Sted: Vandfaldet
Tid: Midt på dagen
Vejr: En smule blæsende, men solen skinner og der er overraskende lunt

Kronos gode ører havde fanget lyden af faldende vand, inden hans knapt så gode øjne havde set vandets glimten i solen. Ansigtet med det græslignende skæg, manglende næse og lyseblå øjne var lyst op i glæde. Et vandfald! Endda med en dejlig sø under sig! Hurtigt var han småløbet derhen, havde endda skræmt en lille flok hjorte, der stod og drak. Men han var ikke sulten, han var meget mere optaget af det smukke vandfald. 
Lidt forsigtigt, ikke helt sikker på, hvor dybt der var, vadede han ud i vandet. Det var ikke så dybt, selvom det nok var for dybt for de små mennesker til at nå bunden. Det blev dog ikke nødvendigt for ham at svømme, selvom han faktisk var en ret god svømmer. Selve vandfaldet var ikke så stort, der kom ikke meget vand ud, ikke som det kolonorme, der havde været i dalen, hvor han kom fra. Men det var stort nok. Og højt nok, som han kunne rejse sig på to ben og bakke ind under det. 

Kronos elskede vand og tog gerne en dukkert i alle de søer, han mødte på sin vej. Hvis de var store nok. Vandet vaskede skidt og møg af og fik hans ru hud til at klø mindre, som insekter og andet kryb ofte forlod ham, når han dyppede den store krop i vand. Og det kunne endda virke til, at noget af al beplantningen i hans hud var glade for en dukkert. Ikke at det interesserede ham, han var lidt ligeglad. Nej, han elskede bare at bade. Det gjorde ham glad.

Så der stod han nu, under den kolde strøm, og nød det med lukkede øjne. Fuglene fløjtede i træerne omkring ham, nogle skældte ud over hans tilstedeværelse. Freden var perfekt, kun forstyrret af det store bæst, der bevægede sig lidt for at lade vandet ramme ned på forskellige steder på hans ryg og hoved. Han var ikke opmærksom på sine omgivelser, for han havde ikke set et eneste menneske eller andet væsen i flere dage. Og dem han havde set, var flygtet ved synet af ham, så han havde ikke nogen fornemmelse af at være i fare.
En brummende nydende lyd kom fra ham. Ah, det var skønt med et bad!

Neesja havde været væk hjemmefra et godt stykke tid. Det var ikke ligefrem så tit, hun kom så langt sydpå, men hun havde fået en speciel ordre på skind fra dyr, hun ikke normalt kunne finde i Elverly, så hun var derfor søgt til Medanien, hvor hun vidste, hun kunne få fat på de eftertragtede skind. Hun var dog bare ikke stødt på dyret endnu, hvilket var usædvanligt. Normalt var hun god til at spore, men hun havde ikke fundet nogle spor at følge, så det gjorde det lidt svært.

Hun havde været her en tre dages tid, da hun faldt over en sø med et tilhørende vandfald. Hun havde været langt mere fokuseret på ferskvandet, og hun havde derfor til at starte med ikke bemærket det store væsen, der stod under vandfaldet. I øjenkrogen lignede det egentlig bare et klippeudspring, der afbrød vandfaldet og delte det i to. Det var først, da hun havde bukket sig ned og stukket hænderne i vandet for at løfte det op, så hun kunne drikke, at hun hørte en brummende lyd, hvilket fik hende til at se op, og hun havde instinktivt lagt hånden på den lange kniv, der han horisontalt på lænden. Hvad hun tidligere havde troet var et klippeudspring viste sig at være et væsen. "Åh undskyld. Jeg vidste ikke, der var andre her. Jeg kan godt gå, hvis jeg forstyrrer?" sagde hun, som hun nysgerrigt betragtede det store væsen. Hun havde ikke set noget lignende før.
Hun var ikke sikker på, om dette forstod krystallisk, så hun gestikulerede med kroppen for at vise, hvad hun mente. Hun var rimelig god til det, fordi hun før havde været ude for at have mødt væsner, hun ikke delte sprog med, og det var langt den nemmeste måde at kommunikere på.

Hun samlede buen op, hun havde lagt fra sig, da hun ville drikke. Pilene var i et kogger, der hang i et bælte ved den højre hofte. Hun var i dagens anledning iført en top, der dækkede helt ned til bukserne. Begge dele var i en mørkebrun farve. I bæltet havde hun adskillelige tasker og på siden af det højre skinneben havde hun en mindre dolk fastspændt.
Tungen spillede et øjeblik ud af munden, og hun opfangede "dufte" fra væsnet, der indikerede, at det tilhørte naturen, så hun gjorde sit bedste for at vise dette respekt. Hun respekterede generelt alle skovens væsner og dyr. Udefrakommende var en anden ting. Hun var ikke just glad for mennesker, fordi de havde en tendens til at ødelægge naturen.

Han havde stået med øjnene lukket længe, bare nydende vandet og freden. Men da han hørte en stemme, gav det et ryk i ham og der kom et grynt af forskrækkelse fra ham. Hans blik gled hurtigt over omgivelserne og han fik øje på et væsen ved kanten af den lille sø. Ikke et væsen hvis race, han kunne genkende, hvilket straks gjorde ham mere vagtsom. Ikke at han havde mødt alt, hvad der var værd at møde, så meget havde han ikke rejst rundt endnu. Men det var ikke til at vide, hvem der var farlig eller venlig.
Væsnets venlige ord var dog nok en medvirkende faktor til, at Kronos først blev stående, en smule stivnet, i stedet for at gøre noget overilet som at hidse sig op eller forsøge at flygte. Ikke at han var bange, men det var nu den bedste måde at undgå problemer på.

Han havde forstået, hvad hun sagde, men hun fortsatte med at gentage det via kropssprog. Langsomt gled han ned på alle fire og lagde hovedet på skrå. Hun forstyrrede ikke, han havde ikke noget i mod at dele den lille sø med andre, hvis de var fredelige. Hvordan skulle han lige udtrykke det? Han var lige ved at skulle løfte en hånd for ved tegnsprog at vise, at hun skulle blive, da hun samlede sin bue op. Straks fik han et mistroisk udtryk i ansigtet og frøs til stedet. Nok var der ingen pil på strengen, men han var før blevet skudt af en bue og pil og han vidste, hvor ondt det gjorde. Hans næsehuller åbnede sig på vid gab, som han snusede ind og forsøgte at finde ud af, om der var fare på færde. Det virkede ikke sådan, så langsomt slappede han af igen og gjorde som han først ville. Løftede en hånd, pegede på hende og så på vandet. Du. Bliv her. Det blev efterfulgt af en brummen, som han bevægede sig igennem vandt i mod bredden et godt stykke væk fra det fremmede væsen.

Neesja havde set lettere vagtsomt på væsnet, da dette havde set aldeles vagtsomt ud ved synet af buen. De smalle pupiller i de havblå øjne betragtede ham let, som han så ud til at slappe lidt af igen. Det havde ikke været hendes hensigt, at væsnet skulle føle sig truet. Hun havde bare været klar på at gå, hvis det var det, væsnet ønskede. Hun ønskede ikke ligefrem at forstyrre andre i deres bad. Det lå til hendes natur at respektere andres blufærdighed, hvis denne fandtes.

Neesja så dog interesseret til, som væsnet gjorde tegn til, at hun gerne måtte blive. Det havde forstået, hvad hun mente, men hun var ikke sikker på, om det forstod hendes sprog eller tegnene. Hun nikkede dog mod ham. "Tak" sagde hun og lagde igen buen fra sig. Så gik hun på hug og brugte begge hænder til igen at "samle" vand op, så hun kunne drikke. Vandet var dejlig køligt i kontrast til den ellers varme sol. Normalt var varmen ikke et problem for hende, men i de sidste par dage havde det alligevel været i overkanten, og hun kunne ikke selv regulere sin kropstemperatur, så hun havde til tider været nødsaget til at holde sig i skyggen for ikke at overophede, hvilket havde kostet hende en del tid.

Da Neesja var færdig med at drikke, satte hun sig ned og stak fødderne i vandet med et behageligt udtryk i ansigtet. Hun lod buen ligge på jorden, for hun ville ikke virke truende over for væsnet. De blå øjne rettede sig igen mod dette, og hun sendte det prøvende et smil. "Mit navn er Neesja" introducerede hun. Hun var ikke sikker på, om væsnet faktisk kunne tale, men hun prøvede alligevel at fastholde den venlige stemning, hun havde prøvet at sætte op tidligere, og som væsnet faktisk lod til at acceptere. Hun var fortsat lidt i tvivl, om om det kunne forstå hendes sprog, men det fandt hun vel definitivt ud af nu.

Det virkede ikke til, at det andet væsen var bange for ham, hvilket var forvirrende. De fleste, der tilfældigt stødte på ham, reagerede altid som om, at hans første gerning ville være at trampe dem ned. Han var stor og lignede ikke noget andet, han var stødt på. Et monster. Et ord der ofte blev kastet efter ham, hvilket var lidt sårende, men han forstod det godt et eller andet sted. Så han blev ikke fornærmet.
Men dette væsen havde ganske høfligt spurgt om hun måtte benytte sig af søen, ja hun havde endda ikke rettet sit våben mod ham, da hun havde optaget ham i vandfaldet. Det var underligt og han vidste ikke helt, hvordan han skulle reagere på det.

Som han kom op af søen, rystede han sig så vandet stod i en fin sky omkring ham. Det dryppede dog stadig fra ham, planterne på hans krop lå flade efter presset fra vandet og det dryppede fra hans græslignende skæg. Men det generede ham ikke, han frøs ikke, faktisk var der pænt varmt her i forhold til hans hjemsted. Han havde ikke samme bekymringer som de mindre, lyserøde væsner. At være våd var ikke specielt farligt, slet ikke her. Det var jo heller ikke ligefrem fordi, at han skulle have tøj på, som skulle holdes tørt. Nej, han havde intet tøj og ejede intet blufærdighed, hvorfor skulle han? Tøj var en sær opfindelse.

Hans blik forlod dog ikke væsnet, da han rystede sig og fandt sig en plet, han kunne sætte sig på, det ene ben bukket og det andet strakt frem foran sig. Han havde brug for en pause i sin rejse og her var der vand. Søen virkede ikke helt stor nok til at have fisk i en størrelse, der var værd at forsøge at fange, så mad måtte han finde et andet sted. Han var heldigvis ikke så sulten lige nu, da han havde spist en hjort dagen før.
Væsnet - som han antog til at være hunkøn, selvom han egentligt ikke vidste det og egentligt også var ligeglad. Det var ikke så vigtigt for ham - talte til ham. Noget med et navn, han straks forsøgte at gentage oppe i hovedet. Udtale var svært for ham, men dette virkede ikke såå svært. Han pegede på sig selv, som han udtalte sit eget navn så tydeligt som muligt. På vildtroldsk lød det mest som en form for knurren, men Asher havde gjort det lettere at udtale og han forsøgte at sige det som hende.
"Kroonoos." Der var lidt lange o'er i hans stadig lidt knurrende udtale, men de fleste plejede at ramme nogenlunde rigtigt, når de gentog.

Neesja havde ganske vidst aldrig set noget lignende som væsnet, der nu valgte at kravle op af vandet og ryste sig. Hun fulgte denne med blikket. Hun tog sig ikke af de enkelte vanddråber, der ramte hende. Hun var ikke ligefrem bange for at blive våd. Faktisk følte hun sig godt tilpas i og omkring vand. Det havde højst sandsynligt noget med hendes gener at gøre, men Neesja havde som sådan aldrig rigtig tænkt over det. Det var bare en del af den, hun var.
Neesja frygtede ikke væsnet, fordi det som sådan ikke havde set fjendtligt ud til at starte med. Som altid med skovens væsner var hun forsigtig, når hun mødte noget, hun ikke havde set før, men hun var som sådan ikke bange for dem. Typisk hvis man blev angrebet, var det ens egen skyld, vidste hun, så hun gjorde så vidt muligt alt for ikke at provokere væsner, om det så var lavere eller højere intelligente. Denne virkede dog til at være lige i mellem. Den kunne forstå, hvad hun sagde, men det virkede som om, den manglede noget ordforråd. Om det var fordi, den ikke kendte sproget, eller fordi den generelt bare ikke var super intelligent var endnu ikke til at sige.

Da væsnet selv præsenterede sig, blev det dog tydeligere, at det besad en rimelig intelligens. Det virkede dog til, at det var svært at udtale sproget, hvilket fik Neesja til at være ret sikker på, at væsnet endnu ikke havde lært krystallisk flydende. Som hun betragtede det, prøvede hun stadig at regne racen ud, men hun havde temmelig svært ved det. Det nærmeste ville være en trold, men trolde var som regel en anelse mindre, og de gik oftest på to ben og ikke fire. Hun sendte væsnet et svagt smil. "Kronossss" gentog hun, men hun endte med at holde sig for munden, da hendes tunge havde spillet i øjeblikket, som hun havde prøvet at udtale navnet. "Undskyld. Jeg prøver lige igen. Kronos? Er det rigtigt?" spurgte hun nysgerrigt og satte sig langsomt ned i skrædderstilling. De havblå øjne betragtede væsnet lidt, nu hvor det var kommet op af vandet. Det så ud som om, natur voksede på ham (hun var ikke sikker, men noget sagde hende, at det var hankøn). På kæben sad græs som egentlig lignede skæg. Neesja fandt det utroligt fascinerende. Aldrig nogensinde havde hun set noget lignende. Det så næsten ud som om, væsnet var født af jorden. "Det er rart at møde dig" sagde hun efter et stykke tid og sendte Kronos et nyt smil, som hendes blik igen rettede sig mod væsnets øjne.

Den første udtale af hans navn var lidt anderledes, fordi en slangetunge gled ud mellem kvindens læber og fik hende til at trække s’et ud. Nogle ville måske finde det morsomt, men Kronos reagerede slet ikke på det. Han fandt ikke andre væsners naturlige kroppe. Sådan var de født, sådan ville naturen det, hvorfor skulle man finde det morsomt? Så skulle han grine af hver eneste lyserøde skabning i hele landet og det ville da også bare være dumt.
Anden gang lød det mere som det navn Asher havde givet ham og han nikkede let. Kronos var hans navn. Selvom man kunne nu kalde ham, hvad man ville og han ville reagere på det. Han tog det ikke så tungt.

Stilheden lagde sig, men han slap hende ikke med blikket. Han var ikke helt tryg ved hende, selvom hun ikke virkede farlig. Men hendes alt for afslappede reaktion på hans tilstedeværelse forvirrede ham. Det var ikke noget, han havde prøvet før, ikke andet end dengang Asher frelste ham fra troldejægerne. Men han havde også opdaget, at Asher var anderledes end de andre.

Væsnet talte til ham igen og han rynkede kort panden, stadig forvirret. Rart at møde ham? En brummen kom fra ham og han rejste sig for at gå ud i søen igen på alle fire. Med en stor hånd løftede han vand til ansigtet og drak. En bevægelse han gentog et par gange. Der kunne være langt mellem drikkevand og han fyldte altid maven op, når han havde muligheden. Han havde ikke tænkt sig at forsøge at sige noget. Det var ikke helt normalt for ham at reagere sådan, men han vidste simpelthen ikke, hvordan han skulle håndtere dette overdrevent venlige væsen, der overhovedet ikke var bange for ham.

Neesja svarede med et smil, da Kronos nikkede, men hun sagde ikke noget. Det var rigeligt for hende, at væsnet havde accepteret hendes udtale. Han virkede som sådan ikke uintelligent, men det var samtidig ganske tydeligt, at han talte meget lidt krystalliansk. Desuden var hans udseende noget primitivt, så hun gættede sig til, at hvilken race, han nu måtte have, så var den ikke udviklet til sofistikeret socialitet. På den anden side virkede det dog til, at han havde haft noget undervisning i sproget, for han havde til en hvis grad forstået, hvad hun sagde (hvis han da ikke havde forstået hendes tegnsprog til punkt og prikke).

Neesja gengældte væsnets blik med en lettere nysgerrig mine. Hun kunne ikke helt greje blikket, men hun fandt noget... varsomt over det? Hun var ikke helt sikker, og lettere nervøst bed hun sig i læben. Hun ønskede ikke, at Kronos så hende som en trussel, men hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre for, at hun ikke var det. Ganske langsomt, så væsnet kunne følge alle bevægelser, skubbede hun buen længere væk fra sig. Så rejste hun sig og løsnede bæltet, så den lange kniv, pile og de mange tasker faldt til jorden. Til sidst løsnede hun spænderne ved skinnebenet, så den mindre kniv også faldt til jorden. Herefter skubbede hun det hele væk fra sig med foden, inden hun langsomt trådte ud i vandet.
Så snart hun trådte ud i brysthøjde og begyndte at svømme, kunne man tydeligt se, at det ikke var uvant for hende at være i vandet. Med det samme dykkede hun under vandet. Der gik dog ikke længe, inden hun kom op igen. Hun trådte vande, mens hun med hænderne fjernede håret fra ansigtet, inden hun gav sig til at drikke af vandet.

Kronos drak et par håndfulde mere, mens hans blik hvilede ud af øjenkrogen på det mystiske væsen. Den begyndte at tage sine våben af sig. Igen fik det Kronos til at spænde svagt op, men han flyttede sig ikke, fortsatte med at drikke. Opmærksomt og anspændt. Da den anden begyndte at gå ud i vandet stoppede han og rettede sig lidt op. Så direkte på hende som hun kom nærmere.
Og så var hun væk. Under vandet. Der var for meget bevægelse i vandet, for meget genskin til, at han kunne se, hvor hun var henne. En utryg brummen lød fra ham og han bakkede langsomt op på bredden igen, ikke villig til at tage chancen, om det tilsyneladende venlige væsen viste sig at være farlig under vand.

Hun kom op, lige som han hev den sidste hånd op af vandet. Selvom hun stadig ikke virkede fjendtlig, besluttede Kronos sig for, at han ville videre. Der var nok også vand længere fremme og lige nu havde han fået nok. Og han trængte til at hvile lidt, hvilket han ikke følte sig tryg nok til at gøre her. En bakketop i græsset var et bedre sted, der kunne han holde øje med sine omgivelser og være alene.

Med et kort længselsfuldt blik mod vandfaldet, begyndte han at vende rundt for at gå. Han ville se, om han kunne finde tilbage hertil en dag, men han havde ikke rigtigt styr på, hvor han var henne i verden. Han kunne finde nord og syd ved hjælp af solen, månen og stjernerne, men han havde ikke noget indre kort over, hvor han havde været eller hvor han var på vej hen. Han navigerede ved genkendelse af sine omgivelser, men siden han aldrig havde været væk fra bjergene før, var det hele nyt for ham. Han gik som vejen ledte ham og nogle gange gik ham i cirkler, fandt ting, han havde set før. Andre gange var alting nyt for ham lige meget, hvor han gik hen.

Lukkes grundet inaktivitet