Et par kilometer nord for pladsen, gemt bag sandetbakkerne, lå den lille ørkenby. Her stod et enligt telt i skyggen af en enorm statue. Denaros lille lejr. Her havde han klargjort sig. Drukket alt den væske hans krop kunne indtage uden at overbelaste sig selv, hvorefter resterne var hældt ud over kroppen for at køle den af. Han havde smidt sin almindelige vandredragt i en lille, hvorefter han havde sat afpåklædt med sin gamle rustning i armene. Det havde været længe siden den sidst havde været fremme. Hvor længe var det mon? Han havde engang svoret ikke at bære den igen, men alligevel tiltalte den ham.
Kun denne ene gang... Kun denne ene gang... Kun denne ene gang...
Sådan havde han messet for sig selv idet han spændte en kombination af læder om metal om kroppen. Dragten var simpel, men gav en god bevægelsesfrihed, mens den stadig beskyttede de mest væsentlige punkter. Der var heller ikke meget tøj i den, så heden ville ikke blive et problem, men solens stråler var stadig farlige.
Han så ud af åbningen. Der var ikke længe til det skulle starte.
Med et roligt sind smed han en kåbe omkring kroppen og slog hætten over hovedet. Nu ville solens stråler ikke nå ham og med vandet på kroppen ville han forblive kølig til kampens start. Gad vide om de andre kendte disse forholdsregler?
Nu stod han her så. Kastede blikke på sandbakkerne og ventede på sine udfordre. De to krigere, der gennem deres styrke og vilje var blevet udvalgt til at træde op imod ham, i en kamp hvis udgang end ikke spåmænd ville gisne om.
Der gik lidt. Han så dem stadig ikke. Han var tidligt på den. For at få ro i sindet spændte han det mægtige spyd af ryggen og stikkede det ned i sandet foran sig, inden han med langsomme bevægelser satte sig ned på hug. Tiden nærmede sig stadig og med spydet som solur kunne de dukke op hvert øjeblik det skulle være. Det pirrede ham dog stadig at han ikke kendte deres evner, mens Samson, gruppens leder, formodentlig allerede havde informeret dem om hvad han havde set Denaro bruge. Det var en ulempe, men han klagede ikke, for dette var hans domæne. Hver eneste bakke af sand, hver eneste håndfuld de samlede op, hvert eneste korn der lagde sig på deres sko, var i hans kontrol så længe han ønskede det.
En kogende vind skød gennem luften. Nu var det tid.
Krystallandet




