Hovedstaden. Den var stor, mægtig og Phoenix havde aldrig før følt sig så lille en prik i en folkemængde. Der var alt her! Der var gader fyldt med mennesker, forretninger, markedet og kroer på hvert hjørne. Alt var så meget anderledes end den sørgelige mørke by hun lige var kommet fra. Dagen hvorpå de var nået frem, havde Phoenix store øjne været festnet på bymuren, der så stor og majestætisk ud. De mange mennesker havde bidraget mere til hendes overvældethed, da de endelig nåede indfor byens mure. Heldigvis, havde Phoenix en kendt med sig. En som kendte hovedstaden fra ende til anden. Hvilket i sig selv sagde meget om hvor længe hun måtte havde været der. "Så.. hva nu?" lød der lidt lavmeldt fra den sorthårede tøs som så ud til at studere alle ansigter der gik forbi hende, samt alle de små ting. Hun var tydeligt fascineret.
Phoenix vendte hovedet mod den lidt højere pige, Caitlin, og satte hovedet let på skrå. "Vi skal nok ikke fremstå alt for fattige og uprofessionelle for at havde en chance med at få kunder?" hun talte ikke ret højt, af frygt for at nogen skulle opdage dem og gøre noget. Hun kendte ikke til hvad hovedstadens befolkning kunne finde på, og hun havde trods alt hørt historier om byvagter og lysets krigere. Phoenix var ikke stor fan af nogle af delene. Hun ville faktisk helst at de lod hende være. Helt og aldeles alene. Men det kunne nok ikke undgåes dette sted. Der var alligevel meget at holde styr på.

Caitlin gik afslappet ved siden af den mørkhårede Phoenix og betragtede omgivelser afsøgende. Folk hastede fra sted til sted, stoppede og snakkede, eller var ved at bryde op. Ingen virkede ekstra på vagt, som de altid var en tid efter at en lommetyv var blevet opdaget eller en bande havde drevet hærgende forbi. I stedet virkede de præcis som hun fortrak dem - optagede af deres egne gøremål. Hun førte med sine skridt Phoenix roligt hen af gaden mod markedspladsen og springvandet i midten af det. Hun vidste det var et sted folk kom for at høre sladder, give sladder og se på mængden. Det ville være det perfekte sted for dem.

"Nu.. tager vi markedet ind. Du vil nok finde det lidt... større end det i Tusmørkely." Måden hun sagde større på var som hvis hun havde antydet at en drage var større end et firben. De to markedspladser kunne virkelig ikke sammenlignes så let. Som hun havde sagt det var hun også drejet ind på markedspladsen og var stoppet op, så Phoenix kunne tage det hele ind. Ikke at det var så stort som om efteråret hvor bønderne sluttede sig til med høstvarer, men det var stadig stort. Hun betragtede den ældre pige med et skævt smil, men satte først i bevægelse igen, som denne så ud til at kunne følge hende uden at falde over sine egne ben.

"Jeg tænker vi sætter os ved springvandet og snakker. Udseendet er mindre vigtigt her og du ser glimrende ud." Den andens tøj havde det eccentriske over sig der gjorde at hun lignede hvad hun var på sin egen måde. Caitlin selv lignede en tøs fra gaden men som havde krystaller på lommen og ikke var helt fra bunden af den af. "Lader snakken glide ind på fremtiden og så kan du spå mig eller lade som om. noget enkelt... måske med at jeg vil finde en uventet fortjeneste.." Hun smilede konspirende til den anden, som hun førte hende videre frem og fortsatte med at tale ganske dæmpet. "Så må vi se om jeg ikke kan få det til at ske..."

Lidt? LIDT! det var ekstremt meget større end Tusmørkely havde været! Phoenix var sikker på, at hvis hun gik samtidigmed at hun kiggede sig tilbage over skulderen, ville der gå lige nøjagtig tre skridt og så var hun faret vild! Der var mennesker alle vejne, for det første. I det mindste så de en del mere opløftede ud, end dem som var at finde i den mere dystre og vampyrfikserede by i Tusmørkely. "Lidt større er en ret stor underdrivelse.." kom der sukkende fra Phoenix som fuldte med ind på markedspladsen og så sig nysgerrigt omkring. Nok var hun en smule usikker på omverdenen, men det forhindrede hende ikke i at være nysgerrig efter at tage den ind.

Phoenix nikkede forstående og forsøgte ikke at se hverken nervøs eller urolig ud. Det gik nogenlunde, selvom hun havde nogle enkelte nervøse trækninger i ny og næ. Det var forhåbentlig kun et spørgsmål om tilvending. "Okay.. men.. jeg kan ikke styre hvor langt ud i fremtiden jeg ser ting.." svarede hun lidt undskyldende som de gik hen af pladsen. Hun kunne naturligvis lyve, men hun vidste at hvad hun skulle lade som om at hun så, heller ikke måtte være alt for nemt og indlysende. Forhåbentlig ville ideer dukke op i hendes sind inden ganske længe. Phoenix ruskede let i det lange kuldsorte hår, før det blev bakset op i en busket hestehale. Alt imens hun kiggede diskret rundt efter ideer og muligheder.

"Måske en lille bitte smule..." gav Caitlin den ældre pige smilende ret. Det var sjovt at se den andens benøvelse over markedspladsens størrelse og menneskemængde. Det fik også Caitlin til at se på stedet med nye øjne og tage noget af det velkendte ind på ny. Ganske sundt måtte hun indrømme, som hendes blik faldt på lidt for vagtsomme øjne der fulgte med i hvad der skete på pladsen og desværre også spottede hende. Hun skar en grimasse, som hun så affødte et skævt smil på den næsten voksne knægt, før han nikkede mod Phoenix og så hævede et øjenbryn, som Caitlin rystede let på hovedet. Ord var ikke nødvendige. Hun vidste han ville få svarene senere om hun ville det eller ej. Møg.

Hun skubbede det dog fra sig, som hun vendte opmærksomheden tilbage til Phoenix og smilede til den anden. Det var og blev svært andet som hun så hvordan denne forsøgte ikke at ligne en pige fra landet. Med blandet held. Det var da også derfor Caitlin uden at tænke sig om, tog den anden piges hånd og gav den et klem, som hun ledte hende gennem mængden og hen til ønskespringvandet. "Behøves du heller ikke.. ser du noget kan du vælge om du vil sige det eller du kan lyve og sige noget andet - som du kan lyve hvis du intet ser... Det er lidt et spil på halve sandheder. Du kan faktisk se noget, men du vælger om du vil dele hvad du ser... og om ikke andet giver det dig træning?" Caitlins optimisme var ikke til at skyde igennem. Phoenix virkede som en pige med muligheder i, men det ville tage lidt arbejde for en eller anden at få det frem. Og hvorfor kunne det ikke være Caitlin der for en gang skyld fik lidt glæde af noget sådan?

Det var svært ikke at se imponeret ud ligemeget hvorhen hun kiggede. Det var derfor også meget svært for den sorthårede pige at se ud som en der faldte i mængden. Rent udseendsmæssigt skilte hun sig imponerende nok ikke ud. Hun var ganske normal af udseende, på nær de rosa øjne, men selvfølgelig var hovedstaden fyldt op med mange forskellige racer, og massere af forskellige farver at se. Alligevel kunne Phoenix ikke lader hver med at føle sig som en fisk på landjorden.

Phoenix tog en dyb indånding, lyttende til Caitlins ord som denne forklarede hvad der skulle gøres. Det var ganske forståeligt, og alligevel føltes det som en krop umulig opgave. Ikke at Phoenix havde en dårlig fantasi, men hun frygtede at det hun ville se måske var farligt eller noget skidt som ville ske for den yngre pige. Normalvis var hun komplet ligeglad, men ligenu var Caitlin det eneste hun havde som hun kunne knytte til borgen på en eller anden måde. Det var en tynd måde, men alligevel var forbindelsen der. "Hmmm. Jeg kan altid prøve. Dertil, hvor svært kan det være at finde på et eller andet som folk vil efterstræbe, som vi kan bevise vil ske?" Svarede hun muntert, mens hun løftede sine skuldre, imens hun fulgte med hen til ønskespringvandet.

Phoenix satte sig ned på kanten af ønskespringvandet, og lod sine ben vifte lidt frem og tilbage, inden hun lod tankerne flyde blot. Hvad skulle hun i realiteten fremsige. Hvad skulle hun lade som om at hun så? Mens hun sad og tænkte over det, så hun folk gå frem og tilbage forbi hende, uden egentlig at værdie hende et blik. Hun var heller ikke ligefrem voldsomt interessant, som hun sad der tavs og kiggede frem for sig.
Phoenix blinkede let, inden hun vendte opmærksomheden til Caitlin, som hun tog begge dennes hænder, inden hun talte med lidt højere stemme. "Lad mig læse din fremtid."

Phoenix's evne slog i kraft, og kvinden vendte med det samme det vide ud af øjnene, som hun åbnede munden let. Billederne begyndte allerede at vrimle i et stort virvar inden den satte fokus. Derefter startede den ustyrbare ordrablen. "Hårdt liv har du haft. Hjertet skatte har søgt gennem tid og sted, men ingen mål fundet. Fremtiden viser et skift. Et forandring som bringer glæde og skatte i dit øje. Dette ske mens du mindst venter det." sammenhængen af ord havde været nogenlunde for hendes ord, og lød mere som en gåde en noget andet. Phoenix huskede hvert ord, huskede hvad hun havde set og snappede kort efter vejret. Alt imens bemærkede hun hvordan blikke var landet på de to piger og nogle var endda stoppet op i nysgerrighed eller forvirring.

Caitlin smilede stort tilbage, før en tanke slog hende, der fik hende til at lægge ansigtet let på skrå mens hun så eftertænksomt på Phoenix. Noget ved den anden udstrålede bare en troværdighed ved den evne hun besad der gjorde at Caitlin ikke et øjeblik havde tvivlet på hvad den anden sagde. Noget ved den måde den anden førte sig på var bare for uskyldigt til løgn, skønt Caitlin var sikker på at den sorthårede sagtens kunne lyve. Hun var bare ikke sikker på den anden kunne det med sine evner. Så det ville blive et interessant eksperiment.
"Og måske behøver vi ikke bevise noget? Det er jo altid op til folk om de vil tro på det eller lade være. Måske er historier nok til en start og så burde tiden klare resten?" Det skulle føles utvunget for dem der så på og for dem der lod sig besnære. Som gjorde de det for sjov og uden tanke for fortjenelse. Noget som var til for Caitlin i hvert fald da en god del af det for hende var at se hvad Phoenix virkelig kunne og hvor god den andens kontrol og evne var.

På kanten af springvandet rakte hun beredvilligt den anden sine hænder som hun smilede spændt. Lige meget om det delvist var et spil de kørte så var hun lidt spændt på hvad den anden ville se og sige. Forandringen i Phoenix ansigt var da også slående og fik inden længe de første til at stoppe op og se på de to piger. Især som Phoenixs stemme lød. Anderledes end før, mere hoppende og som om det ikke helt var pigen i kontrol længere. Det fik endnu nogle stykker til at stoppe op. Nogle så interesserede ud, andre skeptiske, men de fleste så mest af alt ud til at more sig. Især som Caitlin rynkede brynene og lidt tørt svarede. "Det var... hjælpsomt. Lære du nogensinde at sige noget klart, Phoenix?"

Et smil gled dog op på hendes læber som hun så ud på den andre og fortroligt tilføjede. "For et par uger siden fablede hun om at efter fald kom rigdom og efter rigdom kom fald. Om det så var en pæn måde at kalde mig klodset på ved jeg ikke, men jeg snublede da her forny og fandt en krystal kun for at den sprang ud mellem fingrene på mig, som nogen puffede mig til siden fra vejen... Ret ærgerligt egentlig." Hun var blevet mødt med latter som hun havde sagt det og kunne mærke at stemningen blandt de forsamlede var til kun halvt at tage dem alvorligt, men også til at det kunne blive underholdende at blive.
Så hun rejste sig, slap Phoenix hænder og blinkede til en stor mand. "De har måske lyst til at høre hvad fremtiden gemmer for Dem?" Hun havde udvalgt ham fordi han så ud til at finde det morsomt og ikke tage dem alvorligt. En mand med begge ben på jorden og som ville kunne fastholde resten hvis han sagde ja.

Phoenix trak smilende på skulderne og bemærkede udemærket at folk havde kredset sig. Hvilket intet gjorde hende. Phoenix var af den personlighed der elskede opmærksomhed! Helst så meget af den som muligt. "Hvad sjov er der ved konkrete facts?" svarede hun tilbage, og så derefter roligt til mens Caitlin indfangede mængden, ved at tale videre og opdigte en mindre historie, som fik et endnu større smil frem på Phoenix's læber. Det var ikke et dårligt eksempel. Mest af alt fordi, det kunne nemt havde været en forudsigelse som var kommet fra hendes mund.

Manden der blev præcenteret var i morskab over deres lille nummer, og det var tydeligt at alvoren i hans blik ikke var at finde overhovedet. Det var også grunden til at han gik med på spøgen og ragte sin hånd ud til Phoenix som havde siddet og kigget let på ham. Han var en munter fyr. En venlig mand generelt, og hans brune tykke overskæg, fik blot Phoenix til at smile lidt mere.
En svag prikken i hendes bryst begyndte faktisk at ønske at hun aldrig mere skulle se noget ondt i andres fremtid. Specielt ikke som hun i dette øjeblik morede sig og mærkede glæden ved at se andres fremtid. Hendes hænder var små og nærmest hvide som sneg, i forhold til manden foran sig. Hun lukkede dem om hans, og uden et sekunds eftertanke, gik et sæt igennem hele kroppen på hende og hendes øjne begyndte igen at rulle.

Denne gang var det ikke så meget ord hun så. Det var billeder. Billeder som fik Phoenix til at smile og med små mellemrum grine af glæde. Det var en familie. Lille, men lykkelig. Med stor glæde, som mandens hånd ramte kvindens mave. De ventede sig. Eller også gjorde de snart. "Munde to du har at fylde. Snart dette blive tre." ved vinduet så hun solens stråler, og udendørs var sommeren næsten over dem. Phoenix blev slået tilbage til virkeligheden og tog en dyb indånding og hev lidt efter vejret. "Hun er gravid." Phoenix lyste op i et glad og eventyrligt smil "Du skal være far"

Caitlin så på hende et øjenblik før hun hævede et øjenbryn og lidt spidst kommenterede. "De er så meget lettere at bruge til noget?" Hun havde dog ikke forventet andet end et svævende svar fra den anden, når denne så ind i fremtiden og det passede til situationen. Ingen ønskede klart besked om ret meget i deres liv og det var da også derfor alle lo over Caitlins historie om den 'sidste' spådom Phoenix var kommet med. Historien og stemningen havde dog sin effekt og de holdt på deres forsamling.

Den første sagde da også beredvilligt ja og gav ubekymret Phoenix sin hånd. Caitlin lagde dog mere mærke til hvordan resten fulgte forestilling med morskab og nysgerrighed. For nu var de positivt stemt, men det kunne så hurtigt ændre sig. Hun havde set det ske før, når lommetyve var blevet opdaget eller seersken havde sagt noget der tydeligvis var løgn. Med Phoenix var det sidste en tvivlsom ting, mens det første altid var en mulighed. Caitlin nåede da også at spotte et gadebarn, før denne så nogen den unge pige ikke kunne se og valgte at fortrække. Det huede så heller ikke pigen, men da der intet forbudt var i det de gjorde, så forholdt hun sig i ro, mens hun afventende og holdt øje med hvad der skete.

Ved siden af hende lo smeden, for det var hvad den store mand var og lyste op i et stort smil. "Så direkte du blev, du lille, men hvor fantastisk nyt også!" Han fandt sin pung frem som han sagde det, fandt et par krystaller frem fra den og rakte Phoenix, mens han holdt hænderne lukket om hendes for et forsikrende øjeblik. "Se det er en spådom jeg ikke kan vente på at se blive til virkelighed!" Mængden lo med ham og en del mænd klappede ham på skulderen som han forlod den synske pige. Det havde også været en start, der havde forstærket deres tro på at Phoenixs evner var virkelige.

Nok til at en ung mand gled ud af mængden som den næste og smilede til Phoenix. "Lad os se hvad du har at sige til mig." Han satte sig på kanten ved siden af pigen og rakte hende sine hænder. Hans blik var på den sorthårede med de rosa øjne, men ikke kun. Han så hvad der skete omkring ham og kunne kun smile af den måde, den anden pige trak sig en smule mere på afstand og virkede om noget mere varsom. Med god grund. Han og Caitlin havde en samtale de skulle have, som hun havde udsat alt for længe allerede. Henry var dog tålmodig og nu vidste han hun var tilbage i byen igen. Nu var det blot om at finde det rette sted og tidspunkt til det.

Det var ikke til at beskrive hvordan Pheonix følte i dette øjeblik. Øjenen der hvilede spændt på hende med det morerne glimpt som hun brugte sine evner. Hun havde kun brugt den på Samson de sidste mange mange år, og nu fik hun endelig lov til at udforske og mærke forandringen ved at se flere mennesker. Se dem helt tæt på og mærke deres livskræft som de fortalte deres fremtid til hende.

Hun grinede varmt og mærkede overraskelsen overvælde hende som krystallerne ramte hendes hænder. Hun stirrede ned på dem med et måbende blik, som stadig var let fanget i det glade udtryk. Hun blinkede en del gang og kiggede derefter op på manden igen. At se hans glæde over at han snart ville få et barn var en følelse hun ikke havde ventet, men som stadig indtog hende.

Der gik derfor heller ikke mange sekunder før den næste meldte sig, hvor den sorthårede pige lagde sit hovede på skrå med et nysgerrigt blik. Optaget af at kigge på den fremmede, som af en eller anden årsag havde noget over sig som hun syntes at huske og måske endda blive draget lidt til, bemærkede hun ikke som Caitlin begyndte at krybe meget lidt væk, for at ligge en afstand. "Okay" der var et tydeligt smil på hendes læber, som hun lukkede sine hænder om hans og sneg sig til at løfte blikket og se ind i hans øjne, inden hun forsvandt tilbage i den besatte tilstand, som det lignede for fremmede. Der gik ikke langt tid før hun med hævet puls og en usikker vejrtrækning slap hans hænder og skubbede sig tilbage, for at slippe ham fuldstændig. Det svømmede stadig for hendes blik og hun kunne ikke helt finde hovede og hale i det hele. "Jeg ser du har ret mange planer i den nærmeste fremtid." kom der forpustet fra hende, som hun forsøgte at finde noget frem som var mere specifikt end det andet. Hun spejdede diskret over mod Caitlin, da hun huskede dennes ansigt. Og her bestemte hun sig for at lyve. Lyve så godt det var hende muligt, ved brug af de små brudstykker hun havde fået af alt det andet. "Deres forretninger giver frugt. Mesteren vil give dig en belønning. Hvor stor, er mig ukendt, men det varsler godt og ikke dårligt for deres fremtid." hun havde set en kort audiens og der så ud til kun at havde været en positiv ændring. Hvem manden var, var ikke til at sige, men ved at fastholde Henrys blik, håbede hun at han forstod at mesteren, måtte være den som han ønskede at blive selv. Den han højst sandsynligt så op til og trænede til selv at blive.

Caitlin kunne ikke andet end smile af den glæde der syntes at samle sig om Phoenix, som denne brugte sin evne til at glæde en anden. Det var så slående en forandring i forhold til den triste og grå pige, som hun var støt på i Tysmørkely og ikke havde kunne lade blive tilbage alene. Det var en ny oplevelse for Caitlin at føle en sådan medlidenhed med et andet menneske at hun påtog sig et ansvar for dem, men det var hvad hun til dels havde gjort med den lidt ældre, men så langt mere uerfarne pige.

Den anden virkede dog kun det mere troværdig ved sin reaktion på at få noget for at se ind i mandens fremtid. Det fik endnu engang Caitlin til at smile, men denne gang kun kort. En anden var kommet til syne og det var ikke en hun ønskede at komme nærmere end det var hende muligt. Henry havde dog en udstråling der gav ham lov til komme frem i mængden og til at være den næste til at blive læst. Hans blik på Phoenix var roligt, men en beregnende glød var at finde i det. Specielt som hun begyndte at reagere på det hun så og en del mere end med smeden før ham. Hendes stemme var da også forpustet som hun talte og hendes blik flakkede kort fra ham og om bag ham. Til en start var det hun sagde noget uinteressant alle ville kunne have set på ham, men så kom hun mere til sagen. Et smil nåede hans læber, som han stille løftede hendes ene hånd til sine læber og samtidig smuttede en krystal ind i hendes hånd. Han ville aldrig vise direkte hvad han gav en pige som hende for en bekræftelse af hvad han håbede på. Det ville aldrig falde ham ind at sidde på den lade side, men forventningen ville styrke hans beslutsomhed. "En fremtid at se frem til." Han smilede til hende, før han rejste sig og lod den næste komme til. Isen var brudt og den næste lod ikke vente på sig, men satte sig forventningsfuldt foran Phoenix og rakte hænderne frem.

Henry træk sig baglæns og fangede Caitlins arm, før hun kunne nå at komme væk fra ham. Roligt trak han hende ind til sig, så han ganske stille kunne hviske. "Du har været længe væk." Hans greb ændrede sig til han havde hende ind mod sig, som var de samme, før han fortsatte, mens han ignorerede hvordan hun stivnede i hans favn. "Har du bestemt dig om?" Hun så op på ham og rystede så på hovedet. Hun lod sig ikke snyde af hans venlige tone, for hans blik var så gennemborende og beregnende som nogensinde. "En skam - men det snakke vi nærmere om senere." Der var et løfte i hans stemme, som i hans blik, og i den måe han strøg hende over kinden på, før han slap hende og gik.

Caitlin stod åndeløst et øjeblik og så efter ham, før hun vendte opmærksomheden tilbage til mængden om Phoenix. Hurtigt fandt hun et smil frem, før hun gled ned på kanten af springvandet ved siden af den anden pige og på den modsatte af den kvinde, som den sorthårede var ved at spå. Lidt tid sad hun bare der, mens hun fik sig selv samlet sammen igen. Det gjorde at hun kun halvt var opmærksom på hvad Phoenix sagde til de næste. Som der var et hul mellem to, rakte hun blidt ud og rørte den andens arm, mens hun dæmpede sagde. "Sig til hvis du har brug for en pause..."

Phoenix så med stor fascination på den halvvoksne knægt som var kommet hen og havde fået sin fremtid fortalt. Hun havde set både gode og dårlige ting, men mest dårlige for andre, så at sige. Alligevel syntes han at fascinere hende mere end noget andet. Tryllebinde endda. Hendes blik faldte til hans hånd som denne tog fat i hendes igen, og selvom hun mærkede krystallen krybe ind, og hendes greb fæsnede sig om den, var det ikke der hendes opmærksomhed egentlig lå, som hun løftede blikket igen og så ind i hans øjne. Hvem mindede han hende om? Selvfølgelig havde den sorthårede kvinde aldrig set ham før. hun havde knap befundet sig i hovedstaden nok til at vide hvilken vej hun skulle gå for at finde markedspladsen.
Hun smilede til ham mens en let rosa farve voksede hen over hendes kinder. Den var ikke voldsom men den var der alligevel, mens hun bed sig svagt i læben.
Hun kiggede svagt efter ham, som den næste satte sig, men der gik ikke mange sekunder før den nyankommende krævede hendes fulde opmærksomhed.
Denne gang var det en kvinde som havde sat sig foran hende, med store bedende blå øjne. Phoenix var overbevist om at hun bestemt søgte noget helt specielt i sin fremtid. Faktisk opnåede Phoenix at få en knude i maven ved tanken om hvis hun slog fejl for hvad kvinden ønskede. Ikke at Phoenix kunne ændre hvad hun så alligevel.

Det blev også en lettere vag udmelding, da Phoenix absolut ikke ville afsløre for den større forsamling, at kvinden foran sig havde nok den største forelskelse nogensinde, og håbede at denne mand gengældte hendes følelse. Noget som Phoenix da absolut ikke kunne vide, men hun så at de talte. At de havde en samtale. Udmeldingen blev derved; en samtale med en ønsket person, vil komme dig nærmere. Ikke at det sagde meget for omgivelserne, men kvinden var næsten ikke til at få ned på jorden igen.
Ikke megen pause kom der efter denne hjernevrider før den næste kom.

Det blev til en stakkels mand hvis hoppe ville fole dødfødt, men koen ville få tvillinger uden problemer. En ældre mand ville blive genforenet med sin elskede inden slutningen af måneden. Noget der bragte et smil på den kære gamle mand, og en gysen gennem Phoenix. Den sidste, inden Phoenix syntes at alt drejede rundt for hende, var en kogekone, som blot syntes at det kunne være sjovt at se. Ikke at Phoenix kunne sige det store, men blot fremsige at intet ubehag ville falde hendes vej, men ellers ville hverdagen fortsætte som før.
Phoenix sukkede derefter tungt og lænede sig tilbage, næsten langt nok til at hun styrtede i springvandet, men nåede trods alt at hive sig selv på plads igen. "Ja tak! Puh.. jeg er ikke vant til at bruge min evne så meget på så kort tid." Hendes øjne var trætte, men hun morede sig stadig. Det havde været behageligt, selvom enkelt ubehag var røget over. Men det var rart at bruge sin evne. Rart at føle man rent faktisk gjorde bare en smule nytte.

Caitlin nikkede let, som Phoenix svarede hendes ord og med sin uforsigtighed understregede hun var trættere end hun nok ville være ved. Det fik den yngre pige til at vende blikket mod de forsamlede og smile skævt. "Det var vist det for i dag, men mon ikke I kan finde Phoenix her på pladsen snart igen...?" Hun lod det for effektens skyld virke åbent om det skete, skønt hun vidste med sig selv at det ville ske. Det var stedet for den anden at kunne tjene til livet med sin evne og forhåbentlig lære lidt om sig selv også. Det var i hvert fald rart at se den forandring de sidste timer havde gjort.

Så tog hun blidt om Phoenix albue og rejste sig op. "Kom, lad os se om ikke madam Hasting har sine honningkager til salg. Sådan en vil gøre dig godt..." Om ikke andet var de lige hvad Caitlin havde lyst til. Hendes ord havde så også den effekt de første ikke havde haft. Mængden skiltes og lod de to piger tilbage i fred. Den mørkede så kort efter dem og rundt, men den hun halvt ledte efter med blikket var der ikke. Hun var stadig ude af balance over mødet med Henry, men hun var også fast besluttet på ikke at vise det. I stedet så hun svagt bekymret på Phoenix. "Du fik ikke overgjort det?" Så gled det dog hurtigt over i et skævt smil. "Men de tog godt imod dig. Et par bekræftelser og så er du sikret din plads her.. så længe du vil have den altså."

At hun var træt, var ikke noget hun videre kunne skjule. At bruge sin evne havde mest været noget hun gjorde kort for at tricke folk, lige ligesom her, men kun ganske kort og normalvis kun en af gangen. Ellers var det som regel kun hendes herre der havde benyttet sig af den. Herren som ikke længere var der, selvom Phoenix nægtede helt at indse det. Hun smilede dog til mængden, som Caitlin overtog snakken. Det var tydeligt at pigen var vant til gadelivet, og at opholde sig i større mængder som hun ønskede at manipulere. Det virkede slet ikke som manipulation, men var tydeligt for en som havde brugt det som guds gave siden sin opvækst. Phoenix selv var dygtig til selv at ihylde andre i sit slør, når hun så en fordel ved det. I dette tilfælde virkede det dog bedst og smartest at fremstå så uskyldig som muligt. Noget folk tog imod, og måske endda følte med, da naivititet ikke ligefrem var en god gave i en verden som denne.

Phoenix lyste op og lignede end der næsten kunne begynde at hoppe på stedet mens hun ville klappe i sine hænder af glæde. På mange punkter var Phoenix stadig et barn, til trods for hendes voksne alder. "Honningkager!!" men ligemeget hvor gammel Phoenix end måtte blive, var og forblev hun en sukkergris, der var endevild med kager. Og sådan valgte hun også at holde det!
Hun rystede lidt på hovedet og nikkede derefter til Caitlin som korte svar på hendes snakken, inden Phoenix valgte at give lidt mere beskrivende svar fra sig. "Jeg har ikke så mange andre steder at være, og det her er ikke noget dårligt valg skulle jeg mene." hun blinkede drillende til Caitlin, inden hendes blik begyndte at vandre ud over gadens finurligheder. Bygningerne, folkene som vandrede og pladrede med hinanden, og endda gadens stengrund var fascinerende i dette øjeblik. "Hvem var ham.. ham drengen som kom efter Smeden?" der var nærmest gået noget drømmende over Phoenix stemme som hun vendte krystallen i sin hånd, som han diskret havde givet hende. "Der var noget over ham.. Han var fascinerende, og med så mange fremtidsplaner! Jeg troede mit hovede skulle til at eksplodere!" Phoenix grinede mens hun gjorde gestus med sine hænder mod sit hovede, som var det vokset til dobbelt størrelse. Hun huskede stadig mange af tingene, og det var nogle vilde ting han skulle, men svært at se hvornår det hele foregik.

"Honningkager! De bedste i byen - i hvert fald af dem jeg har prøvet." Caitlin smilede tilbage til den anden pige med et smil der tydeligt afslørede hvor meget hun selv så frem til den søde spise. At det var en ting de delte gjorde kun udsigtet til dem endnu bedre. Ikke at hun havde nogen problemer med at spise dem alene! Den lette snak og det endnu lettere emne havde så også den fordel at de blev ladt helt i fred.
Hun nikkede let til Phoenix svar og smilede så skævt tilbage. De var begge strejfende lige nu, men af hver deres grunde og rodløse på hver sin måde. Phoenix verden var fornyligt blevet taget fra hende og hun måtte lære hvad Caitlin havde haft hele livet til på dage i stedet for år. Caitlin derimod havde aldrig haft andet end hovedstaden at høre til og bandt sig alt andet end let til andre - eller steder for den sags skyld. "Jeg kan få lyse indfald..." Hun blinkede tilbage til den anden og ledte hende så rundt om en bod og ned mod en placeret lige udenfor en butik. Det var derfra duften af kager kom, som hun havde gået efter et stykke tid.

Så brød Phoenix alt hendes glæde ved nuet ned med et enkelt simpelt spørgsmål, der fik Caitlin til at stoppe op og se sig flygtigt omkring. Meget afslørende og noget der fik hende til at skære en grimasse, før hun mødte Phoenix blik og gned en hånd op for at skubbe håret væk fra ansigtet. En grimasse mere fulgte, som hun hørte betagelsen i den anden piges stemme og mærkede sin egen mave slå knuder over tanken om hvilke planer Henry lagde ud over dem hun allerede nu havde en kraftig mistanke om. Så indhentede hun Phoenix og svarede meget dæmpet. "Hans navn er Henry og vi har en... fortid sammen. Han mener ikke det kun skal være fortid dog..." Hun bed sammen som havde hun bidt i noget surt, men det skjulte ikke at hendes blik søgte mod de mørke kroge ved boderne og hendes gang havde forandret sig. "Han er meget skidt nyt, Phoenix." Hendes blik fandt alvorligt den andens, før et lille skævt smil brød frem. "Hvis du da ikke ønsker en ny herre til at bestemme over dig?"

Gennerelt var Phoenix blot en sukkergris! hun var vild med alt med sukker og generelt søde sager af enhver art. Faktisk begyndte hendes mund allerede at løbe i vand ved tanken. Om hun så skulle bruge alle de nyindtjente krystaller på det! Det var simpelthen noget hun var nødt til at prøve. "Du har da fået et par stykker allerede." Grinede Phoenix drillende og mærkede hvordan trangen til at gå i gadedrengehop ned af gaden. Alligevel valgte hun at fortsætte med at gå nogenlunde almindeligt, til trods for at den begyndte at blive mere dansene. Det var imponerende hvor tydeligt det var for omverden at se på den unge sorthårede kvinde, når hun var glad og energisk. Energisk var Phoenix mere eller mindre hele tiden, men ordentlig glad var ved at være et stykke tid siden. Samsons død havde sat sine præg på hende efterhånden

Stemningen dalede efterhånden med rekordfart som den fremmede dreng der tydeligt havde fascineret Phoenix, kom på tale. Hun satte hovedet let på skrå og var ikke helt sikker på hvad hun mente med fortid. Hendes udtryk viste dog at det langt fra var nogete som Caitlin ville sættes som en god fortid. "Forstår han ikke et nej?" spurgte hun ind til, med hvad angik at denne Henry åbenbart ikke forstod at det som var mellem dem, nu engang var og blev fortid. I hvert fald på Caitlins plan. Ikke at Phoenix kunne være sikker, men hun kunne alligevel læse lidt ud fra den yngre venindes udtryk.
Phoenix vidste at Caitlin havde sagt det for at skræmme hende væk fra fyren ved at sætte en ny herre ind over billedet. At han var skidt nyt, kom ikke bag på hende over Caitlins udtryk, men Phoenix kunne alligevel ikke lade hver med at tænke lidt tilbage på hans charmerende smil og tilnærmelser. Det var ikke uvant, og føltes alligevel anderledes. Hvad angik en ny herre, så var Phoenix ærlig talt skrækslagende for at være herreløs. Hun skulle klare alt selv og der var ingen til at beskytte hende. "En herre betyder beskyttelse, der hvor jeg kommer fra." bekendt den sorthårede ærligt og trak lidt på skulderne. "Men okay.. Henry, ikke en som man skal sociallisere med!" hun blinkede let til Caitlin og satte næsen op efter honningkagerne igen. Duften var begyndt at nå hendes næsebor.

Caitlin sendte den sorthårede pige et grin til svar, før hun så fremefter og snuste ind. Et henført smil spredte sig over hendes læber. Jup, der var bestemt honningkager i luften! Og de var frisklavede!
Glæden over det falmede dog så snart Phoenix bragte Henry på bane og virkede alt for interesseret i ham. Bedre blev det ikke som Caitlin svarede, men dog virkede det til at den anden lyttede lidt. Observerede endnu mere som hun snart erfarede. Det nye spørgsmål fik den yngre pige til at skære endnu en grimaase og se sig varsomt om, før hun rykkede tættere på den anden og dæmpet svarede. "Han forstår så udmærket et nej. Han acceptere det bare ikke når det kommer fra andre." Som hun sagde det vidste hun hvor ubehagelig en snak det var hun stod overfor. Værst af alt at hun stod i et dilemma af et valg. Hun kunne finde Henry og bakke tilbage fra sit nej, hvilket ville betyde hun måtte gøre som han ville - eller hun kunne prøve at holde sig skjult for ham. Det sidste ville desværre nok kun irritere ham endnu mere og gøre det værre for hende når han fandt hende. Når - ikke hvis.

Heldigvis bragte Phoenix hende væk fra de tanker ved at svare hende på det andet. Svaret var dog ikke helt hvad den frihedselskende pige havde ventet og det fik hende til at se nærmere på den sorthårede. Måske var frihed ikke det samme for alle? Måske var den ikke faren værd? Usikkerheden? Frygten? Så nikkede hun let. "Det kan en herre betyde også her... men det er hvad den beskyttelse koster, der kan være mere end nogen har lyst til at betale..." Hun vidste endnu ikke om det ville have været en mindre pris for hende eller ej, men hun måtte gøre forsøget med frihed.
Så måtte hun dog le og give den anden et lille skub med skulderen, som tonen mellem dem løsnede op. "Bestemt ikke!" Det var i hvert fald hendes personlige plan.
Langt vigtigere var dog at duften af honningkager var blevet tydeligere og boden med dem lå lige fremme for dem. "Og der havde vi mit ynglingssted på markedspladsen. Madam Hastings bagerbod!"

Det var ikke ligefrem et rart emne de havde holdt sig på med snakken om ny herre og denne henry, der åbenbart gav udtryk for at herrejobbet lige var noget for ham. Phoenix var fascineret af ham, men betvivlede alligevel hans evne til at nå Samsons til sokkeholderne. Noget der selvfølgelig også var med til at få hende til at droppe tanken om at hun skulle til at lege rundt med ham. Kunne han ikke give hende hvad hun behøvede, så hun ingen grund til at han skulle til at bestemme over hende. Så nemt var det.

Tankerne løb herefter hurtigt tilbage til honningkager, som duften fyldte luften omkring dem og Madam Hastings bagerbod blev præsenteret af Caitlin. Det var et hyggeligt sted og Phoenix mærkede allerede mundsavlen forme sig. Hun havde tænkt sig at æde så mange kager hun kunne indeholde i dette øjeblik! det var lang tid siden at hjemmebag havde stået på menukortet og det var i den grad savnet. "Oh jeg kan virkelig ikke vente!" noget der tydeligt kom til udtryk som Phoenix hoppede op og ned på stedet som en hyperaktiv to årig, inden hun satte direkte kurs mod boden og dens mange vare at byde på. Hun måtte tjene nogle flere krystaller i morgen til at tænke på fremtiden. I dag, stod den på kager og søde sager!

//lukket