Sted: En mørkets krigers (Ferghus') hjem
Tid: Midnat
Vejr: Vindstille, en smule koldt, let oplyst af en halvmåne, da der ikke er overskyet

En kilde havde fortalt Faye at dette var stedet. Der skulle efter sigende være en mørkets kriger, lige her, i skjul fra omverdenen, men ikke for meget længe, for hun ville tage ham og tæve ham gul og blå.. Og måske rød. Okay, ret rød.
Hun fattede ikke hvordan en mørkets kriger bare sådan kunne få lov til at tage i skjul og leve så fint i sådan et hus med geder, pony og høns. Selv en kat! Hvad var der galt med folk? Forstod de ikke at han var en kriger af mørket? At han HELT sikkert kunne finde på at tage til landsbyen en dag og så bare myrde alle? Sådan var mørkets krigere! Alle sammen sindssyge, arrogante folk!
Hun forstod det i hvert fald ikke, og derfor havde hun i sinde, at tage ham og sparke ham langt, langt væk herfra. Måske dræbe ham. Det hele kom vidst an på så og så meget.

I hvert fald skulle han konfronteres! Så hun sneg sig op på huset og stivnede først let, da én af gederne brægede, før hun slog det hen. Det var jo for fanden bare en ged! Den brægede sikkert hele tiden. Så hun gik videre, hele vejen op til husets dør og stod lidt, overvejende. Til sidst besluttede hun sig for, at det var bedst hvis han så hvem der sparkede ham ud af hus og hjem. Og hvilken bedre måde, end ved at sparke døren ind? Kort lyste hendes øjne op ved tanken om hvor mange han sikkert havde dræbt allerede, og hun sparkede hårdt til døren. Den fløj ikke af sine hænder, men åbne, det gjorde den i hvert fald!
Med det samme, og komplet uden omtanke, gik hun ind i rummet, der var småt, men med alle rum i ét. Lidt ligesom hendes eget hjem tilbage for fire år siden. Et hjem hun havde mistet til præcis den type, som ham der boede her.
"Så er det tid, skidespræller! Sig farvel til dit lille skalkeskjul," han var ikke i sin seng. Hvor i alverden var han så? Før hun nåede at overveje situationen mere, blev alt sort.

Det var nat og Ferghus sov i sit lille hjem. Han havde efterhånden lært at føle sig tryg her og han sov både mere og tungere, end lige da han var flyttet ind. Søvn havde været en mangelvare i mange år for den halvgamle dværg, men denne hytte var alligevel blevet hans sikre sted. Men ikke mere sikkert end at han altid sov med sin økse ved sin side og støvlerne parat. Og han sov ikke tungere end ukendte lyde vækkede ham med det samme. 
Den lette søvn var et resultat af de år, han havde været spion i Mørkets hær. Frygten for at blive slået ihjel i sin søvn havde været overvældende og havde fulgt ham ud i livet efter. Der var stadig folk, der helst så ham død og han havde da oplevet at vågne som nogen mente, at de kunne snigmyrde ham.

Og da hans ene ged brægede, var han straks lysvågen. Hurtigt og lydløst gled han af bænken med skindene, der udgjorde hans seng, greb sin kampøkse og løb over til et af de åbne vinduer, forsigtigt for ikke at blive set. Der var en skikkelse ude i mørket, lyst op af månens lys. Det var ikke en dværg, det var skikkelsen for høj og slankt bygget til at være. Mere kunne han ikke se, men det var også nok. Nu havde han en fornemmelse af, hvad der kom efter ham.
Ingen tvivl om, at personen var på vej mod døren og det så ikke ud til at ville gå stille for sig. Så i stedet for at gemme sig bag den, som han normalt ville, gled han om bag gyngestolen, der havde et skind henslængt over ryggen, som ville skjule ham. Musestille ventede han. Bang! Døren blev sparket ind og ramte hård muren bagved. Hvis han havde gemt sig der, ville han være blevet afsløret med det samme. 

En stemme gjaldede gennem rummet, alt for arrogant og selvsikkert. Ferghus drejede øksen i sin hånd, som han stadig skræmmende lysløst på sine bare fødder, bevægede sig de få skridt op bag personen og lod skaftet på øksen falde over personens baghoved. Hårdt nok til at slå ud i første slag. Kroppen faldt sammen og Ferghus vendte øksen i sin hånd igen. Han havde ikke planer om at slå personen ihjel. Ikke hvis han ikke kunne undgå det. 
Hurtigt fik han tændt nogle tællelys, så det var til at se i det mørke hus. Som det første derefter fandt han noget reb frem og bandt personens hænder sammen. Og endeligt gav han sig tid til at se, hvem det var, der havde valgt at bryde ind i hans hjem. Et menneske af hunkøn. Hun så ikke ret gammel ud, men Ferghus havde opdaget, at det kunne være svært at vurdere ved mennesker. Men hun så ikke ud til at være mere end lige omkring voksenalderen. 
Hun vejede ikke mere end at han sagtens kunne slæbe rundt på hende og han fik hende placeret i en stol, der var lidt for lav til hendes lange ben. Da hun var placeret i stolen, fik han bundet hende bedre fast med reb rundt om livet og stoleryggen. Ved eftertanken bandt han hendes ben sammen også.

Da det var gjort, trak han i noget mere tøj, da han kun havde været iklædt et par bukser under hele forløbet. Nu bar han en løs brun kofte, de mørkebrune bukser og de kraftige støvler. Hans halvlange sølvgrå hår hang løst om hans hoved og hans korte skæg var en smule rodet efter søvnen. Til sidst satte han sig på en bænk lidt fra hende med øksens skæfte hvilende på gulvet og de grove hænder på øksens hoved. Der var stadig dunkelt i hjemmet, for at få mere lys skulle han tænde op i ildstedet. Måske senere. Han kunne se fint, vant til mørket, der på ingen måde var så tungt som det, han var vokset op i, i minerne.
Nu var der bare at vente på at mennesketøsen vågnede op igen. Hvad han skulle gøre ved hende, vidste han ikke. Måske tage hende til byvagten et par byer væk, når der blev lyst.

Hun havde super ondt i hovedet da hun vågnede op. Det var slemt nok til at det strålede ned i nakken, hvilket fik hende til, kort at knække den ved at rulle med hovedet. Hun sad ned, og så snart hun skulle til at tage sig til hovedet, gik det op for hende, at hun sad ret fast. Bundet. Med det samme spærrede hun øjnene op, alarmeret, og kiggede rundt. Stadig i huset. Hurtigt fik hun øje på manden, en dværg. En dværg? Hun havde ikke hørt at han var en dværg! Det var sgu den værste kilde, hun nogensinde havde hørt noget fra. Men så havde hun vel lært det: Aldrig stol helt og holdent på kilder. Hun stirrede på ham i stilhed et stykke tid, før hendes blik blev irriteret. Den eneste grund til, at hun ikke var brudt fri endnu, var fordi hun ikke var vred nok, eller nok til stede i hovedet. Hold nu kæft, hvor gjorde det ondt!

Som hun kiggede ned ad sig selv kunne hun se, at hendes ben også var bundet sammen. Faktisk, så havde han bundet hende ret forsvarligt, men hun vidste udmærket godt, at hun ville kunne bryde fri. Han skulle bare pisse hende nok af. For nu gjorde hun dog intet. "Nå.. Det så jeg ikke komme," indrømmede hun tørt før hendes blik igen faldt på dværgen. "Av for... Hvad vil du nu gøre? Fodre mig til dine geder? Jeg har ellers hørt at de hellere kaster folk ned af borgmuren... Eller dræber deres familier," egentlig var det ment som en joke, men til sidst endte hendes ord ud i ramme alvor, mens hendes blå øjne blev lettere mørke af frustration.

Ferghus sad bare og så på den unge kvinde, som hun langsomt vågnede op, indtil det åbenbart gik op for hende, at hun var bundet. Bare på hendes bevægelser vurderede han hende til at være en meget vred person. Roligt mødte han hendes blik, som hun fik øje på ham. Stadig tavs. Uden at bevæge sig, andet end at blinke og trække vejret. Han ville se hendes reaktion, finde ud af, hvilken slags person hun var. Og det gjorde man bedst ved at observere.
Endeligt så det ud til, at hun mistede tålmodigheden og lidt efter kom ordene. Han lyttede. Mærkede en tung følelse i maven, som han fik bekræftet, at hun antog ham for at være en kriger af mørket. Det varede lidt inden han svarede, han overvejede hvad han skulle gøre ved hende. Og om han bare skulle kneble hende eller om han virkeligt gad at tage denne samtale, som tydeligvis var på vej. Men nej, stædigheden kom op i ham. Han var træt af at blive set som skurken.

"Jeg havde nu tænkt mig at tage dig med til den nærmeste byvagt, når det bliver lyst." Han rettede sig en smule op, men slap ikke øksen. Hans blik var en smule bedrøvet.
"Jeg gætter på, at du er her for at slå mig ihjel i en eller anden færd efter godhed og retfærdighed. Jeg må skuffe dig. Jeg er ikke en kriger af mørket." Han drejede lidt på øksen, så det store hoved glimtede lidt i det svage lys. Hans økse, som han havde fået af sin far, før han døde. Ægte dværgehåndværk og en ting, han hellere ville dø for end miste. Nogle gange den eneste ting, der mindede ham om, hvem han virkeligt var. Nogle gange, da han var spion, når han følte, at han var ved at miste sig selv, havde han kigget på øksen, rørt ved dens skarpe æg og husket, at han var en dværg. Af lyset. Og at han gjorde hvad han gjorde, for at skabe en bedre fremtid. Ikke for ham selv, men for sine børn. 
Det var lidt lige meget i dag. Men øksen betød stadig alt for ham.

Hendes ord om, at "de" kastede folk over borgmure og slog familier ihjel, svarede han ikke på. Nok var han ikke en fra mørket, men nogle af de ting, han havde set og gjort, kunne aldrig tilgives. Og han havde slået ihjel for at blive skjult blandt mørkets rækker og han ville aldrig glemme det, han havde gjort. Men han kunne ikke ændre det. Og han hadede sig selv for det, hadede Thanen, der havde givet ham den tunge opgave. Hadede verden for at svigte ham og slå hans familie ihjel. Men der var stadig intet, der kunne ændre fortiden.
Hans ansigt blev sammenbidt og hans blik mørkt, som tankerne gled igennem hans sind.

Dværgen var som en sten, han sad totalt stille og virkede totalt ubevægelig, en faktor der var en smule skræmmende. Men han var stadig en kriger af mørket. Det måtte han være. Så meget løj hendes kilde vel heller ikke? Gjorde han? Hun fattede ikke helt hvad der foregik, især ikke da dværgen brød sin egen stilhed for at fortælle hende at han ville tage hende med til byvagten når der var lyst. Det havde hun ikke ligefrem lyst til, for så ville hun sikkert aldrig se dagens lys igen. Hun havde godt hørt en del om byvagter, til at de var hårde, og hendes attitude - som hun nærmest ikke kunne ryste af sig - faldt nok ikke ligefrem i god jord.
Som han fortalte at han ikke var en kriger af mørket, rystede hun på hovedet, lettere forvirret. Han virkede til at tale sandfærdigt, og han var jo også en dværg. Det havde kilden ikke sagt, faktisk havde kilden efterhånden, som dette var stået på, virket ganske utroværdig. Kunne han virkelig tale sandt?

"Hør, jeg har ikke tænkt mig at tage frivilligt med til den byvagt," hun var trodsig, til det sidste. Hun ville satme ikke i brummen at sidde. "Men måske kan der være noget om det.. Du har i hvert fald ikke dræbt mig endnu, og så er du en dværg. Det sagde min kilde ikke noget om. Men jeg tager sgu stadig ikke med til den byvagt, så ville jeg hellere kysse en gris.. Eller en ged.. Eller.. Ja.. Jeg skal i hvert fald ikke i brummen at sidde for at have gjort min pligt," at hun så dét, at tæve mørkets krigere, som sin pligt, var sikkert nok forvirrende for andre at høre om, men det var altså bare sådan det var!
"Desuden! Så ved du da ikke om jeg ville have dræbt dig. Jeg dræber sgu da ikke bare sådan folk! Tror du jeg er gal eller hvad?"

Det var tydeligt at se den unge kvindes forvirring. Hun havde tydeligvis forventet at møde en stor og farlige kriger af mørket, men her var altså kun gamle Ferghus, som ikke så specielt farlig ud. At skindet bedrog, kunne hun selvfølgelig ikke vide. Nok var han lav og så gammel ud, men han kunne kæmpe og var stærk som en dværg skulle være det. Men det var ikke noget, hun ville finde ud af, for han ville bare, som han havde sagt, tage hende med til byvagten og lade dem håndtere hende.
"Der er ikke noget at diskutere. Jeg har ikke tænkt mig at lade dig gå, og byvagterne vil være et godt sted at aflevere dig." Hans mørke, ru stemme var rolig, som han slog det fast.

Som hun sagde, at hun havde gjort sin pligt, kom der et brum fra ham, der godt kunne tolkes som en latter. Hendes pligt. Den bette skrælling syntes det var hendes pligt at angribe Mørkets Krigere?
"Er du ikke lige ung nok til at se det som en pligt at slå krigere ihjel?" Det var svært at forestille sig tøsen kunne gøre nogen skade på nogen. Nok var mennesker en svag race, men lige dette eksemplar så ikke ud til at kunne så meget som svinge Ferghus økse. Selvfølgelig skulle man ikke skue hunden på hårene, men altså. Hun så ikke ud af meget. 

Et suk kom fra Ferghus og han lagde sin økse på bænken ved siden af sig og lænede sig lidt frem, mens han betragtede hendes ansigt i halvmørket.
"Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvem din kilde er. Jeg er ikke ligefrem glad for at få sendt små menneskeunger efter mig, fordi der er nogen, der lytter for meget til rygter." Irritationen over dette, var tydelig nok i det skæggede ansigt. Han kunne uddybe den udtalelse, men han følte ikke et behov for at komme ind på, hvorfor han vidste, at der var rygter om ham værende en del af mørkets hær. At kalde det rygter passede heller ikke helt, for de fleste var det et fact, at han var en af de onde. Det skabte problemer for ham, hvor end han gik.

Mens dværgen talte til hende, blev Faye langsomt en smule mere klar i hovedet. Det gjorde stadig rigtig ondt, men vreden over at være blevet taget til fange begyndte langsomt at overstige smerten i hendes hoved, især da dværgen undervurderede hende. Hun grinede let, mest af alt i trods over ham. "Er du ikke gammel nok til at se igennem unge folk som mig?" svarede hun igen. Han troede nok at der ikke var nogen diskussion omkring dette, men så kunne han i hvert fald tro nej! Hun begyndte langsomt at arbejde med at komme fra af rebene. De var bundet ret stramt om hendes håndled, og lige nu holdt hun vreden inde - derved også styrken - så det var ikke let.

"Du har tænkt dig hvad? Jeg er ikke nogen stikker, du må lede efter kilden på en anden måde," sagde hun vredt. Denne gang kunne hun ikke holde det inde længere. Hendes øjne lyste kraftigt hvidt og efter et par sekunder, rev hun sig fri fra rebene. Først dem om håndleddene, derefter tog hun fat om de reb der var omkring hendes arme og flåede dem af. Til sidst var der dem om benene. De røg også af. Derefter rejste hun sig op i sin fulde højde, en smule snublende grundet sit hoved. Men nu fri.
"Jeg er ikke en stikker.. Og nu vil jeg gå. Jeg kan godt se, at du ikke er en mørkets kriger, men jeg har ikke tænkt mig, at fortælle hvem min kilde er. Du må spørge en anden rolling, den her rolling er smuttet," hun begyndte langsomt at bakke hen mod hans dør, stadig kiggende mod ham. Hun havde ikke tænkt sig at blive overrasket af ham igen.

Hendes første ord svarede Ferghus ikke på, men fortsatte med at se på hende med sine stålgrå øjne, der stadig havde et glimt af bedrøvelse, men også af den irritation, hun havde fremprovokeret ved at dukke op i hans hjem. Han var træt af dette, træt af unge væsner, der følte de kunne overvinde alt og tillade sig at være efter en gammel dværg som ham. Så han var tavs, for han orkede næsten ikke at diskutere med dette selvsikre menneskebarn. Han var lige ved at overveje at finde noget at stoppe i munden af hende og lade hende sidde der resten af natten, mens han fik noget at spise og tog sig af sine dyr. Det ville næsten være lettest.

Men inden han kunne gøre noget i den stil, lyste pigens øjne op og hun rykkede uden besvær sine bånd over. Hurtigt greb Ferghus sin økse og rejste sig fra bænken, klar til at forsvare sig. Med overraskelse så han, hvordan mennesket rev alle sine reb over som var de tynd tråd. Magi. Medfødte evner. Hvem vidste, men hendes styrke var næsten skræmmende. Hvis hun valgte at angribe ham, ville han ikke have de helst store chancer, hvis hun fik fat på ham. Ikke at han var chanceløs, men han ville være i problemer.
Til sidst var kvinden fri og stod op ikke mange skridt fra ham. Han knugede om øksens skaft, klar til at lade bladet glide igennem hud, kød og knogler, men hun så ikke ud til at ville angribe ham. 

"Jeg kan tydeligvis ikke stoppe dig i at gå eller tale. Men fortæl din kilde, at jeg nok skal finde ham eller hende. Og jeg vil stoppe ham eller hende i at sende flere mordere til mit hjem. Nok er jeg ikke Mørkets Kriger, men min økse er ikke bleg for at trække blod. Om jeg så skal hugge hovedet af din kilde for at få fred!" Vreden boblede op i Ferghus og han trådte et par skridt efter mennesket. Han var vred, han var så led og ked af at folk var efter ham, når det eneste han ville, var at leve i fred og få det bedste ud af de sørgelige rester af sit liv. 
"Jeg vil bare have fred! Så løb lille menneske, løb og kom ikke tilbage, for næste gang når du ikke at se, hvad der ramte dig, før dit hoved ruller rundt på gulvet!" Han hævede sin ellers dæmpede stemme efterhånden som han snakkede og de grå øjne skød lyn.

Faye stoppede med at bakke væk til hun stod ved døren, da hun så hvordan der lå bedrøvelse i den ellers meget kampklare dværg. Det så virkelig ud til nu, at ikke alt var, som det skulle være. Han var tilsyneladende ikke en mørkets kriger. Han var ikke en mørkets kriger. De ville ikke se sådan der ud, klar til kamp, men bedrøvede i øjnene. Det så virkelig reelt ud. Han kunne bare ikke være en mørkets kriger, og nu havde hun brudt ind i hans hjem. Hvad hvis hun bare havde dræbt ham i hans søvn? Den slags blod ville Faye ikke have på sine hænder! Hun blev tavs, mens hun stirrede på ham, indgående. Øjnene lyste ikke længere. Vreden var forsvundet som dug for solen og tilbage var kun forvirring. Hun stod dér, til dværgen igen brød tavsheden, nu tydeligt vred. Han ville have den kilde. Hun forstod ham godt. Hun forstod ham virkelig. Der måtte være en udvej der var god for dem begge.

Hun ænsede ikke hans trussel eller hvordan han kaldte hende et lille menneske, selvom hun burde, for hendes hjerne arbejdede på højtryk med at finde på én eller anden løsning, mens han råbte af hende. Hendes øjne, der før var fyldt med vrede, havde en undskyldende udstråling og hendes før kampklare position blev neutral, mens hun stod dér. "Jeg tager chancen," sagde hun roligt, mens hun tog døren og lukkede den bag sig, stadig med sit blik på ham. "Min kilde løj over for mig, og hvis ikke jeg havde været så uforsigtig, kunne jeg have haft uskyldigt blod på mine hænder. Det er kilden, der er skyldig og..." hun tøvede let. Det var ikke altid let at sige undskyld og at indrømme sine fejl, men Faye havde stadig opdragelsen fra bondeforældre, der kun ønskede, at hun skulle være et blidt menneske, der hjalp andre. Det skinnede nogle gange igennem. Også her, så det ud til. 
"Og jeg tog bare løgnen ind i mit lille hoved.. Så hug det af, eller lad mig hjælpe dig med at få fat i den kilde.. Undskyld at jeg brød ind," hun stod nu op af døren, armene krydset over hinanden, stadig kiggende på dværgen.

Vreden havde fået sit tag i Ferghus og han var klar til at slås, hvis pigebarnet skulle være besværligt på vej ud af døren. Han ville næsten ønske, at hun gik til angreb, så han kunne komme af med de negative følelser. Ikke fordi han havde lyst til at skade nogen, men han var vred. Forståeligt nok.
Og da hun ikke gik, men i stedet lukkede døren, troede han, at hans lille hjem skulle til at være en kampplads, men det var ikke det, hun ville. Hendes vrede var væk og i stedet så hun med et undskyldende blik på ham. Og undskyldte. En sølle undskyldning, men det var en undskyldning for at være brudt ind i hans hjem på ordet af en, der havde løjet. 

Hendes udstråling og mere neutrale kropsholdning fik ham til at gå i stå. Ubevidst havde han hævet øksen, klar til at svinge den, så han lod den langsomt falde igen, mens han så overrasket og forvirret på hende. Var det en fælde eller mente hun det, hun sagde? Hun så ud til at mene det, som hun stod der.
Ferghus havde et blødt punkt for børn og unge. Man kunne måske have svært ved at tro, at den gamle vrisne dværg overhovedet havde et hjerte, men det havde han. Et stort varmt hjerte. Og selvfølgelig kunne han ikke gøre dette menneskebarn noget. Det stred i mod hans natur, også selvom hun havde brudt ind i hans hjem med tanken om at skade ham. Så øksen faldt endnu mere, så hovedet ramte gulvet med et dunk. 

En af hans kraftige hænder gled over hans ansigt og han sukkede træt.
"Måske en lektion om ikke at løbe med en halv vind fremover." Han så lidt på hende. Han burde smide hende ud og gå i seng igen, men han havde en fornemmelse af, at der ikke ville blive mere søvn. Ikke at han ligefrem følte for at invitere hende ind, men siden han heller ikke kunne smide hende ud, kunne hun få lov til at blive. Dog uden invitation. Så han løftede sin økse og tog den med sig hen til ildstedet, hvor han gav sig til at tænde op for at få noget mere lys. Hvad hun ville, måtte hun selv bestemme. Gå, stå, sidde. Hans fingre fik vant gang i optændingen og kort efter kunne kan lægge et par stykker træ på.
Hvis ikke hun var gået eller havde sagt andet, skævede han kort mod hende.
"Hvad hedder du?"

Han så ud til at blive mindre vred ved denne aktion, og Faye stod egentlig bare musestille, afventende om han ville forsøge at jage hende ud af huset, indtil hans øksehoved ramte gulvet i huset med en dunklyd. Han så ud til at være faldet helt ned på jorden igen, dog kunne hun se, at han lignede typen, der konstant rendte rundt og var muggen. Og hvis hvad han sagde var sandt - hvilket hun var meget tilbøjelig til at tro - så havde han god grund. Hans advarsel fik et lille glimt frem i hendes øjne, og hun kunne egentlig ikke andet end give ham ret. Hun havde været så vred, at hun bare var løbet frem uden omtanke. I det her tilfælde var det heldigt.
"En halv vind ligefrem.. Men jo, ja.. Ehm.. Ja," det var ikke det rette tidspunkt at joke, og hun stoppede hurtigt sig selv, tøvende, før hun trådte inden for og langsomt satte sig på den stol hun før havde siddet bundet til. Den var ret lav, men det var at forvente når her boede en dværg.

Hun stirrede ind i ilden, som dværgen satte i gang med et lidt intenst blik. Ild var og blev altid lidt fortryllende for hende. Hun var i stand til at skabe det ud af sig selv, bare i en grøn, aggressiv form, men ilden var en historie i sig selv for hende. Hun var blevet reddet af en mand, der havde givet hende disse magiske egenskaber, og før det, havde hun været ingen speciel. Men hun havde haft en familie. En far, en mor og en bror. Og en ven. Tankerne var ét stort rod, der fløj rundt gennem hendes ømme hoved.
Dværgen afbrød dog hendes tanker, hvilket var meget heldigt, for nu havde hun hovedpine, der hele tiden steg og fik hende til at sidde med en finger på hver tinding. "Hva'? Undskyld, øh... Mit navn er Faye Zagan.. Hvad er dit?" hun oplyste normalt ikke folk sit efternavn, men hun følte næsten at hun skyldte denne dværg det, også selvom hun fortalte sit fulde navn så drastisk tæt på hjem.

Da ilden havde fået fat i træet, rejste Ferghus sig op og så på mennesket med et tænksomt blik. Det navn lød bekendt. Hvor havde han hørt det efternavn før? Hans blik faldt på hendes hænder og han greb en kedel ved siden af ildstedet. Tøsen havde hovedpine. Det kunne han ikke fortænke hende i, efter at være blevet slået ned af en dværg med et økseskaft. Det ville også give ham hovedpine.
"Ferghus Vragison." Han introducerede ikke nogen af sine kaldenavne, det var der ingen grund til. I stedet gik han over til en spand, der var fyldt med vand. Det var nemmere at have vand stående inde i huset end at skulle rende ud og hive det op af brønden, så snart man skulle bruge en slat. Kedlen blev fyldt op og han gik tilbage til ildstedet, hvor han hang den på en metalstang, der kunne svinges ind over ilden. Om lidt ville der være kogende vand.

Zagan. Det lød bekendt. Hans hjerne tyggede lidt på navnet, mens han satte sig på samme bænk som før og atter lod blikket falde på pigebarnet. Det havde noget med Mørkets Krigere at gøre. Trods at der var gået så mange år, lå det stadig til ham at følge med i, hvad de havde gang i, også selvom han ikke rigtigt sendte sin viden tilbage til dværgene mere. En gang i mellem dukkede der et godt stykke information op og Grimnyr fik besked på den ene eller den anden måde, men normalt var der ikke noget så vigtigt.
Lige som han var ved at skyde det hen, dukkede det op i hans hukommelse. Zagan. En familie, der var blevet slået ihjel af Mørkets Krigere. Noget med et barn. Og hele familien blev slået ihjel. Måske det ikke var det rigtige efternavn? Hans pande rynkedes for et øjeblik. Nå, det kom egentligt ikke ham ved. Men hvis hun var en overlevende, ville det forklare hendes had til Mørkets Krigere.

Ferghus var som sædvanligt tavs, han var ikke en mand, der snakkede løs. Så han nøjedes med at se på hende med et lidt gennemborende blik for et øjeblik, mens han overvejede, hvad han skulle gøre nu. Behandle hende som en gæst eller opføre sig som om, at han ville have hende ud hurtigst muligt? Ikke at det sidste var helt usandt, men efter situationen var faldet til ro, havde han som sådan ikke noget i mod at have hende der. Det var ikke så ofte, at han havde gæster og selvom han værdsatte ensomheden, kunne det nu være meget rart med en smule selskab. Også selskabet for et øjeblik siden havde som intention at slå ham ihjel.
"Det er modigt at brage ind i en anden mands hus uden våben, især hvis man havde forventningen om, at det var en Mørkets Kriger man ville overraske." Han havde ikke glemt den korte fremvisning af overnaturlig styrke, men han var en dværg og dværge elskede deres våben og værktøjer.

Hun fik fornemmelsen af, at dværgen var en mand af få ord, ret hurtigt. Han præsenterede blot sit navn og derefter var der stilhed, med undtagelse af hans rumsteren ved bålet. En mand af handling og ikke af ord. Det havde Faye slet ikke noget problem med, så hun sad egentlig bare og nød stilheden med sin hovedpine, ikke at hun var en svagpisser. Det her var slemt, ja, men det var stadig bare en hovedpine. Hun havde før været oppe at slås med værre skader. Det havde hun beviser af over det hele på kroppen, ja, selv på nakken. Her havde hun et mærke fra én der havde forsøgt at hugge hendes hoved af, nogle år tilbage. Hun havde med nød og næppe undgået det, men det var også én af de dage, hvor hun for én gangs skyld havde fået sig et enkelt krus øl, hvilket hun normalt holdt sig fra. Hun kunne drikke stadset, men fuld var hun lige godt aldrig blevet, og hun fandt andres fuldskab ubehagelig nok til aldrig at ville være fuld selv.

Dværgens ord fik Faye til at smile skævt. "Nok nærmere ret dumdristigt," indrømmede hun med et lidt uskyldigt blik. "Men jeg har kun et par jagtknive, og ikke råd til andet.. Såh.. Det blev uden våben. Jeg plejer at sætte min tillid til den styrke, jeg besidder," og ilden. Men den var for aggressiv til tider, og hun ønskede ikke at brænde både dette hus, gederne, de andre dyr og resten af skoven i smadder. "Men øhm.. Den kilde dér.. Skulle vi ikke? Du ved? Finde den og få den til at stoppe? Altså, med at snakke løgne?" Faye ville hellere end gerne hjælpe, nu hvor hun var blevet løjet i ansigtet, men det så ikke ud til at denne Ferghus havde travlt. Hun var til gengæld alt for vant til, bare at brase ind og gøre ting lige på hårdt, uden at tænke sig særlig meget om.

I det mindste kunne pigebarnet selv se, at det ikke var helt ufarligt. Ferghus lyttede til hendes ord og nikkede så. Hendes styrke havde været imponerende, men den kunne ikke beskytte hende mod andres våben. Det anså Ferghus som et problem, men hvis hun følte, at hun kunne klare sig uden, skulle han ikke dømme på det. Inden han nåede at sige noget, spurgte hun ind til, om de ikke skulle finde den. Ah, unge mennesker og deres utålmodighed.
"Det er stadig midt nat. Tror du din kilde løber nogen steder?" Han så roligt på hende. Ærligt talt havde han ikke travlt. Nu vidste han ikke, hvem hendes kilde var, men det var én, der vidste præcist hvor han boede. Og det var der ikke så mange der gjorde ud over de folk, der boede i den lille landsby. Han regnede ikke med, at det var nogen af dem, der havde pudset en morder på ham, nok nærmere en fra en af de nærmeste nabobyer. Og så var det nok ikke en person, der havde grund til at stikke af.

Lyden af damp, der kom ud af kedlen, fik ham til at rejse sig og hente to krus, som han placerede på sit bord. Derefter fandt han to små lærredsposer frem, der begge indholdt urter. Den ene almindelig te og den anden en sammenblanding af smertestillende urter, der ville kunne afhjælpe menneskets hovedpine. Efter at have hældt urterne i krusene, pakkede han poserne væk igen og kom tilbage til ildstedet. Her fyldte han kogende vand i krusene og gab hende det ene.
"For hovedpinen." Han satte sig atter en gang på bænken og lagde hænderne og sit krus, mens han så lidt ind i ilden.

Det var foruroligende, at der var nogen, som sendte folk efter ham. Ikke uventet, men foruroligende. Det slog et lille skår i den tryghed, han følte her i sin lille hytte i skoven. Den lille landsby vidste, at han ønskede at have sit hjem i fred og de sørgede altid for at sende bud efter ham, hvis nogen ville i kontakt med ham, netop for ikke at sende de forkerte derhjem. Få vidste helt præcis, hvor hans hytte lå. Han nippede til den skoldhede te, men det beroligede ham ikke. Nej, selvom han virkede til ikke at have travlt, kløede det lidt i hans hænder for at få fat i kilden. Få gjort sit hjem sikkert igen.

Ferghus virkede til at være tålmodigheden selv. Han var gammel, det var tydeligt, men der lå meget mere bag facaden, det kunne Faye godt se på ham. Hun kunne se det på hans øjne, at han havde en mørk historie, at han ikke var som de andre, der bare levede deres liv og gik videre, som om alting nok skulle være okay. Men sådan var det ikke for folk som Faye. Folk som Ferghus. Det var i hvert fald hvad hun selv var overbevist om. "Jeg tror min kilde tror, at én af os er død.. Så nej," logik var én af hendes svage sider, hun handlede for det mest ud fra hjertet og følelserne, men det her var logik for burhøns. Hendes kilde gik ingen steder, og det var endnu en gang bare hende selv, der havde været utålmodig. Hun sukkede lavt og lænede sig lidt tilbage i stolen, mens hendes forsøg på at slappe af blev gengældt med hovedpine. Det så dog ud til at Ferghus havde en løsning for snart rakte han hende et krus med skoldhed te i. Hvordan det skulle hjælpe, vidste hun ikke. Hun havde ikke styr på urter.

Men hvis han sagde at det hjalp, så ville hun ikke tøve med at drikke. Hun tog en tår, ligeglad med hvor skoldhed teen var, for hun havde en indre ild i sig selv, der gjorde, at varme ikke var så slemt for hende, som for andre. Det smagte bittert på trods af, at det var sødet op med te, men hun drak stadig. Hun vidste ikke hvordan hun skulle bære sig ad med dværgen, for hun havde ikke nogen fornemmelse på hvordan Ferghus var, som person. Kun at hun havde forsøgt at dræbe ham, og at hun nok burde finde et andet sted at sove for natten. For selvom hovedpinen langsomt forsvandt, blev hun dog også hurtigt ret træt.
"Så ehm.. Så gør vi det i morgen.. Ikke?" hun rejste sig op, drak resten af teen i én mundfuld - for evigt og permanent den utålmodige rolling, hun nu en gang var - og gik hen mod døren. "Jeg går ud og finder et sted at sove, så bliver din søvn heller ikke forstyrret mere," Faye mente dette på flere måder: Hun larmede når hun sov. Sagde ting i søvne. Ødelagde ting. Slog ud efter folk. Det var nok bedst at hun var et andet sted, selvom hun efterhånden var begyndt at føle sig tryg herinde i Ferghus' lille hus.

Ferghus brummede bekræftende til hendes svar. Enten havde kilden haft sjov med at sende et pigebarn i døden eller også havde personen vitterligt håbet, at det frembrusende menneske kunne klare Ferghus. Hvem vidste? Ferghus gjorde sig ikke så mange tanker over det, det var lidt uden betydning. Det skulle aldrig været sket til at starte med og personen bag det hele skulle have en lærestreg. Hvad det bestod af, måtte de finde ud af senere.
Selvom han var nysgerrig omkring pigen, blev han ved med at se ind i ilden uden at sige noget. Han var træt, siden hans søvn var blevet afbrudt, men det var ikke usædvanligt for ham at sove så lidt. Det skete ofte, at han vågnede midt om natten uden at kunne finde søvnens fred igen. Nogle gange kunne han slet ikke falde i søvn, men han havde også en te med søvndyssende urter. Alle disse urter var noget, han fik af en kvinde inde i byen, som tak for hjælpen med diverse. 

Da Faye rejste sig, flyttede han blikket til hende og nikkede til hendes spørgsmål.
"I morgen, når der er lyst." En kort rynke viste sig i hans pande, som hun virkede til at ville gå. Egentligt burde det passe ham fint, så kunne han gøre det han plejede, når han var oppe om natten, men af en eller anden grund var det forkert bare at sende hende ud i mørket for at lede efter et sted at sove. Hvor? Skovbunden? Medmindre hun havde oppakning gemt et sted, ville det blive en koldt fornøjelse. Indvendigt rystede han på hovedet af sig selv, mens han rejste sig fra bænken.
"Jeg ville tilbyde dig at sove på bænken," han pegede på en bænk, der havde skind liggende, men som ikke fungerede som seng til hverdag, "men jeg tænker ikke, at du har lyst til at sove i rum med en mand, du ikke kender." Og som hun havde planlagt at slå ihjel, men det sagde han ikke. "Hvis du hellere vil, er der plads nok ude i dyrenes skur. Der er også halm at sove i." 

Nu havde hun i hvert fald fået buddet. Ferghus drak en tår af sin te og afventede hendes svar.

Faye var tilfreds med dette; At de tog af sted når det var lyst igen. Hun var fast besluttet på, at tage med ham og at hjælpe ham med at tage sig af kilden. Dette var gået ud over hende, såvel som ham. Og hun var en hævntørstig type, der ikke stoppede før hævnen var taget. Hun nikkede derfor, tilfreds og gik videre mod døren, til Ferghus kom med to tilbud. Det ene var at sove herinde, det andet var at sove ude ved dyrene. Hun havde ikke lyst til at sove ved dyrene. Ikke fordi hun ikke brød sig om det eller følte sig over det, men fordi hun var bange for at gøre skade på dem. Og hun ville heller ikke sove herinde. Men hun ville hellere sove herinde end ude ved dyrene, og Ferghus havde trods alt vist sig at kunne slå hende ned hvis hun skulle blive problematisk. Så hun stolede mere på at der ikke ville ske noget herinde, og desuden var hun træt og magtede virkelig ikke at gå ud derfra nu.

Hun skjulte et gab bag sin hånd og stoppede op. "Jeg er ikke sikker på at det er en god idé at sove i skuret med min styrke," indrømmede hun med et alvorligt blik rettet mod Ferghus. "Men du kan bare slå mig ned hvis jeg bliver et problem herinde," hun lagde sin tillid på ham, indrømmende at han nok godt kunne håndtere hende, selvom hun ikke var glad for det, og satte sig ned på den bænk han havde udpeget, allerede smånervøs ved tanken om at hun havde risiko for at ødelægge hele huset. Hun var ikke sikker på om det her var en god idé og rørte med det samme lidt uroligt på sig, før hun langsomt lagde sig ned på bænken, ligeglad med hvor hård den så end var. Hun kunne sove hvor som helst.

Hun havde regnet med at skulle vente længe på at falde i søvn, men urterne og slaget mod hovedet havde gjort hende rigtig træt, så der gik i virkeligheden kun et par minutter før hun faldt i søvn, liggende bomstille. Sådan lå hun altid, helt stille, nærmest sovende med det ene øje åbent. Ikke bogstaveligt talt dog.
Men der gik kun hvad, tre timer? Så begyndte de sædvanlige mareridt at dukke op og Fayes hånd greb om kanten af bænken, klemmende sine fingre ind i træet, til det begyndte at splintre under trykket. Hendes evne var i fuld gang, så meget at da noget ruskede hende vågen, lyste hendes øjne stadig kraftigt op mens hun trak vejret hurtigt. Der havde været en del blod med i dette mareridt og en kvalme skyllede ind over hende med det samme, hun vågnede op. Sammen med panik og vrede. Derefter kom sorgen, der altid fulgte med hver gang hun havde et mareridt om sin families død. Hun havde stadig ikke fået øje på hvem der havde vækket hende og hvis hun havde sagt noget i sin søvne, så vidste hun ikke hvad hun havde sagt.

Ferghus kunne se på hende, hvor meget hun ikke havde lyst til at sove i hans hjem. Om det var på grund af ham eller noget andet, kunne han ikke svare på. Dog fik hendes ord det til at lyde som om, at hun var til fare for sine omgivelser, når hun sov. Han bed mærke i det og ville nu holde lidt ekstra godt øje med hende, når hun sov. 
"Bare rolig, jeg har intet i mod at give dig et dask mere, skulle jeg få brug for det." Et svagt og måske lidt atypisk forsøg på at være morsom, selvom han samtidigt med var dybt alvorlig. Han kunne godt mærke, at det betød noget for hende, at han var villig til at slå hende ud. Besynderligt og voldsomt, men der var nok en grund til det. Om hun ville fortælle eller ej, det måtte hun selv bestemme. Ferghus var ikke den spørgende og snagende type, han tog tingene som de kom.

Rollingen så ud til at falde i søvn i løbet af minutter. Ferghus trak på skuldrene og begyndte at lave det, han plejede. Kurven, som han brugte til at slæbe brænde ind med, havde fået et hul, så det gav han sig til at lappe. Han kogte noget mere vand og drak noget mere te. Måske en underlig drik for en dværg, men øllet lod han ligge det meste af tiden. For det meste drak han et krus eller to til maden, men ellers var det noget der kun blev drukket, når han drak igennem. Også selvom der skulle meget til at gøre ham fuld, men han havde brugt flere år på kun at drikke og det smagte ham ikke så godt, som det havde gjort.
Til sidst satte han sig til at snitte et trædyr. Børnene i byen var vilde med dem og han var dygtig nok til at bytte dem for andre varer. Han spekulerede ikke så meget over det, men til sidst kom der en bjørn til syne i det lille stykke træ. Efter at have snittet lidt detaljer, sad han og kiggede på den. En bjørn. Han havde set en del heroppe nord på. Hvorfor en bjørn? Han skævede til mennesket. Det gav nok sig selv. 

Han nåede lige at stille den knytnævestore figur fra sig på bordet sammen med kniven, da urolige bevægelser og lyde fangede hans opmærksomhed. Fayes stille søvn så ud til at have taget en mere uhyggelig drejning. Han så på hende med et medfølende blik. Han kendte den slags mareridt alt for godt. Pludseligt begyndte hans bænk at knage og han besluttede sig for, at det var på tide at vække hende. I stedet for at hente sin økse, greb han en brændeknude. Hendes advarsel om, at han skulle slå hende ud, hang ved og selvom han ikke brød sig om det, tog han ingen chancer. Efter et øjebliks tøven, greb han fat i hendes skulder og ruskede hende fast.
"Faye, vågn op." Det så ud til at lykkes, men da hun åbnede øjnene, lyst de og han havde kævlen klar i tilfælde af, at hun gik til angreb. Men det så ikke sådan ud. I stedet blev hendes udtryk trist og han sænkede kævlen igen.
"Du drømte. Er du okay?" Hans blik var bekymret som han så på hende.

Faye trak stadig vejret panisk da Ferghus' stemme brød igennem til hende, men langsomt svandt lyset i hendes øjne ind og de blev til den klare blå farve, som de normalt var, mens hun stirrede på Ferghus, tavs. Hun gav slip på bænken, hvor et lille mærke var blevet lavet i træet og fik derefter øje på trækævlen i Ferghus' hånd. Langsomt blev hendes vejrtrækning mere dyb og rolig og hun nikkede langsomt. "Helt okay.. Ja, ja, jeg er okay," langsomt, for ikke at alarmere Ferghus og hans kævle, satte hun sig op og gned sig i tindingerne, før hun kørte begge hænder gennem sit hår. De rystede let, så hun endte med at folde dem ind i hinanden, lidt hårdt mens hun stirrede mod ilden i pejsen.

Hun hadede de drømme. Især når hun havde dem i nærheden af andre, men i det mindste havde hun ikke ødelagt noget. I hvert fald ikke særlig meget. Så hun skulle da i det mindste ikke undskylde over for Ferghus for noget. "Det var bare en drøm.. Intet virkeligt.. Bare en drøm," stædigheden begyndte at vise sig i hendes blik og hun knyttede sine næver, stirrende ned på dem. Benægtende virkeligheden, som ellers var virkelig. Drømmen var en påmindelse om hvad der var sket. Det var ikke bare en drøm. Det var virkeligheden. Men det ønskede Faye ikke, for virkeligheden gjorde ondt og hvis hun bare lod som om at det var en fjern drøm, ville det ikke være helt så slemt. "Jeg er okay.. Jeg har det fint, det var bare et mareridt," denne gang lød hendes tone lidt mere fast.

Det så ud til, at pigen langsomt faldt til ro og Ferghus trådte et skridt tilbage for at give hende plads. Hendes ord lød mest til at skulle berolige hende selv og ikke så meget ham. Da hun satte sig op, strammede hans greb om kævlen for et øjeblik, men mennesket så ikke ud til at have planer om at angribe, så det endte med, at han gik de får skridt over for at lægge kævlen på plads. Det gav ham også et øjeblik til at rynke panden og tænke over situationen. Enten kunne han spørge ind til hendes mareridt, selvom det ikke kom ham ved, eller også kunne han give noget overfladisk trøst og finde noget mad. Hvilket nok ville være det mest fornuftigste.

Han vendte tilbage til mennesket og satte sig så på bænken med et stykke mellemrum i mellem dem.
”Hårde liv giver hårde mareridt.” Og det var egentligt det, han havde at bidrage med. Hans egne mareridt var heldigvis ikke så slemme som de havde været, selvom han da stadig kunne vågne op, badet i sved, siddende med øksen i hånden, klar til at slås mod fjender, der ikke længere eksisterede. Hans blik blev tomt et øjeblik som han tænkte på sine egne ord, men kun for et øjeblik, som han trak sig selv tilbage til virkeligheden.

Lyset var begyndt at skinne ind af de små vinduer. Solen var på vej op.
”Jeg regner med, at et ungt menneske har en lige så stor sult som en dværg i sin bedste alder. Jeg finder noget mad frem, inden vi tager af sted. Jeg skal også lige vande og fodre dyrene.” Selvom han lige havde sat sig, skubbede han sig ned af bænken igen og begyndte at skramle rundt. Han havde noget brød liggende, der stadig så spiseligt ud og han fandt en gryde frem, som han fyldte med korn og frø og vand, så han kunne lave en solid morgengrød. Der lød en miaven ved døren og han åbnede den op, så katten kunne komme ind og dagens lys kunne lyse rummet op. Udenfor glimtede duggen i græsset og hønsene var begyndt at skrabe i jorden på det, der kunne betegnes som en gårdsplads. Ferghus var tavs, mens han gjorde alt dette. Faye var en uvant gæst, som han stadig ikke helt vidste, hvordan han skulle håndtere.