Sted: Ved Ignis' residens
Tid: Et par timer efter mørkets frembrud
Vejr: Stjerneklart med en næsten fuld måne på himlen. Så langt nord på er det nok til, at man kan mærke kulden nippe lidt.

Ileana lod vagtsomt blikket glide over det månebelyste landskab, som hesten under hende trippede lidt nervøst, men ellers bevægede sig stødt fremad. I skridt. Hovene larmede nok allerede, trav eller galop ville bare tiltrække sig uønsket opmærksomhed i disse omgivelser. De var fremme, de store mure og høje spir kunne ses i det svage lys lidt længere fremme, liggende på kanten ned til dalen. Hvorfor manden, hun var på vej til at besøge, ønskede at bo her, forstod hun ikke, men det var ligegyldigt. Det besværede hendes rejse, når omgivelserne var så uvenlige, men målet var vigtigt og hun valgte derfor at tage risikoen. Hun kendte godt til hans andet "hjem" i Medanien, men det føltes mere rigtigt at tage direkte til ham og ikke besøge det lille latterlige lægehus han holdt sig i syden.

Endeligt kunne hun ride ind igennem den store port, der ledte ind på en gårdsplads. Porten stod åben, som var hun ventet, en tanke, der gav hende en smule myrekryb. Ignis var en speciel mand. Og selvom det var så mange år siden, næsten trehundrede, havde hun ikke glemt, hvor påpasselig man skulle være med den mand.
Hun steg af hesten, rettede lidt på den lange kjole og trak den så ind af en åbning til en stald. Hun kunne stadig huske, hvor tingene var, også selvom hun kun havde boet her nogle uger for alle de år siden. Hesten stillede hun ind i en tom boks. Det så ikke ud til at der var andre heste her, som der ikke var noget hø og der så ret tomt ud. Uden at tage noget af seletøjet af den, forlod hun den, også efterladende den forede kappe, og gik ud på gårdspladsen igen og op til dørene, der også stod åbne. Følelsen af ubehag voksede, men hun skød den fra sig, som hun gik op af trapperne og ind i den store bygning, der var lyst op med fakler indvendigt.

Hendes fødder ledte hende ind og mod det første sted, hun agtede at lede efter Ignis - den store tronsal. Hvis han ikke var der, ja, så kunne det vel være et god sted at sætte sig og vente på, at han dukkede op. Ikke om hun ville råbe eller lede, det lå under hendes værdighed. Men mon ikke at hestens hovslag havde meldt hendes ankomst? Hendes egne slanke støvler, der var gemt under den store, dyre kjoles flere lag stof, lavede kun en dæmpet lyd i mod gulvets fliser. Den støvgrønne kjole fremhævede hendes slanke talje, smalle, spinkle skuldre og de runde hofter. En figur de fleste mænd vendte sig efter. Hendes hår var som altid sat kunstfærdigt i nogle fletninger om hendes hoved, næsten som en krone i sig selv. Øreringene og den matchende halskæde med i dag grønne ædelstene glimtede i faklernes skær. Hendes skønhed burde ikke være til at komme udenom, som hun gik ind i den store sal. De lyse blå øjne så straks mod tronen. Der var nogen. Men det var ikke Ignis. Trods dette tøvede hun ikke med at gå længere ind, som var det hendes hjem.

Nej. Det var bestemt ikke Ignis der var at finde placeret på tronen. Skikkelsen var for det første alt for lille til at være den ældre herre. Den var ikke større end et barn. En dreng vel og mærket. Han kunne umuligt være mere end 12 år gammel. Dog ville man hurtigt opdage, at atmosfæren omkring ham var som levn og fund fra oldtiden. Han var en ganske spinkel dreng, og han ville umuligt kunne strække sig højere end 145 centimeter. Han var en pæn dreng. Velplejet, og selv om han nærmest lå slængende henover armlænene, havde han en kongelig kropsholdning. Ansigtet var lettere feminint. Velsignet med porcelænsbleg hud. Fejlfrit. Og tøjet han bar var, som var han gjort klar til et bal hos dronningen. Tætsiddende, militærisk og sort. Dekoreret med guldtråde.

Ved lyden af støvler, der virkede til at marchere henover det hårde gulv i tronsalen, fik automatiks drengen til at dreje sin opmærksomhed væk fra en sammenbundet rød tråd, han havde dræbt noget tid med at vikle sine fingre ind i. Halvlange blonde lokker flagrede blødt omkring hans hoved ved bevægelsen, og ligeledes fangede et set store blodrøde øjne, begge omgivet af lange øjenvipper, straks den ubudne gæst. Der var godt nok en hvis mængde opmærksomhed at finde i drengens ansigt, men han havde skam hørt hende trampe rundt, siden hun ankom. Det havde bare ikke bekymret ham det mindste. Mange havde kommet og gået. Eller rettere - kommet. Så hvad der fik følelsen frem på ham var rettet mod, hvem det var, der var ankommet.
Rava genkendte ikke kvindens duft. Han havde såvel aldrig set hende før, hvilket ikke burde komme bag på ham. Meget havde sket i det halve århundred, hvor han havde været forseglet væk fra verden. Men kvinden virkede målrettet, og det var det der syntes at komme lidt bag på ham. Og måden hun havde begivet sig igennem residensen afslørede, at hun havde været her før. Hun var et overdådigt individ. Overnaturlig smuk. Og hun tog sig frem som en sand adelig.

Rava havde holdt sig stille og rolig imens, han bare havde observeret kvinden nærme sig med. Han havde ikke gjort noget ved sin afslappede stilling. Tvært imod lænede han hovedet lidt længere tilbage for at slænge sig endnu mere. Han vippede barnligt med benene en smule, inden han fluks svang sig selv omkring. Han nåede knap nok op at sidde, som tronen var beregnet, inden han var sprunget på benene med lethed, som vejede han ingenting. Dog kunne de hårde såler under hans blanke sko sagtens høres, da han landede. Og nu hvor han stod op, kunne man bedre se arrogancen, der egentlig havde hængt over ham hele tiden. Den røde tråd var blevet proppet med ned i bukselommen, hvorefter hver hånd blev sat i hver sin side.
”Undskyld, prinsesse, men burde du ikke vide bedre, end at brase ind hos privatfolk?” Hans stemme var ung, men der hang en større mængde selvsikkerhed i den. ”Angiv dit navn!”

Et barn. Det var blot et barn, der befandt sig på den robuste stol, Ignis yndede at sidde i dengang. Eller, det var hvad man skulle tro. Med sine mere end 700 år bag sig var Ileana ikke blind og hun opfangede med det samme noget ved barnet. De røde øjne, det alt for kønne udseende. Og som hun bevægede sig hen over stengulvet, en fornemmelse i luften, en fornemmelse af noget alt for gammelt. Hendes første bud var en dæmon med nogle evner inden for formskiftning, men i denne verden kunne det jo efterhånden være alt.
Ingen af de tanker kunne ses på hendes udtryksløse og kølige ansigt eller de kolde blå øjne, der hvilede roligt på "barnet". Hun var ikke bange for væsnet, hvis hun var ubuden, ville hun nok være blevet angrebet forlængst. Så i stedet gik hun næsten helt frem til tronen, inden hun stoppede op og så følelsesløst ned på drengen, der var sprunget op og slyngede spørgsmål efter hende.

"Jeg leder efter Ignis d’Eu Pontchardon. Er han hjemme?" Hendes kønne dybe stemme havde en form for blødhed over sig, som måske ikke helt passede til det kolde udtryk i hendes ansigt, men der var ingen grund til at starte hårdt ud. Dog kommenterede hun ikke på drengens provokerende kaldenavn eller arrogante spørgsmål. Nok var hun gæst i huset og nok kunne dette lille væsen være mange år ældre end hende, men hun lod sig ikke kommandere rundt med af noget, der lignede et barn. Og slet ikke med det tonefald, som spørgsmålet var spyttet ud med. Hun havde sin værdighed. Irritationen havde hun skjult under det kølige ansigtstryk.

Hun håbede at Ignis var hjemme. Det var en lang rejse og hun havde absolut ikke lyst til at gå ud og stige på hesten med det samme igen. Men der var en grund til, at den havde fået lov til at beholde seletøjet på - en hurtig afgang kunne aldrig udlukkes, slet ikke som hun og Ignis havde efterladt hinanden sidst. Hun vidste faktisk ikke, om hun var velkommen i dette hjem. Det var mange år siden sidst og hun havde svoret aldrig at vende tilbage, efter den store grimme trold havde smidt hende ud af porten uden andet end sine egne ben at finde hjem på. Ydmygende, især efter alt det, der var sket. Ignis havde åbenbart ikke været i tvivl om hendes ærinde hos ham og i hans seng og alligevel havde han ladet skuespillet fortsætte. Men ting havde ændret sig og hendes afsky for ham var faldet til et punkt, hvor hun følte, at det var holdbart at forsøge at få et bekendtskab opfrisket. Hun var for sig selv nu og havde brug for alle de forbindelser, hun kunne få. Og Ignis ville være en vigtig forbindelse.

Det kunne meget vel være, at kvinden stod flere centimeter højere end ham selv, men det ændrede ikke det mindste på, hvor høj Rava’s atmosfære fik ham til at virke. For den fysiske forskel på dem, ville umuligt kunne indikere deres styrker. Eller svagheder. Han følte sig som den overordnede. Og tilsyneladende følte hun det samme, for i stedet for at besvare hans spørgsmål - trods de ikke havde været meget mere end retoriske - gik hun direkte til sin egen sag, hvilket ikke faldt alt for godt på plads hos ham. Han følte sig ignoreret. Til side sat. Og for dem? Ignis. Han skulede tydeligt mod hende, men blikket forblev kun sådan i et øjeblikstid, før hans mundvige i stedet krøb sig en smule op i et hånende smil.

”Leder efter? Du må ikke være særlig god til at finde ting, hvis du er nød til at spørge efter hjælp fra andre.” proklamerede han med en klar tendens til provokation. Der var ingen grund til at skjule det. Hans stående stilling blev endda en smule mere afslappet, mens han endnu en gang tog hende ind med øjnene. Han kunne sluge hende hel. Og selv med de mange lag af klæder på hendes krop, var det ikke svært at forestille sig, hvad der måtte skjule sig under.
”Du må være… hans skøge. Ileana, ikke sandt?” Han drejede en kvart omgang og begyndte med langsomme og præcise skridt at bevæge sig væk fra hende. Det var aldrig smart at stå nær utilregnelige personer. En ting Rava endda var godt klar over til tider. ”Nåh men! Lad mig finde Herren for dig.” fortsatte han, nu med ryggen bekymringsfrit vendt mod hende og hænderne samlet adeligt på ryggen. ”Jeg glæder mig helt til at se, hvordan han reagere på, at én er vendt tilbage. Du må vel forstå, at det ikke sker ofte.” Jo længere væk han var, jo højere talte han og fik sin unge stemme til at runge i tronsalen.

”Jeg vil anbefale, at du gør dig godt til rette, prinsesse.” Da de sidste ord havde lydt fra hans strube, løftede han en hånd og med et knips var hans forsvundet. Efterlod kun et svagt levn af tåget røg.

”Barnet” foran hende forsøgte tydeligt at provokere Ileana, som han åbenbart ikke havde kunne lide hendes direkte og bestemmende spørgsmål, og hun valgte ikke at hoppe på krogen. Hun var her ikke for at skændes med et væsen i en lille drengs krop, hun var her for at tale med Ignis. Så det eneste hun gjorde var at løfte et af de perfekte øjenbryn og se afventende på ham, om han snart var færdig. Det var han ikke, som ordet skøge blev smidt efter hende. Sikkert i håb om at få hende op at ringe, men intet skete, ud over blikket i hendes øjne blev fyldt med en blanding mellem vrede og humor. Hun havde selvironi nok til ikke at hidse sig op over ordet, for hun var jo teknisk set en skøge, men samtidigt angav ordet en meget lavere status end den hun besad og det var der, vreden kom ind. Men bortset fra glimtet i hendes øjne, rørte hun sig ikke og viste ikke, hvad hun følte. I stedet var der blot et følelsestomt lille smil i hendes ene mundvig, som hun så drengen begyndte at gå ned mod indgangen til det store rum.
Hans ord rungede efter ham, som hans forsøg på at provokere hende, stadig væltede ud af ham, men der kom stadig ingen reaktion fra vampyrinden, ingen ord og ingen følelser.

Først da drengen havde forladt rummet, gled der en trækning af utilfredshed og afsky over hendes ansigt. Hvilket utiltalende lille væsen. Hun håbede ikke, at det var en hun skulle omgås meget, for så skulle der i hvert fald sættes noget på plads om opførsel. Alder ligegyldig. Ileana ville ikke behandles med den form for manglende respekt. Et suk gled over hendes læber som hun så rundt i det kedelige og dog lettere imponerende rum. Gøre sig godt tilrette. Ja, hvorfor ikke? Med et par skridt gik hun hen til tronen og lod fingrene glide over armlænet. Et lidt mere dybtfølt, og dog iskoldt, smil gled over hendes læber og med en elegant bevægelse satte hun sig i tronen, en mule tilbagelænet og armene hvilene på armlænene. Smilet sad stadig på hendes ansigt som hun sugede fornemmelsen af magt til sig. Ak ja. En dag burde hun måske også anskaffe sig en bolig som denne.

Som hun sad der og ventede på den kære doktor, gled hendes tanker af sted uden mål og med. Gad vide hvordan drengen havde fået kendskab til hendes navn? En ubehagelig følelse af at have været blottet på en eller anden måde gled igennem hende. Som havde noget set hende uden tøj. Bortset fra, at hun ville være mere ligeglad ved at være blevet set nøgen. Med de skarpe fingernegle klikkende mod tronens træ skubbede hun følelsen fra sig. Men hun ville være opmærksom fremover.
Intenst stirrede hun mod dørene ind til salen, ventende på Ignis. Hvordan modtagelsen ville være, vidste hun ikke og det gjorde hende en smule… urolig. Bare den grimme trold ikke dukkede op, den kunne hun intet gøre ved.

Beskeden om Ileana’s ankomst var ikke ligefrem velmødt hos Ignis. Den tidligere afsked med vampyrkvinden havde ikke være den foretrukne for hende – det havde hun eftersigne gjort ganske klart for ham. Og han måtte have indrømmet, at det var glædeligt at komme af med hende til trods for at hendes selskab havde været tilfredsstillende. Det at spille med på hendes spil, mens hun havde forholdt sig fuldkommen uvidende, havde moret ham og blandet sammen med de mange lystfulde nætter, havde det holdt ham interesseret længe nok til, at lade legen kører en god sum tid. Men intet kunne forklare, hvorfor hun havde vendt tilbage til ham. Var det af desperation? Han tvivlede stærkt på det. For hun havde meget vel været ung og uerfaren den gang, men det var over 300 år siden nu. Meget kunne ændre sig på sølle 300 år.

Han gik med hurtigt marcherende og bestemt skridt, da han endelig drejede omkring og bevægede sig ind i tronsalen. Den klikkende lyd fra hans hårde og solide skosøler måtte have afsløret, at han var på vej allerede et godt stykke inden. Han var godt i gang med at tørre sine hænder i et simpelt stykke robust stof, da han trådte frem, hvilket fortalte en historie om, at han havde været i gang med diverse stykker arbejde, da Ileana havde bedt ud efter ham. Han løftede så endelig blikket og så direkte mod den forførende kvinde foran sig og stirrede på hende med det sædvanlige kolde blik og næsten gnavne ansigtsfolder. Hun havde ikke ændret sig, udseendemæssigt. Og det samme havde han heller ikke. De var som de plejede. Udover de små forandringer hist og hær.
”Deres formidable posterior hører ikke hjemme på min trone, min kære Ileana.” Det lød langt mere som en kommando. En ordre til, at hun straks fjernede sig fra hans private møbel. Han piskede kluden en enkelt gang, inden han stoppede den ned i lommerne på hans bukser, mens han fortsatte bevægede sig mod hende med en truende fasthed, inden han så stoppede et par metre fra hende. Han løftede sin ene hånd en smule og lavede blot en lille gestus, for hende at rejse sig, lignende hvad man gjorde for at få nogle til at komme til sig.
”Hvad bringer Dem dog til mit domæne? Jeg forventede ikke, at De ville forstyrre mig yderligere, siden jeg sidst fik Dem smidt ud.”

Ileanas blik stirrede tomt ud i luften, mens hun ventede på manden, der ejede dette sted. Ignis. Minder om, hvad der var foregået, sidst hun havde været her. Der var ikke noget smil på hendes ansigt, som hun tænkte over det, for selvom det havde været ganske udmærket tidsfordriv, havde det ikke været på hendes eget initiativ. Nej, Krian havde sendt hende af sted som en hund efter en and. 
Lyden af trin trak hende ud af tankerne med en dyb vejrtrækning og hun satte sig en smule bedre til rette, så hun tog sig bedst ud. Et let, imødekommende smil dukkede op på hendes smalle læber og udtrykket i hendes øjne blev sensuelt med et glimt af morskab ved at se ham igen, som han drejede ind i den store sal. Han havde ikke ændret sig en tøddel. Samme gnavne mand med et voldsom følelse af autoritet over sig. Man kunne ikke se det på Ileanas afslappede, tilbagelænede holdning, men hvis hendes hjerte havde banket, ville det have sat farten op. Hun havde ikke glemt følelsen af at blive mast under en usynlig kraft. Og samtidigt vidste hun, hvad manden foran hende var i stand til. Ileana havde sjældent respekt for nogen, men Ignis var en af de mænd, der vækkede en usikkerhed i hende.

Det gnavne udtryk blev kun tydeligere, som han kom nærmere, men Ileana flyttede sig ikke. Heller ikke som den første ordre blev slynget af sted mod hende, men som han stoppede lige foran hende, hev hun sin slanke krop op, sensuelt og lokkende, som hun samtidigt lod sine fingre glide længselsfuldt over armlænets træ. Et suk lød fra de kønne læber, som hun kom på benene og trådte tættere på den høje mand, så der var mindre end en armslængde i mellem dem. Hendes blik gled over ham og smilet blev mere skævt, som hun ikke tog sig af den sidste bemærkning.
"Ignis. Lige så nydelig som dengang. Ikke en dag ældre at se på." Hendes dybe stemme smøg sig igennem luften. Hun trådte helt hen til ham og lagde en hånd på hans brystkasse, dog uden at fjerne sine lyse blå øjne fra hans ansigt.

"Jeg var tilfældigvis ikke så lang herfra og kunne ikke lade være med at tænke på Dem." Hun lagde hovedet lidt på skrå og lod den slanke hånd kærtegnede stoffet, der dækkede hans brystkasse. "Jeg ved, at vi skiltes på en... uvenlig måde, men jeg håbede lidt, at vi kunne lægge fortiden bag os og... starte forfra." Hendes smil blev en kende mere lokkende. Der var ingen tvivl om, at hun udfoldede sig kvindelige charme for ham i et forsøg på at bløde ham lidt op. Om det ville virke vidste hun ikke, hun havde en fornemmelse af, at han lige så godt kunne blive rasende. Men det var dette, hun gjorde bedst og det hun mest naturligt søgte til - så måtte hun se, om han var modtagelig. Han havde da i hvert fald ikke været ked af det dengang.

Ignis løftede imponerende sin hage en svag vinkel. Hun var bestemt en kvinde, der tog sig godt ud. Også selvom at hun var af den udøde slags. Men hun bar ingen af sådanne træk udover den blege hud, der syntes at blot fremhæve den isnede farve i hendes øjne. Ingen maddiker fødede på hendes kød. Ingen rynker sank ned i hendes ansigt. Og alligevel fremstod hun som en fuldvoksen kvinde uden den samme uskyld, som var at finde iblandt de yngre, hvis hud var lige så frit for fejl og alderdom. Det var ikke med grådige øjne, som han betragtede hende med. I stedet var det en følelseskold beundring. Han var meget vel en lystende mand, men aldrig en lystende mand, der var styret af disse lyster. Det var hans persona for kontrolleret til, at give udtryk for.

Han gjorde intet, da hun havde nærmet sig ham. Derimod havde han åbnet sig mentalt op for, at lade hende svaje sig ind tæt på ham. Han havde ingen frygt for Ileana, og hvad hun kunne finde på at gøre. Og at have hende nær var så naturligt. For der var ingen afsky. Hans blik blev forblev på hende, som hun flettede sine fingre omkring mod hans brystkasse. Og hans kropsholdning forblev standhaftigt dominerende uden at blive yderligere stiv.
”Jeg er ganske beæret.” sagde han ærligt, hvorpå han løftede sin egen hånd op mod hendes ansigt for at blidt strøg små hårstrå væk fra og op tilbage i hendes frisurer. Det var næsten helt kærtegnende, sådan som han efterfølgende kørte sine fingres rygge ned over hendes kind, mens hans øjne halvvejs lidenskabeligt følge med. Han stoppede atter sin hånd ved hendes kæbe-  og kindben, hvor den kuplede sig roligt omkring, inden han så tilbage mod hendes øjne. Blot for at distrahere for det korte sekund, idét han fluks og skarpt greb omkring hendes hals i stedet og tvang hendes hage op med tommelfingeren. Han kvældede hende skam ikke. Han holdt hende blot i skat, mens han så dybt mod hende. Stadig uden et smil til stedet andet end i hans havblå iris. ”Men jeg må desværre skuffe Dem, at mine tænker endnu ikke har søgt mod Dem i vores tid fra hinanden.”

Han rettede ryggen en smule og strakte ligeledes hals, mens han brugte sit greb om hendes hals – og kæbeparti til at dreje hendes hoved lidt til den ene side og lidt til den anden for at se hende bedre an. Og han løftede endda sine bryn imponeret. ”De har ikke længere den fæle lugt af… Krian, var hans navn, var det ikke?” Stadigvæk uden at fjerne sit tag i hende, fik han alligevel flyttet sin tommelfinger lidt mere op på hendes kind, hvor han mere rut gned den, som forsøgte han at tørre noget ikkeeksisterende skidt af. ”Kan dét havde noget at gøre med hvorfor De pludselig valgte at ville starte forfra med mig? Hmm?”

Vreden udeblev, som Ignis reagerede på hendes tilnærmelser. Eller nærmere ikke reagerede. Ileana forblev rolig, tillod sig selv en svag følelse af succes, som mandens hånd gled op mod hendes ansigt og strøg fingrene over hendes hud. Succes og uendelig påpasselighed. Hvem vidste, hvad denne kolde mand kunne finde på? Men som hans fingerspidser kærtegnede hendes kind, gled hendes øjne halvt i som et tegn på en lidenskab hun egentligt ikke følte. Et svagt smil var at se på de perfekt formede læber og hun gjorde intet for at stoppe hans kærtegn.
Det gav et let gib i hende, som han greb fat om hendes hals og øjnene blev spærret en smule op, men hun gjorde intet for at slippe fri. Bedre blot at føje hans lyster for nu, lade ham tro, at han havde overtaget. Lade ham se lidt af den usikkerhed, hun faktisk følte. Ikke meget, men lidt, virke svag for et øjeblik. Selvom hendes indre trak sig sammen i vrede over hans respektløshed, var hun også en smule nervøs. Blot en smule. Men nok til at hun havde lyst til at kratte hans øjne ud af kraniet på ham, som straf for at få hende til at føle sådan. Men hun gjorde intet. Holdt sig selv under hundrede procents kontrol.

Hun svarede ham ikke på hans første ord, men så snart Krians navn blev nævnt, ændredes hendes udstråling. De blå øjne blev hårde og vrede og hendes lokkende holdning blev rank og kold. Med et hård bevægelse trak hun sig fri af hans greb og trådte et skridt væk fra ham. De blå så gennemborende på ham.
"Krian er død. Aflivet som det svin han var." Hendes stemme var fyldt med is. Med en unødig bevægelse rettede hun lidt på stoffet i kjolen, der allerede var upåklageligt perfekt. Med en let knejsen med nakken gik hun et par skridt til siden, som ville hun gå rundt om Ignis, men kun nok til, at han ville blive nødt til at dreje sig, hvis han ville se på hende.
"Jeg er min egen nu. Men én ting fik jeg da ud af Krian. Hans kontakter. Og det er dem, jeg forsøger at holde ved lige." Et svagt suk kom fra hende og hun lagde hovedet lidt på skrå, som hendes holdning igen ændrede sig en lille smule. Fik lidt af det bløde og lokkende tilbage, sammen med en smule arrogance, der var svær at skjule. Hendes øjne gled igen næsten halvt i, som hun følelsestomt betragtede mennesket. "Jeg tænkte, at jeg ville takke dig. Jeg ved ikke, hvad du gav mig med, men Krian var syg i ugevis. Velfortjent." At han havde ladet sin vrede gå ud over hende bagefter var lige meget, det havde været det værd.

Hun overvejede kort, om hun skulle forsøge at charmere sig ind på ham igen, men katten var ude af sækken. Hun havde vist sig rigtige jeg, noget hun ikke havde skiltet med sidst, de havde brugt tid sammen. Så hun blev bare stående og så på ham med hovedet tiltet ned mod skulderen og det følelsestomme blik rettet mod ham. Hvad han havde lyst til at gøre med hende vidste hun ikke, men hun havde endnu ikke set noget, der hentydede til, at hun var i nogen reel fare. At blive smidt på porten igen ville bare ramme hendes ære, det kunne hun holde til. Så nu ventede hun. Håbede på at Ignis havde lyst til at optage deres bekendtskab. Fysisk eller ej, at have noget med ham ville uden tvivl være en god forbindelse.