Det var hårdt arbejde, at arbejde i en smede. Det havde den sidste uge i hvert fald lært hende allerede. Arbejdet var tungt og varmt, ikke ligefrem en kombination hun var van til i skovens idyl. Men det var forfriskende at prøve noget nyt og samtidig så slap hun for at have Jack rendende. Måske Aron havde talt med ham, for hun havde endnu ikke set ham i nærheden af smeden og han måtte da om nogen have brug for smedens arbejde fra tid til anden? Ikke at hun forventede at se ham, hun ville faktisk gerne være fri. Så det passede hende ganske godt, at Aron holdte hende beskæftiget med noget andet. Hun havde også hurtigt erfaret, at det tøj hun følte sig godt tilpas i, ikke nødvendigvis var nyttigt i en smed. Derfor havde hun også brugt noget af hareskindet fra deres jagt i sidste uge, til at modificere hendes tøj, så det sad mere tæt til kroppen og ikke flagrede omkring. Rosalyn ville gerne undgå at tøjet lige pludselig kom i kontakt med noget varmt..

"Jeg er klar!" råbte Rosalyn over lyden af hammerslag imod metal. Hun lagde værktøjet fra sig, som hun smed den varme læderhandske ovenpå bordet og bevægede sig hen til de blusende flammer. Et pust. Havde Aron glemt at hendes magi tillod hende at arbejde med ilden fra afstand? Så meget havde hun da lært sammen med Jack, men hvis han virkelig bare gerne ville have hende til at puste, så kunne hun godt klare det. Hun satte sig ned på hug foran åbningen ind til ovnen, som han gav tegn til at hun skulle puste, så det gjorde hun med fuld kræft, så gløderne atter fik fat i kullet og træet, der lå inde i ilden. "Er det nok?" spurgte hun uddybende, for at sikre sig, at hun ikke stoppede før, at Aron var tilfreds.

Smeden var varm, som i virkelig varm. Det var en smule usædvanligt, når man som Rosalyn var van til at færdes ude i skoven, hvor luften kunne bevæge sig frit omkring. Men når der skulle arbejdes i smeden, så blev det hurtigt varmt også for Rosalyn, der kunne mærke en svedperle glide ned over hendes pande. Men hun undveg ikke fra opgaven, som hun fokuserede på Aron og det arbejde han havde gang i. De tunge bank gik dog lige i ørerne på hende, så hun endte med at lægge dem ned imod hendes ord, bare for at skåne hendes ører lidt. "Forstået" svarede hun eller råbte hun for at overdøve larmen fra hammeren og metallet, der ramte hinanden i takt.

Så snart at han bad hende om at finde en hammer, vendte hun omkring på hælen og greb ud efter den hammer hun havde efterladt på bordet, før at hun vendte sig imod ham igen. Blikket gled ned på det metal, som Aron var igang med at bearbejde, som han råbte nu, løftede hun hammeren og gav den alt hvad hun kunne for at hamre på jernet. Ligesom han havde gjort. "Fedt!" udbrød hun begejstret, da hun havde set jernet bøje sig en smule. Det var imponerende at så hårdt et materiale kunne bearbejdes, når bare det blev varmt nok. 

at Hjule skulle hentes senere i dag var kun en sprøgsmål om tid før kunden kom men den var stor set også kalr til brug aron hadet dog lagt en lille overaskle til rosalyn i hendes mad box da det jo også var en lidt Spichel dag for nogle han vidste dog ikke hvordan han skulle fejer det  han to dog det meget stille han gette på at Rosalyn ikke hadet fået sådan nogle former for gaver før vis hun kikket ned i den ville hun finde en lille rose og en rød kustal hvor i der stod hendes navn  aron slappe dog af og åbnet sin først og tog en pølese og et brød ud  han vente dog spændt på hvad rosalyn ville sige til sin gave 

Den varme damp fra vandet indhyllede smeden i en kortvarig tåge. Det kom dog ikke bag på hende længere, som Aron havde gjort det op til flere gange, siden han havde introduceret hende for arbejdet i smeden. Det var åbenbart den nemmeste måde at køle jernet af på og tjekke, at formen var korrekt også i kold tilstand. Hun nikkede stille til hans ord, som han kaldte til frokost. Det skulle være godt med en pause, hendes arm var også øm af arbejdet, derfor lagde hun hammeren fra sig, før at hun vred håndleddet en smule. Det krævede noget tilvænning at holde på hammeren over en længere periode. Hendes blik gled op i hans, som han trådte tæt på. Helt tæt på. Hans hånd blev lagt mod hendes kind, som hun efterhånden havde erfaret, at det var sådan han søgte kontakt på. "Tak, Aron" svarede hun med et høfligt smil, som hun nikkede. Det var sødt, at han også havde tænkt på frokost til hende. 

Hun gik tilbage med handskerne på bordet, før at hun fandt en ren kilde af vand, så hun kunne vaske det værste svans af sine fingre. "Jeg kommer aldrig til at vænne mig til, hvor beskidt man bliver i en smed.." mumlede hun lettere frustreret, som hun forsøgte at få soden af sine fingre. Men det var som brændt ind i huden på hende. Hun sukkede opgivende, da hun vendte tilbage til Aron og lod hånden hvile på madpakken. Hun løftede hånden for at fjerne en tot hår fra hendes øjne, som hun tog en rolig indånding og lod blikket vandre over på Aron. Han måtte være van til det beskidte arbejde, ikke sandt?

Rosalyn sukkede opgivende. Hvor ville hun gerne have sort pels over det hele, som Aron, men da det ikke var tilfældet, så måtte hun se sig nød til at rejse hænderne fra tid til anden. Så farven ikke blev en permanent del af hendes hud. Det ville hun virkelig ikke bryde sig om. Men hun måtte opgive, hvis ikke Aron skulle blive færdig med sin frokost før hende. Hun var lidt i tvivl om, hvor streng han var i forhold til arbejdstider, men hun måtte jo heller udnytte pausen, så godt som muligt? "Det er rart, at andre kan bruges ens arbejde" svarede hun stille, som hun lod blikket glide mod madpakken, før at Aron atter talte og henledte hendes tanker på hendes familie. Furry? Hun rejste sig straks fra stolen, som var hun klar til at løbe mod sin søster for at hjælpe hende. Indtil hun kom i tanke om, at det ikke længere var hendes ansvar. "Er hun okay?" spurgte hun forsigtigt, før at hun stille satte sig ned på stolen igen. Måske det var svært at lægge ansvaret fra sig. Hun var udmærket klar over at Furry kunne være klodset til tider, men hun skulle også lære at stå på egne ben.

Hun var en smule fortabt i sine egne tanker, da Aron lige pludselig talte igen. Hun nåede dog ikke at få øje på hans mor, som hun kiggede på madpakken igen og forsigtigt åbnede den. Hvad mente han med rød, den var da ikke rød? Altså madpakken. Hun trak let på skulderen, før at hun så indholdet og den fine krystal. "Åh." lød det lettere overrasket, som hun tog den lille rose og krystallen op, hun vendte den et par gange, før at hun bemærkede navnet. "Tak Aron, jeg ender da med en samling af roser" lo hun kærligt, som det var sødt af ham, at dele sine evner med hende på denne måde.

Rosalyn var meget beskyttende overfor sin familie og selvom hun kun havde været hos Aron i lidt over en uge, så var den slags instinkter ikke nemme at lægge på hylden. Ikke at hun ønskede eller havde lovet, at hun ville gøre det. Men det gjorde faktisk lidt ondt at vide, at Furry havde haft problemer, uden at hun havde været der for hende. Havde hun taget den rigtige beslutning? "Undskyld, Aron.. Jeg fik det bare lidt dårligt over ikke, at have været der for hende" sukkede hun stille, som hun kiggede ned på hans hånd og vendte sin om, for at give hans hånd i klem. Måske hun var for låst fast i sin væremåde? Var hun virkelig nød til at åbne sig op for ham? Han ville hende det bedste, ellers havde han vel ikke tilbudt hende et job, havde han? Hun løftede krystallen helt op, da det gik op for hende, at den sad på en kæde. Det var en halskæde! Hun skævede lidt til låsen, som hun forsøgte at åbne den, men måtte opgive. "Vil du hjælpe mig med at få den på?" spurgte hun forsigtigt og prøvende, da hun godt kunne fornemme at situationen var blevet en anelse trykket. Mon hun havde gjort noget forkert og hvordan kunne hun rette op på det? "Må jeg ikke engang se dig, lave dem?" fortsatte hun, arbejdet med roserne virkede så sirligt og skrøbeligt, det måtte kræve en rolig hånd og ikke en stor hammer, som her i smeden.

"Vil du lade mig bestemme, hvad det næste bliver?" lød det lettere forbavset fra hende, men samtidig så lød hun også begejstret. Måske de kunne prøve noget helt andet? Hendes blik faldt på krystallen, som hun vendte den lidt imellem hendes fingre. Måske var det en mulighed? Ikke at det ville hjælpe meget i smeden, hvis hun kastede sig over den slags.. hobbyer.

Selvfølgelig var det naturligt at bekymre sig for sin familie. Men hun måtte da kunne ligge det lidt på hylden og bare tænke på sig selv? Eller var det for meget for langt? Hun sukkede stille ved hans ord, og nikkede som i for at sikre sig, at han vidste at hun faktisk havde hørt ham og ikke endte med at ignorere ham. Det var bare svært at finde rundt i følelserne, når det omhandlede hendes familie og hvem der skulle beskytte dem. Hun skævede lidt til ham, som hun rakte halskæden til ham og så ham bevæge sig om bagved hende. Derpå valgte hun at løfte sin højre hånd for at skubbe håret til side, så det ikke kom i vejen for låsen til halskæden. Så kunne hun også nemmere holde det ude af låsen. Det gav dog et mindre sæt i hende, da han stilte sig helt tæt på hende og farven i hendes kinder indikerede hendes overraskelse. Han var meget ældre end hende! Var han ikke? "Jeg vil virkelig gerne se det, hvis det ikke er for meget at spørge om" svarede hun lettere hæst, som hun lige skulle have samling på sig selv og forsøgte at fokusere på deres samtale, fremfor det faktum at han stod tæt på. Lidt for tæt på, hvis man tænkte på, at han var hendes chef. Men selvfølgelig havde han kun været det i én uge. Hendes blik gled ned på krystallen, som han holdt den i sin pote. Hun rømmede sig lidt, for selv at tage fat i krystallen og se den tæt på. 

Hun vendte sig pludseligt om, som hun lagde armene omkring nakken på ham og gav ham et venligt klem. "Tak for halskæden, den er helt perfekt" mumlede hun ind imod hans hals, før at hun trak sig tilbage for at komme lidt på afstand. De skulle sikkert også tilbage til arbejdet inden længe, så det duede ikke at hun spildte tiden, når hun endnu ikke havde rørt maden, som han havde lavet til hende. Hun satte sig hen til maden igen, som hun tog brødet op og begyndte at pille det fra hinanden, som hun spiste stumperne én efter én, imens at hun sendte ham et høfligt smil. Det lignede at hun overvejede hans ord, imens at hendes blik vandrede omkring. Hvad ville hun egentlig gerne vide mere om? Eller hvad ville give mest mening at arbejde med nu?

Det var en smule besynderligt at forsøge at have et nært forhold til sin mester, men der var jo kun dem? Så måske det ikke gjorde noget, at de faktisk kom godt ud af det med hinanden? Rosalyn kunne i hvert fald ikke lade vær med at smile, som hun kiggede ned i madpakken og løftede rosen ud for at få adgang til den resterende mad efter brødet. Det gjorde virkelig godt, at få noget mad i maven, så hun var muligvis lidt fanget i sine egne tanker, da der lige pludselig kom besøg i smeden. Hurtigt skyndte hun sig at rydde tingene væk, så hun kunne stille sig hen ved siden af Aron og byde kunden velkommen. Hun vidste ikke hvem han var, men han havde tydeligvis været der før, som Aron straks indgik i en dialog med manden. Imens at Rosalyn blev ved hans side og blot smilede let for sig selv.

Rosalyn bukkede høfligt for manden, som de bevægede sig hen til vognen og de to herre begyndte at inspicere arbejdet. Der valgte hun at holde sig udenfor, da hun ikke selv følte at hun havde styr på opgaven eller overhovedet fortjente ros for det lidt arbejde hun havde lagt i skinnen. Det var bedre at lade Aron føre ordet, ikke sandt? Det virkede lidt som om at de kendte hinanden godt, sådan som snakken strøg imellem dem og Rosalyn forsøgte at følge med, men i sidste ende opgave og ventede på at de nåede til enighed eller hvad de nu havde gang i. Hun skævede dog en smule til Aron, da han kom hen til hende og placerede en pose, en tung pose, i hendes hånd. "Øh?" svarede hun lettere forbavset, som hun ikke var helt sikker på, at hun nu også havde hørt om rigtigt. "Så meget har jeg ikke fortjent, Aron, det var mest dit arbejde" forsøgte hun langsomt, som hun følte, at det var forkert at tage imod krystallerne på den her måde. Skulle de ikke bare bruge det på materialer eller noget andet til smeden? Måske mad til dem begge?

Det føltes forkert at sige ham imod, men posen føltes tung, så kunne hun virkelig tage imod så mange krystaller, når hun ikke havde arbejdet der særlig længe? Måske han følte, at hun udnyttede ham, fordi hun godt kunne mærke hans interesse og måske det faktisk var derfor, at han gav hende halvdelen af pengene? Rosalyn var en smule forvirret, men endte med at gribe fat omkring posen, som hun accepterede betalingen eller gaven, fra hans hånd. Ligesom halskæden. "Du er alt for sød, Aron" svarede hun i stedet med et venligt smil på læben, hun kunne ikke lige komme på noget andet svar, og noget måtte hun da sige? Hun blinkede dog et par gange over hans spørgsmål. Hvad kunne hun tænke sig? Kunne hun virkelig svare hvad som helst til det? "Jeg vil.. gerne lave en daggert, da den er nem at skjule?" foreslog hun forsigtigt, da hun ikke vidste om det var muligt at lære allerede nu.

Der sænkede sig en underlig stilhed imellem dem, som Rosalyn forsøgte at finde et eller andet at lave, men i stedet bevægede hendes hale sig fra side til side. Hun var ikke utilpas eller noget, men måske bare en smule rastløs og bange for at det hele ville blive en smule akavet, hvis hun ikke gjorde noget andet snart. Heldigvis brød han stilheden, som hun dog kiggede forundret op på ham. Hendes mor og lave smykker? "Nej, men jeg har altid været fascineret at de fine smykker, som andre har båret rundt på i byen" indrømmede hun stille, som gløden fandt tilbage til hendes kinder. Var det forkert at dagdrømme om smykker, som man aldrig ville få råd til?

at rosalyn hadet nogle ander tanker vidste aron ikke noget om i nu og hvad det var for nolge tanker han  begyndte at feje stumperne op og lage dem i jern spanden noget som an genbrugte han vente stille på rosalyn skulle begynde han måtte se hvad hun gjorder til at starte med han studeret hendes krop også lidt noget han hodlte af at gøre det var sært men hun så ike dårlige ud i smede tøj 

Selvfølgelig ville det ikke blive nemt at lave en daggert, men hvis hun ikke gav det et forsøg, så ville hun måske aldrig komme igang? Til tider skulle man bare kaste sig ud i tingene, i stedet for at tænke for længe over, hvordan det skulle laves. Hvad var det værste der kunne ske? At jernet skulle smeltes om igen? Rosalyn nikkede roligt til Aron's ord, som hun forstod hvad han mente. "Det er helt perfekt" svarede hun med en høfligt smil på læben, i virkeligheden var hun bare glad for at have fået muligheden, her i smeden. Hun skævede ned på jernet, som han lagde det i hendes hånd og vejede det lidt for at bedømme vægten. "Du tror ikke der er for meget jern? Så den bliver for tung?" Spurgte hun søgende, som hun jo ikke var den med mest erfaring. Men alligevel ville hun gerne have den til at ligge godt i hånden. Det gav et sæt i hende, da han lige pludselig hamrede løs på en anden daggert. "Det er da klart" mumlede hun let.

Hun sank en klump, som hun lagde jernet på armbolten og fandt tangen frem. Hun greb jernet med tangen for at løfte den hen imod ovnen, så det kunne blive varmet op. Imens at hun ventede på at temperaturen skulle stige og jernet skiftede farve, stod hun og nynnede en lille melodi, imens at hun svang hoften fra den ene side til den anden, så hendes hale også bevægede sig. Hun vendte jernet omkring for at sikre sig, at det blev varmt hele vejen rundt.

Det tog sin tid at varme jernet op til den rette temperatur, så hun faktisk havde mulighed for at arbejde med det. Og klippe det over, hvis hun skulle gøre det mindre, så vægten ville passe til hendes fysik. Hun nikkede til Aron's råd om at bruge en jernsaks, før at hun lagde det over på armbolten og gik hen for at finde saksen frem. Det varme jern fik en perle af sved frem på hendes pande, som hun brugte tangen til at løfte jernet og langsomt forsøgte at klippe det over i håbet om at vægten ville passe bedre. Så det ikke ville veje for meget i håndleddet. Det resterende jern lagde hun tilbage på plads, før at hun atter førte jernet ind i ilden, denne gang med det formål at pakke det mere fladt. 

Hun strøg håndryggen hen over panden, som sveden atter dukkede op, nok fordi hun stod så tæt på ilden i en længere periode. Da jernet var blevet varmt nok, trak hun det ud og lagde det over på armbolten, før at hun tog fat i hammeren og begyndte at hamre imod jernet. Aldrig det samme sted lige efter hånden, men lidt ved siden af hvert slag, så det blev smallere og længere. "Har du nogen input?" spurgte hun, som hun søgte råd ved Aron, da han jo var den erfaren smed i blandt dem. Hun bemærkede ikke rigtig at Aron brugte tiden på at kigge på hendes røv eller det faktum at hun bevægede hofterne i takt med sin nynnen. Hun var travlt optaget af jernet og hammeren.