Krystallandet
Ela 12.03.2017 21:42
Makayla var endelig hjemvendt igen, efter en længere tur ude for at skaffe nogle vare hjem. De lå der allerede oppe i hytten, men i aften var hun en anelse lækker sulten. Derfor var hun gået ned i den del af byen, hvor hun vidste at hun kunne slippe afsted med at få noget, det skulle blot være den rette at påvirke. Maykala følte at hun havde gået rundt i evigheder efter at finde den rette, personen skulle være modtagelig og ikke gå til alverdens magter efterfølgende. Eftersom lyset var kommet frem, var folket blevet mere for håbelig for fremtiden, men de var endnu nervøse og desprate for mad og drikkelse, og lige netop det kunne hun udnytte. Hvis bare den rette staklen dukkede op. 1 2
Lækker sulten
Eik 12.03.2017 21:53
Problemerne folket i Hovedstaden stadig gik og kæmpede med, var ikke problemer Daerekir vidste noget om og derfor kunne han heller ikke tillade sig at være dømmende, når en tigger bad om mad eller et barn forsøgte at stjæle fra ham. Han havde dog ikke meget at stjæle og denne dag var ikke på nogen vis anderledes. Hvorfor han ikke var taget fra byen endnu kunne han ikke engang selv svare på. Han havde håbet han ville føle sig mere tilpas inden for bymurerne, hvor han havde hørt forskellige racer skulle vrimle rundt mellem hinanden. I stedet følte han sig ikke meget mindre alene end i Elverly, hvor han ellers skilte sig mere ud fra mængden end i Hovedstaden. Dog havde han endnu ikke mødt en anden ørkenelver og han havde da også flere gange oplevet fremmedes blikke på sig, netop fordi de fandt noget særpræget ved ham. Lige nu følte han dog ingen uvelkomne blikke, mens han bevægede sig i et kvarter som han ikke var sikker på han havde gjort klogt i at bevæge sig ind i. Ela 12.03.2017 22:06
Efter en tid, faldt hun over en, elver af en form. Hun var ikke sikker på hvilken slags elver det var, da ikke var ofte de omkring denne del af byen, eller også var hun blot uheldig ikke at støde på dem. Men dens aftegninger på kroppen lokkede hende, gjorde hende nysgerrig. Måske denne kunne være den stakkel hun havde ventet på. Et lille smil kom frem på hendes lyserøde læber, bare smagen af nyt blod gjorde hende glad. Hun gik med stille og rolige skridt imod den fremmede. Hun sneg sig roligt bagfra lage lige så roligt en hånd på hans skuldre hvorefter hun hviskede ”De virker ikke, som en der noget begår sig på disse kanter” hendes stemme var drillende og forførende. Hun elskede at lege med maden, og denne var ikke en undskyldning. Eik 12.03.2017 22:13
Blikket han lod søge rundt, var ikke for alvor opmærksomt. Han vidste ikke hvad han søgte efter, selvom han dog var klar over, at han nok inden længe var nødt til at finde et sted at søge indendøre og få noget søvn. Han ville nok være nødt til at forlade byen den kommende dag, enten for at finde noget spiseligt som han ikke skulle betale sig fra, eller for at vende tilbage til Elverly. Den halvhjertede planlægning blev han forstyrret i, da en hånd lagde sig på hans skulder ud af det blå. Straks stoppede han op, tydeligvis ukomfortabel med den pludselige kontakt. "Nej, jeg kom vidst en smule på afveje," indrømmede han og rystede lidt på skulderen for at undgå den fysiske kontakt i mellem dem. Han drejede sig for at kunne se på hånden og stemmens ejer. En kvinde. At dømme efter hans førsteindskydelse et menneske. "Jeg leder blot efter et sted at finde ly for natten." Han måtte tvinge sig selv til at finde en ro i sit indre, men det lykkedes også på et kort øjeblik. En menneskekvinde kunne da næppe være ude på noget og hvis hun endda var en tyv, havde han da bestemt heller ikke meget at frygte. De fleste tyve var trods alt fredelige, så længe de blot kunne komme afsted uset. Ela 12.03.2017 22:24
Makayla troede næsten ikke sine øre, da han fortalte noget så ærligt, hun gættede på at det var sandheden. Hun efterhånden havde hun hørt så mange løgne i årene og derfor kunne hun også gennemskue nogen sagde sandheden, men ikke altid kunne vide sig sikker, men hun var yderst tilfreds med svarene. Måske troede han, hun var et alment menneske der var venlig, der ville han tage grueligt fejl og til hendes fordel. May svarede hun lettere uskyldigt, men høfligt. ”Hvis De er interesseret, kan jeg tilbyde Dem et sted at sove?” Makayla måtte spille sine kort rigtigt, hvis det skulle lykkes at få ham med hjem, bare et fejltrin og han kunne måske ane hendes lumske planer. Makayla håbede det ikke, men blot at han troede at dette var af ren høflighed, intet andet. Eik 12.03.2017 22:30
De næste ord fra menneskekvinden fik Daerekir til overrasket af hæve brynene. Godt nok havde han mødt mange venlige sjæle, men et sådan tilbud ud af det blå var næsten for godt til at være sandt. Han huskede på hvad han havde hørt om kvarteret, men kunne nu alligevel ikke få sig selv til med det samme at afvise blankt. Hun virkede jo ikke farlig og han kunne næppe have nogen større interesse for hende. Klæderne han bar var simple, han havde ingen våben på sig. Intet af værdi. Og slaver blev ikke fundet uden for Rubinien, mindede han også sig selv om for ikke at ende med at dømme hende til at have bagtanker. "I ejer måske en kro?" Dette måtte vel næsten være grunden for hun kunne tilbyde sådan noget. Det ville ihvertfald undre ham om en tilfældig menneskekvinde virkelig ville lukke en fremmed mand ind i sit hjem. Ela 12.03.2017 22:43
Makayla kunne tydeligt høre at han ikke var så dum, som først antaget, enhver anden havde nok takket ja. Fordi folk endnu var så desperate, men han var ligesom opmærksom. Det gjorde blot tingene mere interessante for hende. Da hun fik yderligere lyst til at lege med ham. Hvorefter hun igen svarede høfligt, med sødt lille smil på læben ”Desværre nej, men jeg kender en kro hvor De kan leje et værelse, men det koster selvfølgelig der”, det nyttede ikke at lyve, slet ikke hvis han så ønskede at komme hen på den fiktive kro. Det ville blot skabe problemer, og selvom hun havde gode overtalsevner, var det en for stor udfordring at forføre ham i at tro at hendes hjem var en kro. Eik 12.03.2017 22:50
Hendes svar gav mening og Daerekir nikkede da også anerkendende til det. "Jeg ville værdsætte hvis I kunne vise mig vejen," lød det fra ham i en taknemmelig tone. Han gik da stærkt ud fra, at hun sagde som hun gjorde fordi hun gerne ville hjælpe ham med at finde derhen, for ellers kunne han jo ikke bruge hendes ord til meget. En venlig gestus var det virkelig af hende og det fik da også blot bekræftet ham i, at der var mange gode mennesker. Han havde nu efterhånden også mødt flere gode end onde af slagsen, men minderne sad stadig stærkt i ham, selvom han helst så de ikke gjorde. "Et kosteligt værelse er trods alt bedre end en hel nat tilbragt på gaden," tilføjede han efter kort tids overvejelse. Ofte havde han sovet under åben himmel, men det var langt fra Hovedstaden, hvor han altså alligevel sikker på, at det ikke var noget man skulle gøre havde man livet kært. Ela 13.03.2017 12:17
Makayla havde ønsket et mere passende svar, som ville tilsidesætte hende. ”Med glæde” svarede hun blot, stadig med en høflig tone. Hun måtte spille en høflig person, blot for at kunne narre ham nogenlunde. Makayla tænkte sig om, hvilken kro kendte hun som med garanti var fyldt op, måske når han opdage det, ville han overveje hendes hjem. ”Så må vi håbe at der et værelse ledigt” svarede hun roligt, selvom hun havde lyst til at sige det meget mere drillende, ”Ellers er mit tilbud der stadig. Det er langt bedre end her ude” forsætte hun venligt. Makayla gik hen imod kroen, som hun regnede med ville være fyldt, med alverdens folk. Et lettere lusket sted, men alle mulige former for typer. De fleste af dem var enten tyve eller kriminelle eller blot fattige efter de lange plager. Selvom han også så fattig ud, virkede han ikke som de fleste, hvilket interesserede hende. ”Hvad bringer Dem til byen?” spurgte hun, ligesom for at lære ham lidt at kende, måske han så ville føle sig mere tryg ved at tage hjem til hende. Eik 13.03.2017 22:18
"Kroerne er måske ofte fyldte heromkring?" Det var naturligvis et dårligt udgangspunkt, hvis det var tilfældet og allerede nu begyndte Daerekir at overveje hvad han så kunne stille op. Tanken om at tage imod den fremmedes umiddelbare forslag var dog ved at bløde en smule op på ham, da han altså alligevel ikke kunne forestille sig hvad hun ville være ude på efterhånden. Det var ihvertfald venligt af hende at ville vise ham vej og var hun virkelig ude på noget ville hun vel ikke foreslå at gøre det. "Det er venligt af Jer," kommenterede han da også og sendte hende et oprigtigt taknemmeligt smil. Han fulgte med hende i retning af kroen hun talte om, uden at vide hvad han egentlig kunne have i vente. "Blot nysgerrighed. Jeg tænkte det var ved at være tid til rent faktisk at få set vores hovedstad." Svaret faldt ganske roligt, da han allerede var ved at finde en betydelig mængde tryghed i samtalen, hvor naivt det så end måtte være. "Har I altid boet her?" Hun havde jo trods alt sagt han kunne komme hjem til hende, så ihvertfald måtte hun jo bo i byen for tiden, men om det altid havde været tilfældet kunne han jo af gode grunde ikke vide.
Ela 14.03.2017 20:14
”Sommetider er de” svarede hun venligt. Hun håbede at hendes plan virkede, endnu han havde ikke løbet skrigende væk derfra. Hovedstaden var stor, så han kunne lige så godt have faret vild som have kommet ude fra det resterende land. ”Okay, hvor bor De så henne?” spurgte hun nysgerrigt, selvom det var for hende lettere ligegyldigt, hun ønskede blot hans blod. Hendes tunge studsede kort hen over hendes spinde tænder, men det var intet som han ville se. Hun kunne næsten smage blodet, men måtte endnu være tålmodig. Makayla kunne ikke prale med at hun altid havde boet i hovedstaden, men hvis hun sagde andet, ville det måske give forklaringsproblemer i forhold til hendes alder. Hun blev trods alt bidt i 20’erne men i dag var hun jo syvoghalvtreds. ”Ja, det har jeg” svarede hun med et lille smil, men ikke bredt nok til at kunne se hendes tænder. Det varede ikke længe før de nåede frem til selve kroen. Det var lige lidt længere henne, Makayla kunne fornemme det, da hun så skiltet til kroen. ”Den ligger lige her henne” sagde hun høfligt, og håbede inderligt at de ikke havde plads til ham, eller at han ikke havde midlerne til at være boende der. Med rolige skridt nåede de frem til kroen og Makayla åbnede døren for dem, hvorpå hun trådte ind. Hun fornemmede et par øjne på sig, men hun tog sig ikke af det. Hun var et lettere kendt ansigt, da hun til tider opsnappede folk her, men ingen af dem udover hendes ofre vidste hvad hun var. ”De kan blot spørge bartenderen, han ved besked” svarede hun. Hvorefter hun satte sig hen ved et bord, for afvente og se om der var plads til ham.
Eik 15.03.2017 00:40
"Så må jeg vel blot håbe jeg er heldig," lød det fra ham inden han smilede ganske forhåbningsfuldt. Nu var det jo selvfølgelig ikke engang sikkert han kunne få forhandlet sig til en pris han kunne bruge til noget. En handelsmand var han ikke, selvom han da sikkert godt kunne blive det med den rette træning. Enhver kunne vel lære at få det bedste ud af den slags. Som regel føjede han sig dog bare, hvis det var den nemmeste løsning - hvilket det trods alt ofte var. Så længe han ikke behøvede blive behandlet decideret uværdigt, så havde han det fint med kompromisser. "I hjertet af Elverly," svarede han hende ærligt og med en vis hjemmelighed i stemmen, selvom han nok altid ville have det en smule underligt over at kalde Elverly sit hjem. "Her er meget anderledes." Det var en vag beskrivelse, men ikke desto mindre kom den efter hun havde svaret ham og han fik bekræftet hun ganske rigtigt var fra byen.
"Tusind tak skal I have," sagde han med et smil mens de gav sig ind på kroen. Der var mange mennesker i krostuen, men om det var en indikator på noget som helst var ikke rigtigt til at sige. Han nikkede til forklaringen og forlod så den fremmede for en stund for at få fat i bartenderen. Hurtigt blev han dog afvist og selvom han forsøgte sig med at tale yderligere lod det ikke til, at der var noget som helst at forhandle om. Om det var fordi der vitterligt var helt fyldt op eller om det var fordi han ikke ligefrem udstrålede at han var fyldt med guld var ikke til at vide, men han kunne ikke gøre andet end at se sig lidt fortvivlet omkring. Kvinden fra før havde dog tydeligvis ventet på ham, hvilket da også fik ham til at trække i retning af hende igen. Hun havde jo været så venlig - hvorfor skulle det ikke være oprigtig venlighed? "Jeg vil så nødigt trænge mig på," sagde han nærmest helt undskyldende over at hun ikke var sluppet for byrden med at hjælpe ham endnu.
Ela 15.03.2017 16:18
Makayla nikkede til hans svar, Elverly. Hun havde endnu ikke selv fået muligheden at se denne by, men måske en dag ville muligheden vise sig. Hun så afventede på ham. Idet han trådte op til bar området. Hun kunne næsten fornemme på samtalen, at det gik lige præcis som hun ønskede det. Hun lavede et skummelt smil for sig selv, aftenen kunne vel næsten ikke gå bedre, så skulle han bare lige ind i hendes bolig også var han godt som hendes. Da han kom tilbage fandt hun et sødt lille høfligt smil frem ”Det gør De bestemt ikke" svarede hun venligt, men indvendigt kunne ikke være mere begejstret. ”Kom, jeg har også lidt mad De kan få” forsætte hun med et venligt smil, hun lod som om hun var en af de gæstfrie søde kvinder. Hun havde stødt på dem et par gange, dumme folk tænkte hun, men utrolig nemme ofte. Makayla rejste sig op for igen at gå ud af døren med forventningen om at han fulgte med hende ud, hvorefter hun sagde ”Jeg er for resten May” hun fortalte sjældent sit rigtige navn, mest fordi hun ikke var klar over hendes bror ledte efter hende, men det var bedre at være på den sikre side.
Eik 15.03.2017 19:00
"Jeg er sikker på jeg kan finde en måde at betale Jer tilbage på," slog han helt stædigt fast, da han virkelig ikke ønskede at skulle være til besvær. Det kunne sagtens være, at den fremmede kvinde sagde, at han ikke var til besvær, men han vidste jo, at alting havde en pris og ingen havde evig mad og plads. Det var ihvertfald de færreste der kunne tage en fremmed en for en nat og endda tilbyde dem mad, uden at være nødt til at give afkald på noget for sig selv. Ihvertfald var det de færreste af dem i områder som dette. Selv havde han trods alt stiftet bekendtskab med folk, der ejede så meget, at de ikke ville bemærke hvis halvdelen forsvandt.Naturligvis fulgte han med hende ud og brød sig faktisk temmeligt godt om at blive ramt af den kølige og friske luft, da de forlod kroen. "Jeg er glad for jeg stødte på Jer, May," sagde han nikkede og smilede til hende. "Jeg hedder Daerekir," præsenterede han så også sig selv, da det da kun var på sin plads. Som regel var han ikke påpasselig med at præsentere sig og da slet ikke over for venlige skikkelser som May.
Ela 15.03.2017 19:29
”Det finder vi ud af” svarede hun roligt, og tænkte indvendigt at han kunne betale med sit blod, det varme lækre blod. Makayla var ret sikker på der var nogle rester fra et tidligere besøg. Hun spiste jo ikke fastføde, så det var ikke noget hun lage mærke til. Hun smed det som regel ud, når det begyndte at være dårligt. Ellers brugte hun det som lokkemad. ”Det er jeg også” svarede hun høfligt. Hvis hun endnu ikke havde mødt ham, havde hun ledt det længere efter et offer og mon så de allerede ville være på vej til hendes hjem. Nok ikke. ”Glædeligt at møde Dem Daerekir” svarede hun venligt. Makayla var ikke tilfreds med at hendes bolig lå i dette slumkvarter, men det var det billigste samtidig var det nemt at opfange desperate typer. Det ville nok ikke ske lige så ofte ved de højere klasser. Måske skulle hun blot have to boliger. Ja, den dag hun havde skaffet nok penge ville det være klart at foretrække. Imens tankerne fløj afsted nærmede de sig boligen. Det var et rækkehus iblandt en masse andre. Med en rødlig mur, som passede perfekt sammen blod. Makayla stillede sig foran døren og sagde ”Så er vi her” hvorefter hun låste døren op, og lod Daerekir gå ind i stue. Der var to sofaer og et ildsted, samt en del reoler med bøger på. Stedet var småt, og anelse uhyggeligt. Stuen havde tre døre, hvori den ene manglede hvortil køkkenet lå, de andre førte til et soveværelse og et badeværelse. Efter Daerekir var gået ind, låste hun døren igen. Så kunne han ikke flygte lige så hurtigt, samtidig kunne der ikke komme udbydende gæster. Makayla gik ud i køkkenet, og så efter i skabet, om der var noget mad. Heldigvis var der et brød. Hun lage det på en tallerken og gik ind i stuen til Daerekir med det. ”Værgsgo” sagde hun venligt, før hun satte sig ned på sofaen.
Eik 15.03.2017 19:57
Han kunne slet ikke forestille sig hvordan det måtte være fast at bo et sted som dette. Selvfølgelig var det hele ikke elendighed og han havde da erfaret, at der var flere venlige sjæle at finde i samfundets bund end i toppen, men der var bare også så mange som levede under forfærdelige forhold og som derfor måtte ty til desperate metoder for at holde sig i live. Det var let at blive fordomsfuld og også let derfor at blive utryg netop i sådanne områder. Daerekir kunne da også mærke en anden ro falde over sig så snart de kom indenfor. Han nikkede taknemmeligt til May inden han trådte ind og lod så ellers nysgerrige øjne bevæge sig rundt i rummet. Kortvarigt kiggede han henover bogryggene på reolerne og skimmede de titler, der var til at læse. Nogen stærk læser var han ikke, så interessen for litteraturen var helt naturlig ikke den største. Alligevel var han nu nysgerrig omkring hvad han så og han fik da også først løsrevet blikket, da May kom tilbage ind i stuen. Ved synet af brødet kunne han godt mærke sulten, der alligevel var ved at trænge sig på."I besidder virkelig en venlig sjæl. Jeg ved ikke engang hvordan jeg kan takke Jer nok." Efter at have taget imod tallerkenen med brød satte han sig ned i stuens anden sofa, med fronten rettet imod May. "Jeg ønsker ikke spise Jer ud af huset," sagde han lidt hentydende til om ikke også hun skulle have noget.
Ela 17.03.2017 13:12
Makayla anede faktisk ikke hvordan man læste en bog, men bogreolerne med de mange bøger fik andre til at tro at hun kunne læse. Måske det kunne anes at hun aldrig rørte en, begrund af alt støvet der efterhånden lagt sig oven på bøgerne, og de spindelvæv der var rundt omkring. Makayla var desværre væk fra hjemmet ofte, og nogle gange i længere perioden. Det betød også at rengøring stod sidst på hendes to do liste. ”Tak… Jeg vil holde Dem på ordet” svarede hun venligt, og følte en vis selvtilfredshed. Nu ville han føle han skyldte hende noget, tænkte hun. Makayla vidste lige præcis hvad hun ville have igen for det. Som vampyr indtog hun intet fast føde, hun kunne godt. Det ville bare resultere i at hun ville blive svimmel og kaste det op igen. Hun havde forsøgt det engang før, hvor hun følte sig syg i en dag, det var næsten som at have tømmermænd, bare værre. ”Bare rolig, det gør De ikke” smilede hun venligt. Hun håbede at han ikke fik bagtanker at hun ikke ønskede noget mad, det var jo ikke ligefrem normalt for et menneske. Derfor forsøgte hun at få øjenkontakt med ham, så hun kunne begynde at påvirke ham til det hun ønskede.
Eik 18.03.2017 01:35
"Det skal I endelig gøre," slog Daerekir bestemt fast og kastede et sidste blik i retning af bøgerne, inden han i stedet koncentrerede sig om Mays selskab og brødet på tallerkenen i hans hånd. I en bevægelse, der lå et sted midt mellem elegant og forsigtig, knækkede han et stykke af brødet og fik det spist inden han så op på May igen. Han nåede ikke til at sige noget inden han kunne mærke et eller andet ubestemmeligt i kroppen. Det var med en undren i blikket, at han blev ved med at holde fast i hendes øjne til trods for, at han normalt undgik øjenkontakt så vidt muligt. Lige så stille blev hans undren erstattet af en usikkerhed, der til gengæld blev skubbet til side af et eller andet han ikke kunne definere. Den nærmeste følelse han kunne komme på var magtesløshed, men af en eller grund gav det ham ikke lyst til at se væk. Tallerkenen stillede han fra sig uden helt at vide hvorfor og under hele bevægelsen holdt han blikket fastlåst i Mays. Intensiteten lignede ham ikke, overhovedet ikke, men et eller andet påvirkede ham til det og han følte sig et eller andet sted ude af stand til at styre det. Som om et eller andet bare gik i spænd med de energier, der dannede hans egne evner og som han ellers altid desperat forsøgte at holde i skak. Ela 19.03.2017 13:48
Makayla nikkede blot til hans ord, og smilte indvendig over de ting han lovede, som han med stor sandsynlighed ville fortryde senere. Makayla var dog ligeglad hvad han følte, ofte var det forskelligt fra de personer hun mødte nogle nød at blive bidt andre ikke. For første gang vidste hun sit smil, der var en anelse skummelt, men det var fordi hun kunne se at hun havde fået bid på tråden. Makayla forsatte øjenkontakten, des længere, des bedre virkning ville hun have. Makayla forsøgte, igennem øjenkontakten at få ham hen til hende, så de ville sidde tæt på hinanden, så tæt at hun ville kunne ånde i nakken på ham. Eik 20.03.2017 19:05
Hans undren gjorde ham ude af stand til at fjerne blikket, selvom den samtidig gav ham lyst til at rejse sig og gå. Der var noget faretruende over ikke helt at føle sig herre over sin egen krop og han forstod virkelig ikke hvad det kom af. Aldrig havde han prøvet noget lignende og usikkerheden fik et øjeblik hans hænder til at dirre en smule. Øjenkontakt var farligt. Det var dét, der så mange gange havde haft en effekt på andre, som han ikke brød sig om at have og som også havde været grunden til, at han havde levet det liv han havde i Balzera. Nu var det dog som om det ikke blot var hans egne evner, der var truende, men noget andet. Noget hun gjorde ved ham. May. I en lidt pludselig bevægelse rejste han sig og tvang sit blik væk, for i stedet at lade det fæstne sig til gulvet under ham. "Hvad er det I gør?" Ordene kom lavmælte og han ønskede virkelig ikke anklage hende for noget, men det var umuligt for ham at lade være. Samtidigt følte han sig dog også underligt ude af stand til at skynde sig væk. Om det var et resultat af hvad end hun gjorde eller om det blot var nysgerrigheden, vidste han ikke, men han blev stående hvor han var. 1 2
Chatboks
IC-chat▽