Skønt det er mørke tider Krystallandet lider under, har borgere i Krystallandet selv våget sig ud i at vedligeholde de gamle traditioner. Mørkets Lord har lovet ikke at skabe nogen uro i fest-perioden.

I et hjørne af balsalen er der placeret nogle bløde puder og lave borde.
Her kan man sidde og slappe af i passende afstand af larmen og musikken, og evt. føre en god samtale med en god ven, eller bekendt.

Lestat var roligt gået over mod hyggehjørnet, hvor der i starten ikke var så mange der sad og hygge lidt, men efter at festen havde været i gang i et par timer, var der nogen der havde fået ondt i fødderne af at danse. omkring ham var der dog ikke nogen han lige kendte. Han sad ned på en blød pude, betrukket med stof, spundet af noget meget fint silke.
Han havde placeret sig med ryggen mod muren, så ingen kunne snige sig ind på ham, bagfra. Alle sanser kørte på højtryk, selvom at der sikkert ikke var grund til det. På bordet foran sig havde han et kop med god Kerif, en sort varm drik, der ofte forekom meget bitter. Det var ikke noget han havde fået siden sin barndom, så det bragte mange minder frem, de fleste af dem gode.

Han sad stille og nød sin varme kop Kerif, mens han slappede af.

Venus gled hen mod det hjørne af balsalen, der var beregnet for folk med ømme fødder eller trætte ører og folk, der bare var interesseret i en hyggelig samtale. Den store kjole, skjulte hendes fødder som bar sko, der ikke var nært så prangende som kjolen selv. Men det var også ligegyldigt for ingen ville nogen sinde få øje på dem, med mindre det havde rynken syn.

Hun spejdede rundt mellem de mennesker, der sad og sludrede i håb om at se nogen, hun kendte. Men så heldig var hun ikke. Til gengæld faldt hendes blik på en, der også så ud til at være alene, i hvert fald for nu. Og meget passende var der også en tilpas magelig stol i hvilken, der vidst var plads til den krinoline der holdt stoffet.

Hun smilede venligt til Lestat, da hun var nået hen til ham og spurgte, om den plads, hun havde udset sig, var optaget.

Lestat kiggede op da en vældig køn kvinde kom hen og inklinerede til en plads ved siden af. Sær dem blot ned, Det ville være mig en fornøjelse at have selskab. sagde han roligt og rettede sig lidt op. Hans fine gå stav, som han egentlig ikke havde brug for, stod stille ved siden af ham, lænet op af hans lår. Hans fine, mørke jakkeset lignede noget der havde kostet et helt palæ, selvom at det var erhvervet på lidt mere uærlige måder.

Han kiggede på hende med et venligt smil. Navnet er Lestat. Lix Lestat. sagde han roligt, med en venlig stemme, da han var i et yderst godt humør.

Venus takkede og gjorde sit bedste for at se naturlig ud, da hun satte sig ned. Men kjolen var lavet til et til at stå og se køn ud i, ikke til at sidde og holde filosofiske samtaler i. Da hun havde fået sat sig uden alt for store problemet, glattede hun kjolens stof lidt ud og vendte opmærksomheden mod Lestat, der lod til at være mere vandt til sit tøj end hun selv. På den anden side gik mænd jo sjældent i andet end bukser.
"Mit navn er Venus, mig en glæde at møde Dem," svarede hun med sit sædvanlige smil og gav et lille nik med hovedet. Et øjeblik havde hun faktisk været i tvivl om hun skulle stille sig op for at neje, men det besluttede hun hurtigt var at gøre et alt for stort nummer ud af det. Et nik måtte være mere end rigeligt. "Venter de på nogen, om man må spørge?"

Lestat kiggede på Venus's kjole og trak kort på smilebåndet. Nej, jeg venter ikke på nogen. Har aldrig gjort og kunne aldrig finde på at gøre det. sagde han selvtilfreds. Han smilede drilsk til hende og lænede sig tilbage i stolen. Jeg tror faktisk ikke jeg har haft æren af at møde dem før? sagde han roligt til hende. Han håbede lidt på at han ikke havde ødelagt det for sig endnu, med hans tåbelige kommentar. Han håbede at han kunne få hende til at støtte hans sag.

"Jeg mener heller ikke at være stødt på Dem før." Den første kommentar havde hun ikke brudt sig om. Men hun havde slået det hen igen med en tanke i retning af 'det mente han nok ikke helt bogstaveligt', og svarede kun med en ekstra trak på smilebåndet. Hun var mere end villig til at give ham flere chancer.
Men lige netop en chance for at overbevise hende om RT's synspunkter ville han ikke for. Hun havde flere årsager til at undgå den gruppe, nogle mere personlige end andre.

"Hvorfor er De egentlig kommet her alene?" Ikke at det var sært at komme alene, det var der mange, der gjorde; Venus forsøgte bare at lære manden bedre at kende.

Lestat så på hende og trak kort på smilebåndet. Han vidste intet om Venus. Og derfor ikke noget om hendes "had" til RT. Jeg kom egentlig for at se om der var nogen jeg kunne kontakte angående en lille kreds jeg har. Vi har nogle interesser der går stærkt imod mørkets tilbedere, men hvad lyset angår, er vi ret ligeglade. sagde han roligt med hans yderst venlige stemme, hvilket han ikke var vant til at bruge meget. Men han ville gøre hvad kan kunne for at være så imødekommende som muligt. Uden at give for mange oplysninger om sig selv og sin omgangskreds.

Det havde lagt sig ud til at blive en ganske glimrende aften, særligt nu hvor at han ikke længere stod alene i sin ankomst. For en gangs skyld havde en social god valgt at tilsmile den rødhårede skovmand og han havde fra sin indgang på paladset mødt en ung kvinde, hvis navn han endnu ikke havde hørt.
Sammen havde de begivet sig i retning af det rolige hjørne, i håb om at komme sig lidt på rejsen til paladset.

Denaro trådte roligt nærmere og så at end ikke hjørnet var tomt for folk. To personer havde valgt at slå sig ned her, og den ene af dem genkendte han straks. Lestat fra Rutilus Taurus. Den anden var svære at placere, men han mindes at have set denne fremmede før, hvor huskede han dog ikke og han havde ikke i sinde at bruge for meget energi på at genvinde sine minder.

"Har I noget imod at vi slutter os til jer?" Denaro spurgte med en rolig stemme og kastede et blik til både Lestat og Venus. Han satte sig ikke. Ønskede de ikke selskab ville han ikke presse sig på. Kvinden fra indgangen var dog en anden sag. Hende kunne han ikke tage vare for og hendes valg ville han derfor ikke prøve på at kontrollere.

"Nej, naturligvis ik-" Venus var begyndt på sætningen før, hun havde drejet hovedet helt for at se, hvem hun talte til. En tung skygge af bekymring og den angst gled over hendes ansigt, men det gik så hurtigt, så man nemt kunne misforstå det som en let forskrækkelse eller noget andet ubetydeligt. Hun gjorde sig også store anstrengelser for at undertrykke fornemmelsen. Modsat Denaro, så genkendte hun ham med det samme. Og det første hun kom til at tænke på var Samson. Faktisk hadede hun ikke RT, men hun brød sig virkelig ikke om Samson. Hun brød sig heller ikke meget om det mål, som gruppen syntes at have, men det var underordnet.

Som sagt var smilet hurtigt tilbage igen, og hun rømmede sig let for at skjule den mærkelige tavshed, der lige havde været. "Nej, naturligvis ikke. For min skyld må De gerne sætte Dem." Efter at have snakket lidt med Lestat havde den høfligere måde at tale på ligesom sat sig fast. Hun vendte sig tilbage mod Lestat. "Jeg er bange for, jeg aldrig har været nogen stor tilhænger af politik," svarede hun ham og smilede som havde hun aldrig haft en negativ tanke.

Lestat kiggede op og fik da øje på Denaro og nikkede. Han kunne godt genkende ham, men hvor de havde mødtes før erindrede han ikke. For min skyld ingen alarm. sagde han med en rolig og imødekommende stemme. Han rettede igen lidt på sit tøj rent ubevidst og sin stav også. Den sorte stav af træ, med den lidt overdådige krystal i toppen, glimtede svagt i skæret fra de lamper der lyste hen over dem.

Han så på Venus igen. Det gør skam ingen ting Venus min kære, men derfor kan jeg jo stadig forsøge at overtale dem til at bidrage på den ene eller anden måde til vore sag. sagde han roligt og smilede venligt til hende.

Han tog sit krus op, med den sorte tjære agtige masse, der dampede, som var det stadig kogende. Han tog en lille tår og sad med kruset i hænderne, mens han slappede af i ryggen.

Hun havde fulgt sit rødhårede herrebekendtskab gennem salen, og det havde bragt hende en vis tryghed at hun ikke var alene længere. Bekendtskab var måske så meget at kalde herren, for hun kendte ikke engang hans navn. Men han havde bestræbet sig på at være venligt stemt, og en sådan gestus sagde tit meget mere end navne og titler.

Den usikkerhed, der havde plaget hende i så lang tid, vendte imidlertid tilbage, da den rødhårede herre sluttede sig til yderligere to fremmede.
Kvindens flammende røde hår virkede som et advarselstegn, som når en giftig blomst i skoven bærer en kraftig farve for at afskrække potentielle fjender. Hun blev imidlertid meget forvirret, da den flammende kvinde så ud til at vise tvivl om den rødhårede herre.
Var hans venlighed i virkeligheden et skalkeskjul (jeg elsker det ord!) for et ond sjæl? kvinden ville vel ikke reagere så voldsomt, hvis hun ikke havde noget at frygte?
hendes forvirring blev endnu større, da kvinden i næste nu gratulerede herren med et smil og høflige ord.

Hun gik i sin forvirring i stå i retning mod hjørnets bløde puder, og stirrede fortabt fra den ene til den anden. Den tredje person, en herre klædt i fløjl, undte hende ikke megen opmærksomhed, så ham bekymrede hun sig ikke synderligt om.
Med sit våde hår, mudrede skørter og bare fødder, mindede hun højst sandsynligt om en fattig bondetøs, der rendte den rødhårede herre i hælene. Det ville være svært at genkende hende, selv hvis man havde kendt hende før i tiden.

Med tilladelsen i hus fandt Denaro intet i vejen for at tage plads. Han udvalgte sig dog en af de mindre pudrede pladser i det lille hjørne. Han havde aldrig været meget for den store komfort, det virkede... forkert på en måde, som han ikke selv var i stand til at beskrive.
Hans blik faldt på Lestat.
"Godaften Lestat, jeg havde ikke forventet at møde dig her." Han talte med en rolig stemme, men vendte hurtigt fokus tilbage imod sin ankomstpartner.
"Jeg tror aldrig vi fik præsenteret os selv"
Han kastede et hurtigt blik på Venus. Hun virkede bekendt, men hans minder var tågede. Han havde trodsalt ikke fået et ordentlig syn på hende da han var med Samson, da tågen havde skjult hende, og nu var hun klædt fint på, så han havde ikke tænkt på at sammenbringe dette minde med denne situation.
Blikket røg tilbage på FB
"Mit navn er Denaro Kilz"
Han nikkede let da han ikke kunne foretage sig et buk fra sin siddende position.

Lestat så kort på Flying Bird, da hun havde sat sig, og nikkede. Hende havde han dog ikke haft fornøjelsen af at møde før. Da Denaro snakkede til ham faldt blikke igen på ham. Godaften Denaro. Det er længe siden sidst. Så længe at jeg næsten havde svært ved at genkende dem. sagde han høfligt, mens han kort nikkede.

Han sad stadig med sin varme kop kerif i hånden. Han var lige ved at spilde ned af sig da han nikkede til både Denaro og hans veninde. Derfor valgte han at sætte koppen på det lave bord foran sig. I inderlommen af sin jakke fandt han en lille lommelærke frem, tog proppen af og hældte lidt af indholdet ned i koppen. Lommelærken proppen han hurtigt igen og lagde på plads i lommen igen. Han kiggede derefter på Flying Bird, med et venligt smil. Godaften. navnet er Lestat. sagde han køligt, dog med en venlig undertone. Og hvad er deres navn, om man må spørge? fortsatte han med samme kølige stemme.

Venus tog et par dybe, eller så dybe hun ture gøre dem uden at virke for urolig, indåndinger, for at berolige sig selv. Hvorfor skulle hun også være så anspændt, bare fordi Samson ikke brød sig om hende. Hun brød sig virkelig ikke om den mand... eller hvilken kategori, han nu faldt ind under.

Med sit stadig venlige smil fulgte hun Denaro og Flying bird med øjnene og gav et nik til dem begge, mens hun præsenterede sig: "Som Lestat nævnte før, så er mit navn Venus. En fornøjelse at møde jer." Hun lod et opmærksomt blik hvile lidt længere på Denaro for at se hans reaktion. Egentlig forventede hun ikke det store. Så vidt hun vidste, var han også med Samson. Men han havde ikke virket synderligt krigerisk sidst, de havde været det samme sted, så hun håbede lidt, at han var bedøvende ligeglad.

Så vendte hun igen overkroppen en smule i retning af Lestat, så kjolestoffet knitrede. "Nej, De kan vel godt prøve, men jeg vil ikke love Dem noget." Apropos kjoler så lagde Venus ikke særligt meget i Flying Birds beklædning. Normalt mindede Venus' eget tøj om hendes, med undtagelser af de mudrede kjolesømme.