Endnu en dag, og nu, endnu en aften. Det var skørt, sådan som Céline var begyndt ikke at vågne om morgenen. Heller ikke selv hun havde sovet hele natten, og egentlig burde være frisk ved morgentid. Men det var hun ikke. Og om aftenen kunne hun ikke sove, og lå derfor vågen nærmest hele natten. De få gange hun var vågnet om morgenen, så havde hun været helt smadret. Hun havde måtte skjule sig bag tunge gardiner i sin grå særk, og så var hun forstyrret af sin hunger efter... ja, efter et eller andet spiseligt.

Det havde til sidst fået hende til at konkludere, at hun lige så godt kunne være oppe om natten og sove om dagen, det kunne da ikke være så besværligt, vel? Men de sidste par dage, havde Céline sovet i et forladt palæ, lidt fra kroen. Hun havde ikke noget sted at gå hen, og havde besluttet sig for, at et forladt palæ var lige så godt et forslag som så meget andet.

Céline trak hætten over hovedet på sin mørkebrune kappe, og skyndte sig gennem regnen. Kappen var af uld, hvilket gjorde hende gennemblødt efter kort tid, men det var nu engang hvad hun havde at gøre godt med, så det var det hun gjorde. Lidt længere fremme, kunne hun se lyset fra kroen. Og da hun kom nærmere, så fik lyset hende til at misse med øjnene. Hun havde et killer nattesyn, men så snart der var lys, ja så blev det svært.

Da Céline kom til døren, trykkede hun håndtaget ned og sneg sig indenfor. Der var så meget larm derinde, at ingen alligevel rigtigt lagde mærke til hende. Desuden havde de fleste gang i noget seriøs druk, så hun kunne nemt bevæge sig op til disken.

"Dagens ret." hviskede de kolde, blege læber til krofatteren, inden hun skyndte sig over til et mørkt hjørne af kroen, hvor hun kunne være i fred.

Kort efter fik hun kastet en lerskål med et stykke brød, noget kartoffelagtigt og et enormt lille stykke kød. Ikke at hun havde forventet det store, for de få penge hun havde, men hun havde da forventet mere end det her. Det var jo ingenting.

"Seriøst?" kommenterede hun på maden til ham der serverede det. Det eneste hun fik tilbage, var en lav knurren, forpulede varulve, og et irriteret nik, som om han forsøgte at ryste fluer væk fra sit ansigt.

Makayla var draget mod Tusmørkedalen for at få nogle enkelte handler på plads, det var ikke helt lykkes helt efter hendes planer, men det var ikke altid lige nemt at forhandle sig til noget hun fandt som det rigtige. For at komme væk fra disse negative tanker, havde hun taget hen på kroen, måske et aften måltid senere ville dukke op.

Hun havde befundet sig der længe, men modsat mange andre, nød hun et glas rødvin i enden af kroen. Larmen generede hende ikke, det gjorde det blot lettere at gå rundt uforstyrret da alle andre havde for travlt med deres egne gøremål. Hvilket ville gøre det nemt hvis et lille måltid nu skulle dukke op. Makayla der ellers var på udkig efter noget mad, lage mærke til en kvindelig skikkelse, hun havde ikke set hende før, men hun så afkræftet ud og derfor undrede det hvorfor denne ikke lå i sin seng? Der var måske en grund til hun var oppe. Makayla besluttede sig derfor at holde lidt øje med denne kvinde ud af hendes øjenkrog hun skulle nødig virker stalker agtig. 

Maden var blevet sat foran hende, men ham der serverede reagerede ikke på hendes kommentar. Han gad nok bare ikke at komme op at slås med kunderne, hvilket nok også var meget viist. Især fordi Céline nogen gange følte, at hun havde svært ved at kontrollere sine evner. Hun kunne komme til at slå ham til plukfisk, og endda helt uden at ville det. Det var ikke helt nemt at kontrollere noget som helst, når man ikke engang vidste hvad man var.

Eller jo, hun var elver og hun havde evner med vand, men de andre ting... de spidse hjørnetænder, store styrke og så havde hun svært ved at kontrollere sine vand-evner. Det var alt sammen sket, efter at hun var blevet bidt af ham den blege gut i Lindeskoven.

Selvom Céline var drønsulten, så sad hun og stak lidt i maden. Lugten gav hende kvalme, men hun vidste, at hun var nødt til at få noget at spise, for ellers ville hun falde om på et tidspunkt. Hun havde ikke spist i fire dage, så det var på høje tid. 

Så derfor tvang Céline sig selv til at tage en bid af kødet. Det var rødligt, nærmest råt, indeni, men alligevel forsatte hun med at tygge. Hun tyggede og tyggede, og tog en bid af brødet. Det var sejt og melet, men hun forsatte. Tyggede og tyggede, indtil hun pludselig var nødt til at fare ud af krostuen og ud bagved kroen. For en ting var sikkert: Hun skulle kaste op.

Som Makayla ville kigge op på kvinden lage hun mærke til hvordan hun inden hun overhovedet havde begyndt på maden prikkede i den, som hun foragtede den og efter blot et par mundfulde måtte kvinden skynde sig ud. Makayla tog det sidste af vinen og gik efter hende og det syn der ventede hende, var et syn hun faktisk havde forventet og hun blev blot bekræftet som da Makayla kiggede efter et par hugtænder som da hun kastede op, og ganske rigtigt de var et par.

Hun begyndte at grine lidt og spurgte lidt skeptisk men også drillende til kvinden, efter hun endelig var færdig med at kaste maden op. ”Ved du ikke at du ikke kan tåle mad længere?” Makayla havde aldrig selv forsøgt at spise mad efter hendes forvandling, selvom der var visse ting hun savnede så som jordbær, en god bøf eller en pandekage, men dette kunne ikke sammenlignes med smagen af blod. Den overskyggede enhver måltid mad. 

Céline støttede sig op af hvad der lignede, og lugtede som, en sildetønde med venstre hånd. Med den anden håndt, holdt hun sit hår væk fra sit ansigt, så hun ikke fik bræk i det også. Det ville bestemt være mere klamt end selve opkastningen. Og det var i sig selv ulækkert nok, hvis man spurgte Céline. Men hun havde selvfølgelig aldrig været læge- eller healer-matriale, alligevel, snare jæger. En opsprættet hjort? Intet problem? Indvolde? Ingen problem. Betændelsestilstande eller bræk? Så var hun over alle bjerge, for at komme væk fra det.

Da hun var færdig, tørrede hun sig over munden med bagsiden af hånden, og betragtede sin hånd med hvad der kunne betegnes som dyb væmmelse. Og det var da hun hørte en fremmed stemme tale til hende. Hun lo indvendigt at sig selv. Selvfølgelig var stemmen fremmed. Hun kendte ingen uden for Elverly, så alle stemmer her var fremmede, medmindre hun, Gud forbyde det, skulle møde en elver, som hun kendte. 

Men ved den andens ord, vendte hun sig mod vedkommende. Hun lagde uforstående hovedet på skrå mod højre. Ikke spise mad? Hvad mente hun med det? Man var da nødt til at spise? Hun rystede uforstående på hovedet.

"Jamen, jeg skal da spise?" sagde hun med en stemme hæs af at knække sig, og hostede kort, inden hun forsatte "Ellers dør jeg jo?"

Makayla smilede ved hendes ord og morede sig nærmest over kvindens uvidenhed omkring andre racer. Det var jo tydeligt at hun ikke vidste hvem hun var blevet til og hvordan man bar sig ad, underligt at hendes skaber ikke havde taget bedre af hende. Hvis hun havde været Makaylas kreationen ville hun tage sig godt af hende og gjort hende til en værdig vampyr.

”Blod” svarede hun med et lille lumsk smil som blottede hendes hugtænder, på denne måde ville kvinden sikkert se at hun befandt sig overfor en som var det samme som hende. Makayla studerede hende let og bemærkede de spidse øre, hun havde måske været en elever eller lignede i sit tidligere liv. ”Du er klar over at du er en vampyr ikke?” spurgte hun roligt, og havde en vis mistanke om at kvinden aldrig havde hørt om vampyrer før, siden hun ikke engang vidste at vampyrer levede af andre.

Céline så forvirret ud. Hun forstod ikke hvad hun var, men heller ikke hvad den fremmede kvinde var for en størrelse. Det havde hun svært ved at forstå, især fordi hun hverken kendte denne af udseende eller lugt - altså som i at genkende racen. Men det var måske heller ikke så underligt, for hun kendte ikke så meget andet end elvere og kentauere. Det var ligesom hvad hun havde i sin race-vocab.

"Blod?" Céline gispede og så forfærdet på den anden. Nok havde hun prøvet blodpølse, men aldrig havde hun decideret drukket blod. Kunne man det? Det vidste hun ikke, men hun kendte heller ingen væsner, som gjorde det udover myg altså. Men igen, for at føre tilbage til det tidligere sagte, så kendte hun heller ikke ret mange forskellige racer, så det var nok derfor. Det var bestemt muligt, at der fandtes sådan et væsen.

Men Céline lagde hovedet på skrå, da hun så, at den anden blottede tænderne. Igen gispede hun. Hun førte sin tunge hen over sine spidse hjørnetænder. Hvis hun ikke tog meget fejl, så var denne også blevet bidt af det samme, som hun selv var - hvad det så end var for et væsen.

"En hva-for-en?" Céline kløede sit ene spidse øre tænksomt, inden hun forsatte "Hvad er det?" Endnu et ord, som hun aldrig havde hørt om før. Men måske var det det hun var? Det var velsagtens en mulighed - hvad ved jeg.

Som Makayla havde tænkt så havde den anden ikke en fjerneste ide om hvad hun var blevet forvandlet til. Og ej hellere ikke hvad en vampyr var. På en måde havde Makayla ondt af hende, da hun selv havde haft ønsket om at blive forvandlet havde denne kvinde næppe haft et ønske om at blive forvandlet. Hun smilede svagt og fik faktisk medlidenhed med hende, det var sjældent at Makayla følte sådanne følelser overfor fra andre, måske fordi hun selv var relativ ny i det at være vampyr der var stadig masser af lære, men hun havde fået hjælp den første tid og måske var det også derfor hun havde tænkt sig at lade kvinden for noget hendes blod.

”Kom her” sagde hun bestemt og bed sig selv først i håndleddet hvorefter nogle bloddråber kom frem ”Spis, men begræns dig” forsatte hun bestemt. Det kunne blive farligt, da kvinden var sulten, og hun ønskede ikke at alle hendes kræfter skulle tages fra hende. De kunne forsætte deres snak efter hun havde spist, men Makayla kunne tydeligt se at kvinden havde brug for noget mad og især hvis hun skulle lære tingene ordentligt samt at jage. Det kunne tage tid at få et måltid og det krævede trods alt stor tålmodighed. 

Céline stod forsat og så forvirret ud, mens hun så på denne fremmede kvinde. Hun havde det lidt som om, at der blev talt volakpyk, for hun fangede kun enkelte ord, som hun forstod. Og ordet 'vampyr' var ikke et af dem. Hun sukkede og stod og skrabede i jorden og skidtet med den ene fod, som en nervøs eller utålmodighed.

Da så Céline til med store øjne. Den anden havde lige bidt sig selv i håndleddet, og blod sprang frem fra sårene fra to hugtænder. Hun gjorde store øjne, da armen med blodet blev tilbudt til hende. Af en eller anden grund, så kunne hun ikke få øjnene fra blodet og hendes tunge løb, ubevidst, hen over hendes underlæbe.

"Nej, hvad?" sagde Céline og kiggede på den anden. Ikke tale om, at hun ville drikke blod. Og da slet ikke direkte fra kilden!

//OOG: Jeg går til tider død i karakterer, og denne karakter kan jeg mærke, at jeg ikke kan finde rundt i, hvorfor jeg lader hende dø af blodmangel. Har allerede erklæret hende død, hvorfor jeg skriver fra en anden karakter.