Det havde været nogen tid siden hændelsen og 24-timer vagten, rapporten var blevet skrevet og afleveret, og han havde haft en enkelt vagt siden.
Denne smålumre dag var den unge elver fulgt med sin far i smedjen, for på trods af at han så godt som intet talent havde indenfor smedje-arbejdet, havde han dog stadig forstand på våbnenes balance og hvilke skader de kunne udrette. Samt kunne hans far også godt få brug for hjælpen engang imellem.

Størstedel af tiden var for hans vedkommende gået på at lave pilespidser med små runer der forstyrkede effekten indgraveret. Hver pilespids skulle gennem hans fars skarpe øjne og viden, før de kunne sættes på pile. Et temmeligt ensformigt arbejde, men det havde en mediterende effekt for den unge. Stål mod stål, indtil et helt kogger var fyldt op med pile. Derefter gik det til den næste, indtil hans far var færdigt med sit arbejde. En utroligt smuk langbue, lavet af et materiale der fik den til at glimte sølv-blåligt i solens lys. Et mønster sneg sig langs buens base, ud til enderne der endte i finurlige snirkler, der mest af alt mindede om krøllede fjer.
Prøvende løftede Rhovandír buen, den var lettere end forventet og havde en perfekt balance. Et par stærke, smidige strenge blev lavet, mens den unge rødblonde istedet arbejdede på et par dolke, de kunne jo altid vise sig handy ved nær-kontakt. Især i disse stundet med den forbistrede sortelver rendende omkring.
Et lille fnøs forlod ham.
Endelig var de begge færdige med deres arbejde. Den spaltørede elver blev sendt ud af sin far for at aflevere buen med pilekogger til en af de højerestående elvere. Det var trods alt vigtigt at de kunne passe sig selv. Daggerne kunne han gøre som han ville med.

Så med langbue og pilekogger på ryggen, og dolke i siden begyndte den unge elver at begive sig fra smedjen, op og ned blandt broer og trapper for at finde den højtbårne ældres hjem, håbende at denne ikke befandt sig på fæstningen, selvom det nok skulle vise sig at være tilfældet. Det var trods alt hvor de fleste vigtige elvere befandt sig.

Der var gået en rum tid siden at Ithilwen sidst havde set Rhovandír efter deres møde ved sølvfloden, og efterfølgende overtrædelse af regler, som af en eller anden årsag havde ført til at, at de var endt hjemme ved hende, og han havde set hele den triste situation med hendes far. Hun havde ikke haft nogen hjemme ved sig i længere tid af gangen, før den dag, og havde heller ikke haft det siden. Rho, havde været træt efter vagten, forståeligt nok, og havde sovet ved hende, indtil hun skulle på vagt. Faktisk havde hun ladet ham sove, da hun tog afsted, selvom hun havde sagt hun ville vække ham. Hun nænnede bare ikke at gøre det.
Der var ikke sket det store for hende siden den dag. Hun havde haft den nattevagt, og ellers bare fået lov til at holde fri nogle dage. Hun havde brugt dagende på at træne og rydde op i hjemmet. Der trængte også til det. Men de sidste par dage havde hun haft en besynderlig krig med sig selv. Tingene med Rhovan, var ikke længere som før, selvom hun stadig lod som om at det var sådan. Han havde ikke bare sovet hjemme ved hende, han havde sovet i samme seng som hende, og Ithilwen ville lyve hvis hun påstod at hun ikke nød hans nærvær den aften, indtil hun måtte afsted igen.

Ithilwen havde brugt størstedelen af dagen på, at forklare sin far, at de ikke længere havde de tæpper fra dag hun var barn, fordi de var blevet slidte og derfor var blevet smidt ud. Ikke nogen nem diskussion, da han stædigt fastholdte sig på, at de havde dem et eller andet sted. Han havde samtidigmed en mere drillende aura over sig end nogensinde, siden Rho havde været der. Som om, han fornemmede noget, som Ithilwen ustandseligt blev ved med at nægte. Hun var for ung til sådan noget. Og han var desuden hendes ven. Det ville hendes far aldrig kunne forstå. Faktisk følte hun nærmere at han ustandseligt kom med små peg og hints til, hvor rart det ville være at finde sammen med sin bedste ven. Ithilwen var sikker på at den ældre herre var helt og aldeles ved at miste forstanden, selvom en lille stemme, dybt indeni hende måtte give ham ret.

Men nu, gik hun ud af sin hoveddør for at hente forsyninger til hjemmet. Lidt brød, frugt og des lige. Dertil var hun også sikker på at de manglede theblade. Faren havde et overdreven forbrug af the, men det var da bedre end andre valgmuligheder blandt drikkevare.

Han havde egentligt ikke tænkt særligt meget over at de havde sovet i samme seng, eller jo, det havde han, men han havde ikke lagt meget i det, af en eller anden underlig årsag havde det bare følt naturligt for ham at have hende der under hans arm. Dog kunne han så godt som absolut intet huske omkring hvornår han faldt i søvn, kun en anelse af hendes skønne sang.

Med rank ryg gik han ned ad nogle trapper, påpasselig med ikke at skrabe langbuen imod træet. Det ville gøre ondt på ham såvel som at det kunne indbringe hans far færre penge.
Han rundede et hjørne, og var nær stødt ind i Ithilwen, hvis ikke det havde været fordi han havde været vaks på fødderne, og taget et par hurtige skridt til siden med en mindre undskyldning.
Han så på hende op og ned. '' Du ser travlt ud..+ '' Han smilte skævt, som om absolut intet havde sket imellem dem.

Ithilwen havde gået lidt i sin egen verden, som hun var gået afsted ud fra huset, og hun var på vej hen for at rundet et hjørne. Og lige som hun skulle til at runde det, fik hun sig noget af en forskrækkelse, da Rhovan pludselig var der og hoppede påpasseligt udenom hende. Hvis ikke det havde været fordi hun vidste at folk pludselig kunne runde hjørner her i Elverly, var hun nok kommet med et forskrækket hvin. Dette skete dog ikke, men hun så alligevel lidt forskrækket ud og spændte i sine muskler. Der gik dog ikke lang tid før hun slappede af igen. Hun smilede skævt tilbage til ham, selvom hun ikke helt havde glemt hvad der var sket. ”I lige måde. Jeg skal bare ned og hente forsyninger, intet hastværk.” svarede hun roligt med et smil. Skulle hun nævne noget eller bare følge i samme fodspor og lade som ingenting? Det føltes lidt forkert bare sådan at slå en streg over det, men på den anden side, var det også rart at han ikke kommenterede på alt det der var sket. Floden, hendes far, sangen og des lige. Noget var så, at hun ikke rigtig kunne slå ud af hovedet var at han havde kysset hende så tæt på munden som han nærmest kunne komme uden at ramme den helt. Hun forsøgte at overbevise sig selv om, at han bare havde været træt og bare ville sige godnat eller tak eller noget andet! Hun forsøgte virkelig ikke at tænke på det, men som hun så ham, kom de ret hurtig tilbage igen.

Hans grin bredte sig en smule da det så ud til han havde overrasket hende. '' Hey, øjnene hår her, og ikke deroppe. '' Sagde han, mens han imiterede sin gamle træner og pege fra sine øjne til himmelen og bladene over dem, som for at minde hende om ikke at dagdrømme, selvom hun jo ikke lod til at være på vagt.
Han trak på skuldrene. '' Samme her, hjælper kun min far i dag, skal over og opkræve penge for den her bue og pile hos Minas Tirith. Hvis han kan bruge den vel at mærke. '' Han trak på skuldrene endnu engang, skævende en smule rundt.
'' Jeg håber lidt at han er hjemme så jeg ikke behøves gå hele vejen op til Fortet. '' Han skar en kort grimasse. Minas Tirith befandt sig ofte på fortet, men nogen gange kunne man være heldig at han var i hjemmet. Rhovandír selv holdt ikke så meget af alle de trapper der fra fra smedjen og op til fortet. God træning javist, men benene og lungerne kom til dels på overarbejde, især hvis man havde travlt, hvilket han dog heldigvis ikke havde.
'' Det er jo med at udvikle gode og stærke våben imod de forbistrede indtrængene for ikke at nævne den blækhud af en sortelver med hans nåle og ild. '' Han rystede på hovedet med et lille fnys, kunne virkelig ikek fordrage Kravenoh.

Ithilwen kunne alligevel ikke lade hver med at grine lidt af hvad han sagde. ”Hentyder du til at jeg dagdrømmer?” spurgte hun drillende, med en hånd i siden. Måske var det rigtig nok, men hun havde jo også fri, og befandt sig et sikkert sted. Ingen grund til at gå og være på vagt så.
Hun nikkede forstående. ”Mon ikke han kan? Din far laver nogle af de bedste buer.” konstaterede hun med et skævt smil på læben. Hendes egen bue var for eksempel lavet af Rhovandírs far for mange år siden, og den fungerede stadig præcis som den skulle.
Hun kunne ikke undgå at få det drillende glimt tilbage i øjet meget hurtigt som han talte. Han gjorde det ret nemt for hende at drille, men det havde jo også altid været sjovt at fjolle rundt med ham. ”Hva er den af, er man blevet doven, Rho?” latteren var tydeligt at spore i hendes stemme, og for en stund, glemte hun alt akavethed, som havde suset omkring dem det sidste tid.

Det blev dog hurtigt jaget på flugt, som de kom over det mere alvorlige emne. ”Ja, han har ikke været særlig nådig overfor nogen her i skoven.” der gik et lille gys igennem hende. Hun havde i hvert fald ikke lyst til at møde ham, på noget som helst tidspunkt. Men hun var vagt, og derfor lå risikoen også at hun ville støde på ham ved grænsen. Hun håbede det dog ikke, for det ville ikke blive spor behageligt for nogen parter. ”Vi må vel bare være klar. Og passe på hinanden.” svarede hun, som hun bed sig lidt i læben, og fik sat en lille tot vildfaren hår tilbage om bag øret hvor det hørte til.

'' Måske, hvis der ikke skal mere end mig til for at overraske dig. '' Drillede han tilbage.
Han skævede over mod buen på sin ryg. '' Den har hvertfald en god balance, og lavet så den er let men samtidig smidig og stærk. Jeg er sikker på at hun nok skal blive brugbar på et punkt. '' Han smilede som han kort aede langbuens skaft., næsten som var den et eller andet barn eller et dyr.
Hans øjne lyste en smule op i drillerierne. '' Lidt doven har man vel lov til at være engang imellem, desuden er tapperne op til fortet så irriterende i længden. '' Brokkede han sig, dog stivnede hans smil som emnet blev mere seriøst igen.

Han nikkede let. '' Hvis du vil kan jeg se om jeg kan få min far til at lave nogle gode begynder dolke til Mae. Måske han vil kunne udvikle et eller andet der kan vise hvis der er sortelvere i nærheden eller ej.'' Han nikkede kort ned imod de dolke han selv havde lavet tidligere der var bundet ved hans liv, faktisk kunne han næsten ligne en der var på vej ud i kamp hvis ikke det havde været fordi han ikke bar nogen rustning af nogen art, kun en tætsiddende kjortel og et par lidt løsere bukser der var stoppet i et par læderstøvler. Håret var som sædvanligt holdt tilbage ed et par fletninger og noget efeu der synes at blomstre lystigt selvom den var ude af sin naturlige habitat. '' Jeg lavede de her tidligere med lidt hjælp fra min far, det er lidt underligt at have dem der, men jeg tror det har noget at gøre med tilvænning. '' Han smilede skævt. '' .. Jeg vil altid gøre hvad jeg kan for at passe på folket. ''
Han forsøgte ikke at stirre alt for meget eller åbenlyst da hun satte den vildfarne hårtot tilbage på sin retsmæssige plads.

”Du overaskede mig ikke.. jeg lod bare som om” svarede hun stædigt og rakte drillende tunge af ham. Okay, måske var hun blevet lidt overrasket over at han pludselig var der. Men det var ikke nogen dårlig overraskelse. ”Bestemt” Han var meget forsigtig med den, og det forstod Ithilwen udmærket godt. Det var et helt specielt og flot håndværk! Så at behandle det med respekt og omsorg var en god ting.
”Nurh, lille skat da. Har de fæle trapper irriteret dig?” svarede hun drillende tilbage og kunne ikke skjule det drillende glimt i øjet. Heller ikke at hun forsøgte i øjeblikket.

Ithilwen nikkede. ”Det tror jeg hun ville blive glad for. På den måde, har hun også noget mere beskyttelse end sin bue hvis der skulle ske noget som dette igen. Hvilket jeg ærlig talt håber at der ikke gør!” svarede hun alvorligt. Hun havde aldrig mødt denne sortelver, men havde allerede mere eller mindre et had til ham, større end hun havde først troet. Det begyndte nok for alvor at boble op, da Wen hørte om angrebet på Maerwen. Den kujon, sådan at angribe på den måde. Hvis hun nogensinde mødte ham, skulle hun give ham en lærestreg han sent ville glemme.
Ithilwen var ikke i sit normale tøj i dag heller. Hun var langt mere afslappet og uden rustning. Hun havde dog stadig en kjole på, til trods for at hun overvejede en løs og lang trøje og et par bukser. Men hun skulle alligevel ud blandt andre, så at se så afslappet ud som elverkvinde, var ikke lige hendes kop the. Så kjole blev det til. Den sad rigtigt på hende, og var ikke alt for afslørende. Det eneste nye var, at kjolen for en gangs skyld ikke var grøn men hvid. Ithilwen havde bare taget den første i skabet, men normalvis var der altid en naturlig grøn aura om hende, som i dag så langt mere lys ud.
Hun rettede opmærksomheden mod dolkene som Rho havde hentydet til og smilede til ham. ”Det har det bestemt. Jeg føler mig nærmest nøgen, hvis jeg går rundt uden mine. Hvilket jeg alligevel har valgt at gøre i dag.” konstaterede hun og lavede et lille gestus til der hvor hendes bælte normalvis sad, men ikke var der i dag.
Et mere blidt og roligt smil kom over hende, som han forsøgte ikke at stirre. ”Det ved jeg godt at du altid vil.” svarede hun, som totten blev sat på plads og mærkede hvordan varmen let steg i hendes kinder, men de alligevel ikke skiftede farve.

'' Haha, som om.. '' Han grinte kækt af hende inden han skar en grimasse. '' Ja de er fæle, de ender med at give mig trælår... I det mindste holder de mig i form. '' Han trak på skudrene mens han afslappet betragtede hende. Det var sært ikke at se hende i læderudrustning og praktisk tøj, men stadig en meget behagelig forandring. Det frembragte ligesom den skjulte feminine side af hende som hun ellers altid synes at gemme under de praktiske lag af tøj.
Han havde en lyst til at kommentere det, men de ord hans tanker kunne frembringe lød alle akavede og forkerte, altså valgte han at tie for nu og bare nikke.
'' Tjae det klæder dig nu ganske godt uden dem også, jeg tror ikke de ville gå så godt med den kjole. '' Et kort smil forlod ham mens han for en stund følte sin hjerterytme blive en smule hurtigere.

Ithilwen satte hovedet på skrå, med et let hævet øjenbryn, inden hun brød ud i et stort smil og mærkede trangen til at drille ham endnu mere. ”Ja, og det syn er vi mange der nyder godt af.” svarede hun drillende og blinkede til ham, inden hun fortsatte. ”Både når trappen springer på dig, men også at du er i god form.”
Wen tænkte ikke synderligt over at hun ikke bar sit sædvanlige tøj, andet end hun manglede bæltet. Hvis ikke man kendte hende, ville man gå ud fra at hun blot var en af Elverlys mange rolige og fine skønjomfruer. Det passede så bare ikke, lige så snart den unge elver åbnede munden. Først der gik det mest galt, for hun havde i øjeblikket udseendet på sin side.
”Du ville blive overrasket over hvad jeg kan gemme oppe under kjolen.” svarede hun som hun ubevidst gik et skridt tættere på, og sendte ham et drillende blik. ”Men du skal ikke vænne dig for meget til synet, Rho. Det er kun fordi jeg har fri.” her begyndte det så småt at gå op for hende at hun ubevidst var gået tættere på ham. Hun flyttede sig dog ikke tilbage, da hun følte det ville gøre stemningen mere akavet. I stedet kastede hun med hovedet i den retning som han havde været på vej i. ”Vil du have selskab?” spurgte hun så, ganske uskyldigt. Eller i hvert fald et forsøg på uskyld.

Han prikkede hende en smule i siden med sin finger. '' Så du. Nok kigge ikke røre. Du vil jo alligevel ikke. '' Han blinkede skælmsk til hende mens han følte varmen stige op i kinderne. '' Jeg er sikker på at De Ældste der lavede fortet i sin tid, kun lavede den så højt oppe fordi det kunne være sjovt at se unge og utrænede elvere, og andre skabninger miste pusten over de mange trapper. ''
Han vidste godt at det ikke helt var det, men at den mere var placeret sådan for alt det praktiske. Det var lettere at se en fjende, såvel som at advare om en fjende deroppe fra, samt ville det ikke være let for fjender at angribe medmindre selvfølgelig de havde vinger.
Så vidt han vidste havde der endnu ikke været nogen fjender så tæt på.

Han grinte af hende og hev kort i skørtet, men gav slip igen. '' Såå er det en udfordring til at jeg skal tage mig en kigger for at vide mig sikker.. Selvom kjoler og skørter er noget så upraktiske at kæmpe i. Stoffet vil til hver en tid være i vejen. '' Han fornemmede hvordan hans rødmen synes at forværres og han endte med at ryste på hovedet, inden han nikkede til hendes spørgsmål. '' Godt selskab er altid velkomment. Du skulle gå i skørter noget mere. '' Han blinkede drillende til hende, selvom han egentligt mente det. Det var underligt men stadig rart at se hende iklædt skørter for en gangs skyld.

Ithilwen satte hænderne i siden, og hovedet let på skrå. ”Oh? Og hvad får dig til at tro jeg ikke vil det?” svarede hun nysgerrigt og drillende tilbage. Hun havde ganske rigtig sagt nej til at gifte sig med ham ufattelig mange gange, men det betød jo ikke nødvendigvis at hun ikke ville havde lov til at røre. Ithilwen havde dertil også en lille svaghed for det hun ikke måtte, så nu havde hun rigtig nok lyst når hun ikke måtte.
Hun grinede lidt af ham og kunne ikke lade hver med at ryste på hovedet. ”Det er vel bare en hentydning til at du skal holde dig i form, Rho.” grinede hun af ham og bed sig i læben. Hun forstod skam også godt funktionen af placeringen af deres fort. Det var praktisk anlagt, og ikke fordi det skulle genere nogen. Selvom det nogle gange godt kunne føles sådan.

Ithilwen lavede et blik og smil mod ham, som gjorde at hun så alt andet end uskyldig ud, som han hev lidt i skørtet og mente han skulle havde et kig, og samtidigmed tilføjede at det var upraktisk at kæmpe i. ”Det er hvad vi vil have jer til at tro. Ville du anse mig for at være kriger, når jeg kommer i denne mundering? Det er alt sammen om overraskelsesmomentet.” svarede hun med hovedet på skrå og bed sig drillende i læben. Han skulle ikke tro at hun var ufarlig i en kjole, selvom han dog havde ret i at det ikke var det meste praktiske. Jo, hvis de var splittet op i siden, men det ville ikke ligefrem efterlade meget til fantasien, i hvert fald ikke hvad hendes ben angik.
Ithilwen vrikkede lidt med hoften som hun begyndte at gå og kiggede drillende tilbage mod ham som hun rakte tunge. ”Nyder du da synet?” der kom dog en antydning af en lyserød streg hen over hendes kinder, som hun mentalt forbandede langt væk. De drillende bare hinanden. Hvorfor i al verden ville han finde interesse i hende, på andet end det venskabelige plan.

Han hævede et øjenbryn mens han tiltede hovedet en anelse. '' Tjae, nu ud ikke vil gifte dig med mig, må jeg jo holde min krop fit til en anden lille elvertøs synes du ikke.+ Desuden må man kun røre hvad der tilhører en selv medmindre man er budbringer eller tjener eller har fået lov..'' Rablede han af sig, mens han rankede ryggen. '' Desuden holder jeg mig skam i fin form. Jeg har måske ikke så megen styrke som dig, men jeg er stadig smidig og hurtig... Heh.. jeg er sikker på at trapperne er den eneste grund til at vi alle holder os i form, selv dem af os som ikke kæmper men har mere menneskelige hverdags agtige opgaver. ''
Igen var hun hurtig til at få hans tunge på gled, han kunne simpelthen ikke lade være. Han simpelthen nød at snakke med hende.
Han rødmede under hendes uartige blik, og slap hurtigt skørtet. '' Heh. Aldrig. Men jeg kunne være fristet til at teste dig i det... Når buen og pilene er blevet anbragt.. '' Han ville hade at hans far ville få mindre betaling bare fordi han havde dummet sig og skabt ridser i de nylavede ting.
Hans rødmen blev kun værre af at hun tirrede ham. Så typisk. Han fulgte rankt efter hende som han smårømmende svarede i en ganske neutral tone. '' Det er da ganske pænt. ''

Ithilwen brød sig ikke synderligt meget om det svar, og det kunne ganske kort, nærmest utydeligt aflæses i hendes ansigsmimik, inden hun faldte tilbage til normale drillende folder. Tanken om en anden elverkvinde ved ham, bragte ikke ligefrem fred i hendes sind, og hvordan kunne det nu være? For mindre en to uger siden, ville hun nok ikke engang havde tænkt over det, men bare givet ham ret. Men.. ikke længere. Var hun virkelig jaloux? ”Så, du siger at jeg skal spørge om lov, inden jeg røre ved dig?” spurgte hun med hovedet let på skrå.
Hun himlede tydeligt med øjnene af ham, og rystede svagt på hovedet. Ligemeget hvor mange gange hun forklarede ham, at hun var ligeglad med at hun stadig kunne banke ham, så så det stadig ud til at genere ham. Lidt af hende kunne vel godt forstå ham, men hun havde aldrig påstået at han var en let modstander. Tværdimod. ”Tror jeg nu du har meget ret i. Man ville være uheldig stillet med en dårlig kondition og så skulle op til eksempelvis fortet. Tror dog du ville være sød med en lille ølmave.” drillede hun ham, og kunne ærlig talt ikke forestille sig Rhovandír med ølmave. Det lå bare ikke til hans kropsbygning eller natur for den sags skyld. Han var alt for aktiv som spejder og hun havde det bedst med hvordan han så ud nu. Det måtte han meget gerne forblive i hvert fald.
”Selvfølgelig. Der er da ikke noget jeg hellere vil end at rode rundt med dig.” Hun vidste hvor forkert det lød, og hvor meget hun selv blev pinligt berørt af det. Men hun kunne simpelthen ikke afholde sig fra at drille ham. Hun elskede virkelig at se hans ansigtsudtryk og fornemmelsen det gav i maven. Som han rakte ud efter hende, tog hun automatisk selv ud efter hans hånd og holdte den i hendes egen og nød varmen fra hans fingre. Det virkede naturligt for hende at holde ham i hånden, og havde ikke særlig meget lyst til at slippe den igen. ”Øv dig lidt mere på dine komplimenter, søde. Ganske pænt, er ikke flirterende.” drillede hun ham og smilede skævt til ham.

'' måske ikke hver gang, men hvertfald nøgen. '' Han lo kort, som for at jage den flove og meget rødmende følelse væk.
Han vidste det kunne lyde forkert, og det kunne da også blive meget forkert hvis de på noget punkt ville ende i de varme kilder sammen. Bare at forestille det varme vand imod hendes nøgne bløde hud, var noget der kunne få gang i ham, og indrømmet var det noget han havde tænkt over en del gange siden de var kommet liiidt for tæt på hinanden i sølvfloden.
'' Mig med en ølmave+ hvad så med Taurn Edhel..+ '' Han nærmest hviskede hendes titel, ville ikke have at nogen af de tilstedeværende elvere skule høre at han på den måde dissede sin leder. Han holdt af sin leder mere end noget andet, men samtidig ville han også gerne lave bare lidt sjov med hende engang imellem, selv hvis hun ikke var tilstede. Den høje rødhårede ville nok blive pænt misfornøjet hvis hun fandt ud af det.
Hans tanker blev dog temmeligt villedt fra en tyk Toorah, til en meget nøgen Wen, hvilket kun fik ham til at rødme endnu mere. '' Wen.. For pokker kvinde.. '' Mumlede han mens hans frie hånd et kort øjeblik dækkede over hans ansigt.

Instinktivt hev han hende en smule tættere på sig da hun tog hans hånd, den føltes så naturlig i den, og han nød at have hende tæt, han tog sig selv i at overveje om hun mon følte det på samme måde. Nej, det kunne hun umuligt. Hun havde sikkert øjnene på en eller anden anden kriger, en der var større og stærkere end ham selv, vad tænkte han da også på.

”Hentyder du til at jeg får lov til at se det engang?” fortsatte hun, selvom hun godt kunne mærke følelsen af sommerfugle i maven og hvordan rødmen sneg sig frem ved den blotte tanke. Hun kunne havde valgt at lade emnet falde der hvor han sluttede, men det gik imod hendes natur. Dertil ville hun intet havde imod at se ham nøgen. Chancen for at de ville møde hinanden i de varme kilder, var ikke utænkelig, men heller ikke den største. De havde fri på forskellige tidspunkter og fik nok ikke den samme tanke. Hun dlog dog hurtigt de varme kilder ud af hovedet. Det måtte vente til senere med at tænke sådanne tanker.
Ithilwen kunne ikke holde grinet tilbage, selvom hun forsøgte at stoppe sig selv med at holde sig for munden. Den tanke havde seriøst aldrig nået hende, hvis ikke Rho havde sagt det. Hun kunne heller ikke forestille sig deres kære leder på den måde. Nej, det ville aldrig ske. Men det var en sjov og meget forbudt tanke alligevel.
Ithilwen drejede hovedet mod ham og smilede drillende. Hun nåede dog at få et kort glimt af hans rødmende ansigt, som blot fik hende til at smile skævt og rødme lidt selv. Normalt rødmede han kun, hvis hans tanker var et sted de ikke burde være, eller man på anden måde gjorde ham pinligt berørt. Og med hvad hun havde sagt, havde hans tanker nok været et forkert sted. ”Indrøm det. Du har tænkt tanken før.” sagde hun lavmælt, og rettede blikket fremad for ikke selv at rødme. Hun havde i hvert fald tænkt tanken.

Ithilwen nussede ham diskret med sin tommelfinger ved hans hånd, som hun stadig holdte og lod sig komme tættere på. Hun tænkte ikke videre over at de var tæt på hinanden. Det var der vel intet forkert i. Og så længe han ville være tæt på hende, ville hun nyde hvert øjeblik. Det var aldrig til at vide hvor længe hun ville havde chancen før han havde fundet den elverkvinde han havde i sit synsfelt. For at det skulle være hende, kunne hun nærmest ikke tro. Alligevel gjorde hun nærmest et automatisk forsøg på at flette sine fingre ind i hans. Det var så naturligt for hende, at hun nærmest ikke bemærkede at hun gjorde det.

'' Se det er jo kun hvis vi mødes i kilderne eller du rent faktisk vælger at gifte dig med mig. '' Svarede han drillende tilbage, glad for at han stadig kunne få hende til at le.
Han slugte noget som hun spurgte ham så direkte. '' Måske.. '' Var hans eneste svar som han stirrede ud på trapperne foran dem, derefter drejede til højre glad or at de snart var ved destinationen, hvis altså ikke manden viste sig at være oppe på fortet. Han var ikke helt sikker på hvor længe han kunne holde sig tilbage længere.
Fornemmelsen af hendes hud imod hans hånd, fingrene flettede sammen og den svage nussen. Han klemte let om hendes hånd alt mens han nød hendes duft og nærvær. Frisk som skoven efter en forårsbyge.

”Vi får se hvad der kommer først.” svarede hun flyvsk som svar. Man vidste jo aldrig hvad der kunne ske. Som han tidligere havde sagt, var årtier jo ikke længe for en elver, så det kunne meget vel være at de blev gift, inden de løb ind i hinanden ved kilderne.
Ithilwen lod emnet falde, som hun mærkede hvor faretruende tæt på rødmen lå under overfladen, uden direkte at give sig til kende. Et måske fra ham, var nok til at hun vidste at tanken enten havde været der, eller utrolig tæt på. Hvilket i og for sig var godt nok for hende. Hun drejede med til højre og kunne se deres destination forude. Ithilwen vidste ikke helt hvad det betød. Måske at de fik mere tid sammen bagefter, eller at de var tvunget til at gå hver til sit, fordi han havde andre ærinder. Hun kunne godt mærke hvad der ville være sikrest, men det var ikke det samme som det hun havde lyst til. Og ligenu, når hun endelig havde fri, lyttede hun lidt mindre til fornuften.
Hun havde gået lidt i sin egen drømmeverden, at hans nærvær og velkendte duft, som altid var over ham, og bare generelt at havde ham i nærheden, lige indtil de nåede hen til hytten som var deres endestation. Hun kiggede op på ham med et skævt smil. Nu måtte de vel håbe på at den ældre elver var hjemme. Ellers hed det fortet næst.

Han nikkede tavst, bange for at hans stemme ville knække over hvis han talte højt lige nu. Så i tavshed gik de hen til det luksuriøse hjem den ældre elver boede i. Det var tydeligt at han måtte være oppe i alderen sådan hjemmed var udsmykket udenpå, for ikke at nævne størrelsen. Meget imod sin vilje slap han nølende hendes hånd og tørrede den kort af i sine bukser, inden han bankede på døren, stående med rank ryg, og så næsten helt formel ud. Det var jo vigtigt at man gjorde et godt indtryk på de ældre, især på dem der var hans fars kunder.
En kvinde med falmet blondt hår åbnede døren for ham og han bukkede kort for hende.
'' Mae govannen, Lorenel. Er Deres livsledsager hjemme i dag+ '' Først da rankede han sig op igen og betragtede roligt kvinden, mens han for alt i verden håbede på at Wen ville forholde sig neutralt i baggrunden.

Lorenel, som kvinden hed, nikkede venligt. '' Mae govannen unge Træløber. Jo, han er hjemme, et øjeblik. '' Hun nikkede venligt inden hun forsvandt ind bag døren igen, han besvarede kort nikket.
I ventetiden fik han lingret langbuen af sig og placeret ovenpå sin fod så læderet beskyttede den.
Endelig kom Minas ud til døren. En høj slank mand med lette sølvstænk i hans lange blonde hår, noget man ellers sjældent så hos elvere, snart måtte han vel forlade Elverly til fordel for stjernerne med hans elskede. Hele hans aura udviste at han var en gammel og autoritær elver.

Med en hånd placeret på hjertet og den anden holdende buen balanceret på foden, bukkede Rhovandír igen, denne gang dybere. '' Mae govannen Minas Tirit. Jeg kommer på min faders vegne med en langbue og tilhørende pile De bestilte for nogle måner siden. ''

Han tog buen og holdt den respektfuldt ud til den ældre der straks gav sig i gang med at undersøge langbuen, både for fejl og mangler men også for spændstighed, balance og ikke mindst vægt. Alt ting som han som gammel kriger havde stor forstand på.
Imens så Rhovandír på med voksende nervøsitet over den alvorlige og meget tavse mand. Det kunne ikke ses på ham, men det kunne nok mærkes.
Endelig brød den ældre ud i et smil. '' Fantastisk stykke arbejde. Bring min ros til Deres fader unge mand, det er et fortrinligt arbejde han har gjort sig. Jeg er især glad for runerne. ''
Et mindre lettelsens suk forlod Rhovan, som han smilte og nikkede. Tagende pilekoggeret af sin ryg og de ekstra stringe op af sin pung.
I mellemtiden havde den ældre elver taget buen med ind i hytten og kom snart ud igen med betalingen. Der blev byttet imellem dem som Rhovandír igen bukede. '' Mange tak, og mange tak fordi De valgte min fader. Må De have en fortsat god dag.'' Det resulterede i et smil fra den ældre og et ønske om alt ve og vel, inden døren igen blev lukket og de to unge elvere igen var alene med hinanden.
Betalingen røg med småklirren ned i Rhovandírs pung, vel efter at han havde talt dem op og sikret sig at de alle var der.

Ithilwen betragtede beundrende den ældre elvers luksuriøse hjem med store øjne og let åbnet mund. Hun havde set det før, men hun blev lige overvældet hver gang. De mange detaljer og udsmykninger og generelle udstråling var helt ufattelig. Hun lod ham slippe sin hånd, men ikke uden først at give den et forsikrende klem, som at det hele nok skulle gå godt. Hun sørgede for at holde sig i baggrunden, som det hele skred frem. Hun lagde dog hånden over hjertet og lavede et buk med hovedet da elverkvinden kom frem og kort kiggede på hende, og gjorde det igen da manden gjorde sin fremtræden. Men hun sagde intet, og stod blot i baggrunden med hænderne bag ryggen og kiggede fra den ene til den anden med et blidt lille smil på sine læber. Nok var hun vild og ustyrlig, men hun kendte alligevel grænserne. Dertil kunne hun ikke drømme om at gøre noget som kunne bringe Rho, eller hans far i unåde blandt kunderne!
Hun kiggede dog på ham med et roligt og dog alligevel bekymret blik, som hun fornemmede noget nervøsitet over ham, selvom man ikke kunne se det. Hun kunne ikke så godt gå hen og forsikre ham om at det nok skulle gå, eller bare give hans hånd et klem. Det var ikke tiden til det. Selvom hun virkelig havde lyst.

Da den ældre elver var gået tilbage, tilfreds med sin nye bue, brød Ithilwen ud et større smil, som hun vendte blikket tilbage mod Rho. ”Se, jeg sagde jo at han ville blive tilfreds med den!” sagde hun lidt efter at døren var blevet lukket og de var ladt alene tilbage igen. Hun havde mens hun talte, lagt en blid hånd på hans skulder og sat hovedet let på skrå, med det velkendte varme smil på læberne.