Samson tager hårdt fast omkring hendes arme, da han griber hende.
Han holder hende ud fra sig, som om hun var den loppekøter, som han nu engang så ned til så meget. Længere ned på listen end et menneskes rang, som endda kunne være ynkeligt.
"Hvor er du dog ynkelig at høre på!" snerrede Samson.
Samson hadede folk der sendte ham bedende blikke.
Han havde oplevet det op til flere gange. Folk, der var lige ved at blive myrdet af ham. Men blikkene var slet ikke ens, af dem han havde set tilsammen.
Der var de blikke der sagde 'dræb mig, vil du ikke nok, så jeg ikke skal lide mere', og de blikke 'åh lad mig dog leve videre, og så skal jeg nok lade være med at melde dig'!
Typisk. Som om!
Hvis Samson gik hen og blev en smule blød i knæene (igen), så ville det ikke være godt. Han havde haft en periode hvor han tvivlede på sig selv, så hans egen styrke dalede. Og det glemmer han aldrig. Så hvorfor skulle han lytte til ønsker, det endte jo bare med at han begik den samme fejltagelse en gang til!
Samson vendte sit hoved, og spyttede ind mod klippen, inden han atter så på Yang.
"Du er ikke lydig, og det bryder jeg mig ikke om. Du får tingene på den hårde måde! Og om du vil eller ej, er jeg skide ligeglad med! Du gør bare hvad der bliver sagt, ellers skal jeg nok tvinge dig til at gøre det! Om det så skal være med den smerte, der får dig til at ønske, at du aldrig var blevet født!" Samson begyndte at grine, og forventede en reaktion fra hende, så han tænkte hurtigt, og dannede sådan et lille usynligt felt mellem dem, så hvis hun slog, ville hun ikke slå på ham, men ud i den tomme luft, og blive stoppet!
//Nova \\
† A dead man isn't dead when he's still alive †
Krystallandet
