I mange århundreder havde Aquarins vidundere været forbeholdt dem, som var i stand til at svømme og trække vejret under vand. Havfolket var et stolt folkefærd, der havde god mængde mistro til "landboere" - Aquarins folk ville sørge for deres egne, og resten af Krystallandet måtte blot lade dem være i fred.

Men i det seneste år, var der sket en forandring i krystalhavet. Ved den østlige kyst var det gamle dæmonrige blevet forenet med resten af landet - og den magi, der havde holdt dets væsner indespærret var nu brudt. Mange rapporter fra udsendte havfolk havde berettet om nye, dæmoniske væsner i vandet - og mange udsendinge var ikke engang vendt tilbage til Aquarin.
Dette fik for alvor den nuværende konge af Aquarin, Isaisz Zan'jatar, til at slå alarm. I samarbejde med alle Aquarins distrikter, blev der diskuteret strategier, og selv om uenighederne var store, var én ting klar: havfolket ville ikke kunne klare de nye trusler alene.

Diplomater blev sendt til overfladen og der blev taget kontakt til Dianthos. En alliance mellem mennesker og havfolk begyndte at spire.

I den seneste tid havde dygtige magikere blandt havfolket i samarbejde med udvalgte fra landjorden arbejdet på at skabe et nyt distrikt i havfolkets rige - unikt for dette var, at det ikke befandt sig under havet, men på en magi-skabt ø over overfladen. Her kunne besøgende til havfolkets rige af andre racer lægge skibe til - og en stor portal forbandt riget under havet med overfladedistriktet, som det var blevet navngivet.

"Havfolk såvel som landfolk. Vi er af samme blod, men mange århundreder under havets bølger har adskilt os fra hinanden. Lad dette blive det første skridt i vores nye samarbejde." Udsendinge fra alle Aquarins distrikter var samlet på klipperne, hvor efterårssolen skinnede ned over det nye distrikt. Inviterede fra landjorden var udsendinge fra Dianthos og Azurien, samt andre diplomatiske interesser, heriblandt enkelte fra Aladrios' Vogtere.
Isaisz afsluttede talen, men der var en vis bekymring i havfolkekongens blik. Det var et stort skridt, som langt fra alle Aquarins beboere var trygge ved. Den øgede handel og samarbejdet med landfolket kunne bringe mange fordele til deres rige - men også forandring og usikkerheder. Kunne de stole på menneskeracen?

Nithyas lange, mørke hår flagrede om hendes brede skuldre, som hun med armene over kors betragtede forsamlingen. Hun var placeret langt fra sin far, kongen, på klipperne der omgav det nye overfladedistrikt. At være over havet gav hende altid en fornemmelse af ubehag - som om at himlen, der strakte sig endeløst over hende, kunne finde på at suge hende op, og hun ville være forsvundet for evigt.

Men i form af hendes titel og status, var hendes tilstedeværelse i høj fra forventet til denne historiske begivenhed. Hun var iført ceremoniel rustning i skinnende skæl-lignende materiale, der passede til skællene på hendes hale og lyttede tålmodigt, mens taler og hilsener blev gjort færdigt. Der var mistro i hendes øjne, som hun betragtede overfladefolket.

I samme øjeblik som de officielle begivenheder var overstået, kastede hun sig i bølgerne. Lange svømmetag bragte hende hurtigt på afstand af distrikterne - hun turde ikke befinde sig for længe ad gangen i havfolkets rige af frygt for den ulykke, hun kunne bringe dem, hvis bæstet fra Kzar Mora fulgte hende hertil.

Efter beskeden om at Mørket nu var ved at lide et nederlag, var tingene spidset mere til. Det var ikke den forhåbning Aerwyna havde haft, når nu de havde arbejdet på at lade Mørket implicere i Aquarin. Aquarin havde længe stået neutral til deres omverden, hvilket de fleste havde det fint med, fordi at de levede for dem selv under vand - Aerwyna havde selv haft samme holdning, inden hun blev bortført af mørket og omvendt. 

Aerwyna havde igennem flere år set hvordan hendes eget distrikt var blevet bondefanget og overløbet på grund af absolutte urimeligheder, hvilket var grunden til at hun nu havde fået deres plads i rådet, så hun kunne føre deres sag. 
Alt dette havde måske ikke den helt store relation til hvorfor de var samlet på landjorden denne dag, men i det hele store billede, havde det bestemt en relation. Lige nu afhang det hele af Zahinael og hans ønsker af fremtiden, selvom han uden tvivl var presset de her dage, og kæmpede for Mørkets overlevelse - lige som hende. 

At de nu var samlet på landjorden, et sted som Aerwyna, sjældent ønskede at bruge tid - det var ikke her hun hørte til - for at velkomme landboerne til deres verden var i hendes øjne den forkerte vej at gå. Hun kunne godt se fordelene i det, men samtidig så havde de levet i alle disse år uden deres indblanding og kæmpet deres kampe alene. 

Som mødet afsluttede var der ikke andet for end at vende tilbage til Aquarin og forsætte arbejdet, lade Hr. Caz vide hvad og hvordan tingene stod lige nu, og derefter finde ud af hvad hans tanker var omkring dette og den fremtidige plan.

    Som distriktsleder var det påkrævet, at Cyreesai og Atha'ame var til stede. 
    Kunne Atha'ame have klaret det alene? Absolut. 
    Var Cyreesais tilstedeværelse påkrævet langt mere i den nuværende distriktsstrid mellem Rashez'ar og Gojira? Bestemt. 
    Havde Cyreesai haft nogen som helst mulighed for at snige sig udenom dagens ceremonielle tilstedeværelse? Nej.
    Så her var hun, iført ceremoniel koralrustning ligesom alle andre højtstående fisk i farvandet, indåndende overfladeluften med sine lunger ligesom alle landboerne til stede ved ceremonien - og sidst men ikke mindst hadende hvert sekund.
    Det handlede ikke engang om, at der var åbnet et distrikt der samlede de to verdner - eller jo, det var da en stor del af problematikken, men timingen var endnu værre. Det var en handling, der gav mening på papiret i en verden, hvor overfladen havde deres stridigheder på den undersøiske verdens tag. Men det var en beslutning, der enten skulle være taget tredive år tidligere, så alliancer kunne være lavet inden det hele gik helt ad dybhavet til, eller vente yderligere ti år til Mørket havde ædt sig selv eller Lyset havde banket dem i jorden. 
    Cyreesai selv ønskede intet andet end personligt at stikke en trefork gennem samtlige Mørkegængere, hun mødte, alene for det, de havde gjort mod Eyidivan Ke'Jaelin, men hun var trods alt ikke så politisk blind, at hun ikke kunne se, at denne åbning af havets dyb ikke ville give andet end problemer for nuværende. Især mens to distrikter lå i åben konflikt. Både Mørket, Lyset og alle de andre af overfladens større spillere, ville kunne bruge overfladedistriktet som nem adgang til information, de ellers skulle være dykket langt for at få.
    Hele vejen igennem de lange møder med alle distriktslederne, havde Cyreesai været på nej-holdet. Det hold, der i sidste ende tabte stemmetællingen, da den endelig  dag kom. Og selvom hun havde holdt (for hendes vedkommende, måske ikke i erfarne taleres øjne) lange taler om, hvilke andre veje, de burde tage, havde hendes ord mistet vægten, da striden med Gojira brød ud. Nogle møder var blevet fraprioriteret. Atha'ame var blevet overbevist om, at overfladedistriktet var en god idé for at få allierede uden for vandets omfavnelse. I sidste ende måtte Cyreesai acceptere, at dette var den nye virkelighed, hun måtte arbejde inden for rammerne af.