Stemningen havde lagt sig for aftens gerning, mørket havde lagt sig som en tyk og beskyttende dyne hen over hovedstaden. Ikke en eneste stjerne var at se på himlen, og kun månens skær fik lov til at titte frem en gang imellem fra som skyggede hen over den. Den tørre luft og varmen var uundgåelig, selv så sent om aftenen, så man næsten havde et ben på vej ind i hvad man kaldte nat.
En lille liflig brise dukkede frem, men forsvandt så hurtigt, at der næsten kunne være spørgsmål om det overhoved havde været der. For en mand som normalt aldrig lod sig påvirke af vejret, kunne selv han mærke ubehag der kravlede ind i tøjet. Fik det til at sidde ubekvemt og irritererede, men han havde så også lært at ignorerer disse ting. Desuden var der en opgave at udrette for aften.
Mørkets fyrste regnede med dem, og det var længe siden han havde taget så vigtig en opgave på sig. Hvilket var grunden til at hans trofaste, hans blik rettede sig imod Kiri der var ved hans side. Ja hvad kunne man i grunden kalde hende, en som han altid kunne regne med.

,,er du klar?’’ kom der som en hvisken, mens gule øjne betragtede hende ihærdigt. Han gav hende næsten ikke lov til at svare, før at han begyndte at løbe hen over hustaget og hoppede videre til det næste. 

For Kiri var et at hjælpe Moretti det bedste, og det eneste rigtige hun kunne i denne her verden. At hun havde denne plads ved siden af ham, eller om ikke andet kun et par skridt efter ham, var mere end hun kkunne ønske sig i denne verden, så hun ville gøre alt hvad han sagde, uden at stille spørgsmål til det, uden at fejle ham! Det gjorde det kun bedre at Mørkets Fyrste havde givet ham denne opgave, og måske hvis Kiri klarede sig godt, kunne hun snart også blive en del af dem. Hjælpe dem med at gøre verdenen til det bedste sted, selvfølgelig ville Moretti altid komme i første række, han havde jo reddet hendes liv flere gange.

Hun gav kun et lille nik, som han udentvivl ikke så, før de susede over hustagene. Kiri var ikke ligeså hurtig på ben, som på vinger, og selvom magien var væk fra landet, så stoppede det hende ikke fra at kunne flyve, så hun kunne let følge trop med Moretti, men gjorde altid at hun fløj lige efter Moretti, så hun ikke prøvede at overtage styringen på hvor de skulle hen.
Hun havde godt hørt et par ord om hvad de skulle, de ledte efter en dæmon de kunne befri, og der var næppe nogle bedre steder at lede end tæt på Lyset. Lyset troede virkelig bare at de måtte alt...

Det var lige før at han slet ikke registrerede summen fra Kiri’s vinger, som hun summede et par centimeter bag ved ham. Han var efterhånden så vant til den, som mennesker var vant til at trække vejret uden egentlig at tænke over det. Ganske pudsigt egentlig, at selv de udødelige blev ved med at trække vejret, taget i betrækning af at nogle af dem slet ikke behøvede det.

Cryan stoppede brat op, da han var sikker på at de var kommet til det rigtige hus. Han hæv et pergament frem, som der fremviste planer over husets flade del af taget. Uden egentlig at sige noget, pegede han bare på det rum, som han ville signalere at de skulle ind i først. Derefter gjorde han antegn til hvor børnene befandt sig, tjenestefolkene og der i blandt de to dæmoner som var fanget i huset. Han vente sine gule øjne op imod Kiri, og kiggede afventende på hende om hun havde forstået hvad der kom til at ske nu.

Kiri's gule øjnene fulgte håndtegnene og hvad der var tegnet på pergamentet. Hun havde efterhånden lavet så mange ting med ham, at hun ikke krævede ord, hun forstod hvad han ville have, og hun skulle nok give det til ham, uden tvivl. Hellere dø end at fejle en opgave.
Hun kiggede kort over på huset, før hun vendte sig mod Moretti og nikkede, og så var der fart mod huset. Hun skulle tage sig af den ældste pige til at begynde med. Ikke en lyd måtte blive sagt, men ingen drab, så det ikke var for tydeligt hvad Mørket havde gang i... Men måske et par drab senere.

Det var koldt, så skodderne var slået for, men Kiri som kunne holde sig i luften, og med lidt hjælp fra en kniven, fik dirket dem op, og ind i huset hun fløj. Summen fra vingerne ville ikke være høj nok til at vække nogen der sov, og var også mere stille end at skulle liste forbi på gulvet, for en summen fra vingerne var jo ikke andet end en irriterende flue.
Det var svært at navigerer i mørket, men Kiri huskede på tegningen, og gjorde det så godt, indtil hun nåede døren hun skulle ind ad, nu var det vigtigere end på noget andet tidspunkt at være stille, så hun ikke vækkede pigen før hun var nået hen til hende og kunne binde noget for munden af hende.

Cryan betragtede Kiri som hun forsvandt, et lille smil formede sig hen over hans læber, lige så den ene hjørnetand blev synlig. Han havde trænet hende godt, og hvis dette gik hen og blev en succes skulle han huske sig selv på, at hjælpe hende med at gøre en realitet i hendes ønske. Smilet var dog forsvundet lige så hurtigt som det var dukket op, han fulgte næsten samme vej, men havde kurs efter forældrenes soveværelse.

Han tog en dyb indånding, da han stod for enden af husets tag, hvor efter han lod sig falde ganske tungt imod jorden. Dog havde han allerede sin gribe krog i hænderne, som var fast gjort til et ræb han havde om livet. Lige inden han nåede vinduet hvis skodder her ikke var lukket til, kastede han krogen med tre gribe tænder. Da den greb fat omkring tagets trækant, blev han svunget tilbage ind imod huset. Cryan nåede lige at skære sig fri at rebet, så han kunne hoppe ind igennem vinduet, for at lande med et lille bump på gulvets brædder. Kvinden i sengen rørte lidt på sig, men ikke meget mere end det. Han tog en dyb indånding, og fandt sin lille kniv frem. Nu skulle det sjove endelige begynde. 

Nu kom det svære. Kiri åbnede forsigtigt døren og skar lidt en grimasse da den knirkede, men heldigvis så det ud som om at pigen bare vendte sig om på den anden side og sov videre. Der var også noget lys herinde, så hun kunne da se sig for.
Hun fløj ligeså stille over til sengen, og landede forsigtigt på gulvet, og tog så sin kniv frem. Ligeså forsigtigt fik hun pigen til at ligge på ryggen, før hun holdt kniven mod hendes hals, og så pressede ned på munden med den anden hånd så hun ikke havde mulighed for at skrige.
"Ikke en lyd, eller også dør du," hviskede hun til den paniske pige som lige var vågnet og allerede prøvede at komme fri, men det var som at Kiri's trussel fik hende til at indse hvad hun var oppe imod.

"Op med dig," forsatte Kiri's hvisken, og pigen rejste sig forsigtigt op, og Kiri kunne hurtigt se at hun i hvert fald ikke kunne blive stående, men blev nødt til at flyve op, for at holde fast i armene bag hende, og holde kniven mod struben stadigvæk. Forbandet være at hun var så lav. Selvom det var meget godt når man ikke skulle ses.

Lidt lige som Kiris facon, var vampyren hurtigt henne ved sengekanten hvor kvinden lå. Men besluttede sig hurtigt for, at nok ikke alle mænd ønskede deres kvinder det bedste. En lille flaske og en klud blev fundet frem, noget af det flydende indhold blev hældt derpå. Og en stærk lugt bredte sig hurtigt i hans næsebor, som fik Cryan til at rynke lidt på næsen. Lappen blev lige så stille listet hen over kvindens ansigt, og først da hun spærrede øjnene op, greb han omkring hende og hæv hende ud af sengen. Kloroformen virkede dog hurtigt, og snart var kvinden livløs på gulvet.
Manden som viste sig at have noget af et sovehjerte, udstødte bare nogle lyde omkring hun skulle ligge stille. Før han vente om på ryggen og faldt i søvn igen. Dette var virkelig ved at være lidt, for let, men hvem skulle han beskylde for at gøre dette for nemt? Han vidste der var flere i huset som der kunne forsvare familien, men måske havde de lagt for stor i lid til de dæmoner, hvis tjeneste de havde påtvunget sig. Cryan sikrede sig først at kvinden var bundet på hænder og føder, samt kluden stoppet i munden, før han bevægede sig hen til manden. Med kniven solidt i hans hånd, greb han manden omkring munden og pressede kniven imod hans strube.

,,Forhold dig fuldstændig stille, og jeg vil overveje at lade dig leve.’’ Der var kraft i manden, og det var da også tæt på at han havde sluppet ud af Cryans greb. Men han fik dog alligevel tvunget manden i knæ til sidst, nu manglede de bare den sidste brik, datteren.   

Kiri fik langsomt guidet den paniske pige gennem gangene og hen til hendes forældres soveværelse. Adelige piger i denne her alder var heldigvis nemme. De havde aldrig oplevet noget i deres liv, så selvfølgelig ville en kniv skræmme dem. Kiri's udseende og hendes kolde øjne gjorde nok også sit for at der ikke var tvivl om at hun ville gøre det.
Da de endelig nåede værelset kunne Kiri se at Moretti da allerede havde fået ordnet de to voksne. På det punkt ville Kiri nok ikke have været ligeså effektiv, for manden var trods alt en ridder af Lyset, men han havde da godt nok se bedre dage.

Kiri rømmede sig kun kort, for at gøre Moretti klar over at planerne var fuldendt, så de kunne komme videre i planen. En smule overtalelse for at få løsladt dæmonerne, og så ville de være færdige og forhåbentlig havde Kiri gjort en godt stykke arbejde. HUn ville være i den syvende himmel hvis hun fik en eller anden form for kompliment.

Normalvis ville Kiri have skærpet sine sanser med sin magi, for at høre om der var nogen andre steder i huset der blev rørt på sig, men tørken havde også ramt hende. Heldigvis var hun ikke ligeså afhængig af sine evner som visse andre var, så det gjorde det nemt for hende at hjælpe Moretti. Hørelsen kunne hun dog godt bruge lige nu, bare for at være sikker.
Pigen gik næsten frivilligt hen til stolen og satte sig. "Hva-hvad sker der? Far?" kom det forsigtigt for pigen, som dog hurtigt stoppede med at sige mere, da hun mærkede Kiri's kniv tættere på halsen. "Du må kun sige noget, når du bliver spurgt," kom det næsten hviskede fra Kiri ind i pigen's øre.

Pigen kunne mærke Kiri's ånde på sig, den var lydløs, men det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende, og hendes far. Hendes stolte, stærke far, han kunne intet gøre. "Hvad som helst," udbrød hun, da hun mærkede knive presse længere ind i halsen. Kort efter kunne hun også mærke noget varmt glide ned af hendes hals. Blod. Hun kiggede bange og bekymret på sin far.
Et lille smil dansede på tværs af Kiri's læber da hun hørte det. Pigen havde et blødt hjerte. I hvert fald for sin familie. Det her skulle da nok blive let så. Hvis hun var villig til at gøre hvad som helst for at befri faderen, så ville de nok også tage alle de oplysninger de kunne

Lige som Kiris mundvige trak op, således gjorde Cryan også. Det var næsten så let som at stjæle slik fra et barn, egentlig et ganske mærkeligt udtryk, siden han aldrig havde gjort det. Men ordsproget galte vel stadig, og ledt var det. Han nikkede så, og måtte stramme sig greb endnu mere. Manden som lå på knæ foran sig, havde virkelig en styrke. Synd han arbejde for noget så kedsomligt som lyset, men nuvel således gik det jo, at folk tog de forkerte valg i livet. Så som at vælge at fange, ikke bare en, men hele to dæmoner.
Der var også en grund til at han havde valgt datteren, og ikke sønnen til at give disse navne. Der gik rygter om at, sønnen have en hvis, ekstra tilknytning til en af dæmonerne. Det var tæt på at Cryan vrængede en grimasse af denne tanke, alene var den ganske frastødende, også bare tanken om at en dæmon kunne synke så dybt.

,,Rygtet går, at i alle kender navnene på dæmonerne i huset, det eneste du skal gøre er at fortælle mig dem’’ ganske enkelt og lige til, igen et ryg, og igen blev kniven presset næsten livstruende imod mandens strube ,,Og gerne hurtigt nok, inden at lille far her får skåret halsen over’’ 

Kiri kiggede næsten ondskabsfuldt mellem faren og så ned på pigen. "Hurtigt søde," hviskede hun blidt ind i pigens øre, men det lød langt fra som et venligt forslag. Stemmen var for hæs, og prøvede at være for sød i det. Det gjorde det gjort at Kiri ikke jokede omkring med den kniv der var lagt for kvindens hals.


"Jeg... jeg.... Maxi..." var det eneste hun først kom ud med, men da hun blev rykket lidt i håret og kniven kom tættere på. "Jeg kan ikke huske dem! Men, jeg har et stykke pergament... der står navnene på. Det... det er mit rum! I min kommode," kom det bange og hurtigt ud af hende. Hun var bange for at dø, og ville langt hellere have at dæmonerne blev taget fra dem.

Kiri kiggede op på Moretti. Var deres næste skridt at hente papiret, eller havde de planer om at dræbe ejerne først. det var lidt svært at overtage dæmonerne, så lang tid at deres ejere var i live, og selvom de nok ikke skulle bekymre sig om den yngste pige, så kendte de fleste andre i huset navnene, så de skulle være hurtige, hvis de skulle  nappe ejerskabet på dæmonerne.

Et veltilfreds smil dannede sig en over hans læber, så det var virkelig så nemt. Han skulle huske dette til næste gang, unge piger, havde bare en tendens med at ville fortælle dem hele verden, skulle det gøre at hun kunne redde hendes elskede familie. Dumt. Virkelig dumt at tro, at dette ville gøre at han ikke slog dem alle sammen ihjel, men i første omgang, nøjedes han bare med at slog faren ud, så han landede med et tungt dunk imod trægulvet.
”Så vidt jeg ved, har du også en bror, er han hjemme?” han løftede øjenbrynet og trådte nogle hurtige skridt hen imod pigen, og afventede hendes svar, inden han nikkede til Kiri for at vise, hun skulle gøre det samme imod hende, som han havde gjort imod faren.
Da de alle lå besvimede, tog vampyren en dyb indånding, inden han bandt pigen godt fast til stolen. Ingen grund til at tage chancer og lade pigen løbe fri, skulle hun vågne før tid.

”Hent papiret – tag dig af sønnen, og jeg går ned og henter dæmonerne.” med disse ord, var han lydløst på vej ud af døren, inden han vente sig imod Kiri ”Under nærmere eftertanke, blot sørg for at drengen kommer her ind i rummet. Det kan du vel godt klare, ikke?” ville være spændende og se, hvad dæmonerne ville gøre, så de hele familien samlet et sted, og fik at vide de nu havde et par valgmuligheder.

Pigen så fuldstændig panisk ud, men med et lille ryk fra Kiri af, nikkede hun forsigtigt ud. I det mindste kunne hun da se at hendes far ikke var død. Desværre var det bare et spørgsmål om tid, for det var nemmere at dræbe dem, fremfor at få dem til at give op deres ejerskab på dæmonerne. Dæmonejere var så fandens stædige.

Kiri kiggede kort på Cryan, før et hurtigt slag, med enden af sin kniv, mod tindingen, slog pigen helt ud. Hvis hun nogensinde vågnede, ville det nok gøre ganske ondt.
"Jo, selvfølgelig," sagde Kiri med et smil, og ud af døren var hun på sine vinger, og ned af gangene for at nå drengens værelse. Da hun åbnede døren var hun dog overvældet af lugten af sex, og hun blev nødt til kort at holde sig fra næsen, så klamt var det. Normalt havde hun intet problem i den lugt, men det lugtede som om at de havde gjort det er i dagevis uden at lufte ud. Og det var altså klamt.
Da hun kom sig lidt over lugten, begyndte hun at snige sig over mod drengen, så hun kunne få ham op i de voksnes soveværelse.

Hurtigt sneg han sig ned til rummet, han havde udforsket sig til, var dæmonernes. At de også blev holdt som to gemene tjenestefolk, det fik ham næsten til at skære tænder; hvordan kunne mennesker være så dumme?
Han stoppede kort op, da han hørte noget bevægelse længere nede. Det viste sig dog at være en af tjenestepigerne, som havde været oppe for at få noget vand, inden hun forsvandt ind i hendes rum igen. Vejrtrækningen som normalt kom så naturligt, var der lukket af for, dette hjalp på ikke at komme med unødvendige lyde. Igen med lette fødder, løb ham hen over planker, der normalt nok ville have udgivet en knirkende lyd, men opførte sig som var der ingen vægt.

Det var først da han kom hen til døren, der førte ind til det lille kammer. At han ikke længere valgte at snige sig, men blot åbnede døren, som var han en af menneskerne der boede i rummet, og lukkede sig selv ind. 

Det faktum at Maximillian havde givet oplysninger om familien ud, havde været ganske risikabelt, og han havde ikke haft mulighed for at fortælle nok. Han vidste ikke engang hvornår de ville komme, hvis de kom, men det var også bedre hvis han ikke vidste det. Det var da også derfor at han tidligere på aftenen, uden problemer havde sneget sig op til den unge herres værelse, for at have en runde eller to. Den dreng havde lidt for mange gode ideer når det kom til sengen, men Maximillian nød da godt af det alligevel. I det mindste havde han noget legetøj.
Han var derefter kommet tilbage til det lille værelse, stinkende af sex og sved, men ikke rigtig gjort noget, andet end at lægge sig til at sove i den lille seng, som han typisk delte med Galavant, hvis den arrige dæmon overhoved gad.

Grundet hans tjeneste i de 2000 år, var han altid parat til at vågne når han hørte døren åbne, eller nogen banke på, så det var ikke usædvanligt, at hans øjne straks åbnede sig og han kiggede på den skikkelse der kom ind i værelset. En skikkelse der ikke sagde noget, og det blev hurtigt klart at det ikke var nogen i huset.
"Hvem der?" spurgte han ud i mørket af rummet. Det kunne ikke have været manden han ahvde snakket med, kunne det? Hans hjerte sang allerede ved tanken om at de måske kom fri. Men han kunne stadig mærke båndet. Så de var ikke fri endnu. Det fik ham til at være lidt irriteret. 

Det havde i forvejen taget Galavant en evighed at falde i søvn den nat, efter timevis af den mest ugidelige arbejde med at fjerne mug og skimmelvamp fra kælderen og køkkenets gustne hjørner havde han endelig kunne gå i seng, men selfølgelig havde kroppen stadig været drevet af aggressionens vrede så det havde taget ham flere timer at falde i søvn. Han havde været ved at falde i en døs da Maximillian kom tilbage fra sit 'eventyr' ovenpå, osende langtvæk af sex. Noget der kun havde fået Galavant til at give et irriteret svirp med halen og trække dynen helt op over skuldrene, gu fanden om han ville lade den irriterende hund komme tæt på ham! En kort irriteret brummen var også forladt ham indtil han endelig var faldet fra døs til en reel søvn.
Det havde dog ikke varet længe.. Allerhøjest et kvarter, før han vågnede op igen. Han var ikke sikker på om det var på grund af lyden af Max's stemme, eller om det var det faktum at døren til værelset var blevet åbnet så en smule lys strømmede ind.
Han stirrede irriteret imod skikkelsen inden han uden at vente på respons resolut hævede sig op og kylede puden, der i forvejen havde set bedre dage siden magien til at holde hornene inde, var forsvundet, lige imod skikkelsen med et arrigt hvæs. 
" Du kunne fandme bare have ladet ham blive oppe i dit værelse din lille snothvalp!"
Først da sætningen var røget ud lod det til at gå op for ham at skikkelsen der stod i døren vidst ikke helt var hvem han troede det var.. Selvom bygningen umiddelbart lignede rigeligt var både huden og håret han kunne ane forkert i farven. Desuden var tøjet ikke ligefrem noget han kunne forestille sønnen gå i, ikke medmindre han for alvor havde udviklet sine syge fetishes.. Højden vrkede også forkert.

Ved denne realisering var Galavant allerede halvvejs hen over Max, mærkende det irriterende bånd stadig siddende i ham. Hvad fanden foregik der lige her? De hvide øjne skulede mellem den fremmede skikkelse og Max, med halen anspændt klikkende og let virrende bag ham.

Kiri fløj ligeså stille videre ind i rummet, uvidende om hvad der skete i ved Moretti og dæmoner. Hun vidste jo at det ville gå. Nej, hun skulle bare tage sig af dette store barn, og det var nu meget nemt. Det havde selvfølgelig været nemmere, hvis hun bare kunne slå ham ud og slæbe ham med op, men så stærk var hun ikke. Hun var nærmere en snigskytte, end noget andet, men hvad Moretti gav hende besked på, det gjorde hun.
Hun kom helt hen til ham, og han lå også nydeligt og sov. Det skulle nok gøre det nemt, men mon ikke han var lidt mere strid end hans søster? Hans søster havde ellers opført sig eksemplarisk.

Hun lagde langsomt sin kniv mod hans hals, så det kølige metal lå der, før hun pressede ned på hans mund, så han ikke ville larme. Hun havde dog ikke forventet at han ville vågne så voldsomt, og at han var så meget stærkere end hende alligevel, så hun blev væltet omkuld, og pludselig fandt hun ham oven på hende, med kniven mod hendes hals, og spurgte om hvem hun var.
Så det var sådan de legede, og Kiri kunne ikke lade vær med at lade et ondt smil sprede sig på hendes læber.