Med et lidt ufokuseret, undskyldende smil var det at Lynette rettede blikket imod sin bror, da han i et ryk sparkede hende for... tredje gang over skinnebenet, på den anden side af bordet. Hans øjne tydelige i deres lille 'fokus Lynette', inden at han med en forfærdelig charme vendte blikket tilbage til samtalen han førte, med den kvinde han sad overfor. Fokus, følg med i samtalen, og hun stønnede lidt udmattet, indvendigt. Samtale om... hun kunne joh ikke engang huske hvad kvinden han talte med hed, og hun sad altså lige ved side af soldaten. 

Det havde ellers virket som en fantastisk idé, at tage med sin storebror Henry, til en af hans venners fødselsdag. De var alle lige omkring eller lige lidt ældre end hans lillesøster, og omend aktiv soldat for Lyset, var Lynette joh stadigvæk en del af familien. Hun ville have godt af lidt socialisering, havde Henry tænkt. Godt af at blive luftet i andet end salte havvinde. 
Men det føltes lidt som et bagholdsangreb, da hun havde fundet ud af hvilket slags fødselsdags arrangement det var; kæmpe, flerretters menu, en lille opvisning fra nogle hyrede gøglere, og rigtig meget vin. Kvalmen svømmede allerede lidt i hende, her tre glas inde - hvordan kunne de tylle vin ned, som var det vand!
Endnu et spark, og hun virrede kort med hovedet, et lidt mere anstrengt, men stadigvæk undskyldende smil på Henry. Hun prøvede, stop nu! Og nikkede lidt forsinket idet både Henry og Erneyll adelskvinden (et baghold!), vendte deres blikke imod Lynette i et spørgende "Jah synes De ikke også det?" 
Panik. Øjnene spærredes lidt tvivlende op, hun vævede efter ordene (og en redningskrans) da hun tøvende sagde. "Jooh, altså det-eh-jah..." Okay. Til Dybet med det her, og i et fnys lukkedes øjnene, hænder greb bordkanten og skubbede fra, så tallerkener og bestik larmende afslørrede hendes flugt. "Jeg skal op det lille hus!" udbrud hun, alt for højt, og nikkede lidt stift til de overraskede adelsminer der vendtes op imod hende. 

Slam! Døren lukkedes bagved hende som en forsikrende lås, og hun prustede udmattet ud, fingerspidserne presset sammen foran munden i en lille oh gestus. Ikke elegant, men en udvej var en udvej. Og Lynette søgte målrettet ud efter frisk luft i borgens indergård, da hun stak af fra fødselsdags selskabet. 

Mynte priste sig lykkelig for at hun ikke sad i de store fine sale, hvor musikken spillede med klimt og klang, og alle sad og roste hinanden til skyerne med deres underlige flertydige sprog. Hun havde overværet det mange gange efterhånden, fra sin statueposition i døråbninger og langt væggene. Hun fattede intet når først de gik i gang, og hun var ikke sikker på at det nogensinde ville lykkes hende. Alting betød noget andet end det de egentlig sagde. Og når de så var oprigtige og tydelige, begyndte Mynte at overveje, om det nu egentlig også var rigtigt. Dårlig erfaring fortalte hende jo noget andet.

I dagens anledning, var Mynte ikke stationeret i de festlige, perfumetunge lokaler hvor de fine folk ophodlte sig. Nej, der var dage, hvor det var bedre at halvdyret opholdte sig i soldaternes område og nød den mere hårde og langt mere tydelig tone her. Ja, når de selvfølgelig ikke brugte sarkasme for at få det sjovt på Myntes vejne. Noget hun efterhånden bare trak på smilebåndet over. Mennesker.

"Hold nu kæft, Vilhelm. Så hårdt slog jeg heller ikke" den halvstore knægt, lå og ømmede sig gevaldigt i gården efter at havde fået et solid slag med staven, og derefter fejet benene væk under sig. Staven stod nu solidt plantet ned i brostenene, og havde halvgrævlingen lænede op ad sig. "Det var et fejt trick!" Mynte blinkede et par gange, som knægten en smule surmulende kom på benene. "Jeg slog dig over fingrene - tror du ikke det sker på en slagmark?" De andre overværende soldater var ikke til nogen hjælp som de lo.
Tonen i gården var hårdere end i de fine sale. Men her var ingen i tvivl om hvad nogen mente.

Det var hurtige skridt der bar hende afsted, og hun prøvede at genkalde sig hvordan det havde set ud da de ankom. Prøvede at gøre det til mere målrettede skridt, også, og søgte et stykke ned af trappen. Hvis hun bare kunne komme udenfor, så blev det bedre. Frisk luft. 
Lynette endte med at komme ned til noget der mindede om en slotsfløj, og da hun kom endnu et lag længere ned, fandt de flerfarvede øjne nogle store vinduer. Hvidligt, friskt lys faldt ind igennem de store vinduer, og hun fandt med et lettet suk håndtaget, og trak ned. 

Frisk luft. 
Lyden af stemmer kom lidt i baggrunden, da Lynette missede en anelse imod lyset, og lod gårdspladsen komme til syne. Imellem de stengrå vægge summede lidt af eftermiddagens aktivitet. Nogle vagter virkede det som om, omgivet af klakkende lyde af træstave imod hinanden. Vagter der trænede. 
Selvom luften var en anelse kold for Lynettes (ret overdådige, i forhold til den almindelige) påklædning, følte hun sig selv gå nogle skridt tættere på. Nysgerrig overfor hvordan træningen gik - der var vidst nogle der fik smæk - og lidt distræt omkring at gå tilbage til festlighederne hun lige var stukket af fra. De ville nok ikke savne hende foreløbig, og... 
En bølgende væg af latter, og Lynette følte hvordan læberne krøb op i et morende lille smil, da hun lod døren glide i bagved sig, og med et undersøgende glimt nærmede sig ringen af paladsvagter, for at se deres træningskamp. Uh, han var væltet! Det var ikke altid lige let, med de feje tricks. 

Et lidt nysgerrigt blik fra en af de omkringstående mødte adelskvinden da hun nærmede sig, og armene løsnede sig fra deres kryds i et lille vink, da hun... jah, forsøgte at se med uden at afbryde for meget af den snak der skete. "Jeg skulle bare have lidt frisk luft" selvom de ikke virkede som nogle der krævede en forklaring, hørte hun sig selv sige det, og rettede lidt på de lange ærmer, der draperede ned overhendes ene skulder. "Men fed teknik" og hun nikkede til grævlingen, et lidt imponeret glimt i øjet. 

Normalvis betød det at vagterne hurtigt stillede sig klar og på geled når en fra adlen kom dem nær. Men, det krævede også at det var den fornemmelse de fik. Den nyankomne osede lige så meget af at høre til her, så hun gik nærmest i et med mængden. Også selvom hun fik et par nysgerrige blikke fra de omkringstående. Mynte klappede den store knægt på skulderen, så han nær var gået i knæ igen. Noget der blev kvitteret med et tvært udtryk fra hans side, og et drilsk grin over Myntes ansigt. Hun kiggede på den nyankomne med venlige brune øjne og lagde hovedet let på skrå. ”Tak” svarede hun og kunne godt se på beklædningen at der var meget der ikke hang helt sammen. Hendes blik drejede sig også op til de finere sale hvor adlen holdte deres middage. Mynte var ikke den der blandede sig.

”Frisk luft kan du få massere af her. Og bare rolig, vi bider ikke.. Ikke så det kan ses i hvert fald” lo hun med armene lagt over kors som hun kiggede op på den markant højere kvinde. ”Du ligner en der har et par gode tricks oppe i ærmet selv?” pointerede hun. For der var noget der ikke hang sammen – kvinden lignede en der langt hellere ville kaste sig hovedet først ind i en af deres træningskampe end at sidde og spise tretten retters menu sammen med alle de andre adelige hængehoveder.

De tevefarvede øjne anede hvor Mynte skævede hen, men følte ikke at der var et stort behov for at hun gik for meget i dybden. Tværtimod, virkede både hun, og selskabet ganske tilpas med at skøjte over detaljen om at der var gilde oppe i Erneyll salen. At hun nok også burde være oppe i selvsamme sal. 
I stedet blev de stående her, og Lynette følte en sagte latter boble frem fra maven, ved den kvikke kommentar tilbage. Lilla og stormblå - en af hver slags - vendte sig imod grævlingen, og hun brummede sagte ved hendes (korrekte) observation. "Tjoeh. Man har vel samlet lidt op, efterhånden." smilte hun, et kort blik på Vilhelms skikkelse, men med et opmuntrende glimt i de tvefarvede øjne. Og lidt spørgende rakte nikkede hun imod staven, som han stadigvæk stod og fedtede lidt med. 
"Jeg er udstationeret på Hviskeren, i disse år, under admiral Lynn Valeriev.." og hun fulgte ham lidt med øjnene idet han overvejende kiggede ned på den lange, indbundne pind. Ah, der var vidst overvejelser igang. Inden at han med et lille skuldertræk endte med at række hende det. Så pyt da. 

Lynettes bryn gled lidt overrasket op over gestussen, måske var det bare fordi han ikke ønskede flere tæsk af grævlingen. Men ikke desto mindre greb hun ud efter det, idet at han kastede det i hendes retning. "Ah, vent, vent, vent... så i vil faktisk se dem, og ikke bare lade mig blære mig?" og hun følte et spøgefuldt smil trække over det ellers lyse ansigt, da fingrene fæstnede sig om egetræets afrundede 'håndtag'. 
Ikke at det var et problem, så langt fra. 

Mynte lod sit blik glide fra den ene til den anden og så hvordan nogle tanker udsprang sig fra knægten inden han kastede pinden videre og fuldstændig afholdte sig fra at ville have flere tæsk denne dag. Altså hvis han kunne slippe afsted med det. "Ja, her skal man vise hvad man kan! Desuden, vi vil altid gerne lærer noget mere" påpegede Mynte med en munter latter og tog absolut ikke ordene for alt for gode vare, trods hendes evne til at skældne mellem sarkasme og alvor nærmest var ikke eksisterende. Der var bare noget over det spøgefulde smil, der fik Mynte til at genoverveje om ordenes betydning nu også netop betød det ordrette. Det var en farlig leg at jonglere ud i. "Med mindre, De er bange for at få snavs på tøjet" prikkede hun igen med hovedet let på skrå og staven roligt placeret i jorden. Mynte var ikke den bedste kriger i Erneylls hær af vagter - men hun en af de mest frygtindgydende når først hun kom i gang. Dyregenet løb stærkt og tykt i hendes årer, lige så stærkt som nysgerrigheden gjorde det.

Følelsen af træet under hendes fingerspidser trak hende tilbage til kadet-dagene, og hun smilede en anelse stilfærdigt over fornemmelsen. Man kunne mærke, hvordan at slid havde slebet materialet til et mere hånd-venligt greb. Men det var stadigvæk - og heldigvis - en anelse klodset og tungt. Så føltes det trods alt det bedre, når man endelig havde 'rigtige' våben at danse med senere. 
Blikket gled en anelse vurderende ned, da hun hørte den sagte udfordring, og Lynette studerede den fine mundering hun havde på. At bibeholde det pæne snit, ville selvfølgelig være det mest optimale. Men Lynette havde alligevel aldrig rigtig følt for den kjole hun havde på nu, og kunne godt ofre den, for en god omgang træning. Det ville nok få noget af den nervøse energi, ud af kroppen. Så hun fnyste lidt fast. "Lad os nu se hvor hurtig på fødderne du er" 

Staven blev kastet lidt fra den ene hånd, til den anden, inden at hun med et smil nikkede. Klar. 
Og slog ud. Et skridt frem, og mennesket lagde an med et slag imod anklerne på det mindre væsen, klar til at dukke ind bagved den anden ende, for at blokere et eventuelt modslag. At gå efter hovedet var ikke ligefrem sportsligt, og i en træningskamp, var det ikke noget hun umiddelbart ville ty til. Men hun måtte sørge for - i længden - at holde sin afstand, hvis hun ikke skulle fejes at benene. 
Men et frontal angreb, var altid lidt godt at prøve som en start.