"Slip mig, dit forvoksede firben!"
"Ikke før du aflevere mine ting, tyvetøs"
"Hvem siger jeg har dem, fiskefjæs? Du tabte dem nok ud af dine fedtede finger"
"Jeg mister snart tålmodigheden!"
"Der skulle satme ikke meget til"
*KLASK*
"Skal vi prøve igen, horeunge?"
Mayas øjne kunne skyde lyn, men hun holdte munden lukket og løftede kæmpen stædigt op. Øretæveindbydende, stædig og stolt. Det medførte endnu en lussing.
"Er det alt?"
Og endnu en.

Til sidst endte det med at blodet begyndte at løbe ned af den flækkede læbe og farvede hendes mund så smukt blodig rød, som den pæneste rose. Altså bortset fra at det var lidt over det hele og ikke kun på hendes læber, som skønhedsidealerne fremsagde.
"Jeg har det lidt svært ved at slå på små piger, men du ser ikke ud til at give mig andre valg?"
"Ha!! Hahahahaha! Kalder du det pis at slå! Hold nu kæft en svagpisser"
Denne gang blev det til en knytnæve i maven, af æderspændt raseri fra den skællede mandsling, der egentlig ikke var særlig høj. Faktisk blot på højde med Maya selv. Det som gjorde at den brunhudede pige ikke kunne slå igen, var de to store brød der fastholdte hendes arme ind imod væggen.
"Se sådan skal det nærmere gøres.. Måske du også vil blive frygtet i gaderne en dag, slangeprins."
Maya spyttede blod ud i ansigtet af det i forvejen noget arrige halvdyr, som i stedet flåede hendes skuldertaske op fra jorden for at gennemgå den endnu engang - nu det ikke så ud til at han kom nogle vejne med hende.
Alt imens stod hun blot og lo en lavt brummende latter. Det lå jo ikke i tasken vel.

Skumringskvarteret. Gaderne var mørkere og koldere disse dage, end de plejede, men det var det tætteste Jarko kom på et hjem. Over en af beværtningerne havde han et lille, usselt værelse til sine ejendele. Han var der sjældent, arbejdet gjorde, at han ofte rejste bort i længere tid.
Siden Mørket havde sænket sig over landet, havde han dog opholdt sig i de velkendte gader. Tyvebanderne i området var blevet mere desperate, og han havde ikke været i stand til at få mange krystaller for sine ydelser, der mest af alt bestod i at fortælle banderne ting, de ikke vidste på forhånd. Ofte havde de mere tykpandede af dem svært ved at forstå, hvorfor de overhovedet skulle betale for den slags.

Det var koldt. Han havde brugt nogle af sine sidste krystaller på et varmt måltid, og nu sad han i sin krageskikkelse på et skilt over en faldefærdig forretning og så ud over en af gyderne. Fjerene holdt lidt bedre på varmen, og fugleskikkelsen gjorde, at man opfattede omgivelserne på en helt anden måde. Ikke noget med at falde over alt muligt i mørket..
Fuglens skarpe blik blev rettet mod et par skikkelser et stykke væk, da lyden af et slag rungede gennem den mørke gyde. Mørke vinger lettede og Jarko cirklede et par gange, før han landede på jorden, ganske tæt på den ganske unge pige, der havde fået nogle voldsomme tæsk. Bloddråber kunne ses på den frosne jord.
Bland dig uden om, Jarko! Tænkte han vredt, som han i krageskikkelsen hoppede en smule nærmere. Pigens skældsord så ikke ligefrem ud til at hjælpe på situationen. Der er så mange piger, der bliver bestjålet, tæsket og voldtaget hver eneste dag .. du kan ikke redde dem alle. Kragens blanke øjne hvilede på den lille, skællede mandsling, der var ved at tæske løs på pigebarnet, og han kunne ikke holde et skræp tilbage fra fuglenæbbet. Mandslingen holdt normalt til i undergrunden og bevægede sig ikke op i byens gader, men Jarko tog ikke fejl: den selv samme skællede øgle havde for omkring et år tilbage stjålet en større mængde værdifulde papirer fra ham. En ydmygelse, Jarko på ingen måde havde glemt.

"Hey! Øgle! Jeg kan se, at du stadig har dine håndlangere til at gøre det tunge arbejde for dig .. hvis man da kan kalde det tungt arbejde at slå på en lille pige." Kragen var væk, og Jarko trådte frem i sin menneskeskikkelse. Da øglemanden havde bestjålet Jarko, havde han også været i selskab med to særdeles muskuløse lejesvende, der havde givet Jarko flere tæsk, end han brød sig om at indrømme. Han håbede, at han ville slippe lidt mere heldigt fra det denne gang..

Arrig kastede han igen igen tasken fra sig og rettede sin tvedelte tunge imod hende, som den hvislede ud i luften. "Du elsker at leve livet farligt!" Maya løftede endnu engang hagen, med et skævt smil på læberne og et gennemborene blik i de kraftigt grønne øjne. Hun sagde ikke noget, men som slangemandens ansigt kom tæt nok på spyttede hun en solid spyt og blodklat ud i ansigtet på ham, som havde tilstrækkeligt med blod i sig til at løbe ned på hans tøj.
"Din modbydelige lille -" Han havde rettet en knyttet næve op i luften, parat til at slå, da han stivnede til en stemme, der tilegnede sig sin opmærksomhed. Selv ikke Maya havde set ham komme, og hun havde ellers et ganske godt udsyn. Det eneste hun havde set var en krage der havde forvildet sig ind i gyden, men den... ooh..

Maya stirrede en anelse mistroisk på den lurvede mand, der virkelig ikke virkede som typen til at afbryde et slagsmål med mindre det havde en positiv indvirkning på hans egen pung. Faktisk blev hendes ansigtsudtryk en anelse måbende, med en let rynket næse i blandet sammenhæng. Det kunne være foragt og mistohed, eller blot almen konsekvens af de mange lusinger.
"Jeg er aldeles ikke nogen lille pige!" Maya talte tit før hun tænkte, og det her var en af de episoder. Ikke fordi opmærksomheden var stærk på hende lige nu. Tvært imod. Hun blev faktisk ignoreret, mens slangetingen hvislede med den tvedelte tunge mellem sine spidse tænder.
"Kommet tilbage for revance? Eller spiller vi helt" Den tydelige overmodighed og sleskhed var nemt at finde i halvdyret stemme, men irritationen lå ikke langt væk. Maya blev stadig holdt fast mod væggen, omend mændene skiftede til kun at holde hende fast med en hånd værd. Det var egentlig også rigeligt, selvom det gjorde plads til velplacerede spark. Med bare lidt mere distrahering.

Jarko forventede at se slaget komme, øglemandens næve var hævet mod den tilsyneladende forsvarsløse pige, der alligevel havde fået en spytklat sendt lige i fjæset på ham. En del af ham frydede sig. Det var overmodigt og dumt. Men øglen havde godt af det, og Jarkos hænder kløede efter at gøre noget ubehageligt ved ham.
"Åh, sådan lidt en blanding." Svarede han, noget mere kækt, han end følte sig. Der var ikke nogen i denne del af byen, der legede helt. Heller ikke Jarko - og han ville ikke tøve med at forvandle sig igen og stikke af, hvis han var ved at få fjerene i klemme. 

Et øjeblik så han på pigen. Hun havde et viltert hår og mørk hud, og ville muligvis være ganske køn, hvis hun ikke havde blod i hele ansigtet. Uden at tænke over det, knyttede Jarko næven. Han kunne aldrig selv finde på at slå på én, der var så meget mindre end ham selv.
Hvis pigen nu brugte lidt mere energi på at kæmpe sig fri, frem for at råbe kommentarer i Jarkos retning, ville hun muligvis kunne slippe ud af håndlangernes greb. Især hvis øglemanden følte sig tilstrækkeligt truet af Jarko, og fik brug for deres hjælp... Han trak en grumt udseende kniv frem fra bæltet. Knivsbladet glimtede en smule i gydens svage belysning, og i løbet af et øjeblik, havde Jarko gjort et udfald mod øglemanden. Dette betød dog også, at han kom noget tættere på håndlangerne, end han egentlig brød sig om..

Øglemanden fnøs håndligt, og syntes for en stund at havde glemt alt om Mayas tilstedeværelse. I hvert fald så længe han var sikker på at de store bøffer havde hende solidt låst fast med deres jerngreb, der borede sig ind i hendes i forvejen tynde overarme og pressede hende mod den isende kolde mur. Jo jo, de var da et par gode lejesvende, men dumme som et bræt begge to.

Men som de havde holdt hårdt fast, skulle der heller ikke andet end en distrahering til, før at grebet blev slapt, og forvirringen malede sig i deres ansigt. Manden var sprunget frem, og øglemanden havde et fantastisk forskrækket træk over hele ansigtet. Det var guld værd.
Maya vristede sig ud af den ene håndlangers greb og sparkede den anden så hårdt og brutalt hun kunne lige direkte mellem benene. Hun ramte klokkeværket med perfektion, og det store brød der var minimum to hoveder højere end Maya selv, faldte brøllende sammen.

Den anden bølle var kommet i tankeproblemer. Han slog ud efter manden der var kommet tættere på, men måtte samtidigmed strække sig i den anden retning for at gribe fat i Mayas tykke mørke hår. "Slip mig så!" Maya knurrede ildevarslene og slog og sparkede vildt om sig. Hun var så tæt på at slippe fri! Om hun så skulle miste en håndfuld hår i processen!

Åh, hviken fryd det var, at se øglen krympe sig af forskrækkelse. Det var ganske nemt at gemme sig bag et par store brød af nogle håndlangere, men når først han selv var ved at komme i fare, var det en anden leg. Jarko smilede grumt - hans udfald med kniven gik lige forbi øglemandens øre, og nu så han for alvor ud til at have fået opmærksomheden fra en af brødene.
Det var lige før, det gjorde ondt på ham selv, at se pigen sparke den store bølle lige mellem benene. Hun så ud til at have ramt helt rigtigt, hvis man skulle dømme efter den måde, han faldt sammen på jorden på. Fejt kneb, men der var ingen i tusmørkegyderne der kæmpede fair. Heller ikke Jarko.

Øglen var ved at komme sig over sin forskrækkelse, men han var ikke hurtig nok. I løbet af få sekunder havde Jarko placeret knivsbladet ved hans hals, og han så ind i øjnene på bøllen, der havde fat i pigebarnets hår. "Giv slip på hende. Så går din skællede ven her fri.." Hans hånd rystede en lille anelse, fristelsen til at lade knivsbladet synke ind mellem skællene var stor..

Der blev brutalt revet til i det stærke krøllede hår, til Maya mistede fodfæstet og blev trukket direkte ind i det store brøds favn, der låste en arm omkring hende. Hun sprællede arrigt og både krassede og bed ud efter armen, i et noget desperat forsøg på at slippe væk. Alt imens opdagede hun faktisk ikke hvad de andre foretog sig - ikke før manden stilte sin forlangelse frem. At manden skulle slippe hende. Maya stoppede samtlige bevægelser for at kigge på den luskede fremmede mand med et noget forvirret og direkte lamslået udtryk i det blodige ansigt.

Okay, den var vitterligt ny! Hvorfor i al verden skulle han hjælpe hende? Et eller andet sted var det da en rar næsten eventyrlig tanke at hun skulle blive reddet. Det var også en lidt grotesk tanke - som at hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv.
Det hævede ansigt og det løbende blod fortalte dog at hun nok ikke helt kunne tage så meget vare på sig selv som hun ville ønske hun kunne. Bøllen var en smule usikker på sit valg, men øglens blik af rædsel fik ham alligevel til at slippe taget om Maya, der faldte omkring en tredve centimeter ned på jorden. En forandring der fik hendes ben til at give efter og gadetøsen endte på sine knæ, med hænderne på brostenene. Bøllen havde trykket lige rigeligt på Mayas ribben, og hun begyndte at hoste kraftigt, der også medbragte en smule blod efter de mange slag. "Fucking narrøv!" Hun tog sig til brystet med den ene arm inden hun fik kæmpet sig selv op at stå, en smule vaklende på de tynde ben.

Jarko skar tænder. Han havde ikke ligefrem forestillet sig, at bøllen ville sætte pigebarnet pænt ned på jorden, børste støvet af hende og tørre blodet af hendes ansigt, men behøvedes han virkelig smide hende ned på brostenene? Det var typisk bøllerne her i området altid at finde nogen, der var halvt deres egen størrelse at slå på .. ikke at Jarko var én for fair kamp, men dette her var simpelthen for meget.
Og så var der det lille opgør med øglen, der skulle ordnes. Han begyndte langsomt på at bakke væk fra pigebarnet, de to bøller følgende med som var de hypnotiseret. "Hold afstand!" Sagde han advarende. Endnu et skridt tilbage. En løs brosten var lige ved at få han til at snuble og slippe taget i øglen, og de få sekunder, var alt hvad reptilen skulle bruge. Et knivsblad glimtede i halvmørket og med et vrid af kroppen fik øglemanden boret bladet ind mellem Jarkos ribben. Han gryntede af smerte og gav slip på sit offer, idet han sank ned på knæ og tog sig til siden. 

Øglen var tilbage hos sine kumpaner, og Jarko hævede blikket. Igen havde han undervurderet den slimede satan. 

¨Maya blev stående en smule svajende på brostenene, tog dybe indåndinger og syntes at genvinde fatningen igen. Hun holdte stadig en hånd mod brystet, beskyttende over de tryggede ribben, hvilket også medførte en noget raspet vejrtrækning.
Hun stod stille i mange sekunder med dybe vejrtrækninger, før hun løftede det grønne øjne - giftige af rasseri. Nok var hun ikke en person der kom andre til undsætning, og faktisk var det heller ikke for mandens skyld hun gjorde det - selvom han var kommet i problemer. Hun ville have sin hævn for de utal af slag og spark, som var blevet voldt hende.
Arrigt kom en lille, men sylespids kniv frem fra en skjult lomme i Mayas sko, og blev hakket med fuld kraft ind i den ene bølles lægmuskel, og hevet ud i en trækkende bevægelse for at gøre såret så langt som muligt. Gyden blev fyldt af et smerteskrig, hvilket medbragte forvirring i øglen og den anden bølles timing. Med et skrig af arrigskab hakkede Maya kniven ned i skulderen på den anden og heftede sig fast med begge hænder, og endte med at blive slynget rundt, som han forsøgte at hive hende af, indtil kniven mistede sit tag og hun blev slynget af mod brostenen.
Det gjorde ondt at lande på den ujævne flade, i både skuller og ben og ikke mindst knæ, men hun kæmpede sig op igen, dog stadig men en hånd på brostenene for at holde balancen, og den blodige kniv og arm løftet. "Tror du at du kan tage mig uden dum og dummere? Kom og tag mig, dit satans til røvhul!" Noget havde slået klik og hendes temperament fik fuld magt, og hun var arrig - kogende rasseri.

Jarko var for øjeblikket glemt. Øglen tog sig til halsen, hvor en smal stribe af blod piblede frem, efter at Jarko havde presset sit knivsblad mod hans skællede hud. Han så en smule bleg ud, hvis man da overhovedet kunne det, når ens ansigt var dækket af skæl. 
"Stop med at jamre! I kan ikke lade jer besejre af et lille tøsebarn!" Hvislede han arrigt. Den ene bølle havde travlt med at undersøge såret i læggen, den anden holdt sig til den blødende skulder. De så begge lidt tøvende på deres mester - situationen var lige pludselig ikke bare at banke pigebarnet bevidstløs. Hun havde bevist, at hun kunne slå igen. Og hun havde hjælp.

Jarko var kommet på benene, skærene ansigt over såret i siden. Kniven havde ikke ramt noget vigtigt, men det blødte. Og pigen så ud til at have fået så mange tæsk efterhånden, at hun havde svært ved at stå.. Mens bøllerne var ubeslutsomme, fik han sneget sig op på siden af hende.
"Tid til at smutte. Det er ikke en kamp, vi kan vinde." Brummede han hæst. Han gjorde et kast med hovedet over skulderen mod gydens mørke udgang. Han håbede, at hun kunne løbe.

Maya skar ansigt som hendes ene ben begyndte at dirre under hende, og smerten ruskede sig igennem hende. Men hun var stædig, hun var vred og hun kørte udelukkende på adrenalin. Hun lignede lidt et vilddyr i denne stilling. Siddende næsten på hug, med en løftet blodrød kniv, med både vådt og indtørret blod i ansigtet, ned af den ene arm og på tøjet. Et drabeligt fund.

Maya sendte manden et skeptisk blik ud af øjenkrogen. Hendes hoved bankede pumpene, som hendes hjerte pumpede blodet rundt i kroppen. Hun havde ikke lyst til at trække halen mellem benene. Hun var ikke nogen tøs - hun skulle vise dem.
En smule vaklende tvang hun sig selv op og stå, men måtte hurtigt indse at hun knap kunne holde en ordentig stilling, så hvordan skulle hun kunne angribe? Nok var kniven skarp, men nu vidste de også at hun havde den.
Modvilligt begyndte hun kejtet at bakke et par skridt, for at få sine led til at følge med i bevægelsen igen, inden hun satte afsted med sin - skal vi virkelig kalde det redningsmand?.

Jarko kunne have sagt sig selv, at det der med at lege redningsmand var en dum idé. Han sidste møde med øglen var gået elendigt .. hvorfor skulle det være bedre denne gang? Hans åndedræt kom besværligt, og han pressede den ene hånd mod såret i siden, imens han skyndte sig mod gydens udgang. Et kort blik over skulderen fortalte ham, at pigebarnet var begyndt at følge efter, omend ikke i et tempo, der kunne holde sig uden for rækkevidde af bøllerne, hvis de skulle beslutte sig for at følge efter..

Et kort øjeblik låstes hans blik med øglemandens, og en vred, hadefuld fornemmelse, fyldte hans krop. Næste gang, lovede han sig selv, skulle den pokkers slange få, hvad han fortjente. Bøllerne var efterhånden kommet på benene igen, men ingen havde endnu gjort mine til at følge efter.
Vi kan nå at slippe væk.. Jarko drejede skarpt om et hjørne, løb ned langs en sidegade og drejede igen. Han kendte de mørke gader ud og ind, og der gik ikke længe, før han fandt en lille gyde bag en beværtning, hvor han tungt sank ned i sidende stilling på de kolde brosten. Omgående begyndte hans at rive noget af sin beskidte skjorte for at forbinde såret og stoppe blødningen, imens han mumlede forbandelser, der klart var ment mod slangemanden. 

Musklerne følte sig trætte og stive, men det krævede ikke mange løbende skridt før der vågnede liv og overlevelsesinstinktet tog over - ignorerede den stikkende fornemmelse i siden, den geletilstand hendes ben befandt sig i, og ikke mindst den kraftige næseblod der løb ned af hendes ansigt.
Hun fastholdte blikket på ryggen af den anden, og var faktisk ikke sikker på om hun bare skulle følge efter eller vælge en fuldstændig anden retning. Hvis nu de fulgte efter?

Maya tog sig ikke tid til at kigge over skulderen, men rundede i stedet nøjagtig samme hjørner som manden, men han var trods alt hurtigere end hende. Hun nåede ned af et par gader, men stoppede forpustet op ved indgangen til en gyde og hev vejret ind i en noget rasp og usund lyd. En svag mumlen hun knap kunne høre over sin egen vejrtrækning, fik hende imidlertid til at løfte de grønne øjne og kigge ind i den mørke gyde. Hun listede ind, med sin forsvarlige afstand, selvom hun udemærket godt vidste at hendes tilstand ikke ligefrem talte til fordel for at kunne flygte, kæmpe eller noget andet. "Hvorfor.. Hvorfor gjorde du det?" Det var spørgsmålet der var løbet igennem hende fra første syn. Hun gled ned af den ujævne stenvæg og spyttede blod og spyt væk til den ene side. "Det gav dig kun problemer"

Det var ikke første gang Jarko havde reddet sig et knivsår, men det gjorde det ikke til en behageligere oplevelse. Han gryntede af smerte idet han fik lavet en nødforbinding, som han bandt sammen med sine efterhånden noget frosne fingre. Der var ganske stille i den lille gyde, og han brugte et øjeblik på at lytte efter, om mændene forfulgte dem. Men han hørte ikke andet, end pigens raspende vejrtrækning.

Endelig så han op. "Sku' jeg heller ikke have gjort." Sagde han. Pigen kunne vel tydeligt se, at han ikke var nogen ridder på den hvide hest. "Ser du.. Hr. Øgle og jeg har en vis .. fortid. Og jeg brød mig ikke rigtig om at se ham, eller rettere sagt, de to gorillaer han render rundt sammen med, tæske løs på en forsvarsløs.." Han afbrød sig selv med en hosten. "Eller måske knap så forsvarløs pige." Hun så ynkelig ud med blodet i ansigtet, men det var ikke mange, der kunne prale af at være kommet heldigt ud af et sammenstød med øglen og hans kumpaner.. 
Muren bag ham var kølig og han lænede hovedet mod den et øjeblik med øjnene lukket, før han så op på pigen igen. "Du burde se en healer med den der næse." Brummede han endelig. 

Det virkede direkte forkert at skulle kategorisere manden som ridderen på den hvide hest. Han var lurvet af se på, ubarberet og generelt snusket.. Intet som historierne om den veltrænede rene prins der kom ind og løftede skønjomfruer fra jorden i et snuptag. Maya kom med et let fnys der gemte på et let grin ligeledes. Nej, det var han bestemt ikke - og det foretrak hun faktisk!
Maya løftede et øjenbryn, men lod det falde igen, som han rettede sin egen tale lidt til. Maya var ikke af den største størrelse, tværdigmod, men hun ville simpelthen ikke kategoriseres som forsvarsløs.

Hun tørrede sig under næsen, og så ned på det tygge mørke blod. "Det er ikke unormalt de gør det..." kommenterede hun tørt. Hun var ikke den eneste der var blevet indfanget, men mange andre var langt mere ilde tilredt bagefter. Hvilket hun nok også ville havde været, var manden ikke dukket op og havde fundet det forkert at gorillaerne tæskede løs på hende.
Maya løftede blikket fra brostenene og kiggede næsten ligegyldigt på ham "Yeah, som om at jeg har råd til det" et lullet smil kom frem på hendes læber, som en let krølle, der dog hurtigt forduftede igen i et bittert udtryk. "Det stopper igen - det gjorde det sidst" Hun tog sig ikke videre af at blodet løb ned, omend ikke så kraftigt som før - hun var i forvejen dækket ind. Noget blod til eller fra gjorde ingen forskel nu.

Jarko skar ansigt og knyttede den ene næve. Naturligvis var det ikke ualmindeligt. Faktisk tvivlede han på, at øglens kumpaner lavede meget andet, end at tæske løs på folk, der var mindre end dem selv. Og dem, var der mange af. Igen så han op på pigen - hun lignede et klassisk eksempel på byens gadebørn. Beskidt og spinkel. Hendes mørke hud tydede dog på en eller anden form for ophav andetstedsfra, men hvor langt bagud i familien, var ikke til at vide. De stærke, grønne øjne var dog så utroligt lig hans egne, at han tøvede et øjeblik.

"Kom herhen og lad i det mindste mig se på næsen, så." Brummede han til sidst. Han syntes ikke rigtig, at han kunne sende hende videre ud i byen, blødende fra sit ansigt. Desuden kunne han måske få stilt hende et par spørgsmål om øglen .. og hende selv. En lille nysgerrighed om hendes person var opstået efter mødet med de grønne øjne. 

Stilheden faldte over dem. Ikke en akavet en, men måske en tiltrængt efter alt det tomult der havde stået på med øglen, blodet der stadig løb rimelig heftigt ned af hendes ansigt og den generelle stressende situation. Maya blev træt i kroppen som hun lænede hovedet tilbage mod den kolde væg, men tvang sig selv til at holde øjnene åbne. Dette var ikke stedet at falde i søvn!

Maya måtte alligevel havde ladet en del af sin beskyttende væg der omgav hende konstant være faldet hen, for hun opdagede ikke at manden faktisk havde holdt sit blik på hende i en rum tid inden den brummende stemme kom frem. Hun stirrede på ham i en god håndfuld sekunder - usikker på om hun rent faktisk skulle komme nærmere.
Maya sukkede dybt, men fik til sidst tvunget sig selv en smule mere op til hun kunne kravle det stykke tættere på, og placere sig i skrædderstilling foran ham. "Kan du da heale den?" Hun forsøgte at skjule forhåbningen i sin stemme, som hun løftede de grønne øjne mod hans lige så grønne.

Smerten fra knivsåret var begyndt at komme lidt på afstand. I hvert fald så længe, han sad ned. Han burde nok få en healer til at se på det senere, men for nu havde han bare brug for at være lidt på afstand af al balladen. Desuden var den lille gyde et ganske godt gemmested, hvis bøllerne stadig luskede rundt efter dem.. Muren bag ham føltes næsten en smule varm på trods af den isnende kulde i gaderne, og det var ikke uden grund, for der lå et vaskeri. Jarko længdes dog stadig efter at skifte gyden ud med en varm krostue, men det måtte vente lidt endnu.

Beklagende rystede han på hovedet. "Healer er jeg ikke nej. Har dog set en god del sår og skrammer i løbet af årene.." Tilføjede han med et lille glimt i øjet. Han fik trukket en beskidt klud frem fra en lomme og rakte forsigtigt ud og begyndte at tørre det værste blod af hendes næse. Den så heldigvis ikke ud til at være brækket, men det var stadig tydeligt, at hendes ansigt havde fået nogle solide tæsk.
"Her fra byen?" Spurgte han med en venlig stemme i et forsøg på at lære pigen lidt mere at kende.

Maya skar en grimasse som et barn når moren tørrede snot væk fra ansigtet. En grimasse af let irritation over bevægelsen, men alligevel ikke modvilje til at det blev gjort. Oveni det, selvom hun ikke følte sig fuldstændig smadret, var blodsamlingerne og de generelle skader fra mange slag, også med til at føre en grimasse af smerte. Hun rynkede næsen og glemte øjnene lidt sammen, sm han fjernede kluden igen. "Det kan jeg se" mumlede hun som svar, i et let morende toneleje, mens hun et øjeblik betragtede ham. Han var snusket - ligesom hun selv. Det ville være synd at sige at hun ikke bemærkede at hans øjne lignede hende meget - men sandheden var, Maya ønskede ikke at vække noget form for håb af hverken den ene eller den anden art. Hvad så hvis hans øjne var grønne - det var manges øjne.
"Yeah.. Den knap så velduftende del.." svarede hun en smule tørt. Hun havde stadig et nag over netop den del af sit liv. Uretfærdigheden og bitterheden. "Du?"

Jarkos bevægelse med kludden var ganske blid. Han så vurderende på hendes ansigt, idet han trak det nu også blodtilsølede stof tilbage: hun var nu i stedet mest bare beskidt og forslået i ansigtet, så en smule fremskridt havde det vel gjort. Han trakt let på skuldrene og smed kludden tilbage i en lomme. Det måtte være det for nu. Tøsen trængte naturligvis til et god bad og en, der kunne se nærmere på skrammerne, men man måtte nøjes med, hvad man kunne få. De fleste i denne del af byen trængtea alligevel til begge dele.

"Født og opvokset" Svarede han med en lille grimasse, dog med en vis munterhed øjnene. ".. også i den knap så velduftende del. De senere år har jeg dog fået rejst en del rundt i landet .. måske derfor jeg aldrig har stødt på dig før, her i gyderne. Dén skarpe tunge havde jeg næppe kunne glemme.." Munterheden i hans øjne var blevet tydeligere på trods af kulden og smerten i hans krop. 
"Hvad har du lavet, for at gøre dig uvenner med Hr. Øgle?" Ikke, at der skulle meget til. Jarko kendte faktisk ikke rigtig noget, der var gode venner med øglen. Altså bortset fra dem, han havde betalt. Han trak en lommelærke frem og tog en dyb slurk, imens han så afventende på pigebarnet foran sig.