De store dobbeltdøre til paladsets balsal svingede op som åbnet af en magisk hånd og afslørede det højloftede rum, hvor tusindvis af små, lysende krystaller hang fra loftet. På alle overflader i salen brændte vokslys, omhyggeligt placeret og tændt af Kiles Orden, som i stor mængde var til stede ved midvinterballet. Overalt blandt de fornemt klædte gæster, bevægede de sortrobede skikkelser sig rundt. Bønner til Kile og små læresætninger fra hendes bøger blev hvisket i krogene.

De almindelige balgæster accepterede høfligt Ordenens tilstedeværelse, men manglen på én særlig race var tydelig dette år. Normalt var gæster fra Elverly altid inviteret til ballet, men i år var elverfolk ikke længere accepteret i Hovedstaden.
I ugerne efter Ordenen havde smidt samtlige spidsørede byboere ud gennem portene, var symboler for Avanya blevet fjernet og brændt overalt i byen. Ingen turde længere hviske elvergudindens navn af frygt for at komme på Ordenens forkerte side.

"Velkommen til midvinterballet!" En klar stemme lød over balsalen, og gæsterne løsrev sig fra dans, mad og drikke for at se op mod balkonen, hvor Lysets Dronning var kommet til syne. De var første gang man så hende i disse mange måneder og en hvisken gik gennem salen. Så hun syg ud? Var der noget anderledes ved hende?
Der var dog ikke meget tid til at betragte dronningen, for så snart ballet officielt var blevet åbnet, forsvandt hun igen, og blev i stedet afløst af Leoric Emhyrean: Dronningens talsmand og ypperstepræst for Kiles Orden. Han startede en bøn til Kile efterfulgt af en prædiken, der blandt andet i alvorlige toner fortalte om skovelvernes brutale mord på Kiles præster.

Musik og skjaldesang vendte langsomt tilbage til festsalen. Årets midvinterbal var i gang.


Praktisk info: Efterlyste karakterer, racer og elverfolk har ikke adgang til ballet medmindre de er i stand til at skjule sit udseende.
I år er baltråden en reaktionstråd. Det vil sige, at man nøjes med at skrive én post med sin karakter i denne tråd. Hvis man ønsker at fortsætte spillet under ballet, kopierer man sit balsvar ind i et seperat emne og efterlader et link til dette i bunden af sit svar i denne tråd.

Ligesom med Lysets Dronning, var Isaris ypperstepræstinde efterhånden et sjældent syn, i hvert fald udenfor katedralen. Hvor man før i tiden kunne have stødt på hende på markedspladsen, skulle man nu være heldig hvis man så hende i tempelhaverne. Hvis man kom til prædikerne i Isari katedralen, så var hun stadig at se og snakke med. Hun var ligeså varm som hun plejede at være, og lyttede til hvad de troende havde at sige.
Grunden til at Reina ikke længere var at finde så langt væk fra katedralen var simpel. Det var ikke længere trygt. Det havde være en langsom process. Først mistede de en stor del af dem der gik i templet, og begyndte at blive mødt med en hvis form for foragt. Da Skovelverne så havde erklæret krig mod Lyset, og Avanya præsterne blev udsat. Der begyndte det virkelig at kunne blive født i Isari katedralen. De havde taget præsterne ind, der var for bange for åbent at bede til deres gudinde, men i Isaris katedralen var de velkomne. Avanya var en af underguderne for Isari, og derfor var det ikke underligt at Reina lod dem være der, og selvom de ikke havde et alter i den store katedral.

Der havde været mange overvejelser dagene op til midvinterballet. Reina var ikke ligefrem tryg i at være omgivet af Kiles Orden på den måde hun ville være, hvis hun tog afsted, men hun havde behov for at vise at hun ikke ville stå ned. Hun ville aldrig skamme sig over Isari, og før eller siden måtte dronningen også se at hun var på den forkerte side. Det her kunne i hvert fald ikke vare ved.
Det var så også derfor at Reina kom ind i den store balsal med hovedet holdt højt, og hendes fineste præsteklæder. Ikke at nogen af præsterne egentlig gik særlig fint påklædt, men det var en nyere kjole. Den var kridhvid, med guld der strålede pragtfuldt, plus den store halskæde der viste Isaris symbol. Hendes hår var stadig simpelt. Et par enkelte fletninger der samlede hendes hår omme bag hendes hoved.

Der var en hvisken og øjne der fulgte hende, som hun trådte indenfor, men hun foretrak ikke en mine. Hun havde to præstinder med sig, som så noget mindre tilpasse ud, men de prøvede at forholde sig roligt som de gik efter hende. Heldigvis kom Dronningen frem kort efter de var ankommet. Reinas hjerte sprang næsten et slag over, som hun kun fik det korte glimt af sin dronning, før Leoric tog over med en bøn og prædike. Reina lyttede, men det var alt hun gjorde. Hun stod som en af de eneste i rummet og nægtede at bede med de andre til Kile. Det var ikke hendes gud!
Som musikken vendte tilbage, begyndte blikkene også, men Reina gjorde ikke noget ved dem, andet end at stille sig over til siden med sine præstinder og kigge ud over salen, for nu. Hun håbede at folk var nok i festhumør til at de tre af dem ikke ville blive forstyrret af ballademagere, og dem der mente at Isari skulle brænde sammen med Avanya.

Link til tråd

Midtvinterballet var en stor begivenhed i Krystallandet, og især i Hovedstaden og for den borgere. Alle var inviteret til denne storslået fest, med forbehold selvfølgelig. Dette var første gang at Agnes skulle deltage i dette bal, og så bestemt frem mod en lang og behagelig aften i et godt selskab med byen og landets borgere. Agnes kom fra en fin familie og normalt plejede forældrene at deltage i denne festlighed, men denne vinter var hun den eneste som repræsenterede familien. Hun var iført en figursyet kjole i et blødt og let stof, som utrolig flot på hende. Kjolen var i en hvid farve og havde en pels siddende ved kraven. Kulden havde sænket sig over landet, og derfor var denne kjole også tilpasset dette, og havde stadigvæk en lille mulighed for at holde hende varm. 

Balsalen var bestemt ikke noget koldt sted, men her var en god varme. Dannet af mennesker, stearinlys og varme kilder. Alt andet, ville være at klage over. Der var allerede troppet mange op på stedet, og hun var klar over at hun måske ikke kendte så mange, måske ingen. Musikken var festlig og der var dækket op til en storslået buffet.
Der gik ikke længe før musikken stoppede og Dronningen fandt frem til et podie hvor hun bød folk velkomne til denne fest. Dette var første gang at Agnes havde set Dronningen. Ellers en person som man havde hørt meget om, men kun rygter. Men nu stod hun der, og så nærmest syg ud. Ikke sådan man havde forventet at se denne kvinde.

Kort efter at ballet var åbnet forsvandt hun igen. Musikken startede og Agnes søgte ud på gulvet for at finde en dansepartner, en at snakke med eller måske noget mad.

Åben tråd; http://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=10464&currentpage=1#540504 ift. bal.

Det var ikke første gang, at Ileana befandt sig i den storslåede balsal, der hørte Krystalpaladset til. Trods hendes lidt anderledes livsstil og knapt så velsete race, var hun stadig adelig - endda igennem flere giftemål - og hun var inviteret som så mange andre. Det var dog sjældent, at hun takkede ja, som hun ikke følte sig tilpas blandt alle disse Lysets Krigere og paladsets vagter. For mange skarpe våben, der kunne separere hendes smukke hoved fra den underskønne krop. Men i år var hun her ikke alene. Den ældre herre, der så venligt havde udlån jagthytten ved Azurien, havde bedt hende om at følges med hans ene søn, som åbenbart ikke havde tænkt sig at bringe arvinger til familien, da han ikke var interesseret i kvinder. Den ældre herre var absolut ikke tilfreds, men siden datteren var for ung til at repræsentere familien, havde han lavet nogle krav og nu var hun her, med en mand der ingen interesse havde i hendes skønhed. Det skete ikke så ofte.

Hun blev ved hans arm, indtil alt det sludder med en bøn og en prædiken var ovre. Hun skjulte kedsomheden godt. Hun elskede at kende hemmeligheder og hun elskede at mænge sig med personer med magt, men selve det politiske spil interesserede hende ikke. Og kilepræster? De ragede hende ikke, så længe de ikke var et problem for hende. Hun var dog godt klar over, at de snart nærmede sig et problem, men hun var gammel, havde overlevet meget og dette virkede som blot endnu en sten smidt i historiens sø. Det ville skabe bølger i verden omkring hende, men alting ville falde til ro igen. Hun ville overleve og finde en måde at blomstre på i problemerne.

Efter et par hurtige ord med den unge adelige mand, der var glad for at slippe af med hende, bevægede hun sig ud i salen. De isblå øjne gled rundt, lige så kolde i følelser som i farve. Hun var på jagt. Som altid. Ikke af blodslyst, som hun havde sørget for at drikke inden, men af lyst til mere. Mere magt, flere krystaller, mere viden hun kunne bruge i mod de svage mænd, som hun brugte sit liv til at udnytte og udradere. Hvem vidste, måske hendes næste titel befandt sig her i salen? Eller måske en nat i en ny mands seng og endnu en hun kunne trække rundt ved næsen?

Et svagt smil prydede hendes smalle læber, som kjolen, der afslørede mere hud end godt var, som den uden stropper, så ud til at være malet på hendes overkrop, ned over hendes liv for derefter ved hendes hofter at vælte ud i et vandfald af gult, nærmest gyldent stof, prydet med gyldne tråde og glimtende sten, næsten levende bevægede sig om hende. En halskæde med klare sten, matchende et par øreringe, snorede sig lokkende mellem hendes kraveben og ned mod kavalergangen. Hendes gyldne hår var kunstfærdigt sat med fletninger, snoet om hendes hoved, hvor den perfekte hvide hud var pyntet let med rosenrødt, der blot understregede hendes naturlige skønhed. En kvinde så æggende og lokkende, smuk og med så tydelig en attitude, at hun fik hoveder til at vende sig. Og det varede heller ikke længe, før den første bejler bad om en dans.

Skønheden bedrager

En tur i hovedstaden var altid spændende, men når den var sammenfaldet med en af byens store højtider, skulle man da være en skarn hvis man ikke udnyttede det, og fik sig selv inviteret!

Det havde taget lidt benarbejde, og en enkelt kniv til et blødt mellemgulv, men Jezebel havde fået inviteret sig med som en enlig adelsmands +1, og havde så kort efter ankomsten fået undskyldt sig.

En dyb rynke opstod mellem de mørke øjenbryn da Lysets Dronning trådte frem og tiltalte folket. Hun virkede noget... mindre i person, end Jezebel havde forventet. Halvdæmonen var ikke ligefrem politisk interesseret det meste af tiden, men selv hun havde da hørt Dronningens væsen malet op og ned af væggene i mere eller mindre flatterende vendinger afhængigt af selskabet. Hendes fremtoning her kunne dog ikke beskrives som andet end tam!
Kiles ypperstepræst der trådte frem bagefter derimod, ja det var en mand man lyttede til! Eller lod som om man lyttede til i hverfald. Jezebel havde mere travlt med at forsøge at regne ud hvordan han havde gjort det, og se tilpas ærbødig ud imens, så ingen af de forbipasserende Ordensmedlemmer fandt på at kigge nærmere efter hvem hun var.

I dagens anledning var hun iklædt en tung fløjlskjole, mørk som midvinternatten med undertoner af lilla, akkompagneret af en halvkappe i tungt brokadestof med søvlgrå pelskant, der lå over hendes højre skulder. Til trods for klædernes tyngde og tunge farver, bevægede hun sig med let elegance. Hendes gyldne diadem var udskiftet med en intrigant frisure der faldt nedover en del af hendes ansigt. Hun ville nødig fremstå for arrogant. Det var trods alt ikke hendes fest.

Efter de obligatoriske kedsommeligheder var overstået, satte Jezebel fluks mod det nærmeste glas vin, for derefter at finde sig en dansepartner der var lidt mere livlig end dem hun var van til hjemmefra.

Festligheder havde allerede startet på Det Halve Svin så langt væk fra Krystalpaladset som nu var muligt. Stemningen der havde været tung, nu hvor det velkendte ansigt med de spidse ører ikke var der til at servere øllene, men det havde ikke afholdt Alran fra at tage den ambergyldne væske indenbords. Den eneste stor forskel var manglen på slåskampene og intense skænderier. Det virkede til at de få folk der var til stede i stedet bare havde brummet arrigt og forladt kroen. Det var kun de absolutte stamkunder der havde beklaget sig - med forsigtighed, skulle det lige siges - om, hvordan kromutteren var blevet jaget ud af staden.
Alran havde ikke selv haft meget med halvelveren at gøre, eftersom at Det Halve Svin ikke normalt var, hvor han drog hen for at bedøve sine nerver og destruere hjerneceller nok til at kunne få et par timers lukøje uden at blive plaget af mareridtene. Mareridt som heldigvis virkede til at forsvinde igen. Det var også på tide. Det var over et halvt år siden, at de dæmoniske plager var overstået.

Da dét skete, lå Alran blot i sin seng. En arm liggende på panden. Og et let greb i buksekanten med den anden hånd. Den beskidte skjorte lå var smidt på gulvet. Og med hans øjne lukkedes blødnede hans hårde ansigtsudtryk næsten helt op. Han måtte have været lige på kanten til at falde ind i en dyb søvn, da den kolde hånd lagde sig mod hans nøgne brystkasse, så han havde ikke nået at hører de muligt listende skridt i hans værelse. Det var meget døsigt, at han vågnede op og lige nåede at løfte hovedet en smule for at se bedre, hvad der foregik, inden hans omgivelser blev fuldkommen forvrænget for så at blive skiftet ud med et smykt oplyst loft. Det tog ham ikke mere end et splitsekund at lægge mærke til, at han svævede. Og at han tilmed faldt. Der var ikke langt til gulvet, så han havde ikke tid til at reagere ordentligt. Men til trods for den korte afstand gjorde det hårde mamorgulv ikke godt for et direkte slag mod rygsøjlen.
Folk iført pæne og fine klæder stod nu omkring ham, som han lå og ømmede sig noget gevaldigt. Med en hvis afstand til ham, selvfølgelig. Og blikkene der lå på ham bestod hovedsageligt af forskrækkede, forfærdede eller forvirrede blikke. Der var bare den ene ting, at Alran for en gangs skyld ikke tog sig vitterligt af det. Da han havde forladt kroen havde han ikke været fyldt med den samme vrede som normalt, i stedet havde han havde drukket nok alkohol til at have trådt over grænsen til at være direkte fjoget. Dumdristig. Så opmærksomheden blev direkte ignoreret. Lige som han blev ignoreret de en velkomst lød og størstedelen af mængden vendte fokus. Han måtte også indrømme at have drejet hovedet for at se mod balkonen, hvor han knap og nap nåede et beskue dronningen før en præst tog over.

Det var der, hvor hans dummeste idét hidtil poppede frem i hovedet på ham. Og hvad end Kile-præsten stod og fortalte blev zonet ud, mens Alran desperat prøvede at komme op at stå. Svagende, men til sidst stod han da på sine to ben. Godt nok befandt han sig lidt væk fra midten af det hele, men der var ingen tvivl om, at han var yderst malplaceret. Flugtigt så han sig søgende omkring og idét, at han fik øje på de fine glas med vin, havde han hurtigt grebet om et og tomt indholdet, hvorefter han straks begyndte at marchere tværs igennem balsalen. Skubbede nådesløst folk væk, indtil han nåede lidt mere front and center. Glasset kastede han hårdt mod gulvet nær sine fødder for at undgå at andre blev offer for flyvende skår. Og så tog han ellers en dyb indånding og råbte højlydt:

”Ey! Deres majestæt! Kom tilbage og dans med mig! Nyd dit forbandede bal, nu hvor du alligevel har taget dig sammen og vist dit overdådige ansigt!” Der var intet filter. Ingen hæmninger. Han var et vrag der nok ikke selv var helt sikker på, hvad han lavede. Men han stod med den samme selvsikkerhed som der fyldte hans stemme. Lige nu og her, var han squ ligeglad med, hvilke konsekvenser dette ville indebære. Ikke engang tanken om, hvordan han var endt der havde strejfet hans hoved, det øjeblik at han havde set Dronningen.
Men lige meget hvor selvsikkert han rankede ryggen, blev det hele ødelagt at den brutale kølbåtte hans mave tog efterfølgende. Og uden den mindste form for modstand, lænede han sig frem og ørlede mængder af øl og rester af dagens mad op på det fine gulv. Den pludselige teleportation måtte have påvirket ham mere end forventet. "...ved Kiles grav..." lød det sagte og irritabelt fra ham, mens han forblev foroverbøjet med en arm om maven.

//I have a death wish..//