt talt havde han ikke rigtigt styr på gadebørnene, hvorfor skulle han? Det var ikke en del af hans arbejde at vide noget om det. Han vidste dog lidt, han var trods alt ven med en byvagt, der gik meget op i dem.

”Jeg ved det ikke. Men jeg tænker, at Katinka, kvinden i den bod vi kom fra, ville være en god start. Måske hun kan henvise dig til en anden, skulle det være.”
Larmen på markedet gik stadig Karkhos på, hans hoved dunkede stadig efter alkoholens påvirkning. Han bed endnu en gang i tærten og tyggede på den velsmagende blanding. Normalt ville han ikke spise midt i en samtale, men hun var et barn og han var sulten. De brune øjne hvilede på hende. Han havde for længst opdaget, at hun var et halvdyr, men det betød ikke så meget for ham. Han dømte ikke folk på deres racer. Ikke som dem, han arbejdede for.

Maela nikkede tøvende, langsomt. I nærheden løb nogle gadebørn forbi og hendes blik søgte dem automatisk. Hvor holdt de mon til? Inden det blev alt for sent, ville hun blive nødt til at finde sig et sted at søge ly for natten. Hun, der var vant til skovenes lyde omkring sig, var ikke sikker på, at hun ville være i stand til at lukke et øje i byen. Men det vigtigste ville også være, at der var sikkert omkring hende..

"Tak.." Sagde hun til Karkhos. Hun var standset op nu, med et blik tilbage på markedspladsen. Måske ville det være bedst at få overstået med det samme - det med at spørge Katinka, om hun kunne få lov til at arbejde i boden. Tanken tiltalte hende, for kvinden havde virket rar.
"For det hele altså. Jeg skal nok lade være med at forstyrre dig mere.." Hun stod og trippede lidt. Idet hun trak vejret ind gennem næsen, ramte den svage lugt af alkohol igen hendes næsebor. Hun brød sig ikke om lugten. "Vær god at holde dig fra flaskerne i aften.. vil du ikke nok?" Tilføjede hun forsigtigt. Hun brød sig ikke så meget om den måde folk opførte sig på, når de havde drukket.

Karkhos lod sit blik hvile på pigen, som hun sagde tak og så tilbage mod pladsen. Han nikkede langsomt og sank sin mundfuld for at sige til hende, at hun skulle passe på sig selv, men hun kom ham i forkøbet og hendes ord sendte et stik igennem ham. At sådan en bette ræv bekymrede sig for ham. Et svagt, men oprigtigt, smil kunne skimtes i skægget og han rakte ud og rørte blidt ved hendes skulder.
”Bare rolig, jeg har ikke planer om at gentage det lige foreløbigt.” Han havde det ikke dårligt med at have taget en aften i bunden af en kande øl, men det var i forvejen næsten aldrig noget han gjorde.

Han tappede hende et par gange på skulderen med fingrene, inden han trak sig tilbage.
”Pas nu på dig selv. Og lad være med at frygte byvagterne, de fleste er ganske fredelige. Så længe man følger reglerne.” De sidste ord blev fulgt af et lidt skarpt blik, der dog ikke fjernede det venlige i hans brune øjne. Han tøvede kort, men vendte så rundt og begyndte at gå. Der var ikke mere, han kunne gøre for et gadebarn lige nu. Han havde sine regne problemer. Mange af dem og de lå og ventede på ham, når han havde spist sin mad og fyldt sin mave. For hvad skulle han gøre nu? Han nåede ikke mange skridt, før hans tanker havde forladt pigen og i stedet bevægede sig til to voksne kvinder.

// Out

Maela opfattede det lille smil i mandens skæg. Selv om han virkede lidt belærende, var det også tydeligt, at han havde hjertet det helt rigtige sted. Hun besluttede sig for, at hun godt kunne lide ham - og ikke bare fordi, han havde givet hende mad. Begejstret faldt hendes tanker på tærten, der stadig var i hendes taske. Det var længe siden, hun havde været i stand til at fylde maven helt..

"Tak skal du have! Jeg skal nok gøre mit bedste." Svarede hun med et rævesmil - så havde hun heller ikke lovet for meget. Hun havde aldrig helt forstået det der med "dit og mit" og hvorfor folk blev så vrede, når hun tog noget, der ikke helt var hendes. Når folk havde rigeligt med mad, hvorfor kunne hun så ikke få noget af det?
Hun forlod ham og satte kursen mod markedspladsen igen. Hun ville snakke med Katinka og derefter finde sig et roligt sted. Indtrykkende fra byen var stadig overvældende for en ung pige som hende, der aldrig havde besøgt den før.