Athir kom ud fra køkken med et glas i hånden og et hviskestykke i den anden og så rundt i sin nyerhvervede kro. Han havde kun holdt sin position i et par uger, men ind til videre nød han det. Det var dejligt afslappet, han mødte en masse mennesker, der nødt at drikke lige så meget, som han selv gjorde, og der var aldrig nogen, der dirigerede rundt med ham.

"Krofatter! To øl til mig og min kammerat!" lød det skrålende ned fra den anden ende af disken. Athir tørrede glasset af, satte det på plads, og fyldt to krus med øl så det skummede op over kandterne. Så traskede han ned til kunderne og smækkede øllene ned foran næserne på dem med et smil og et 'værsåartig'.
Med et veltilfredst suk gik han tilbage til krusaftøringen, mens han holdt øje med gæster og kropiger. Kunne have været værre. Kunne helt sikker have været være.

Døren til krostuen blev åbnet med en let knirken. Det var ved at være sent på dagen, og dybe skygger indhyllede allerede den lille landsby i Tusmørkedalen. Kalitresh havde tilbragt mange ensformige timer med at patruljere landevejen mellem dalen og Hovedstaden, og et fint lag af støv havde lagt sig over byvagtuniformen, som han bar.
Heldigvis var det ikke sket noget videre på patruljen, hvilket han priste sig lykkelig for i disse tider, hvor drager hærgede landet, og det ikke var ualmindeligt at støde på lovløse og banditter på landevejene.

"Et glas vand, tak."

Kalitresh fjernede sin hjelm, idet han nåede op til bardisken, hvilket afslørede hans blålige, lettere skællede hud og det hvide hår. Mænd af havfolket var ikke et almindeligt syn i landet, og han kunne mærke flere af krogæsternes øjne hvile på sig.
Selv havde han aldrig forstået menneskernes kærlighed til de store krus skummende mjød, der ofte blev langet over kroens bardisk. Han tålte alkohol meget dårligt, noget der sandsynligvis skyldtes hans havfolksgener.

Aftenen var kommet en smule før hun havde regnet med det. Hun havde ellers håbet at hun kunne nå fra hovedstaden til deres lejr i tide, men grundet problemer med en bvagt der havde stået og gennemgloet papirer og ting og sager, var den mørklødede kvinde blevet kraftigt fosinket, hvilket havde ledt hende til nu, at søge midlertidig ly og hvile i tusmørkedalens kro.
Det gik stik imod hendes natur da hun egentligt hadede at begå sig på værtshuse, mest af alt grundet at de virkede så små og indelukkede med alle de mennesker og væsner der befandt sig derinde.
Med en sukken havde hun efterladt sin hest til staldknægten, inden hun ruskede op i sit grej og bar det med sig ind i kroens lyse varme.
Som den spinkle kvinde trådte ind, stoppede hun kort indenfor døren og så sig omkring, heldigvis var det ikke en alt for livlig aften, vejret var med hende, så hun valgte at gå en smule længere ind, og placerede sit grej ved siden af hvr hun havde tænkt sig at sidde.
Inden hun igen var på fødderne, og med lette trin, der fik de mange bjælder i hendes farverige tøj til at kime lystigt, fik hun smuttet sig selv hen til krofatteren. Der stoppede hun dog så også op og stivnede let. Det var bestemt ikke det ansigt hun havde set sidst hun var her. Hun rystede og hurtigt forvirringen af sig og stak ham et bredt, varmt smil.
'' Du må være den nye krofatter+ ''
Lød det spørgende, muntert, fra hendes læber. Som om det var en nyhed hun da helt klart var med på, selvom det så langt fra var sandheden.
'' Når du får tid tror du så du kunne stikke mig et krus tyndt mjød og aftenes ret+ ''
Hun fraveg sig ikke at lade sine mørke øjne møde hans limpopofarvede.
Normalt havde hun intet imod ufortyndet mjød, men hun var endnu ikke sikker på om hun ville turde rejse længere eller leje sig et værelse her. Mørkets skov var bestemt ikke det bedste sted at begive sig i mørke, hvilket Hakim også havde nævnt for hende mere end en gang, som en eller anden belærende storebror.

Athir så op fra sit arbejde og hævede et øjenbryn. Han havde da set en del, men havfolk var et helt nyt syn for ham. Eller næsten. Da han lagde mærke til mandens uniform begynder en klokke at ringe. De havde da hyret nogle nye vagter ikke ret lang tid inden han selv, øh, gik på pension. Ham her havde åbenbart været svær at glemme.
Den nye krofatter fyldte et glas med og placerede det foran Kalitresh med et venligt smil. Havmandens udseende påvirkede ham ikke nær så meget, som det gjorde et par af krogæsterne.
"Hver så go', et glas vand." Han lod glasset stå et par sekunder, før han tilføjede. "Jeg kan huske dig. Du trådte ind i byvagten ikke så lang tid, før jeg forlod den, tror jeg." Han stemmeføring var afslappet og gav ikke indtryk af, at han krævede noget svar lige med det samme. Han var bare ganske almindeligt interesseret. Han var dog lidt mere interesseret i at give indtryk, at han havde forladt byvagterne af egen fri vilje i stedet for det modsatte.

I det samme kom en kvinde op til bardisken gjorde mine til at ville have hans opmærksomhed. "Undksyld mig." Han vendte sig mod Nia, og brugte et øjeblik på at forsøge at huske, om hun havde været her tidligere på ugen. Det ville være noget pinligt, hvis allerede nu havde problemer med at huske alle de ansigter. Men han følte sig ret sikker på, at dette ansigt var helt nyt.
"Jep, det er mig. Mit navn er Athir. Og hvad kan jeg så gøre for dig, frk.," svarede han hende venligt og med noget der lignede et forsøg på et charmerende smil. Om det var charmerende plejede han at lade andre mennesker om at vurdere.
"Min mindste kunst, mest fordi jeg ikke skal lave maden." Han var allerede på vej hen til køkkendøren, og med en hånd på dørkarmen og overkroppen drejet halvt ind i det tilstødende lokale sagde han: "Marie! Er det ikke sød at lave en dagens ret?" Hvad der blev svaret var ikke til at høre for støjen i kroen, men det lød muntert. I mellem tiden tyndede han et krus mjød op og placerede det foran Nia. Så stillede han sig tilbage til bakken med krus, der netop var blevet fyldt igen og forsatte med at tørre af og sætte på plads.

Med hjelmen under armen, rakte Kalitresh en skællet hånd frem og tog imod glasset. Den støvede landevej havde gjort ham tørstig, og han havde for længst tømt sine egne forsyninger af vand.
Lidt overrasket granskede han kroejeren foran sig, da denne genkendte ham. At blive genkendt var ham langt fra uvant, da han skildte sig meget ud fra de andre byvagter, men han havde ikke regnet med at manden foran sig havde haft forbindelse til byvagten.

Da Athir gav sit navn til den nyankomne kvinde, begyndte noget imidlertid at dæmre. Der havde bestemt gået rygter blandt byvagterne efter at Athir havde forladt ordenen. Kalitresh var rimelig sikker på, at han havde hørt, at manden var blevet afskediget.
Dette var imidlertid ikke noget, han fandt værende klogt at bringe op. I stedet nikkede han venligt. "Ja, byvagtuniformen er stadig ganske ny på mig. Jeg beklager, at jeg ikke lige husker dit ansigt.." man kunne tydeligt høre den aquarinske accent, når Kalitresh talte, selvom årene i den grad havde gjort ham bedre til at beherske det krystalisianske sprog.

Tørstigt tog han en solid slurk af vandglasset, idet han betragtede kvinden, der havde sluttet sig til dem ved bardisken. Han havde ofte svært ved at adskille menneskers udseende fra hinandens, men hende her havde noget eksotisk over sig med sin mørklødede fremtoning.
Han gav hende et let nik og et "godaften frøken", da hun var færdig med at bestille.

'' Navnet er Nia. ''
Lød hendes melodiske stemme idet, den tilsyneladende nye, krofatter havde præsenteret sig selv.
En lille latter fulgte hende som han forklarede at ikke selv skulle lave maden.
'' du er måske ikke så ferm i køkkenet+ '' Lød det drillende.
Han var en ny person, en ny personlighed at lære at kende, derfor følte hun også et naturligt behov for at prøve ham lidt af, men det var han nok allerede ved t vænne sig til fra andre der ville prøve en ny gut af, akkurat som man ville kunne se det med nye rekrutter og tyve, alle folk skal testes af på den ene eller anden måde i et forsøg på at se hvad de kan holde til og hvad de finder sig i.

Hun lænede sig afslappet op af bardisken og fik først nu ordentligt øje på den skællede byvagt. Hendes forhold til byvagter og de autoritære generelt, havde altid været rimeligt svingene. Hun havde været i brummen utallige gange, når hunvar blevet taget i at stjæle småmønter for at overleve om vinteren, eller for at befinde sig på steder der egentligt var ulovlige at tage ophold. Igen vidste de godt at det alt havde noget at gøre med overlevelse, så hun måtte bare bide det i sig de gange hun var endt i de alt for trange celler der gang på gang fik panikken til at sprede sig som en steppebrand i hendes krop. Den plagende stemme om ikke at være i de små celler var næsten hver vinter en velkendt stemme, det var nærmest blevet en vane i sig selv.
Hun var dog ikke sikker på om hun havde mødt denne mand før.
Han var tydeligtvis af havfolket, så meget kunne hun da både se og høre. De opmærksomme øjne betragtede ham fra top til tå inden hun mødte hans øjne og nikkede tilbage med et venligt.
'' Godaften hr. Det har været en lang og varm dag..+''
Det var egentligt mere en konstantering end det var et spørgsmål. Støvet sad overalt på hans skællede hud, akkurat som det sad i folderne på hendes kjole og den lette rejsekappe.
Forhåbentligt havde varmen ikke fået hans skæl til at sprække. Hun havde før oplevet at skulle hjælpe havfolk der var kommet galt af sted med den tørre luft og den strenge sol ovenvande. Det var ikke altid et lige kønt syn.
'' Jeg håber ikke at solen har generet Dem alt for meget.+ ''
På trods af det lidt anstrengte forhold til byvagtene, kunne hun da stadig være flink af sig. Hun var ikke personen til at dømme folk ved første blik.

Julius havde haft en meget lang dag. Hans nye arbejde var hårdt, og det involverede, at skulle flyve rundt en god del. Nu havde han forsøgt at spore én af de ækle bæster, der kaldtes drager, i mange uger, men det havde vist sig, at være lidt mere vanskeligt end først udregnet.
Så der var vidst ikke noget, at sige til, at han nu var ret træt, og ikke gad til, at bruge mere tid på at rejse hjem igen. I stedet landede i Tusmørkedalen, hvor en del, meget sære blikke blev sendt mod ham. Det var ikke hver dag man så en høj herre iført noget af det mest udsøgte tøj Krystallandet havde at byde på. Det var bestemt heller ikke hver dag man så folk med vinger, og drageskælsrustninger var også et ret heftigt særsyn. Alle de tre ting omkransede Lord Julius' atletiske krop, og da han kørte en hånd gennem sit bølgede sorte hår, satte det sig igen nogenlunde ordentligt, før han langsomt lod vingerne synke ind ved de åbninger der sad i hans rustning. Derefter tog han sin røde kappe på, og begyndte at gå gennem det lille samfund, igen med blikkene følgende efter sig.

Som han gik, faldt hans blik på en en kro, der så nogenlunde præsentabel ud. Han styrede mod den og åbnede døren, igen til en del blikke, også inde fra krostuen. Han havde en aura om sig, og han kunne ganske simpelt ikke gøre noget ved det. Det havde både noget at gøre med, at han var en engel og så det, at han naturligvis var nobel og havde en karisma over sig, mange andre normale borgere ikke havde.
"Godaften," lød det en smule tørt fra ham, mens han nikkede til dem, der stirrede mest på ham. Han gik over til et af de tomme borde, og satte sig, velvidende at der nok på et tidspunkt ville blive spurgt ind til, hvad han ville have. Ellers var der jo ingen grund til at gå på kro. Han ville gerne have gået direkte til krofatteren, men lige nu var en stol og et bord bare en god del mere tiltrækkende, med hans ømme vinger og skuldre. På et tidspunkt skulle han nok også af med rustningen, men for nu, ville han bare gerne sidde, og slappe af.

Athir så op fra tid til anden for ikke at miste forbindelsen til gæsterne ved bardisken.
Han lo nikkede bekræftende, da Nia præsenterede sig: "Rart at møde Dem. Og nej, jeg kan stege en god bøf, men det er også det. Derfor jeg fik fat i Marie."
Han nikkede ud mod køkkenet, hvor pander, skeer og tallerkener klirrede. Han var godt klar over, at hun prikkede til ham. Han var mere end vant til det efter de sidste par uger, og som en af de ældre byvagter havde de nye rekrutter også haft deres sjov med at prøve hans kræfter af. Hans skal var blevet ret fleksibel efterhånden.

Krofatteren vrikkede lidt med det ene øre, da han hørte døren gå, og så mod indgangen. Julius var ikke typen, han havde regnet med at se på disse kanter lige med det første. At han var engel var en helt anden ting. Athir så lidt på rustningen, der måtte af kostet mange diamanter, og fik hurtigt en fornemmelse af, at Julius ikke var typen, der fandt sig i at vente. Folk med en hvilken som helst status var efter hans egen erfaring ikke særligt vandt til tålmodighed, men han kunne selvfølgelig tage fejl. Han prikkede en kropige par armen, der var på vej en med opvask og rakte hånden frem for at tage bakken, mens han så diskret som muligt nikkede over mod englen i rustning. Pigen fattede hurtigt hentydningen - hun havde trods alt været der længere, end han selv havde, og smuttede afsted.

Til sidste vente han tilbage til Nia og Kalitresh.
"Ja, varmt har det været. Måske kan jeg friste med en kande vand?

Kalitresh begyndte at føle sig mere afslappet, som han nød stemningen i krostuen og det forfriskende, kølige vand. Han ville sandsynligvis også få brug for et værelse for natten, for det var ved at blive lidt for sent til at tage tilbage til Hovedstaden.
Nia, hvis navn han opfattede, da hun nævnte det, virkede venlig og han smilede til hende, idet hun besvarede hans hilsen.
Da han var temmelig ny i tjenesten som byvagt, havde han ikke set hende før, på trods af hendes adskillige ture i brummen. Havde han været klar over dette, havde han sansynligvis valgt at omgås hende med en del større forsigtighed.

"Varmen var overkommelig. Min uniform og hjelm hjælper en del." Selvom det for mennesker ikke var normalt at iklæde sig særlig meget i varmt vejr, hjalp beklædningen og hjelmen Kalitresh med at beskytte sin hud mod sollyset, der ganske rigtigt kunne være meget ubehageligt for folk af hans slags.
Døren blev igen åbnet og Kalitresh vendte sig mod den nyankomne. Øjenbrynet blev løftet en smule ved synet af dennes imponerende rustning: dette var tilsyneladende lidt af en kriger, og Kalitresh overvejede , om han mon var en del af Lysets styrker.
"Godaften den herre," sagde han højt, men vendte sig så om mod krofatteren, der var vendt tilbage. Han nikkede venligt og satte det nu tomme glas på bordet. "Jo, tak."

Ved lyden af den lette knirken fra den solide krodør, kiggede Nia automatisk fra byvagten over til den nyankomne der stod i døren.
Hun kunne sagtens fornemme hans aura, intens som bare pokker, som om hans udsøgte påklædning ikke gjorde nok. At dømme efter den hidsige farve på kappen, drageskællene og hans rustning. Selv måden han gik på og bevægede sig, skreg langt pokker i vold af at dette bestemt ikke var hr.hvem-som-helst der lige varkommet ind af døren. Efter alt at dømme var han nok en nobel af en art, hvem, vidste hun dog ikke helt endnu.
En tiltagende følelse af ubehag gled gennem hendes krop som han kort mindede hende om en anden person fra hendes fortid, på trods af at denne mand virkede langt mere adræt, var auraen en smule nær den samme. Hun rystede fornemmelsen af sig forsøgte at ignorere den, i det mindste for nu.
Hende nysgerrighed over hvem han var var trods alt større end hendes frygt, selvom hun vidste at hvis han ønskede det ville hun nok meget hurtigt kunne ende i brummen et eller andet sted igen.
Endnu en tanke den mørke kvinde rystede af sig idet hendes fokus gik tilbage på krofatteren og havmanden.
En kort nikken forlod hende imod ham.

'' Godaften hr. ''

På trods af at høflige fraser altid havde generet hende og fik hende til mentalt at krænke, valgte hun at hun først ville se englen an, at virke påtrængende var nok næppe den bedste måde at lære ham, og hans pung, bedre at kende på.
Det varme smil der spillede på hendes læber blev blot varmere ved nævnelsen af koldt, friskt vand.

'' Oooh+ Det lyder yderst fristende, men så vil jeg også gå ud fra at det vil være på husets regning+ ''

Endnu engang prikkede hun til ham. Det var vigtigt at vide hvilken type mand hun havde med at gøre hvis hun skulle slå forbi igen en anden dag, om det var typen der ville ignorere de små ulovligheder der blev begået på sene aftentimer, eller om han slog hårdhændet på den slags. Ligeledes var det nu engang rart at vide om han var den strikse type der tog penge for alt der kunne tages penge for i hans 'biks'.

Blikket gled undersøgene på havmanden igen.
'' Jeg ville ikke umiddelbart have troet at en hjelm ville kunne hjælpe imod tørre skæl. Har den magi kastet over sig eller noget lignene+ ''
Endnu en afslappet slurk blev taget af den fortyndede mjød, imens de varmt brune øjne opmærksomt gled fra person til person.

Ligegyldigt hvor gammel han var, og hvor nobel han var, så blev Lord Julius aldrig helt vant til, at folk stirrede sådan. Heldigvis var nogle af menneskerne herinde - rettelse, nogle mennesker og hvad der lignede en havmand - lidt mindre tamme og valgte at svare på hans hilsen. Han kendte fordommene for hans slags i en kro som denne. Folk enten elskede ham, fordi de så kunne tage hans pengepung, eller også hadede de ham fordi nobel næsten altid betød arrogant og selvfed. To ting han bestemt ikke var. Han havde lært mangt og meget i sine år, og nogle af de ting han havde lært involverede, at selvom han teknisk set var noget højere på statusstigen i forhold til mere eller mindre alle herinde, så betød det ikke, at han bare kunne behandle dem som hestelort. Han kunne ikke. Og han ville ikke. Han påskønnede alt levende, mennesker, hvad end de var adelige eller borgere.

Han nikkede til de bestemte mennesker, men kunne ikke få sig selv til at smile. Han var træt, og skulle lige have lidt tid at sidde ned i.
En kropige dukkede pludselig op, vridende sine hænder en kende nervøst, mens hun spurgte, hvad han ønskede. Han tog en kraftanstrengelse og smilede træt til hende. "For nu.. Bare et glas af det stærkeste I har, og et værelse for natten," bad han hende, mens han forsøgte at sætte sig lidt bedre til rette. Kropigen pilede igen af sted, men før hun var tilbage, blev han tiltrukket af samtalen mellem havmanden og den mørklødne kvinde. Han kiggede lidt på dem, før han rejste sig op og gik hen ved siden af selvsamme kvinde.
"Du er vel nok langt væk fra dit hjemland, Hr?" Kunne han ikke lade være med at spørge. Det var et sjældent syn, disse havfolk, og han havde kun mødt få i løbet af sit forlængede liv.

Den mørkhårede mand smilede varmt, glad for at hans tilbud blev taget imod: "Kommer straks!" Men han nåede ikke langt, før Nia stilte ham endnu et undersøgende spørgsmål. Han vendte sig halvt rundt igen og smålo. Han behøvede ikke at have været krofatter for at vide, at nye besøgende kun stillede de spørgsmål så hurtigt, hvis deres pengepung var let. Han studerede den mørklødede kvinde et halvt sekund, lagde mærke til hvad stand hendes tøj var i, lige som han også havde noteret sig hendes blik på Julius. Han havde ikke genkendt hende, selvom sandsynligheden for han selv havde smidt hende i en celle en gang eller tog ikke var lille. Men der var altid et par ting den slags typer havde tilfældes.
Han nikkede stadig smilende gennem de korte sortgrå skægstubbe. "Så lad gå da. Vi kan jo ikke have, du bliver tvunget til at tømme andres punge over et glas vand.” Nu var det hans tur til at prikke. Hvis han havde, hvad hun skulle bruge, ville hun grine. Hvis hun ikke havde, ville hun nok gøre det samme. Men han tvivlede ikke på, hun kunne fange en hentydning. Athir var ingen stræks mand, men hvis han fangede Nia på fersk gerning, havde han dog ikke tænkt sig bare at lade hende slippe. Og måske var det ikke helt dumt, at nævne byvagten ved siden af. Ikke det bedste selskab at lege lommetyv i.
"Jeg tror også vagten her har brug for vandet, så lad ham få lidt ekstra.
Godt vi ikke er på kysten ellers ville både brønden og Dem, hr., være en sandbunke med det vejr, vi har haft."
Han holdt stadig bakken, som kropigen havde givet ham, i den ene hånd.

På vej tilbage fra køkkenet, blev han prikket til af kropigen, som hviskede ham Julius’ ønsker. Han lavede en overrasket grimasse, der blev fremhævet rynkerne i hans pande. "Så får han også brug for værelset," mumlede han, men kropigen var allerede videre ud i køkkenet.
Han rettede sig lidt op igen og fyldte vandkanden. Idet han placerede den på bordet, gik det op for ham, at der var lidt mere end tre væsner omkring bardisken. Han nikkede smilende til Julius og hilste ham "Godaften.", mens han landede endnu et vandglas på bordet til den nyankommne herre. Alle tre glas blev hurtigt fyldt, mens han sludrede videre. "Værelserne er 1 jade pr. nat, og vandet er på huset efter ønske fra damen her." Her nikkede han over til Nia. Han var ingen striks mand, heller ikke med sine gode eller dårlige idéer om folk. De havde som regel en grund til at være, som de var. Desuden var han sommetider lidt fladpandet, når det kom til at læse folk. To sekunder senere, havde han åbnet et skab bag sig, fyldt et glas med noget sortgyldent stads med en meget spids 'aroma', og placeret det foran englen. "Og hvis du kan drikke resten af flasken uden at gå i gulvet, er den også på huset." Det heldige ved den bryg var, at det også var noget af det billigste sprøjt, nogen kroejer kunne opsnuse.

Der var et øjeblik blevet stille i krostuen, da den rustningsklædte man var trådt ind, men den sædvanlige lavmælte mumlen af stemmer, var igen begyndt, selvom en del af krogæsterne kastede nysgerrige blikke.
Kalitresh følte sig egentlig ganske fint tilpas i det nuværende selskab og havde endnu ikke overvejet at finde sig et bord. I stedet fokuserede han igen på Nia, der havde stillet ham et spørgsmål.
"En smule." Han viste hjelmen frem. Den var forholdsvis enkel i en mat grå farve. Symboler i havfolkenes sprog var indgraveret langs kanten. "Den beskytter mit ansigt mod sollyset. Det har mildest talt ikke en gavnlig effekt på et skællet fjæs som mit, men det ved du jo allerede." Hans tonefald var venligt og lattermildt.

Med et nysgerrigt blik vendte han sig mod den rustningsklædte, der var nået hen til dem. Han havde faktisk håbet på at komme til at tale med denne nyankomne, for en mand der gik sådan klædt, havde sandsynligvis en spændende baggrund.
"Ja, det kan jeg ikke benægte." Svarede han venligt. "Som du ser, har jeg dog bosat mig her i jeres lande." Han fremviste uniformen, der tydeligvis tilhørte byvagterne. "
Athirs kommentar om, at Nia ville tømme andres punge, fik ham til igen at vende sig mod krofatteren og kvinden. "Det ville jeg bestemt heller ikke råde hende til at gøre." sagde han og lagde en hånd på sværdskæftet - bevægelsen var imidlertid ikke truende, og der var et let glimt i havmandens øjne.

Han tog glad imod det nye vandglas, for tørsten var endnu ikke slukket. "Jeg må også tilstå, at jeg glæder mig til koldere tider." svarede han Athir. Han fremdrog sin læderpung og smed et jadestykke samt et par ravstykker for det første glas vand på bardisken.
"Jeg vil også gerne selv bede om et værelse. Mine ben er trætte af at vandre." Lange gåture var stadig lidt af en pinsel for Kalitresh, for selv om han efterhånden havde fået god kontrol over sine ben, følte han det stadig umattende at bruge dem meget.

'' Åh, det er nu nogle smukke symboler.. '' Hun betragtede nysgerrigt hjelmen og de få symboler der var i den, på havfolkets sprog. Fantastiskt.
'' De må undre Dem hvorfor jeg spørger, men jeg er healer så min viden indenfor den slags er evigt voksende, ssamt bekymrer jeg mig om folks ve og vel. ''
Det var sandheden, selvom det nok måtte lyde som en værrerøverhistorie, kommende det fra en sigøjnerkvindes læber.

Akkurat some Athir havde tænkt kunne Nia ikke lade være med at grine, det var dog ikke en videre lang latter idet hun afbrød sig selv.
'' At tømme andres punge for et simpelt glas vand ville være direkte dumt. ''
Hun ignorrerede det faktum at krofatterens skarpe øjne med garanti havde opfaet hendes blik på den noble mand, lige så meget som at han nok havde afsløret at hun var typen der kunne finde på at stjæle.
'' Tjen pengene selv mens du kan det. Se det er derfor folk af mit hverv holder meget af sommeren. Folk er mere gavmildemed deres penge når vejret er godt og de er i godt humør.. Så hvorfor ikke bare undgå sure miner... Og en mulig tur i brummen.. '' Det sidste blev sagt en anelse mere dæmpet idet byvagten lagde en hånd på sit sværd.
Hun vidste dog godt at det mere var ment som en fair advarsel til hende, en advarsel hun havde tænkt sig at acceptere, desuden havde hun jo sin egen pung.

'' Ikke så meget en sandbunke som han nok snarere ville være en bunke af rådne efterladenskaber med maddikker festende i ham. ''
Kommenterede hun smilende. Smilet stivnede dog da den fremmede noble pludselig tårnede sig op ved siden af hende. Hun følte sig pludselig en del udsat, men holdt den professionelle maske oppe. Hun havde intet gjort der var imod loven, og siden den ene var en byvagt hvorfor skulle hun så være bekymret, så længe han da ikke var korrupt som så mange andre, hvilket hun dog havde sine tvivl om.
Hun valgte at overse prisen på værelser, det var dyrt ja, men hun havde råd til det, men også kun lige.. Det ville så ogsåkomme an på hvad hendes måltid og mjød ville komme til at koste. Hvis det blev for dyrt blev hun nødt til at ride videre i mørket, medmindre hun kunne finde en anden løsning. I det mindste var nætterne ikke kolde og modbydelige.
'' De savner vinter, men jeg holder nu mest af sommeren. ''
Lo hun af byvagten mens hun gjorde et lille kast med hovedet så det kort glimtede fra hendes grønne ametyst ørenring, smykket der viste at hun var blevet udstødt af hendes eget samfund, om de andre kendte noget til den vidste hun dog intet om, hun var også pænt ligeglad når det kom til stykket, hun klarede sig ind til videre, så længe hun holdt sig på respektfuld afstand fra andre sigøjner trupper.
'' Nåh ja krofatter. Hvad blev prisen på min mjød og mad+ Hellere betale den nu, så jeg ikke ender op med at løbe fra regningen. '' Spøgte hun.

Hvis man lyttede tydeligt efter, så ville man høre nogle store vingers flaksen, så derfor var der naturligvis ingen der lagde mærke til dem. De fortog sig lige så pludselig som de var dukket op, og døren til kroen gik op. I døråbningen stod der en mand klædt i sølvfarvet rustning, og hele kroppen var dækket af pladerne, og hjelmen skjulte mandens ansigt. I bæltet var der en skede med et sværd klar til en kamp, hvis det skulle være brug for det. Dem der valgte at se hvem denne fremmede mand var, lagde nok mærke til de snehvide vinger der lå pænt langs ryggen.
Han lavede ikke nogen større dramatisk entre. Han gik blot ind af døren som alle andre, og de fleste af dem der havde gidet at se på hvem dette var vendte tilbage til det de havde været i gang med. Han gik hen til baren og bestilte et krus mjød, efter at have taget hjelmen af og lagt den på disken ved siden af sig. Han afslørede at han var en lyshåret og bleg mand med klare blå øjne og et godhjertet smil på læben, som nok skjulte hans til tider blodige erhverv og hensigter. Han nikkede kort til nogle af dem han lagde mærke til stadigvæk kiggede på ham, for derefter at vente på sit mjød.

Athir bemærkede øreringen og havde nu lidt større forståelse Nia. Det var ikke fordi, han var ekspert på sigøjnere, men småoplysninger som betydningen af bestemte smykker, var både nyttig og noget, han havde samlet til bunke af. Han ville ikke kunne opremse alle de småting, men de havde en tendens til at dukke op til overfalden, når der var brug for det.
Han bemærkede også, at sigøjnerinden lod til at have accepteret advarslen. Han smilede. Han var udmærket klar over, at hun nemt kunne være tvunget til at rapse i ny og, nå men han følte nu et ansvar over for sine krogæster. Og så var det skidt for forretningen.

Han skrabede byvagtens betaling ned i sin håndflåde.
"Mange tak. Og det bliver seks ravstykker for mjød og mad." Hans stemme var afslappet, men man kunne godt ane en smule træthed. Det var heller ingen der sagde, jeg ville vende mig til det her med det samme. Han svingede blikket over i retning Julius, der ikke havde sagt så meget siden, han bad om et værelse. Så gik døren og endnu et bevinget væsen i rustning trådte ind. En engel i kroen så langt ude i ingenting var ikke et normalt syn, men to! Krofatteren kunne ikke helt styre sin øjenbryn eller sin kæbe, der røg henholdsvis lidt op og lidt ned.
Kæben blev klappet i igen ret hurtigt, og Athir rømmede sig inden han henvendte sig til Julius. "Nogen du kender?"

Hånden var for længst fjernet fra sværdskæftet, for Kalitresh var en fredelig mand, der gerne ville nyde sin aften fri. Det sagt, ville han naturligvis ikke godtage, at der blev rapset for øjnene af ham.
Nia lød dog heller ikke til at have tænkt sig at tømme punge, og han nikkede i stedet venligt til hende, da hun roste symbolerne på hans hjelm. Det var sjældent at mennesker havde samme sans for skønhed, som havfolket.
"Det er en god ting. De arbejder måske på helbredelseshuset?" spurgte han, idet han tørstigt drak mere af vandglasset. Det kunne godt være, at Kalitresh ikke var i stand til at drikke mjød, men han var til gengæld i stand til at tømme uanede mængder vand.

Døren var endnu engang gået op og afslørede endnu en fornemt rustningsklædt mand. Kalitresh stirrede lidt fra den ene til den anden, og overvejede et øjeblik, om der foregik en eller anden form for møde her i krostuen, han ikke kendte til. Han skævede til krofatter, men denne så lige så overrasket ud.
De andre gæster var også nysgerrige - flere havde ligefrem rejst sig op for at kigge på den nyankomne gæst.
En engel.. Kalitresh betragtede respektfuldt Voronwë, der sluttede sig til dem i baren. "Godaften den herre." Hilste han igen høfligt.

Hun havde godt bemærket det lidt sløve ved Athir. Hvor meget søvn havde han fået på det sidste+ Eller var det bare at has krop endnu ikke ar tilvænnet de sindssyge tider en kro skulle være oppe at køre på.+
'' Du virker en kende træt krofatter.. Brug for en opkvikker+ '' Lød det drillende, endnu en mindre gåde overfor ham da der var så mange ting en 'opkvikker' nu engang kunne være.
Hendes fokus vendte kort tilbage til byvagten, som hun rystede på hovedet.

'' Nej. Jeg ser mig helst fri for at være lukket inde for længe af gangen. Jeg arbejdede der dog da mørket havde sit tag i landet. Der var voldsomt brug for det, og at gå ene sigøjner rundt og tilbyde healing under sådan et regime er nærmest som at velvilligt smide sig selv på halshugningsblokken, og give bødlen en velskarp økse. Sikkerhed var hvad jeg så større end min frihed på det tidspunkt. Det var dog nær at drive mig til vanvid. '' Indrømmede hun med et lille træk på skuldrene.

Nia kunne ikke lade være med at hæve et øjenbryn ved synet af den nye gut. Endnu en engel.. Var de højere stående begyndt at bruge engle som hovedrace til at håndhæve loven, eller avr det bare rent tilfælde+ De brune øjne skævede imellem de to, indtil hun istedet fokuserede på at hive sin pung frem og få fisket 6 ravstykker frem, som hun lod ligge på bardisken med et nik imod Athir. Et enkelt blik i pungen efterfølgende sagde hende at hun godt kunne have råd til et værelse, hvis det absolut skulle være. Men så skulle hun også til at arbejde noget mere.
Hvad mon Mørket betalte gode healere for+ havde de brug for healere+ Hvis ikke kunne de meget vel hurtigt få det. Et kort sadistisk grin forlod hende idet hun lukkede og snørede læderpungen inden den igen røg ind i sikkerhed bag det ene skørt, under de mange folder af underskørtet. Det måtte meget vel være et ært sted at opbevare sin pung, men for en sigøjner der vidst hvor langfingrede folk kunne være og hvordan diverse gadetyve arbejdede sammen om at stjæle punge, så var det blot en meget god sikkerheds foranstaltning.

Endnu engang skævede hun imod den, en del højere kriger der stod og gloede imod havmanden, inden fokus endnu engang gled over på den nyankomne engel, sanserne arbejdende på højtryk.

Klokken var fire om eftermiddagen, men det var alligevel næsten mørket udenfor. De første stjerne kunne lige præcis skimtes ud af kroens store frontvinduer. Athir rettede sig op igen. Det havde været meget stille det meste af dagen, men om ikke så længe ville folk strømme ind i krostuen fra arbejde eller blot fordi, det var på tide at finde ly for natten.
Efter et par sekunders tænkning stak krofatteren hovedet ud i køkkenet. "Marie, det kan godt være du skal sætte en omgang-" Længere nåede han ikke før kroens kok, afbrød ham med et munteret: "Allerede i gang."

Athir lo og gik tilbage til sin post hvorfra både for,- bag- og sideindgang var synlige.

Døren til krostuen blev smækket op, og Asha kom trampende ind. Hun havde klogeligt valgt at iføre sig en nogenlunde neutral klædedragt frem for Mørkets Kriger uniformen, og var nu iklædt en simpel, mørk læderbeklædning under en rejsekappe.
Hendes grønlige hud, spidse ører og gule, uregelmæssige tænder var dog nok, til at alligevel få hende til at adskillige sig kraftigt fra den almindelige krogæst, og hun var taknemmelig for, at det lod til at være en stille dag på kroen.

"Mjød! I et ordentligt krus!" forlangte hun, som hun nåede frem til disken og kroejeren. Hun var overordentligt tørstig, for hun havde rejst et pænt stykke vej i løbet af dagen. De sidste par timer havde hendes tanker nærmest udelukkende kredset om at bælle et bare store, skummende krus af den søde drik.