Lyden af en lavmælt kredsen kunne høres gennem arresten. Ud fra hvad Temperance kunne bedømme, var hun den eneste som der var låst væk. Ikke at hun ønskede at snakke med nogen, trods kedsomheden havde fået hende til at lade neglen glide hen over den rug overflade en af murbrokkerne. Det lange sorte hår hang i tjavsede lokker omkring hendes indsunket ansigt. Trods for, at hun var begyndt at se verden i et andet lys, og hun lige så stille var begyndt at få mere føde. Et bad i ny og næ, og havde bedre klæder på, var hun stadig en kvinde hvor kroppen led. 

De mørke øjne gled mod tremmerne, da lyd begyndte at lide i arresten. Tunge støvler hvis spænder raslede, hver gang foden blev sat ned. Temperance flyttede sig fra væggen, og gik langsomt mod tremmerne for at se, om de endelig var kommet for at lukke hende ud. Det følelsestomme ansigt betragtede manden foran sig. De havde sagt hun var blevet arresteret, grundet nogle mord som hun kunne føres tilbage til. Det var dog ikke mord, der var æresdrab. Det var en hjælp til at komme over på den anden side, hvor hun hentede sjæle til gudinden Kile. 
Var det ikke bedre at aflive dem, som der blot ville lide hvis de skulle leve med sygdom, eller brækket ben som ikke kunne sættes ordenligt på plads? Det var hende en gåde, hvordan mennesker troede, de kunne overleve i denne verden. "Hvor længe har du tænkt dig jeg skal holdes her?" stemmen var kold, som var den lige som fugten der hang i væggene i de klamme lokaler. 

Hun tror, hun er en helgen af en art. 
Skøre kvindemenneske.
Forbandet kvinde -- hvis man altså kunne kalde hende det ! -- , men fandme på tide vi fik fanget hende.

Alle de sagte ord om denne kvinde, og dog havde de forsøgt at tale med hende. Men intet kom ud af deres møder med hende, det kørt i ring og det måtte alt være løgn. Hvorfor Eskild fik æren af at tale med hende, det var næppe nogens overraskelse at han havde øre for hvordan folks kroppe talte. 

Trætte og sløvende skridt, næsten tungt som fødderne skulle flytte sig for at se hende an, høre hende an og fornemme hende an. Det var vitterlig dagens mest forfærdelige opgave han kunne få sig. Kunne man kalde det en hadeopgave? 
Eskild trådte frem, et tydeligt kropssprog der talte for sig, at han ikke gad være her og han gad ikke tale med hende. Ugidelighed i langebaner. Spørgsmålet var dog ganske fair, så for at gøre sig selv komfortabel i situationen, lod han sig læne med den ene skulder opad en tremme og summede lidt på det. Tryggede ganske velovervejende på et svar, eller blot for at lade hende hænge en anelse. "Til vi kan forstå hvorfor du gør som du gør og hvor vi bør sende dig hen" - "Så det kræver du er samarbejdsvilling, og vi ved joh begge at det er en udfordring for kvinder" at skubbe lidt til folks grundvolde og selvopfattelse var ikke en del af jobbet, blot en magelig frynsegode. 

Desuden, Eskild ville endelige ikke skjule det faktum, at han havde nul tolerance for kvinder og deres eksistens. 

Temperance lagde hoved på sned, som en doven kat, der betragtede en person. Betragtede en person, som var den ved at overveje om de var noget værd. Det havde tydeligvis ingen effekt, at Eskild kommenterede på hvordan kvinder, kunne have svært ved at være sammenarbejdsvillige. Temperance kunne ikke sige om det var tilfældet eller ej, hun havde intet at sige, hvilket var grunden til ingen endnu havde fået noget ud af hende. 

Den unge engel, lagde langsomt fingrene omkring de kolde tremmer, og lænede sig mod dem. De mørke øjne to personen ind foran sig, der var tydeligvis meget vrede i ham. En vrede, der kunne være god så længe den ikke var destruktiv. Fingeren som havde kredset mod muren, blødte og efterlod spor af blod ned af de klamme og brugte tremmer til det bur som de havde lukket hende inde i. Men hun forventede hendes gudinde nok skulle få hende ud, det var ikke hendes tid til at dø. Så meget vidste hun. 

De ville vide hvorfor hun gjorde det hun gjorde, men foruden det hun havde allerede sagt, ville de ikke forstå. Derfor blev hun stående med sit blik stift rettet mod Eskild. 

Efterladt på læst, ganske fair handling. Det måtte han give hende, men alligevel gad han heller ikke helt finde sig i det. Lyttende til hvad hun foretog sig, følte de milde lydløse vibrationer i metallet og så passivt til som hun lod fingeren gøre sit spil. "Ser du, Tempy" lagde han ud og flyttet sig fra tremmen, bevægede sig lidt slængende mod bordet og satte sig på bordkanten, krydsene fødderne over hinanden og lod hænderne samle sig let i et fold på skødet. 

"Jeg vil, modsat de andre, kunne se igennem dine løgne, så frem for at tie dig selv ihjel og bede til din gud måtte rede dig, hvorfor så ikke gøre det nemt for os begge og fortælle mig hvorfor du gør, som du gør?" det var et retfærdig forslag, skønt det ikke bød hende på en frihed, blot en som ville vide hvad hun sagde som værende sandt eller falsk. Eskild begik sig sjældent med sådanne aftaler, men det var vel næppe helt en aftale, bare et tilbud for at give hende muligheden for at få sandheden på bordet. Hænges det skulle hun nok komme til at blive, uanset hvad hun fortalte. 

Temperance glødende øjne betragtede mennesket foran sig. Så ubetydelig. Så ligegyldig.
Hun havde intet at sige til denne mand, intet at underholde ham med. Måske troede han ikke hendes gud ville komme, men hun vidste at hvis det var meningen hun skulle ud af dette fængsel, så skulle hun også komme ud. Måske ikke nu, måske ikke i morgen—men det var ikke hende tid til at dø, så hvad end der skete nu, ville være i hænderne på Kile.
”Hvis det er sådan du forventer at få mig til at tale, må jeg skuffe dig menneskesøn” sagde hun og blinkede med øjne der var trætte. Det var med et kedsommeligt udtryk hun trådte væk fra tremmerne og gik hen for at sætte sig på en lille bænk, der vidst nok var tiltænkt hun skulle sove på den. Det skulle nok blive interessant.
”Men sig frem, hvilke løgne kan du se igennem? Hvad er det jeg har sagt der var usandt?”

Kortene var på sigt lagt på bordet, men det var for nu kun hans kort der var givet ud. De kunne vente på hende i tid og evighed, omend Eskild ikke havde en evighed at gøre godt med. 
Menneskesøn, det var alligevel en sjov vending at bruge, hvorfor han rynkede panden kort og trak vagt på skulderen. Hun rykkede på sig, men han blev selv stående for nu. 

"Vi to har jo slet ikke talt sammen før nu.. så hvad med du fortæller mig hvad det er du tror, du gør?" bød han op til en dialog med hende, der var ingen fordømmelse at ane i stemmen, men som hun måske forekom træt, forekom ham ligeglad. Ligegyldig med omstændighederne. 

”Og alligevel har du allerede dømt mig, sat mig i en boks, som kender du mig” sådan var det, at det føltes for Temperance. At manden foran hende, allerede havde en forestilling om hvem, eller nærmere hvad hun var. Det gjorde det dog også umådelig spændende, for hvad nu hvis han havde ret? Temperance måtte indrømme, hun ikke længere vidste hvem hun var. For hun havde viet hendes liv, til en gud, som hun troede havde forudbestemt resten af hendes liv.
Måske var der stadig en lille del af hende, som vidste at dette ikke kunne være sandheden. Men det var nemmere at lade sig overgive til en fiktivt objekt, hvor de tog valgene for en. At de ville redde dem, og sikre sig de kunne fortsætte opgaven som de havde sat dem på.

Alt der dog gemte for Temperance den dag, hun fik øjnene op for hvad hun var. Ville der være en stormflod af traumatiske hændelser, der nok ville ødelægge englen fuldstændig. Om det ville være enden for sindet, kunne ikke med sikkerhed siges. Men illusionen som hun havde skabt sig, var hvad der holdte hende i live.

”Stil de rigtige spørgsmål, og du skal få svar—men hvad jeg tror jeg gør, er ikke en af dem” det var ikke en gang fordi hun legede med ham, prøvede at gøre ham irritabel, det var bare den sandhed som englen foran menneskesønnen troede på.

En finger blev løftet og hovedet gled hovedet i en stille glidende bevægelse til siden. "Jeg har ikke sat dig her, det har mine kollegaer, og jeg har så ment ikke dømt dig på andet end at være en kvinde" nu måtte de lige. Han var der blot for at lege løgnedetektor og et eller andet sted var det jo såmænd også en straf mod ham. 

Eskild gav sig endelig fra at stå ved tremmerne og satte sig på bordkanten og så mod hende. Det var ikke lige ham, og det var tydeligvis ikke lige hende. Men hun gav ham mulighed for stille de rigtige spørgsmål. 
Et nik for fairness at sætte krav, han lod øjnene lægge sig op mod det højre hjørne i øjenkrogen og rynkede panden en anelse. "Okay" summede han ud i et suk og lod hovedet falde til venstre skuldre og så mod hende, som han var bødlen selv. 

"Hvem beder dig begår de mord som du begår, og hvorfor beder De dig om det?" han tog bare et gæt, men det handlede nok mest af alt om, at han ikke hav kvinderne den form af ære for at kunne være så taktiske igen. 

Måske de fleste ‘kvinder’ ville bide mærke I, at denne byvagt brugte ordet, kvinde, på den måde som han gjorde. Det kunne vel kun være negativt, selvom det lød mere som en faktuel begrundelse, at det var en synd at være en kvinde. Det i sig selv, kunne få de fleste til at tænke: hvorfor?
Men Temperance, måtte indrømme at køn, eller hvilket køn hun var, ikke var noget hun gik op i. Derfor berørte hende hellere ikke, at han brugte det som en af de ting, som han havde valgt at dømme hende på.

”Kile” sagde Temperance uden omsvøb, mens hendes øjne betragtede byvagten foran sig. Om han troede på det eller ikke, det var vel op til ham selv. Men det var hendes sandhed, og der var ingen som skullet age den fra hende. Og slet ikke denne menneskesøn, der ville sikre hun stod foran en bøddel ved morgengry.

Det var dog som sagt ikke hendes tid, og hun ville leve længere end det simple menneske der stod foran hende. Det måtte være hans synd, det han kunne dømmes for. At han ikke forstod hvor vigtigt det var, at hun sikrede de mennesker blev hjulpet over på den anden side. Det han mente var mord, men for hende var det en balance der skulle opretholdes..

Roen i hende, den var så tydelige at end ikke vandet i en andedam ville røre på sig. Eskild følte næsten at han kørt med ethvert blodomløb i kroppen på hende for at finde ud af om det var sandheden eller ej, men intet var ude af takt eller tone. "Så en fiktiv Gud beder dig.. hjælpe folk over til dennes rige?" det var ganske bevidst at han valgt at underminere gudens eksistens og omtalte det hun gjorde som en hjælp, omend det i sandhed var mord. 
En Gud som Kile, ville vente til at folk kom til hans rige rettidig, og ikke et sekund før. Eller var det alt sammen volapyk man blev lært op i. 

//Låst, kan altid åbnes igen.//