Udgangsforbuddet efter solnedgangen havde gjort det meget vanskeligt for Makayla at bevæge sig rundt. Hun var faktisk irriteret over det, ikke nok med at det gjorde hendes arbejde vanskeligt det gjorde hele hendes liv vanskeligt. Hun var ikke glad ved at bevæge sig rundt i solen, men noget havde fået hende til genovervejer det.

Makayla havde nemlig hørt nogle nye anderledes rygter om Sadik brødrene, om en drik der kunne føre ind hen til ens drømme. May så dette som en oplagt mulighed for at sælge drikken videre til hvem end måtte blive afhængig af deres drømme. Lidt ekstra indkomst generede ikke May, derfor havde hun også før nogle vågnede bevægede sig ud. May havde iført sig en lang sort kjole, selvom det var en anelse gennemtig ville den gøre jobbet for at skærme imod solens stråler, samtidig havde den også lange ærmer og lettere dyb udskæring. Det var jo ikke til at sige hvorvidt hun skulle forføre den ene af Sadik brødrene for at blive en af deres forhandler. Derudover bar hun en tung kappe, som så ualmindelig tyk ud og selvfølgelig havde den en hætte som hun kunne trække langt over hovedet.

Solen var heldigvis ikke helt kommet frem endnu, hvorefter hun trådte ud fra sin lille bolig. May trak automatisk hætten tættere til sin krop, hun kunne fornemme solen stråle hun måtte skynde sig, hun ønskede trods alt at have en del af sine kræfter inden hun havde snakket med en af Sadik brødrene, det var ikke til at sige om hendes ene evne ville blive nødvendig. Selvom hun havde hørt om frygtelige historie om dem, skræmte det hende ikke, hun var jo ikke ligefrem kendt for selv at være uskyldig. Endelig befandt hun sig på 'Det halve svin' hvor hun havde hørt om Sadik brødrene kunne befinde sig, det måtte tiden vise. Hun havde intet bestilt blot nævnt for bartenderen at hvis han så en af dem måtte han gerne sende denne imod hendes retning. Hvorefter hun havde sat sig ned i mørkt hjørne og taget sin kappe af. Makayla betragtede rummet, det eneste hun nogenlunde kunne drikke var en glasrødvin, men det var nok lige tidligt nok endnu. Men hun ville vente på denne Sadik bror hvor længe det så måtte tage, hun ønskede alligevel ikke at forlade kroen før det tikkede imod aften, hvor solen ikke var nær så kraftig. 

Remus var oppe før sin bror denne dag, da han havde haft lidt problemer med at sove. Ja, selv en med evner som hans, kunne have problemer med ro i hovedet, når det kom til at skulle sove. Så han var stået op med solen, hvilket vil sige midt om natten i disse sommermåneder. I stedet havde han sat sig til at læse i en gammel bog, han havde handlet sig til. Han elskede bøger og det ene rum i det lille hus, havde en stor reol fyldt op med bøger. Ikke små letlæsningsbøger, men tykke moppedrenge om mere eller mindre indviklede emner.

Som han sad der, optaget af et emne om sprog i Krystallandet, bankede det forsigtigt på døren. Med rynket pande rejste han sig, kastede et blik ind på sin sovende bror og gik så hen til døren, som han åbnede. Udenfor stod en ung dreng, som Remus straks genkendte som krofatters unge. Forpustet efter løbeturen skyndte drengen sig at forklare, at der var en, der ville snakke med enten ham eller Romulus nede på Det Halve Svin. Nå, det var der? Så tidligt? Remus tøvede lidt. Normalt var det Romulus, der tog sig af at snakke med folk, men det store brød sov stadig. Med et suk sagde han til drengen, at han ville komme. Så snart Remus havde udtalt ordene, stak drengen af.

Efter at have taget sin sorte jakke på med sølvspænderne, rettet lidt på håret og atter engang set ind til den sovende Romulus, forlod Remus huset og bevægede sig ned igennem de morgensløve gader, hvor enkelte blikke fulgte ham, men ingen talte til ham. Folk vidste bedre. Snart ankom han til kroen, der også var stort set tom, ud over et par enkelte sovende fyldebøtter, et par tidlige rejsende og en enkelt kvinde, han nær ikke havde fået øje på, som hun havde sat sig ind i et mørkt hjørne. Remus rettede sine gråblå øjne mod krofatteren, der nikkede ned i mod kvinden. Så det var hende, der ville snakke.
Rank, som han altid var, gik han hen til hendes bord og så på hende med et følelsestomt blik og neutralt ansigtsudtryk.
”Jeg hører, at du leder efter Sadikbrødrene. Jeg er Remus.” Hans stemme var dæmpet, men klar og fyldt med en roligt form for autoritet. Det var tydeligt, at han var vant til at få respekt, hvor han kom frem.

May sad roligt i kroen og studerende de forskellige som befandt sig der. Der var ikke fåtal som faktisk var ædru i stand til at nok fungerer på denne tid på dagen. Hun fandt det faktisk morsomt, at nogen ville benytte sin tid og penge på disse ting, måske var det også en af grundene til hun ville sælge Sadiks brødrenes drøm fordi det var sjovt at udnytte andre på denne måde. Ligesom nogen kunne blive afhængig af hendes bid.

Pludselig kom en skikkelse ind på kroen, hun studerede ham nøje selvom han nok ikke havde set hende. Han var attraktiv mand, og som han bevægede sig ned til hende, regnede hun også at dette måtte være den ene af Sadikbrødrene. Hun smilede roligt, dog uden endnu at vise hendes hugtænder for ham. ”Glædeligt at møde Dem Remus, jeg er Makayla” hun var rolig i sin stemme og ret fattet. Selvom det ikke helt lå til hende at vise så meget overfor en anden, så gjorde hun det fordi hun ønskede noget af ham. Hvis hun skulle blive en større smugler måtte man også have råvarer som mange ville efterspørge. ”Ja det gør jeg. Jeg har hørt rygter om at I kunne have brug for nogle mellemhandler til videre sælge jeres drømme drik?” forsætte hun i samme rolige stemme. Makayla havde blot hørt om disse rygter, og håbet at de ville være sande, ellers ville dette ende med at blive en akavet situation. 

Nu Remus var kommet kvinden nærmere, kunne han bedre betragte hende. Hun var ganske køn med sit lange lyse hård og den blege hud, men intet i Remus reagerede på dette. Han kunne se det, det sagde ham bare ikke rigtigt noget. I stedet var han ved at spekulere på, om hun var mere end et menneske, det var ikke altid lige at se. Hvem var hun? Hvad kunne hun? Og vigtigst af alt, hvad ville hun ham og hans bror?
Dette fik han svar på, efter han lærte hendes navn at kende. Han lod hende snakke uden nogen reaktion, andet end at hans gråblå øjne blev ved med at hvile på hende med et følelsestomt blik. Jaså, hun ville være en sælger. Hans blik gled ned over hende, som for at vurdere om hun talte sandt. Samtidigt overvejede han, hvorfor det var noget, hun ville. De fleste der kom til dem, så ud til at have forbindelser eller være desperate efter penge og berømmelse. Hun så ikke ud til at være hverken eller. Men igen, man skulle ikke skue en hund på hårene. Han lignede heller ikke ligefrem en person, der skabte et narkotika med drømme.

Roligt rakte han ud og trak en stol ud, så han kunne sætte sig ved bordet uden at slippe hende med blikket. Han havde ingen våben på sig og ville have dårlige odds i mod selv en kvinde, især en som hende. Han havde en fornemmelse af, at hun var mere end bare et kønt udseende. Stadig rank sad han på stolen og lagde sine foldede hænder på bordet. Der var stadig ingen følelser at spore i hans ansigt.
"Ja. Vi søger nogen til at sælge Nox for os." Endeligt viste sig der en rynke i hans pande, dog kun for et øjeblik. "Hvorfor vil du arbejde for os?" Han var direkte, hvis der var noget, han ikke havde tålmodighed til, så var det udenomssnak. Og det var det spørgsmål, der denne gang faldt ham først ind. Det skete, at han slet ikke gav sig tid til at stille spørgsmål, men sagde nej med det samme.

Dog sagde noget ham, at denne kvinde ville kunne nå nogle kunder, som de fleste af deres sælgere ikke kunne. Hun virkede sofistikeret. Om hun samtidigt var intelligent, det ville vise sig. Hvis hun havde forbindelser, kunne hun bruges. Havde hun ikke, kom det an på, om hun havde hjerne nok, for så kunne hun få det. 
Hvad denne kvinde nok ikke vidste, var at de to brødre hver for sig havde et negativt syn på kvinder. Et meget negativt syn. Men begge var overbevist om, at man kunne bruge dem, hvis de var værd at bruge. Og det var det, Remus ville finde ud af.

Som han kom endnu tættere på hende, kunne hun bedre se hans ansigt og krop. Han var i sandhed en attraktiv mand, og hvis ikke det var fordi de skulle til at lave forretninger ville hun med glæde forsøge at forfører ham til at smage lidt på ham. Umiddelbart var det ikke til se hvorvidt han var menneske, dæmon eller måske endda en vampyr som hende, men uanset sagde hun jo sjældent nej til smule blod. Dog var det nok ikke den bedste ide, og slet ikke hvis de skulle arbejde sammen. Nej det ville være bedste hvis dette forhold udelukkende var forretning.

Makayla var tilfreds, da hun hørte at trods rygter så var de sande. Ellers ville hun nok have følt sig lidt akavet nu. ”Som en smugler, er det vigtigt for mig og mine kunder at jeg kan tilbyde dem et hvert produkt” svarede hun roligt, May så ingen grund til skjule at hun var smugler. Hvis han ønskede det skulle han jo nok finde frem til det alligevel. ”Samtidig ser jeg det som en god aftale. Jeg er trods alt en god handelskvinde, og har visse kontakter rundt om i Krystallandet. At få mig som forhandler vil blot øge jeres salg” og hendes eget. Makayla ville da foretrække at andre ville blive afhængig af hendes bid, men at få for mange offer ville også blive problematisk. Derfor kunne sådan et middel som de solgte være en god plan, hun skulle dog være varsom med nok ikke at drikke blod af en som havde indtaget det. ”Skulle det blive nødvendigt er jeg også villig til at fremskaffe jer vare i kunne have behov for” Det var tydeligt at hun gjorde dette til dagligt, og hun ville altid forsøge at skaffe flere krystaller og at have en god aftale med dem. Ville gøre hende mere erkendt i landet, hvilket kun gjorde at flere ønskede handler med hende. 

Så hun var smugler. Remus’ interesse steg en smule, som dette blev sagt. Det kunne sagtens lede til noget godt, en med det erhverv måtte have mange forbindelser. Også uden for Hovedstaden, hvilket hun selv lagde vægt på. Ind til videre havde brødrene kun direkte salg hovedstaden, der havde hverken været grund eller mulighed for at udvide til resten af krystallandet. Deres produkt var stadig nyt og det var kun inden for det seneste halve år, at han havde ramt den bedste dosis af drømmerenergi til mængden af vand i de små glas. Det krævede stadig en smule øvelse at få det til at give sammen effekt hver gang og det var blandt andet derfor, at de ikke havde udvidet salget endnu. De ventede tålmodigt på det rette øjeblik.

Der var meget selvtillid i denne kvinde. For Remus var det ikke tiltalende, men det var underordnet i øjeblikket. Han tog en dyb indånding som han spekulerede over hendes forslag. Kunne han stole på hende? Det var for tidlig at sige. Hvor ville han ønske, at Romulus var til stede, det var ham, der havde styr på mennesker. Remus så sig helst fri for at være i kontakt med nogen. Men der var ikke så meget at gøre lige nu.
Han lænede sig en smule tilbage og tog en hurtig beslutning.
”I øjeblikket holder vi vores salg i Hovedstaden. Men jeg vil snakke med min bror, om vi kunne bruge dine kontakter til at udvide.” Han ville ikke tage nogen beslutninger uden Romulus, men hendes tilbud var lokkende. De havde selv ikke nogen kontakter uden for hovedstaden, som de var vokset op her.

Han lagde hovedet en smule på skrå.
”Hvad er dine kontakter i hovedstaden? Vi har rigeligt med sælgere i Det Nedre Bydistrikt. Du ligner en, der kunne have kontakter længere oppe, måske endda i nærheden af paladset?” Hvis hun ikke havde, kunne det måske hurtigt arrangeres. Med hendes udseende kunne hun hurtigt lokke nogle af de mere svage adelsmænd, riddere og ansatte ved paladset til at købe Nox. Remus havde hverken høje meninger om mænd, der faldt for kvinders tricks eller de kvinder, der brugte dem. Kvinder generelt. Han så stadig uden følelser på hende, som han tænkte disse tanker.

Makayla overvejede lidt at fortælle om sin egen evne, som jo gjorde nogenlunde det samme som deres, men alligevel kendte hun ikke ham eller hans bror, kun med rygter. Derfor besluttede hun sig og for at for endnu, forblev det en hemmelighed.

Makayla lyttede til hans ord, trods hun havde fået den fornemmelse af at de var noget større end hvad han selv gav udtryk for, eller måske var han blot ydmyg overfor hende. Det kunne hun også selv være overfor sin forretning selvom det jo gik godt. ”Okay, ja for rejser meget så det ville klart være oplagt at tage noget med” svarede hun roligt, hun ville dog ikke gøre uden deres tilladelse, de havde jo også et ry for at være hårde og hun ville ikke være den der sætte sig på tværs lige overfor dem.

”De er blandet. Selv bor jeg i det nedre, men jeg kender da også nogle adelige, som måske godt kunne være interesseret” svarede hun roligt, adelige havde det jo med at kede sig og forlange vare som var ulovlige. Hvilket blot skabte krystaller til hende. Selvom de adelige kunne være krævende, betalte de også godt, og at gøre nogle stykker afhængige vil i den grad både være sjovt og spændende. ”Men ellers er jeg villig til at gøre mit for at skabe flere forbindelser” forsatte hun, hvis de kendte nogen, ville hun ikke være bleg for at blive introduceret. Det ville jo blot skabe yderlige forbindelse også til hende selv og hendes arbejde.  

Remus lyttede til hende, som hun talte, men uden at svare på det eller det andet med det samme. Atter en gang ville han ønske, at Romulus var der. Han var den, der kunne med mennesker. Remus var den tænksomme type, den der lyttede og lagde planer derefter. Men ingen af dem gjorde noget uden den andens input. Og det var det samme nu, Remus ville ikke forholde sig til kvindens tilbud, før han havde snakket med Romulus. Dog vidste han dog, at han kunne ansætte kvinden. Der var uden tvivl noget, de kunne bruge hende til, om de ville udvide ud af byen eller ej. Men med hende blev der åbnet endnu en dør til Det Øvre Bydistrikt, og det var lige hvad de søgte i øjeblikket.

”Jeg kan ikke sige, om vi kan bruge dine kontakter ude af byen endnu, jeg bliver nødt til at snakke med min bror om det. Men det er ganske udmærket at have muligheden i baghånden.” Han flyttede en smule på sig og så lidt undersøgende på hende. ”Jeg kan dog sige, at med dine muligheder her i byen, vil du kunne gøre noget for os. Og vi for dig, selvfølgelig.” Et kort smil gled over hans læber, ikke på nogen måde skabt af følelser, bare for at virke en smule positiv.
”Jeg er sikker på, at vi kan komme frem til en aftale, der er gavnlig for begge parter. Vi giver vores sælgere to ravstykker for hver flaske de sælger.”

Roligt stak han hånden i lommen og hev en lille glasflaske med en korkprop op af lommen. I flasken var en klar væske med et gyldent skær. Flasken placerede han på bordet i mellem dem.
”Flasken sælges for ét jadestykke.” Han lænede sig en smule frem og hans blik og udtryk blev mørkt og advarende. ”Hvis vi finder ud af, at du snyder os, enten ved at sætte prisen op og beholde differencen selv eller på anden måde snyde os for krystaller eller tjene ind på vores produkt, får du selv at se, hvad Sadikbrødrene er i stand til. Er det forstået?” Trods sit pæne ydre, var advarslen bestemt og hans grå øjne borede sig ind i hende. Der var ingen tvivl om, at det ville være en dum idé at gå i mod de to brødre.

Makayla nikkede blot, selvom hun ikke kunne se problemet hvor de blev solgt. Var det ikke blot vigtigt at få tingene solgt uanset lokationen. Hun ville dog ikke modsige ham, med tiden skulle hun jo nok få lov til at sælge det uden for byens grænser. Makayla smilede svagt, da hun var sikker på at deres bekendtskab nok skulle føre noget godt med sig, hun fik et større omdømme og de fik solgt deres vare. Det var vel win win, for begge. Makayla nikkede og tænkte at det var uhørlig lille betaling for at sælge en flaske, også var flasken en jade værd, hun ville tjene langt under halvdelen. Makayla var ikke ligefrem tilfreds med denne del, og spurgte stadig roligt ”Gælder det for alle sælger at de tjener to ravstykker?” Hendes umiddelbare gæt ville være ja, alt andet ville være underligt og give andre større særbehandling. Selvom May ønskede at få mere, men de virkede ikke til at der var nogen som helst forhandling på den part.

Hun fornemmede hurtigt hans blik, et bestemt et, et advarende et. Hun havde selv gjort dette imod andre, som hun ikke helt stolede på, og det var helt underligt for hende at sidde i den anden stol. Mest af alt havde hun lyst til at fyre et par jokes af, men hun gjorde det ikke, for hun havde en god fornemmelse af at det ikke ville falde i god jord ”Det er forstået” sætningen fik hende mest af alt til at føle sig, mindre, og mindre ubetydelig i forhold til ham, hvilket hun hellere helt var fan af, men lod det gå ind i det øre og igennem det ene andet.

Han betragtede hende gennemborende, for at se hendes reaktioner på alt, hvad han sagde. Og han var ikke i tvivl om, at to ravstykker var for lidt for hende. Hun så også ud til at være vant til at tjene mere, være vant til penge. Men det var en pris, han og hans bror havde fastsat og den blev ikke lavet om for nogen, heller ikke en forvent tøs som hende her. Hans blik var koldt, som han svarede.
”Ja. Ingen undtagelser. Hvis det ikke falder i din smag, er du velkommen til at sige nej tak og så har vi ikke en aftale.” De havde endnu ikke oplevet nogen sige nej. De fleste var desperate efter krystaller, andre gjorde det lige så meget for spændingen eller andre grunde. Hvis hun kun ville gøre det for krystallerne, så var hun gået det forkerte sted hen.

Det trak svagt i Remus’ mundvig, da han fik en fornemmelse af, at kvinden ikke kunne lide at blive bestemt over som nu. Det gav ham en uendelig trang til at fortsætte, men siden der forhåbentligt kom et samarbejde ud af dette møde, måtte han hellere holde sig i skindet. Selvom at hundse rundt med en overlegen kvinde, som hende her gav udtryk for at være, var meget lokkende.
”Godt.” Han skubbede den lille flaske frem mod hende, inden han lænede sig tilbage igen. ”Du beholder bare denne. Som et tegn på værdsættelse på vores fremtidige samarbejde.” Hvad hun gjorde ved den, var han ligeglad med. Så længe hun ikke selv drak den. Men hun så ikke ud som en, der havde lyst til at blive afhængig af noget, som andre havde kontrollen over.

Det overraskede umiddelbart ikke Makayla, at han reagerede som han gjorde. Hun forstod udmærket det forretningsmæssige i hans påstand. Derimod ønskede de nogle bedre sælgere, måtte man også betale sig efter det. Også på den anden side, varen blev omtalt på gaden, og havde hun den ikke, kunne hun blive mindre populær. ”Det er Deres forretning, så det er en aftale” i og med, at hun ikke fik en højere pris, ville May hellere ikke ligge et større arbejde i, at distribuere deres vare. Det ville altid være hendes egne først. Eftersom hendes fortjeneste var lille. ”Har I et mødested for udlevering af Nox og betaling?” spurgte hun roligt, det var trods alt et væsentligt element i forhold til deres kommende samarbejde.

Makayla smilede og tog pænt imod den lille flaske. Indholdet så yderst spændende ud, men hun havde dog ingen planer om selv at prøve stoffet, dog så hun yderst frem til at se nogens reaktion på det. ”Det var pænt af Dem, tak” svarede hun roligt. Makayla gjorde antræk til at mødet ville være hævet, medmindre han havde yderligere informationer at dele med hende.   

Kvinden valgte at sige ja til hans krav og en aftale var lavet. Tilfredsheden kunne nok ses i Remus' ansigt for et kort øjeblik, inden de skarpe træk atter blev følelsestomme. Han havde en fornemmelse af, at denne sælger ville blive ganske nyttig, især hvis hun ville pakke sin overlegne attitude væk. Men det virkede til, at hun ville blive en åben dør til dele af Hovedstaden, som de ikke havde haft fat i før. Godt. Romulus ville blive tilfreds, når han hørte om dette.

Han skulle lige til at rejse sig, da hun stillede sit spørgsmål. Ja, hun var nok ikke den, man kom til med de små flasker. Lidt undtagelsesvis valgt han at lade hende komme til dem. De havde ind til videre ikke nogle bud til at løbe for dem.
"Du kan sige til kromutter, at du har skal tale med en af os. Hun skal nok sende bud efter os." Ikke at Telma brød sig om at være involveret i deres lille forretning, men hellere det end at alle vidste, hvor de to brødre boede.

Endeligt rejste han sig og så ned på hende med de kolde gråblå øjne. Hun takkede ligefrem for flasken. 
"Jeg behøver vel ikke at understrege, hvad der sker, hvis man på nogen måde går i mod os?" Hans lange fingre gled kort over bordets overflade, inden han tappede kort på det hårde træ med de pæne negle og han vendte sig om og forlod hende. Han havde ikke mere at sige. Var ikke interesseret i at snakke mere med hende, være i hendes selskab. Spørgsmålet havde været retorisk og han ville ikke have svar. Han var tilfreds med dette møde, men hvor ville han ønske, at han var fri for den slags. Det var Romulus' job. Apropos den store mand, gad vide om han snart var vågnet?