Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Julius Belial Furion
Kaldet: Lord Julius, dragejægeren
Køn: Mand
Alder: 1756
Fødselsdag: 6. December
Tilhørsforhold: Neutral God
Tro: Han tror egentlig på, at alle guder eksisterer, på et eller andet plan, men han har mest respekt for Kile, fordi hun ikke beholdt ham i sit dødsrige.
Erhverv: Greve og dragejæger
Nuværende levested: Omrejsende - Samme herregård, men han er tit ude at rejse.
Race: Engel

Udseende

Højde: 190 cm
Vægt: 89 kg
Hudfarve: Lettere bleg
Hårfarve: Sort
Hårstil: Langt, lettere bølget og redt tilbage.
Øjenfarve: Blå
Kropsbygning: Atletisk, lettere muskoløs
Hverdagstøj: Hans tøj er altid pænt, og han går næsten altid med en eller anden form for rustning, hvad end det så er let plade eller hærdet læder.
Ar, permanente skader, el.lign.: Han har en del ar på kroppen, både fra ild og fra store kløer. Det tager ikke let på livet, at bekæmpe drager, ikke engang for en engel.
Særlige kendetegn: Sine store sorte vinger, når de er foldet ud. Derudover hans extravagante tøjvalg.

Magi

Magisk evne (1): Vibrationer: Med denne evne er Julius i stand til, at sende vibrationer ud, der får ting til at falde fra hinanden. Den virker bedst på objekter, der for det meste går i stykker ret let og falder fra hinanden på lettere voldsom manér. Den virker også på mennesker, men de ender for det meste med små sår over det hele, da de er bygget på en måde, der gør det besværligt at få dem til at krakkelere.
Evnen har reddet ham utallige gange, for den virker lige så godt på en drages skæl som den gør på andre objekter, netop fordi dragens skæl er hård. Når han bruger den, skaber han huller i dragens skæl og kan på den måde finde svage punkter.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Tordenmagi: Han kan skabe storme og kan kontrollere lyn, og få dem til at dukke op, når først han har fået tordenvejret frem. Han kan også bestemme i hvilken grad han vil have tordenvejret til at være.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Personlighed

Talenter: Magisk kunnen, sværdfægtning, kan læse og skrive og udføre administrativt arbejde for at holde et len kørende, er i stand til at forfalske papirer grundet sin gode håndskrift.
Svagheder: Er vred og afholdt fra social aktivitet, er bange for, at dø igen, hader små rum, er allergisk over for nødder, mælk og honning.
Interesser: Skak, kulturer, vinsmagning.
Drømme/ønsker: Julius har ikke andre drømme end at sørge for at neutralisere alle drager i krystallandet. Da Julius ikke ønsker at fordømme en hel race baseret på gennemsnittet, ønsker han naturligvis ikke, at dræbe de drager, der holder med lysets krigere. Det er blot dumskab.
Elsker: At leve, vin, dyr mad, sin evne til at flyve.
Hader: Destruktion, drager, ondskab, mjød, dårlig mad, og hårde senge.
Helhedsindtryk af personlighed: Indtrykket man får, af at være i nærheden af, eller sammen med Julius, er en stoisk mand med en udstråling der siger spar to. Han virker på en mærkelig måde både farlig og forsikrende, for hans ansigtsudtryk er konstant hårdt og sammenbidt. Hans blik er gennemtrængende, som om han kunne finde enhver fejl i ethvert menneske, og hans kropsholdning er stolt og stærk. Han giver en autoritetsagtig følelse af sig fra første møde man har med ham. Han ville sikkert have været en fantastisk hærfører, var den vej han havde taget. Men det har han ikke, og det har sat nogle spor, når man tænker på den vej han tog i stedet for. Han er meget direkte, meget kort og kontant, men stadig ret afslappet når han blot taler med andre mennesker. Giver de ham grund til at blive vred, så bliver han vred, men ellers har han et ret roligt temperament, og der skal en del til, at gøre ham vred.
Han kan sagtens være flink mod andre, men det er mest når man kommer gennem hans stoiske facade og ind til den rigtig mand han er dybest inde. En mand med ambitioner, et mål, men ikke desto mindre en mand, der er ganske rar at tale med, og som lytter og hjælper, så godt han kan.

Baggrundshistorie

Barndom: Furion familien var en glad familie, med en greve af god status tilbage dengang for over 1000 år siden. De var ingen stor familie og de havde ikke megen magt, foruden det, at de var adelige og at Belial Furion var greve. Julius havde en god opvækst, om end måske en kende forkælet. Han fik meget af det, som han pegede på, men ofte skulle han også arbejde for at å adgang til de ting, han gerne ville have. Han blev oplært i at styre familiens resourcer og i at lede deres vagtgarde, for han var Belials førstefødte, og derved hans arving. Hans mange søskende elskede han dybt og inderligt og familien var, kort og godt meget tætte med hinanden. Det var ikke en opdelt familie, overhovedet ikke. Ikke før senere, hvor Regulus, Julius’ lillebror, faldt til jalousien ved, at skulle være den næstbedste søn.

Fortid frem til nu: Dette skete først, da Belial var blevet syg og gammel, og Julius var begyndt at overtage en del af de administrative opgaver. Han blev takket, mange gange, velsignet for sit hårde arbejde, og Regulus, der bare gerne ville have en smule af samme affektion fra sin far og mor, begyndte langsomt, at blive mere og mere vred og indesluttet. Mere jalous, selvom han i starten ikke ville indrømme det. Sådan gik der mange år, indtil Julius’ ellers kærlige lillebror var blevet en bitter mand.
I starten var der ingen fare for Julius, der nåede godt op i tyverne, til han var blevet godt og vel 30. Regulus kunne ikke mere, han var bukket under for sin heftige jalousi og magtgale tanker, og hyrede en dyr, men meget effektiv lejemorder, med et ækelt ry for at være ondskaben selv – han ville sikre sig sin storebroders død.
Mens Julius var ude på en handelstur med en mindre gruppe af vagter, skete mordet. Han sad i lejren, tidligt på aftenen, og havde posteret sine vagter ganske effektivt, men det var ikke godt nok. Vagterne faldt én for én, og Julius blev først rigtig mistroisk, da ingen af dem tilbagemeldte noget som helst. Han tog sit sværdbælte om livet og gik fra lejrbålet, for at tjekke op på sine mænd, da en skarp kniv gled stille gennem huden i hans ryg, ind i lungen. Først var han meget chokeret, senere kom smerten, og det enorme ubehag ved, at lungen stille og roligt fyldtes med blod. Han hostede, men kunne ikke få meget andet end et svagt grynt frem, og før han nåede at vende sig mod sin angriber, stak kniven sig igennem hans ryg endnu en gang, rammende den anden lunge. Det var et fatalt dødsstød, og hans hosten blev til en gurglen, da blod vældede op i munden på ham. Han forsøgte at vende sig rundt, men i stedet faldt han på knæ, klyngende sig desperat til livet, som det langsomt gled fra ham. Hostende, endte han helt nede på jorden, hvor kun små spjæt var tilbage i hans krop der langsomt gav op, som han druknede i sit eget blod.
Han så op i ansigtet på et monster. Med sikkerhed en dæmon, der havde en sylespids, og meget tynd kniv i hånden. Dæmonen stirrede ned på ham og da han forsøgte at række ud efter sit sværd, blev en fod placeret på hans hånd. Han ville have spurgt manden hvorfor, men da han forsøgte, kom kun en hæs pibende lyd ud fra hans mund, og han fik sorte pletter for øjnene, til hans krop lige så stille gav op, og han drog sit sidste, anstrengte suk.

Men det var ikke slutningen. Kile mente ikke, at dette var Julius’ tid, så kort efter, hvor længe var ham ikke videt, vågnede han på ny. Han var drænet for kræfter og havde voldsomme smerter i brystet, fra det sted hvor han var blevet ramt af dæmonens ækle våben, men han var i live. Det var dét, og den heftige stædighed der fik ham, vaklende, på benene, og han gik afkræftet tilbage mod sin lejr, hvor alting åndede idyllisk fred. Det var morgen. Bålet var ikke længere tændt og der var få gløder tilbage, fordi det ikke blev passet. Vognen, han havde siddet i, stod for sig selv og hestene prustede roligt for dem selv.
Julius vidste ikke helt hvad der foregik og han var bange og svag i kroppen efter sin genopstandelse fra de døde. Men han vidste, at et eller andet sted derude, var der en dæmon, der ville have hans liv. Han tog én af hestene fra vognen, kom med en del besvær op at sidde på den og red tilbage mod sit hjem.
Der mange dages rejser, og da han slog lejr op for anden gang, blev han til alt held ladt alene. Han sov og havde forfærdelige drømme, til han vågnede, noget stærkere efter sit hvil, og rejste videre, indtil natten igen tog over. Her gik det op for ham, at han blev overvåget, men i stedet for, at gå ud i mørket, blev han ved sit bål, vagtsom, til han følte samme ubehagelige følelse som sidst, få sekunder før hans liv var blevet taget fra ham. Denne gang var følelsen velkendt, og han flyttede sig omgående fra den sylespidse kniv, hvorefter han selv trak sit våben, og gennemborede dæmonen lige i maven. Det var en overraskelse for lejemorderen, der ellers havde troet, at han havde Julius’ nye liv i sine hænder. Da han var blevet svækket og havde et sværd boret gennem maven, faldt hans maske af ondskab, og tilbage stod en ganske almindelig mand med et ansigt fortrukket i smerte.

Julius forhørte ham, men manden sagde intet, ikke før han døde. Heldigvis havde han et spor på sig. Et brev med et velkendt segl. Julius blev voldsomt vred, og denne vrede fik hans vinger til at danne sig. Sorte vinger, farvet denne farve i ren og skær hævntørst. Julius var intet ondt menneske, men han var meget vred, og denne følelse havde for evigt markeret hans vinger med den sorte farve, der ellers burde have været hvid. Han satte af fra jorden og fløj af sted med brevet i hånden, til han nåede sit hjem, noget hurtigere end forventet. Da han landede ved indgangen, var vagterne hurtige til at trække våben, da de ikke vidste hvem der pludselig var landet. Men da de så Julius’ blege ansigt og hans skjorte, med blodpletter en del steder, stoppede de øjeblikkeligt deres fjendtlige intentioner og trådte i stedet frem for at hjælpe manden. Han blev hjulpet ind i sine egne gemakker, hvor hans moder hurtigt dukkede op, med et tårevædet og hærget ansigt, forklarende hvordan hendes mand, Julius’ far, var omkommet ved døden, og at Regulus havde ment, han skulle lede familien. Igen var vreden enorm i Julius’ sind og han fik en susen for ørerne, som han knugede sine tæpper og pludselig rejste sig fra sengen. Han kunne bestemt ikke ligge her. Han viste sin moder brevet, og handlinger blev taget. Handlinger der førte til Regulus’ straf. Han blev ikke dræbt, men blev derimod sendt fra familien, fik taget sin titel og rettighed som adelig fra sig, og sendt væk. For Regulus var dette den største vanære han kunne opleve og manden svor sin hævn på Julius, der nu havde sikret sig sin ret til grevskabet.
Men for Julius var det ikke nok, at være greve. Han kunne ikke bare sidde stille og styre sin familie mod den rette vej mod flere penge og mere indflydelse, så han var ofte ude at rejse, hvor hans magt gik til den næste lillebroder i rækken; Tibur, en vis og respektfuld mand.
Det var dragerne kom frem, at Julius især drog ud. Han blev hurtigt kendt vidt og bredt som en af de bedste dragejægere i den tids historie, især når han gik rundt i rustning fra selvsamme kreatur.
Der gik mange, mange år, før mange i hans familie var døde. De havde skabt sig arvinger, men som en udødelig mand, forblev julius’ magt forseglet. Han lod sin familie om alle de administrative ting, men forholdt sig stadig som ansigtet udadtil, og som familiens overhoved.
Nu hvor dragerne pludselig er kommet frem igen, er Julius lige så vækket op til dåd. Der er gået mange år, og hans ry er ikke helt så stærkt længere, men han ved hvad han vil. At dræbe drager er det eneste, der kan give ham fred i sindet.
Værste minde: Sin egen død og genopståelse. Det er ikke bare lige sådan at komme sig over.
Bedste minde: Hele sin barndom.
Barndomshjem: En stor herregård et stykke fra hovedstaden.

Familie:
Far: Belial Furion
Mor: Felicia Furion
Lillebroder: Regulus Tillius Furion
Lillebroder: Tibur Darrius Furion
Derudover en del andre søskende og børnebørn.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Elendig
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Fantastisk