Blæksprutten 18.09.2023 18:22
Det var i sandhed en vaskeægte drage, og ikke en vogn, som den blinde byvagt ellers troede. Den røde drage var sadlet op, men uden sin rytter i nærheden, og den havde valgt at lægge sig lige der hvor der var allermest
trafik i den nedre bydel. Ikke langt væk fra Det Sorte Marked
hvor-end-det-var, og heller ikke langt fra den gode gamle markedsplads, hvor handlende til fods og til hest nu stod og ventede utålmodigt på hver ende af dragen, for at få lov til at passere. De stod og ventede på et hul eller en mulighed for at smutte hurtigt forbi, men da dragen nu tippede om at ligge på siden og strakte sine ben og kløer, fik folk pludselig travlt med at gå en lang omvej i stedet. Visse personer blev dog på pladsen for at se hvordan den enlige byvagt ville begå sig med den dovne, røde rubindrage.
”Det må være de der vogtere, der er kommet til byen. Deres drager har skabt en del problemer, siden de ankom,” Lød det fra en ældre mand, der syntes det hele var noget pjat. Han håbede nok på at byvagten kunne få sat gang i dragen. Ja, han havde selv prøvet at prikke lidt til den med sin stok, men lige meget hjalp det.
Nogle unge piger, der kiggede ud fra vinduerne, småhvinede og begyndte at hviske til hinanden om de flotte drageryttere.
Rubindragen rumsterede lidt i den dybe gane, som for almindelige mennesker godt kunne lyde farligt. Men for en drage-kender, var det blot lyden at en træt og doven drage. Det lød som om der var et helt maskineri derinde, i dens huleste inderste.
Elemér var på vej. Men fra den anden side. Han kunne se hvordan nogle mennesker havde samlet sig for at kigge, og måtte selv pænt bede folk om at gå til side, så han kunne komme forbi.
”Må jeg komme forbi? Må jeg komme forbi? Undskyld! Jeg skal bare lige…” Elemér fik banet sig forbi de modigste, der stod forrest, og kom endelig dragen i møde.
”Årh Dion! Ligger du der og hygger dig?” Uden frygt for dragekløerne stillede han sig hen til dens mave, og klappede ham hårdt udenpå den skældede hud, så dragen kunne få lidt ud af det.
Dion, som dragen hed, strakte sig endnu engang og flyttede på halen, så en stabel med tønder væltede og trillede ned ad bakken, ned mod den menneskeflok der havde stået og kigget på. De løb skrigende bort og kastede sig til alle sider, for ikke at blive tromlet ned.
Elemér fik endelig øje på vagten.