Det var første gang i lang tid at Nadir havde befundet sig udenfor Kzar Mora. Det var ikke nogen opgave han var blevet sendt ud på, bare ren og skær nysgerrighed efter at se hvordan den seneste plage han havde hørt om påvirkede væsnerne. 
Med hænderne dybt begravet i bukselommerne, havde han fået teleporteret sig hen til den nærmeste oase, og konkluderet at selvom der var telte slået op var der ikke megen liv at finde, heller ikke i oasen selv hvor vandet var frossen til is.
Naturens sære luner, hvis ikke man vidste bedre. Et let moret grin kom fra ham som han spadserede forbi en palme hvis blade næsten alle var faldet af, roligt slentrende hen imod teltene søgende imod det lille liv han kunne fornemme, udover den tykpelsede kamel der stod og slikkede på isen i et forsøg på at få vand indenbords. Halvrådne lig var også at finde, men det var under isen og højest sandsynligt fra da tørken havde stået på.
De hvide øjne lurede moret omkring inden han lindede let på dugen ind til det første og største telt, lurende rundt i den meget dæmpede belysning.

På trods af at det var det største af teltene var det et hvor man kun lige kunne stå op. Det var dog alligevel indrettet til en der havde lommerne fyld med krystaller da det kun tilhørte en enkelt herre med hans kvinder om sig. Dog var scenen ikke ligefrem som man ville regne med. Midt i lokalet stod Kench, en lille figur kan bagfra kunne misforstå som en der ikke var mere end 17 år gammel, med begge hænder frem for sig. En hvilende på teltets ejers pande og en om kæben på en af hans, formegentlige, yndligs kvinder.

Teltet var fuld kommen stille da resten af tjenere eller kurtisaner lå i hjørner eller på tæpper og sov. Det der brød stilheden var det lille svif der lød da stoffet på indgangen blev slået til siden. Kench vendte sig dog ikke men istedet drejede hendes hoved for ikke at miste fokus på hvad hun lavede. At bruge illusionsmagi og tankelæsning samtidig var noget af en opgave men ikke helt umuligt for hende.
"Ja?" lød det imod den fremmede som havde afbrudt sesionen. Dog ikke højlydt, men mere som en stemme i deres baghoved.

DEt rynkedes kort i Nadirs bryn som han opdagede tøsen. Det var tydeligt at hun havde gang i et eller andet, men hvad?  Blikket hvilede kort på handelsmanden, det var i al fald hvad hangik ud fr at mennesket var, derefter undersøgende på kvinden.. Begge lod til at være i en form for trance.
Han havde ærligt håbet på at kunne finde mere desperation efter varme og føde derinde, istedet for dette skue.
Han rynkede let på næsen og havde nær trådt ud af teltet idet en stemme genlød i hans baghoved, hvilket fik ham til at tirre stift på den sære tøs. * Tankelæser? Mentalist? Hvem og hvad fanden er du? Hvad har du gang i? * Lød det snerrende og småfrustreret tilbage imod hende, inden blikket gled ned på den nærmeste sovende tjener. * Fandens til uduelige skravl..! *
Hvis hun havde gang i et eller andet arbejde af en art orkede han ikke forstyrre, det var da medmindre der ikke var noget i de andre mindre telte af bedre værdi og underholdning for ham.
Blikket gled tilbage op på det finurlige skue.

Kench kunne ikke lade være med at få et bredt med lettere grumt smil på læberne da hun hørte hans svar, eller nærmere sagt spørgmål. Det fik hende til at give slip på kæben af kvinden som før havde siddet med åbne øjne faldt nu til gulvet i en søvn eller nærmere sagt dvale som resten af hendes kollegaer.
"Tankelæser, ja. Mentalist.. det vil nogen vel kalde det. Kench og hvad kan jeg ikke selv helt svare på." det sidste spørgsmål kiggede hun så endelig tilbage på den ubudne gæst og svarede: "Mit arbejde" hende læber bevægede sig ikke men ahvde stadigt det lettere forstyrrende smil på sig som ikke nåede hendes øjne der var omringet af render der ligenede noget der var foresaget af mange års søvnløshed.

Hun rettede så sin opmærksomhed tilbage til sin kortvarige arbejdgiver og fik han snappet ham ud af hvilken end verden han nu havde svømmet rundt i. Hun kiggede ned på ham og det var tydeligt hun snakkede til ham via et tankelink der kun kunne høres imellem dem.  "Hah ja som om du får betaling for noget så vulgært som det! Vag-" startede handelsmanden ud men blev næsten valt i sit ejet chok og koldsveden begyndte at løbe ned ad panden på ham imens panikken begyndte at løbe igennem kroppen på ham. Ikke engang ti sekunder efter fald han bagover i noget der mindede om et slagtilfælde.
Kench gjorde sit arbejde fuldt ud og forventede betaling derefter. Hvis ikke køberen kunne betale, måtte de jo bøde, ikk?

Kench.. Navnet noterede han sig mentalt mens han med en vis nysgerrighed betragtede hendes 'arbejde'. *... Fortsæt du bare med det. * Svarede han uden hørbare ord tilbage til hende, uden at tage sig særligt af hendes smil; det mindede ham til dels om hans eget, men skyggerne under øjnene havde til gengæld sin helt egen historie at fortælle. 
Han trådte lidt længere ind og begyndte nærmest systematisk at gennemgå mændene og deres kroppe.. Løftende tæpper og kapper der skjulte  deres kolde kroppe. Alle var alt for spinkle til hans smag, hvilket fik endnu en rynken frem på hans næse. Ubrugbare skabninger, det eneste de kunne være brugbare for nu var eventuel føde. Nadir havde været ved at trække sin hale frem fra skjulet under den tykke pelskåbe, men blev stoppet midt i bevægelsen som han opfangede den pludselige ændring i følelser fra manden. 
Chok.. Frygt, skræk og rædsel også intet.. 
Nadir rettede opmærksomheden mod mandens afsjælede krop, pludselig mere på vagt overfor tøsepigebarnet. 
*Dit værk? Kunne du ikke have ladet ham ryste bukserne lidt længere.? * Et kort klik lød fra hans hale, mens  han dog ikke helt kunne undgå at smile lidt af 'værket', ligesom hendes var det et grotesk smil der ingen steder syntes at høre hjemme i det gyldenbrune ansigt.

* Han havde vagter..? Hvor er de? Jeg så ikke nogen udenfor teltet? * Nadir lod sin magi glide søgende hen mod det telt der var tættest på det store.  Vagter ville der være langtstørre chance for en brugbar krop i end en simpel tjeners.

Smilet som havde prydet hendes ansigt tidligere var forsvundet og var endt i en små irriteret måske endda fornærmet mine over at handelsmanden havde troet at han kunne snyde hende på den måde. Hvem troede han lige han var. "vagter? det kan man vel godt kalde dem. De ligger i de fjerne telt, men ingen af dem har mere end et par års erfaring. De har måtte lyve sig til arbejdet hos... mande her" forklarede Kench inden hun gik hen og samlede noget der mindede om en pung op fra et lille bord, mend et varmere bare en sæk med en læderrem bundet fast om toppen. Hun smed sig så i et bunke af puder der var lagt ud til ejeren af den mindre samling af telte og begyndte at tælle sig frem til hvad han skyldte hende.

"Og ja... mit værk. Og grunden til at han ikke forblev så længe er fordi han har haft meget at frygte i sit liv... og jeg gad ikke spilde dyrebare sekundter på en som ham." 
Da Kench endelig havde fået samlet det hun skulle have for hele teltets ydelser satte hun posen fra sig igen og rettede opmærksomheden til... Nadir? Det var lettere forfriskende at han ingen forsvars barrierer havde sat sig, eller kunne? nu hvor han viste at hun læste tanker. Nadir... nadir... hvor havde hun hørt det før? Havde hun overhovedet det?

Nadir kunne fornemme frustrationen fra hende, nok kommende af handelsmanden, men ikke desto mindre top han diskret en lille procentdel af den og lappede i sig, alt mens han forsøgte at ignorere den prikken der synes at have meldt sig i baghovedet på ham. 
"Fandens til udueligt skravl der er tilbage i landet. " Brokkede han sig, for første gang brydende tavsheden mellem dem. En hånd røg op og kløede sig irriteret i nakken, nær punktet hvor den insisterende prikken var, mens hans blik hvilede på hende. Som tankelæser kunne hun få adgang til mangt og meget, og det var ikke til at sige om hun arbejdede for nogen, men en ting var sikkert; han ville ikke lade sig fange igen.

Ja, hun kunne opfange meget, det fik han bekræftet ved hendes næste ord som straks fik ham til at hæve sine mentale blokader, gemme sine navne langt væk bag et tågeslør, det og bevidstheden om at han igennem flere århundreder havde været fanget af Lyset nede i deres fordømte kælder.. 
"De sekunder kunne hurtigt være blevet taget af mig.. Der er næring i angsten.. Ikke så meget som i vreden dog. Men stadig brugbart. Så snart han ville have åbnet sin kæft for at skrige eller bede om nåde ville jeg let have kunnet punktere hans hjerte." Han løftede sigende halen op foran sig.
De eneste skrig han ville høre ville være kampmarkens skrig, brøl af folk der kæmpede hinanden, lyden af kød der blev flænset og lugten af blod. 

Interessant.. kunne hun ikke lade være med at tænke imens hans navn stadig ekkoede i hendes hoved og hendes blik gik fra person til person der lå rundt i rummet. "Det ville dog svine så forfærdeligt" sagde hun mere ment som en joke end at hun faktisk interesserede sig for hygiejnen i teltet.
Som han fortalt om han forhold til de følelser hun havde i korte sekunder vækket i manden satte hun to og to sammen. Hun havde kun hørt om få dæmoner som nærrede sig af andre følelser, men hun havde endnu ikke fået sat fingeren på hvad der gjorde at de kunne det. Ville dog være smart at udvikle den evne, meget billigere måde at overleve end at skulle sørge for at holde en halv elverkrop kørende. "Hvis du lader hende være intakt kan jeg godt gøre det igen?" prøvede Kench med et lille nik ned til kvinden der havde været i transen for ikke lang tid siden. "Hun fornærmede mig kun indirekte tidligere, hun fortjener ikke at blive spidet ... helt" Forklarede Kench. Hun var muligvis lettere ligeglad med kvindens skæbne, men hun ville ikke være et led i unødvendig gæld eller vold.
Det tog kun et sekund og et lille ryk gav udtryk for at kvinden vågnede op inden hun gispede efter vejret og kikkede op på Nadir der stod i nærheden af hende.

 " Lidt blod pynter kun.  Så længe det ikke er varmt og det ligger og rådner i solen. " Lød det ligeyldige svar tilbage til hende.
*Så ingen drab?* Lød det som han igen overgav sig til den tavse kommunikation, med blikket rettet mod kvinden som hun vågnede op.

Hun virkede forvirret som hun plimrede med øjnene, indtil han kom tæt nok på til at hun rigtigt bemærkede både horn og hale. Han fik øjenkontakt med hende og løftede en hånd tidsnok til at forhindre hende i at komme med et skrig af ren og skær rædsel. Han kunne tydeligt fornemme hvordan frygtens energier nærmest strålede ud fra hende i små spidse bølger. En dirren gik over hendes krop, mens han langsomt sænkede hånden igen. Det var sjældent han førhen havde haft mulighed for at afprøve evnen på mennesker, de reagerede anderledes end dyr, men var stadig for ham stadig på samme målstok som dyr. 
En glimten af tårer kom fra kvvindens øjne mens han forstyrkede hendes frygt endnu mere, fik ham til at udstå som en reel trussel mod hendes usle liv, hvilket han jo egentligt også var, men han havde ikke planer om at dræbe hende, nej istedet var der som om væsnet der bossatte sig i hans krop nærmest rakte ud, som en usynlig hånd, med magien og langsomt lappede frygten i sig, indtil der nærmest ingen frygt var tilbage at spore i kvinden, der nu blot sad og græd og rystede, mens foragten for sig selv og hendes reaktion på ham kom frem, blandet med en forvirring over hvorfor hun helt præcis havde følt sig så bange, hvor den alt overskyggende frygt, der havde fået hende til at tisse i skørtet af skræk, havde kommet fra og hvor den var blevet af.
Igen kom det makabre smil over Nadirs læber, mens han grådigt lappede noget af foragten i sig, indtil hun kn syntes at være en bævende skal af tårer og forvirring, stirrende ud i luften uden at tage sig af hverken det ene eller det andet.. Et blik man nok ville kunne genkende hvis man havde set dybt deppressive mennesker der helt havde opgivet håbet, eller forvirrede mennesker på galehuset.

Imens trådte Nadir roligt tilbage, selvtilfreds som en lad kat kunne være det.

Kench havde hævet øjebrynet lidt imens hun så til. Kvindens tanker var ekstremt tydelige alt imens Nadir gjorde... hvad han end gjorde. Muligvis den samme evne Kench selv havde arbejdet med en del før i tiden, men uden helt at kunne mestre det. Hvor hun brugte påvirkelse via illusioner virkede det som om han direkte rakte ind og tvang hende til at være bange uden nogen synderlig grund.
Interessant, måtte hun indrømme igen. Hun lænede sig tilbage og nærstuderede showet og showanføreren. Hun rakte ud efter den efterhånden halvt tændte vand pibe der var en af de ting der sørgede for at teltets temperatur var til at holde ud i forhold til udenfor. Som hun sad der og kiggede igennem røgmønstrene gik det efterhånden op for hende hvor hun havde set ham før. Den hun kendte ham som var bare under et andet navn. Havde han skiftet navn siden han sidst havde set.. hende?
Igen viste et lettere selvtilfredst smil sig på Kench's grållige læber, men mindre morbidt denne gang. Måske bare lidt udspekuleret eller underholdt? "Ikke dårligt, slet ikke dårligt, nej" Stadig med pibens rør i den ene hånd klappede hun sagte til Nadirs fremførelse af sin magi. 

Nadir strakte sig let som han spankulerede over og, af uransaglige årsager, slog sig ned ved siden af hende, på de puder hun ikke selv brugte, uden at tage sig af at halen kom til at flænse et par af dem op.. 
Blikket gled fra kvinden til Kench.. Kench, Kench.. Der var altså et eller andet ved hende... Og det var ikke kun på grund af det underlige smil hun bar, et smil der nærmest fik det til at løbe ned af ryggen på ham som en snert af vrede viste sig fra ham. Som hun sad der mindede hun ham på mange punkter om hr. Sherraene; hans tidligere herre som havde frigivet ham til en anden ridder. Han knyttede næverne mens han forsøgte at jage minderne væk. Det var aldrig godt at lade minderne være for tæt på overfladen når der var en mentalist, hvilket nok også var derfor han skuttede sig lidt væk fra hende for ikke at risikere al for megen fysisk kontakt. 
'' Regner du med jeg er din lille gøgler til at underholde dig tager du fejl. '' Kom det irriteret fra ham, irritationen over hendes mindelse om hr shearrane kunne ikke helt skjules, selvom han da forsøgte.
''Og hold dig så fra mit hoved. '' Lød det tilføjende.

"nej nej nej.." rettede hun ham inden hun tog et åndedrag fra vandpiben der var langtrukken og dovent. "du virker meget mere underholdende end nogen af den smågøglere der laller rundt i landet". Dampen lod hun slippe ud igennem næsen i tykke cirkler og irregulære mønstre. At holde sig uden for hans hoved havde hun dog ikke tænkt sig at adlyde. Han havde muligvis sat sine parader op men det forhindrede hende skam ikke i at kradse i overfladen. 
Hun lagde sig om på maven og gav sig til at studere en af krystallerne hun havde taget som betaling igennem hårtotten der faldt ned over hendes ansigt. Da Nadir knyttede næverne var det lige før hun kunne høre hans led og knogler strammes og hun gav et lille fnøs fra sig. "Slap af Nadir.. Jeg ved ikke hvad du er sådan oppe og køre over. Men jeg gætter på du ikke har travlt siden du ikke er skredet endnu. Vil du lade mig lære dig at kende?" spurgte hun så for en gang skyld idet hun rakte piben hen til han som et tilbud til ham. Normalt ville det at lære en person at kende ikke kræve mere end en berøring, men hun ville, formegentlig, bare lade ham selv forklare hvem han var . For at bryde kedsomheden, ja, men også for at han ikke ville sidde og blive yderligere gal i skralden.

Nadir så fra sine knyttede næver over på Kench.  
Lille, provokerende nævenyttige unge. På mange måder som hans tidligere herre også alligevel ikke.  Der var noget ubestemmeligt over hende som han ikke kunne sætte fingeren ved. Som en åben hemmelighed der lå til frit skue men som ingen ved var en hemmelighed.  
Han rystede på hovedet for at få tankerne lidt mere under kontrol, selvom hendes tavse ord havde bekræftet ham i hvad han fra starten nærmest havde vidst; hun rodede ved hans hoved.
*Nej jeg har ikke travlt, mangler kun at finde en egnet krop, men det er en umulighed efter alle de plager! * 
Uden helt at tænke videre over det rakte han ud og tog imod piben. Et prøvende sug blev taget for lige at smage hvad det var for noget der var i blandingen.. Ikke alt for godt da et billede straks dukkede op på hans nethinde af en høj authoritær figur der sad henslængt på en diva med en vandpipe.
Hostende og spruttende over det overraskende billede der var dukket op, holdt han pipen væk inden han havde fået kontrol nok over kroppens vejrtrækning til at han kunne tage et sug mere og lidt mere kontrolleret komme af med vanddampen af hans næse.
Det var rigtigt ja.. Han, læremesteren, dæmonen der havde taget sig af Nadir havde altid haft en pibe af den ene eller anden art med sig, en pibe hvis blanding smagte og lugtede nær blandingen der lå på denne vandpibe Nadir sad med nu.
De hvide øjne skævede mod liget, kort tænksomt, inden han rakte piben tilbage til Kench og satte sig bedre til rette.
*Har dine forældre ikke lært dig at holde dig fra andres sind når du ikke har deres tilladelse?

Har dine forældre ikke... han snakkede som om hun var en 8 årig, hvilket Kench godt kunne mærke irriterede en en anelse men ikke nok til at hun gad protestere imod det. "Hvis de havde været der ville de formegentlig have gjordt det. Men ak og ve, hvilket barn har efterhånden ret til en typisk kernefamilie i hvor tid og sted" pladrede hun melodramatisk. "Men hvis du vil have mig til at holde mig uden for dit hoved m du holde op med at vægge så stærke minder lige foran næsen på mig. Det er som at vifte ben for en hund" sammenlignede hun for at forklare det. Jo, hun havde skam lige kopieret sig et mentalt billede af hvad Nadir kom i tanke om ved smagen og sikkert ikke mindst duften af vandpiben.

Hun vendte sig om i puderne så hun lå på ryggen og kikkede nærmest på hovedet op på Nadir imens hun rakte hånden op imod piben som et tegn på at hun gerne ville have den tilbage. "Hvem er ham du kom i tanke om? han virker vigtig.. Spørger jeg da jeg af høfligheden ikke har fundet ud af det selv" sagde hun imens hun prøvede på at smile en smugle venligt.. ikke særligt vellykket dog.

Han kunne godt fornemme den dæmre irritation fra hende, men lagde ikke videre i det, tog bare et hvæs mere inden piben blev rakt over i hendes fremstrakte hånd. 
Endnu en lille sky blev blæst ud mens han bemærkede hvordan stofferne der hjest sandsynlit var i klumpen, lagde si om et tyndt tæppe over ham, stille og roligt. Måske handelsmanden ville have forsøgt at gøre hele teltet til dorske folk som han selv kunne udnytte, hvem vidste..? Uddover manden selv, der jo var død nu.. Akkurat som ligene ude i oasens is.

* Hvem han var..? Er.. Jeg ved ikke om han lever endnu, men har ikke hørt noget om ham de sidste 6-700 år.. Men nu hører man heller ikke så meget når man er så dybt under jorden..* Han undlod at nævne hvad han mente med at være under jorden om det var ham eller læremesteren. Når hun alligevel ikke kunne holde sine beskidte fingre fra hans sind ville det vel være ligetil at finde ud af, selvom han havde sat sine mentale blokader op.
 * Han gik under navnet Kazem. Så langt tilbage jeg kan huske har han altid været der for mig, men så forsvandt han pludselig.. Ved ikke hvad der skete.. * Lød det spekulativt * Han lærte mig om magi, sprogene, læse og skrive og Kzar Mora.. Man kan vel kalde ham som en form for fader-figur.. Uden jeg tror der var noget biologisk mellem os andet end vores race. * 

Igen dannedes forskellige billeder i hans sind mens han fortalte, billeder han tilmed lod hende se. Billeder set gennem hans øjne af Kazem. Fra vinkler hvor han blev lært i det dæmoniske sprog, bøjet over pergamenter og skrifter. Et gammelt men livligt Kzar Mora, nok fra da riget havde været på sit højeste, et glimt af dæmonbibliotekets indre, inden han selv blev smidt ud af Vidya med en Kazem der sendte skarpe blikke mod Nadir selv inden han fulgte med Vidya tilbage ind i biblioteket, efterladende Nadir udenfor. Hvisken af en ordre om at blive.. Fulgt til sidst af dem i solnedgangen i ørkenen, stående ved en af oaserne trænende med små mørke sole der syntes at komme ud af ingenting, hvis ikke man bemærkede de vrede dæmonjægere der blev holdt tilbage af et nærmest usynligt skjold.. Mens Kazem kom med foreslag til Nadir. tydeligt trænende den unge dæmon i at bruge sin magi.. 
Så forsvandt minderne og alt blev sort igen.  

Kench åbnede øjnene igen efter have haft dem lukkede til Nadirs "fortælling". Billeder blev kabere og mere livlige hvis hun lod som om hun sov første gang hun så dem. Og nu hvor han ikke protesterede over hendes overfaldiske aflæsning af ham kunne hun lige så godt nyde det. Hun tog en dyb indåning fra piben og pustede langsomt dampen op i luften over sig. Med en lille håndbevægelse oppe imellem mønstrene i luften dannede sig Kazem's ansigt sig. "Kazem" gentog hun men bare som en hvisken bare for at få en smag på ordet. 

Det var ikke ofte Kench bare tilfældigvis faldt over den slags tobak der var i piben så at slappe af og nyde den virkede ikke som den dårligste ide nu. Desuden, på trods af hans ret knurrende persona, var hun ikke bange for at hun lige pludselig skulle til at flygte for sit liv fra Nadir. Det virkede som om han havde samme intentioner som hun havde for nu. "Har det så været højdepunkterne i dit liv? eller har du været på store eventyr siden da, Galavant?" spurgte hun inden hun åndede ind igen og lukkede samme størrelse sky af hvid damp ud, op over sig.

En lille nikken forlod Nadir. Ja.. Kazem.. Det var lang tid siden han havde hørt navnet blive nævnt højt, hvilket fik ham til at give et lille dask med halen. Tænksomt stirrende på konturen af dæmonen i dampen. Det var et sært afsavn at have.
" Godt at høre at du rent faktisk kan tale, var lige ved at tro at du var stum.."
Kommenterede han kort mens han drejede hovedet mod hende.
Om det var højdepunkterne? Det var det vidst, han ville ikke ligefrem kalde 650 år i en mørk kold kælder for et højdepunkt, tværtimod, nok snarere et lavpunkt. Han havde været lige ved at svare hende da hun fortsatte, noget hun nok ikke skulle have gjort, da Galavants blik ændredes på hende, fik ham til at se hende som en reel trussel for hans eksistens og frihed. 
Knapt to sekunder var gået fra hendes besked til han havde sat sig op og teleporteret sig ind over hende midt i puderne, gribende ud efter hendes hænder for at holde hende nede mens halen rev sig gennem pudevår og hen over hendes hals. Snittt blev langtfra så dybt han havde villet have det, helst så han gerne hovedet skilt fra kroppen, men tobakken havde taget nok fart om hans sanser til at det påvirkede ham nok til ikke helt at ænse hvor dybt han skar eller hvordan han bevægede sig.
Med en irriteret knurren løftede han halen igen, langende den ud.... Og ramte ved siden af idet puderne under dem begyndte at falde rundt og dermed fik ham til at miste balancen i det bløde 'bjerg'.
En lang række højlydte eder og forbandelser forlod ham, som han prustede fjer væk fra sit syn for at skule olmt over imod Kench. Lysten til at dræbe var der klart, men tågen som der lå over ham forhindrede ham i det. Som en åndssvag illusion af at det var helt okay for en ukendt mentalist at kende to af ens navne.
Hvor fanden kendte hun det navn fra?

Om så hun ville indrømme det eller ej havde Kench jo nok fået et chok da hendes tillid var blevet brudt bare på den måde. Da hendes hænder blev fasthold gav hun slip på pibens slange som trillede ned på gulvet. Hun gav skam også udtryk for smerten der begyndte at prikke hendes hals, men kun lige med et twitch af det ene øjebryn og ved at hun lukkede resten af indholdet af hendes lunger ud.

Hun ventede dog. Hvilket gav pote da Nadir væltede om på gulvet i sin tumlede tåge. Hun satte sig op og tog en kappe hun havde haft over sine skuldre af så den ikke ville blive plettet af de dråber blod der løb ned ad hendes hals og samlede sig over kravebenet. "Tal dog ordentligt" snarrede hun da hun godt kunne genkende hans bandeord. Det var klart pibens værk at han ikke havde nogen koordination.. så lad os holde det sådan.
Med en armbevægelse i strakt arm og med øjenkontakten fæstet til Nadirs fik hun rummet til at snurre for ham. På få sekunder ville han have samme følelse, eller rettere sagt samme udsigt, som at have bundet mere genstande end hvad hans krop ville kunne holde til. Et dumt lille trick Kench havde lært som selvforsvar, med det var det hun nu lige engang havde.

Hun kikkede med et dovent udtryk igennem rummet til hendes blik faldt på et spejl. Hun satte sig på knæ ved det, stadig med en hvis opmærksomhed på dæmonen hun delte teltet med. "Hvorfor skal folk altid flegne lige når man får sagnet farten lidt" brokkede hun sig højlydt så han ville kunne høre det.

Fortummelsen der havde været lige ved at lette synes pludselig at vende tilbage igen og det var i fuld valør. Omtumlet forsøgte han at rejse sig, kun for at falde hen over den døde handelsmand. Med en tiltagende kvalme, som han mentalt bandede af sin uholdbare værtskrop, kom han op på et par rystende ben og en hale der havde smøget sig uelegant omkring livet og det ene ben for ikke at skade sig selv alt for meget, selvom det efter blodpletterne på benet lod til at være for sent.
Med hånden presset mod munde forsøgte han omtumlet at bryde den øjenkontakt der var opstået mellem dem. Hvilket da også lod til at lykkes idet hun lod til at falde i staver over et spejl.  Det gjorde da til dels svimmelheden, og dermed også den tiltagende kvalme, bedre. Igen kom minder om en lignende episode som ganske ung dæmon frem i hans minder.
* Hvor fanden kender du det navn fra?!* lød det i en sær blanding mellem stønnen af ubehag, og en mørkere, dybere stemme end han sædvanligt brugte. Ikke at nogen af delene var bevidst. Overhovedet.
Skravlende betragtede han hendes nakke, knækkende stadig med irritationen i sig, med de yderste led i halen.

Kench havde haft opmærksomheden så såret som hun havde lagt det nærmeste klæde hen over, men hun skiftede nu til at kikke tilbage på ham igennem spejlet. "Hvis du er færdig med at hoppe til konklusioner og lege den stærkeste overlever så kan jeg fortælle dig det er hvad din veninde.. frøken Desjardins, omtalte dig som".
Der skulle alligevel et mindre pres omkring såret men hun fik i det mindste stoppet blødningen inden hun vendte sig om og så direkte på ham. Hun gad ikke holde svimmelheden kørende så hun fjernede den sidste sner af hvad der var tilbage for Nadir da han da måtte have en smugle fornuft inde i det han kaldte sit hoved. "Så rolig, din frihed som dæmon løber ingen vejne. Desuden, to ud af .. hvor mange? Dæmoner har ualmindeligt lange navne... har jeg hørt" fortalte hun inden hun doven samlede sin fuglerede af en frisure oppe i et bånd bag på hovedet så det kun var en klat pandehår der var ved hendes ansigt nu. "Så er vi færdige med at prøve at slå Kench ihjel for nu?" spurgte hun, med hævede øjebryn og et doven udtryk der understregede hende ultimatum.